fbpx

Carnifex - World War X

I 2016 havde jeg fornøjelsen at anmelde albummet ”Slow Death” fra Carnifex; en stærk omgang Death Metal med både power og bredde. Derfor var der opbygget visse forventninger til bandets nyest udspil, ”World War X”, da det dukkede op til anmeldelse.
Og de blev hurtigt indfriet, for fra første nummer giver amerikanerne den gas uden på noget tidspunkt at se sig tilbage. Der brages løs med glimrende trommer og stærke guitarer, som giver en stærk underlægning til Scott Ian Lewis´ kraftfulde og flot varierede vokal. Numrene har gennemgående et stærkt drive, som både fremkalder smil på læben og nikken med nakken. Samtidig ligger musikken på et højt teknisk niveau, som også bruges til at variere udtrykket – klaverpassagerne i slutningen af ”This Infernal Darkness” vidner om både overblik og overskud.

Albummet har også et par gæster: På ”No Light Shall Save Us” supplerer Alissa White-Gluz med både brøl og ren sang, men nummeret som helhed er lidt vagt. Så er der mere gang i ”All Roads Lead To Hell”, hvor Angel Vivaldi bidrager med en flot guitarsolo; nummeret går direkte i nakkemusklerne.

Sammenligner jeg albummets med dets forgænger, er der hele vejen rundt forbedringer at spore, lige fra den flotte produktion til de effektive temposkift. Det gør ”World War X” til et endnu bedre album, som belønnes med en halv stjerne mere.

Tracklist:
1. World War X
2. Visions of the End
3. This Infernal Darkness
4. Eyes Of The Executioner
5. No Light Shall Save Us featuring Alissa White Gluz
6. All Roads Lead To Hell featuring Angel Vivaldi
7. Brushed By The Wings Of Demons
8. Hail Hellfire
9. By Shadows Thine Held
Samlet spilletid: 35:04

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed