fbpx

Desaster - Churches Without Saints

Tyske Desaster har i mere end 3 årtier markeret sig med en blanding af Black- og Thrash Metal, og det har ikke ændret sig på bandets niende studiealbum. Som titlen antyder, har albummet religionens hykleri som tema, og er optaget, mikset og mastered af bandets lydmand Jan Gensheimer.
Han har skabt et lydbillede, som balancerer mellem det rå, garageagtige og det gennemsigtige. Resultatet har en let overvægt til den rå side, hvilket giver helheden en liveagtig energi samtidig med, at der er fin fokus på stortrommerne hos bandets nye mand bag tønderne, Hont. Men han er ikke ene om at nyde godt af rammerne, for også sangeren Sataniac, guitaristen Infernal og bassisten Odin bliver sat fint i scene. Og frem for alt, så passer produktionen perfekt til bandets fortolkning af Thrash Metal, hvor der suppleres flittigt med byggeklodser fra Death- og (især) Black Metal. Det giver denne gang en højeksplosiv blanding, som eksekveres i højt tempo, og med masser af power. I et par numre bryder de sorte elementer igennem og dominerer, men ellers fungerer de som en smagsforstærker til musikkens grundstamme. Resultatet er meget overbevisende; selvom der rykkes hårdt fremad fra start, er der overskud til at variere, og niveauet holdes igennem samtlige spilleminutter, så der ikke er grund til at fremhæve nogle numre frem for andre. Mine møder med Desaster har ikke altid været lige positive, men denne gang må jeg konstatere, at tyskerne rammer plet!

Tracklist:
1 The grace of sin (intro)
2 Learn to love the void
3 Failing trinity
4 Exile is imminent
5 Churches without saints
6 Hellputa
7 Sadistic salvation
8 Armed architects of annihilation (in clarity for total death)
9 Prinordial obscurity
10 Endless awakening
11 Aus Asche (outro)
Samlet spilletid: 46:05

Læs mere...

Nightfall - At Night We Prey

I sin tid var Nightfall et af de første græske metalbands til at få en international kontrakt, og det førte bandet frem i 1990’erne og 00’erne; men siden 2013 har der været meget stille omkring bandet. Det skyldes, at hovedmanden Efthimis Karadimas har været ramt af sygdom, men nu er han klar sammen med et nyt line-up, der bl.a. tæller bandets originale guitarist Mike Galiatsos.
Jeg kan ikke sige, om det skyldes den ret lange pause eller det nye line-up (måske begge dele?), men faktum er, at 2021-udgaven af Nightfall er betydeligt mere spændende at lytte til, end de udgaver af bandet, jeg ellers er stødt på. Musikken har en kerne af thrashet Death Metal, som via en overbygning af tremologuitarer både får tilført en lækker sort kant og et stænk melodi. Det hele passer rigtig godt til Karadimas’ brøl, og selvom numrene gennemgående holder et fint niveau, vil jeg fremhæve “Wiches” og “Temenos”, som kvalitetsmæssigt stikker ud fra mængden.
På de albums med Nightfall, jeg tidligere har anmeldt, var der også gode numre, men de var enlige svaler mellem mindre spændende tracks. Og det er netop fraværet af disse svipsere, der ikke blot gør ”At Night We Prey” bedre end sine forgængere, men også positionerer det som et generelt stærkt udspil.

Tracklist:
1. She Loved the Twilight
2. Killing Moon
3. Darkness Forever
4. Witches
5. Giants of Anger
6. Temenos
7. Meteor Gods
8. Martyrs of the Cult of the Dead (Agita)
9. At Night We Prey
10. Wolves in Thy Head
Samlet spilletid: 46:10

Læs mere...

Ulcerate - Stare Into Death And Be Still

Selv om Ulcerate har eksisteret i næsten 20 år og udgivet 6 studiealbums (inklusive ”Stare Into Death And Be Still”), er dette mit første møde med bandet fra New Zealand. Hvor Jamie Saint Merat (trommer) og Michael Hoggard (guitar) har været med fra starten, kom bassisten
Paul Kelland med i 2005 og overtog også vokalposten 3 år senere.
Man skal ikke lytte længe før det står klart, at Ulcerate aldrig har satset på at blive mainstream, og heller aldrig bliver det. Deres stil er meget speciel, og kombinerer elementer fra forskellige genrer: Der er masser af tyngde, som man kender det fra Doom Metal, og den kombineres med voldsomt arbejdende instrumenter, som det kendes fra den tekniske side af Death Metal. Det hele er pakket ind i en mørk og utilnærmelig produktion, hvor rytmesektionen flere steder fremstår som en kompakt masse mere end selvstændige instrumenter. Derfor skal man som lytter virkelig fokusere for at adskille enkeltdelene, og det er en krævende opgave. Derfor bliver det til noget af en prøvelse at blive bombarderet på denne måde i 7-8 minutter ad gangen, og jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at trykke PLAY igen lige efter en gennemlytning.
Ulcerate kører en stil, der med sin lukkede facon tiltaler et mindre udsnit af Metalfolket, og som derfor naturligt vil få en mindre udbredelse. Når jeg alligevel smider 3 stjerner efter albummet er det ikke fordi jeg synes om stilen, men fordi den kompromisløse tilgang fortjener anerkendelse.

Tracklist:
1. THE LIFELESS ADVANCE
2. EXHALE THE ASH
3. STARE INTO DEATH AND BE STILL
4. THERE IS NO HORIZON
5. INVERSION
6. VISCERAL ENDS
7. DRAWN INTO THE NEXT VOID
8. DISSOLVED ORDERS
Samlet spilletid: 58:23

Læs mere...

God Dethroned - Illuminati

Efter tre albums med elementer fra første verdenskrig som temaer vender God Dethroned på ”Illuminati” tilbage til tekstuniverset fra bandets tidligste dage, nemlig religionen … eller rettere sagt modstand mod religion. Som vanligt er Henri Sattler primus motor på alt fra sangskrivning til produktion, og som vanligt er der justeret i besætningen, hvor Dave Meester er ny guitarist.
Stilmæssigt er der ikke så meget nyt, for God Dethroned fortsætter deres kombination af Døds- og Black Metal. I forhold til de senere albums virker musikken denne gang en smule lukket, hvor titelnummeret og ”Broken Halo” sætter retningen. I ”Book of Lies” åbnes der for nogle melodiske elementer, som i de følgende numre blandes godt med de mørke sider. Den cocktail gør ”Spirit of Beelzebub” og ”Satan Spawn” til albummets højdepunkt, fordi balancen mellem lys og mørke står stærkest her.
Mod slutningen slår det kirkelige igennem på musikken, først via kirkeorgel i ”Dominus Muscarum”, siden via storladne kor, der svarer frontvokalen i det afsluttende ”Blood Moon Eclipse”.
Ved at udgive ”Illuminati” tre år efter ”The World Ablaze” viser Sattler, at gendannelsen i 2014 var alvorligt ment. Og godt det samme, for hollænderne viser igen, at de har noget at tilbyde de Metalfans, der kan li’ deres Død med en sort kant.

Tracklist:
1. Illuminati
2. Broken Halo
3. Book of Lies
4. Spirit of Beelzebub
5. Satan Spawn
6. Gabriel
7. Eye of Horus
8. Dominus Muscarum
9. Blood Moon Eclipse
Samlet spilletid: 36:37

Læs mere...

Urn - Iron Will Of Power

Med en start der ligger helt tilbage i 1993 er finske Urn på papiret et veteranband, men med til historien hører en del stille perioder og mange udskiftninger i line-uppet. Derfor er albummet her kun bandets femte, og meget sigende har hovedmanden Sulphur skiftet resten af besætningen ud siden ”The Burning” fra 2017.
Bandet lægger ud med en blanding af Black- og Thrash Metal med højt tempo og deraf følgende energiniveau. Selvom musikken indeholder mange elementer fra den Sorte Metal, trækker Sulphurs vokal lidt i den anden retning: Den er let brølende, men ikke ekstrem; derfor opfatter jeg mere stilen som Thrash tilsat Black Metal end den rene vare. Urn fastholder stilen på albummets første 4 numre, og her begynder det at blive lidt ensformigt. Derfor er det meget passende med det stille og instrumentale ”Gates To Hyboria”, der ikke blot fungerer som et stille afbræk, men også markerer et stilskifte. I de sidste numre er musikken mindre voldsom og mere i retning af Heavy Metal. den beholder sin skarpe kant, men er mere sej og groovy. Det giver plads til nogle seje guitarer i ”Spears of Light” og ”Hunted”, som begge hører til blandt albummets highlights. Det bidrager til en flot afslutning på et album, som trods en lidt ensidig start alligevel fremstår som interessant.

Tracklist:
1. Downfall of Idols
2. Malignant Strange Vision
3. Funeral Oath
4. Prayers
5. Gates to Hyboria
6. Demonlord
7. Spears of Light
8. Hunted
9. Will to Triumph
Samlet spilletid: 40:50

Læs mere...

Apparatus - Yonder Yawns the Universe

Apparatus har base i hovedstaden, og bandet har eksisteret siden 2012. Tre år senere debuterede de med albummet ”Apparatus”, som over de næste par år fik følgeskab af tre EP’er med titlerne ”Cthulhu I-III” – det understreger bandets interesse for H.P. Lovecraft. Den er intakt på bandets andet album ”Yonder Yawns the Universe”, hvor de med egne ord ”rykker Lovecrafts mythos op af det underjordiske dyb og ud i rummet”.
Dén rejse bliver sparket hårdt og brutalt i gang med ”Synchraat”, hvor der virkelig hamres igennem i voldsomt tempo, mens vokalen growler og skriger. Der bliver også plads til en helt stille passage med lidende skrig i baggrunden – helt i tråd med horrorgenren.

Stilen med Death Metal tilsat black-elementer fortsætter albummet ud, og den omsættes både i afsnit med ekstremt højt tempo på randen af kaos, og passager hvor tyngden er i fokus. Den første stil rammer sit klimaks i ”Adnihilo”, der er et halvt minuts Grindcore tilsat stemningskor, mens den sidste rammer sit yderpunkt i ”Flux”, der starter som ren Doom.

Apparatus viser, at de har udmærket greb om stilens forskellige detaljer, men hermed er de kun halvt i mål – tingene skal også sættes rigtigt sammen. Her kniber det mere for bandet, for flere steder optræder der underlige skift i musikken, ligesom jeg ind imellem får fornemmelsen af, at musikken er ved at tage magten fra musikerne – at tingene er ekstreme virker vigtigere end at de er gode. Derfor er overbeviser albummet kun for alvor i glimt, men det er lige nok til, at der hives tre stjerner hjem.

Tracklist:
1. Synchraat
2. Lash
3. Cults
4. Adnihilo
5. Æon
6. Empyreann
7. IX
8. Flux
Samlet spilletid: 33:19

Læs mere...

Hate - Auric Gates Of Veles

Selv om Hate har haft skiftende besætninger og i nogle år har været reduceret til en duo, har det ikke ændret på bandets virkelig vrede Death Metal; i de senere år er den endda blevet skærpet ved at indlemme elementer fra Black Metal. Årsagen til den faste kurs skal søges i, at Adam the First Sinner stadig styrer alt undtagen slagtøj – det overlader han til Pavulon.

Den rollefordeling lader til at passe begge parter fortrinligt, for de leverer Metal på et virkelig højt niveau; albummet er en langemand i ansigtet på de folk, der fejlagtigt tror, at Metal er noget, enhver kan spille.

Her bliver den overbevisende indsats omsat til Dødsmetal med en fortættet mørk atmosfære, der ikke kammer over i ren Black Metal, men hele tiden bevæger sig i grænselandet mellem de to genrer. Det giver numrene et udtryk, som er meget brutalt, men også en smule lukket. Det søger Hate at modvirke ved at snige en smule melodi ind i guitararbejdet, men det ændrer ikke meget på helheden – de sejtrækkende guitarer og de smadrende trommer sætter retningen for de 8 numre. Adam sætter trumf på med en stærkt brølende vokal, som tilfører ekstra power.

Hate giver mig anledning til endnu engang at konstatere, at den polske scene for Death- og Black Metal hører blandt de allerbedste, selvom en smule monotoni koster lidt i den samlede karakter.

Tracklist:
1. Seventh Manvantara
2. Triskhelion
3. The Volga's Veins
4. Sovereign Sanctity
5. Path To Arkhen
6. Auric Gates of Veles
7. Salve Ignis
8. Generation Sulphur
Samlet spilletid: 39:10

Læs mere...

Ketzer - Cloud Collider

Ti år efter udsendelse af deres debut ”Satan's Boundaries Unchained”, er tyske Ketzer ude med album nummer fire: ”Cloud Collider”. Albummet har været tre år undervejs, og blev indspillet i to studier i løbet af efteråret 2018.

Hvor forgængeren ”Starless” stilmæssigt var mere Rock og Post Metal, markerer det nye udspil en tilbagevenden til en mere rendyrket form for Metal. Det er umiddelbart en rigtig god ide, for efter en kort instrumental intro brager bandet fra domkirkebyen Köln løs for fuld tryk: ”Keine Angst” sætter retning mod det mørke med Black guitarer og en dejligt grum vokal, mens ”Walls” fortsætter samme mørke stil, bare ikke så varieret. Endelig markerer titelnummeret en energisk og intens afrunding på en hård og vellykket åbning, inden det nedtonede ”Forever Death” giver en energimæssig pause.

Herefter er det som om kvaliteten stille og roligt falder frem mod slutningen, for selvom vokalen fastholder sin grumme og hvæsende natur, er det ikke nok. For samtidig mister musikken en stor del af sin intensitet; det er som om den går tabt i interne detaljer uden at bidrage til helheden. Resultatet er, at hvis man køber albummet på vinyl, vil man have en stærk side A, men kun sjældent høre side B – som helhed kan ”Cloud Collider” derfor kun høste et Okay herfra.

Tracklist:
1. The Machine
2. Keine Angst
3. Walls
4. Cloud Collider
5. Forever Death
6. The Wind Brings Them Horses
7. No Stories Left
8. This Knife Won't Stay Clean Today
9. (The Taste of) Rust and Bone
10. Light Dies Last
Samlet spilletid: 42:35

Læs mere...

Vltimas - Something Wicked Marches In

Navnet Rune Eriksen siger dig måske ikke det store, men hvis jeg i stedet skriver Blasphemer, bør hans tid i Mayhem dukke op i hukommelsen. Siden har han arbejdet med flere projekter, og nu kommer der med Vltimas et mere i rækken. Her har Eriksen teamet op med et par andre store navne, idet David Vincent (med en fortid i Morbid Angel) står for vokalen, mens Flo Mounier fra Cryptopsy håndterer trommerne.

Debutalbummet lægger hårdt ud, og de første numre er udstyret med nogle af de hurtigste guitarangreb jeg længe har hørt – aldrig var sammenligningen med maskingeværild mere passende – især i det seje titelnummer lyder det bare SÅ fedt!
Det høje tempo fastholdes gennem hele albummet, hvor Mounier støtter guitarerne med masser af blasts, mens Vincents myndige stemme giver numrene ekstra kant. Det resulterer selvsagt i et højt energiniveau, men selvom der er lighedspunkter, så har musikken ikke det samme flow som f.eks hos Marduk. I stedet er der lidt knudrede passager, der vækker minder om Eriksens tid i Mayhem. Det samme gør de hurtige tremoloanslag på guitaren, som ikke gør musikken helt Sort, men alligevel svider den lidt i kanten.

Når man lægger alt sammen, står man tilbage med et virkelig godt album, hvor alle tre aktører understreger deres høje niveau, både som musikere og sangskrivere. Jeg håber derfor, at Vltimas ikke forbliver et studieprojekt, men at der bliver mulighed for at opleve musikken live.

Tracklist:
1. Something Wicked Marches In
2. Praevalidus
3. Total Destroy!
4. Monolilith
5. Truth And Consequence
6. Last Ones Alive Win Nothing
7. Everlasting
8. Diabolus Est Sanguis
9. Marching On
Samlet spilletid: 38:21

Læs mere...

Mantar - The Modern Art Of Setting Ablaze

Så er der nyt fra den nordtyske duo Mantar, som består af Hanno Klaenhardt (guitar/vokal) og Erinc Sakarya (trommer). Jeg har tidligere anmeldt et par af deres udgivelser, som var meget forskellige i kvalitet; det er derfor spændende at høre, hvor Mantar placerer sig med deres nyeste udspil.

Deres rå og alt andet end polerede stil har de to holdt fast i, så numrene er kendetegnet ved tunge rytmer og Klaenhardts råbende vokal, som ikke har meget variation i sig. Derfor er det de udmærkede riffs i ”Age Of The Absurd” og ”Seek + Forget”, der skiller sig ud fra mængden. Sidstnævnte har en del Rock i sig, ligesom tempoet er til den friske side. Det er den også i ”Teeth Of The Sea”, som mod slutningen pepper tingene op.

Den skramlede stil med elementer af Rock minder mig ind imellem om Darkthrone, men det lykkes ikke for Mantar at servere de upolerede numre med samme overbevisning som deres norske kolleger; trods flere positive tiltag ender for meget bare i ensformighed uden at komme ud over kanten. Mit indledende spørgsmål om bandets kvalitetsmæssige position med dette udspil kan derfor besvares med ”nogenlunde midt på skalaen” – albummet markerer sig positivt med udmærkede guitarriffs, men kan ikke leve op til titlens løfte om at sætte noget i brand for alvor.

1. The Knowing
2. Age Of The Absurd
3. Seek + Forget
4. Taurus
5. Midgard Serpent (Seasons Of Failure)
6. Dynasty Of Nails
7. Eternal Return
8. Obey The Obscene
9. Anti Eternia
10. The Formation Of Night
11. Teeth Of The Sea
12. The Funeral
Samlet spilletid: 47:40

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed