fbpx

Aversio Humanitatis - Behold The Silent Dwellers

Aversio Humanitatis har base i Madrid, hvor bandet blev startet i 2010. Jubilæet for deres 10 årige beståen markerer bandet bestående af A. - Vokal, Bas; S. - Guitar, Bas og J. – Trommer med udgivelse af deres andet udspil i fuld længde.
Som på bandets øvrige udgivelser er det Black Metal, der møder lytteren, og det sker fra starten med eftertryk – Åbningsnummeret afvikles i højt tempo med genrens traditionelle blanding af hurtige guitarer og melodiske indspark.
Sangeren A brøler sig aggressivt igennem de seks numre, og med sine vekslende udtryk får han skabt fremdrift og dynamik på en personlig måde. Det er han desværre ene om, for den musikalske side af numrene følger kendte opskrifter uden, at der tilføjes ret mange selvstændige elementer. Derfor byder numrene ikke på nogen form for nyt, og da deres opbygning også er ret ens, glider de hurtigt i baggrunden uden, at der efterlades nogen form for aftryk hos mig.
Det eneste lyspunkt er og bliver sangeren A, og det er hans fortjeneste, at ”Behold The Silent Dwellers” trods alt får en okay karakter. Jeg håber, Aversio Humanitatis får noget mere selvstændighed ind i deres musik fremadrettet; ellers drukner de i mængden af udgivelser.

Tracklist:
1. The Weaver of Tendons
2. The Presence in the Mist
3. The Sculptor of Thoughts
4. The Wanderer of Abstract Paths
5. The Watcher in the Walls
6. The Scribe of Dust
Samlet spilletid: 35:59

Læs mere...

Ulcerate - Stare Into Death And Be Still

Selv om Ulcerate har eksisteret i næsten 20 år og udgivet 6 studiealbums (inklusive ”Stare Into Death And Be Still”), er dette mit første møde med bandet fra New Zealand. Hvor Jamie Saint Merat (trommer) og Michael Hoggard (guitar) har været med fra starten, kom bassisten
Paul Kelland med i 2005 og overtog også vokalposten 3 år senere.
Man skal ikke lytte længe før det står klart, at Ulcerate aldrig har satset på at blive mainstream, og heller aldrig bliver det. Deres stil er meget speciel, og kombinerer elementer fra forskellige genrer: Der er masser af tyngde, som man kender det fra Doom Metal, og den kombineres med voldsomt arbejdende instrumenter, som det kendes fra den tekniske side af Death Metal. Det hele er pakket ind i en mørk og utilnærmelig produktion, hvor rytmesektionen flere steder fremstår som en kompakt masse mere end selvstændige instrumenter. Derfor skal man som lytter virkelig fokusere for at adskille enkeltdelene, og det er en krævende opgave. Derfor bliver det til noget af en prøvelse at blive bombarderet på denne måde i 7-8 minutter ad gangen, og jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at trykke PLAY igen lige efter en gennemlytning.
Ulcerate kører en stil, der med sin lukkede facon tiltaler et mindre udsnit af Metalfolket, og som derfor naturligt vil få en mindre udbredelse. Når jeg alligevel smider 3 stjerner efter albummet er det ikke fordi jeg synes om stilen, men fordi den kompromisløse tilgang fortjener anerkendelse.

Tracklist:
1. THE LIFELESS ADVANCE
2. EXHALE THE ASH
3. STARE INTO DEATH AND BE STILL
4. THERE IS NO HORIZON
5. INVERSION
6. VISCERAL ENDS
7. DRAWN INTO THE NEXT VOID
8. DISSOLVED ORDERS
Samlet spilletid: 58:23

Læs mere...

Aara - En Ergô Einai

Man kan ikke beskylde Aara for at holde igen med deres udgivelser: Det schweiziske band startede i 2018, og udgav sidste år deres debutalbum ”So fallen alle Tempel”, og allerede nu er der nyt fra d’herrer Fluss (vokal) og Berg (Guitar, bas, syhths). Al slagtøj varetages af en fyr med det sigende navn J.
Med bandets besætning og hemmelighedskræmmeri omkring navne, er det ikke overraskende, at vi genremæssigt har fat i den Sorte Metal. Den lader dog vente på sig, for de første knap 2 minutter af albummet er en stille og meget stemningsfuld intro. Men så brages der løs med alt, hvad Black Metal formår af guitarer og blastende trommer – her fastholdes genrens trademark med at væve flotte melodier ind i helheden, så man opnår energi og melodi i ét. Og så sættes der trumf på, da vokalen sætter ind; Fluss hvæser skrigende med en gennemslagskraft, så man automatisk undrer sig over, hvordan han kan holde til det. Det er noget af det nærmeste man kommer at få sandblæst øregangene uden fysisk at gøre det.
Stilen fortsætter albummet igennem, hvor jeg især er imponeret over, hvor lækre melodier, Berg får flettet ind i det ret voldsomme bagtapet. Det giver en meget fin bredde, hvor lyden af et kor i slutnummeret lige hæver det hele ét niveau op. Det forøger kontrasten til vokalen, som bestemt ikke vil være for alle, men for en gangs skyld synes jeg, at den passer fint ind i helheden.
Ifølge deres Facebookside fortsætter Aara deres arbejdsomme stil, og er allerede i gang med arbejdet på næste udgivelse – den glæder jeg mig til!

Tracklist:
1. Arkanum
2. Stein auf Stein
3. Aargesang (Aare II)
4. Entelechie
5. Telôs
Samlet spilletid: 33:50

Læs mere...

Lychgate - Also sprach Futura

Lychgate er et engelsk band, som startede i 2011, og har udgivet tre albums i hhv. 2013, 2015 og 2018. Denne gang nøjes man med mindre, idet "Also sprach Futura” er en EP med 4 tracks.
Den starter som et kig tilbage, for de to første numre peger stilmæssigt mod Lychgates tidlige udgivelser. ”Incarnate” starter lidt rodet, men kommer stærkt igen med lynhurtige passager og en rallende, dyrisk vokal, som desværre kun bidrager kort. Desuden optræder et af hovedmanden Vortigerns favoritter, nemlig orgel, som roder lidt rundt i baggrunden. Det gør det også på ”Progeny of the Singularity”, hvor stille passager og talte vokaler sørger for fine kontraster til de tunge anslag. Noget roligere bliver det i ”Simulacrum”, hvor bløde vokaler via messende sang og et supplerende kirkeorgel opbygger fin stemning.
Hvor disse tre numre byder på spænding, musikalsk bredde og sej Metal, falder afslutningsnummeret anderledes ud. Nummeret virker rodet, uinteressant og ufærdigt, og det kunne sagtens undværes. Men nu er det her, og trækker både den stemning, der allerede er skabt, ned på jorden, og samtidig bedømmelsen samme vej.
Set i det lys havde det været bedre, hvis Lychgate havde ventet med at udgive musik til de havde mere materiale, som nummeret kunne forsvinde i.

Tracklist:
1. Incarnate
2. Progeny of the Singularity
3. Simulacrum
4. Vanity Ablaze
Samlet spilletid: 20:24

Læs mere...

Pure Wrath - The Forlorn Soldier

Det er ikke mange kunstnere fra Indonesien, der anmeldes her på siden, men her er undtagelsen, der bekræfter reglen: Pure Wrath startede som et soloprojekt for multiinstrumentalisten Januaryo Hardy i 2014, og efter de to albums ”Ascetic Eventide” og ”Sempiternal Wisdom” følger han nu op med denne EP, hvor han får hjælp af trommeslageren Yurii Kononov og pianisten Dice Midyanti.
Fra starten markerer Hardy sig med tremoloanslag på guitaren og en hvæsende vokal, som i fællesskab placerer stilen som Black Metal; ikke mindst når de får modspil fra en flot klavermelodi. Samtidig suppleres med keyboards, som giver musikken et større og lidt pompøst snit.
Brugen af de klassiske byggesten fortsætter i de to følgende numre, hvor både ”Children of the Homeland” og ”With Their Names Engraved” har voldsomme passager, men hvor lytteren også får et break fordi musikken nedtones, inden der igen skrues op for tempoet.
Via knap en halv times spilletid giver ”The Forlorn Soldier” et billede af en musiker, der kender sine musikalske rammer, men som ikke arbejder på at udvide dem. Det hele foregår efter kendte opskrifter, og selvom musikken er temmelig voldsom i sin grundform, tager den udstrakte brug af keyboards lige toppen af det aggressive. Det gør EP spiselig for et bredere publikum, men vil ikke appellere til de mest hardcore Black Metal fans.


Tracklist:
1. When a Great Man Dies
2. Children of the Homeland
3. With Their Names Engraved
Samlet spilletid: 27:27

Læs mere...

Arkona - Age Of Capricorn

Med en start tilbage i 1990’erne har Arkona passeret sølvbryllupsalderen, og bandets syvende album, "Age Of Capricorn” er det andet med den nuværende besætning og samtidig det andet på Debemur Morti Productions.
Albummet indeholder seks numre, som alle er glimrende eksempler på, hvad Black Metal står for: Her er tempoet højt til meget højt, og strengeinstrumenterne skaber i fællesskab en kompakt og hård kerne af Metal. Samtidig bliver trommerne gennemtævet i en sådan grad, at man frygter for deres holdbarhed. Det hele rundes af med en vokal, som hvæser teksterne ud mod lytteren.
Beskrivelsen kunne umiddelbart give indtryk af noget ensidigt og lukket uden skygge af melodi, men det er ikke tilfældet. Det lykkes fint at flette melodiske elementer ind i guitararbejdet, og i et par numre spiller en klavermelodi en fremtrædende rolle. Det giver musikken et bredere fundament, men tag ikke fejl: Det er helt igennem benhård Metal, de fire medlemmer leverer.
Polsk Black Metal har altid stået stærkt, så i en tid hvor et stort navn som Behemoth søger i nye retninger er det godt at vide, at der er andre, som holder fast i den traditionelle stil. Det gør Arkona så overbevisende, at det er svært at komme med indvendinger.

Tracklist:
1. Stellar Inferno
2. Alone Among Wolves
3. Age of Capricorn
4. Deathskull Mystherium
5. Towards the Dark
6. Grand Manifest of Death
Samlet spilletid: 46:46

Læs mere...

Blut Aus Nord - Hallucinogen

Mit forhold til Blut Aus Nord har udviklet meget positivt over årene; efter de tidlige udgivelsers eksperimenterende, men uinteressante stil har franskmændene arbejdet sig frem til et niveau, hvor jeg ser frem til deres udgivelser - Således også det nye album, ”Hallucinogen“.
Her vender franskmændene tilbage til det eksperimenterende, men heldigvis med en helt anden tilgang end tidlige. Musikken er stadig Black Metal med højt tempo, bankende stortrommer og en aggressiv vokal … Det vil sige, at det sidste hører man ikke meget til. Vindsval & Co. har nemlig valgt en anden tilgang til det vokale. I stedet for at have en ekstrem vokal i front, går Blut Aus Nord den modsatte vej: Vokalerne er trukket så langt tilbage i lydbilledet, at de næsten overdøves af musikken. Derfor nytter det ikke meget, at vokalen er aggressiv, for den mister hovedparten af det vilde. Måske er det årsagen til, at de fleste vokaler optræder som kor, og endda i pæne og rene udgaver, som nærmest svæver hen over musikken.
Resultatet er, at store dele af albummet fremstår som rene instrumentalnumre; det er der som sådan ikke noget galt i, fordi musikken ikke har gashåndtaget i bund hele tiden, men også giver plads til passager med stille musik. Det giver fin afveksling, men kan alligevel ikke dæmme op for den monotoni, der sniger sig ind i løbet af en gennemlytning. Min anbefaling af albummet kommer derfor med en lille anmærkning.

Tracklist:
1. Nomos Nebuleam
2. Nebeleste
3. Sybelius
4. Anthosmos
5. Mahagma
6. Haallucinählia
7. Cosma Procyiris
Samlet spilletid: 48:56

Læs mere...

Crimson Moon - Mors Vincit Omnia

I år er det 25 år siden Scorpios Androctonus startede Crimson Moon som et enmandsprojekt i USA; senere flyttede han til Tyskland, hvor besætningen blev udvidet til et egentligt band. Trods de mange år på banen er ”Mors Vincit Omnia” kun bandet fjerde fuldlængde, så man kan ikke klandre dem for at overeksponere sig selv.

De har nu ingen grund til at gemme sig, for albummets 8 numre byder glimrende Sort Metal. Her scorer Crimson Moon point på deres håndtering af genrens grundelementer, så den hamrende rytmesektion og de fræsende guitarer fungerer glimrende sammen med hovedmandens skærende vokal. Musikken suppleres med diverse stemningsskabende elementer, hvor især de messende baggrundskor, der pryder flere numre, giver helheden et løft.

Men ikke alle ideer fungerer lige godt. Helt galt er det i “Parcae - Trinity of Fates”, hvor en fyr ved navn Phaesphoros spiller blokfløjte (!). Det lyder mest af alt som det, man som forælder er tvunget til at lytte til, når ens håbefulde afkom spiller til forårskoncert i tredje klasse - Den slags hører selvsagt ikke hjemme på en seriøs udgivelse! Heldigvis står dette fejltrin alene, og kan ikke ødelægge helheden. Så selvom ”Mors Vincit Omnia” ikke flytter grænser for Black Metal genren, er det et godt og solidt udspil, der bestemt er et prøvelyt værd.

Tracklist:
01 Vanitas
02 Altars of Azrael
03 Godspeed Angel of Death
04 Upon the Pale Horse
05 Parcae - Trinity of Fates
06 Mors Vincit Omnia
07 Funeral Begotten
08 Tempus Fugit
Samlet spilletid: 24:25

Læs mere...

Tenebrae In Perpetuum - Anorexia Obscura

Ti år er der gået, siden Tenebrae In Perpetuum (TIP) udsendte deres seneste album, ”L'eterno Maligno Silenzio”, men nu er bandet med hovedmanden Atratus tilbage. Det vil sige, band er nu så meget sagt, for det eneste andet medlem er trommeslageren Chimsicrin, som er nytilkommen – i realiteten er der tale om et enmandsfortagende. Den opfattelse forstærkes efter, at Atratus også har overtaget vokalen, efter at sangeren Ildanach forlod bandet.

På den musikalske side er der ikke så meget nyt at berette om, for TIP fortsætter deres fortolkning af Black Metal. Den udmønter sig i brug af en række af genrens typiske elementer med både hurtige og langsomme passager, mens det hele er iklædt en meget tynd lyd. Trods de helt igennem kendte rammer lykkes det for Atratus at give numrene nogle lækre detaljer som guitarfills, fine melodier og ikke mindst veldoseret brug af synthesizer. Det giver samlet set musik, som ikke er prangende, men bestemt godkendt.
Desværre smider italienerne det hele på gulvet, når vokalen sætter ind, for den er simpelthen så irriterende og træls, at det overskygger musikken. Atratus skriger på en lidende og samtidig skabet måde, der meget hurtigt sætter min tålmodighed på prøve. Så med mindre han finder en ny sanger, må hovedmanden gerne vente yderligere ti år med at udgive nyt.

Tracklist:
1. Dissonanze mentali
2. Anorexia obscura
3. Oscillazione ipnot...
4. L'epoca oscura del...
5. Nero, oscuro conce...
6. Criogenia letale
7. Silicio freddo
Samlet spilletid: 38:29

Læs mere...

Sühnopfer - Hic Regnant Borbonii Manes

Selv om Sühnopfer har eksisteret siden 2001, er ”Hic Regnant Borbonii Manes” mit første møde med det franske band. Bag navnet står multiinstrumentalisten Ardraos, der leverer al musik og samtlige vokaler ligesom han gjorde på det to foregående albums fra Sühnopfer.

At være alene om projektet betyder ikke, at Sühnopfer mangler energi, snarer tværtimod! Efter en rolig intro hvor munkesang og talt fransk giver kirkestemning, kaster Ardraos sig ud i en hæsblæsende omgang Black Metal, hvor han smadrer løs alt hvad remmer og tøj kan holde. Tempoet er højt, guitarerne fræser afsted, stortrommerne bliver straffet på ondeste vis, og de franske tekster skriges ud mod lytteren. Det er Black Metal efter klassisk opskrift, hvor jeg især imponeres af flotte melodier, der flettes ind i de ellers så vilde guitarer.

Når man umiddelbart hører musikken, er den virkelig fed; dejlig vild og med en spænding som at danse kinddans med en tændt krysantemumbombe. Men efter et par numre dæmpes begejstringen, fordi numrene er alt, alt for ens i både opbygning og udførelse. Samtidig begår Sühnopfer den fejl at lægge for få stille passager ind som kontrast til vildskaben. Derved kommer numrene til at mangle dynamik, så de i stedet blot flatliner i højt tempo. Det gør lytteren ”fartblind”, og så forsvinder spændingen. Tager man numrene et ad gangen, kører det fint, men det er ligesom ikke ideen med et album…

Tracklist:
01. Invito Funere
02. Pénitences et Sorcelages
03. Hic Regnant Borbonii Manes
04. La Chasse Gayère
05. Je Vivroie Liement
06. Dilaceratio Corporis
07. L’Hoirie de mes Ancestres
Samlet spilletid: 51:54

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed