fbpx

Demon Head - Hellfire Ocean Void

Selvom Demon Head startede i den hjemlige hovedstad tilbage i 2012, er det først nu, i forbindelse med udgivelse af deres tredje album, "Hellfire Ocean Void”, at de dukker op i min indbakke. Indspilning og mix har bandet vanen tro selv taget sig af, mens mastering er lagt i hænderne på Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios.

Indholdet er hovedsageligt Hardrock, men ikke af den moderne slags i stil med Alter Bridge og Stonesour; nej, vi skal helt tilbage til tiden omkring 1980, hvor Blue Oyster Cult var rigtig store. Sammenligningen skyldes en kombination af numrenes opbygning, den tynde guitarlyd og vokalernes tilbagetrukne position, og illustreres fint i ”The Night Is Yours”. Elementerne går igen i de resterende numre, hvor der justeres en smule i positionerne fra nummer til nummer.

Her skiller ”Strange Eggs” sig ud ved at introducere noget mere Doom-agtig tyngde, mens man fastholder et old school udtryk.

Kombinationen af ældre stilarter (om man så kalder det retro-, stoner eller old school er lige meget) og nutidige produktioner har ofte ført til gode resultater, men det lykkes ikke for Demon Head. Under gennemlytning af de otte numre bliver jeg aldrig grebet af fornemmelsen af, at den og den sekvens er spændende og rykker godt; i stedet glider numrene bare forbi som en småkedelig masse. Så selvom de flerstemmige vokaler er flot fremført, ender ”Hellfire Ocean Void” som en skuffelse.

Tracklist:
01. Rumours
02. The Night Is Yours
03. A Flaming Sea
04. In The Hour Of The Wolf
05. Labyrinth
06. Strange Eggs
07. Death's Solitude
08. Mercury & Sulphur
Samlet spilletid: 39:56

Læs mere...

Horisont, Nocturnal, Demon Head

I lørdags bød Stengade på intet mindre end hele tre gange 70 heavy rock. En omgang dansk og to gange svensk. Aftenens danske indslag bestod af Demon Head, mens det svenske bestod af Nocturnal og hovednavnet Horisont. Der skulle altså være rigelig mulighed for at få luftet hårpragten til nogle lækre toner.

 

Demon Head

Det skulle efter sigende kun være det unge danske bands anden liveoptræden. Derfor var det naturligt interessant at opleve dem. Lidt over 22, havde bandet fundet vej til scenen, mens et forholdsvist tætpakket publikum stod afventende. Det var ret tydeligt, at bandet ikke havde meget erfaring med at stå på scenen. Kommunikationen med publikum fra bandets side var nervøs og nærmest ikke eksisterende. Bandet var meget indadvendt på scenen og virkede i det hele taget uvant ved situationen – som det kan forventes af et uerfarent band. Men alt det kan man se igennem fingre med, hvis bare det så spiller, det der foregår på scenen. Det gjorde det langt hen af vejen. Ikke alle kompositioner var lige interessante og generelt kunne bandet godt variere lidt mere, men overordnet formåede bandet, at underholde publikum og spille en ganske fin koncert. 

 

Publikum reagerede da også ganske fint på bandets numre, uden at være overvældende. Lydforholdene har aldrig været fantastiske på Stengade, og det var de heller ikke i aften, men generelt var der ikke de store problemer. Demon Head som resten af aftenens navne, gik fint igennem, til trods for at guitar og vokal godt kunne have ligget lidt tydeligere i lydbilledet. 

 

Om det så kun var bandets anden liveoptræden eller ej, viste Demon Head god profil og med lidt mere erfaring i skoene samt variation i de enkelte numre, kunne bandet godt blive et interessant bekendtskab. Indtil da, bliver det til bestået med en tommelfinger op. 3,5 ud af 6.

 

Nocturnal

En lille times tid senere, kl. 23:00, var det tur til aftenens første svenske navn. Som Demon Head, har Nocturnal rødderne solidt plantet i klassisk 70 heavyrock muld – med et lille gran af prog. Til forskel fra danskerne, var det tydeligt, at Nocturnal er et langt mere erfarent band. Medlemmerne stod solidt på scenen og leverede en fin liveperformance. Hvor der tidligere på aftenen havde været lidt problemer med en for lavt stillet guitar, stod Nocturnals guitarist i modsætning skarp og leverede i den kontekst op til flere lækre soloer og riffs.

 

Kompositionerne var ganske interessante og blev fremført i fint format. Ikke alle var lige spændende, men overordnet fik bandet fremført deres numre på velfungerende vis. Desværre var det ikke specielt mange, der havde fundet vej frem til scenen, ved koncertstart. Heldigvis lykkedes det undervejs at få folk hevet ind/ned, men uden at nå samme niveau som tidligere. Det påvirkede desværre stemningen lidt samt hele indtrykket af Nocturnals indslag. 4 ud af 6 for en fin performance og flere gode numre.

 

Horisont

Lidt over midnat var det endelig blevet tid for aftenens hovednavn. Godt trukket, havde en stor andel af publikum nået at konsumere en god del alkohol, hvorved den tæt pakkede sal om noget var i stemning og parat til god tråd. Aftenens hovednavn, havde i modsætning til opvarmning, en mere powerrocket kant hvor især vokalen havde en Bruce Dickinson alika klang. 

 

Den svenske kvintet formåede at spille en rigtig god koncert. Temperaturen var høj og langt garn blev luftet fra højre og venstre. Stemningen var god og ikke mindst tyk af sved og spildte fadøl. Det hele fungerede og Horisont formåede på fantastisk vis at rive publikum rundt. Generelt havde koncerten et højt niveau, dog med enkelte mindre interessante numre. Heldigvis var det ikke noget der påvirkede synderlige og Horisont kunne ufortrødent spille der ud af og tilbagelægge numre som ”Writing On The Wall”, ”Diamonds In Orbit” og ”Brother” fra bandets 2013 udgivelse, Time Warriors.

 

Samlet set en meget habil performance, der om noget gav publikum en lyttevenlig oplevelse. Skal man kritisere noget, følte jer personligt, at vokalen blev lidt for ensformig i længden. Men herud over er det ikke meget at sætte en finger på (hvis vi ser bor fra at lyden stadig ikke var fuldstændig fantastisk). En vellykket koncert og en perfekt afslutning på aftenen. 5 ud af 6.

 

Samlet set fik publikum godt med underholdning for pengene. Alle tre bands spillede solidt, selvom der ikke var tvivl om hvilket band der klarede den bedst. Det var en god aften på Stengade og derfor skal der også en god karakter til. Gennemsnittet siger 4,16, så lad os snige os op på 4,5 ud af 5.

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed