fbpx

Blues Pills - Holy Moly!

De seneste par år har der været stille omkring Blues Pills, i hvert fald når det gælder udgivelser, men det er der flere forklaringer på: I 2018 forlod guitaristen Dorian Sorriaux bandet, så hans plads blev overtaget af bassisten Zack Anderson, mens Kristoffer Schander kom til som ny mand på den firestrengede. Oveni har bandet etableret deres eget studie, hvor de har indspillet og produceret ”Holy Moly!”, som er deres tredje studiealbum.
Ovenpå den skuffende forgænger ”Lady In Gold” var jeg spændt på bandets niveau, men heldigvis var enhver frygt for en gentagelse ubegrundet. Lige fra det meget Soulfyldte åbningsnummer viser bandet sig fra en både energisk og inspireret side.
Som vanligt fører Elin Larsson an med sin kraftfulde vokal, som blæser liv i uptempo numre som ”LowRoad” og ”Dreaming My Life Away”, men kan også være blid som i ”Dust”. Også resten af bandet gør det godt, og især Zack Anderson markerer sig så stærkt på guitaren, at jeg ikke savner hans forgænger.
”I hold my head op high” synger Larsson I “Kiss My Past Goodbye”, og det kan både hun og resten af Blues Pills roligt gøre: Pausen har gjort noget godt for bandet, og selv om der ikke helt er tale om den reinkarnation, som pressematerialet proklamerer, så er ”Holy Moly!” både et godt album og et skridt tilbage i den rigtige retning.

Tracklist:
1. Proud Woman
2. Low Road
3. Dreaming My Life Away
4. California
5. Rhythm In The Blood
6. Dust
7. Kiss My Past Goodbye
8. Wish I'd Known
9. Bye Bye Birdie
10. Song From A Mourning Dove
11. Longest Lasting Friend
Samlet spilletid: 41:24

Læs mere...

Northside Festival 2018: Rival Sons

At starte med temaet til Den Gode, Den Onde & Den Grusomme... ok ok, det passer jo egentlig ganske fint til Rival Sons’ bluesede rock. Og som efterhånden standard er ”Electric Man” at finde som en af de to første sange på sættet, hvilket lader showet komme godt fra start. Der er dog heri begyndelsen lidt problemer med bas eller stortrommen (sandsynligvis sidstnævnte), så der er udslag i lydbilledet, men det bliver heldigvis hurtigt fikset.

En ganske betydelig mængde publikummer er dukket op, men det er dog stadig muligt at stå helt oppe foran uden problemer. Nu har Rival Sons så også efterhånden været her en del de senere år (14 gange siden 2011), og selv ser jeg dem nu for tredje gang på fire år, så måske mætningspunktet er ved at være nået? Sig hvad du vil, gruppens musik er uhyggeligt ensformig og flere af deres numre minder i høj grad om hinanden. Hvad værre er, så er det hørt til døde og Rival Sons er blot endnu et af de efterhånden mange ”retro-(indsæt genre)” bands derude.

Det er ikke for at sige, at det ikke er solidt – det er det i høj grad. Og man skal heller ikke fornægte, at sangeren er helt sindssygt dygtig; han besidder en imponerende vokal og dertil en imponerende teknisk kunnen – hans vokalkontrol er for vild, og ligegyldigt hvordan resten af lydbilledet så udspiller sig, så er han altid i centrum, altid bemærkelsesværdig. Det er næsten synd, at han ikke leder et bedre band. Resten af slænget spiller ligeledes rutineret (i den positive forstand), men det forplanter sig aldrig rigtigt hos tilskuerne. At spille ballader hjælper heller ikke på sagen. Det ER dog hyggeligt, solen står højt og humøret fra både band og publikum er ikke til at tage fejl af, og faktisk ganske smittende. Så det ender i den positive side af spektret, knap og nap. Et rimeligt indslag her i den bagende hede.

Sætliste:
1) – Pressure And Time
2) – Electric Man
3) – Good Luck
4) – Thundering Voices
5) – Tied Up
6) – Memphis Sun
7) – Jordan
8) – Torture
9) – Soul
10) – Open My Eyes
11) – Keep On Swinging
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Joe Bonamassa - Falconer Salen

Jeg skal fra starten skrive at jeg ikke kender til en officiel hjemmeside for Falconer Salen, og derfor er der intet link.

Steve Vai? Tjek. Joe Satriani? Tjek. Joe Bonamassa? Tjek! Dette er endnu en omgang ”se-artist-for-første-gang”, og et led i at opleve de store guitarister. Det er, med få dages forskel, præcist to år siden Bonamassa sidst var forbi, hvilket også foregik i Falconer Salen. Der var udsolgt, hvilket med de høje billetpriser i denne omgang ikke har været tilfældet – i hvert fald ikke på forhånd.

Joe Bonamassa:
38 år, født i New York, spiller blues/rock og har siden 2000 udgivet 11 studiealbums. 
Af højdepunkter har næsten alle hans albums nået 1. pladsen på Billboards Blues Chart, han har optrådt i Royal Albert Hall, og så har han opvarmet for nyligt afdøde B.B. King da han var 12 år. Joe Bonamassa har også spillet sammen med folk som Eric Clapton, Derek Trucks og Buddy Guy. 
Ved siden af musikken kører han non-profit foreningen ”Keeping The Blues Alive Foundation”, hvor idéen er at give skoler mulighed for at fremme musikken ved at donere overskuddet fra foreningen.

Jeg havde egentlig ikke forbundet Joe Bonamassas musik med at skulle sidde ned, men sådan stod det nu engang til i denne anledning. Det er en sparsomt udsmykket scene man bliver mødt af, hvor kun få forstærkere, et trommesæt og et klaver er at skue. Mere skal der vel heller ikke til.
Da lyset dæmpes helt utraditionelt små 5 minutter inden annonceret showstart bliver det klart at der er ca. 3/4 fyldt op - men først skal publikum finde sig til rette, hvilket giver en noget kaotisk start de første par numre, hvor nogle står forvirrede og kigger rundt, flere endnu leder efter deres plads i mørket, og de af os der sidder ned ønsker egentlig blot hele cirkusset hastigt overstået. Det ser nu ikke ud til at bekymre hovedpersonen det mindste, der nonchalant bærer et par solbriller som var det det mest naturlige inden døre.

Og der bliver fra start af jammet igennem, solbriller eller ej. Bonamassa har tilsyneladende et uendeligt lager af nye guitarer, for de bliver prompte skiftet ud. På dette tidspunkt er de kun 3 mand på scenen, og trommeslageren er naturligvis optaget, så det falder på bassisten at fremme Bonamassa. Det gør han primært ved at ”battle” med ham. Det som der i virkeligheden sker; jeg lægger mest mærke til bassisten, for fy for søren, det er solidt. 
Som supplement har vi et veltilrettelagt lysshow (der kun ekspanderer som tiden går), og overordnet god lyd. Både guitar og bass har det dog med at flyde, og her mener jeg at det er en anelse for ”slapt” indstillet, hvilket gør at det i de heftige passager er noget uskarpt. De forskellige instrumenter træder dog uden besvær frem, så det er en mindre ting. Og bassen swinger stadigvæk, og får dejlig meget plads at folde sig ud i.

Publikum agerer som man for det meste kan forvente ved et siddende show, og det bliver kun et par enkelte gange til at nogle få tør vove sig ud i at decideret rejse sig fra stolene i begejstring. Ellers er der klap og hujen imellem sange og de mange, mange guitarsoli (ikke at man bliver træt af dem!). 
Teknikken og sammenspillet imellem musikerne kan man nemlig ikke sætte en finger på, men…
Der mangler følelse. ”Vildskab”. Det er flot og godt (og omtrent halvvejs begynder lyset virkelig at gøre indtryk), men samtidigt ren rutine. Jeg mener, når bassisten til at begynde med groover mere end Bonamassa selv… Ingen forventer at der skal hoppes frem og tilbage, men med næsten ren envejskommunikation kunne manden ligeså godt have spillet for en tom sal, og når førnævnte bassist har spillet op af hinanden ti, tyve, gange, begynder jeg at håbe på et nyt trick.

Efter små tre kvarter bliver der imidlertid præsenteret en pianist og to blæsere, hvilket næsten omgående sætter gang i sagerne. 
Kort efter taler Bonamassa endda til publikum for første gang, hvor han fortæller om sit første job i DK (Roskilde Festival i 2001 foran 35 mennesker – hævder han med et smil på læben), og bandet præsenteres, og det endda ret personligt. Og det er da også som om at denne kombination markerer et vendepunkt på den positive skala; Bonamassa selv virker til at lægge mere i den, den udpræget energiske pianist får en større rolle, og den lysansvarlige får nu fuldstændig lov at folde sig ud på scenen, der ofte bades i levende farver af gult, rødt og orange.

Herfra går det mest op (og en smule ned), men det er langt mere vedkommende efter Bonamassa har blødt op – men han er altså for sent på den. Havde det været i begyndelsen var historien anderledes, men når det først er den sidste 1/3 der virkelig rykker… Dog er rent ud GODT også nok, og det synes jeg var hvad vi i sidste ende fik serveret.
4/6 stjerner.

Læs mere...

Royal Blood - Tinderbox 2015

Royal Blood er endnu et ungt band, men det forreste område omkring Blå Scene er velbesøgt, dog er der ikke i nærheden af at være proppet. Mange bagved sidder ned og slapper af.
Lyden er hele vejen igennem god og massiv, med plads til især bas-delen. Frontmanden behersker nemlig både bas og guitar, mens trommeslageren mest af alt ser ud til at kede sig en smule.

Royal Blood spiller fint, og man kan svært klandre dem for ikke at gøre mere – de er kun de to, så det er begrænset hvilke ustyrligheder man kan præstere, men man savner alligevel noget entusiasme derfra. Publikum er lidt af en blanding; sommetider klappes der uden nogen synlig grund, men det meste af tiden er folk meget passive.
De lange pauser imellem skæringerne hjælper om alt andet heller ikke på det.

Jeg mener, når det vildeste under hele foretagendet er da trommeslageren får kravlet op i et lydtårn, står ubevægelig og iskold et minut eller to imens han kigger ud på publikum, for derefter ikke at gøre andet ned at løbe tilbage på scenen… Det er sløjt. Jeg har sjældent kedet mig så bravt, men der er omvendt heller ikke noget at sætte på det tekniske.

Sætliste:
1) – Come On Over
2) – You Can Be So Cruel
3) – Figure It Out
4) – Better Strangers
5) – Little Monster
6) – Blood Hands
7) – One Trick Pony
8) – Ten Tonne Skeleton
9) – Loose Change
10) – Out Of The Black
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Rival Sons - Tinderbox 2015

Til tonerne af "Den Gode, Den Onde Og Den Grusomme" ankommer Rival Sons på scenen. Alle er iklædt solbriller, og de agerer "cool". Derfor er det, uden at være meningen, positivt at trommeslageren taber sin ene stik i introen, da denne således skal gøres om - og så er der smil hele vejen rundt. Det er menneskeligt, og en smule sjovt.
Der er sparsommeligt få forsamlet, og de fleste virker forholdsvist ligeglade med bandet. Hvis der er mødt fans op, er det utroligt få – men det er også stadig tidligt på dagen. 

Rival Sons springer direkte ud i ”Electric Man”, der allerede lugter af hitpotentiale. Lyden er god og skarp, omend klaveret er til at overhøre, bassen af og til fylder for meget, og vokalen har det med at falme - men det kan ligeså godt skyldes forsangeren. Hans skrig er til gengæld ret råt på den fede måde.

At strømmen kortvarigt går tages med et skuldertræk, og det er indtil nu kun frontmanden der har smidt solbrillerne. Attituden er derved stadig pure cool og noget distancerende, men trommeslageren har en vild fest, selvom den mest er med sig selv. Det har op til nu ikke været særligt spændende, men efter nogle sange bliver band og publikum i forening blødet op, og så begynder det at blive ganske godt. Der grooves igennem, og folk klapper med. Der går dog ikke længe før energien falder igen, og sådan fortsætter det op og ned i den næste times tid.
Alt i alt er det en ok optræden, men hvor er det utroligt at der er så få tilstedeværende – og det kunne have gjort en del med noget mere respons fra publikum.

Læs mere...

Fried Okra Band - Back Into The River

Den københavnske trio med det lidt spøjse navn Fried Okra Band udsender med "Back Into The River” deres fjerde album siden starten i 2005. At albummet er optaget i et lille studie, betyder ikke så meget. Men at optagelserne er foretaget med et minimum af både instrumenter og overdubs, er til gengæld vigtigt – det er valgt for at gøre optagelserne mere nærværende og intime.

Det passer også fint til bandets stil, især i ”Stay No More” og ”I Can't Help You” som begge er helt stille Blues-skæringer. Bandet forsøger at skabe den rigtige stemning med passende guitarsoli, men disse virker overfladiske og uinteressante. Vi er milevidt fra den feeling som f.eks. Billy Gibbons vrider ud af strengende, for ikke at tale om genrens virkelige mestre på dét punkt. Og så hjælper det heller ikke, at vokalen lyder mere af John Lennon end af B.B. King…

Så går det noget bedre når der skrues op for energien og blandes Rock i numrene. Det gør ”What's Wrong” og ”Ten Times Man” til mere spændende sager, uden dog at vælte mig omkuld. For selv om ”Back Into The River” har nogle udmærkede momenter, så er jeg alligevel skuffet over albummet. Jeg synes, at de regulære Bluesnumre går for lidt under huden, og Rocknumrene rykker for lidt i bollerne.

Tracklist:
1. Flatland Grove
2. Don't Go North
3. Stay No More
4. Never Felt Lost
5. My Kind Of Woman
6. Who Is It For
7. I Can't Help You
8. Whitest Boy Alive
9. Wacky Schack
10. Ten Times Man
11. What's Wrong
Samlet spilletid: 36:56

 

Læs mere...

Bullet Train Blast - Shake Rattle Racing

Selv om Bullet Train Blast har eksisteret siden 2009, er denne udgivelse mit første møde med bandet fra hovedstaden. Albummet er bandets tredje, og markerer et velkommen til to nye medlemmer, nemlig Jakob Ellerup på bas, og Henrik ”Heinz” Jacobsen (ex-Hatesphere) på guitar.

Hvor meget det har ændret på bandet stil, kan jeg ikke bedømme, men at den Blues-baserede Rock har mere tyngde end gennemsnittet, høres fra start: Åbningsnummerets tunge rytmer krydres med slideguitar, og med Martin Larsens markante vokal lagt oveni, er hovedingredienserne for de 12 numre præsenteret. At gutterne er erfarne, skinner klart igennem – her er der styr på alle facetter i numrene, og der demonstreres både spilleglæde og kunnen. De fastholder hele tiden den hårde tone, lige med undtagelse af balladen ”I Think I'll Stay”; selv om den er en udmærket repræsentant for dén genre, efterlader nummeret ikke mange spor hos mig. Det gjorde albummet heller ikke i første omgang, for der var ikke meget der markerede sig positivt; jeg sad med en fornemmelse af at sidde med en stærk fremførelse af tyndt materiale. Men med tiden er det vokset til at være et eksempel på god og ærlig Rockmusik, som ikke bare er god underholdning, men også har masser af nerve og en tyngde, der hæver det over hvad man normalt hører i genren.

Tracklist:
1. Broken
2. Game Over
3. Head Above Water
4. I Think I'll Stay
5. My Life Got New Meaning
6. Oh Desire
7. Right Reasons
8. Rock'n'Roller
9. Shake Rattle Racing
10. Standing In The Darkness
11. The Fighter
12. When Fools Rise
Samlet spilletid: 44:16

 

Læs mere...

Snack Family - Pokie Eye

Af og til, når man får tilsendt en EP fra et eller andet undergrundsband, man aldrig ville være stødt på hvis ikke det var dumpet ind i ens mailbox, kan man ikke undgå at dømme dem på det umiddelbare indtryk f.eks. deres navn giver. Og i dette tilfælde tænkte jeg; ”Snack Family? Shit, det er sikkert noget gøglermusik.” Men den fordom bliver hurtigt manet til jorden, da jeg sætter mig ned og lytter til dem.

Jo, der er da elementer af gøgl i Snack Familys musik, men det er gøgl som fra et cirkus fra ens mareridt hvor en mand, der lyder uhyre meget som Nick Cave, er sprechstallmeister og guide på turen gennem den her skæve rock ’n’ roll karrusel. Det er sådan ”Pokie Eye” lyder, og det kan ikke beskrives bedre eller på anden vis. For det er en sær men samtidig utrolig forførende og mystisk omgang – magasinet NME har tidligere beskrevet det som ”dementer rock blues”. Snack Family er fra London og består af de tre gutter Andrew Plummer, Tom Greenhalgh og James Allsopp, og de har spillet sammen siden 2011. Jeg bliver straks fortryllet af det univers bandet bygger op. EP’en åbner med den flabede ”Lupine Kiss”, der charmerede sig ind i mit hjerte med sin skæve rytme og Allsopp’ lækre saxofonspil. ”Plastic Factory” er en coverversion og egentlig EP’ens svageste nummer synes jeg. Men det swinger, det kan man ikke klage over! Den 5 minutter lange ”No Reason” er helt igennem fantastisk! Med sit dystre lydspor og Plummers fremragende hæse, mørke vokal, lyder den som noget der kunne være lydspor til en David Lynch film – og dette er bestemt et kompliment fra min side! Det sidste nummer er det skøreste indslag, men ikke desto mindre er ”Pokie Eye Poke Ya” mindst ligeså fabelagtig som resten af EP’en.

”Pokie Eye”s 15 minutter efterlader mig med en ustyrlig lyst til at høre mere, og det bliver til nok omkring 20 gennemspilninger, mens jeg skriver dette. Det er skævt, betagende og allerhelvedes rock ’n’ roll, og jeg er simpelthen vild med det de her drenge gør! Det er så anderledes og så helt igennem syret, at jeg ikke kan andet end elske det. Og så er der ingen tvivl om at Snack Family har utrolig godt tjek på deres instrumenter. De her gutter kunne godt gå hen og blive rigtig store!

Track list:
1. Lupine Kiss
2. Plastic Factory
3. No Reason
4. Pokie Eye Poke Ya
Samlet spilletid: 15:00

 

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Lørdag

Jeg vågner lørdag middag med en intens, skærende smerte overalt i hjernen. Min mund føles som indersiden af en kakkelovn; mine rystelser må gøre udslag på den nærmeste seismograf, og jeg er sulten i et omfang, der nok forslår for en større landsby i Sydsudan. Dette må være Aarhus' p.t. absolut mest ondsindede tømmies, - det er ikke i et hyggeligt pakke-sig-ind-i-en-dyne-med-en-Cocio-og-se-The-Empire-Strikes-Back-igen-igen-omfang: Det er blodig alvor. Jeg vælger at skyde skylden på DJ Tommy Christensen - til daglig bedst kendt som øksestraffer i Crocell, - der var noget så flittig til at spille D-A-D og Scorpions den halve nat, hvorfor jeg blev hængende og rockede like a hurricane i timevis, efter at Pet the Preacher var gået af scenen. Gud jo, og så var der også noget med en flaske bourbon, der partout skulle gå på omgang til sidste dråbe. For helvede, mand...

Men op på hesten skal man jo. Efter således at have pløkket et par bevingede ord ned til nærværende reportage og absorberet en fryselasagne samt en halv meter salamisnacks begiver jeg mig frejdigt mod Viby Torv med døden på lidt større afstand. Det er godt, at man i det mindste tjener styrtende på at være fritidsanmelder.

 

Seven Thorns

Efter en white russian og en kaffepunch med mere snaps end kaffe kan jeg nogenlunde forliges med idéen om en gang hammer. ( - Det er i øvrigt en helt generel ting.) Jeg har ikke de store forventninger til Seven Thorns; mit kendskab til dem består i en promo fra 2007, som jeg allernådigst undlod at anmelde. Som én ud af kun alt for få danskere knuselsker jeg fandeme power metal, men vi ved allesammen godt, at Danmark ikke just har verdens stærkeste scene lige på dén front. Der er kun alt for lidt grobund for at fostre tilstrækkeligt med både teknisk og kompositorisk talent til en reelt set så krævende genre som power metal i et meget lille land, hvor den regionale metaldagsorden i det 21. århundrede gerne har været sat af bands som Hatesphere, Mnemic og Dawn of Demise.

Så meget desto mere glædeligt overrasket bliver jeg over Seven Thorns denne aften på Monorama. Førnævnte tekniske og kompositoriske talent har bandet nemlig opdyrket i mellemtiden. Det er vist i øvrigt kun trommeslager Lars Borup, der ikke er blevet skiftet ud undervejs. Men hey: Hvad der end er sket, har det i hvert fald virket. Der er mærkbar spilleglæde, fart over feltet, masser af sololir, skamløse stryger- og cembalo-emulerende keyboards og lige så skamløse, svulstige dur-omkvæd. Danmarks notoriske had til genren taget i betragtning er publikum faktisk overvældende positivt stemt. Enkelte bruger lejligheden til en rask fægtekamp med ad hoc-medbragte skumgummisværd og plasticskjolde. Herligt. Jeg håber, det er et tegn på, at folk så småt begynder at fatte, hvordan power metal skal tages - nemlig som noget, der sagtens kan være decideret godt, men i store træk bare er smadderskægt. Faktisk fatter jeg generelt mindre og mindre, hvad det er, folk dog kan have imod en så elskelig genre.

Seven Thorns fænger mig mere i løbet af denne halve time, end Manticora, Pyramaze og Forcentury nogensinde har gjort. Det siger ikke så meget, men stadigvæk. Når det er sagt, er der dog stadig skønhedsfejl. Som på debutskiven er vokalen fortsat det svageste led, og Gustav Blide måtte i øvrigt gerne gøre bare lidt mere ud af ligne den genre, han formidler. Faktisk måtte store dele af bandet gerne kigge lidt i retning af bassist Mads Mølbæk, der er det eneste medlem, hvis stage prescence er helt gennemført. Og rent sangskrivningsmæssigt måtte bandet gerne kigge lidt i retning af de første to Avantasia-skiver. Indtil videre er sangene i og for sig fine nok, - især "Eye of the Storm" er fed, - men jeg hører ikke noget, der har samme hitpotentiale, personlighed og elegance som eksempelvis Avantasia. Men det er selvfølgelig også lidt en utaknemmelig sammenligning. Og hvorom alting er, så spiller Seven Thorns sgu for så vidt ganske vellykket power efter langt de fleste af kunstens regler, og det er mere end jeg havde turdet forvente fra noget dansk band. Jeg håber, de får en frugtbar europatour.
Karakter: 4/6

Seventhorns3

 

Silhouette

Vi diskuterer lidt, hvad "dark rock" egentlig betyder, efter at have set aftenens næste band, Silhouette, benævnt som sådan i programmet. Danzig? New Order? Åh gud, da vel ikke sådan noget som HIM?!

En makker omtaler Silhouette som en mørk udgave af Pink Floyd med hammondorgel, hvilket lyder umådeligt interessant i disse ører. Langt hen ad vejen har beskrivelsen også sin rigtighed, men i praksis kan jeg høre endnu flere elementer. Silhouette lyder lidt af den skønne periode fra 60'erne over i 70'erne, hvor selve metallen trådte sine barnesko, og alverden generelt endnu ikke var blevet fordærvet af alt, hvad der er nyt og dermed ringe. (Ja: jeg er delvist satirisk. Delvist.) Her er både tydelige influenser fra Uriah Heep og Black Sabbath - guitaristen spiller endda Gibson SG, - det er bare mere dystert og til tider doom'et. Den meget selvbevidste retro-stil skinner dog igennem i form af reminiscenser fra et band som Ghost; somme tider er rytmerne nærmest ren disco, hvilket kun gør de dystre islæt mere foruroligende.

Men Silhouette er stadig endnu mere. For eksempel er det dét band på hele festivalen, hvor tråden til vores allesammens grandonkel, the blues, er tydeligst, og guitaristen spiller så afgjort de lækreste og mest rendyrkede bluessoloer, jeg har hørt fra et nyt band i umindelige år. Jeg elsker det, og hvor er det dog pissevigtigt, at der stadig er nogen til at vise, hvad hele lortet altså er baseret på. Og hvor er det skønt at høre et band, der er så oldschool, men samtidig så opfindsomt og flittigt til at lave vellykkede genreeksperimenter.

Desværre taber jeg dog lidt interesse undervejs. Det er ikke samtlige sange, der er lige kompositorisk vellykkede. Silhouette er som opstartsband mere end almindeligt overbevisende. - Men de er stadig et opstartsband, og det betyder bl.a. at de også lige skal blive enige om, hvor musikken skal hen. Derudover er vokalen et lidt svagt punkt. Men det er vist noget med, at vokalist/bassist Tobias Nefer - i øvrigt kendt fra The Burning og Serpent Saints - har overtaget vokaltjansen fra en decideret sanger, og at dette åbenbart kun er bandets anden koncert nogensinde. Så hey, cool nok altsammen. En større hæmsko for min oplevelse består da også i, at stadig alt for mange publikummer har alt for svært ved at tie stille, mens musikken spiller. Det var et problem i går, og det bliver desværre kun et endnu større problem i aften. Det er fint og forventeligt, at folk får sig nogle øl og er i snakke-/hyggehumør, - ellers ville konceptet med en festival da nok heller ikke være noget, jeg gad længere, - men dét udelukker altså hverken pli eller situationsfornemmelse.

Anyway: Silhouette har verden for sig, og hvor håber jeg dog, at de får lov til at blive dyrket ordentligt, for de er muligvis dét band blandt samtlige 12 på hele årets MGM med det største potentiale. Og det siger dæleme ikke så lidt.
Karakter: 4/6

Silhouette2

 

LLNN

Ligesom jeg har visse forbehold, når der i en bandbeskrivelse står "math"-somethingsomething, har jeg visse forbehold, når der står "hardcore"-somethingsomething. Uden at ville kaste mig ud i en kedelig, mavesur redegørelse for hvorfor, vil jeg bare sige, at LLNN ligesom gårsdagens The Powergloves får bekræftet mig i, at det kan betale sig at være åben og have ja-hatten på overfor musik, som man ellers har haft det svært med.

LLNN's vokalist/guitarist Christian Bonnesen har en fortid i Psyke Project, et band hvis sande kvaliteter først rigtig begyndte at folde sig ud for mig på deres - desværre definitivt - sidste udgivelse, "Guillotine". Det er netop stilen herfra, som den gode Bonnesen synes at ville videreføre i LLNN, og det sætter jeg umiddelbart en kolossal pris på.

Goddamn, det er tungt, mand. Skærende dissonant, rasende vredt, klippeblokstungt og uforsonligt er det. Dybt intenst. Vokalen er en gennemgående desperat, nærmest afmægtig skrigen, og der er så godt som intet, jeg normalt ville kalde "melodi" i hverken stemme eller instrumenter.

Så meget desto mere utroligt kan det lyde, når jeg hermed siger, at LLNN ikke bare formår at fascinere og pirre min musikalske lækkersult igennem deres halve times tid, men at deres musik sgu til tider indeholder nærved lige så megen skønhed som, say, My Dying Bride eller The Gathering i disses fineste momenter. - Det er så tydeligvis bare på en helt anden måde, det foregår hér.
Det værste er, at LLNN guddødemig får det til at virke helt nemt. Jeg havde fandme aldrig selv hverken kunnet skrive eller spille musik, der lyder, som når portene til Helvedes forgård åbner sig: For dem ser det ud, som om, det er det mest naturlige og enkle i hele verden.

Hen imod slutningen begynder der dog at komme mere dynamik i lydbilledet. Der er sågar både leadguitar og decideret stille passager uden guitar overhovedet. Det er godt, at det sker; ellers havde jeg muligvis haft svært ved at bibeholde koncentrationen, ligemeget hvor spændende jeg så synes det hele er. Men det er også fedt at se bandet fra en ganske anden side af et udtryk, der hurtigt kan blive for utilnærmeligt.

Det er svært at forestille sig, at selv Woebegone Obscured, der spiller lige om snart, kan være tungere.
Karakter: 5/6

LLNN4

 

Woebegone Obscured

"Kan det blive mere tungt?" er i øvrigt min sidemands fyndige, retoriske spørgsmål bare et par minutter inde i årets doom-demonstration. Og hvor vanvittigt det end er, er svaret ja. Både i forhold til LLNN og sig selv. Åh, gid jeg med ord var i stand til at formidle, præcist hvor tungt, Woebegone Obscured er. Men havde jeg kunnet det, ville jeg - med al respekt for mine redaktører - nok være lønnet ansat som fuldtidsskribent på et væsentligt større medie end Revolution Inc.

Scenen er indhyllet i røg. Growlet er majestætisk. Hold kæft, hvor er det gennemført, mand. Jeg labber det i mig, som havde Natalie Portman sat sig overskrævs på mit ansigt.Woebegone3

Det er i øvrigt sjovt: Ligesom LLNN's Christian Bonnesen er et af de absolut rareste mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at drikke øl med, gælder det samme for Woebegone Obscureds vokalist/trommeslager Danny Woe. Seriøst: De gutter er så sympatiske, at de får selv en forholdsvist samarbejdsvillig statur som mig til at ligne Henrik Qvortrup. Hvor er det sindssygt, at så gennemført flinke personager alligevel kan indeholde så meget aggression og sortsind. Jeg er ikke stort meget mere nede med den danske doom-scene end til og med Saturnus, men jeg tvivler på, at der findes mere trøstesløs musik indenfor genren her til lands.

Så meget mere bemærkelsesværdigt er det dermed, hvordan der består endnu en parallel til LLNN i og med Woebegone Obscureds decideret smukke brug af ikke bare melodiske passager, men også en overraskende flot ren vokal og ikke mindst en dynamik, hvis omfang er bredere end hos noget andet band i år. Hvor musikken trods det yderst kontrollerede sneglefartstempo gerne er allerhelvedes infernalsk, lige så foruroligende stille bliver den lige pludselig. Og det er er ikke bare så'n en gimmick for lige at gå på med fuldt skrald 2 sekunder efter; der gås helt ned i ambient-land og bygges op med et så omhyggeligt crescendo, at selv Tool måtte miste tålmodigheden.

Men ak, disse stille passager fremhæver atter kun festivalens absolutte akilleshæl:
"'Kæft, hvor folk snakker", mumler førnævnte sidemand, tydeligvis lige så irriteret over publikums allestedsnærværende knævren som jeg selv. Der er flere, der tysser højlydt på misdæderne rundt omkring - tak for dét. Med al fare for at lyde for pladderpædagogisk, så synes jeg virkelig, det ville være fedt, hvis vi i fællesskab prøvede at tilnærme os en koncertkultur, hvor dét at stå og snakke uafbrudt er lige så ugleset, som det med rette er, når man på samme måde ødelægger en biograffilm for andre. "Jamen det er jo alligevel ikke helt det samme...?" Nej, men ligheden er sgu til at føle på, og du kan alligevel aldrig retfærdiggøre det, så bare lad være med at prøve.

Nå, nok galde herfra. Lad der ikke herske nogen tvivl om, at jeg STOR-nyder Woebegone Obscured selv med baggrundssnak, ligesom jeg også nyder en pizza, selvom jeg har tømmies. Dog bliver disse føromtalte opbygningspassager måske dyrket i lige lovlig stor stil: I løbet af showets andet ud af bare to numre (!) sker det, hvad, tre-fire gange? Det er svært at bibeholde eksklusivitetsmomentet. Men måske skal jeg bare høre numrene lidt mere, - hvad jeg desuden sagtens kunne finde på. Og så meget desto mere orgiastisk forløsende er blastbeat-infernoet på vej ned fra rutschebanens allerhøjeste punkt.
Karakter: 5/6

 

Smothered

... Og så bliver vi ellers invaderet af svensken! Smothered er det eneste ikke-danske indslag på MGM i år, og så afgjort det mest forfriskende. Rent musikalsk er de inspireret af old-school-død fra Florida og hjemlandet, men det virker, som om de er ved at tage genren til et nyt niveau. Ikke på samme måde som tech-nørderne i f.eks. Psycroptic, men som om de opløfter stilen fra de gamle Entombed- og Dismember-udgivelser i anden potens. Det er fandengaleme bistert, mand. Og så er det samtidig både dybt detaljeret og tight som en hamsterrøv. Hvor har jeg dog længtes efter noget ordentligt svenskerdød iblandt den flom af blankpoleret elevator-metal, som In Flames og Dark Tranquility har disket op med i de sidste ti år.

"Swedish Death Metal Done Right" lyder bandbeskrivelsen på Smothereds Facebook-side, og det er noget så korrekt. Udover både at mestre half-time-stykker og start/stop-riffs - uden tilnærmelsesvist at lyde som amerikansk high school-metal - er de årets suverænt hurtigste og mest brutale indslag. Ren ekstase breder sig som en steppebrand i lokalet, og der går ikke mange minutter, førend jeg og en håndfuld venner nede bagved står og jubler, krammer, high-five'er og headbanger arm i arm.

Publikum er ellevilde og kommer ind imellem med nogle lige lovligt kække tilråb, - folk vil åbenbart rigtig gerne høre forsanger Christoffer Eriksson tale svensk. Og ih ja, hvor kunne dét dog også bare være fornøjeligt. Men det påvirker ingenlunde bandet, som er iskolde og klippefaste i deres performance. Dette er en gruppe, der pladedebuterede forrige år, og de er mindst lige så professionelle som flere af dem, der i det hele taget startede selve dødsmetalgenren.

I en forrygende halv time ejer Smothered hele festivalen. "Sverige - Danmark: 1 - 0!" udbryder jeg til stor moro for vort nabolands gæve repræsentanter, da jeg følgende passerer dem i backstagelokalet. De har fortjent det, - men det gør det ikke mindre seriøst ment.
Karakter: 5,5/6

Smothered6

 

Huldre

Der går dog ikke længe, inden denne stilling bliver mere end udlignet. Der er et væld af nyopdagelser på en showcase som hér, og hvert år står ét band ud blandt de andre som den største positive overraskelse.  Med så meget talent som i år føler jeg næsten, at jeg vælger mere fra end til ved at udpege ét band. Men ikke desto mindre må æren denne gang tilfalde den danske folkemetal-sekstet Huldre, hvis sange, performance og sceneshow som samlet pakke er årets mest gennemførte, overbevisende og professionelle. Faktisk i så høj grad, at de også løber med æren for bedste koncert på MGM 2015.

Folkemetalscenen har vokset sig større både herhjemme og i Europa igennem de sidste 7-8 år. Det er forståeligt; det er en både lytte- og live-venlig genre, der appellerer lidt ekstra til både metalfans med en lidt bred smag og også gerne til udenforstående. Og hvor nogle af disse bands i store træk er lidt ekstra sjove og dansable - som f.eks. Svartsot - er det rent faktisk muligt at lave både flotte og spændende arrangementer indenfor genren - som f.eks. hos Lumsk. Men hvor de fleste folkemetal-grupper i det mindste har deres momenter, er det de færreste, der formår at være interessante fra ende til anden.

Dem er Huldre ét af. Huldre er ganske enkelt bare bedre end dem allesammen. Jo, fandme så. Dette er mindst en lige så kreativt vellykket genrefusion, som da Sorten Muld blandede folkeviser med elektroniske rytmer på den fantastiske "Mark II"-skive fra - åh gud - 1997. Melodierne hos Huldre er som taget ud af dén anden tid, bandet tydeligvis holder så meget af og så succesfuldt benytter som ramme for deres sagn og viser fra mørke heder, stendiger og ubetrådte skovbunde.

Jeg er ganske enkelt bjergtaget. Én ting er, at bandets folkedragter og scenedekorationer med grene, blade, blomster, dyrekranier og gevirer er så gennemført; fremførslen er tillige eminent og lyden klokkeklar. Både drejeliren og violinen har en lige så stor plads og berettigelse i musikken som den metalliske hårdhed. Men det er ingen af delene, der er det primære kreative omdrejningspunkt: Det er den forjættede gode sang, som Huldre synes at have et uudtømmeligt arsenal af. Og så står jeg sgu og bliver lidt hyggelun på vokalist Nanna Barslev, som udover at synge hypnotiserende flot (samt i øvrigt være taknemmeligt attraktiv i middelalderoutfit) faktisk er en overraskende dygtig stemningsoppisker. Men uden at det går ud over hendes naturlige karismatiske ophøjethed og aura. Mere perfekt frontfigur i denne genre findes næppe.

Jeg skal have fingre i den debutskive, og de skal fandme snart udgive opfølgeren, for jeg har haft "falder dug, falder rim/og ulven løber i skoven"-refrænet på hjernen i tre døgn nu.
Huldre er et af de alt for få bands her på jorden, hvis kvaliteter transcenderer enhver tænkelig subgenrekasse, de så måtte kunne tilhøre: Dette er slet og ret og ganske indiskutabelt bare ualmindeligt velskrevet og velspillet musik. Hvordan i alverden kunne de kun blive nummer tre på den endelige Wacken Metal Battle sidste år?? Hvis der findes retfærdighed i verden, bliver Huldre det næste store danske metalband på den internationale scene. - Men selv om de ikke gør, har de allerede beriget vores land med en større selvstændig sangskat end visse grupper, der har eksisteret i fire gange så lang tid. Og nej, jeg havde som ovenfor antydet ikke hørt en eneste tone fra dem før i aften.
Men jeg elsker dem allerede.
Karakter: 6/6

Huldrefoto8

 

Iniquity

"Hold kæft, hvor skal jeg bare hjem og høre Konkhra og Illdisposed i morgen!" En makker er gået totalt i dansk-90'er-døds-humør efter Iniquitys afslutningsshow. Og det er der alt muligt god grund til.

Iniquity er simpelthen årets uundgåelige. Med deres nær-legendestatus på den danske dødsmetalscene, deres gen-genforening og denne aftens gennemspilning af debutklassikeren "Serenadium" (1996) er de det band, jeg har set mest frem til at opleve. Jeg er klar over, at de næppe kommer til at overgå Huldres tryllebindende show. Men de er tættere på end nogen andre.

Når jeg før siger, at Smothered er festivalens mest brutale indslag, er det kun fordi, det endnu ikke er blevet Iniquitys tur. Og hvis Smothered spillede tight, kunne Iniquitys sammenspil være programmeret. Det er med nær vantro, at jeg - igennem hele weekendens i øvrigt absolut skarpeste lyd - konstaterer, at Iniquity spiller så godt sammen som kun alverdens absolut tighteste dødsmetaloutfits. Hver eneste af hele rytmegruppens dæmonpåkaldende toner er som svejset sammen med hinanden. Samtlige akkorder er som øksehug, der begraver sig i levende kød; samtlige trommerundgange er som asteroidebombardementer. Det er simpelthen hårdere, dybere og tungere end noget andet dansk band indenfor genren.

Det er sidssygt, at det hér kan lade sig gøre for et navn, der har haft så skiftende besætninger. Og det er sindssygt, at vokalist og guitarist Martin Rosendahl, hvis meritter også tæller bl.a. Corpus Mortale og Slow Death Factory, kan have landets ondeste growl og i det hele taget gjort så meget for dansk dødsmetal, når han virker som en gut, der bare godt kan li' at ryge halløjsa-tobak og spille computer. Med al respekt for den oprindelige vokalist Brian Petrowsky, som desværre døde i 2011, virker Rosendahl som den eneste rigtige frontmand.

Hvor Huldre trods alt delte vandene mellem de stakkels kræsenpinde og os ægte musikfans lige før, er publikumskoncentrationen og stemningen på absolut højeste niveau hele Iniquitys overlegne performance igennem. Intet andet band på dette line-up kunne have lukket festivalen af - og da slet ikke så behørigt som det bliver gjort hér. Hele forreste række bølger af svingende headbangerhår, og samtlige hænder ryger i vejret mellem numrene.

Jeg fatter ikke, hvordan Iniquity kan have stået så meget i skyggen af så mange andre danske dødsmetalbands. Selv jeg, der normalt ikke er så interesseret i genren, foretrak Autumn Leaves og Illdisposed i sin tid. Efter i aften vil jeg prøve at opstøve "Serenadium". For satan, for en skive, mand.
Karakter: 5,5/6

Iniquity8



Kære læser: Hvis du som jeg lige nu sidder og bliver en lille smule rørt, så skyldes det nok bare, at du ganske enkelt også har været på Monorama nu i weekenden. Og kære Leifur hin Fagre: Som menneske er du fantastisk, men som booker synes du beriget med en eller anden form for superkræfter. Jeg har i hvert fald meget svært ved at se, hvordan næste års line-up skal kunne overgå dettehér. Jeg kan kun parafrasere mig selv fra både i går og i fjor: Det er ud over alle røverkøbs rimelige grænser, at så meget fantastisk musik kan fås for 150,- kr.! Og ydermere: Selvom nærværende beskrivelse af alle disse skønne musikalske oplevelser så måtte lyde nok så tillokkende i sig selv, er MGM mere end det. Og det til trods for alle tænkelige minusser - inklusive et publikum der generelt skal lære at tie stille mens musikken spiller og en kronisk væltestiv lortebums i Entombed-t-shirt, der gjorde sit for at være så irriterende som muligt for både bands og publikum hele lørdagen. (Hvis du læser det hér, så lær for helvede at styre din brandert, belastende skodjunkie.)

Men så er det også slut med at bitche. For som jeg indledningsvist nævnte i går, så er MGM større og bedre end summen af de elementer, den består af. Selv på en lørdag aften med så fremragende koncerter som denne. Tænk engang at noget i sagens natur så perifert som en showcase for undergrundsmetal med kapacitet til 150 M/K i en forstad til verdens største provinsby kan danne ramme om så megen glæde og så mange fede koncerter, som flere af mit livs hele Roskilde Festivaler har præsteret.

Ovenpå al denne skamløse skamros kunne man foranlediges til at tro, at der da nærmest kun kan ligge nepotisme til grund, og at jeg da må være totalt på pikken af arrangøren og Monorama samt sikkert også flere af bands'ene. Svaret dertil er et stort, rungende næh. Såmænd ikke. Jeg er ganske enkelt bare vild med musik, øl og gode venner, og som gammel Aarhus-dreng dagligt bosat på Amager nyder jeg så meget desto mere de relativt sjældne gange, jeg besøger den jyske metalscene. Derudover kan jeg igen kun gentage mine ord fra for godt og vel et år siden: Hvis du endnu ikke har besøgt denne lille festivalperle, så tag for himlens skyld at dukke op og se, hør og mærk på egen krop hvor herligt et arrangement det er.
Ja, faktisk kan jeg ikke forestille mig det blive meget bedre end i år. - Men det skal naturligvis ikke forhindre mig i at møde op igen og igen.

Vi ses til Mono Goes Metal 2016!

 

Læs også vores reportage fra fredag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Dirty Days Of Summer 2014: Hjortene, Blues Pills

Dirty Days Of Summer på Beta er efterhånden en kær tilbagevendende tradition. Pool, grill, øl og glade mennesker. Er man lidt heldig viser det sig endda, at det hele foregår i solen. Dirty Days Of Summer er synonym med Sommer, måske endda startskuddet til sensommeren. Igen i år byder Beta op til dans, tre dage i træk, med tre hovednavne. Herder, Blues Pills og Deafheaven, tilføj hertil opvarmning fra Piss Vortex, Hjortene og Redwood Hill. På anden dag af dette års version, stod den på sol, en smule blæst, gevir på scenen og gedigen blues-/stonerrock.

 

Hjortene

Omkring kvart over otte fandt det danske kult-band hjortene frem til Betas intime scene. Godt akkompagneret af et tæt pakket publikum. Mit kendskab til Hjortene er begrænset. Så vidt jeg kan forstå har de eksisteret siden 2004 og pludselig fundet vej til overfladen igen i 2014. Ti års blackbox for undertegnede, hvilket giver så meget mere grund til at opleve trekløveret live. 

De tre hjorte startede da også stærkt ud. Lyden er som lyden er på Beta – god, og efter nogle indledende små justeringer af vokal- og basniveauet, skulle bandet bare koncentrere sig om at levere deres kompositioner. Kompositioner der bliver leveret med indlevelse og intensitet. Hele bandet emmede af energi og overskud. En vibe der bevægede sig ud blandt publikum, der uden større besværligheder fik temperaturen til at stige godt i den lille sal. Velspillet og godt leveret. 

En positiv førstehåndsoplevelse, der dog havde sine ridser. Bandets roede tilgange til genre gav koncerten et fragmenteret og rodet udtryk. Skulle der spilles progrock, stonerrock, bluesrock eller bare heavy metal. Det roede rundt med genreinputs og her faldt koncerten desværre lidt til jorden. Det naturlige flow var sjældent eksisterende og opbrud på opbrud gav et samlet rodet indtryk, af et band med kompetencer, der dog mangler at finde den røde tråd i deres musik. Under alle omstændigheder leverede Hjortene en god opvarmning, der på god vis ledte publikum videre til aftenens hovednavn. 4 ud af 6.

 

Blues Pills

Siden Blues Pills udsendte deres debut EP Bliss og efterfølgende Devil Man tilbage i 2013, har forventningerne til bandet været massive. Den 28. juli i år kom så fuldlængdedebuten, en debut der absolut levede op til forventningerne til bandet. Således fremme ved aftenens hovednavn, hvor danskerne endelig fik mulighed for at opleve den svenske blues-/stonerrock kvartet. 

21:20 var Beta tæt fyldt. Hvis ikke koncerten var udsolgt, må det givetvis have været meget tæt på. Det medførte en naturlig saunastemning, hvor kolde fadøl blev mixet godt rundt med svedperle. En intens aroma, der kun blev forstærket som bandet satte gang i ”High Class Woman”. Men dundrende trommer og bas blev kompositionen rullet frem og som cremen på toppen: Elin Larssons fantastiske vokal, der viste sig lige så intens og groovie i liveformat som på plads. ”High Class Woman” og efterfølgende ”Ain’t No Change” satte ikke bare temperaturen yderligere op, men satte også gang i en rolig bølge af hoveder der gyngede i takt med rytmen. En effektiv start og en effektivitet der blev fast holdt under hele koncerten. 

Ud over Larssons kommentarer mellem numrene, var der ikke meget kommunikation fra bandet. Sorriaux på guitar og Anderson på bas stod begge og stenede løs, mens de leverede den ene lækkerhed efter den anden. Perfekt afmålt med aftenens scenarie. Vi blev blandt andet liret igennem numre som ”Astralplane”, Tony Joe White coveret ”Elements and Things” og mit personlige højdepunkt ”Black Smoke”. Omkring en time blev det til før svenskerne takkede af og forlod scenen.

En time der levede op til de forventninger jeg havde til bandet og endda imponerede. Det er svært at sætte ord på hvor godt det hele spillede og langt hen af vejen, kunne bandet ikke have valgt en bedre setlist. Så ungt et band, der alligevel lyder som om de har spillet genren i flere år. Tilføj hertil Larssons Joplin-agtige vokal og man har det perfekte setup. En flot koncert der fortjener en flot karakter. 5,5 ud af 6.

 

Samlet set en god dag hvor man kun kunne undre sig over, at flere ikke mødte op tidligere og nød solen foran Beta. Men når det er søndag, der er fodbold og det hele er lidt på standby kan det forståeligt godt været lidt trægt at komme ud af døren.

 

  • Blues Pills_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Blues Pills_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Blues Pills_9
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed