fbpx

Armored Saint - Punching the Sky

At John Bush er en rigtig fed vokalist har jeg syntes lige siden han i sin tid var sanger i Anthrax; ”Sound of White Noise” er stadig et af mine yndlingsalbums med dét band. Nu møder jeg ham så i front for sit oprindelige band Armored Saint, som med ”Punching the Sky” for ottende gang sender et studiealbum på gaden.
Her er de musikalske rammer noget anderledes end hos Anthrax, for Armored Saint spiller Heavy Metal med en noget mildere tilgang. Nøgleordet for bandets indsats er ”Pæn”, for både musik og produktion er på et niveau, der passer til forårskoncert på flinkeskolen. Kun i ”Missile to Gun” og “Never You Fret” er der tilløb til lidt spænding, men det bliver aldrig til mere end de indledende øvelser.
Facit er, at John Bush stadig besidder en formidabel stemme, men det er ikke nok til, at rette op på en tyndbenet omgang sangskrivning. På mange måder er dette album perfekt til en tid, hvor det gælder om ikke at fornærme eller støde nogen; ”Punching the Sky” vil bestemt ikke træde nogen over tæerne. Omvendt er dets tandløse fremtoning mindst lige så langt fra at kunne begejstre, og det havde været mere passende, hvis albummet var opkaldt efter nummeret ”Bark, No Bite”.

Tracklist:
1. Standing on the Shoulders of Giants
2. End of the Attention Span
3. Bubble
4. My Jurisdiction
5. Do Wrong to None
6. Lone Wolf
7. Missile to Gun
8. Fly in the Ointment
9. Bark, No Bite
10. Unfair
11. Never You Fret
Samlet spilletid: 53:29

Læs mere...

Armored Saint - Carpe Noctum

Med en historie, der går tilbage til starten af 1980’erne, er det imponerende at Armored Saint i dag eksisterer i en besætning, der er så tæt på originalen, som det lader sig gøre. Der har ellers været en del udskiftninger, ligesom bandet har været lagt på is i flere omgange – det forklarer, hvorfor de har udgivet relativt få albums. Til gengæld har de været flittige i live-sammenhæng, hvilket er baggrunden for denne udgivelse, som indeholder optagelser fra koncerter i Tyskland, nemlig i Aschaffenburg og Wacken i 2015.

Hvis vi starter med det positive, så er det rart at høre, at John Bush stadig har power i stemmen; jeg har altid godt kunnet lide ham, og hører til blandt dem, som synes at han gjorde det godt i Anthrax. Det gør han også her, hvor hans indsats er albummets højdepunkt. De andre musikere gør ikke så meget væsen af sig, deres indsats er solid og rutineret, men ikke meget mere end det. Og så er lyden udmærket, selv om den sikkert er blevet justeret efterfølgende, som det er kutyme i dag.

Og så til den mindre positive del at sagen, for musikken er alt andet end spændende. Jeg er ikke velbevandret i bandets bagkatalog, men kan ikke lade være med at undre mig over, om de otte udvalgte numre virkelig de bedste, Armored Saint kan mestre? I så fald står det skidt til, for jeg mangler i dén grad intensitet og energi. Samlet set er albummet en skuffelse, og titlen er ikke passende; jeg synes ikke, at amerikanerne griber hverken natten eller chancen for at markere sig positivt.

Tracklist:
1. Win Hands Down
2. March of the Saint
3. Stricken by Fate
4. Last Train Home
5. Mess
6. Aftermath
7. Left Hook From Right Field
8. Reign of Fire
Samlet spilletid: 38:50

 

Læs mere...

Armored Saint - Win Hands Down

Selv om den har været afbrudt nogle gange, rækker Armored Saints karriere alligevel mere end 30 år tilbage i tiden; et faktum der placerer amerikanerne blandt pionererne inden fpr Heavy Metal.

Selv om den musikalske stil er traditionel Metal i stedet for Thrash, kom jeg efter ganske kort tids lytning til at tænke på Anthrax, og det er ingen tilfældighed. Sangeren John Bush stod nemlig i front for netop Anthrax på en række albums i 1990’erne. I Armored Saint sammenhæng leverer han foruden sin karakteristiske vokal alle tekster, mens bassisten Joey Vera har skrevet musikken. Resultatet er en stribe numre, som tydeligvis hører hjemme i Heavy Metal kategorien, men ikke følger den klassiske vej blindt. I stedet er der tilføjet et lag af seriøsitet og modenhed, som giver dybde og langtidsholdbarhed. Et godt eksempel herpå er ”An Exercise In Debauchery”, som ikke umiddelbart fænger, men vinder med tiden. At de også kan gå rent ind, viser Armored Saint i ”That Was Then, Way Back When” og ”With A Head Full Of Steam”, hvor tempoet er øget, og guitarerne supplerer Bush på stærk vis.

Samlet set fremstår ”Win Hands Down” som en gennemarbejdet skive, hvor der ikke satses på hurtige gevinster, men hvor det gode håndværk er i højsædet. I mine ører rækker det ikke til pressetekstens ophøjelse til Årets Album, men udmærket, det er det.

Tracklist:
1. Win Hands Down
2. Mess
3. An Exercise In Debauchery
4. Muscle Memory
5. That Was Then, Way Back When
6. With A Head Full Of Steam
7. In an Instant
8. Dive
9. Up Yours
Samlet spilletid: 51:08

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed