fbpx

VOLA - Witness

VOLA kom ind på min musikalske radar med ”Inmazes” i 2015; et album som faldt i god jord hos mig. Siden har jeg fulgt bandet på afstand, og behøvede ingen betænkningstid, da deres 3. album, ”Witness” blev tilgængeligt til anmeldelse.
I åbningsnummeret ” Straight Lines” mødes jeg af VOLA, som jeg husker dem: Nummeret byder på tunge anslag i halvskæve rytmer, og samtidig meget flotte flerstemmige vokaler. Mønsteret fortsætter i ”Head Mounted Sideways”, men herefter forskubbes balancen mere mod det melodiske; musikkens skarpe sider nedtones, og selv om strengene stadig rammes hårdt ind imellem, bliver resultatet lige en tand for pænt. Derfor er det glædeligt, når ”Napalm” og ”Future Bird” for en stund genopretter balancen med nogle skarpe sekvenser. Det samme gælder den manipulerede vokal i ”Head Mounted Sideways” og det talte afsnit i ”These Black Claws”, men de fylder ikke meget i det samlede billede.
Jeg har altid syntes godt om VOLAs måde at supplere deres hårde elementer med melodiske indslag, men jeg kan mærke, at de denne gang har nået grænsen for, at tingene fungerer for mig. Derfor ligger VOLA denne gang under vanligt niveau, og selvom de stadig leverer virkelig godt håndværk, håber jeg, at de ikke fortsætter deres meget melodiske retning, men tipper balancen mere i retning af det hårdtslående næste gang.

Tracklist:
1. Straight Lines
2. Head Mounted Sideways
3. 24 Light-Years
4. These Black Claws (feat. Shahmen)
5. Freak
6. Napalm
7. Future Bird
8. Stone Leader Falling Down
9. Inside Your Fur
Samlet spilletid: 44:12

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed