fbpx

Cnoc An Tursa - The Forty Five

Navnet Cnoc An Tursa er gælisk, og betyder noget i retning af ”højen med den opretstående sten”. At man har valgt netop dette navn passer fint ind i bandets ønske om at kombinere traditionelle skotske melodier og ditto lyrik med moderne Metal.

”The Forty Five”, som er bandets andet album, lægger ud med episke melodier og nydelige folkemelodier uden indhold af Metal. Det virker næsten som om, at bandet vil sikre sig, at lytteren forstår deres musikalske rødder inden der tilsættes andre ingredienser. Uanset baggrunden, så fungerer musikken godt; under hver gennemlytning har jeg en film med storslået og rå natur kørende på den indre biograf.

Brugen af fløjter er behersket, men den er alligevel tilstrækkelig til, at musikken får et umiskendeligt britisk Folk-præg. Samtidig kører der tunge Metal-rytmer i baggrunden, som sikrer pondus og energi. Og skulle det ikke være nok, leverer guitaristen Alan Buchan en brølende vokal, der har power nok til at sætte tingene på plads. Hvis man stadig savner energi, skal man hen til ”Sound The Pibroch”, som eksploderer i voldsom Metal, men bibeholder de fine melodier fra de resterende numre. Det efterfølgende ”Fuigheall” følger trop med mere af samme skuffe, bare lige for at markere.

Kombinationen af Folkemusik og Metal er ikke helt nem at få til at fungere; ofte passer balancen ikke, så det ene af elementerne får overtaget. På dét punkt klarer skotterne sig virkelig godt, for ”The Forty Five” holder hele tiden gang i begge dele på en overbevisende måde, hvilket gør albummet virkelig godt.

Tracklist:
1. Will Ye No Come Back Again
2. The Yellow Locks Of Charlie
3. The Standard on the Braes o' Mar
4. Wha Wadna Fecht For Charlie
5. Flora Macdonald
6. Sound The Pibroch
7. Fuigheall
8. The Last of the Stuarts
Samlet spilletid: 46:51

 

Læs mere...

Caïna - Christ Clad in White Phosphorus

Andrew Curtis-Brignell startede Caïna som et soloprojekt i 2004, men har siden haft en del forskellige musikere med i foretagenet. Trods de varierende besætninger har bandet været særdeles produktivt, og har udsendt en lang række EP’er og splits. Og så en stak fuldlængde albums, hvor ”Christ Clad in White Phosphorus” er det syvende i rækken.

Caïnas musikalske verden viser sig skarpt opdelt i to retninger, som er meget forskellige men alligevel hænger sammen. Mest fremtrædende er rendyrket Black Metal, som fremstår helt efter traditionel opskrift: Den er meget vred, og med sin aggressive facon lægger den naturligt afstand til lytteren. Der er virkelig højt tempo og smadder på, men ikke mange nuancer; det hele lyder uhyre ens fra nummer til nummer. Især vokalen er monoton, og kun i titelnummeret er den til at forstå; i alle andre numre skal man virkelig spidse ører, hvis man skal opfange mere end enkelte ord. Til gengæld er den herligt vild, vrængende og voldsom – helt efter bogen.

Den Sorte Metal afløses af forskellige instrumentale passager, hvor tempo og power er væk, og erstattet af ret rolige indslag med synthesizerskabte klangflader og samples. Det er godt lavet, specielt fordi man fornemmer, at vildskaben ligger under overfladen og kan bryde løs når som helst. Kun i det 12 minutter lange ”Extraordinary Grace” overdrives indsatsen, så det bliver kedeligt.

Det kan man ikke sige om albummet som helhed, for de forskellige udtryk giver udmærket dynamik. Alligevel mangler igen det sidste for at brænde igennem – omsætning af de gode intentioner er kun delvist godkendt.

Tracklist:
1 - Oildrenched and Geartorn
2 - Torture Geometry
3 - Fumes of God
4 - The Throat of the World
5 - Gazing on the Quantum Megalith
6 - God's Tongue as an Ashtray
7 - Entartete Kunst
8 - Pillars of Salt
9 - The Promise of Youth
10 - Extraordinary Grace
11 - Christ Clad in White Phosphorus
Samlet spilletid: 52:57

 

Læs mere...

Mortichnia - Heir To Scoria And Ash

Det er ikke ofte jeg støder på Black Metal bands som angiver Dublin, Irland som hjemsted, men de findes; det beviser Mortichnia. Bandet har kun eksisteret i 2 år, men deres tilgang til debutskiven ”Heir To Scoria And Ash” er hemmelighedsfuld: De 5 medlemmer skjuler deres identitet bag initialer - meget old school.

Det samme prædikat kan man sætte på musikken, for stilmæssigt peger den i retning af de tidlige eksponenter for Black Metal. I startnummeret er der godt med tempo, og der brages løs i virkelig fed stil, men i de efterfølgende numre bliver der skruet lidt ned for vildskaben. En del af virkningen skabes af produktionen, der har placeret musikken langt tilbage - nærmest som om man har lagt en dyne over det hele.

Hvis musikken til tider holder sig tilbage, kan det samme ikke siges om vokalen: Bag den står en fyr med initialerne I.D, og han omtales heldigvis som vokalist, ikke sanger – det havde også været løgn, for han synger ikke én eneste strofe på albummet. I stedet skriger han; intenst og lidende, så man let kommer til at tænke på et såret dyr. Umiddelbart virker det ret fedt, men i længden bliver det noget ensformigt.

Så ja, vokalen er irriterende, men musikken holder den lidt tilbage, så helheden ikke bliver så tosset endda. Det er i sidste ende totalbilledet, der hiver de 4 stjerner hjem til irerne - Numrene er fint afbalanceret, og det gør albummet her til en fin debut.

Tracklist:
1 - Searing Impulse
2 - Carrion Proclamation
3 - The Waning
4 - A Furious Withering
5 - Heir
Samlet spilletid: 42:52

 

Læs mere...

The Antichrist Imperium - The Antichrist Imperium

Hvis du ikke synes, at navnet The Antichrist Imperium virker bekendt, er det ikke så underligt – det selvbetitlede album er bandets første. Hvor bandet er nyt, er musikerne det til gengæld ikke; det drejer sig om medlemmer af bands som Akercocke og The Berzerker, som anført af guitaristen Matt Wilcock har indspillet materiale, som er blevet til over i forbindelse med forskellige albums fra 2007 til nu.

Når jeg ser et bandnavn som indeholder ordet Antichrist, forventede jeg at blive blæst omkuld af tordnende blastbeats og skærende vokaler, men The Antichrist Imperium er et band med rigtig mange forskellige musikalske retninger at arbejde ud fra. De kalder selv deres stil Thrash/Death/Black/Alternativ – i min bog er progressiv en bedre betegnelse. For jo, numrene indeholder alle de elementer, som bandet nævner, men de bliver sat sammen til mange forskellige kombinationer. Det betyder, at udtrykket varierer fra det helt stille og nærmest sarte til lydmæssigt inferno i opskruet tempo. Men det betyder også mange skift imellem de forskellige stilarter, som sker glidende, så overgangene føles helt naturlige. Det giver en meget varieret pallette af indtryk, som forstærkes af, at både Sam Loynes og Sam Bean bidrager med vokaler.

Generelt ligger fremførelsen på et højt teknisk niveau, uden at det ender i ego-opvisning; i stedet markerer albummet en samling spændende ideer, som leveres med stort overskud. Og samtidig understreges det, at Wilcock skriver materiale på højt plan; når de fravalgte numre ligger på det niveau, der vises her, er man godt kørende!

Tracklist:
01 Elegy
02 The Spiritual Rapist
03 Desecrated Remains
04 The Stiffening Of Death
05 Silhouette And Flame
06 Kill For Satan
07 Epitapth
Samlet spilletid: 46:46

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed