fbpx

Whitechapel - The Valley

Når Whitechapel har valgt at kalde deres syvende album for "The Valley” skyldes det, at sangeren Phil Bozeman voksede op i Hardin Valley i Tennessee, og at teksterne i de ti numre handler om hans barndom. Bedømt ud fra musikkens hårdhed har det langt fra været lutter lagkage.

Whitechapel er kendt for deres brutale stil mellem Death Metal og Deathcore, og den finder vi igen i de fleste numre – mere herom om lidt. For der er også en anden og mere imødekommende side i bandets musik, som vi møder allerede i åbningsnummeret. Her afbrydes den brutale Metal af et melodisk omkvæd, som gør nummeret mere åbent og venligt. Det tager ”Hickory Creek” et skridt videre, for med sin rolige facon og rene vokal ville nummeret passe fint på en Stonesour plade. Endelig blandes tingene i ”Third Depth”, hvor ren og brølende vokal mødes til musik med hårdhed i mellemklassen.

Så er det også slut med det melodiske, for i den resterende del af spilletiden er det brutal Dødsmetal, der er i centrum. Der bydes på fin variation i udtryk (”Forgiveness is Weakness”), tunge rytmer i stil med Korn (”Black Bear”) og ekstra vrede og power i albummets bedste nummer (”Lovelace”). Som sådan opnår Whitechapel et pænt bredt udtryk, men genren har sine begrænsninger på dén front. Derfor er der i den brutale del at albummet tendenser til ensformighed, som trækker ned i bedømmelsen.

Tracklist:
1. When a Demon Defiles a Witch
2. Forgiveness is Weakness
3. Brimstone
4. Hickory Creek
5. Black Bear
6. We Are One
7. The Other Side
8. Third Depth
9. Lovelace
10. Doom Woods
Samlet spilletid: 40:29

Læs mere...

Heaven Shall Burn, August Burns Red, Whitechapel - Pumpehuset, 12.03.18

Det her bliver bare ikke en bedre metalpakke. Det må være rigeligt til forordet.

Whitechapel:
Aftenens mest brutale band, også kendt som ”dem med saven” eller bandet med tre guitarister, hvor halvanden ville være nok. Med de dårlige jokes ude af vejen med det samme gør Whitechapel en pæn entré, men vælger tilsyneladende at lægge fra land med to svage sange i form af ”I, Dementia” og ”Faces”. Det er selvfølgelig på sin vis ret effektivt, for herfra går det udelukkende opad.

Whitechapel har ikke besøgt København siden deres show for næsten otte år siden på Copenhell – og det kan mærkes. Der er nemlig en rimelig pæn forsamling af folk oppe foran, som blæser kraftigt på at det er mandag. Der går en halv sang, og så er gulvet i bevægelse mere eller mindre kontinuerligt igennem den næste halve times tid. Dette er kun mere imponerende når Whitechapel selv er noget så stillestående, at det er trist at se på – de lede ansigtsudtryk gør hverken fra eller til, og jo, Phil Bozeman spankulerer lidt frem og tilbage, men det er sgu lidt tyndt, mandag eller ej.

Lyden er dog overordnet ret solid, og lysshowet er jævnt imponerende, hvilket lover godt for både August Burns Red og Heaven Shall Burn senere hen. Vokalen ligger desværre noget lavt i mixet og lyder altså både mudret og uklar, hvilket er lidt noget skidt med et band der altså er kendt for deres forsangerens ellers nådesløst dybe vokal... Men det virker også mest til at være Bozemans egen ”skyld”: han virker halvtræt og kun semi-fokuseret. Med det sagt spiller Whitechapel solidt, det forreste publikum har en fest – og med ”Our Endless War” og ”The Saw Is The Law” som afsluttere (”This Is Exile” udgår, sandsynligvis pga. tidspres) kan man ikke klage alt for meget. Saven har talt. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – I, Dementia
2) – Faces
3) – Elitist Ones
4) – Let Me Burn
5) – Mark Of The Blade
6) – Our Endless War
7) – The Saw Is The Law
Kilde: www.setlist.fm

August Burns Red:
Hvor der er breakdowns en masse i Whitechapel, er August Burns Red primært guitarekvilibrisme x1135135 – på samme måde er deres musik ikke helt så ”tilgængelig” og der går derfor lidt længere tid til før publikum åbner op for sluserne. Men det sker dog ret effektivt i ”Empire”, og herefter konsekvent fremad, ikke mindst i de gamle slagere.

August Burns Red har også bedre scenetække end Whitechapel, i og med, at de er mere aktive – om alt andet bevæger de sig rent faktisk bare lidt. Kombineret med et glimrende lysshow og en fin lyd, der dog stadig ikke har fundet vokalens helt rigtige position. Dette er især tilfældet i de rene stykker, hvor det altså halter, medmindre man er superfan og kender det hele i forvejen. Guitarerne får derimod masser af rum at boltre sig på, og mand, lyder det godt eller hvad. Ja tak.

Fra et personligt perspektiv er det de nye sange der trækker stikket hjem, som f.eks. den Between The Buried And Me-esque ”The Frost”. Publikum virker dog til at være uenige, for det er imidlertid i ”Ghosts” at den første rigtige wall of death opstår. Energiniveauet stiger også eksponentielt herfra, forsangeren inklusiv, der midt i det hele finder ud af, at han da egentlig danser meget godt i de instrumentale stykker – og herfra er der god gas. Så selvom jeg klart er mere til de nye skæringer (de gamle er simpelthen for bøllede) er publikum altså ikke på min side. Det er også fint, for så kan jeg i halvdelen af tiden nyde musikken (halvdelen af sættet, 5 sange, er fra ”Phantom Anthem”), og i den anden halvdel ”indtage” energien i rummet. Det er godkendt, og min bedste oplevelse med August Burns Red, dog uden nogensinde at blive noget særligt.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – King Of Sorrow
2) – Empire
3) – The Frost
4) – Spirit Breaker
5) – Ghosts
6) – Invisible Enemy
7) – Dangerous
8) – Composure
9) – Float
10) – White Washed
Kilde: www.setlist.fm

Heaven Shall Burn:
Det er officielt: alle tre opvarmningsbands kan gå hjem nu, vi er nået til hovedattraktionen. En enkelt sang skal vi ind før lyden er fuld smadder og det hele kan høres klart og tydeligt – og så vokalen nu endelig den plads den rent faktisk fortjener. Lysshowet har nået sin sidste fase hvor der nu også er røg (og nærmest damp) med i spillet og lyskeglerne fornemt følger musikkens breaks, generelle stemning og sågar rytmeskift.

Og hvad sker der? Heaven Shall Burn bevæger sig reelt rundt på scenen OG snakker til salen? Det har været noget savnet og understreger for mig blot endnu engang, at disse tyskere bare har styr på at holde folk til ilden. Publikum har også, på trods af tre bands op til nu, heraf to med god gang i pitten, stadig enormt god energi – der er dog stille øjeblikke, primært i begyndelsen, og jeg når lige at tænke på, hvordan det ville være i en weekend. Men det når jeg knapt nok, for en meget positiv overraskelse i form af ”Land of the Upright Ones” sparker benene væk under de fleste tilhørende i salen, herunder mig selv: for satan, hvor er den en energibombe. Sådan, nu er vi for alvor i gang. Eller er det da ”Black Tears” bliver spillet? Eller den majestætiske ”Corium”? Nok deromkring, og selvom sidstnævnte ikke når helt op på albumniveau er det meget tæt på, og det er rigeligt.

”Combat” slår dog alle førnævnte, selv ”Land of...”, fy for den lede, der er gnister i luften her. At politikken bliver holdt til et minimum, selvom man f.eks. kunne have talt om baggrunden for netop ”Combat”, er rart, for musikken står så udmærket på egne ben. Dette er især tydeligt i både ”Voice of the Voiceless” og ”Hunters Will Be Hunted”, den sidste med dunkelt og blodrødt lys, der som de fleste nok er klar over er pro-vegan sange. Ellers så bare kig på titlerne.

Encore byder som vanligt på ”Endzeit” hvor folk i den halvlange intro allerede stiller sig klar til den nu, hvad, fjerde wall of death? Men at ”Valhalla” lukker og slukker er nu alligevel mere passende: Heaven Shall Burn har nu engang en historie med velskrevne covers, så hvorfor ikke slutte af med noget der går lidt udover det normale? Lad os være ærlige; der er ikke den store variation i repertoiret ellers. Men det behøves heller ikke altid, og slet ikke i aften. Sikke en fest vi har haft – og så på en mandag? Det var meget nemt at glemme. Var der skåret et par sange fra, og havde dette været i en weekend, så havde det været absolut perfekt. Indtil da må vi nøjes med det næstbedste. Dvs. tysk millimeter-præcision af bedste skuffe, og dertil endelig det headlinershow bandet har fortjent – lad os så næste gang give dem æren af en weekend, skal vi? 
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Downshifter
2) – Bring The War Home
3) – The Weapon They Fear
4) – Land Of The Upright Ones
5) – Counterweight
6) – Black Tears (Edge Of Sanity cover)
7) – Corium
8) – The Final March
9) – Passage Of The Crane
10) – Profane Believers
11) – Combat
12) – Voice Of The Voiceless
13) – Hunters Will Be Hunted
Encore:
14) – Endzeit
15) – Valhalla (Blind Guardian cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Whitechapel - Mark Of The Blade

At Whitechapel har valgt at fejre deres 10 års jubilæum som band ved at udsende et nyt album, overrasker ikke – det er gjort mange gange før. Men at bandet samtidig har valgt at skifte musikalsk retning, var det nok de færreste, der havde set komme. På forhånd var det meldt ud at man var kørt sur i blastbeats med fuld skrue som akkompagnement til Phil Bozemans brølende vokal, og i stedet ville sænke tempoet og give plads til mere varierede udtryk.

Som sagt, så gjort, for musikken på "Mark Of The Blade” ligger langt fra Whitechapels normale univers. Tempoet er sænket eftertrykkeligt, og selv om der er fine duga-rytmer i ”The Void”, og pænt tempo i ”Venomous”, lyder amerikanerne slet ikke som sig selv. Med sine stille guitarer og rene vokal (!) lyder ”Bring Me Home” mest som Linkin Park, mens den bastunge ”Tremors” med stakkatorytmer lyder som Korn. Der er også mere traditionel Dødsmetal på skiven, men meget sigende for niveauet er ”A Killing Industry”. Normalt ville dette nummer være medium på en Whitechapel skive, men her ligger den i toppen. I mine ører går kabalen kun op i den instrumentale ”Brotherhood”, som bygger stærkt op med forskellige instrumenter i brug.

Nej, dette stilskifte er alt andet end vellykket, for jeg savner stort set alle de elementer, som førhen har gjort Whitechapel til et spændende bekendtskab. Jeg håber derfor, at bandet hurtigt vender tilbage til deres kendte, brutale stil – retningen for dette album er IKKE vejen frem.

Tracklist:
1. The Void
2. Mark of the Blade
3. Elitist Ones
4. Bring Me Home
5. Tremors
6. A Killing Industry
7. Tormented
8. Brotherhood
9. Dwell in the Shadows
10. Venomous
11. Decennium
Samlet spilletid: 48:00

 

Læs mere...

Whitechapel - Our Endless War

Man kunne fristes til at tro at den 1:21 minutters stemningsfulde og bløde intro varslede nyt fra et band, der var gået i Nickelback mode, men det bliver manet til jorden allerede på skæring nummer to. “Lets go!”, råber manden i titelnummeret, og ja, så falder hammeren! Whitechapel er tilbage i fuld vigør. Vokalen er i dit fjæs lige fra første strofe, og så kører metalmotorcyklen ellers bare derudad! Der rammer den et band der med tunge, selvsikre skridt får dig til at rykke med overkroppen i takt, og vippe med militærstøvlen.

Whitechapel har snart en del udgivelser bag sig, og Our Endless War er sidste skud på stammen. Et album der har været undervejs i over et år, og som i følge bandet selv, er det første de rigtigt har finpudset. De er gået lidt tilbage til fordums dyder og har krydret lidt med nye tiltag. Der er blastbeats, tung lyd fra alle tre guitarister, masser af groove, og som altid Phil Bozeman i front. Den lille mand med den enorme brøl! Den mand har en helt speciel måde at bruge sit råbeorgan på, der går lige ind og rammer min “awesome” nerve. Den harmonerer bare rigtig godt med musikken og bliver et instrument i sig selv. 

Our Endless War er spækket med fede grooves, Phil’s fede vokal og en hel del mere stemning end hvad jeg synes man plejer at høre fra deres side i form af melodiske passager midt i kaosset. De får også, ganske fint, inkorporeret elementer både fra Hardcore og Thrash i form af kraftfulde breakdowns, godt tempo og fede soloer. 
Det bliver aldrig et Whitechapel der desperat forsøger at genopfinde sig selv, men et band der viser fornyet styrke. Brutaliteten, kompositionerne og produktionen er i top. Men det der lige snupper den sidste stjerne, er, at de stadig ikke udnytter de 3 guitarister fuldt ud og at Phil, trods sin absurd fede vokal ikke bevæger sig ret langt fra sin tryghedszone. Det ville klæde ham at presse sig selv lidt og se, hvad der kunne komme ud af det.

Et lækkert album som helt sikkert vil få Whitechapel-fans til at få svedige håndflader.

Tracklist:

1. Rise
2. Our Endless War
3. The Saw Is the Law
4. Mono
5. Let Me Burn
6. Worship the Digital Age
7. How Times Have Changed
8. Psychopathy
9. Blacked Out
10. Diggs Road

Samlet spilletid: 39:00

 

Læs mere...

Whitechapel udgiver deres nye album ”Our Endless War” til april

  • Udgivet i Nyheder

Det amerikanske death metal/deathcore band Whitechapel har offentliggjort at deres femte fuldlængde album “Our Endless War” vil udkomme den 25. april igennem Metal Blade Records.
Samtidig offentliggøres artworket og track listen som kan findes nedenfor, sammen med lyrik videoen til den nye sang ”The Saw Is The Law”.

Guitaristen Alex Wade udtaler:

"We are excited to announce our fifth full length studio album Our Endless War. In typical WHITECHAPEL fashion, this CD takes the sound we have been developing over the past 8 years of our career and pushes it to new levels. We want each record we release to sound different, and this one is no exception. With dashes of every record we have done so far mixed with the intensity of a new sound, this record is sure to please fans of WHITECHAPEL, old and new”

 

I pressemeddelelsen skrives der følgende: 

”Returning with the fifth full-length of their decimating career, there is no stopping the juggernaut that is WHITECHAPEL. Our Endless War is the culmination of everything the Knoxville, Tennessee sextet have worked toward since their inception. A ruthlessly honed album that refuses to compromise on brutality, it is also by far their most streamlined, atmospheric, and emotionally powerful release, pushing every aspect of their sound to the next level.

Having progressed with every record, on Whitechapel the band took a stylistic leap forward, garnering a whole army of new fans and greater critical respect in the process. This determination is immediately apparent. Having started to "seriously" write in February of 2013, the album was a year in the making, the band letting the writing develop organically while putting everything under a microscope, working harder on perfecting every song than they ever had before.

Famed for their three-guitar lineup, the band have always packed a crushing sonic punch, but on Our Endless War they take greater advantage of this than previously. Frequently, the seven-stringers build dramatic, incredibly heavy walls of thrilling noise through interweaving their parts, making for a sonic richness that pulls listeners even further into the songs. As with all of WHITECHAPEL's releases the heaviness does not just stem from the music but Bozeman's lyrics, showing characteristic diversity across the record's ten tracks.

When it came to tracking the album the band considered no one beyond Mark Lewis, who helmed Whitechapel. "Making the self-titled record went so well, we loved the way it came out, our label loved the way it came out, and our fans kept telling us that it was our best sounding record so it would have been stupid not to work with him again!" laughs guitarist Alex Wade.

For the artwork, the band turned again to Aaron Marsh, who supplied WHITECHAPEL with its stark, arresting imagery, but again they wanted to push things to the next level. "With the sound maturing we felt like the artwork needed to reflect that. We also introduced a new logo - our old logo is classic Whitechapel, and that's not something we plan on getting rid of, but as the band grows and changes we felt like we needed the logo to represent the maturity of this new Whitechapel."”

 

Our Endless War Track Listing:

01. Rise
02. Our Endless War
03. The Saw Is the Law
04. Mono
05. Let Me Burn
06. Worship the Digital Age
07. How Times Have Changed
08. Psychopathy
09. Blacked Out
10. Diggs Road
11. A Process so Familiar (Bonus Track)
12. Fall of the Hypocrites (Bonus Track)


Whitechapel "The Saw Is the Law" (LYRIC VIDEO)

Our Endless War

Læs mere...

Whitechapel - The Somatic Defilement

Sidste år havde Whitechapel succes med deres album af samme navn, og den succes skal bandets pladeselskab selvfølgelig have maksimalt udbytte af. Inden den succesmæssige slipstrøm er fadet helt ud, smider Metal Blade Records en genudgivelse af bandets debutskive, "The Somatic Defilement”, på gaden. Man har set bort fra bonusnumre, men til gengæld remastered originalen, så den oprindelige 2007-lyd kommer på omgangshøjde med nutiden.

Det hele starter med en dyster intro, som skaber indre billeder af de gader i Londons Whitechapel kvarter, som indhyllet i tåge dannede rammen for Jack The Rippers hærgen. Og så går det ellers løs med Death Metal med et meget højt energiniveau - på det punkt havde bandet helt klart sat kursen fra starten. Der bliver virkelig hamret igennem, men det er som om bandet ikke helt har styr på energien. Godt nok er der overskud til strygere i slutningen af det hammerfede ”The Somatic Defilement”, men flere steder bevæger numrene sig på kanten af det kaotiske. Det gør dem ret monotone, og her lyder Whitechapel som så mange andre af genrens fortolkere, og gør sig ikke specielt bemærket. Det mest positive er trommespillet, som markerer sig med fine rul og små krøller på bækkenslagene. Samtidig er lyden meget fin, men jeg kan ikke genkalde mig produktionen på originalen, så jeg ved ikke, om det skyldes remasteringen eller ej. Jeg håber at det gør, for ret mange andre grunde til at udsende albummet på ny kan jeg ikke komme på. Det dokumenterer starten for et band, som har arbejdet sig op, men det er de færreste, som vil købe bare af den grund – personligt kan jeg sagtens lade være.

 

Tracklist:  

1. Necrotizing (Intro)

2. The Somatic Defilement

3. Devirgination Studies

4. Prostatic Fluid Asphyxiation

5. Fairy Fay

6. Ear To Ear

7. Alone in the Morgue

8. Festering Fiesta

9. Vicer Exciser

10. Articulo Mortis

 

Samlet spilletid: 32:02

Læs mere...

Never Say Die Tour: Parkway Drive, Unearth, Despised Icon, Protest The Hero, Whitechapel, Carnifex

Carnifex
Revolution Music
Jeg er altid skeptisk overfor det første band fordi lyden til koncerter konsekvent er dårlig i starten, men dette syntes faktisk slet ikke at være et problem denne gang, men det skyldtes nok det rutinerede crew som hele touren var supportet af. Carnifex er efter min smag et genialt band, som burde tjekkes ud af alle dø’-elskere. Drengene var på fra starten, den ene guitarist starter ud til første nummer med at springe ned i en udvidet ”ukendt hoppende powerstance”, jeg flækker af grin, så begynder forsangeren at råbe og så begynder jeg at græde. Fedt at en så lille og spinkel mand kan have en så kraftig og brutal vokal. Fed koncert leveret af et super ungt band, som helt klart skal blive til noget ”større”.

Whitechapel
Revolution Music
Disse drenge var nok et af de bands, jeg havde set mest frem til. Jeg har ikke kendt til dem længe, men deres seneste skive er simpelthen super duper. Der var masser af energi og det kunne tydeligt ses på hele bandet, at det, på trods af mindre erfaring i forhold til nogle af de andre navne den aften, var noget hele bandet kunne lide og helt klart satte lige så stor pris på som drengene i cirkelpitten, som i øvrigt hele aftenen var præget af helt unge drenge med en gennemsnitsalder på omkring de 14-15 år. Højdepunktet var helt klart, da de spillede titelnummeret fra deres seneste album, ”This is Exile”. Fed koncert med god lyd og fed setliste.

Protest The Hero
Revolution Music
De er kendt for at være et fuldstændig sindssygt tight og talentfuldt band og det tør da lige siges, at det er lige, hvad de er. De kan virkelig deres kram på instrumenterne. Det kan jo så diskuteres, om musikken er god… Men nu til koncerten. De var 3. navn på plakaten ud af de i alt 7 bands. Protest The Hero spillede et tight set med en masse fede soloer og fede gimmicks, men det er de jo også kendt for, altså gimmicks’ene. Desværre for mig, som også har lyttet til deres albums før koncerten, kommer jeg nok aldrig til at bryde mig om sangerens stemme og type, men det er jo en vanesag som man ikke kan dømme en koncert ud fra. Koncerten var super, publikum var med, ingen ”synlige” fejl fra deres side. Alt i alt et super godt live band, som helt klart burde tjekkes ud, hvis de skulle komme forbi vores lille land igen. Protest The Hero kan varmt anbefales til musik teknik-freaks. Det bliver sgu aldrig kedeligt.

Despised Icon
Revolution Music
Det var sammen med Parkway Drive dette band, jeg havde set mest frem til denne aften. Dette band skal tjekkes ud hver eneste gang der er chance for det. De spiller virkelig, virkelig tight. Men det sås tydeligt, at ikke kun jeg havde glædet mig. Hele salen var for første gang udnyttet til fulde. Det første nummer, vi fik lov at nyde denne aften, var det videoaktuelle ”Furtive Monologue”, som efter min mening var en genial start, men de kunne vel have taget et hvilket som helst nummer. De to forsangere, som jeg nu ser som et kæmpe plus i det band, rendte konstant rundt på scenen og kastede med håndtegn og var generelt bare brutale - det virkede super fedt. Der skete noget konstant. Hele koncerten levede op til mine forventninger, hvorfor den får topkarakter og løber med titlen som det bedste band denne aften!

Unearth
Revolution Music
Jeg har set dem 3 gange i alt nu og jeg må sige at den eneste store ændring, der er sket, er, at deres nye album er lidt skuffende, og det bliver jo ikke bedre, når man nu skal til at se de nye numre live. Men, men, men heldigvis var denne aften præget af gamle kendinge. Bl.a. et helt gammelt nummer, ”One Step Away”. En ting dette band alligevel skal have ros for er, at de, samtidig med at deres numre bliver mere tekniske, bliver mere og mere tight for hver gang jeg ser dem. De lægger ud med et nummer som ”My Will Be Done” og gør det fuldstændig overbevisende. Også deres koncert var vellykket, faktisk den bedste, jeg har set fra dem; Charme-guitaristen Ken Suzi var nede og snave en lille dansk pige, han fik grebet nogle spytklatter osv. God koncert!

Parkway Drive
Revolution Music
Det yngste band denne aften (aldersmæssigt) var de australske breakdown-magere. Det ses dog tydeligt, at disse drenge ikke er nær så erfarne på instrumenterne som nogle af de andre bands tidligere set denne aften. Der var nogle tekniske fejl med den ene guitarforstærker, men de var stort set ubetydelige. De spillede nogle numre fra det nye album, men udover det spillede de faktisk ene klassikere, og for mig, som er helt tosset med deres ældre stof, er det jo en fryd. På trods af de få fejl var det alt i alt en superfed koncert leveret af unge mennesker. Dog med lidt for mange crowdsurfers. Det var lige i overkanten til sidst, der stod mindst 5 mennesker på scenen ad gangen, og her er det ikke bandet, jeg snakker om.

Arrangementet var generelt rigtig vellykket, jeg fik desværre ikke set Architects, fordi det var spisetid da de spillede, men 6 rigtig gode koncerter med masser af bajere, fed musik, celebrities!, god lyd… dog ALT FOR MANGE BØRN PÅ SCENEN! Det er jo ikke dem, vi kommer for at se.


Revolution Music vil gerne takke Voxhall og Metal Blade.

Læs mere...

Whitechapel - This Is Exile

Whitechapel stammer fra Cleveland, Ohio, men er opkaldt efter det kvarter i London, hvor Jack The Ripper hærgede i 1888. Og sammenligningen med den gode (?) Hr. Ripper er ikke helt ved siden af; Whitechapel bringer også masser af død til deres omgivelser. Ikke i form af kvindemord og bestialske opsprætninger, men i stedet som gedigen, gennemført Death Metal.
Musikken indeholder alt, hvad genren foreskriver: Lige fra den dybe growl over guitarer, der skifter mellem højt og lavt tempo, til de voldsomt aggressive trommer er alt med. Og at der spilles sikkert hele vejen rundt, trækker bestemt ikke fra. Det gør numrenes kvalitet heller ikke, for samlet set er de 12 skæringer rigtig gode. Især synes jeg godt om, at guitarerne fylder meget i lydbilledet, og specielt at der er rigtig meget melodi i de forskellige guitarsoli. Ikke at vi dermed havner ovre i Melodød genren, men det giver variation og spænding i musikken. Og at bandet samtidig ikke er bange for at eksperimentere, viser de i afslutningsnummeret, hvor der pludselig er gjort plads til mere afdæmpede passager, uden at det virker forkert.
Med hele 3 guitarister i bandets line-up bør Whitechapel også være i stand til at levere et stabilt lydbillede i live-sammenhæng. Om det er tilfældet, kan man checke i november, hvor de kommer forbi Voxhall i Århus i forbindelse med "Never Say Die" touren.

Tracklist:
1 Father Of Lies
2 This Is Exile Download View
3 Possession
4 To All That Are Dead
5 Exalt
6 Somatically Incorrect
7 Death Becomes Him
8 Daemon (The Procreated)
9 Eternal Refuge
10 Of Legions
11 Messiahbolical

Samlet spilletid: 42:58

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed