fbpx

VOLA - Witness

VOLA kom ind på min musikalske radar med ”Inmazes” i 2015; et album som faldt i god jord hos mig. Siden har jeg fulgt bandet på afstand, og behøvede ingen betænkningstid, da deres 3. album, ”Witness” blev tilgængeligt til anmeldelse.
I åbningsnummeret ” Straight Lines” mødes jeg af VOLA, som jeg husker dem: Nummeret byder på tunge anslag i halvskæve rytmer, og samtidig meget flotte flerstemmige vokaler. Mønsteret fortsætter i ”Head Mounted Sideways”, men herefter forskubbes balancen mere mod det melodiske; musikkens skarpe sider nedtones, og selv om strengene stadig rammes hårdt ind imellem, bliver resultatet lige en tand for pænt. Derfor er det glædeligt, når ”Napalm” og ”Future Bird” for en stund genopretter balancen med nogle skarpe sekvenser. Det samme gælder den manipulerede vokal i ”Head Mounted Sideways” og det talte afsnit i ”These Black Claws”, men de fylder ikke meget i det samlede billede.
Jeg har altid syntes godt om VOLAs måde at supplere deres hårde elementer med melodiske indslag, men jeg kan mærke, at de denne gang har nået grænsen for, at tingene fungerer for mig. Derfor ligger VOLA denne gang under vanligt niveau, og selvom de stadig leverer virkelig godt håndværk, håber jeg, at de ikke fortsætter deres meget melodiske retning, men tipper balancen mere i retning af det hårdtslående næste gang.

Tracklist:
1. Straight Lines
2. Head Mounted Sideways
3. 24 Light-Years
4. These Black Claws (feat. Shahmen)
5. Freak
6. Napalm
7. Future Bird
8. Stone Leader Falling Down
9. Inside Your Fur
Samlet spilletid: 44:12

Læs mere...

Katatonia, Agent Fresco, VOLA - Pumpehuset

Tænk sig, er det virkelig fire år siden Katatonia stod på dansk jord? Ja, minsandten, og det husker jeg som en suveræn koncert uden sidestykke. Turen til Pumpehuset var derfor planlagt flere måneder i forvejen, og da supporten blev offentliggjort i form af både Agent Fresco og VOLA (to bands jeg er svært glad for), løftede det kun mine forventninger endnu højere, som nok i forvejen var urimelige. Alligevel havde jeg ikke regnet med at begge supportbands ville spille Katatonia af scenen, men det var præcist hvad der skete.

 

VOLA:
Det er nu min 4. gang jeg oplever VOLA, og fra første sekund de fire herrer betræder scenen (i øvrigt uden store ståhej), kan det mærkes at de er ved at blive til en velsmurt maskine – touren har mærkbart gjort underværker. Der åbnes med første skæring fra ”Inmazes”, og det er desuden kun sange vi får derfra i aften, men det er kun et plus (selvom jeg egentlig originalt havde håbet på en blanding). VOLA er smilende og afslappede, dog er der alligevel god energi at spore. Det er ikke fordi de er vildt bevægelige, men man får lyst til at nikke med nakken, hvilket mange da også gør. Som fan er det skønt at se et band rykke sig, og at turde trykke på nogle andre knapper – f.eks. det at trommeslageren leger mere med rytmerne end der gøres på pladen er positivt.

Det er endnu relativt tidligt på aftenen, og salen er da også ”kun” omtrent halvt fyldt op, men en del ser efterhånden ud til at kende VOLA. Alligevel er der kun et par stykker helt oppe foran, og en vis afstand mellem scene og publikum er der da. En mindre skare befinder sig så dér, en anelse tilbage, men som så hygger sig gevaldigt – responderer på forsangerens snak, eller headbanger i de tunge stykker. Et rigtig godt lysshow følger med i pakken, hvilket er overraskende for et supportband, men endnu et plus – desværre kan det samme ikke siges om lyden. Jo, volumen er udmærket, og alt går sådan set glimrende igennem, men der mangler noget power og tyngde, før man virkelig er i den syvende himmel. Dette får VOLA desværre ikke fornøjelsen af igennem deres halve time, som til gengæld flyver afsted, og sublimt afsluttes med ”Gutter Moon” (også kaldet heavy Mew i vennekredse) og ”Stray The Skies”. Jo tak!

Overordnet er det altså en solid præstation fra VOLA. De er godt på vej, men mangler dog nogle flere fans for at det virkelig sparker røv, samt en god lydtekniker – men musikken i sig selv er til topkarakter, og mon ikke de andre ting kommer hen af vejen? Det tror jeg. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Same War
2) – Starburn
3) – Owls
4) – Your Mind Is A Helpless Dreamer
5) – emily (kun et uddrag)
6) – Gutter Moon
7) – Stray The Skies

 

Agent Fresco:
Der går ikke mere end tyve minutter inden de islandske gutter er på scenen, et band der altid, af hvad jeg har forstået, har modtaget god respons fra deres besøg. Der hoppes direkte ud i det med åbningsduoen ”Anemoi” og ”He Is Listening” fra debutpladen, som ganske glimrende viser hvad Agent Fresco er for en størrelse; melodiske og skæve keyboardstykker erstattes med falset vokal, der igen erstattes af polyrytmiske trommer, der igen erstattes af et ledt breakdown og growlvokal fra den anden verden – alt sammen på små fem minutter.

Det er en familiær følelse der hersker; som om vi er en lille (dog ret stor lige i dag) familie der samles. Hurtigt etableres der kontakt til publikum, som til gengæld rykker op foran, og der danses og synges med fra flere kanter. Det er også svært ikke at blive smittet af den sprælske energi, når vi har at gøre med en trommeslager der headbanger hele vejen igennem, en bassist der næsten ikke kan være i samme rum som sin bas, så meget som han kaster den rundt. Guitaristen er modsætningspunktet for al vildskaben, og står tilbage som ham der holder styr på at tingene ikke løber helt løbsk (forsangeren placerer sig et sted imellem de tre), hvor et eksempel på guitaristens coolness, er at han i begyndelsen af et nummer holder trommeslagerens bækkener fra at larme for meget, simpelthen ved at stoppe dem med hånden i en særlig rytme, så det passer til musikken.

Så, kort sagt, alt får et hak opad – dette gælder også for lyset, men især lyden, der er dejlig sprød. Det begynder altså godt, men det er først efter ”Dark Water” at det virkelig stikker af (for min skyld kunne de have spillet den sang en eller elleve gange – det kan umuligt blive bedre, rent musikalsk, derefter). Men derefter... forsangeren er tæt på mundlam, og kan kun med besvær få igennem hvor taknemmelige de er. Den næste sang (”Eyes Of A Cloud Cather”) dedikeres til et, nu afdødt, familiemedlem, og forsangeren beretter om hvor nervøs han er, fordi flere fra hans familie netop er til stede i aften. Det er insisterende og personligt, og leveres med en nerve sjældent set. Men det bliver bedre endnu, for i den sidste sang tager forsangeren en tur rundt iblandt publikum – her krammer han bl.a. en kvinde, længe og følelsesladet, imens han synger videre, hvorefter der afsluttes med total vildskab på scenen, keyboardet næsten flyver af stativet, og alt er godt. Bagefter finder forsangeren to andre kvinder oppe foran (måske nogen han kender?), og ser grædefærdig ud på den lykkelige måde imens de omfavner hinanden, inden hele bandet bukker og takker os.

Overordnet er det altså en kanon præstation, og noget af en oplevelse. Jeg skal helt sikkert se dem igen, og det bedste ved det hele, er at jeg ved det kan blive endnu bedre – hvis det her var som supportband, hvordan ville det så ikke være som hovednavn? 5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Anemoi
2) – He Is Listening
3) – Howls
4) – Pyre
5) – Wait For Me
6) – See Hell
7) – Angst
8) – Bemoan
9) – Dark Water
10) – Eyes Of A Cloud Catcher
11) – The Autumn Red
Kilde: www.setlist.fm

 

Katatonia:
Nå, Katatonia... Så har I godt nok noget at leve op til, efter to glimrende supportbands. Det er dog en helt anden tilgang der lægges for dagen, for da lyset slukkes for tredje og sidste gang, er der kun professionalisme at spotte. Der åbnes op for godteposen med både et par nye og ældre skæringer, der får folks hænder i vejret. Men det føles fladt. Mest af alt er lyden flad, og det bliver den ved med at være. Der mangler igen power, men endnu mere end under VOLA. Volumen er så vidt udmærket, men der mangler altså noget, selv oppe foran.

Det har ikke forhindret publikum i at tage opstilling, og det tegner jo godt – men det er altså først henad 9. sang at der reelt kan mærkes en begejstring. Denne optræder så af og til igen (mest ved de ældre skæringer), men overordnet er folk ganske passive. Okay, musikken ER dyster og tung, men det handler i langt højere grad om Katatonias arbejdsattitude; det er endnu et job der skal overstås, intet mere, og så hjælper synkron headbanging altså ikke. Der er ingen indlevelse, ingen spænding, og kun en meget begrænset interaktion med publikum, andet end ”Tak for faen”, og i øvrigt en insisteren på at snakke svensk – hold nu op, for fanden. Forsangeren virker i øvrigt af og til anstrengt, og jeg mindes ikke at Katatonia normalt har deres ene guitarist til at agere supportvokal... men måske husker jeg forkert.

Nej, det er rent ud sagt en kedelig performance, ikke hjulpet på vej af en, delvist, ærgerlig sætliste. Der er mange fine perler, især fra de nyere albums (”Old Hearts Fall” og ”Lethean” især!), men det er tydeligt at Katatonia har forbedret sig meget, da de gamle, knap så interessante, ”stikker ud” på den måde de ikke skal. Kerneeksemplet er ”Saw You Drown”, der med sit simple omkvæd næsten taler for sig selv; ”in the water, I saw you drown, down the water, I saw you drown” x2 ... så bliver det ikke mere simpelt. Folk begynder simpelthen også at gå mod slutningen, hvilket ikke overrasker mig på nogen måde. Fire år, og den fænomenale koncert i Amager Bio er nu blot et bittersødt minde. Katatonia, I skal sgu oppe jer – gode sange får jer et vist stykke, men der skal en personlig indsats til, og den blev langt fra leveret. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Last Song Before The Fade
2) – Deliberation
3) – Serein
4) – Dead Letters
5) – Day And Then The Shade
6) – Serac
7) – Teargas
8) – Saw You Drown
9) – Evidence
10) – The Night Subscriber
11) – Soil’s Song
12) – Old Hearts Fall
13) – For My Demons
14) – Leaders
15) – In The White
16) – Forsaker
Encore:
17) – My Twin
18) – Lethean
19) – July
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Danske Vola annoncerer turné med Katatonia

Det københavnske progrockband VOLA kan med stolthed annoncere, at de i efteråret tager på turné med det store svenske metalband Katatonia og det islandske progrockband Agent Fresco. Og VOLA kan se frem til en omfattende turné rundt i hele Europa. I alt 33 koncerter – fra Malmö til Marseille og fra Leipzig til London - og ikke mindst giver de koncert på dansk grund den 26. oktober i Pumpehuset.

Den 16. september udkommer bandets debutalbum ”Inmazes” på Mascot Records. Herfra er VOLA aktuelle med deres iørefaldende og hæsblæsende 2. single ”Gutter Moon” og en dertilhørende animeret musikvideo.

”Gutter Moon”:

Den mørke, rolige animerede historie, der udgør billedsiden til ”Gutter Moon”, skaber en god kontrast til det ellers positivt klingende melodiøse rocknummer. Og så er der faktisk en sød historie, der knytter sig til den flotte, kreative video, som er begået af bandets bassist Nicolai Mogensen – her fortalt med Nicolais egne ord:
"Vi fik idéen til videoen til “Gutter Moon”, da vi faldt over en af min kærestes gamle tegninger, som havde ligget på vores spisebord i et stykke tid. Tegningen forestillede en stor skildpadde med en by på skjoldet og havde noget nærmest mytologisk over sig, som passede godt med den atmosfæriske lyd på nummeret. Anne og jeg har brugt mange sene aftener på at tegne og diskutere videoen – hver eneste frame er tegnet i hånden, næsten 2000 i alt."

Skildpadder bevæger sig langsomt, og selvom skildpadden er hovedpersonen i VOLAs aktuelle video, ville det - ikke mindst nu med nyheden om supportturen for Katatonia - være synd at sige, at bandet bevæger sig med skildpaddefart.

Fremdriften og farten fastholdes da også fremover i VOLA-land. For i 2017 meldes der allerede om en VOLA-turné i marts og april, samt sommerfestivaler i hele Europa. Derudover bliver 2017 også året, hvor bandet fortsat vil skrive på de sange, der skal udgøre deres 2. album.

Læs mere...

VOLA - Inmazes

For mig er VOLA et helt ubeskrevet blad, men jeg kan se ud af tidslinjen på Facebook, at bandet fra København har billeder tilbage fra 2008, og derfor har eksisteret i en del år efterhånden. At deres første album først kommer nu, er ikke tegn på manglende indsats; når man har hørt det igennem er det tydeligt, at der i stedet er tale om at lade gode ideer modne.

Netop modenhed og gode ideer er der masser af på ”Inmazes” – VOLAs musikalske univers er på mange måder helt specielt. Det indeholder så mange forskellige elementer, at det er umuligt at dække musikken med en enkelt betegnelse. Den usædvanligt store bredde kommer til udtryk via bastunge riffs og stærkt varierende rytmer, der veksler med melodiske passager fremført med virkelig flotte vokaler. Når man breder sig over et stort område er der fare for, at man bliver ufokuseret, men det er der ikke spor af her. Tværtimod lykkes det for VOLA at tilføre musikken en meget stor dybde, for uanset om det er de hårde elementer, de melodiske omkvæd eller de konstruktivt brugte tasteinstrumenter der er i fokus, er der hele tiden noget nyt og spændende at opdage. Med store variationer i rytme og tempo bliver musikken meget dynamisk, og den konstante bevægelse gør den helt organisk.

Det høje tekniske niveau fra de 10 numre kan heldigvis genfindes i produktionen, for her er der fin balance mellem de enkelte elementer samtidig med, at alle detaljer står klart i lydbilledet – det er lækkert!

Det samme må jeg sige om albummet, for det er sjældent man støder på så spændende en udgivelse som denne – at der er tale om en debut gør kun det hele endnu mere imponerende. Jeg kan kun anbefale ALLE at klikke ind på VOLAs hjemmeside og checke ”Inmazes” ud – i bliver ikke skuffede!

Tracklist:
01. The Same War
02. Stray The Skies
03. Starburn
04. Owls
05. Your Mind Is A Helpless Dreamer
06. Emily
07. Gutter Moon
08. Feed The Creatures
09. A Stare Without Eyes
10. Inmazes
Samlet spilletid: 52:43

 

Læs mere...

Raunchy, The Interbeing, Boil, Vola

Fredag aften bød på rig mulighed for at se danske bands i aktion. The Interbeings Tour Of The Obscure ramte Pumpehuset i København, hvilket betød at hele fire bands inklusiv The Interbeing havde fået muligheden for at spille op til fest på første salen.

Vola (anmeldt af Gabriel Thordahl Jensen)


Første band på scenen var Vola. Et forholdsvist nyt skud på den danske stamme, og for mig personligt, et band jeg først hørte om i forbindelse med aftenens koncert. Jeg har fået lyttet en smule til deres 2. EP ”Monsters”, som inkluderer numrene; ”I Am Not Here”, ”Black Box”, ”Controllable” og ”Enter”. Når jeg lytter til Vola, tænker jeg først og fremmest på de danske indie rockere i Mew. Vola er hårdere, med meget fængende guitarstykker (til tider ret aggressive), men her er næsten ingen growl/skrig. Det er metal, men for det meste af tiden i den blødere ende. Andre gange ryger tempoet i vejret, og så er der fuld udblæsning. I forhold til hovednavene i aften (The Interbeing og Raunchy), kan man påstå at Vola måske er lige bløde nok, men da både de to hovednavne, Boil (det 2. supportband) og Vola spiller i vidt forskellige genrer, føles det ikke malplaceret. 



Ca. kl. 20:30, kun en halv time efter dørene er åbnet, betræder Vola scenen. De 5 medlemmer smiler til den knap halvt fyldte sal (hvilket egentlig er imponerende så tidligt på aftenen), og åbner koncerten med ”I Am Not Here”. Lydmæssigt går det fint igennem, men som det som regel er reglen snarere end undtagelsen med det første band, er der mere at ønske sig. Vokalerne går dog klart igennem, og siden de bærer så meget af musikken, kan man se bort fra at både bassen og de to guitarer ikke står så stærkt. Det bliver dog hurtigt ordnet, og allerede kort inde i 3. sang er lyden optimal. 



Det kan mærkes på publikum, at de fleste ikke ser ud til at ane hvem Vola er. Selvom musikken, på et personligt plan, fanger mig, kan det være svært at udlede nogen form for energi, når hele bandet står helt stille, og de fleste stykker i musikken ikke ligefrem plager dig om at hoppe og danse. Derfor har Vola svært ved at overbevise nogle om at headbange, men et par stykker gør det alligevel, og til det sidste nummer; ”Enter”, joker forsangeren da også om at nummeret er egnet til headbanging – men kun for dem som tør! Så sandt, og nogle rykker frem og tager udfordringen op (jeg var en af dem). 



Vola er et interessant nyt bekendtskab på den danske musikscene. Musikken rører noget i mit indre; noget som får mig til at tænke på gode minder og livets skrøbelighed. Jeg er fanget, og jeg vil høre mere. Men, når jeg hiver mine egne arme ned af begejstring over musikken, er der flere ting ved liveshowet som kunne være mere overbevisende. Selvfølgelig skal lyden være rigtig god, men Vola skal også øve sig på at inkludere publikum i deres musik. Deres lyd egner sig helt klart mest til at lytte, men jeg bemærkede flere stykker med venlige headbanging rytmer. Men, med den nye EP ”Monsters” ude, er der jo sandsynlighed for at flere fans vil komme til, og med flere fans og mere liveerfaring, er jeg ikke i tvivl om at Vola kan nå rigtig langt – også uden for studiet. 4 stjerner. 


Boil (anmeldt af Gabriel Thordahl Jensen)


Originalt skulle have færøerske SIC have spillet, men pga. deres aflysning, valgte Boil at træde til i stedet. Boil er fra Århus og spiller progressiv hardrock, som de selv beskriver det. De har eksisteret siden 2004 og i 2007 kom deres debut til verden i form af ”Vessel”. I 2008 spillede de på Sweden Rock Festival, og i 2009 på Spot. I løbet af 2010 kom deres 2. CD; ”A New Decay”, som viste en blødere side af bandet i forhold til ”Vessel”. Signet af Mighty Music, og godt på vej med 3. udgivelse (ifølge bandet selv), er der grobund for en god koncert i Pumpehuset i aften. Koncertmæssigt har jeg set Boil 3 gange tidligere, og ingen af de 3 gange har imponeret mig. Det har været kedeligt og tørt, men jeg synes stadig at studieindspilningerne holder vand. 



Boil står klar på scenen lidt under en halv time senere Vola har forladt den. Der er kommet flere mennesker til i mellemtiden, og man kan godt se at nogle kender Boil i forvejen. Lyden har fået et hak opad, og især lægger man mærke til forsangeren der synger derudaf. Boil er dog mere bevægelige end Vola var, og forsangeren agerer også samlingspunkt med sin høje røst og store armbevægelser. Publikum reagerer dog koncerten igennem med sparsommelige tilråb og står ellers fast placeret i jorden, på behørig afstand fra scenen. 



Jeg må, endnu engang, føle mig skuffet; jeg bliver bare ikke fanget. Det er udmærket musik, og de herrer på scenen har talent – ingen tvivl om det. Men der mangler bare noget. En gnist. Energi. Something. Jeg er ikke sikker på hvad det er, men jeg får ikke lyst til at høre mere. Det er bare kedeligt. De sidste numre er dog fra deres kommende plade, men udover nogle tydelige elektroniske virkemidler, lyder det meget som alt andet jeg har hørt fra Boil. Der er nogle få growls og råb, men ellers masser af forsigtighed i den rene vokal. For mig at se er det ikke det smarteste at spille mange nye numre i træk, da det som regel henleder folks opmærksomhed på andre ting. Jeg mistede fokus og begyndte at tænke på om de ville spille nogle ældre numre. 



Boil gjorde et hæderligt forsøg på at varme Pumpehuset op, og selvom de var mindre stillestående end Vola, er det stadig bare ikke særlig interessant at opleve. Rent teknisk kan der dog ikke sættes en finger på deres performance, og lyden var også over acceptabel. Derfor giver jeg 4 stjerner, for som sådan var det på ingen måde en dårlig koncert – bare, for mit vedkommende, ganske kedelig.

The Interbeing (anmeldt af Sebastian Bach)

Herefter var det så blevet tourens hovednavn til at gå på scenen - lidt alternativt at tournavnet ikke havde fået sidste spot på scenen, men fred være med det. Med entre på scenen kl. 22:45 til introen fra The Interbeings debutalbum Edge Of The Obscure, satte bandet gang i en koncert der bød på en gennemgang af hele debutalbumet, gennemført performance og pisse tight udført.

Bandet har været på en længere tour, som bl.a. har medført en afstikker til USA og det var fredag aften meget tydeligt at bandet havde deres show på rygraden. Professionelt gennemført formåede bandet at levere samtlige numre med nerve og til stadighed med en tydelig glæde for at spille deres musik.

Publikum havde efterhånden fundet vejen ovenpå og til trods for at salen ikke var helt fyldt op, var der en god stemning blandt de fremmødte gæster, der tydeligvis var kommet for at supporte det danske band. De kunne herefter hoppe, moshe eller længe sige tilbage og nyde den ganske gode lyd der skabte rammerne for koncerten. Bandet gik stort set skarpt igennem hele vejen rundt hvor kun enkelte opstartsmæssige problemer hurtigt blev rettet. Desværre lykkedes det aldrig at få de elektroniske elementer op på et passende lydniveau. Eksempelvis var det på et nummer som "In The Trancendence" svært at høre den kvindelige vokal igennem den tunge guitarmur - hvis ikke man altså var klar over at den var der. Det være sagt er der ikke meget at sætte en finger på - det hele fungerede og glædeligt i en grad der løfter sig over den standard, der sågar ses fra store udenlandske navne.

Det lykkedes på meget kort tid The Interbeing at få publikum aktiveret, hvilket til dels skyldes bandets overbevisende levering af deres kompositioner, men ligeledes velgennemført sceneperformance. Hele bandet bør fremhæves for at give publikum noget at se på, men specielt forsanger Dara Tolbin og bassist Jacob Aarosiin Hansen. Dara får på energisk vis holdt publikums interesse og leverer et sceneshow, der på bedste vis skaber dynamik mellem publikum og band. Jacob leverer et lige så godt sceneshow, til trods for at bassisten oftest får en mere bagvedliggende position, når først der står fem mand på scenen. Hele bandet bevægede sig rundt på scenen og virkede som en fælles organisme med total kontrol over position for de enkelte medlemmer.

Efter lidt under en time lød tonerne til "Ledge Of Oblivion" og The Interbeing spillede med maner deres publikum videre til aftenens sidste band. Meget få ting gik galt for tourens hovednavn og hvor var det bare fantastisk at se et band, der har så meget styr på deres shit og samtidig overskud og tydelig lyst til at spille de numre, de vel efterhånden har spillet igen og igen det sidste lange tid. 5,5 ud af 6 til aftenens absolut bedste koncert.

Raunchy (anmeldt af Sebastian Bach)

Lidt over midnat var det så blevet aftenens sidste navn, Raunchy, til at gå på scenen. Som sidste band lå der noget af et pres på bandet, efter The Interbeing meget overbevisende havde vist hvordan skabet skulle stå, musik leveres og sceneshow performes. Til tonerne af Haddaways "What Is Love" gik bandet på scenen og leverede ganske overbevisende "Nght Prty" og "Remembrance".

Lydmæssigt stod Raunchy fint og den forreste del af publikum virkede da også ganske tilfredse med at se bandet på scenen, men det var samtidig tyndet betydeligt ud bagved og der var ikke den store tvivl om hvem størtstedelen af aftenens gæster var kommet for at se. Det lod dog ikke til at stoppe festen for bandet, der tværtimod virkede som om de havde festet lidt for meget op til koncerten. Almindelige spillefejl og Kasper Thomsens halvpinlige problemer med at huske lyrikken, på de sammen numre Raunchy ellers ALTID spiller, tyede på at der var kastet en genstand eller to for meget i hovedet før koncerten.

Sammenlignet med hvad publikum lige var blevet udsat for ved The Interbeing, fremstod Raunchy desværre en smule useriøse. Det har som sådan også sin charme, at være afslappet på scenen og samtidig have en fest, men i aften var festen mere på Raunchys præmisser end publikums. Ja, det var sikkert morsomt for dem der ofte ser bandet live, men jeg synes reelt ikke der er noget morsomt i at en alltime fan kalder "The Bash" for pizza. Dertil var der bare alt for meget internt lirum larum på scenen som publikum ikke var del af - med mindre man var del af den forreste hardcore kerne af fans.

Det være sagt leverede Raunchy hvad der var forventet - bogstavelig talt. Med undtagelse af enkelte numre, kan jeg ikke huske at der har været forskel på setlisten de seneste gange jeg har set bandet. Nuvel, mange af numrene fungerer skide godt live - og fungerede også godt den aften, men det må da være muligt at justere udvalget lidt når man har fem albums i tasken (også selvom man kun vil spille fra de fire seneste)? Herved en direkte henvendelse til Raunchy - hvis en af drengene fra bandet skulle læse den her anmeldelse. Næste gang i spiller i Kbh, så vil jeg gerne udfordre jer til at spille "Gunslingers And Tombstones", i så fald giver jeg gerne en omgang til hele banden.

Raunchy kom og festede. For dem der var del af festen var det helt sikker fedt - det så sådan ud. For os der ikke rigtig havde drukket noget og ikke var en del af festen, virkede det hele lidt uprofessionelt. Der blev ikke spillet tight, men energisk og også med glæde for musikken, men de mange fejl irritere og derfor bliver det heller ikke til mere end 4 ud af 6 til Raunchy.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed