fbpx

Sühnopfer - Hic Regnant Borbonii Manes

Selv om Sühnopfer har eksisteret siden 2001, er ”Hic Regnant Borbonii Manes” mit første møde med det franske band. Bag navnet står multiinstrumentalisten Ardraos, der leverer al musik og samtlige vokaler ligesom han gjorde på det to foregående albums fra Sühnopfer.

At være alene om projektet betyder ikke, at Sühnopfer mangler energi, snarer tværtimod! Efter en rolig intro hvor munkesang og talt fransk giver kirkestemning, kaster Ardraos sig ud i en hæsblæsende omgang Black Metal, hvor han smadrer løs alt hvad remmer og tøj kan holde. Tempoet er højt, guitarerne fræser afsted, stortrommerne bliver straffet på ondeste vis, og de franske tekster skriges ud mod lytteren. Det er Black Metal efter klassisk opskrift, hvor jeg især imponeres af flotte melodier, der flettes ind i de ellers så vilde guitarer.

Når man umiddelbart hører musikken, er den virkelig fed; dejlig vild og med en spænding som at danse kinddans med en tændt krysantemumbombe. Men efter et par numre dæmpes begejstringen, fordi numrene er alt, alt for ens i både opbygning og udførelse. Samtidig begår Sühnopfer den fejl at lægge for få stille passager ind som kontrast til vildskaben. Derved kommer numrene til at mangle dynamik, så de i stedet blot flatliner i højt tempo. Det gør lytteren ”fartblind”, og så forsvinder spændingen. Tager man numrene et ad gangen, kører det fint, men det er ligesom ikke ideen med et album…

Tracklist:
01. Invito Funere
02. Pénitences et Sorcelages
03. Hic Regnant Borbonii Manes
04. La Chasse Gayère
05. Je Vivroie Liement
06. Dilaceratio Corporis
07. L’Hoirie de mes Ancestres
Samlet spilletid: 51:54

Læs mere...

Latitudes - Part Island

Det overrasker ind imellem mine venner og bekendte, at jeg også lytter til stille musik – og hvis man lister mine yndlingsalbums, er der langt flere med ekstrem Metal end med stille toner. Men ind imellem er det godt at blive mindet om, at musik ikke behøver at køre med +200 BPM for at være stærk. Og netop sådan en påmindelse finder man på ”Part Island”, som er det fjerde album fra engelske Latitudes.

De første to numre starter helt stille, kun med akustisk guitar og Adam Symonds’ vokal - Helt nøgent og uden kosmetiske effekter. Det er et meget intenst og udtryksfuldt fundament, hvorfra musikken vokser i omfang i takt med, at flere elementer kommer til. Det bliver aldrig vildt eller voldsomt, i stedet nøjes Latitudes med at antyde med markeringer af Metal.

Mønsteret brydes i de tre næste numre, hvor guitarerne sætter ind tidligere, og giver et mere Indieagtigt udtryk, som flere steder minder mig om Radiohead. Samtidig flettes elementer fra de to første numre ind, så stilskiftet ikke bliver så voldsomt igen.
I det afsluttende titelnummer vender englænderne tilbage til den oprindelige stil, så man på den måde slutter ringen og understreger styrken i at bruge stille musik som afsæt for lidt mere voldsomme sager. Samlet set en meget flot opvisning i sikker håndtering af forskellige udtryk.

Tracklist:
1. Underlie
2. Moorland is the Sea
3. Dovestone
4. Fallowness
5. The Great Past
6. Part Island
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Raunåcht - Unterm Gipfelthron

Stefan Traunmüller er manden bag projektet Raunåcht, og står som vanligt for det meste på både instrumental- og vokal siden. Han betjener sig også af en del studiemusikere på blæseinstrumenter, ligesom flere vokalister hjælper til. Som på bandets foregående albums omsættes det hele til en blanding af Black Metal og elementer hentet fra Folkemusikken.

De sidste gør sig specielt bemærket, for hovedparten af spilletiden er præget af disse. I åbneren ”Zwischen den Jahren” er både arrangementet og den gennemgående melodi gennemsyret af den traditionelle Folk, men både i titelnummeret og de efterfølgende tracks er det specielt melodierne, der bærer kraftigt præg af Pagan. Melodierne bliver flere steder løftet til et højere niveau via store arrangementer, hvor flerstemmige kor giver det hele et højtideligt præg, inden det melodiske igen tager over.

Det hele går nu ikke op i melodi og stemninger, for Traunmüller smider også en række sekvenser med rendyrket Black Metal ind i billedet. Her brøler og hvæser han genremæssigt korrekt, samtidig med, at musikken får trykket speederen i bund.

Noget af det fascinerende ved Black Metal er kontrasterne mellem det rene og det rå, men hos Raunåcht har musikken slagside, så der er for meget stemningspræget, og for lidt vildskab. Derfor opnår ”Unterm Gipfelthron“ kun et Okay i min karakterbog.

Tracklist:
01. Zwischen den Jahren
02. Unterm Gipfelthron
03. Gebirgsbachreise
04. Ein Raunen aus vergess'ner Zeit
05. Winter zieht übers Land
Samlet spilletid: 40:37

Læs mere...

Infestus - Thrypsis

Så er der nyt fra enmandsbandet Infestus, hvor det igen er den tyske multiinstrumentalist Andras, som står for alle instrumenter og vokaler. Efter udgivelse af albummet ”The Reflecting Void” i 2014 brugte han 2 år på at skrive nyt materiale, mens indspilningerne af ”Thrypsis” foregik ad flere omgange hen over 2017 og starten af 2018.

Som de fleste andre musikere har også Andras udviklet sig igennem karrieren, en udvikling som høres tydeligt, når man sammenligner de seneste udspil fra Infestus. Stilen er stadig Black Metal, så selvfølgelig eksploderer det hele ind imellem – som i ”Thron aus Trümmern”, hvor guitarerne smyger sig om de hamrende trommer og den brølende vokal. Stilen eksekveres med power, men ikke ekstremt; derfor fungerer det glimrende med de helt stille passager, der flere gange tager musikken HELT ned i tempo, for så at bygge op igen.

I det hele taget er Infestus ikke bange for at bringe andre genrer i spil, så der både opstår en større bredde og større dynamik i musikken. Et godt eksempel herpå høres i ”Pulse of Annihilation”, som både indeholder vekslen mellem lineære og hakkende rytmer, og samspil mellem soloklaver og energisk Metal.

Albummet udstråler ro og overskud, og det markerer et foreløbigt højdepunkt i mine møder med Infestus. Projektet har gennemgået en meget positiv udvikling, som jeg håber fortsætter fremadrettet.

Tracklist:
01: Of Unshallowed Soil
02: Thron aus Trümmern
03: Seed of Agony
04: Nights
05: Psychonecrosis
06: Pulse of Annihilation
07: Separatist
Samlet spilletid: 49:07

Læs mere...

Manes - Slow Motion Death Sequence

Norske Manes har efterhånden været på banen i en del år, hvor stilen gradvist er blevet ændret fra den tidlige Black Metal over mod mere eksperimenterende musik baseret på brug af elektronik. Overgangen er sket i flere trin, da Manes har været stoppet og genstartet igen, alt efter hvordan det har passet ind i medlemmernes øvrige aktiviteter.

At metamorfosen er ved at være tilendebragt, viser bandets nyeste album, for her er det tangentinstrumenterne, der styrer begivenhederne – både rytmisk og melodisk. Alligevel optræder traditionel Metalinstrumenter som trommer og guitar, men de indtager en birolle. Et godt eksempel på rollefordelingen høres i ”Therapism”, hvor synthesizeren både skaber en tung grundrytme og en gennemgående melodi. Og selv om de ikke dominerer, giver guitar og trommer nummeret kant.

Der er også numre, hvor elektronikken træder i baggrunden, men det virker ikke som om, at Manes føler sig helt hjemme her; i både ”Building The Ship Of Theseus” og ”Night Vision” ender tingene i stedet som direkte uinteressante. Det er medvirkende til at gøre albummets første halvdel til den bedste.

Trods mine ankepunkter er dette faktisk det mest interessante album, jeg har hørt fra Manes; det er mere helstøbt og sammenhængende; alligevel formår nordmændene heller ikke denne gang at begejstre mig.

Tracklist:
01. Endetidstegn
02. Scion
03. Chemical Heritage
04. Therapism
05. Last Resort
06. Poison Enough For Everyone
07. Building The Ship Of Theseus
08. Night Vision
09. Ater
Samlet spilletid: 44:17

Læs mere...

Eryn Non Dae - Abandon Of The Self

Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke var blevet advaret; i den første linje i pressematerialet står direkte, at "Abandon Of The Self” er et vildt dyr af et album – det er ærlig snak, for mit møde med franskmændenes nyeste udspil har ikke været nogen nem opgave. Ikke at det overrasker, for deres ”Hydra Lernaia” faldt ikke i min smag – men dét møde ligger næsten 10 år tilbage, så der var håb om, at de har udviklet sig.

Håbet lever i bedste velgående i åbningsnummeret ”Astral”, som udviser klart mere struktur end ved sidste møde; Mathieu Nogues råbende vokal mødes af rene kor, og den ledsagende Metal er mørk, men sammenhængende.

Desværre holdt de gode takter ikke længe, for allerede i det efterfølgende nummer falder bandet tilbage i en rodet stil, som blander indelukket Metal, talte sekvenser og elektroniske lyde. Vekslen mellem forskellige elementer kan være inspirerende, men i dette tilfælde sker det på en alt andet end fed måde. Vokalen virker ofte selvhøjtidelig, og musikken er tilknappet og uvenlig på en småirriterende facon. I sidste ende er det alligevel den ustrukturerede opbygning, som er det største problem ved albummet – i passager er der elementer med udmærket ide, men de afløses lynhurtigt af intetsigende modstykker. Min konklusion er derfor, at Eryn Non Dae har bevæget sig I den rigtige retning, men at der er lang vej til noget, som falder i min smag.

Tracklist:
01 - Astral
02 - Stellar
03 - Omni
04 - Eclipse
05 - Halo
06 - Fragment
07 - Abyss
Samlet spilletid: 49:52

Læs mere...

Cultus Profano - Sacramentum Obscurus

Her er en Black Metal udgivelse, hvor der kan sættes flueben ved så mange af genrens basale kendetegn, at det næsten er en kliché i sig selv: Cultus Profano er en duo (check!) som med kunstnernavnene Advorsus og Strzyga har valgt at kalde sig noget mørkt og mystisk (check!). Formålet med deres blasfemiske (check!) musik er at skabe had (check!) og mørke (check!)…

På den baggrund er det ikke underligt, at albummet åbnes med kirkeklokke og messende munke, inden det går løs med Sort Metal for fuld udblæsning – opbygningen med blastende trommer, fræsende guitarer og en hvæsende skærebrændervokal er så meget efter bogen, at jeg opgiver at forsætte mine flueben. Produktionen er en smule skramlet, så det hele kommer til at lyde ekstra mørkt – også det er efter bogen, men originalt kan man ikke kalde det.

Cultus Profano forsøger ret ihærdigt at lyde truly black, men tilfører ikke noget nyt til genren. ”Lord of Ages, Op. 2”, ”Ignis Altare, Op. 5” og ”Cultus Profano, Op. 9” er de eneste numre hvor man fornemmer en smule originalitet, men ellers brager Cultus Profano bare afsted i samme spor som mange andre bands har gjort før dem. Det gør bandets debutalbum til en overflødig affære, som man sagtens kan undvære.

Tracklist:
1. Conventus Esbat, Op. 8
2. Under the Infernal Reign, Op. 10
3. Ceremony of the Black Flame, Op. 4
4. Lord of Ages, Op. 2
5. Ignis Altare, Op. 5
6. An Offering to the Prolific Goat, Op. 7
7. Forging a Covenant, Op. 6
8. Awakening the Strzyga, Op. 1
9. Cultus Profano, Op. 9
Samlet spilletid: 41:43

Læs mere...

Blut aus Nord - Deus Salutis Meae

Franske Blut aus Nord har efterhånden været forbi min anmelderstak en del gange i løbet af de seneste 10 år, hvor bandets fortolkning af Black Metal har varieret en del fra gang til gang; det samme har oplevelserne. Derfor modtog jeg det nyeste udspil med forventningsfuld spænding.
Den blev ret hurtigt udløst, for efter en kort instrumental intro, bekender albummet kulør i ”Chorea Macchabeorum”: Franskmændene viser sig denne gang fra deres allermørkeste og mest lukkede side. Hvor det virker udmærket i det første nummer, bliver stilen hurtigt mere lukket. Der arbejdes i et vildt opskruet tempo, men det tilbagetrukne lydbillede og den komplet uforståeligt rallende vokal gør ikke noget godt for oplevelsen. Det samme gælder de skæve guitarmelodier, der flere steder kværner irriterende afsted. Det samlede billede af albummet er derfor skuffende.

I løbet af de senere år har franskmændenes albums bevæget sig fra kaos til mere retlinet og interessant Black Metal; en udvikling som har afspejlet sig i højere karakterer fra min side. På ”Deus Salutis Meae” tager de et voldsomt hop tilbage, for her er der skruet helt ned for det varierede og helt op for det introverte og lukkede. Det gør albummet tungt og drøjt at komme igennem, og som karakteren viser, falder resultatet ikke i min smag. Jeg håber derfor, at dette kvalitetsmæssige tilbageskridt kun er af forbigående natur.

Tracklist:
01 δημιουργός
02 Chorea Macchabeorum
03 Impius
04 γνῶσις
05 Apostasis
06 Abisme
07 Revelatio
08 ἡσυχασμός
09 Ex tenebrae lucis
10 Métanoïa
Samlet spilletid: 33:43

Læs mere...

Dødsengel - Interequinox

Selv om de har et rigtig fedt navn og har eksisteret i ti år, er det første gang jeg støder på norske Dødsengel. En del af forklaringen ligger i, at de to medlemmer Malach Adonai (trommer) og Kark (vokal og strengeinstrumenter) dyrker den Sorte Metals hemmelighedskræmmeri og ikke lige frem rutter med oplysninger. ”Interequinox” er bandets fjerde album, og det første på selskabet Debemur Morti.

Som nævnt spiller Dødsengel Black Metal, og det sker temmelig traditionelt: Numrene indeholder enkle melodier, som suppleres med mere voldsomme hug i strengene, mens trommerne buldrer afsted. Musikken er generelt afdæmpet; de helt voldsomme udladninger udebliver. Konceptet er gennemprøvet utallige gange, men hos Dødsengel fungerer det ikke særlig godt – trods enkelt udmærkede passager er musikken generelt temmelig uinteressant. Her markerer det udmærkede ”Palindrome” en undtagelse med sin truende stemning.

Heldigvis har bandet en trumf i ærmet, i form af Karks vokal. Som så mange andre af genrens vokalister skriger, hyler, brøler og growler han sig igennem albummet, men det sker med en usædvanlig stor indlevelse. Når han fyrer hele repertoiret af, som det sker i ”Illusions”, kan jeg ikke lade være med at være imponeret over indsatsen. Med sin overbevisende performance løfter han et ellers skuffende album til et niveau, som er godkendt – vokalen havde fortjent bedre materiale at boltre sig i.


Tracklist:
1. Pangenetor
2. Prince of Ashes
3. Værens Korsvei
4. Emerald Earth
5. Opaque
6. Illusions
7. Palindrome
8. Ved Alltings Ende
9. Rubedo
10. Gloria in Excelsis Deo
11. Panphage
Samlet spilletid: 56:22

Læs mere...

Terra Tenebrosa - The Reverses

Hovedmanden bag dette svenske band kalder sig selv ”The Cuckoo”, og også de øvrige medlemmer gemmer sig bag kunstnernavne. Det ser man ofte i Black Metal sammenhæng, men selv om bandet benytter sig af elementer fra dén genre, er det ikke dækkende for bandets musik – mere herom senere. Hvorvidt udgivelsen her markerer noget nyt for Terra Tenebrosa, kan jeg ikke sige, da jeg ikke har hørt bandets to første albums.

Nå, tilbage til musikken, som indeholder byggeklodser fra den Sorte Metal: Vokalen er raspende, uforståelig og forvrænget, og hele produktionen er indhyllet i en mørk og lukket aura, som skubber musikken tilbage i lydbilledet. Resultatet er afvisende, og det står hurtigt klart, at man som lytter skal yde en indsats for at få noget ud af. Det forstærkes af, at de nævnte elementer suppleres med mange skæve samples, der fungerer som lydmæssige pindsvinepigge.

Nogle steder forsvinder den rytmiske struktur helt, og efterlader kun lydkollager; andre steder har den form som beskidt og dissonant Black Metal, uden at eksplodere i temporidt og blastbeats. Tempoet er generelt behersket, så der er tid nok til at få det hele med. Og det hele er ret meget, for numrene er pænt lange, hvor slutnummeret stikker ud med mere end et kvarters varighed. Nummeret er albummets ubetingede højdepunkt, så hvis man kun vil høre et track, så skal det være det. Men uanset hvordan man angriber denne udgivelse, så er det en stor opgave; ”The Reverses” er absolut for folk med en speciel smag, og selv disse kendere skal være i en speciel stemning for at smide skiven på.

Tracklist:
01. Makoria
02. Ghost At The End Of The Rope
03. The End Is Mine To Ride
04. Marmorisation
05. Where Shadows Have Teeth
06. Exuvia
07. Fire Dances
Samlet spilletid: 48:14

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed