fbpx

Siamese - Shameless

Sidst jeg stødte på Siamese var i 2015, da de udgav deres selvbetitlede tredje album. Det bød på melodisk Rock af den lettilgængelige slags, som også er populær udenfor Danmarks grænser. Som promo materialet fremhæver, er de internationale ambitioner også i fokus på bandets nye album ”Shameless”, og det er tydeligt, at Siamese sigter mod et stort og bredt publikum med udgivelsen. Guitarerne er tilstrækkeligt fremme til, at numrene med lidt god vilje passer i Rockafdelingen, men vokaler, melodier og produktionen er rettet mod airplay i mainstream radio. Her er vi så ovre i en kategori, som vi normalt ikke gør noget ud af her på siden, og skulle jeg bedømme ”Shameless” alene ud fra egne præferencer, ville karakteren ende helt i bund.

Når den ikke gør det, skyldes det til primært, at albummet ikke forsøger at gøre sig til noget andet, end det er: En professionel omgang Poprock, som ikke er rettet mod metalhoveder som mig, men et helt andet publikum. Vigtigst er her, at selv om det hele er poppet, så er det tydeligt, at der ligger godt håndværk bag de ti numre. Derfor er spørgsmålet ikke så meget om jeg kan li’ musikken, men mere om jeg tror, at Siamese kan klare sig internationalt. Og ja, det tror jeg, for melodierne er fængende nok til, at der nok skal blive radiotid til Siamese - også selv om den bliver nul på mit eget anlæg.

Tracklist:
01. Ablaze
02. Tunnelvision
03. One Night Thing
04. Soul & Chemicals
05. Brother
06. My Turn
07. The Promise
08. Make It Out
09. Never Be The Same Again
10. Cities
Samlet spilletid: 36:51

 

Læs mere...

Shoot The Girl First - Follow The Clouds

Det er utroligt så lidt konkret information jeg har kunnet støve op omkring Shoot The Girl First. Så vidt jeg kan se er de fra Cannes i Frankrig, og "Follow The Clouds" er deres andet album, efter at de udgav "They Have Time, We Have Clocks" i 2011. På deres Facebookside har de skrevet "Electro Post Hardcore" under genre, og den betegnelse har jeg beholdt her. Jeg kunne nu også sagtens gå med med til "Fesen emotionel metalcore med elektroniske tendenser", men det andet passer faktisk bedre, og så undgår vi også at klistre det altomfattende "metalcore" mærke på det.

Jeg kan vist lige så godt melde ud med det samme: Jeg er ikke tosset med det. Musikken lander et underligt sted hvor jeg bestemt ikke har tænkt mig at befinde mig ret meget. En stor del af tiden forsøger de at slå det stort op og gøre det ømt og følelsesladet, men jeg synes for det meste ikke at det lykkes for dem. Det bliver en nemt smule kedeligt, og de elektroniske elementer, der netop skal hjælpe med at skabe stemningen, virker lidt for primitive og intetsigende.

Der er én ting jeg synes der fungerer godt for dem, og det er at der kommer dejligt med smæk på, når de åbner op for kedlerne. De kan sagtens smede nogle propre metalcore passager sammen med aggressivitet, rytme og timing. Men hvem kan efterhånden ikke det i disse tider? Det er i hvert fald ikke nok til imponere mig sådan en grå mandag aften som denne. Hvad siger du?

Trackliste:
01 – No Tales, No Worries
02 – Give & Take
03 – Jagerbomb
04 – We’ll Never Fall
05 – Rest In Pieces
06 – Autumn Skies
07 – A Party On Your Mother’s Grave
08 – An Ocean For The Eyeless
09 – Follow The Clouds
10 – Last Lesson, Be A Hero
Samlet spilletid: 34:40

Læs mere...

Dead Silence Hides My Cries - The Symphony of Hope

Stort set alt omkring Dead Silence Hides My Cries er omgivet af tung melankoli. Det er lige fra sangtekster over musikalitet til albumcover. Selv bandets navn udtrykker en følelse af frustration og emotionel tumult. Og her sidder jeg og må blankt erkende, at jeg æder hele pakken, omend måske ikke helt råt, så i hvert fald i mere nærheden af "bloody as hell" end "medium". 

 
Jeg har efterhånden lyttet det her album igennem rigtig mange gange, og det tog mig altså et par gange at komme på den anden side af klichéerne. Metalcore, tjek. Emo, tjek. Growl og scream suppleret med clean sang, tjek. Derudover har jeg også kæmpet med min egen frustration over, at musikken til tider sniger sig i retningen af den melodiske dødsmetal, som jeg har så meget hang til, men hvor den aldrig helt kommer i mål. 
 
Nu skal man jo ikke bare lade sig slå ud med det samme, så med repeat knappen i bund tog jeg et par omgange mere i selskab med stilheden og skrigene. Det viste sig heldigvis at være en fremragende beslutning. 
 
Albummets titel "The Symphony of Hope" er bestemt ikke grebet ud af den blå luft. Musikken bruger symfoniske elementer i stor stil, og pladen er som helhed næsten en episk oplevelse. Den både starter og slutter med kortere instrumental numre, og de har også været så frække at smide et mere af slagsen ind midt på pladen. Jeg kan godt have et noget anstrengt forhold til introer, outroer og lignende, men i dette tilfælde synes jeg at de bidrager til at løfte pladen op i det rum, bandet har sigtet efter. Der er brug for masser af plads når følelser skal udtrykkes, og Dead Silence Hides My Cries gør brug af al den plads, de kan få fat i. Ud over de symfoniske træk bliver der også anvendt en god del elektroniske virkemidler, og det er virkelig en balancegang, der kan være svær at styre. Især med den stil de har lagt for dagen, men jeg synes i store træk at det er lykkedes ret godt for dem. Der er generelt masser af fyld i numrene og det kan i ny og næ godt blive en anelse for meget. 
 
Dead Silence Hides My Cries lyder så gennemført amerikanske, at jeg blev noget overrasket, da jeg fandt ud af, at de er fra Hviderusland. Pladen her er udgivet på Artery Recordings hvilket helt sikkert har bidraget til den velproducerede og sprøde lyd, men deres selvudgivne debutalbum "The Wretched Symphony" fra 2010 er nu ikke langt bagefter. Musikalsk er "The Symphony of Hope" helt sikkert et skridt fremad for de 6 hviderussere. De er blevet en del mere klare i spyttet om, hvad de er og hvor de vil hen. Tegningerne var der på første album, men konceptet er blevet forfinet på opfølgeren. Og så synes jeg at det er et lækkert lille touch at begge albumcovers er holdt i samme stil, med samme tema og de samme dystre farver. Konceptet er sgu gennemført.
 
Som så meget andet metalcore er der masser af det hele; brutalitet, ømhed, musikalk lir, højt til loftet og fængende omkvæd. Det er ikke altid det lander et holdbart sted, men i det her tilfælde har jeg vendt min usle og fedtede tommelfinger opad. Begge deres plader er i øvrigt at finde på Spotify, så der er rig mulighed for selv at lytte på sagerne, og selvfølgelig få bedømt hvorvidt jeg er helt til rotterne eller ej.
 
Tracklist:
 1. My Nightmares Turned Into Reality 1:18
 2. Who Are You, Mr. Brooks 3:14
 3. The Helping Hand 3:42
 4. My Hard & Long Way Home 3:18
 5. The Pursuit Of The Dream 3:40
 6. Born To Find Myself (Instrumental) 2:20
 7. John Doe 4:02
 8. Unfair And Cruel Fate 3:15
 9. Hate Unleashed 3:53
10. My Inspiration 3:53
11. Rest In Peace, My Friend 3:47
12. Let Me In 3:22
13. Viateo (Instrumental) 2:30
 
Samlet spilletid: 42:14
Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed