Thy Catafalque er et af den slags bands, som ikke lader sig sætte i bås, simpelthen fordi deres musik peger i mange forskellige retninger. Det sker også på bandets niende udspil, hvor Tamás Kátai som eneste medlem selv spiller en lang række instrumenter, men også får hjælp af en del gæstemusikere- og sangere.
Sangerne er ikke så fremtrædende, for hovedparten af spilletiden er rent instrumental; vokalerne optræder kun i korte sekvenser, og spænder fra Kátais vildt brølende stemme til rene og nydelige kvindevokaler, som vender tilbage flere gange og er med til at binde tingene sammen. Og det er der brug for, for albummet er en sand skattekiste af forskellige stilarter, som sammensættes på kryds og tværs til spændende konstellationer. ”Naiv” er et puslespil sammensat af brikker fra stilarter som Metal, Rock, Electronica, Folk og Jazz – ikke umiddelbart nem en opgave at samle til fornuftigt album. Men det lykkes for Kátai; han formår både at gengive de enkelte genrer autentisk, men topper indsatsen ved at matche brikkerne, så musikken bevarer sin intensitet og nerve. Samtidig er den i konstant bevægelse, og hele tiden på vej mod noget nyt. Således matches kvindevokaler med Metalguitar og en Rockmelodi med fedt drive afløses af saxofonjazz; det hele vel at mærke uden, at det virker rodet eller forkert. Og det er i virkeligheden den største bedrift på et album, der får de varmeste anbefalinger med herfra.

Tracklist:
1. A bolyongás ideje
2. Tsitsushka
3. Embersólyom
4. Számtalan színek
5. A valóság kazamatái
6. Kék madár (Négy kép)
7. Napút
8. Vető
9. Szélvész
Samlet spilletid: 47:03

Italienske Nero Di Marte har eksisteret siden 2012, men selv om bandet udsendte albums i både 2013 og 2014, er "Immoto” mit første møde med dem. Det relativt lange interval fra seneste udgivelse skyldes, at bandet har fokuseret på at turnere, og derfor først nu har fundet tid til at gå i studiet.
På albummet lægger man hurtigt mærke til sangeren Sean Worrell; han har en vokal stil, hvor han i lige så høj grad som at synge prøver at fortælle og udleve teksterne; det minder mig lidt om Niklas Kvarforth, bare ikke nær så gennemført og slet ikke så overbevisende.

Den ledsagende musik optræder i mange afskygninger, men kan hurtigt opdeles i to dele: Én hvor der virkelig hamres igennem, hvor tempoet er højt, og hvor det hele er lidt kaotisk; og Én hvor alt er nedtonet med henblik på at skabe fine, rolige stemninger. Betragter man albummet som helhed, er der meget stor forskel på de mest stille og de voldsomste passager; det kunne forlede læseren til at tro, at albummet er meget dynamisk. I virkeligheden oplever man det ikke sådan, fordi de forskellige grader af intensitet optræder i meget lange afsnit med helt samme niveau. Samtidig er numrene ikke særligt interessante; de stille passagers fine stemninger fører ikke rigtigt nogle steder hen, og de voldsomme pendanter rykker ikke for alvor. Så selv om Nero Di Marte eksperimenterer fint, så holder deres koncept ikke helt; derfor er ”Immoto” ikke godkendt herfra.

Tracklist:
1. Sisyphos
2. L'Arca
3. Immoto
4. Semicerchi
5. La Casa del Diavolo
6. Irradia
7. La Fuga
Samlet spilletid: 67:10

Det her kunne have været så godt – i mørke, indendørs, uden forstyrrende elementer som sol og vind. Zeal & Ardor er bundseriøst, men det musikalske udtryk står svagt her i dagslys og hvortil lyden bliver kastet til højre og venstre, så det lyder upræcist og mudret. Det lægger en dæmper på sagerne, ikke mindst hvis man bare står lidt væk fra scenen.

Det er dog en pæn mængde der er dukket op, men mange virker mest af alt til at være her for at se giraffen (det er første gang projektet er forbi Danmark). Som ikke-fan og interesseret lytter kommer det dog aldrig udover de nærmeste rækker, og så meget sker der heller ikke på scenen (dvs. noget nær ingenting, faktisk). Foruden de førnævnte helt forreste rækker, så er det en passiv interesse der hersker hvor det hele sådan set kører fint (foruden den halvdårlige lyd), men aldrig bliver rigtig interessant. Der mangler... et eller andet, både fra band og publikum.

Så kan konceptet være nok så interessant, men nu og her kommer det aldrig nogen steder. Forhåbentligt kan de tage revanche indendørs indenfor en overskuelig tidsramme. Det fortjener de.


Sætliste:
1) – Sacrilegium I
2) – In Ashes
3) – Servants
4) – Come Down
5) – Blood In The River
6) – Fire Of Motion
7) – Waste
8) – You Ain’t Coming Back
9) – We Can’t Be Found
10) – Built On Ashes
11) – Ship On Fire
12) – Gravedigger’s Chant
13) – Row Row
14) – Devil Is Fine
15) – Don’t You Dare
16) – Baphomet
Kilde: www.setlist.fm

Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke var blevet advaret; i den første linje i pressematerialet står direkte, at "Abandon Of The Self” er et vildt dyr af et album – det er ærlig snak, for mit møde med franskmændenes nyeste udspil har ikke været nogen nem opgave. Ikke at det overrasker, for deres ”Hydra Lernaia” faldt ikke i min smag – men dét møde ligger næsten 10 år tilbage, så der var håb om, at de har udviklet sig.

Håbet lever i bedste velgående i åbningsnummeret ”Astral”, som udviser klart mere struktur end ved sidste møde; Mathieu Nogues råbende vokal mødes af rene kor, og den ledsagende Metal er mørk, men sammenhængende.

Desværre holdt de gode takter ikke længe, for allerede i det efterfølgende nummer falder bandet tilbage i en rodet stil, som blander indelukket Metal, talte sekvenser og elektroniske lyde. Vekslen mellem forskellige elementer kan være inspirerende, men i dette tilfælde sker det på en alt andet end fed måde. Vokalen virker ofte selvhøjtidelig, og musikken er tilknappet og uvenlig på en småirriterende facon. I sidste ende er det alligevel den ustrukturerede opbygning, som er det største problem ved albummet – i passager er der elementer med udmærket ide, men de afløses lynhurtigt af intetsigende modstykker. Min konklusion er derfor, at Eryn Non Dae har bevæget sig I den rigtige retning, men at der er lang vej til noget, som falder i min smag.

Tracklist:
01 - Astral
02 - Stellar
03 - Omni
04 - Eclipse
05 - Halo
06 - Fragment
07 - Abyss
Samlet spilletid: 49:52

En af grundene til, at jeg beskæftiger mig med at anmelde musik er, at det er en måde at opdage nye kunstnere og stilarter, som ellers ville gå under i den store strøm af nye udgivelser. Igennem årene har det givet mig mange gode oplevelser, men også møder med ting som har udfordret mig som musikelsker. Denne anmeldelse gælder et album i den sidste kategori; det er debutalbummet fra den skotske gruppe Aschenspire.

Gruppen har eksisteret siden 2013 med sangeren og trommeslageren Alasdair Dunn som mastermind. Og netop den vokale side er central, så den vender jeg tilbage til. Albummet består af syv numre, som hver omhandler et markant træk ved det britiske imperium.

Den musikalske side af albummet er ikke så svær at gennemskue; her blandes elementer af Metal, der rækker fra det tunge til deciderede blastbeats samt mere Rockprægede toner. Oveni kommer violin og klaver som repræsentanter for rent akustiske bidrag. Samlet giver det en meget bred pallette af udtryk, som udnyttes virkelig godt – den dynamiske bredde rækker fra det helt stille til det eksplosive, ligesom der bliver plads til mange flotte melodier.

Og så tilbage til vokalen, som hurtigt bliver til det springende punkt i bedømmelsen af albummet. Dunn synger nemlig kun kortvarigt i traditionel forstand, resten af tiden leverer han noget, der ligger et sted mellem sang og tale. Det er yderst specielt, men manden lever virkelig sine tekster ud; han skriger, han brøler, han trygler, han truer i en sådan grad, at fremførelsen ofte minder mere om et teaterstykke end musik. Ved første gennemlytning stjal han al opmærksomheden, men efterhånden indfandt der sig en balance mellem ham og musikken. Og jeg kan sagtens høre noget spændende og endda dragende i kombinationen; det er intelligent lavet og flot sat sammen. I længden bliver vokalen dog for anstrengende, men Aschenspire scorer topkarakter på indsats og originalitet – også selv om det kun fungerer i mindre bidder.

Tracklist:
I. Restless Giants
II. The Wretched Mills
III. Mariners at Perdition’s Lighthouse
IV. Grievous Bodily Harmonies
V. A Beggar’s Belief
VI. Fever Sheds
VII. Speak Not of the Laudanum Quandary
Samlet spilletid: 59:21

Black Hole Generator udsendte sit første livstegn i 2006, og så skulle der gå 10 år før bandets andet udspil kom på gaden. Årsagen skal primært findes i, at bandets primus motor Bjørnar E Nilsen har mange andre jern i ilden, bl.a. som producer.

Dark Essense Records har aldrig været bange for at tage fat på musik, som er ikke-mainstream, og det er de heller ikke i dette tilfælde. Black Hole Generator bliver markedsført som Black Metal, og en pæn del af den samlede spilletid bliver da også brugt i dén genre. Det kommer til udtryk i pludselige energiudladninger med fræsende guitarer og vildt hamrende trommer; varigheden af de enkelte sekvenser er ikke imponerende, men de passer fint til den ledsagende vokals brølen.

Men musikken har også en anden side, som er noget sværere at sætte label på. Det mest fremtrædende element er vokalen, som er meget teatralsk, ind imellem næsten en helt karikatur. Det kan lyde forfejlet, men det passer udmærket til musikken, som bibeholder sin mørke tone, men også bliver mere varieret. I mangel af bedre betegnelse, kalder jeg stilen Avantgarde.

Der er ingen tvivl om, at Black Hole Generator er for folk med speciel smag – mange vil give op under første gennemlytning. Men for mig er ”A Requiem For Terra” et album, som langsomt giver slip på sine indre værdier – Og når alle lægges sammen, er resultatet langt bedre end første gennemlytning indikerede.

Tracklist:
1. A Requiem for Terra
2. Titan
3. Moloch
4. Beneath a Chemical Sky
5. Emerging Pantheon
6. Earth Eater
7. Spiritual Blight
Samlet spilletid: 38:04

Når man som anmelder kunstnere første gang, er det helt som med Forrest Gumps chokoladeæske: Man ved aldrig, hvad man får. Sådan var det også med dette album, som er det andet udspil fra det italienske band SYK (skal udtales som det engelske ”sick”). Albummet er produceret af Philip H. Anselmo og Stephen Berrigan, og udgives på førstnævntes pladeselskab Housecore Records.

Den vokale side af numrene bliver varetaget af sangerinden Dalila Kayros, og det gør hun med fynd og klem. Hendes stemme er kraftig, og hun bruger den på en teatralsk måde, der giver en meget personlig stil med lejlighedsvise skrig. Den ledsagende musik er meget forskellig fra nummer til nummer, men gennemgående er den støjende og ikke altid lige sammenhængende.

Hver for sig er de to hoveddele stærke, men desværre fungerer de overhovedet ikke, når SYK sætter dem sammen. De passer slet ikke sammen, og det lyder som om, at sangerinde og band kun spiller det samme nummer i 5% af tiden – resten tilbringes med at spille i helt forskellige retninger. Det ville være okay, hvis ikke det var så EKSTREMT IRRITERENDE af lytte til! Enhver gennemlytning er en konstant kamp for ikke at trykke på SKIP tasten for at komme videre, og jeg må konstatere, at dette stykke chokolade ikke smager mig.

Tracklist:
1. I-Optikon
2. Sinomi
3. Disintegrate
4. Mud
5. Fleshworms
6. Fong
7. Absense
8. The White Sun
Samlet spilletid: 36:47

Andrew Curtis-Brignell startede Caïna som et soloprojekt i 2004, men har siden haft en del forskellige musikere med i foretagenet. Trods de varierende besætninger har bandet været særdeles produktivt, og har udsendt en lang række EP’er og splits. Og så en stak fuldlængde albums, hvor ”Christ Clad in White Phosphorus” er det syvende i rækken.

Caïnas musikalske verden viser sig skarpt opdelt i to retninger, som er meget forskellige men alligevel hænger sammen. Mest fremtrædende er rendyrket Black Metal, som fremstår helt efter traditionel opskrift: Den er meget vred, og med sin aggressive facon lægger den naturligt afstand til lytteren. Der er virkelig højt tempo og smadder på, men ikke mange nuancer; det hele lyder uhyre ens fra nummer til nummer. Især vokalen er monoton, og kun i titelnummeret er den til at forstå; i alle andre numre skal man virkelig spidse ører, hvis man skal opfange mere end enkelte ord. Til gengæld er den herligt vild, vrængende og voldsom – helt efter bogen.

Den Sorte Metal afløses af forskellige instrumentale passager, hvor tempo og power er væk, og erstattet af ret rolige indslag med synthesizerskabte klangflader og samples. Det er godt lavet, specielt fordi man fornemmer, at vildskaben ligger under overfladen og kan bryde løs når som helst. Kun i det 12 minutter lange ”Extraordinary Grace” overdrives indsatsen, så det bliver kedeligt.

Det kan man ikke sige om albummet som helhed, for de forskellige udtryk giver udmærket dynamik. Alligevel mangler igen det sidste for at brænde igennem – omsætning af de gode intentioner er kun delvist godkendt.

Tracklist:
1 - Oildrenched and Geartorn
2 - Torture Geometry
3 - Fumes of God
4 - The Throat of the World
5 - Gazing on the Quantum Megalith
6 - God's Tongue as an Ashtray
7 - Entartete Kunst
8 - Pillars of Salt
9 - The Promise of Youth
10 - Extraordinary Grace
11 - Christ Clad in White Phosphorus
Samlet spilletid: 52:57