fbpx

Septagon - We Only Die Once

Med ”We Only Die Once” udsender Septagon deres tredje album, som kommer fem år efter debutalbummet ”Deadhead Syndicate”. Albummet er bandets debut på Massacre Records, og er samtidig det første med Daniel Buld bag trommerne.
Som på deres tidligere albums er det traditionel Thrash Metal, der står på menuen, så fra start er tempoet pænt højt, og numrene domineres af skarpe guitarriffs. Samtidig står sangeren Markus Becker for en ren vokal, der sammen med melodiske omkvæd og en afrundet produktion sørger for, at tingene ikke bliver for skarpe. Det fungerer som sådan udmærket, men bliver hurtigt lidt for pænt og ufarligt. Det har bandet åbenbart også tænkt, for titelnummeret markerer et skifte til en skarpere lyd, der både gør guitarer og vokaler mere interessante – en klar forbedring, som gør numrene omkring albummets midte til de bedste.
Herefter vender de pænere vokaler tilbage, hvilket gør "Head Held High” til et vellykket kompromis, mens ”Gardens Of Madness” er kedeligt og alt for langt. Til gengæld får vi en sjov genfortælling af et folkeeventyr i det afsluttende ”Ekke Nekkepenn”.
Selv om Septagon ikke tilføjer noget nyt til genren, og de ti numre varierer en del rent kvalitetsmæssigt, viser de et solidt greb om den klassiske Thrash Metal, som placerer albummet i det brede midterfelt.

Tracklist:
1. Demon Divine
2. The Rant
3. How To Kill The Boogeyman
4. We Only Die Once
5. Vendetta
6. Head Held High
7. Gardens Of Madness
8. Decision Day
9. Strange Times
10. Ekke Nekkepenn
Samlet spilletid: 43:03

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed