fbpx

Mercury Circle - Killing Moons

I 2018 startede Jaani Peuhu bandet Mercury Circle, hvor medlemmerne har forbindelse til en lang række bands i hjemlandet Finland. I 2020 udsendtes EP’en "The Dawn Of Vitriol", og nu er det blevet tid til bandets første album, ”Killing Moons”.
Her kaster Peuhu & Co. sig ud i 10 numre, hvor kernen er lettilgængelig Rock, der præges af keyboards og en ren, lidt blød vokal. I de første numre tilføres Folk-stemning, der med rytmisk messende kor skaber en lille snert af det, man hører fra f.eks. Heilung. Folk-stemningen holder ikke længe, for numrene peger hurtigt i retning af det lidt dystre, mens omkvædene er i den poppede ende af skalaen.
Flere steder arbejdes der på at opbygge stemninger, men disse ender altid uforløst, og tilløbene falder til jorden. Og det er ikke fordi der mangler tid til at gøre arbejdet færdigt, for spilletiden er generelt lang. Problemet ligger i, at Mercury Circle ikke helt ved, om numrene skal være poppede eller dystre, og i stedet ender med at blive hverken eller – der er masser af røg, men ingen ild. Den lange spilletid uden skarphed er også med til at gøre oplevelsen uinteressant, og skulle jeg samle min mening i ét ord, ville det være: kedelig. Jeg håber derfor, at både Peuhu og resten af bandet samt deres musik bliver skarpere.

Tracklist:
01. The Gates Wide Open
02. Black Mirrors
03. You Open Up The Earth
04. Killing Moons
05. Seven Archangels
06. Call On The Dark
07. Avalanche
08. An Arrow
09. Like Matches
10. Death Poem
Samlet spilletid: 65:18

Læs mere...

King Woman - Celestial Blues

Bag navnet King Woman står den iranske sangerinde Kristina Esfandiari, som startede projektet alene i 2009, men senere udvidede til en trio med tilgang af guitaristen Peter
Arensdorf og trommeslager Joseph Raygoza. Bandet har tidligere udsendt en EP og et album, hvilket gør ”Celestial Blues” til deres andet fuldlængde udspil.
Stilmæssigt befinder King Woman sig i afdelingen for Rock, som spænder fra det helt stille til det halvtunge; tyngden optræder kun i moderate mængder, men den generelle stemning er lidt dyster, så genrebetegnelsen får lige et ”Dark” tilføjet.
De fleste numre følger en opskrift, hvor der startes helt stille, for så at koble flere instrumenter på, og samtidig skrue op for intensiteten. Det fungerer bedst i de numre, hvor Esfandiari holder lidt igen og kun antydningsvist skriger. I f.eks. ”Boghz” og “Entwined” bliver det for meget, så ideen ender med at give bagslag. Albummets bedste track er ”Golgotha”, som er opbygget som beskrevet, men hvor de enkelte elementer lige fungerer en tand bedre end eller, og melodien er ekstra stærk.
Problemet med at recycle en opskrift så ofte er, at ideen hurtigt bliver slidt, og det sker også her. Samtidig er produktionen, hvor vokalen ligger underligt tilbagetrukket, lidt uinteressant i længden. Samlet gør det, at albummet ikke kommer meget over et ”Okay” herfra.

Tracklist:
1 Celestial Blues
2 Morning Star
3 Boghz
4 Golgotha
5 Coil
6 Entwined
7 Psychic Wound
8 Ruse
9 Paradise Lost
Samlet spilletid: 40:59

Læs mere...

Demon Head - Viscera

Mit første møde med Demon Head ligger næsten eksakt to år tilbage; det var i forbindelse med albummet ”Hellfire Ocean Void”, som ikke faldt i min smag. Men den faldt i andres, for i forbindelse med bandets fjerde album har de skiftet selskab til Metal Blade Records.
Stilmæssigt er der også sket noget hos bandet, for denne gang kan jeg meget bedre relatere mig til deres egen betegnelse Diabolic Rock, for numrene har noget dystert over sig. Det starter med vokalen, som minder mig om King Diamonds ditto; vel at mærke ikke når han befinder sig i de øverste oktaver, men synger mere højtideligt og lidt affekteret. Det er ingen åbenbaring i skønsang, så vokalen scorer sine point på udtrykket, der udstråler fortvivlelse og lidelse.
Her stemmer musikken i, for den følger en opbygning, hvor der lægges mere vægt på helheder end riffs og hooks. Det illustreres fint i det instrumentale ”A long Groaning Descent” og brugen af kirkeorgel i et par af de senere numre. Samlet set hænger tingene bedre sammen denne gang, og albummet virker mere helstøbt end forgængeren. Alligevel lykkes det kun i begrænset omfang at overbevise mig, for albummet afsætter kun et meget lille aftryk når de sidste toner klinger ud. Men det er et skridt i den rigtige retning, så måske næste gang?

Tracklist:
1. Tooth and Nail
2. The Feline Smile
3. Arrows
4. Magical Death
5. The Lupine Choir
6. A long Groaning Descent
7. In Adamantine Chains
8. Black Torches
9. Wreath
10. The Triumphal Chariot of Antimony
Samlet spilletid: 36:23

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Nick Cave & The Bad Seeds

Mørkemanden over dem alle, velsign os små og skrøbelige mennesker endnu engang! Det er ni år siden sidst for mit vedkommende, også dengang på Orange Scene. Og manden bliver modtaget som en ny messias, i hvert fald blandt folk i de forreste pits. Det er manden, og så hans band – sådan er rollerne fastlagt. Derfor er det også helt i ånden, at han begynder alene tilnærmelsesvis som spoken word i ”Jesus Alone”. Herefter dukker The Bad Seeds op, et bredt ensemble med både en pianist, en perkussionist og en violinist, dertil foruden, at Cave selv både behersker guitar og klaveret af og til.

Og hovedpersonen er i hopla. Om han så besøger publikum igen og igen, sidder bag klaveret eller ham og ’Seeds går fuldstændig amok i ”From Her To Eternity” hvor der kastes med mikrofoner og bliver skruet op til elleve, hvor Nick Cave er nede på sine tryglende knæ og violinisten vælter (kontrolleret) rundt – det stikker af. Men det kan ligeså godt siges med det samme: der er halvtomt foran Orange. Hvorfor? Bevares, jeg havde ikke forventet at alle ville være her, men når man uden problemer kan nå næsten helt op til det bagerste hegn så føles det mangelfuldt. Kender de unge Roskildegængere ham ikke, måske? Jeg mindes i hvert fald en hel del flere ved siden optræden. Som ”modspil” når lyden dog gnidningsløst hele vejen ud, og hvilken massiv, insisterende, ruskende herlig lyd. Foruden en lidt for fyldig bas af og til er det lige i øjet. Så langt så godt.

Der slår mig, at jeg her og nu indser hvor bands som f.eks. Kellermensch har draget inspiration fra, og ikke kun musikalsk og/eller lyrisk. Dynamikken er den samme med forsangeren/hovedmanden der driver værket fremad og hvor bandet er som et maskineri der starter og stopper på kommando. Effektivt, og naturligvis levende i sin egen ret, men med et klart defineret forhold. Den dynamik er nok mest tydelig i den trekløver af skøn og nådesløs musik fra ”From Her To Eternity” over i ”Loverman” og så ”Red Right Hand” vi får her i midten af showet. Det er voldsomt og larmende, tungt og vildt, lige fra lyden til volumen til det skumle lys. Det er herligt at overvære.

Så når vi til balladerne. ”Into My Arms” finder som ventet vej og hvis Nick Cave har ét hit han egentlig sagtens kunne skippe må det være denne, god som den er. Jeg mener, resten af sættet er ikke ligefrem en hit-kavalkade og hurra for det. Under alle omstændigheder har ”Into My Arms” ikke en chance mod publikums snakkende tendenser, og den bliver som følge deraf umulig at nyde. Så klarer ”Girl In Amber” sig lige marginalt bedre, men udelukkende fordi der ikke er kunstpauser i sangen. Snakkeklubben, der altså som minimum strækker sig helt hen til lydteltet, var sådan set også til stede tidligere, men i larmen markant sværere at blive distraheret af. Overordnet er det mest af alt trist, at så mange af tilskuerne ikke har blikket vendt mod scenen – der er ellers masser at se på, og Nick Cave & The Bad Seeds fortjener bedre med den indsats de lægger for dagen.

Vi går naturligvis lidt ned i tempo som følge af balladerne – men så direkte op igen med ”Tupelo” og ”Jubilee Street”. Sidstnævnte munder ud i et inferno af lyd så det er de store post-rock bands værdige. Det gør godt. Ligeledes gør ”Weeping Song” med dets lille publikums-intermezzo: hvad det præcist går ud på er lidt svært at greje her på afstand, men det virker, så hul i det. ”Stagger Lee” og ”Push The Sky Away” lukker elegant og selvsikkert. Førstnævnte bliver effektfuldt trukket i langdrag (men aldrig for langt) hvor både Cave og violinisten er i sit energiske, ja næsten dyriske es. Sidstnævnte går i den diametralt modsatte retning med dens atmosfæriske, drømmende og gentagende fraser a la titlen. Det er en sublim afslutning hvor vi kommer fuld cirkel både musikalsk og følelsesmæssigt. Hvis bare snakkeklubben var blevet hjemme, hvis bare flere havde været med, hvis bare... ja, man kan ønske sig så meget. Det kunne have været årets koncert, og det var det måske også, men kun for de indviede.

Sætliste:
1) – Jesus Alone
2) – Magneto
3) – Do You Love Me?
4) – From Her To Eternity
5) – Loverman
6) – Red Right Hand
7) – Into My Arms
8) – Girl In Amber
9) – Tupelo
10) – Jubilee Street
11) – The Weeping Song
12) – Stagger Lee
13) – Push The Sky Away
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Kellermensch

KELLERMENSCH_2“Hvordan vil Copenhells publikum tage imod kældermenneskerne?”. Det er det gode spørgsmål, da alt andet er mere eller mindre udtømt for to uger siden på NorthsideElement Selection. Og lad det være sagt med det samme: det gør de desværre ikke, foruden de forreste rækker som er en lille smule mere bevægelige end på Northside. Modsat bliver lyden til gengæld kastet noget rundt, så de to ting går vist lige op.

Men om det så er pga. Copenhells kun moderat interesserede publikum eller bandet der ikke lige føler den helt så hårdt, det er ikke til at sige, men den intime og næsten grænseoverskridende forbindelse der var for blot to uger siden, desperationen og den ulmende vrede og utilfredsheden – det bliver ikke genskabt. Betingelserne og udfaldene er ellers næsten som før, men det kokser ikke på samme måde og derfor bliver det ikke ligeså skønt at være vidne til, og dertil aldrig magisk.

Det er blevet sagt, at Sebastian Wolff næsten ”bløder hvert et ord”. Igen, jeg gentager mig selv her, men så skulle de have været på Northside. På trods af fællessang i ”Mediocre Man”, hvor Wolff også besøger publikum, og selvom han kaster rundt med både guitar og stativ i de sidste par sange, ja selv da de går over tid (der nu er dejlig oprørsk at være vidne til), så løfter det sig aldrig for alvor. Det er godt, for fanden da, jeg tror ikke Kellermensch kan give en decideret dårlig eller blot middelmådig koncert, men en magtpræstation som sådan, nej. Der er vi desværre ikke. Det var måske også for meget at forvente.

Sætliste:
1) – How To Get By
2) – Don’t Let It Bring You Down
3) – Mediocre Man
4) – Remainder
5) – The Day You Walked
6) – The Pain Of Salvation
7) – Moth
8) – All Time Low
9) – Lost At Sea
Encore:
10) – Bad Sign
11) – Army Ants
12) – Moribund Town
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Descendants Of Cain - Conversations With Mirrors

På vej mod deres tyve års jubilæum som band udsender Descendants of Cain (DoC) deres niende studiealbum, som de kalder ”Conversations With Mirrors”. Som på de foregående udgivelser er det gruppens hovedmand D M Kruger som har stået for materialet. Jeg kender ikke bandet på forhånd, så lad os se på, hvad Cains efterkommere har på hjerte.

De ser ikke særligt lyst på tingene, for albummet er fra start til slut indhyllet i en mørk stemning; kun det stille ”Defiance” afviger lidt på dette punkt. Ellers er det det dystre, der er i fokus, og det serveres uden dynamiske udladninger. Det er tydeligt, at DoC har lyttet en del til Depeche Mode, men desværre er det de mindst interessante sider herfra, man har taget til sig. Det betyder en overvægt af tristhed, men uden ret mange oplivende momenter. Der er ingen fikse melodier til at bløde tingene op, så den gennemgående tristesse gør numrene ret ensartede. Så på trods af, at der bruges mange forskellige instrumenteringer, så får numrene ikke den bredde, de fortjener. En ide som f.eks. kombinationen af dybe synthklange og Operavokal i starten af ”A Thousand Years” havde fortjent en bedre skæbne.

Det er en generel følelse, som albummet efterlader hos mig: Der er lagt rigtig mange kræfter i de enkelte numre, men en meget ensartet produktion gør det svært for de enkelte elementer at udfolde sig. Da dynamikken samtidig befinder sig på et maget lavt niveau, trænger albummet ikke helt ind hos mig; indsatsen burde have ført noget mere interessant med sig.

Tracklist:
1 Shapes In The Mist
2 These Hands
3 Lost In The Woods
4 Unbreakable
5 Scaring Crows
6 Shallow
7 Let Go
8 A Thousand Years
9 The Echo And The Voice
10 Defiance
11 Lost To the Noise
Samlet spilletid: 43:16

Læs mere...

Ketzer - Starless

Ketzer betyder kætter på tysk, og bandet af samme navn startede også med at spille Blackened Thrash Metal på deres debut ”Satan's Boundaries Unchained”. På efterfølgeren ”Endzeit Metropolis” var den musikalske retning imidlertid ændret i retning mod Dark Rock; derfor er det interessant at se, hvilken stil, de spiller på deres tredje album, ”Starless”.

Her kunne jeg nøjes med at konstatere, at Ketzer fortsætter deres valgte retning og spiller endnu mere Rock, men virkeligheden er lidt mere nuanceret. For der er stadig en smule Metal at høre ind imellem, mest markant i ”White Eyes”. Men ellers er det tung og dyster Rock, der udgør kernen i bandets musik. Og den ledsages af en vokal, hvis eneste afvigelse fra monoton brølen er lejlighedsvise skrig; ikke ligefrem imponerende.

Måske er det årsagen til, at Ketzer benytter sig af lange instrumentale passager: I ”When Milk Runs Dry” bruges det til at bygge op mod klimaks, mens ”Silence And Sound” og ”Limbo” begge er rent instrumentale – det ene meget kort, det andet noget længere.

Alligevel er der langt op til albummets længste skæring; ”Shaman's Dance” strækker sig over godt 11 minutter, som forvaltes virkelig godt – en blanding af stille og mere skarpe sekvenser gør nummeret til albummets bedste.

Selv om Ketzer har skiftet det metalliske udgangspunkt ud med Rock, har de stadig masser af energi i deres musik, ikke mindst takket være den mørke stemning. Det gør ”Starless” til en ganske interessant skive, selv om ikke alle numre rammer plet.

Tracklist:
1. Starless
2. When Milk Runs Dry
3. Godface
4. Count To Ten
5. The Hunger
6. White Eyes
7. Shaman's Dance
8. Silence And Sound
9. Earthborn
10. Limbo
Samlet spilletid: 45:34

 

Læs mere...

Kontinuum - Kyrr

Til denne anmeldelse vender jeg blikket mod nord, nærmere betegnet Island, hvor Kontinuum holder til. Under dette navn har bandet eksisteret siden 2010, og det er blevet til et enkelt album, ”Earth Blood Magic”, før dette. Men faktisk startede bandet allerede i 2001 under navnet Pornea, så det er ikke erfaring, de 4 medlemmer mangler.

Albummet markedsføres som Post Black Metal, men det virker for mig blot som en undskyldning for at kunne bruge ordet Metal - musikalsk er der nemlig ingen links tilbage til den egentlige Sorte Metal. Det fortæller ikke noget om kvaliteten, for Kontinuum spiller en udmærket og personlig omgang Rock, som især markerer sig med stemninger. Et væsentligt element heri møder man allerede i åbningsnummeret, nemlig de bløde og tilbagetrukne vokaler. De bliver matchet af musik i let forøget tempo, men her er ”Breathe” en undtagelse, for i de fleste numre er tempoet lavt. Også tekstmæssigt tilhører nummeret et mindretal ved at have en engelsk tekst, da hovedparten er skrevet på islandsk. Det passer fint til melodierne og er med til at gøre numrene lidt eksotiske.

Lige så afdæmpet man har valgt at gøre vokalerne, lige så meget har man nedtonet musikken, så den matcher stemmerne. Ud over titelnummeret er det kun i et par af numrene mod slutningen, at guitarerne træder en smule i karakter og markerer sig. Det understreger det generelle billede af, at der satses mere på numrenes indre stemning end på aggressivitet og attack. Det gør ”Kyrr” til en eftertænksom og gennemført udgivelse, som sine steder bliver lidt for stillestående til min smag.

Tracklist:
1. Breathe
2. Í Huldusal
3. Hliðargötu-heimsveldi
4. Kyrr
5. Undir Þunnu Skinni
6. Lone
7. In Shallow Seas
8. Red Stream
Samlet spilletid: 43:04

 

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Lørdag

Jeg vågner lørdag middag med en intens, skærende smerte overalt i hjernen. Min mund føles som indersiden af en kakkelovn; mine rystelser må gøre udslag på den nærmeste seismograf, og jeg er sulten i et omfang, der nok forslår for en større landsby i Sydsudan. Dette må være Aarhus' p.t. absolut mest ondsindede tømmies, - det er ikke i et hyggeligt pakke-sig-ind-i-en-dyne-med-en-Cocio-og-se-The-Empire-Strikes-Back-igen-igen-omfang: Det er blodig alvor. Jeg vælger at skyde skylden på DJ Tommy Christensen - til daglig bedst kendt som øksestraffer i Crocell, - der var noget så flittig til at spille D-A-D og Scorpions den halve nat, hvorfor jeg blev hængende og rockede like a hurricane i timevis, efter at Pet the Preacher var gået af scenen. Gud jo, og så var der også noget med en flaske bourbon, der partout skulle gå på omgang til sidste dråbe. For helvede, mand...

Men op på hesten skal man jo. Efter således at have pløkket et par bevingede ord ned til nærværende reportage og absorberet en fryselasagne samt en halv meter salamisnacks begiver jeg mig frejdigt mod Viby Torv med døden på lidt større afstand. Det er godt, at man i det mindste tjener styrtende på at være fritidsanmelder.

 

Seven Thorns

Efter en white russian og en kaffepunch med mere snaps end kaffe kan jeg nogenlunde forliges med idéen om en gang hammer. ( - Det er i øvrigt en helt generel ting.) Jeg har ikke de store forventninger til Seven Thorns; mit kendskab til dem består i en promo fra 2007, som jeg allernådigst undlod at anmelde. Som én ud af kun alt for få danskere knuselsker jeg fandeme power metal, men vi ved allesammen godt, at Danmark ikke just har verdens stærkeste scene lige på dén front. Der er kun alt for lidt grobund for at fostre tilstrækkeligt med både teknisk og kompositorisk talent til en reelt set så krævende genre som power metal i et meget lille land, hvor den regionale metaldagsorden i det 21. århundrede gerne har været sat af bands som Hatesphere, Mnemic og Dawn of Demise.

Så meget desto mere glædeligt overrasket bliver jeg over Seven Thorns denne aften på Monorama. Førnævnte tekniske og kompositoriske talent har bandet nemlig opdyrket i mellemtiden. Det er vist i øvrigt kun trommeslager Lars Borup, der ikke er blevet skiftet ud undervejs. Men hey: Hvad der end er sket, har det i hvert fald virket. Der er mærkbar spilleglæde, fart over feltet, masser af sololir, skamløse stryger- og cembalo-emulerende keyboards og lige så skamløse, svulstige dur-omkvæd. Danmarks notoriske had til genren taget i betragtning er publikum faktisk overvældende positivt stemt. Enkelte bruger lejligheden til en rask fægtekamp med ad hoc-medbragte skumgummisværd og plasticskjolde. Herligt. Jeg håber, det er et tegn på, at folk så småt begynder at fatte, hvordan power metal skal tages - nemlig som noget, der sagtens kan være decideret godt, men i store træk bare er smadderskægt. Faktisk fatter jeg generelt mindre og mindre, hvad det er, folk dog kan have imod en så elskelig genre.

Seven Thorns fænger mig mere i løbet af denne halve time, end Manticora, Pyramaze og Forcentury nogensinde har gjort. Det siger ikke så meget, men stadigvæk. Når det er sagt, er der dog stadig skønhedsfejl. Som på debutskiven er vokalen fortsat det svageste led, og Gustav Blide måtte i øvrigt gerne gøre bare lidt mere ud af ligne den genre, han formidler. Faktisk måtte store dele af bandet gerne kigge lidt i retning af bassist Mads Mølbæk, der er det eneste medlem, hvis stage prescence er helt gennemført. Og rent sangskrivningsmæssigt måtte bandet gerne kigge lidt i retning af de første to Avantasia-skiver. Indtil videre er sangene i og for sig fine nok, - især "Eye of the Storm" er fed, - men jeg hører ikke noget, der har samme hitpotentiale, personlighed og elegance som eksempelvis Avantasia. Men det er selvfølgelig også lidt en utaknemmelig sammenligning. Og hvorom alting er, så spiller Seven Thorns sgu for så vidt ganske vellykket power efter langt de fleste af kunstens regler, og det er mere end jeg havde turdet forvente fra noget dansk band. Jeg håber, de får en frugtbar europatour.
Karakter: 4/6

Seventhorns3

 

Silhouette

Vi diskuterer lidt, hvad "dark rock" egentlig betyder, efter at have set aftenens næste band, Silhouette, benævnt som sådan i programmet. Danzig? New Order? Åh gud, da vel ikke sådan noget som HIM?!

En makker omtaler Silhouette som en mørk udgave af Pink Floyd med hammondorgel, hvilket lyder umådeligt interessant i disse ører. Langt hen ad vejen har beskrivelsen også sin rigtighed, men i praksis kan jeg høre endnu flere elementer. Silhouette lyder lidt af den skønne periode fra 60'erne over i 70'erne, hvor selve metallen trådte sine barnesko, og alverden generelt endnu ikke var blevet fordærvet af alt, hvad der er nyt og dermed ringe. (Ja: jeg er delvist satirisk. Delvist.) Her er både tydelige influenser fra Uriah Heep og Black Sabbath - guitaristen spiller endda Gibson SG, - det er bare mere dystert og til tider doom'et. Den meget selvbevidste retro-stil skinner dog igennem i form af reminiscenser fra et band som Ghost; somme tider er rytmerne nærmest ren disco, hvilket kun gør de dystre islæt mere foruroligende.

Men Silhouette er stadig endnu mere. For eksempel er det dét band på hele festivalen, hvor tråden til vores allesammens grandonkel, the blues, er tydeligst, og guitaristen spiller så afgjort de lækreste og mest rendyrkede bluessoloer, jeg har hørt fra et nyt band i umindelige år. Jeg elsker det, og hvor er det dog pissevigtigt, at der stadig er nogen til at vise, hvad hele lortet altså er baseret på. Og hvor er det skønt at høre et band, der er så oldschool, men samtidig så opfindsomt og flittigt til at lave vellykkede genreeksperimenter.

Desværre taber jeg dog lidt interesse undervejs. Det er ikke samtlige sange, der er lige kompositorisk vellykkede. Silhouette er som opstartsband mere end almindeligt overbevisende. - Men de er stadig et opstartsband, og det betyder bl.a. at de også lige skal blive enige om, hvor musikken skal hen. Derudover er vokalen et lidt svagt punkt. Men det er vist noget med, at vokalist/bassist Tobias Nefer - i øvrigt kendt fra The Burning og Serpent Saints - har overtaget vokaltjansen fra en decideret sanger, og at dette åbenbart kun er bandets anden koncert nogensinde. Så hey, cool nok altsammen. En større hæmsko for min oplevelse består da også i, at stadig alt for mange publikummer har alt for svært ved at tie stille, mens musikken spiller. Det var et problem i går, og det bliver desværre kun et endnu større problem i aften. Det er fint og forventeligt, at folk får sig nogle øl og er i snakke-/hyggehumør, - ellers ville konceptet med en festival da nok heller ikke være noget, jeg gad længere, - men dét udelukker altså hverken pli eller situationsfornemmelse.

Anyway: Silhouette har verden for sig, og hvor håber jeg dog, at de får lov til at blive dyrket ordentligt, for de er muligvis dét band blandt samtlige 12 på hele årets MGM med det største potentiale. Og det siger dæleme ikke så lidt.
Karakter: 4/6

Silhouette2

 

LLNN

Ligesom jeg har visse forbehold, når der i en bandbeskrivelse står "math"-somethingsomething, har jeg visse forbehold, når der står "hardcore"-somethingsomething. Uden at ville kaste mig ud i en kedelig, mavesur redegørelse for hvorfor, vil jeg bare sige, at LLNN ligesom gårsdagens The Powergloves får bekræftet mig i, at det kan betale sig at være åben og have ja-hatten på overfor musik, som man ellers har haft det svært med.

LLNN's vokalist/guitarist Christian Bonnesen har en fortid i Psyke Project, et band hvis sande kvaliteter først rigtig begyndte at folde sig ud for mig på deres - desværre definitivt - sidste udgivelse, "Guillotine". Det er netop stilen herfra, som den gode Bonnesen synes at ville videreføre i LLNN, og det sætter jeg umiddelbart en kolossal pris på.

Goddamn, det er tungt, mand. Skærende dissonant, rasende vredt, klippeblokstungt og uforsonligt er det. Dybt intenst. Vokalen er en gennemgående desperat, nærmest afmægtig skrigen, og der er så godt som intet, jeg normalt ville kalde "melodi" i hverken stemme eller instrumenter.

Så meget desto mere utroligt kan det lyde, når jeg hermed siger, at LLNN ikke bare formår at fascinere og pirre min musikalske lækkersult igennem deres halve times tid, men at deres musik sgu til tider indeholder nærved lige så megen skønhed som, say, My Dying Bride eller The Gathering i disses fineste momenter. - Det er så tydeligvis bare på en helt anden måde, det foregår hér.
Det værste er, at LLNN guddødemig får det til at virke helt nemt. Jeg havde fandme aldrig selv hverken kunnet skrive eller spille musik, der lyder, som når portene til Helvedes forgård åbner sig: For dem ser det ud, som om, det er det mest naturlige og enkle i hele verden.

Hen imod slutningen begynder der dog at komme mere dynamik i lydbilledet. Der er sågar både leadguitar og decideret stille passager uden guitar overhovedet. Det er godt, at det sker; ellers havde jeg muligvis haft svært ved at bibeholde koncentrationen, ligemeget hvor spændende jeg så synes det hele er. Men det er også fedt at se bandet fra en ganske anden side af et udtryk, der hurtigt kan blive for utilnærmeligt.

Det er svært at forestille sig, at selv Woebegone Obscured, der spiller lige om snart, kan være tungere.
Karakter: 5/6

LLNN4

 

Woebegone Obscured

"Kan det blive mere tungt?" er i øvrigt min sidemands fyndige, retoriske spørgsmål bare et par minutter inde i årets doom-demonstration. Og hvor vanvittigt det end er, er svaret ja. Både i forhold til LLNN og sig selv. Åh, gid jeg med ord var i stand til at formidle, præcist hvor tungt, Woebegone Obscured er. Men havde jeg kunnet det, ville jeg - med al respekt for mine redaktører - nok være lønnet ansat som fuldtidsskribent på et væsentligt større medie end Revolution Inc.

Scenen er indhyllet i røg. Growlet er majestætisk. Hold kæft, hvor er det gennemført, mand. Jeg labber det i mig, som havde Natalie Portman sat sig overskrævs på mit ansigt.Woebegone3

Det er i øvrigt sjovt: Ligesom LLNN's Christian Bonnesen er et af de absolut rareste mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at drikke øl med, gælder det samme for Woebegone Obscureds vokalist/trommeslager Danny Woe. Seriøst: De gutter er så sympatiske, at de får selv en forholdsvist samarbejdsvillig statur som mig til at ligne Henrik Qvortrup. Hvor er det sindssygt, at så gennemført flinke personager alligevel kan indeholde så meget aggression og sortsind. Jeg er ikke stort meget mere nede med den danske doom-scene end til og med Saturnus, men jeg tvivler på, at der findes mere trøstesløs musik indenfor genren her til lands.

Så meget mere bemærkelsesværdigt er det dermed, hvordan der består endnu en parallel til LLNN i og med Woebegone Obscureds decideret smukke brug af ikke bare melodiske passager, men også en overraskende flot ren vokal og ikke mindst en dynamik, hvis omfang er bredere end hos noget andet band i år. Hvor musikken trods det yderst kontrollerede sneglefartstempo gerne er allerhelvedes infernalsk, lige så foruroligende stille bliver den lige pludselig. Og det er er ikke bare så'n en gimmick for lige at gå på med fuldt skrald 2 sekunder efter; der gås helt ned i ambient-land og bygges op med et så omhyggeligt crescendo, at selv Tool måtte miste tålmodigheden.

Men ak, disse stille passager fremhæver atter kun festivalens absolutte akilleshæl:
"'Kæft, hvor folk snakker", mumler førnævnte sidemand, tydeligvis lige så irriteret over publikums allestedsnærværende knævren som jeg selv. Der er flere, der tysser højlydt på misdæderne rundt omkring - tak for dét. Med al fare for at lyde for pladderpædagogisk, så synes jeg virkelig, det ville være fedt, hvis vi i fællesskab prøvede at tilnærme os en koncertkultur, hvor dét at stå og snakke uafbrudt er lige så ugleset, som det med rette er, når man på samme måde ødelægger en biograffilm for andre. "Jamen det er jo alligevel ikke helt det samme...?" Nej, men ligheden er sgu til at føle på, og du kan alligevel aldrig retfærdiggøre det, så bare lad være med at prøve.

Nå, nok galde herfra. Lad der ikke herske nogen tvivl om, at jeg STOR-nyder Woebegone Obscured selv med baggrundssnak, ligesom jeg også nyder en pizza, selvom jeg har tømmies. Dog bliver disse føromtalte opbygningspassager måske dyrket i lige lovlig stor stil: I løbet af showets andet ud af bare to numre (!) sker det, hvad, tre-fire gange? Det er svært at bibeholde eksklusivitetsmomentet. Men måske skal jeg bare høre numrene lidt mere, - hvad jeg desuden sagtens kunne finde på. Og så meget desto mere orgiastisk forløsende er blastbeat-infernoet på vej ned fra rutschebanens allerhøjeste punkt.
Karakter: 5/6

 

Smothered

... Og så bliver vi ellers invaderet af svensken! Smothered er det eneste ikke-danske indslag på MGM i år, og så afgjort det mest forfriskende. Rent musikalsk er de inspireret af old-school-død fra Florida og hjemlandet, men det virker, som om de er ved at tage genren til et nyt niveau. Ikke på samme måde som tech-nørderne i f.eks. Psycroptic, men som om de opløfter stilen fra de gamle Entombed- og Dismember-udgivelser i anden potens. Det er fandengaleme bistert, mand. Og så er det samtidig både dybt detaljeret og tight som en hamsterrøv. Hvor har jeg dog længtes efter noget ordentligt svenskerdød iblandt den flom af blankpoleret elevator-metal, som In Flames og Dark Tranquility har disket op med i de sidste ti år.

"Swedish Death Metal Done Right" lyder bandbeskrivelsen på Smothereds Facebook-side, og det er noget så korrekt. Udover både at mestre half-time-stykker og start/stop-riffs - uden tilnærmelsesvist at lyde som amerikansk high school-metal - er de årets suverænt hurtigste og mest brutale indslag. Ren ekstase breder sig som en steppebrand i lokalet, og der går ikke mange minutter, førend jeg og en håndfuld venner nede bagved står og jubler, krammer, high-five'er og headbanger arm i arm.

Publikum er ellevilde og kommer ind imellem med nogle lige lovligt kække tilråb, - folk vil åbenbart rigtig gerne høre forsanger Christoffer Eriksson tale svensk. Og ih ja, hvor kunne dét dog også bare være fornøjeligt. Men det påvirker ingenlunde bandet, som er iskolde og klippefaste i deres performance. Dette er en gruppe, der pladedebuterede forrige år, og de er mindst lige så professionelle som flere af dem, der i det hele taget startede selve dødsmetalgenren.

I en forrygende halv time ejer Smothered hele festivalen. "Sverige - Danmark: 1 - 0!" udbryder jeg til stor moro for vort nabolands gæve repræsentanter, da jeg følgende passerer dem i backstagelokalet. De har fortjent det, - men det gør det ikke mindre seriøst ment.
Karakter: 5,5/6

Smothered6

 

Huldre

Der går dog ikke længe, inden denne stilling bliver mere end udlignet. Der er et væld af nyopdagelser på en showcase som hér, og hvert år står ét band ud blandt de andre som den største positive overraskelse.  Med så meget talent som i år føler jeg næsten, at jeg vælger mere fra end til ved at udpege ét band. Men ikke desto mindre må æren denne gang tilfalde den danske folkemetal-sekstet Huldre, hvis sange, performance og sceneshow som samlet pakke er årets mest gennemførte, overbevisende og professionelle. Faktisk i så høj grad, at de også løber med æren for bedste koncert på MGM 2015.

Folkemetalscenen har vokset sig større både herhjemme og i Europa igennem de sidste 7-8 år. Det er forståeligt; det er en både lytte- og live-venlig genre, der appellerer lidt ekstra til både metalfans med en lidt bred smag og også gerne til udenforstående. Og hvor nogle af disse bands i store træk er lidt ekstra sjove og dansable - som f.eks. Svartsot - er det rent faktisk muligt at lave både flotte og spændende arrangementer indenfor genren - som f.eks. hos Lumsk. Men hvor de fleste folkemetal-grupper i det mindste har deres momenter, er det de færreste, der formår at være interessante fra ende til anden.

Dem er Huldre ét af. Huldre er ganske enkelt bare bedre end dem allesammen. Jo, fandme så. Dette er mindst en lige så kreativt vellykket genrefusion, som da Sorten Muld blandede folkeviser med elektroniske rytmer på den fantastiske "Mark II"-skive fra - åh gud - 1997. Melodierne hos Huldre er som taget ud af dén anden tid, bandet tydeligvis holder så meget af og så succesfuldt benytter som ramme for deres sagn og viser fra mørke heder, stendiger og ubetrådte skovbunde.

Jeg er ganske enkelt bjergtaget. Én ting er, at bandets folkedragter og scenedekorationer med grene, blade, blomster, dyrekranier og gevirer er så gennemført; fremførslen er tillige eminent og lyden klokkeklar. Både drejeliren og violinen har en lige så stor plads og berettigelse i musikken som den metalliske hårdhed. Men det er ingen af delene, der er det primære kreative omdrejningspunkt: Det er den forjættede gode sang, som Huldre synes at have et uudtømmeligt arsenal af. Og så står jeg sgu og bliver lidt hyggelun på vokalist Nanna Barslev, som udover at synge hypnotiserende flot (samt i øvrigt være taknemmeligt attraktiv i middelalderoutfit) faktisk er en overraskende dygtig stemningsoppisker. Men uden at det går ud over hendes naturlige karismatiske ophøjethed og aura. Mere perfekt frontfigur i denne genre findes næppe.

Jeg skal have fingre i den debutskive, og de skal fandme snart udgive opfølgeren, for jeg har haft "falder dug, falder rim/og ulven løber i skoven"-refrænet på hjernen i tre døgn nu.
Huldre er et af de alt for få bands her på jorden, hvis kvaliteter transcenderer enhver tænkelig subgenrekasse, de så måtte kunne tilhøre: Dette er slet og ret og ganske indiskutabelt bare ualmindeligt velskrevet og velspillet musik. Hvordan i alverden kunne de kun blive nummer tre på den endelige Wacken Metal Battle sidste år?? Hvis der findes retfærdighed i verden, bliver Huldre det næste store danske metalband på den internationale scene. - Men selv om de ikke gør, har de allerede beriget vores land med en større selvstændig sangskat end visse grupper, der har eksisteret i fire gange så lang tid. Og nej, jeg havde som ovenfor antydet ikke hørt en eneste tone fra dem før i aften.
Men jeg elsker dem allerede.
Karakter: 6/6

Huldrefoto8

 

Iniquity

"Hold kæft, hvor skal jeg bare hjem og høre Konkhra og Illdisposed i morgen!" En makker er gået totalt i dansk-90'er-døds-humør efter Iniquitys afslutningsshow. Og det er der alt muligt god grund til.

Iniquity er simpelthen årets uundgåelige. Med deres nær-legendestatus på den danske dødsmetalscene, deres gen-genforening og denne aftens gennemspilning af debutklassikeren "Serenadium" (1996) er de det band, jeg har set mest frem til at opleve. Jeg er klar over, at de næppe kommer til at overgå Huldres tryllebindende show. Men de er tættere på end nogen andre.

Når jeg før siger, at Smothered er festivalens mest brutale indslag, er det kun fordi, det endnu ikke er blevet Iniquitys tur. Og hvis Smothered spillede tight, kunne Iniquitys sammenspil være programmeret. Det er med nær vantro, at jeg - igennem hele weekendens i øvrigt absolut skarpeste lyd - konstaterer, at Iniquity spiller så godt sammen som kun alverdens absolut tighteste dødsmetaloutfits. Hver eneste af hele rytmegruppens dæmonpåkaldende toner er som svejset sammen med hinanden. Samtlige akkorder er som øksehug, der begraver sig i levende kød; samtlige trommerundgange er som asteroidebombardementer. Det er simpelthen hårdere, dybere og tungere end noget andet dansk band indenfor genren.

Det er sidssygt, at det hér kan lade sig gøre for et navn, der har haft så skiftende besætninger. Og det er sindssygt, at vokalist og guitarist Martin Rosendahl, hvis meritter også tæller bl.a. Corpus Mortale og Slow Death Factory, kan have landets ondeste growl og i det hele taget gjort så meget for dansk dødsmetal, når han virker som en gut, der bare godt kan li' at ryge halløjsa-tobak og spille computer. Med al respekt for den oprindelige vokalist Brian Petrowsky, som desværre døde i 2011, virker Rosendahl som den eneste rigtige frontmand.

Hvor Huldre trods alt delte vandene mellem de stakkels kræsenpinde og os ægte musikfans lige før, er publikumskoncentrationen og stemningen på absolut højeste niveau hele Iniquitys overlegne performance igennem. Intet andet band på dette line-up kunne have lukket festivalen af - og da slet ikke så behørigt som det bliver gjort hér. Hele forreste række bølger af svingende headbangerhår, og samtlige hænder ryger i vejret mellem numrene.

Jeg fatter ikke, hvordan Iniquity kan have stået så meget i skyggen af så mange andre danske dødsmetalbands. Selv jeg, der normalt ikke er så interesseret i genren, foretrak Autumn Leaves og Illdisposed i sin tid. Efter i aften vil jeg prøve at opstøve "Serenadium". For satan, for en skive, mand.
Karakter: 5,5/6

Iniquity8



Kære læser: Hvis du som jeg lige nu sidder og bliver en lille smule rørt, så skyldes det nok bare, at du ganske enkelt også har været på Monorama nu i weekenden. Og kære Leifur hin Fagre: Som menneske er du fantastisk, men som booker synes du beriget med en eller anden form for superkræfter. Jeg har i hvert fald meget svært ved at se, hvordan næste års line-up skal kunne overgå dettehér. Jeg kan kun parafrasere mig selv fra både i går og i fjor: Det er ud over alle røverkøbs rimelige grænser, at så meget fantastisk musik kan fås for 150,- kr.! Og ydermere: Selvom nærværende beskrivelse af alle disse skønne musikalske oplevelser så måtte lyde nok så tillokkende i sig selv, er MGM mere end det. Og det til trods for alle tænkelige minusser - inklusive et publikum der generelt skal lære at tie stille mens musikken spiller og en kronisk væltestiv lortebums i Entombed-t-shirt, der gjorde sit for at være så irriterende som muligt for både bands og publikum hele lørdagen. (Hvis du læser det hér, så lær for helvede at styre din brandert, belastende skodjunkie.)

Men så er det også slut med at bitche. For som jeg indledningsvist nævnte i går, så er MGM større og bedre end summen af de elementer, den består af. Selv på en lørdag aften med så fremragende koncerter som denne. Tænk engang at noget i sagens natur så perifert som en showcase for undergrundsmetal med kapacitet til 150 M/K i en forstad til verdens største provinsby kan danne ramme om så megen glæde og så mange fede koncerter, som flere af mit livs hele Roskilde Festivaler har præsteret.

Ovenpå al denne skamløse skamros kunne man foranlediges til at tro, at der da nærmest kun kan ligge nepotisme til grund, og at jeg da må være totalt på pikken af arrangøren og Monorama samt sikkert også flere af bands'ene. Svaret dertil er et stort, rungende næh. Såmænd ikke. Jeg er ganske enkelt bare vild med musik, øl og gode venner, og som gammel Aarhus-dreng dagligt bosat på Amager nyder jeg så meget desto mere de relativt sjældne gange, jeg besøger den jyske metalscene. Derudover kan jeg igen kun gentage mine ord fra for godt og vel et år siden: Hvis du endnu ikke har besøgt denne lille festivalperle, så tag for himlens skyld at dukke op og se, hør og mærk på egen krop hvor herligt et arrangement det er.
Ja, faktisk kan jeg ikke forestille mig det blive meget bedre end i år. - Men det skal naturligvis ikke forhindre mig i at møde op igen og igen.

Vi ses til Mono Goes Metal 2016!

 

Læs også vores reportage fra fredag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Alfahanne - Alfapokalyps

Når man vælger et navn som Alfahan, fortæller man omverdenen, at man er ovenpå – at placere sig som den dominerende han i flokken gør man kun, hvis man har selvtilliden i orden. Og det må de 4 svenskere have haft, da de dannede og navngav bandet i 2010. Nu er de klar med deres debutalbum, ”Alfapokalyps”, så resten af verden kan checke om navnet er berettiget – mere herom senere.

Flere af medlemmerne i Alfahanne har tidligere spillet Black Metal, og forbindelserne til den scene er åbenbart stadig gode nok til at lokke folk som Hoest (Taake) og Niklas Kvarforth (Shining) til at give gæsteoptrædener. Alligevel er det en anden musikalsk retning, der tages her. Musikken er stadig mørk, men er baseret på Rock; dog tilsat lidt Black og et skud Punk. Det giver et vrængende ”her kommer jeg” – udtryk, men gør ikke musikken særligt levende - flere numre står nærmest stille i hovedparten af deres spilletid. Det virker lidt paradoksalt, men resulterer i et album, som har svært ved at komme fremad. Her udgør det udmærkede ”Dödskult” en behagelig undtagelse, men dem er der for få af. Som helhed er skiven derfor kun moderat interessant, og jeg må konstatere at positionen som flokkens fører er en post man skal tilkæmpe sig, og det gør svenskerne ikke med denne skive – trods navnet.

Tracklist:
1. Bättre Dar
2. Ormar Af Satan
3. Såld På Mörkret
4. Dödskult
5. Rocken Dör
6. Syndarnas Flod
7. Alfa Hordes
8. Indiehora
9. Där Drömmarna Dör
10. Alla Ska Mé
Samlet spilletid: 42:35

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed