fbpx

Blut Aus Nord - Hallucinogen

Mit forhold til Blut Aus Nord har udviklet meget positivt over årene; efter de tidlige udgivelsers eksperimenterende, men uinteressante stil har franskmændene arbejdet sig frem til et niveau, hvor jeg ser frem til deres udgivelser - Således også det nye album, ”Hallucinogen“.
Her vender franskmændene tilbage til det eksperimenterende, men heldigvis med en helt anden tilgang end tidlige. Musikken er stadig Black Metal med højt tempo, bankende stortrommer og en aggressiv vokal … Det vil sige, at det sidste hører man ikke meget til. Vindsval & Co. har nemlig valgt en anden tilgang til det vokale. I stedet for at have en ekstrem vokal i front, går Blut Aus Nord den modsatte vej: Vokalerne er trukket så langt tilbage i lydbilledet, at de næsten overdøves af musikken. Derfor nytter det ikke meget, at vokalen er aggressiv, for den mister hovedparten af det vilde. Måske er det årsagen til, at de fleste vokaler optræder som kor, og endda i pæne og rene udgaver, som nærmest svæver hen over musikken.
Resultatet er, at store dele af albummet fremstår som rene instrumentalnumre; det er der som sådan ikke noget galt i, fordi musikken ikke har gashåndtaget i bund hele tiden, men også giver plads til passager med stille musik. Det giver fin afveksling, men kan alligevel ikke dæmme op for den monotoni, der sniger sig ind i løbet af en gennemlytning. Min anbefaling af albummet kommer derfor med en lille anmærkning.

Tracklist:
1. Nomos Nebuleam
2. Nebeleste
3. Sybelius
4. Anthosmos
5. Mahagma
6. Haallucinählia
7. Cosma Procyiris
Samlet spilletid: 48:56

Læs mere...

Tenebrae In Perpetuum - Anorexia Obscura

Ti år er der gået, siden Tenebrae In Perpetuum (TIP) udsendte deres seneste album, ”L'eterno Maligno Silenzio”, men nu er bandet med hovedmanden Atratus tilbage. Det vil sige, band er nu så meget sagt, for det eneste andet medlem er trommeslageren Chimsicrin, som er nytilkommen – i realiteten er der tale om et enmandsfortagende. Den opfattelse forstærkes efter, at Atratus også har overtaget vokalen, efter at sangeren Ildanach forlod bandet.

På den musikalske side er der ikke så meget nyt at berette om, for TIP fortsætter deres fortolkning af Black Metal. Den udmønter sig i brug af en række af genrens typiske elementer med både hurtige og langsomme passager, mens det hele er iklædt en meget tynd lyd. Trods de helt igennem kendte rammer lykkes det for Atratus at give numrene nogle lækre detaljer som guitarfills, fine melodier og ikke mindst veldoseret brug af synthesizer. Det giver samlet set musik, som ikke er prangende, men bestemt godkendt.
Desværre smider italienerne det hele på gulvet, når vokalen sætter ind, for den er simpelthen så irriterende og træls, at det overskygger musikken. Atratus skriger på en lidende og samtidig skabet måde, der meget hurtigt sætter min tålmodighed på prøve. Så med mindre han finder en ny sanger, må hovedmanden gerne vente yderligere ti år med at udgive nyt.

Tracklist:
1. Dissonanze mentali
2. Anorexia obscura
3. Oscillazione ipnot...
4. L'epoca oscura del...
5. Nero, oscuro conce...
6. Criogenia letale
7. Silicio freddo
Samlet spilletid: 38:29

Læs mere...

Sühnopfer - Hic Regnant Borbonii Manes

Selv om Sühnopfer har eksisteret siden 2001, er ”Hic Regnant Borbonii Manes” mit første møde med det franske band. Bag navnet står multiinstrumentalisten Ardraos, der leverer al musik og samtlige vokaler ligesom han gjorde på det to foregående albums fra Sühnopfer.

At være alene om projektet betyder ikke, at Sühnopfer mangler energi, snarer tværtimod! Efter en rolig intro hvor munkesang og talt fransk giver kirkestemning, kaster Ardraos sig ud i en hæsblæsende omgang Black Metal, hvor han smadrer løs alt hvad remmer og tøj kan holde. Tempoet er højt, guitarerne fræser afsted, stortrommerne bliver straffet på ondeste vis, og de franske tekster skriges ud mod lytteren. Det er Black Metal efter klassisk opskrift, hvor jeg især imponeres af flotte melodier, der flettes ind i de ellers så vilde guitarer.

Når man umiddelbart hører musikken, er den virkelig fed; dejlig vild og med en spænding som at danse kinddans med en tændt krysantemumbombe. Men efter et par numre dæmpes begejstringen, fordi numrene er alt, alt for ens i både opbygning og udførelse. Samtidig begår Sühnopfer den fejl at lægge for få stille passager ind som kontrast til vildskaben. Derved kommer numrene til at mangle dynamik, så de i stedet blot flatliner i højt tempo. Det gør lytteren ”fartblind”, og så forsvinder spændingen. Tager man numrene et ad gangen, kører det fint, men det er ligesom ikke ideen med et album…

Tracklist:
01. Invito Funere
02. Pénitences et Sorcelages
03. Hic Regnant Borbonii Manes
04. La Chasse Gayère
05. Je Vivroie Liement
06. Dilaceratio Corporis
07. L’Hoirie de mes Ancestres
Samlet spilletid: 51:54

Læs mere...

Latitudes - Part Island

Det overrasker ind imellem mine venner og bekendte, at jeg også lytter til stille musik – og hvis man lister mine yndlingsalbums, er der langt flere med ekstrem Metal end med stille toner. Men ind imellem er det godt at blive mindet om, at musik ikke behøver at køre med +200 BPM for at være stærk. Og netop sådan en påmindelse finder man på ”Part Island”, som er det fjerde album fra engelske Latitudes.

De første to numre starter helt stille, kun med akustisk guitar og Adam Symonds’ vokal - Helt nøgent og uden kosmetiske effekter. Det er et meget intenst og udtryksfuldt fundament, hvorfra musikken vokser i omfang i takt med, at flere elementer kommer til. Det bliver aldrig vildt eller voldsomt, i stedet nøjes Latitudes med at antyde med markeringer af Metal.

Mønsteret brydes i de tre næste numre, hvor guitarerne sætter ind tidligere, og giver et mere Indieagtigt udtryk, som flere steder minder mig om Radiohead. Samtidig flettes elementer fra de to første numre ind, så stilskiftet ikke bliver så voldsomt igen.
I det afsluttende titelnummer vender englænderne tilbage til den oprindelige stil, så man på den måde slutter ringen og understreger styrken i at bruge stille musik som afsæt for lidt mere voldsomme sager. Samlet set en meget flot opvisning i sikker håndtering af forskellige udtryk.

Tracklist:
1. Underlie
2. Moorland is the Sea
3. Dovestone
4. Fallowness
5. The Great Past
6. Part Island
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Aoratos - Gods Without Name

Amerikaneren Kyle Spanswick er en travl herre når det gælder om at udgive musik; både under eget navn og kunstnernavnet Naas Alcameth har han udgivet talrige albums. Mandens nyeste projekt hedder Aoratos, hvor han sammen med guitaristen Nox Corvus, trommeslageren Menthor og sangerinden Chthonia begiver sig ud i nye musikalske opgaver.

Som med de øvrige projekter som Akhlys og Nightbringer er det også denne gang Black Metal, der er på programmet – og det går ikke stille af.

Den instrumentale intro starter ganske vist roligt, men den bliver snart truende, og i numrene herefter skrues der voldsomt op for tempoet. Musikken er opbygget traditionelt for genren, så de blastende trommer følges af fræsende guitarer og en vokal, som bygger på lige dele hvæs, brøl og skrig. Det fungerer rigtig godt, men problemet med det høje tempo er, at man bliver en smule ”fartblind”, så man ikke opfatter hvor hurtigt det går. Derfor er det rart med de langsommere passager, der er lagt ind i numrene.

Hvis Aoratos havde ladet det være ved det helt basale, var jeg hurtigt kørt træt, men Alcameth er en erfaren herre. Derfor har han tilføjet mørke synth-elementer, der fungerer som et truende bagtæppe i numrene. Det hæver oplevelsen, så ”Gods Without Name” kan hive fire stjerner hjem.

Tracklist:
1. Parallax I
2. Holy Mother of Terror
3. Of Harvest, Scythe and Sickle Moon
4. Gods without Name
5. Thresher
6. The Watcher on the Threshold
7. Prayer of Abjection
8. Dread Spirit of the Place
9. Parallax II
Samlet spilletid: 44:51

Læs mere...

Yerûšelem - The Sublime

Hvad gør man med sine musikalske ideer, hvis man ikke kan få dem til at passe ind i de sammenhænge, man allerede indgår i? For Vindsval og W.D.Feld, som begge er kendt fra Blut Aus Nord, var svaret nemt: Vi laver da bare et nyt band. Resultatet er Yerûšelem, som titelmæssigt sætter barren højt ved at kalde deres debutalbum ”The Sublime”.

Som min knapt så prangende karakter til albummet viser, kan D’herrer Vindsval og Feld ikke leve op til oplægget – langt fra endda, og albummet er en idefattig affære. For at illustrere problemerne, kan vi tage fat i titelnummeret: Her er stemningen mørk, og nummeret domineres af en melodistump, som repeteres i et nærmest endeløst loop. Selve melodien er fin nok, men bliver hurtigt ensformig. Det samme gør de tilbagetrukne vokaler, der lidt svævende følger med musikken. Som helhed er nummeret meget monotont, og ønsket om forandring trænger sig hurtigt på.

Men den kommer bare ikke, for de andre numre er opbygget på samme måde, og med samme resultat. Eller endda værre, for flere numre i træk med samme type indhold er virkelig træls. Her hjælper det kun lidt, at man i “Sound Over Matter” og ”Textures of Silence” gyder en smule olie på vandene med instrumentale klangflader; ikke imponerende, men i det mindste er det noget andet.

Så nej, Yerûšelem er et mislykket eksperiment, og jeg håber, at ophavsmændene vender tilbage til Blut Aus Nord … og bliver der.

Tracklist:
1. THE SUBLIME
2. AUTOIMMUNITY
3. TERNAL
4. SOUND OVER MATTER
5. JOYLESS
6. TRIIIUNITY
7. BABEL
8. REVERSO
9. TEXTURES OF SILENCE
Samlet spilletid: 36:30

Læs mere...

Raunåcht - Unterm Gipfelthron

Stefan Traunmüller er manden bag projektet Raunåcht, og står som vanligt for det meste på både instrumental- og vokal siden. Han betjener sig også af en del studiemusikere på blæseinstrumenter, ligesom flere vokalister hjælper til. Som på bandets foregående albums omsættes det hele til en blanding af Black Metal og elementer hentet fra Folkemusikken.

De sidste gør sig specielt bemærket, for hovedparten af spilletiden er præget af disse. I åbneren ”Zwischen den Jahren” er både arrangementet og den gennemgående melodi gennemsyret af den traditionelle Folk, men både i titelnummeret og de efterfølgende tracks er det specielt melodierne, der bærer kraftigt præg af Pagan. Melodierne bliver flere steder løftet til et højere niveau via store arrangementer, hvor flerstemmige kor giver det hele et højtideligt præg, inden det melodiske igen tager over.

Det hele går nu ikke op i melodi og stemninger, for Traunmüller smider også en række sekvenser med rendyrket Black Metal ind i billedet. Her brøler og hvæser han genremæssigt korrekt, samtidig med, at musikken får trykket speederen i bund.

Noget af det fascinerende ved Black Metal er kontrasterne mellem det rene og det rå, men hos Raunåcht har musikken slagside, så der er for meget stemningspræget, og for lidt vildskab. Derfor opnår ”Unterm Gipfelthron“ kun et Okay i min karakterbog.

Tracklist:
01. Zwischen den Jahren
02. Unterm Gipfelthron
03. Gebirgsbachreise
04. Ein Raunen aus vergess'ner Zeit
05. Winter zieht übers Land
Samlet spilletid: 40:37

Læs mere...

Infestus - Thrypsis

Så er der nyt fra enmandsbandet Infestus, hvor det igen er den tyske multiinstrumentalist Andras, som står for alle instrumenter og vokaler. Efter udgivelse af albummet ”The Reflecting Void” i 2014 brugte han 2 år på at skrive nyt materiale, mens indspilningerne af ”Thrypsis” foregik ad flere omgange hen over 2017 og starten af 2018.

Som de fleste andre musikere har også Andras udviklet sig igennem karrieren, en udvikling som høres tydeligt, når man sammenligner de seneste udspil fra Infestus. Stilen er stadig Black Metal, så selvfølgelig eksploderer det hele ind imellem – som i ”Thron aus Trümmern”, hvor guitarerne smyger sig om de hamrende trommer og den brølende vokal. Stilen eksekveres med power, men ikke ekstremt; derfor fungerer det glimrende med de helt stille passager, der flere gange tager musikken HELT ned i tempo, for så at bygge op igen.

I det hele taget er Infestus ikke bange for at bringe andre genrer i spil, så der både opstår en større bredde og større dynamik i musikken. Et godt eksempel herpå høres i ”Pulse of Annihilation”, som både indeholder vekslen mellem lineære og hakkende rytmer, og samspil mellem soloklaver og energisk Metal.

Albummet udstråler ro og overskud, og det markerer et foreløbigt højdepunkt i mine møder med Infestus. Projektet har gennemgået en meget positiv udvikling, som jeg håber fortsætter fremadrettet.

Tracklist:
01: Of Unshallowed Soil
02: Thron aus Trümmern
03: Seed of Agony
04: Nights
05: Psychonecrosis
06: Pulse of Annihilation
07: Separatist
Samlet spilletid: 49:07

Læs mere...

Manes - Slow Motion Death Sequence

Norske Manes har efterhånden været på banen i en del år, hvor stilen gradvist er blevet ændret fra den tidlige Black Metal over mod mere eksperimenterende musik baseret på brug af elektronik. Overgangen er sket i flere trin, da Manes har været stoppet og genstartet igen, alt efter hvordan det har passet ind i medlemmernes øvrige aktiviteter.

At metamorfosen er ved at være tilendebragt, viser bandets nyeste album, for her er det tangentinstrumenterne, der styrer begivenhederne – både rytmisk og melodisk. Alligevel optræder traditionel Metalinstrumenter som trommer og guitar, men de indtager en birolle. Et godt eksempel på rollefordelingen høres i ”Therapism”, hvor synthesizeren både skaber en tung grundrytme og en gennemgående melodi. Og selv om de ikke dominerer, giver guitar og trommer nummeret kant.

Der er også numre, hvor elektronikken træder i baggrunden, men det virker ikke som om, at Manes føler sig helt hjemme her; i både ”Building The Ship Of Theseus” og ”Night Vision” ender tingene i stedet som direkte uinteressante. Det er medvirkende til at gøre albummets første halvdel til den bedste.

Trods mine ankepunkter er dette faktisk det mest interessante album, jeg har hørt fra Manes; det er mere helstøbt og sammenhængende; alligevel formår nordmændene heller ikke denne gang at begejstre mig.

Tracklist:
01. Endetidstegn
02. Scion
03. Chemical Heritage
04. Therapism
05. Last Resort
06. Poison Enough For Everyone
07. Building The Ship Of Theseus
08. Night Vision
09. Ater
Samlet spilletid: 44:17

Læs mere...

Eryn Non Dae - Abandon Of The Self

Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke var blevet advaret; i den første linje i pressematerialet står direkte, at "Abandon Of The Self” er et vildt dyr af et album – det er ærlig snak, for mit møde med franskmændenes nyeste udspil har ikke været nogen nem opgave. Ikke at det overrasker, for deres ”Hydra Lernaia” faldt ikke i min smag – men dét møde ligger næsten 10 år tilbage, så der var håb om, at de har udviklet sig.

Håbet lever i bedste velgående i åbningsnummeret ”Astral”, som udviser klart mere struktur end ved sidste møde; Mathieu Nogues råbende vokal mødes af rene kor, og den ledsagende Metal er mørk, men sammenhængende.

Desværre holdt de gode takter ikke længe, for allerede i det efterfølgende nummer falder bandet tilbage i en rodet stil, som blander indelukket Metal, talte sekvenser og elektroniske lyde. Vekslen mellem forskellige elementer kan være inspirerende, men i dette tilfælde sker det på en alt andet end fed måde. Vokalen virker ofte selvhøjtidelig, og musikken er tilknappet og uvenlig på en småirriterende facon. I sidste ende er det alligevel den ustrukturerede opbygning, som er det største problem ved albummet – i passager er der elementer med udmærket ide, men de afløses lynhurtigt af intetsigende modstykker. Min konklusion er derfor, at Eryn Non Dae har bevæget sig I den rigtige retning, men at der er lang vej til noget, som falder i min smag.

Tracklist:
01 - Astral
02 - Stellar
03 - Omni
04 - Eclipse
05 - Halo
06 - Fragment
07 - Abyss
Samlet spilletid: 49:52

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed