fbpx

Baest – Necro Sapiens

Siden starten i 2015 er det gået pænt stærkt for Baest; de to albums ”Danse Macabre” (2018) og ”Venenum” (2019) har givet positiv respons fra både anmeldere og publikum, og har sikret bandet fra Århus jobs rundt om i Europa. Nu satses der på at fortsætte den positive tendens med albummet ”Necro Sapiens”.
Og det starter godt, for efter en kort intro med hammerslag på ambolten går det løs med ”Genesis”; nummeret byder både på rå energi og glimrende guitarmelodier. Der følges op med titelnummeret, hvor tempoet er øget, og hvor guitarerne leder tankerne i retning af Bolt Thrower. Vokalen gør sig bemærket ved at være lidt monoton i sin growlen, men ret nem at forstå – ikke en selvfølge i genren. Samtidig lægger man mærke til den virkelig flotte produktion, som måske er en anelse til den pæne side, men det er en lille ting.
Den overskygges af en anden sag, for efter en stærk start slår Baest ind på en kvalitetsmæssig slingrekurs: Mens numrene på intet tidspunkt mangler power, er flere af dem en tand for lange. Det resulterer i, at man ryger ind i passager med stilstand flere steder, så jeg fristes til at trykke Skip.
Denne dråbe malurt ærgrer mig, for ”Necro Sapiens” er udmærket håndværk sat op i fine rammer; alligevel lever Baest ikke op til forventningerne denne gang.

Tracklist:
1. The Forge
2. Genesis
3. Necro Sapiens
4. Czar
5. Abattoir
6. Goregasm
7. Towers of Suffocation
8. Purification Through Mutilation
9. Meathook Massacre
10. Sea of Vomit
Samlet spilletid: 44:46

Læs mere...

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • EUROPE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_4
  • Forfatter: Jill
  • Huldre_5
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Baest - Copenhell 2017

Det burde simpelthen ikke være muligt.

Jeg taler hér om flere ting. Dels at jeg befinder mig hér midt i den grå, regnfulde og blæsende dårlige, danske joke af en undskyldning for “sommervejr”, som jeg hader så inderligt — og dog har et så stort, lyksaligt smil over hele den skideskoldede festivalfemøre, at selv de mest fredfyldte tibetanske zenbuddhistmunke må ængstes en kende ved denne mærkbare forrykkelse i den kosmiske glædesbalance.

Dels at de så purunge aarhusianske dødskometer i Baest har opnået retten til netop titlen dødskometer i løbet af en periode, hvori andre bands knapt nok kan nå at bestemme sig for, om der skal købes Tuborg eller Hof til øveren.

Og dels at så mange mennesker kan stå og have det mere eller mindre lige så lyksaligt som jeg til så dybe, skurrende toner spillet så panden-mod-muren-aggressivt, at de må have kunnet indgyde panisk rædsel blandt de bersærkervikinger, der rendte rundt her på egnen dengang, hvor en rigtig mand havde hårpragt som Baests to forrygende øksebetvingere Svend Karlsson og Lasse Revsbech.

Jeg har hørt meget om bandets fænomenale statur og kvaliteter siden deres debutshow på Royal Metal Fest for knapt et år siden. — Et af de shows som det i dag er ret bittert at have haft for mange tømmermænd til at overvære, skal jeg sige jer.

Men fra første skønt ondsindede anslag denne lørdag eftermiddag på Pandæmonium er det indlysende, at der nok skal blive noget så rig mulighed for at gå til Baest-koncerter fremover. Det er som at få en lastbil af ren energi lige i ansigtet med 200 km/t. Og selvom dødsmetal reelt er så fjendtlig og utilnærmelig en genre, som tilfældet er, er dette én af de stunder, hvor jeg oprigtigt ser skævt til mennesker, der ikke evner at forstå det fede ved det hér.

Ydermere er Baests liveenergi bare én ting. En anden er de forrygende skæringer, der kommer ud af gruppens favntag med oldschool-Stockholm-død á la Dismember og Entombed. Tingen er så bare, — og nu skal jeg dæleme passe på mit renommé som mangeårig metalskribent hér, — at Baest har lært af de børnesygdomme, som ophavsmændene fødte genren med, og fandme gør det bedre. Jeg synes dybt seriøst, at Entombed først blev ordentligt fede, da de gik rock’n’roll, og at plader som “Left Hand Path” er mere eller mindre tvivlsomt producerede. En decideret lytterfjendtlig sound vægtet over spændende komposition HAR fandme aldrig været nogen fornuftig prioritet. (Jo sgu; nu har jeg skrevet det, og så må konsekvenserne være, som de bliver.)

… Men ligesom foregangsmændene i Bloodbath har Baest lykkeligvis både formået at fatte og reparere på det problem. Hele lydbilledet er tydeligt og klart uden at gå på kompromis med den klassiske rundsavsklang. Og selvom genren reelt ikke levner Baest de store variationsmuligheder, tyder de to nye numre på, at bandet er begyndt at udforske — og ud-fordre — sig selv rent sangskrivningsmæssigt.

Når jeg således “kun” giver Baest 5/6 er det fordi, de indenfor dødsmetallens rammer ikke bare har normal plads til udvikling. — Vi snakker større potentiale end noget andet dansk undergrundsband indenfor nogen genre, jeg har hørt, siden de første numre med Solbrud fandt vej til Sort Søndag.

Spørgsmålet er så bare, hvor store begrænsninger bandets danskklingende navn på længere sigt vil give dem internationalt. Men med den spilleglæde og professionalisme, jeg overværede denne lørdag, samt med anmeldernes reaktioner på både bandets Copenhell- og senest Roskilde-shows taget i betragtning, skal der vist noget nær det modsatte af et mirakel til, hvis ikke de hér drenge som det allermindste opnår status på niveau med Dawn of Demise eller Hatesphere her i landet.

Hvor der er en vilje, er der som bekendt en vej. Og det er dén vilje og vej, der fysisk afspejles blandt publikum, når Baests supergrowler Simon Olsen som en anden Moses splitter crowden hele vejen ned til lydhuset. — Og dernæst med musikkens magt maner de to publikumshalvdele sammen i et lige dele livsbekræftende og dødsforagtende frontalsammenstød, der energimæssigt modsvarer dén aarhusianske dødslastbil, vi allesammen lige fik i ansigtet.

God himmelflugt, gutter.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • SLAYER_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Huldre_4
  • Forfatter: Jill
  • GHOST IRIS_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed