fbpx

Lychgate - Also sprach Futura

Lychgate er et engelsk band, som startede i 2011, og har udgivet tre albums i hhv. 2013, 2015 og 2018. Denne gang nøjes man med mindre, idet "Also sprach Futura” er en EP med 4 tracks.
Den starter som et kig tilbage, for de to første numre peger stilmæssigt mod Lychgates tidlige udgivelser. ”Incarnate” starter lidt rodet, men kommer stærkt igen med lynhurtige passager og en rallende, dyrisk vokal, som desværre kun bidrager kort. Desuden optræder et af hovedmanden Vortigerns favoritter, nemlig orgel, som roder lidt rundt i baggrunden. Det gør det også på ”Progeny of the Singularity”, hvor stille passager og talte vokaler sørger for fine kontraster til de tunge anslag. Noget roligere bliver det i ”Simulacrum”, hvor bløde vokaler via messende sang og et supplerende kirkeorgel opbygger fin stemning.
Hvor disse tre numre byder på spænding, musikalsk bredde og sej Metal, falder afslutningsnummeret anderledes ud. Nummeret virker rodet, uinteressant og ufærdigt, og det kunne sagtens undværes. Men nu er det her, og trækker både den stemning, der allerede er skabt, ned på jorden, og samtidig bedømmelsen samme vej.
Set i det lys havde det været bedre, hvis Lychgate havde ventet med at udgive musik til de havde mere materiale, som nummeret kunne forsvinde i.

Tracklist:
1. Incarnate
2. Progeny of the Singularity
3. Simulacrum
4. Vanity Ablaze
Samlet spilletid: 20:24

Læs mere...

Pure Wrath - The Forlorn Soldier

Det er ikke mange kunstnere fra Indonesien, der anmeldes her på siden, men her er undtagelsen, der bekræfter reglen: Pure Wrath startede som et soloprojekt for multiinstrumentalisten Januaryo Hardy i 2014, og efter de to albums ”Ascetic Eventide” og ”Sempiternal Wisdom” følger han nu op med denne EP, hvor han får hjælp af trommeslageren Yurii Kononov og pianisten Dice Midyanti.
Fra starten markerer Hardy sig med tremoloanslag på guitaren og en hvæsende vokal, som i fællesskab placerer stilen som Black Metal; ikke mindst når de får modspil fra en flot klavermelodi. Samtidig suppleres med keyboards, som giver musikken et større og lidt pompøst snit.
Brugen af de klassiske byggesten fortsætter i de to følgende numre, hvor både ”Children of the Homeland” og ”With Their Names Engraved” har voldsomme passager, men hvor lytteren også får et break fordi musikken nedtones, inden der igen skrues op for tempoet.
Via knap en halv times spilletid giver ”The Forlorn Soldier” et billede af en musiker, der kender sine musikalske rammer, men som ikke arbejder på at udvide dem. Det hele foregår efter kendte opskrifter, og selvom musikken er temmelig voldsom i sin grundform, tager den udstrakte brug af keyboards lige toppen af det aggressive. Det gør EP spiselig for et bredere publikum, men vil ikke appellere til de mest hardcore Black Metal fans.


Tracklist:
1. When a Great Man Dies
2. Children of the Homeland
3. With Their Names Engraved
Samlet spilletid: 27:27

Læs mere...

Arkona - Age Of Capricorn

Med en start tilbage i 1990’erne har Arkona passeret sølvbryllupsalderen, og bandets syvende album, "Age Of Capricorn” er det andet med den nuværende besætning og samtidig det andet på Debemur Morti Productions.
Albummet indeholder seks numre, som alle er glimrende eksempler på, hvad Black Metal står for: Her er tempoet højt til meget højt, og strengeinstrumenterne skaber i fællesskab en kompakt og hård kerne af Metal. Samtidig bliver trommerne gennemtævet i en sådan grad, at man frygter for deres holdbarhed. Det hele rundes af med en vokal, som hvæser teksterne ud mod lytteren.
Beskrivelsen kunne umiddelbart give indtryk af noget ensidigt og lukket uden skygge af melodi, men det er ikke tilfældet. Det lykkes fint at flette melodiske elementer ind i guitararbejdet, og i et par numre spiller en klavermelodi en fremtrædende rolle. Det giver musikken et bredere fundament, men tag ikke fejl: Det er helt igennem benhård Metal, de fire medlemmer leverer.
Polsk Black Metal har altid stået stærkt, så i en tid hvor et stort navn som Behemoth søger i nye retninger er det godt at vide, at der er andre, som holder fast i den traditionelle stil. Det gør Arkona så overbevisende, at det er svært at komme med indvendinger.

Tracklist:
1. Stellar Inferno
2. Alone Among Wolves
3. Age of Capricorn
4. Deathskull Mystherium
5. Towards the Dark
6. Grand Manifest of Death
Samlet spilletid: 46:46

Læs mere...

Blut Aus Nord - Hallucinogen

Mit forhold til Blut Aus Nord har udviklet meget positivt over årene; efter de tidlige udgivelsers eksperimenterende, men uinteressante stil har franskmændene arbejdet sig frem til et niveau, hvor jeg ser frem til deres udgivelser - Således også det nye album, ”Hallucinogen“.
Her vender franskmændene tilbage til det eksperimenterende, men heldigvis med en helt anden tilgang end tidlige. Musikken er stadig Black Metal med højt tempo, bankende stortrommer og en aggressiv vokal … Det vil sige, at det sidste hører man ikke meget til. Vindsval & Co. har nemlig valgt en anden tilgang til det vokale. I stedet for at have en ekstrem vokal i front, går Blut Aus Nord den modsatte vej: Vokalerne er trukket så langt tilbage i lydbilledet, at de næsten overdøves af musikken. Derfor nytter det ikke meget, at vokalen er aggressiv, for den mister hovedparten af det vilde. Måske er det årsagen til, at de fleste vokaler optræder som kor, og endda i pæne og rene udgaver, som nærmest svæver hen over musikken.
Resultatet er, at store dele af albummet fremstår som rene instrumentalnumre; det er der som sådan ikke noget galt i, fordi musikken ikke har gashåndtaget i bund hele tiden, men også giver plads til passager med stille musik. Det giver fin afveksling, men kan alligevel ikke dæmme op for den monotoni, der sniger sig ind i løbet af en gennemlytning. Min anbefaling af albummet kommer derfor med en lille anmærkning.

Tracklist:
1. Nomos Nebuleam
2. Nebeleste
3. Sybelius
4. Anthosmos
5. Mahagma
6. Haallucinählia
7. Cosma Procyiris
Samlet spilletid: 48:56

Læs mere...

Crimson Moon - Mors Vincit Omnia

I år er det 25 år siden Scorpios Androctonus startede Crimson Moon som et enmandsprojekt i USA; senere flyttede han til Tyskland, hvor besætningen blev udvidet til et egentligt band. Trods de mange år på banen er ”Mors Vincit Omnia” kun bandet fjerde fuldlængde, så man kan ikke klandre dem for at overeksponere sig selv.

De har nu ingen grund til at gemme sig, for albummets 8 numre byder glimrende Sort Metal. Her scorer Crimson Moon point på deres håndtering af genrens grundelementer, så den hamrende rytmesektion og de fræsende guitarer fungerer glimrende sammen med hovedmandens skærende vokal. Musikken suppleres med diverse stemningsskabende elementer, hvor især de messende baggrundskor, der pryder flere numre, giver helheden et løft.

Men ikke alle ideer fungerer lige godt. Helt galt er det i “Parcae - Trinity of Fates”, hvor en fyr ved navn Phaesphoros spiller blokfløjte (!). Det lyder mest af alt som det, man som forælder er tvunget til at lytte til, når ens håbefulde afkom spiller til forårskoncert i tredje klasse - Den slags hører selvsagt ikke hjemme på en seriøs udgivelse! Heldigvis står dette fejltrin alene, og kan ikke ødelægge helheden. Så selvom ”Mors Vincit Omnia” ikke flytter grænser for Black Metal genren, er det et godt og solidt udspil, der bestemt er et prøvelyt værd.

Tracklist:
01 Vanitas
02 Altars of Azrael
03 Godspeed Angel of Death
04 Upon the Pale Horse
05 Parcae - Trinity of Fates
06 Mors Vincit Omnia
07 Funeral Begotten
08 Tempus Fugit
Samlet spilletid: 24:25

Læs mere...

Tenebrae In Perpetuum - Anorexia Obscura

Ti år er der gået, siden Tenebrae In Perpetuum (TIP) udsendte deres seneste album, ”L'eterno Maligno Silenzio”, men nu er bandet med hovedmanden Atratus tilbage. Det vil sige, band er nu så meget sagt, for det eneste andet medlem er trommeslageren Chimsicrin, som er nytilkommen – i realiteten er der tale om et enmandsfortagende. Den opfattelse forstærkes efter, at Atratus også har overtaget vokalen, efter at sangeren Ildanach forlod bandet.

På den musikalske side er der ikke så meget nyt at berette om, for TIP fortsætter deres fortolkning af Black Metal. Den udmønter sig i brug af en række af genrens typiske elementer med både hurtige og langsomme passager, mens det hele er iklædt en meget tynd lyd. Trods de helt igennem kendte rammer lykkes det for Atratus at give numrene nogle lækre detaljer som guitarfills, fine melodier og ikke mindst veldoseret brug af synthesizer. Det giver samlet set musik, som ikke er prangende, men bestemt godkendt.
Desværre smider italienerne det hele på gulvet, når vokalen sætter ind, for den er simpelthen så irriterende og træls, at det overskygger musikken. Atratus skriger på en lidende og samtidig skabet måde, der meget hurtigt sætter min tålmodighed på prøve. Så med mindre han finder en ny sanger, må hovedmanden gerne vente yderligere ti år med at udgive nyt.

Tracklist:
1. Dissonanze mentali
2. Anorexia obscura
3. Oscillazione ipnot...
4. L'epoca oscura del...
5. Nero, oscuro conce...
6. Criogenia letale
7. Silicio freddo
Samlet spilletid: 38:29

Læs mere...

Sühnopfer - Hic Regnant Borbonii Manes

Selv om Sühnopfer har eksisteret siden 2001, er ”Hic Regnant Borbonii Manes” mit første møde med det franske band. Bag navnet står multiinstrumentalisten Ardraos, der leverer al musik og samtlige vokaler ligesom han gjorde på det to foregående albums fra Sühnopfer.

At være alene om projektet betyder ikke, at Sühnopfer mangler energi, snarer tværtimod! Efter en rolig intro hvor munkesang og talt fransk giver kirkestemning, kaster Ardraos sig ud i en hæsblæsende omgang Black Metal, hvor han smadrer løs alt hvad remmer og tøj kan holde. Tempoet er højt, guitarerne fræser afsted, stortrommerne bliver straffet på ondeste vis, og de franske tekster skriges ud mod lytteren. Det er Black Metal efter klassisk opskrift, hvor jeg især imponeres af flotte melodier, der flettes ind i de ellers så vilde guitarer.

Når man umiddelbart hører musikken, er den virkelig fed; dejlig vild og med en spænding som at danse kinddans med en tændt krysantemumbombe. Men efter et par numre dæmpes begejstringen, fordi numrene er alt, alt for ens i både opbygning og udførelse. Samtidig begår Sühnopfer den fejl at lægge for få stille passager ind som kontrast til vildskaben. Derved kommer numrene til at mangle dynamik, så de i stedet blot flatliner i højt tempo. Det gør lytteren ”fartblind”, og så forsvinder spændingen. Tager man numrene et ad gangen, kører det fint, men det er ligesom ikke ideen med et album…

Tracklist:
01. Invito Funere
02. Pénitences et Sorcelages
03. Hic Regnant Borbonii Manes
04. La Chasse Gayère
05. Je Vivroie Liement
06. Dilaceratio Corporis
07. L’Hoirie de mes Ancestres
Samlet spilletid: 51:54

Læs mere...

Latitudes - Part Island

Det overrasker ind imellem mine venner og bekendte, at jeg også lytter til stille musik – og hvis man lister mine yndlingsalbums, er der langt flere med ekstrem Metal end med stille toner. Men ind imellem er det godt at blive mindet om, at musik ikke behøver at køre med +200 BPM for at være stærk. Og netop sådan en påmindelse finder man på ”Part Island”, som er det fjerde album fra engelske Latitudes.

De første to numre starter helt stille, kun med akustisk guitar og Adam Symonds’ vokal - Helt nøgent og uden kosmetiske effekter. Det er et meget intenst og udtryksfuldt fundament, hvorfra musikken vokser i omfang i takt med, at flere elementer kommer til. Det bliver aldrig vildt eller voldsomt, i stedet nøjes Latitudes med at antyde med markeringer af Metal.

Mønsteret brydes i de tre næste numre, hvor guitarerne sætter ind tidligere, og giver et mere Indieagtigt udtryk, som flere steder minder mig om Radiohead. Samtidig flettes elementer fra de to første numre ind, så stilskiftet ikke bliver så voldsomt igen.
I det afsluttende titelnummer vender englænderne tilbage til den oprindelige stil, så man på den måde slutter ringen og understreger styrken i at bruge stille musik som afsæt for lidt mere voldsomme sager. Samlet set en meget flot opvisning i sikker håndtering af forskellige udtryk.

Tracklist:
1. Underlie
2. Moorland is the Sea
3. Dovestone
4. Fallowness
5. The Great Past
6. Part Island
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Aoratos - Gods Without Name

Amerikaneren Kyle Spanswick er en travl herre når det gælder om at udgive musik; både under eget navn og kunstnernavnet Naas Alcameth har han udgivet talrige albums. Mandens nyeste projekt hedder Aoratos, hvor han sammen med guitaristen Nox Corvus, trommeslageren Menthor og sangerinden Chthonia begiver sig ud i nye musikalske opgaver.

Som med de øvrige projekter som Akhlys og Nightbringer er det også denne gang Black Metal, der er på programmet – og det går ikke stille af.

Den instrumentale intro starter ganske vist roligt, men den bliver snart truende, og i numrene herefter skrues der voldsomt op for tempoet. Musikken er opbygget traditionelt for genren, så de blastende trommer følges af fræsende guitarer og en vokal, som bygger på lige dele hvæs, brøl og skrig. Det fungerer rigtig godt, men problemet med det høje tempo er, at man bliver en smule ”fartblind”, så man ikke opfatter hvor hurtigt det går. Derfor er det rart med de langsommere passager, der er lagt ind i numrene.

Hvis Aoratos havde ladet det være ved det helt basale, var jeg hurtigt kørt træt, men Alcameth er en erfaren herre. Derfor har han tilføjet mørke synth-elementer, der fungerer som et truende bagtæppe i numrene. Det hæver oplevelsen, så ”Gods Without Name” kan hive fire stjerner hjem.

Tracklist:
1. Parallax I
2. Holy Mother of Terror
3. Of Harvest, Scythe and Sickle Moon
4. Gods without Name
5. Thresher
6. The Watcher on the Threshold
7. Prayer of Abjection
8. Dread Spirit of the Place
9. Parallax II
Samlet spilletid: 44:51

Læs mere...

Yerûšelem - The Sublime

Hvad gør man med sine musikalske ideer, hvis man ikke kan få dem til at passe ind i de sammenhænge, man allerede indgår i? For Vindsval og W.D.Feld, som begge er kendt fra Blut Aus Nord, var svaret nemt: Vi laver da bare et nyt band. Resultatet er Yerûšelem, som titelmæssigt sætter barren højt ved at kalde deres debutalbum ”The Sublime”.

Som min knapt så prangende karakter til albummet viser, kan D’herrer Vindsval og Feld ikke leve op til oplægget – langt fra endda, og albummet er en idefattig affære. For at illustrere problemerne, kan vi tage fat i titelnummeret: Her er stemningen mørk, og nummeret domineres af en melodistump, som repeteres i et nærmest endeløst loop. Selve melodien er fin nok, men bliver hurtigt ensformig. Det samme gør de tilbagetrukne vokaler, der lidt svævende følger med musikken. Som helhed er nummeret meget monotont, og ønsket om forandring trænger sig hurtigt på.

Men den kommer bare ikke, for de andre numre er opbygget på samme måde, og med samme resultat. Eller endda værre, for flere numre i træk med samme type indhold er virkelig træls. Her hjælper det kun lidt, at man i “Sound Over Matter” og ”Textures of Silence” gyder en smule olie på vandene med instrumentale klangflader; ikke imponerende, men i det mindste er det noget andet.

Så nej, Yerûšelem er et mislykket eksperiment, og jeg håber, at ophavsmændene vender tilbage til Blut Aus Nord … og bliver der.

Tracklist:
1. THE SUBLIME
2. AUTOIMMUNITY
3. TERNAL
4. SOUND OVER MATTER
5. JOYLESS
6. TRIIIUNITY
7. BABEL
8. REVERSO
9. TEXTURES OF SILENCE
Samlet spilletid: 36:30

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed