fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Hell's Domain - Hell's Domain

Et “nyt“ band har set dagens lys. Nyt står i anførselstegn, for bandet er ingenlunde nyt. Dette er blot bandets første fuldlængde. Bandet blev skabt omkring 2007, hvor de første skæringer blev komponeret. Herefter gik det slag i slag med at få hvervet medlemmer til bandet, spille koncerter og til sidst få udgivet debutalbummet.

En anden grund til førnævnte anførselstegn er selvfølgelig også fordi, at bandet består af rutinerede kræfter der tilsammen har en menneskealder i musikalsk erfaring. Bands som Hatesphere, Horned Almighty, Koldborn, Grope, Exmortem og Crionic (mere om dem senere) er alle på CV’et, så man kan sige, at fundamentet ligesom er solidt lagt.

Hell’s Domain lægger ikke skjul på, at menuen står på rendyrket old school thrash, når de spiller op til dans. Bandet har fundet tilbage til det, der startede deres interesse for metal, og de leverer virkelig varen.

Personligt er thrash ikke min favoritgenre, men når den bliver spillet så stilsikkert og tight, som tilfældet er her, må jeg overgive mig. Ikke forstået på den måde at Hell’s Domain gør thrash til min nye favoritgenre, men at Hell’s Domain for en kort stund skruer tiden tilbage til 1986-1987 og skaber et lille vakuum, hvor man bliver teenager igen. Teksterne kredser omkring krig, misbrug og andre vederstyggeligheder og er fuldstændig i tråd med musikken, der trods thrash-prædikatet varieres godt i tempo, så det hele ikke bliver gung-ho-thrash.

Produktionen har Tue Madsen bistået, og han har gjort det virkelig godt, om end jeg igen slår et slag for, at bassen skal skrues mere op. Trommerne er fulde af punch, og der bliver ikke langt fingre i mellem, når Anders Gyldenøhr leverer DK’s strammeste duga. Strengene fræses og slides, så det er en fryd, og jeg forstår udmærket, hvis de herrer Bihlet, Knudsen og Schubert får en langvarig sygemelding på grund af seneskedehindebetændelse. Vokalen var i begyndelsen mit eneste ankepunkt på ”Hell’s Domain”. Alex, der i gamle dage sang i Gropes mere rockede periode, har i mine ører en mere rocket end thrashet stemme, men han kan tage de høje toner på bedste Araya-manér, og tid kan gøre meget, så jeg er vænnet til stemmen.

Kigger man på skiven som helhed, er den måske en tand for lang. Numrene er egentlig ikke for lange eller ensformige enkeltvis, men fra ende til anden kan skiven godt virke en anelse lang. Blandt de fedeste numre på albummet er ”Order #227” med et dejligt melodisk omkvæd, ”Crawling in the Shadows” med lækker leadspade fra Flemming C. Lund og skivens åbner ”100 Days in Hell”, der på sejeste vis sparker løjerne i gang. Der er ingen decideret dårlige numre på albummet. Alle numrene er dog ikke lige spændende, men noget af det, der klart trækker skiven op, er den spilleglæde, der bliver lagt for dagen. Det er ikke en flok unger, der er vokset op i nu-metallens guldalder, som skal prøve at spille thrash. Næh, det er ældre mænd med pondus og en kærlighed til genren, og det er ægte og fedt!

Det er også fedt, at de har taget et gammelt nummer fra Crionic med. Det sidste nummer ”Sneakin’ Disease” er fra bassisten Lars Knudsens gamle band Crionic, der spillede i midt 80’erne. Jeg kender dem ikke, men nummeret lyder meget som alt det andet Hell’s Domain-materiale, så om Crionic har været fremadsynede, eller om Hell’s Domain har kigget i de gamle annaler, må lytteren selv vurdere. Jeg synes i hvert fald, at Hell’s Domain er et ”friskt” pust, og der er i høj grad en plads til dem på den danske scene. Et motto kunne være ”musik af ældre mænd til ældre mænd”?

Tracklist:

01: 100 Days in Hell

02: The Needle and the Vein

03: In the Trenches

04: Order #227

05: The Walls Come Tumblin’ Down

06: Crawling in the Shadows

07: Dead Civilization

08: Hangman’s Fracture

09: As Good as Dead

10: A Good Day to Die

11: Sneakin’ Disease (Bonus Track)

Total Spilletid: 48 minutter

Læs mere...

Ferocity - The Sovereign

Mit første møde med Ferocity var på en anbefaling af den kære Bjørn Jensen fra Dawn of Demise engang, da Ferocity spillede på Aalborg Metal Festival. ”De er vildt fede”, sagde han. Jeg var nu rimelig uenig dengang, for jeg oplevede et utroligt stationært og muligvist nervøst band, der dengang havde en utrolig ensformig og kedelig lyd og megen lidt charme. Nu her 3-4 år efter er deres anden fuldlængde kommet i DeepSend Records’ hænder og dermed mine.

Albummet udmærker sig på flere punkter, og man skal ikke særlig langt ind i første nummer, før det står klart, at Ferocity virkelig har oppet sig. Én ting er den rigtig gode produktion, men en anden, og mere vigtig ting, er, at de skriver fede riffs og smider nogle fede melodiske guitarer ovenpå førnævnte riffs. Din produktion kan halte nok så meget, men kan du skrive et fedt riff og levere det med overbevisning, skal det nok gå.

Ferocity spiller på ingen måde originalt musik - deres stil er set før omkring 1.000.000 gange, og den stil er altså ved at være gennemtærsket. Men Ferocity formår alligevel at gøre det spændende. Ikke mindst fordi den traditionelle death metal-stil, der hersker på ”The Sovereign”, ofte bliver akkompagneret af et solidt groove, der leder tankerne hen på… Nemlig! Dawn of Demise.

Skal man drage paralleller, så er det helt oplagt at sammenligne Ferocity med det efterhånden noget udvandede Illdisposed... Altså inden de blev udvandede.

Kasper Wendelboe har i hvert fald et par ligheder med Bo Summer, og musikken er altså heller ikke stilmæssigt helt ved siden af det, de skøre århusianere leverer. Jeg vil dog til enhver tid foretrække Ferocity fremfor det nyere Illdisposed materiale. Ferocity er langt mere friske og upolerede.

Skiven, der varer lige over de 40 minutter, har et fint lille pusterum midtvejs i form af den instrumentale ”Abrubt Desolation”. De der små instrumentale interludes er snart et modefænomen på højde med internettet, men det er altså ikke at fornægte. Det skaber et fedt flow på en plade, hvor afslappede momenter og melodi måske kan være en mangelvare. Ellers bliver de resterende ni numre leveret rimeligt sikkert, om end vokalen bliver lidt for ensformig, så er det klart en fin plade, der bliver båret af de fede leads, melodiske guitarer og den effektive riffing. Titelnummeret og singleudspillet ”… and the Rest is Silence” er to rigtig gode eksempler herpå, så få lige syn for sagen. Ferocity er i hvert fald et af de bedre danske death metal bands!

Tracklist:

01: … and the Rest is Silence

02: Chain of Command

03: Human Game

04: Son of Sam

05: XIIth Legion

06: Abrubt Desolation

07: The Sovereign

08: Blind Disciple

09: No rest for the Wicked

10: Blood Trophy

Total Spilletid: 40:53

 

Ferocity - "The Sovereign" Deepsend Records

Læs mere...

Helhorse - Oh Death

Tilbage i 2011 udkom en toneangivende dansk metal udgivelse fra Københavnske Helhorse i form af deres debutskive: "For Wolves And Vultures". Et album bandet udgav i kølvandet på en række markante koncerter som bl.a. opvarmningsband for Black Label Society og Monster Magnet.

Albummet var toneangivende fordi bandet på albummet leverede deres eget blend af sludge, stoner, hardcore punk og classic rock, og kogte det ned til deres eget skandinaviske varemærke. Albummet blev også toneangivende, eftersom det gav bandet en række koncerter i både ind- og udland. Dette i kølvandet på mange gode anmeldelser.

I 2012 gik bandet med masser af selvtillid tilbage i studiet for at indspille den svære to'er: "Oh Death". For undertegnede har to'eren været ventet med spænding. Det ville blive spændende at se, hvilken vej bandet gik med deres lyd. Hvilken lyd ville blive toneangivende på den nye skive. I et blend af såvel sludge, beskidt og hård metal skulle det blive interessant at se, hvilke elementer der ville blive omdrejningspunktet. Endvidere ville det også blive spændende at høre, om bandet modsat gik i en helt anden retning lydmæssigt.

Resultatet er egentlig et både-og. Det er heldigvis stadig det energiske blend af stilarter, som danner rammen om Helhorse egen specielle lyd. Det er let genkendeligt på den gode måde. Omdrejningspunktet på albummet er et koncept og tekstunivers cirklende omkring døden. Døden som den store befrier, den store sorg, det ultimative farvel eller den nødvendige eskapisme fra livet, som bandet selv meddeler det. Netop tekstuniverset er efterhånden et trademark for bandet. Bandet skriver seriøse tekster med budskaber akkomponeret af seriøse musiske elementer.

Et kendetegn ved bandets blend af musik er kærligheden til det store riff, og samtidigt de letgenkendelige riffs. Disse er om nogen intakte på "Oh Death". Riffsene er stadig massive og tunge og rammer lige, hvor de skal. Selvom det tunge lydniveau fastholdes, er der på "Oh Death" også blevet plads til det, man kan kalde mere rockede og classic rock elementer. Samtidigt rammes man også enkelte gange på albummet af en følelse af at lytte til en større ballade, mens man sekundet efter oplever et eksplosivt punk udbrud, ligeså værdigt som var det fra svenske Refused.

Instrumenterne er ligesom på "For Wolves And Vultures" meget velspillede. Og vokalen virker kraftigere og stærkere end tidligere. Specielt formår bandet, som få, at fortælle historier imens de samtidigt leverer tunge riffs. Bandets sangskrivning er i en høj klasse, hvor især nummeret: "Death Comes To The Sleeping" kan og bør fremhæves! Som bandet synger: "Well let's speak louder and dictate the way!". Det gør bandet i den grad på "Oh Death", hvor det skal stå klart at bandet ikke har hørt noget om en svær to'er. Bandet har for så vidt oppet sig, og leverer på "Oh Death" en lang række velskrevne og -komponerede numre. 

Som navnet også antyder, leverer Helhorse på "Oh Death" et mere nuanceret billede af deres i forvejen genkendelige stil og musik. De leverer metal fra staterne mixet med en god portion dansk og skandinavisk islæt. I dette islæt er der også blevet plads til eksperimenteren med det mere rockede. Det er i sidste ende rigtig vellykket. 

Mon ikke den gamle vandrer St. St. Blicher ville have været stolt over at have sin gamle helhest med, havde han stadig levet? For undertegnede står det klart, at det bliver svært at undgå at høre mere om Helhorse i 2013/2014. En stærk to'er fra et dansk band med et voksende renommé. Et album som fortjener genklang i den danske såvel som i den udenlandske metalverden.

Tracklist:

1. "Fuck Art, Let's Kill"

2. "Hell Hath No Fury"

3. "The Seams Of Life"

4. "The Carnal Rage"

5. "Red Eye"

6. "Climb Trough Fire"

7. "Kill Your Self"

8. "Diggin' A Hole, Waiting To Die"

9. "Death Comes To The Sleeping"

10. "And His Name Is Death"

11. "Scorch The Earth"

 

Samlet spilletid: 43 min.

 

Helhorse - Death Comes To The Sleeping

Læs mere...

Fortress - Of Bones

Guitarist Simon Sonne Andersen fra det københavnske og anmelderroste dødsmetal band By The Patient spiller ved siden af By The Patient også old school heavy rock. Det gør han i bandet "Fortress", som netop har udgivet EP'en "Of Bones". EP'en er en digital udgivelse af en tidligere demo, hvor numrene, såvidt vides, er de samme.

Parolen på den 4 numre lange "Of Bones" EP er old school heavy rock med stærke rødder til 70'erne. Denne leveret med en stærk energi og en rigtig fin distortet produktion. Bandet spiller deres instrumenter tight i et højt og energifyld tempo. De 4 numre rummer et fint mix af rammende riffs, old school heavy, distortion og en rigtig stærk vokal.

Hvad bandet ikke mangler i tekniske og musikalske evner mangler de måske lidt i sangskrivningen endnu. De 4 numre er nemlig ikke vanvittigt differentierede i deres lyd. Det er under den samme hymne. Men tager man i betragtning, at der her er tale om en EP udgivelse og ikke et fuldlængdealbum, vil jeg vente til den endelige fuldlængde debut med at vurdere, hvorvidt dette reelt set er tilfældet.

En fin EP med et friskt pust til old school heavy rock fra den danske undergrund. Jeg ser personligt meget frem til en fuldlængdeudgivelse. 

Trackliste:
1. Fullmoon
2. Howl
3. Suneater
4. Thunderbeast

Læs mere...

Crocell - Come Forth Plague

"Come Forth Plague" er titlen på 3. fuldlængde udgivelse fra det danske old school death metal band Crocell. Bandet, der stammer fra Århus, har siden forrige udgivelse: "The Wretched Eidola" (2011) fået ny forsanger.

Magnus Jørgensen, der, uden større dramatik, valgte at forlade bandet i 2011 er blevet erstattet af Asbjørn Steffensen, som også er kendt fra thrash metal bandet Mordax. Asbjørn kom til i 2012 og derfra er det gået stærkt med at indspille det nye album "Come Forth Plague", som udgives af Metal Hell Records.

Det store spørgsmål er hvorvidt dette skifte på vokalsiden har ændret Crocells musikalske udgangspunkt.

Bandet er fra de to første udgivelser "The God We Drowned" (2008) og førnævnte "The Wretched Eidola" (2011) kendt som et old school death metal band. Disse udgivelser, som jeg har hørt upassende meget siden deres udgivelse, har været under Crocells klassiske approach: klassisk ren death metal med rå power.

Crocell spiller catchy og groovy death metal med onde underliggende melodier. På de foregående udgivelser har især bandets musikalske talent vist sig i eminent form. Det har været death metal spillet med høj teknisk klasse.

På samme måde har også produktionen været af høj standard. Især "The Wretched Eidola" har en fed og beskidt produktion med sig.

Det samme kan også hurtigt siges om det nye album "Come Forth Plague". Albummet er indspillet i Death Island Studio ved Marco Angioni, og dette synes at være velvalgt da lyden er som ren death metal skal være: rå, tung og ond!

 

Formlen er heldigvis også den samme. "Come Forth Plague" byder på mere ren, rå og ond death metal af den gamle skole. Den rå power, bandet benytter sig af, synes at harmonere godt med Asbjørn Steffensens vokal. En vokal der samtidigt bringer en mere brutal lyd med sig. Dette er dog slet ikke en dårlig ting. Crocell formår at skabe velkomponerede sange med forskellige elementer. Dette gør, at deres albums rummer en del variation. Her er den brutalitet, Asbjørn Steffensen byder ind med, kun et plus i Crocell drejebogen. 

Denne brutalitet udmønter sig på "Come Forth Plague" i et par brutale og uptempo numre, hvor især "The Dark I Will Inhale" og "Servants Of The Light" skilder sig  positivt ud. 

At løfte den tunge arv fra Magnus Jørgensen har bestemt ikke været nogen let opgave. Mange sangere var til audition, men valget faldt hurtigt på Asbjørn Steffensen. Guitarist Tommy Christensen har udtalt, at valget især faldt på Asbjørn Steffensen, da han allerede fra start kunne synge de gamle sange til perfektion. Der er altså ikke tale om en ydmyget kejser i nye klæder her. Asbjørn Steffensen tager teten op, hvor Magnus Jørgensen slap og bringer velkomment sin egen lyd og tiltag med sig!

"Come Forth Plague" er et album der hylder den rene dødsmetal. Simpelthen. Det er en rigtig god death metal udgivelse med god variation. Dette uden på noget tidspunkt at være i clinch med Crocells velvalgte og kendte formel. Albummet er tungt, råt og beskidt fra start til slut. 

Hvis du har ledt efter en god ren dødsmetal udgivelse i 2013 kan, du med sindsro erhverve dig "Come Forth Plague". Ikke alene er det en god udgivelse, men også en udgivelse som vidner om, at Crocell langt fra er færdige på den danske metal scene. Og heldigvis for det!

Tracklist:

1 - Perfidious Ceremony
2 - The Dark I Will Inhale
3 - Trembling Realms
4 - Teachings of Terror - Doctrines of Death
5 - My Path of Heresy
6 - Seven Thrones
7 - Servants of Light
8 - Scars of Red
9 - Come Forth Plague
 
Samlet spilletid: 39:21
Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed