fbpx

Abbath - Outstrider

Efter at have forladt Immortal dannede Abbath dette band med samme navn, men ikke nok med det; også bandets første album fra 2016 fik denne titel. Alligevel var hovedmanden ikke helt tilfreds, for bandets andet album, som har fået titlen ”Outstrider”, er indspillet med et helt nyt line up bag den karismatiske frontmand.

Ikke overraskende har udskiftningerne ikke har nogen nævneværdig indflydelse på bandets stil, for Abbath fortsætter med deres mørke, lidt indelukkede stil. Den har lidt svær at begejstre mig, for man skal lytte godt efter for at fange nuancerne. Og det er ikke fordi der mangler energi, specielt når tempoet øges som i ”Harvest Pyre”, eller det rå og voldsomme slippes løs i ”Land of Khem” – nummeret balancerer på kanten af kaos, men det rykker fint.

Med en musikalsk side, der ikke ligefrem er prangende, rettes fokus automatisk på vokalen, og her har manden Abbath noget at byde på. I grunden lyder han som han altid har gjort, og tak for det! Med sin mørke og truende stemme formår han trods alt at give numrene en smule kant.

Og netop som jeg troede, at jeg havde hørt alle albummets hemmeligheder, dukker ”Hecate” op ud af det blå og viser på falderebet, at Abbath faktisk kan skrive rigtig fede numre. Dem kunne jeg godt tænke mig flere af, for trods den gode afslutning er ”Outstrider” kun et middelgodt album.

Tracklist:
1. Calm in Ire (Of Hurricane)
2. Bridge of Spasms
3. The Artifex
4. Harvest Pyre
5. Land of Khem
6. Outstrider
7. Scythewinder
8. Hecate
9. Pace till Death (BATHORY cover)
Samlet spilletid: 38:52

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2016 - Lørdag

Festivalens sidste dag var på forhånd udpeget til den mørke dag med Dark- og Black Metal, så det var på også der, jeg havde de største forventninger.

 

Relicseed (2/6)
Litauen er ikke den største leverandør af navne til Metalscenen, hvilket undskylder mit manglende kendskab til dagen næste navn. Lidt søgen på nettet afslørede, at Relicseed har ud givet 2 albums og spillet i mere end 10 år, så den erfaringsmæssige side af sagen skulle være på plads.
Som ventet var der ikke mange i salen, da de tre medlemmer gik i gang et par minutter efter,at klokken havde passeret 14 - festivalfolket skulle jo lige have øjne.
Relicseed spillede Metal tilsat groove og lidt Thrash, og det gik frisk over stepperne. Guitaristen, som også stod for al kontakt til salen, fortalte, at koncerten var deres første i Danmark – dem er der mange af på årets festival.
Bandet spillede energisk, men jeg havde forventet en bedre og mere sammenhængende koncert af et band med flere albums bag sig. Numrene var temmelig uinteressante, f.eks lød alle guitarsoli ens. Så efter Relicseed kunne jeg konstatere, at sidste-dagen var i gang, men ikke mere.

 

Xaon (3½/6)
Med to år på bagen er Xaon et nyt navn fra Schweiz, som tidligere på året udsendte deres første EP, ”Face of Balaam”. De tre medlemmer Flo(bas), Vinc (guitar) og Rob (vokal) suppleres i livesammenhæng med en sessionmusikere.
Scenen var udstyret med grønlige sidetæpper som supplement til det traditionelle bagtæppe for at skabe stemning. Det samme gjorde introen, som var super tung og truende. Og så var de fem medlemmer i gang. Sangeren skilte sig ud ved at være klædt i hvid skjorte (resten af bandet var selvfølgelig i sort), men det passede fint til hans teatralske optræden, hvor han levede sig ind i numrene. Musikalsk tog man udgangspunkt i Death Metal med dugarytmer, som blev suppleret med melodiske passager og ren sang. Flere steder smagte melodierne kortvarigt af Folk, men numrene mistede ikke power. Lyden var noget buldrende, men kunne ikke ødelægge den udmærkede præstation ved bandets første besøg i DK.

 

Unleash The Archers (3½/6)
Lørdagens eneste bidrag fra den anden side af Atlanten kom fra canadiske Unleash The Archers. Aalborg er kun det andet stop på bandets er på turne med Tyr og Sirenia, så jeg var nysgerrig efter at høre og se, om bandet var kommet op i gear.
Det var de, især sangerinden Brittney Slayes viste fra start et stort vokal register, hun kunne nå meget højt som en kvindelig Rob Halford. Det passede fint til bandets Power Metal, som bød på masser af guitarlir og klassiske Heavy metal rytmer. Samtidig var der fin bevægelse på scenen, hvor især Slayes gjorde meget for at action, når hun ikke var på. I længden blev det lidt for ensformigt med vokalen, men samlet set var det en god performance af bandet fra Vancouver

 

Orm (4½/6)
Så var det tid til endnu et nyt dansk navn i form af Orm. Ud over at bandet spiller Black Metal og har deres debutalbum på trapperne, kendte jeg intet til dem.
Levende lys på scenen satte en fin stemning, inden Orm gik på. Salen blev hurtigt fyldt godt op, alle var nysgerrige efter at høre hvad Orm var for en størrelse. Og så blev vi udsat for Black Metal med mange klassiske elementer som højt tempo og tremolo anslag. Det fungerede super godt, især fordi det lykkedes at fastholde en ulmende mørk stemning. Samtidig var der lange instrumentale passager som hos f.eks. Solbrud. Orm fastholdt det mystiske ved ikke at henvende sig til publikum, hverken mellem numrene eller efter deres sæt. Samlet set var det en rigtig fed koncert, hvor min eneste egentlige kritik retter sig mod vokalerne. De var monotont brølende, og selv om der var to vokalister, lød det meget ens. Men Orm gjorde det meget overbevisende – det kommende album skal jeg helt sikkert have hørt!

 

Nordjevel (5/6)
Med start i 2015 er Nordjevel en ny størrelse, som jeg umiddelbart ikke havde forventninger til, men da jeg så at bandet har fænomenet Fredrik Widigs (Bl.a Marduk og Rage Nucléaire) bag tønderne, ændrede det sig. Samtidig efterlod bandets selvbetitlede debutalbum et positivt indtryk, så jeg var på plads, da de gik på scenen.
Det skete efter en længere filmagtig intro, så bragede det løs med Black Metal i højt tempo. Alle fem musikere var med corpse paint, sangeren var kutteklædt og han præsterede en virkelig fed dødsrallen...
Musikken var klassisk Black Metal i virkelig højt tempo, som blev spillet uhyre stramt – som ventet var trommerne i særklasse; det er imponerende at man kan se så uanstrengt ud, og samtidig spille så vildt.
Sættet havde en lille svaghed i starten, men nordmændene fik sig spillet op, og da klimakset kom i slutnummeret med sejtrækkende guitarer og melodi, var det slut på festivalens bedste koncert, som udløser penta stjerner til Nordjevel.

 

amf2016 nordjevel 

 

Horned Almighty (5/6)
Efter ikke at have hørt Aarhus drengene i nogle år, gav de en fed koncert til VMF sidste år, hvor jeg blev mindet om, hvor godt deres Black’n’Roll fungerer. Derfor havde jeg glædet mig til et gensyn på årets AMF.
Den røgfyldte scene pyntet med gedehorn og gravsten var en perfekt ramme for de corpse paintede aarhusianere, og de gav den gas fra start. Den rockprægede metal havde både groove og power, og det gik rent ind hos publikum - allerede i det andet nummer var der optræk til en moshpit. Generelt var der go kontakt mellem sangeren og salen, så der blev vist horn ved enhver lejlighed.
Horned Almughty var tilbage på AMF efter 10 års fravær, og det med stil: Kombinationen af musik og oplevelse var 5 af de takkede værd.

 

Týr (3/6)
Jeg missede at opleve Týr, da de spillede til RMF i Aarhus, men så er det jo godt, at de var booket til årets festival i Aalborg – så kunne min debut med bandets nordiske Metal være på min hjemmebane. I pressen havde der været en del polemik om bandets deltagelse i hvaldrab med krav om koncertaflysninger, men det mærkede vi heldigvis ikke noget til.
Efter lidt tekniske problemer kom koncerten i gang, og så fik vi Tyrs fortolkning af Metal: Udmærket drive i guitar og rytmer, og melodier som er hentet i Folk-afdelingen. Det gav flot respons i den fyldte sal, hvor der blev hujet og sunget med i stor stil. Skulle jeg bedømme Tyr alene ud fra stemning og publikumsrespons, ville det være svært at gå under 6 stjerner. Men det skal jeg jo ikke, så derfor lander vi noget lavere. Metaldelen er udmærket, men numrene indeholder alt for meget Folk! Jeg stod og tænkte, om hvalfangsten i virkeligheden forgår ved, at færingerne sejler ud og synger, og på den måde skræmmer grindehvalerne op på land …
Nej sorry, men det her er alt for meget skovtur og lalleglad fællessang for mig.

 

amf2016 tyr

 

Sirenia (3½/6)
Før denne aften havde jeg kun set Sirenia live en enkelt gang; det ligger efterhånden mange år tilbage, og var også til AMF. Dengang var det en tynd omgang, som ikke animerede mig til at følge nordmændene, men siden har der været mange udskiftninger. Senest er sangerinden Emmanuelle Zoldan kommet til, og hun er med til at gøre bandets spritnye album ”Dim Days of Dolor”til en god oplevelse, så min gamle skuffelse var udskiftet med positive forventninger.
De blev indfriet i starten, dels fordi musikken havde metallisk kant, dels fordi Zoldan kunne overføre vokalerne fra albummet til scenen. Til gengæld var det lidt underligt at Sirenia stillede op uden bassist og keyboardspiller, men lige som sidst kørte bas, keyboards og kor som backtrack. Det har jeg altid syntes var underligt og kunstigt, fordi det berøver musikken noget liv.
Fremmødet i salen var markant lavere end tidligere på aftenen; enten var folk ikke til Melodisk Metal, eller også gjorde de klar til Abbath. Men de som var i salen så Sirenia give en professionel, men også lidt stiv præstation, som jeg takserer til 3.5 stjerner.

 

Abbath (5/6)
På papiret er bandet Abbath nyt, men deres nøglefigur Abbath Doom Occulta er nærmest en institution indenfor den Sorte Metal. Han spillede i Immortal frem til 2015, hvorefter han dannede Abbath.
Efter den efterhånden obligatoriske ventetid, hvor salen var lukket af, mens der blev stillet an til festivalens hovednavn, blev vi lukket ind et helt kvarter før koncertstart - det er vist ny rekord for festivalen.
Lyset på scenen blev slukket, vi fik en teatralsk intro og hovedpersonen trådte ind. Abbath himself var et imponerende skue med sin make up og sit panser outfit, men hans største asset er og bliver vokalen. Dens dybt rallende natur vil være guld for ethvert Black Metal band.
Som forventet blev der spillet stramt, især fra rytmesektionen. Bassisten King viste stort overskud til at bevæge sig meget og indpiske salen. Det gjorde Abbath også, han drillede publikum, klovnede og var dejligt selvironisk – ikke en egenskab man ser ret tit i den her genre.
Det tog lidt tid at får den fyldte sal helt med, men det lykkedes for nordmændene, så selv om de ikke overgik dagens tidligere koncerter på det punkt, fik de sat et flot punktum for AMF 2016.

 

amf2016 abbath02 

 

Set ud fra fremmødet må årets festival være en ubetinget succes; jeg oplevede at der var mange mennesker alle tre dage. Til gengæld faldt eksperimentet med genreopdelte dage mindre heldigt ud; jeg snakkede med flere, som kun havde købt billet til dagen med deres favoritgenre. Og lørdagen bød på meget forskellige fortolkninger af Black Metal, hvor Dødsmetallen fredag var mere ensidig. Min konklusion er derfor, at et blandet program er en fordel for alle parter. Om det sker næste gang ser vi, når AMF 2017 slår dørene op.

 

Læs også vores dækning af torsdag og fredag.

  • NORDJEVEL_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • UNLEASH THE ARCHERS_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ORM_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Copenhell 2016 - Samlet vurdering

Jeg skal love for, at Copenhell slog kontra i år. Jeg var der ikke i fjor, - hvad jeg sikkert havde været, hvis jeg havde befundet mig i Danmark. Men programmet var altså underligt. Ikke et ondt ord om hverken Ghost eller Primus, men som hovednavne alligevel?

Og Rise Against? Og Body Count?? Jojo, ting skal da prøves, men der kan ligesom også være så lidt tilbage blandt hovednavnene af det, der egentlig udgør genrens grundstamme, at konceptet med en metalfestival så småt holder op med at give mening.

Når det er sagt, har jeg været rørende glad for at have haft Scorpions og Alice Cooper øverst på plakaten i år. Ja, de spiller “bare” hård rock. Men ved I hvad? Hele heavy metal-genren er en fucking AFART af hård rock, og Scorpions og Alice Cooper har betydet uendeligt meget mere for hele lortet end alt jeres poppunk og highschool-core til sammen. Sagde alle med tilstrækkelig erfaring til at eje kvalificeret indsigt.

Nej, men det er bare én ting. En anden er, at det netop er den type store, samlende oplevelser, der kun kan leveres af navne i den liga, som Copenhell - ja, festivaler i det hele taget - har brug for. Hvorfor skulle man afholde en festival med adskillige tusinde besøgende, hvis folk alligevel bare render og ser meta-niche-bands i hipstervenligt format? Og som både Scorpions og Cooper beviste i år, så virkede det såmænd. Førstnævnte trak den hjem på charme, nostalgi og hits; sidstnævnte leverede det mest underholdende show, Copenhell vel nogensinde har lagt scene til.

Det har dog muligvis været Black Sabbath, der har været talt mest om, og det er med al tænkelig god grund. Når verdens mest betydningsfulde og legendariske metalband giver afskedskoncert i landet, så er der ganske enkelt mødepligt for enhver, der nogensinde har nikket i takt til “Iron Man”. Og at denne koncert skulle foregå på Copenhell er et privilegium, som Jeppe Nissen vil kunne smile over på sit dødsleje. Bill Ward deltog ikke, og Ozzy synger som en tonedøv brøleabe. Men Sabbath gav en dejlig tur ned ad Memory Lane for størstedelen af Copenhells mest massive publikumsskare nogensinde - og en grundig Heavy Metal 101 for den overraskende store mængde børn, der var med i år. (Den slags elementer bør efter min mening ellers holdes i privaten, men det er dejligt at se, hvordan metallen både går i arv og kan appellere til den næste generation. Samt at folk efterhånden godt har indset, at det hele slet ikke er så vildt og farligt, som visse ignorante udenforstående vil påstå.)

At regne Megadeth for et hovednavn finder jeg dog måske lidt spøjst. Men de leverede varen som altid, og de hører jo nok til den type bands, der er fremtidens hovednavne, når de ældste titaner har gjort Sabbath følgeskab. King Diamond levede dog op til sit navn og viste klare tegn på, at det hér med at blive pensionsmoden godt kunne tage sin tid for enkelte titaners vedkommende.

Jeg håber, at Rival Sons med tiden vil kunne opnå status som hovednavn, da de viste sig at være et af få bands på Copenhell i år, der har potentiale dertil. Jeg har aldrig set nogen lignende synergi mellem rendyrket rockenergi og professionalisme. Og at gå fra deres fremragende opvisning til en ligeså god af slagsen med Decapitated siger noget om, hvilken bredde der er plads til på Copenhell. (Når altså de vigtigste kriterier for hovednavne er indfriet, jf. indledningen.)

Red Warszawa endte med at give årets fest. En bedrift jeg ellers havde spået skulle begås af Dropkick Murphys, der dog fik spillet så bravt op til dans, som de nu kunne i den bagende sol, og inden de fleste endnu var blevet ordentligt berusede. Samme type omstændigheder udfordrede også I’ll Be Damned, som dog heller ingenlunde lod sig kue mere, end at de stadig kunne levere den vanlige vare til den vanlige skare. For tidligt til fællessang var det aldeles heller ikke i tilfældet Blind Guardian, som efter 22 års ventetid gæstede Danmark for kun anden gang med et sæt, der omstændighederne taget i betragtning var alt for kort, omend dejligt klassikerspækket.

Trivium og Shinedown holdt gymnasiefest. Entombed A.D. og Abbath buldrede derudaf. Sidstnævnte endda to gange; anden gang i Motörhead-tribute-bandet Bömbers, som spillede i en brandert, der havde gjort Lemmy stolt, men dermed til gengæld leverede numrene så katastrofalt, at han må have roteret i graven. Clawfinger var gode for en nostalgioplevelse, som man muligvis skulle være født i første halvdel af 80’erne for ikke at ryste på hovedet af. Og så fik vi årets ud-af-boksen-oplevelse i form af det stjernespækkede projekt Gutterdämmerung: En kunstfilm castet med prominente medvirkende fra store dele af den verdenskendte metal- og rockscene samt et liveudført soundtrack bestående af hits fra samme. Aparte, men underholdende og interessant.

Noget, som Copenhell skal have ekstra meget ros for i år, er lyden. Jeg har hermed - for muligvis første gang i mit liv - været til en festival, hvor lyden var klar, tydelig og konsistent til samtlige de koncerter, jeg så. Efter et par særdeles vindblæste affærer til bl.a. Behemoth og Triptykon i 2014 er det en kærkommen opgradering af forholdene. Men det er mere end bare dét, for det virker, som om Copenhell har investeret i noget nær verdens mest professionelle lydmænd. Hvad end der er sket, har det i hvert fald virket. Derudover er det skønt at få Helvíti-scenen forlænget med en catwalk. Jeg ville have elsket at se den i brug under Iron Maiden, Twisted Sister eller D-A-D forrige år. Og så skulle jeg i øvrigt takke fra mine ankler for endelig at kunne komme bagom Pandæmonium til det nye bodområde Styx ved siden af Hades, så man ikke skal gå hele vejen over festivalpladsen hver gang.

Copenhell er virkelig blevet omfattende. Udover de bands, jeg ikke fik set, fik jeg heller ikke prøvet andre af de mange spisesteder end Big Bad Wolf, hvis stegt flæsk med kartofler og persillesovs vel efterhånden er berømt selv udenfor Copenhell-kredse. Til gengæld fik jeg en glimrende japansk whisky og et par Lottrup Pale Ale i whisky- og vinbaren på Dokken-området. - Som dog meget gerne må installere et klimaanlæg og dermed tage toppen af den værste saunastemning.

Derudover fik jeg kun kastet et overfladisk blik på Mediemuseets foto-, pladecover- og lyrik-udstilling, Steelborn and Forged in Concrete. Jeg fik slet ikke set Full Metal Jackets-udstillingen af den i metalregi kendte amerikanske fotograf Peter Beste, der i denne omgang har kastet sig over vores battleveste som motiv. Til gengæld fik jeg foreviget min egen vest i boden hos det nyligt åbnede RagnaRock - Museet for Pop, Rock og Ungdomskultur - en ganske indlysende samarbejdspartner for Copenhell, som jeg håber, kommer til at lave lignende projekter på festivalen fremover.

Det blev heller ikke i år, jeg prøvede det dersens Smadreland. Og Copenhells notoriske Biergarten, som nu er vokset til tremasters skonnertstørrelse, fik jeg heller ikke besøgt mere end et par hurtige gange ind-og-ud, som man siger. Dette kan dog skyldes, at Bodega Tutten har overtaget det gamle Biergarten-telt, der nu pludselig virker helt småt og hyggeligt. Hér kan man tale og høre hinanden, og hér kan man få så’n en H.C. Andersen-øl, så branderten pludselig bliver pengene værd.

Et af mine store kritikpunkter til Copenhell er nemlig fortsat ølpriserne. “Jamen-sådan-er-festivalpriser-og-de-skal-have-det-til-at-gå-op-med-økonomien” og bla, bla, bla. Overpriser er overpriser. +100 kr./liter for Royal er alt, alt for meget, ligemeget hvor i verden man befinder sig. Og det kan ikke passe, at man skal give TRES kr. for en øl, der normalt fås i håndkøb til TOLV kr. i Netto, bare fordi man er på en bestemt side af et hegn. Så må I sgu få Trooper eller Chimay på programmet!

En anden ting er vejret, - hvad festivalledelsen jo til gengæld ikke kan gøre så meget ved. Der har været dejligt meget varme og solskin, og jeg er blevet dejligt bagt på armene og i skallen. Men jeg hader regn, og jeg hader at bo i et land, hvor det skal regne i en periode, der skulle forestille at være “sommer”. Rend mig i røven; jeg flytter fandme til Spanien.

Nå. Men tror I, jeg har tænkt mig at give Copenhell 2016 en tilnærmelsesvist ringe samlet karakter?

Var I der?, kunne jeg måske også spørge. Fornemmede I bassens svingninger i næseborene og riffs’enes rykken i nakkehvirvlerne? Mærkede I varmen fra ildkanonerne? Lod I kroppen køle indefra af fadøl efter fadøl? Brugte I også alt for mange penge? Blev I hæse, fordi I skrålede med på “Poison”, “N.I.B” og “Rock You Like a Hurricane”? Krammede I den ene glade ven efter den anden? Oplevede I stemningen? - Den særlige Copenhell-stemning, som der er sagt og skrevet så meget om, at jeg knapt tør nævne den af frygt for at blive kaldt et plagiat af nogen.

Hvis du kan svare ja til bare et par af disse spørgsmål, kære læser, så vil du - ligesom jeg - fandengaleme på Copenhell igen.

Vi ses på Danmarks fedeste festival i 2017.

 

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016! 

  • RIVAL SONS_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HAVOK_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ILL BE DAMNED_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Abbath - Abbath

At hovedmanden pryder coveret er ikke noget dårligt valg; Abbath´ ikoniske maske har været et letgenkendeligt symbol på norsk Black Metal siden Immortal startede i begyndelsen af 1990’erne. Men de tre medlemmer blev uenige, og Abbath gik solo under eget navn. Med sig har han bassisten King, som han også arbejdede sammen med i projektet I. Positionen bag trommerne varetages af Kevin Foley under navnet Creature, men samarbejdsvanskelighederne er åbenbart ikke ovre endnu, for Foley forlod bandet inden albummet udkom.

Lige så markant som hovedmandens maske er hans vokal: rallende og umenneskelig på den fede måde, hvilket giver numrene den samme indbyggede skarpe kant, som i mandens tidligere arbejde. Musikalsk fortsættes ligeledes ad kendte stier, for musikken er typisk Black Metal med tempo og hamrende trommer. Det kører rimeligt groovy i ”Winterbane”, ”Ashes of the Damned” og ”Fenrir Hunts”, mens det noget tungere ”Root of the Mountain” er lidt kedeligt. Til gengæld rundes der fint af i ”Endless”, hvor gashåndtaget lige vrides en ekstra tand.

Abbath lægger et solidt stykke arbejde i denne debut; resultatet er i orden, men det rykker ikke så meget igennem, som jeg havde håbet på. Det virker ikke som om bandets mastermind har noget virkelig nyt på hjerte, for han vælger det sikre og fortsætter ad vante stier.

Tracklist:
01. To War!
02. Winterbane
03. Ashes of the Damned
04. Ocean of Wounds
05. Count the Dead
06. Fenrir Hunts
07. Root of the Mountain
08. Endless
Samlet spilletid: 48:52

 

Læs mere...

Aalborg Metal Festival føjer norsk black til programmet

Aalborg Metal Festival har i dag offentliggjort yderlige 3 navne på årets festival.

Denne gang har man fanget Indie Recordings’ 10 års jubilæums tour med de 3 norske bands Keep Of Kalessin, Vreid og Vredehammer (bestående af medlemmer fra Abbath’s live lineup).

Og samtidig gør festivalen opmærksom på at de inden for den næste uges tid vil offentliggøre yderlige bands.

Aalborg Metal Festival skriver følgende:
”NORWEGIAN BLACK METAL THUNDERSTORM ANNOUNCEMENT!

All the way from Trondheim, Norway, we present you extreme metal bandKeep Of Kalessin, black metal act Vreid and Vredehammer (containing members from Abbath's live lineup).

We have more bands and announcements to come within the next weeks.

For now, remember to sign up for our newsletter, and purchase a festival ticket before we run out!
666 over and out / the NRB team”

 

Aalborg Metal Festival finder som altid sted på Studenterhuset i Aalborg, den 5. til 7. november.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed