fbpx

CS Nielsen - Pilgrims

Det er ganske vist primært metal der anmeldes her på siden. Genrer, der for en stor dels vedkommende sigter efter det chokerende, det frastødende, provokerende, skræmmende osv. Alligevel bliver alle disse (ingen nævnt, ingen glemt) bands sat til vægs med åbningsnummeret på Pilgrims, ”Judges 19”, der tager udgangspunkt i en af de mest bestialske historier i Bibelen; Dommernes Bog.
Det er for lyrikken, hvad Penderecki er for musikken. Afmålt, stemningsfuldt … og grusomt.

Og så er det både storladent og afdæmpet – det starter stille, og ildevarslende ud, med trommer og CS Nielsens fabelagtige stemme og kulminerer i ren Ennio Morricone-stemning med guitarer, klokker og mandskor (fornemt leveret af danske Salem).

Den danske forfatter Ida Jessen udgav i år en bog, ”Kaptajnen og Ann Barbara”, som bliver kaldt en western fra den jyske hede. Hvis den skal filmatiseres, skal CS Nielsen bestemt levere soundtracket.

Udover åbningsnummeret vil jeg fremhæve den livsbekræftende ”Every Day I Aim (But Most Days I Miss)” – som sagtens kunne være skrevet om undertegnedes præstationer på årets gåsejagter, men nok nærmere handler om, at det drejer sig om at prøve. Så kan det godt være du fejler, men du har i det mindste prøvet.

Det var svært at skrive denne anmeldelse, for man sidder tilbage med en tom fornemmelse når man har lyttet pladen igennem … ligesom når man lige har set en fantastisk god film i biografen. Man er mættet af indtryk – det skal lige synke ind og det skal behandles.

For det er ikke let musik. Ikke at det er mørkt og dystert .. hele vejen igennem. Men det er musik, der gør indtryk og vidner om en ophavsmand, med noget på hjerte. Og som CS Nielsen synger om i den smukke ”Of What One Cannot Speak”, skal man forstå, der er nogle ting man ikke kan tale om … og det kan godt være, jeg ikke rigtigt kan skrive, hvor god den her plade er. Jeg kan kun anbefale dig at høre den.

Tracklist:
1. Judges 19
2. Every Day I Aim (But Most Days I Miss)
3. Beginning of Sorrows
4. Sinner Man
5. Holy Ghost Building
6. Camel, Lion, Child
7. Silent Hour
8. All Right No How
9. Fool
10. Of What One Cannot Speak
11. Rebel Song
Samlet spilletid: 50:25

Læs mere...

CS Nielsen - Man of the Fall

Denne anmeldelse har taget mig forholdsvis lang tid at skrive. Ganske enkelt fordi jeg føler, at et produkt, der er så gennemarbejdet som CS Nielsens nye plade, fortjener at blive bedømt på et ordentligt grundlag, og med velovervejede ord.
Det er altså ikke uvilje eller sløseri fra undertegnedes side – tværtimod.
Man kan heller ikke beskylde den gode CS Nielsen for sløseri på nogen måde. For efter at have udgivet en fremragende debut i 2007, er han nu klar med en plade, der faktisk overgår den første. Stilen er den samme; personligheder som Johnny Cash, Bob Dylan og Jimmie Rodgers har sat sig dybe spor i samsingen. Mon ikke alle andre anmeldere skynder sig at sammenligne CS Nielsen med netop Johnny Cash, så det vil jeg helt lade være med – for der er mange andre facetter i stemmen, teksterne og stemningerne, der udgør CS Nielsen.
Det har på flere måder været en vanskelig plade at anmelde. Dels er det faktisk stort set umuligt for mig at udpege enkelte numre, der udmærker sig i forhold til andre; den høje standard bliver simpelthen opretholdt igennem hele pladen. Dels er det en plade, der udvikler sig for hver gang man hører den. I skrivende stund sidder jeg og foretager en sidste gennemlytning – og har lige opdaget nye facetter; f.eks. er der lige dukket noget slide-guitar op på titelnummeret.

Gennemgående er det egentlig en ret mørk og dyster plade – og det passer fantastisk til CS Niel-sens imponerende vokal, der emmer af visdom, erfaring … og jeg synes at ane et vist håb.
Som sagt har det været en vanskelig plade at anmelde, for jeg fristes til at anvende så mange su-perlativer, at det nærmer sig det klichefyldte. Så for at undgå det, vil jeg, uden tøven, udråbe Man of the Fall til den bedste danske udgivelse i 2012.

Trackliste:
1. Border Blues
2. Man of the Fall
3. Road Song
4. Blood of the Lamb
5. I followed my woman
6. Old House by the Sea
7. Come to the Bower
8. Black Jack Davey
9. A Stone’s throw away
10. Miles to go
11. Makeup
12. Sometimes at night
13. Nothin’ But

Total spilletid: 59:57
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed