fbpx

Vintersorg - Till Fjälls del II

Med mere end tyve år på bagen må Vintersorg (både bandet og hovedmanden af samme navn) regnes blandt pionererne indenfor den nordiske Metal. Til bandets tiende album har hovedmanden vendt blikket bagud mod debutalbummet ”Till Fjälls” som inspirationskilde; deraf tilføjelsen Del II i titlen på den nye udgivelse.

Ikke uventet er resultatet blevet et genhør med de elementer, som har kendetegnet bandets karriere: Der er buldrende trommer og fræsende guitarer, som tangerer Black Metal; der er symfoniske elementer, og der er både brølende og rene vokaler. Men frem for alt er der meget fine melodier, som er tydeligt inspireret af den nordiske tradition for Folkemusik. Vintersorg afgrænser ikke brugen af de forskellige byggeblokke inden for hvert nummer, men bruger dem rundhåndet, så de fleste tracks kan byde på lidt af hvert. Umiddelbart burde det resultere i stor variation, men da de enkelte elementer er ret ens, bliver resultatet alligevel forudsigeligt. Samtidig er de voldsomme elementer trukket tilbage, så de markerer, men ikke bliver dominerende. Det tager toppen af hårdheden, selv om tempoet ofte er pænt højt, og den brølende vokal har udmærket kant. Musikken har mange facetter, men da det i sidste ende er melodierne, som dominerer udtrykket, giver de ikke fuldt udbytte. Mange numre lyder som genren oftest gør, så albummet høster ikke mere end et Okay fra mig.

Tracklist:
1. Jökelväktaren
2. En väldig isvidds karga dräkt
3. Lavin
4. Fjällets mäktiga mur
5. Obygdens pionjär
6. Vinterstorm
7. Tusenåriga stråk
8. Allt mellan himmel och jord
9. Vårflod
10. Tillbaka till Källorna
11. Köldens Borg
12. Portalen
13. Svart Måne
Samlet spilletid: 76:43

 

Læs mere...

Amon Amarth - Copenhell 2016

I flere timer før start har scenen været et visuelt skue; to store dragehoveder af træ med vidtåbne gab har stirret tomt ud på de forbipasserende. Hvilken funktion har de mon, foruden for synets skyld, tænker jeg ved mig selv. Det viser sig at der er en trappe bag på, således at man kan kravle op på toppen af hovedet, hvilket Amon Amarth af og til benytter sig af, garanteret til stor fornøjelse. Det er et sikkert valg, hver eneste gang. Altså Amon Amarth. Og heller ikke denne gang hverken skuffer eller imponerer de.

Frontmanden, en sand viking i både størrelse, stemme og temperament, er en glimrende indpisker, hvorimod de resterende medlemmer spiller super rutineret, men ellers aldrig forlader deres komfortzone. Omvendt er det heller ikke reelt nødvendigt da området omkring Helviti er fyldt næsten helt ud, og mange har deres egen fest nærmest uafhængigt af bandet, komplet med vikingehjelme, drikkehorn og latexsværd. Ligeså mange, hvis ikke flere, har dog valgt en af de to bakker, sandsynligvis for sikkerhed og hvile, og går man længere bagved foregår tingene på scenen mest af alt som en baggrundskulisse. Som så mange gange før skal lyden også bruge noget tid på at blive finpudset, og desværre en anelse for længe i dette tilfælde, selvom det heldigvis aldrig lyder decideret forfærdeligt. Der brages igennem den ene skæring efter den anden, mest med fokus på det nyeste udspil ”Jomsviking”, og generelt nikkes der heftigt til de nyere album.

I ”Guardians Of Asgaard” dukker forsangeren fra Entombed A.D. og assisterer, men ellers er der ikke mange overraskelser at snakke om. Sætlisten har de gode klassikere krydret med nogle nyere, og man kan sgu ikke klage… Men hvor ville det være fedt hvis Amon Amarth på et tidspunkt forsøgte sig med et eller andet nyt, eller gik linen fuldstændigt ud og begyndte at kombinere deres show med interaktive og nye visuelle påfund, videoklip eller lignende – det kunne blive noget mere interessant i længden, i hvert fald for undertegnede der har set Amon Amarth op mod de 10 gange.

Sætliste:
1) – The Pursuit Of Vikings
2) – As Loke Falls
3) – First Kill
4) – Cry Of The Black Birds
5) – At Dawn’s First Light
6) – Death In Fire
7) – Deceiver Of The Gods
8) – Father Of The Wolf
9) – Destroyer Of The Universe
10) – Runes To My Memory
11) – War Of The Gods
12) – Raise Your Horns
13) – Guardians Of Asgaard
14) – Twilight Of The Thunder God
Kilde: www.setlist.fm

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • ABBATH_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ARTILLERY_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • TRIVIUM_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Grand Magus - Sword Songs

Grand Magus kan efterhånden kigge tilbage på mere end 20 års eksistens, hvor trioen har frembragt en imponerende række studiealbums, som er faldet i god jord hos både fans og anmeldere – også her på redaktionen. At de fortsætter deres kombination af Heavy Metal og Viking Metal, giver titlen et hint om.

Hvad det konkret betyder, når svenskerne går i gang, illustrerer ”Forged in Iron - Crowned in Steel” virkelig godt: Nummeret har et pompøst omkvæd, som er rendyrket Viking Metal, og det bliver iindsat i et Heavy Metal nummer af klassisk snit. Sammensmeltningen af de to elementer er kernen i Grand Magus’ musikalske univers; tingene er flot balanceret, for nummeret indeholder den helt rigtige dosis højtidelighed; nok til at skabe patos, men ikke så meget at det bliver kikset.

Det efterfølgende ”Born For Battle” indeholder de samme elementer, og bevæger sig på samme høje niveau – de sejt trukne guitaranslag går lige i nakkemusklerne! Omkvædet er lige så sikkert skåret til at synge med på – det smager lidt af Manowar – bare mere seriøst.

I de resterende numre er der skruet ned for det pompøse, men heldigvis ikke for hverken gode melodier eller stærke guitarer. Og så er det en ren fornøjelse med en produktion, hvor stemmer og alle instrumenter har både tyngde og krop, uden at miste power.

Samlet er der ikke meget at brokke sig over, så Grand Magus kan hermed føje endnu en positiv anmeldelse til samlingen.

Tracklist:
1. Freja's Choice
2. Varangian
3. Forged in Iron - Crowned in Steel
4. Born For Battle (Black Dog of Brocéliande)
5. Master Of The Land
6. Last One To Fall
7. Frost And Fire
8. Hugr (Instrumental)
9. Every Day There's A Battle To Fight
Samlet spilletid: 34:44

 

Læs mere...

Borknagar - Winter Thrice

20 år er der efterhånden gået, siden Borknagar udgav deres selvbetitlede debutalbum, og det markerer nordmændene med udsendelse af deres tiende album. Tallet alene vidner om en konstant udgivelsesfrekvens, og når man gennemlytter albummet står det klart, at Øystein Brun & Co. fortsætter med at blande elementer af Folk- og Viking Metal ind i deres Sorte udgangspunkt for at forfine deres personlige stil.

Resultatet er domineret af en åben og melodisk atmosfære, der er nem at gå ind i. Melodierne fænger udmærket, og de enkelte numre udvikler sig forskelligt, så der er udmærket afveksling i udtrykket fra track til track. Det hele serveres med en symfonisk indpakning, som er lige så imponerende og storslået som de norske bjerge. Ind imellem bliver det lige markeret, at man ikke har glemt at Borknagar startede med Black Metal som hovedretning. Det sker i sekvenser hvor opskruet tempo og skarpe instrumenter ledsager Vintersorg brølende vokal. Men disse udgør kun en mindre del af spilletiden, det er det melodiske, der er fremtrædende. Den resulterende stemning minder mig flere steder om Primordial, den er bare ikke helt så dyster som hos irerne.

Generelt er udtrykket højtideligt, men det overdrives ikke, så resultatet udstråler stolthed og værdighed, men undgår at blive selvhøjtideligt. Med gæsteoptræden af bandets tidligere sanger Kristoffer Rygg (a.k.a. Garm, kendt fra Ulver), er man oppe på hele fire vokalister, og det giver mulighed for at skabe noget ekstra på dén front. Det potentiale bliver desværre ikke udnyttet fuldt ud, for sangerne adskiller sig ikke nok fra hinanden. Personligt havde jeg også gerne hørt en større hårdhed i Jens Bogrens mix af skiven, det havde givet lidt mere kant. Men det er et spørgsmål om smag, for ”Winter Thrice” er en gennemført skive for alle, som har hang til velskrevet Metal med det melodiske i fokus.

Tracklist:
1. The Rhymes of the Mountain
2. Winter Thrice
3. Cold Runs the River
4. Panorama
5. When Chaos Calls
6. Erodent
7. Noctilucent
8. Terminus
9. Dominant Winds
Samlet spilletid: 56:57

 

Læs mere...

Unleashed - Dawn Of The Nine

At have eksisteret i mere end 25 år er i sig selv ganske godt gået, men den konstante strøm af studiealbums, der er kommet fra de svenske Metalkæmper i Unleashed siden debut’en ”Where No Life Dwells” udkom i 1991, er imponerende. Det nyeste er således nummer 12 i rækken, hvilket understreger billedet af kontinuitet.

Den fortsætter også rent indholdsmæssigt, for hvis man tidligere har beskæftiget sig med Unleashed’s univers, er der meget at nikke genkendende til: Bandet spiller stadig en blanding af Døds- og Viking Metal, hvor teksterne handler om kampe og de nordiske guder. Det er således ikke overraskende, at ”Let The Hammer Fly” ikke handler om en hvilken som helst hammer, men Thors egen Mjølner. Historierne fortæller Johnny Hedlund som vanligt med stor overbevisning; han har virkelig en fed stemme; dyb og buldrende, men stadig nem at forstå.

Vokalen får udmærket respons fra musikken; her er det især de numre hvor tempoet er hævet, der klarer sig godt. Det gør “Where Is Your God Now?” og ”Land Of The Thousand Lakes” værd at fremhæve, men også slutnummeret står stærkt. Alligevel fremstår albummet forudsigeligt og uden overraskelser – det er de sikre valg, der er truffet. For fans af Unleashed og genren som sådan er det stadig værd at prøvelytte, men ”Dawn Of The Nine” kommer ikke op på niveauet fra forgængeren ”Odalheim”.

Tracklist:
1. A New Day Will Rise
2. They Came To Die
3. Defenders Of Midgard
4. Where Is Your God Now?
5. The Bolt Thrower
6. Let The Hammer Fly
7. Where Churches Once Burned
8. Land Of The Thousand Lakes
9. Dawn Of The Nine
10. Welcome The Son Of Thor!
Samlet spilletid: 44:57

 

Læs mere...

Vanir - The Glorious Dead

Siden de debuterede med albummet ”Særimners Kød” i 2011 har der været travlt hos danske Vanir; foruden en lang række koncerter er det blevet til albummet “Onwards Into Battle”, som udkom 2012. Sidste år blev der skiftet ud i besætningen, og nu er man klar med det tredje album, “The Glorious Dead”.

Som titlen antyder er der tale om en hyldest til alle faldne helte, og til det formål er Vanir stil meget passende. Med en grumt growlende vokal i front og godt gang i guitarerne sikres nemlig et kraftigt mandfolkeislæt i musikken. Man søger samtidig at retfærdiggøre betegnelsen Viking Metal ved at addere en sækkepibe til instrumenteringen, men det falder ikke heldigt ud. Problemet er, at numrene ikke tager hensyn til blæseinstrumentet, som derfor har mere end svært ved at gøre sig gældende – trods en ihærdig indsats bliver det aldrig en integreret del af helheden. I det hele taget kniber det med at lukke det melodiske ind, for også guitarernes bidrag i denne boldgade virker påklistrede. På mig virker det som en halvhjertet indsats, som gør numrene temmelig kedelige i længden. Det bør Vanir tage konsekvensen af: Enten sørger de fremadrettet for mere plads til de melodiske elementer, så musikken bliver mere homogen, eller også går de all-in på det brutale – i den foreliggende udgave sætter de sig mellem 2 stole.

Tracklist:
01. Fall of the Eagle
02. March of the Giants
03. Written in Blood
04. The Glorious Dead
05. I Valkyriernes Skod
06. Overlord
07. The Flames of Lindisfarne
08. Blood Sacrifice
09. The God Emperor
Samlet spilletid: 40:25

Læs mere...

King Of Asgard - Karg

Den gamle tommelfingerregel om, at man ikke skal fikse noget som virker, gælder også for King Of Asgard; derfor valgte de også at indspille deres tredje album i Sonic Train Studios med Andy LaRocque som producer.

Albummets titel, ”Karg”, betyder noget i retning af ufrugtbar, men det kan man ikke beskylde musikken for at være. Tværtimod lykkes det igen Karl Beckman & Co. at skabe en rigtig mandfolkeudgave af Viking Metal, som lægger sig i den tungere ende af dén genre – resultatet lyder mere af plyndring end fest. Det billede understreges af de superseje guitarer i ”Highland Rebellion” og ”Remnant of the Past”, hvor det virkelig rykker. Men det at give musikken en skarpere kant i retning af egentlig Dødsmetal har også en bagside, for selv om der er mange melodiske elementer i numrene, så er ”Karg” mindre medrivende end sine forgængere. Det kræver derfor flere gennemlytninger at komme ind i albummet, men selv om man investerer den nødvendige tid, er belønningen ikke helt så stor som på de tidligere udspil fra svenskerne. King Of Asgard holder stadig afstand til de fleste konkurrenter indenfor genren, men med ”Karg” formår de ikke at udbygge afstanden, blot fastholde deres position – dertil er resultatet lidt for lukket.

Tracklist:
1. The Runes of Hel
2. The Trickster
3. Highland Rebellion
4. Remnant of the Past
5. Omma
6. The Heritage Throne
7. Huldran
8. Rising
9. Total Destruction (bonus track)
Samlet spilletid: 49:51

 

Læs mere...

Amon Amarth, Carcass, Hell

De svenske vikinger i Amon Amarth er efterhånden hvad man kan betegne som et rigtigt husorkester her i lille Danmark. De har både spillet på Roskilde Festival i 2009, på Copenhell tidligere i år og i Store Vega intet mindre end 4 gange i løbet af de seneste 6 år. Alligevel formår Amon Amarth altid at samle en stor mængde fans til deres shows.
I aften står foruden Amon Amarth også de engelske sværvægtere Carcass og deres landsfæller Hell der for nyligt har fundet sammen efter mange års pause.

 

Hell:
Oprindeligt begyndte engelske Hell helt tilbage i 1982 i en by kaldet Derbyshire. Bl.a. pga. forsangerens død, og deres tidligere pladeselskabs konkurs 2 uger inden den planlagte indspilning af debutalbummet, brød de op kun 5 år senere.
I 2008 fandt de sammen igen og fik her både anskaffet sig en ny forsanger og en ny guitarist. Sidenhen har de udgivet albummet ”Human Remains” fra 2011 og ”Curse And Chapter” tidligere i år.
Genremæssigt betragter kritikerne dem som en del af New Wave Of British Heavy Metal bølgen, selvom de dog selv vedkender sig heavymetal genren. Bandet selv er bl.a. kendt for at være nogle af de første som brugte corpse paint på scenen.

Da Hell kl. 19 betræder scenen er Vega knap 2/5 fyldt. Det kan både skyldes det tidligere tidspunkt, men måske mere sandsynligt at kun få kender til Hell…

Bandet selv er i denne omgang det første jeg skuer. Forsangeren er i bar overkrop og bruger f.eks. en pisk til at straffe sig selv med, således at han fremstår som en skinger og overdramatisk Messias. Det er i god tråd med resten af bandets udklædning, da de alle som én er malet. Det føles dog meget malplaceret, i hvert fald hvis man kigger på hovednavnet, såvel som Carcass’, musik.
Lyden i aften er som sædvanlig af høj kvalitet, og lyset underbygger Hells mystiske og delvist sataniske attitude.

Kun ganske få publikummer ser ud til at kende, endsige bekymre sig, om Hell. Det er ganske tydeligt at bandet aldrig blev store i deres egen tid, og det er tvivlsomt at de skulle blive det i vores.
Der er dog et enkelt tidspunkt i den ca. halve time lange koncert hvor Hell har held med at fange publikums interesse, men det er meget kortvarigt.
Det er ikke fordi forsangeren ikke forsøger, men det er som om han ikke helt kan bestemme sig for om musikken bør tale for sig selv eller ej. I nogle sange er han helt nede ved de forreste rækker – i andre står han med ryggen til.

Også, efter en halv time, takker Hell af.
Efter den seance er jeg om noget kun mere overbevist om at de ikke rigtigt har noget at tilbyde i vores årti. Musikken er ikke forfærdelig, men den forfalder for meget til de samme kedelige 4/4 rytmer og gennemskuelige melodier, og vi har nu engang musikalske giganter der gør præcist det samme – bare bedre – både mht. musikken og udklædningen. Medmindre man savner et nostalgisk fix er det svært at anbefale Hell.
3 stjerner.

 

Carcass:
Engelske Carcass anses som opfinderne af goregrind, såvel som en af pionererne bag grindcore. Senere blev de også anerkendt som endnu en pioner, denne gang bag den melodiske dødsmetal. Bandet har dog også snart 30 år på bagen – de opstod nemlig i Liverpool tilbage i 1985. Derfra gik der 3 år inden deres debutalbum ”Reek Of Putrefaction” blev udgivet. Det næste album ”Symphonies Of Sickness” var klart allerede ét år senere, og kun 2 år derfra ramte ”Necrotism – Descanting The Insalubrious” os hårdt i ansigtet (gad vide om de titler betyder noget?).
Anyway… Så var de 3 første albums sikkert placeret i grindcore/goregrind genrerne.
Carcass begyndte så med tiden at eksperimentere, og det førte til de to næste albums der stadig i dag betragtes som mesterværker i den melodiske dødsmetal. Især ”Heartwork” fra 1993, men også ”Swansong” fra 1996 vil mange nikke genkendende til.
Og det var så dét… Troede man. Imellem 1995 – 2007 var der dødt i Carcass lejren, men så kom de pludseligt tilbage og spillede bl.a. i vores hjemegn til Danish Metal Awards i 2008.
Siden da har Carcass optrådt hist og her, og har også fundet tid til at udgive deres første nye materiale i 17 år. ”Steelwork” ramte gaderne tilbage i september. I øvrigt er Carcass netop også blevet bekræftet til at spille på næste års Roskilde Festival.

Kun et kvarters ventetid kunne det blive til, men på den korte tid ser Vega også helt anderledes ud.
Vega er nu godt og vel 3/4 fyldt op, og det er på flere måder et helt andet band vi har med at gøre.

Først og fremmest er der absolut ingen påtagethed, kun ren og skær overlegen teknik og god sangskrivning. Jeg må blankt indrømme at jeg aldrig tidligere har dyrket Carcass, men fra første strofe lytter jeg interesseret med, og det er bestemt ikke kun mig der ser ud til at falde pladask for dette band.

Lyden har heldigvis ikke forandret sig, så man kan snildt høre alle de finere detaljer.
Lysshowet skal også påpeges, for det er sgu noget man lægger mærke til. Bandet er langt det meste af tiden henlagt i delvist mørke, og sammen med de morbide og klamme videoer man kan skue på de 2 opsatte skærme på scenen er det en grum attitude vi er vidner til. Det er bestemt ikke for sarte sjæle.

Carcass spilder heldigvis ikke meget af tiden med sniksnak – til gengæld får de lov at spille hele 45 minutter. Man kan måske argumentere for at et så stort band skulle have mere spilletid, men i aften er de ”kun” opvarmning for Amon Amarth, og opvarmningsbands plejer sjældent at få mere end 30 minutter at gøre godt med.

Selvom musikken ikke er decideret nem at smadre igennem til, startes der alligevel moshpits i midten af salen mere end én gang. Igen er det til at bemærke Carcass’ fanbase her i Danmark, og det er på trods af at de ikke rigtig gør andet end bare at spille og komme med et par enkelte kommentarer undervejs. Alligevel er det nok. Jeg er godt underholdt, men i sidste ende føles koncerten heller ikke som noget særligt – det var ”bare” godt. Jeg ser frem til koncerten på næste års Roskilde.
4 stjerner.

Sætliste:
1) – Buried Dreams
2) – Incarnated Solvent Abuse
3) – Unfit For Human Consumption
4) – This Mortal Coil
5) – Cadaver Pouch Conveyor System
6) – Genital Grinder/Exhume To Consume
7) – Corporal Jigsore Quandary
8) – Captive Bolt Pistol
9) – Ruptured In Purulence/Heartwork

 

Amon Amarth:
Det svenske vikingemetalband Amon Amarth blev skabt helt tilbage i 1992 og er navngivet efter vulkanen ”Mount Doom” fra Tolkiens univers. Bandets musik kredser for det meste om vikinger i alle deres afskygninger, men Amon Amarth har selv frasagt sig genren vikingemetal – i stedet mener de at tilhøre den melodiske dødsmetal. Hvad end man nu synes, er det uomtvisteligt at de har været længe i gamet. Amon Amarth har udgivet intet mindre end 9 albums.
De mest kendte af de ældre albums består af ”Versus The World” (2002), ”Fate Of Norns” (2004) og ”With Oden On Our Side” (2006). I 2008 fik Amon Amarth endnu et gennembrud med ”Twilight Of The Thunder God” der af flere anses som værende bandets bedste udgivelse.
I 2011 kom ”Surtur Rising”, der dog ikke blev en ligeså stor succes. I sommers blev ”Deceiver Of The Gods” så smidt på gaden.

Da Amon Amarth betræder scenen kl. 21 er Vega nu næsten helt fyldt – alligevel ganske imponerende på en onsdag. Publikum tager godt imod vikingerne, som dog lægger ud med 2 helt nye sange som ikke så mange kender godt til i forvejen. Heldigvis bliver ”Death In Fire” præsenteret kort efter, og der lyder aftenens første store jubelbrøl.

Amon Amarth selv er et rutineret band og det kan spores på aftenens performance. Den er professionel, det tekniske sidder i skabet og forsangeren, den drikkehornsbesiddende vikingekæmpe, snakker både dansk og svensk til os igennem aftenen – der er dog intet usædvanligt at spore. Det er som sådan ikke skidt, for musikken er mere end rigeligt til at holde os interesserede, men bandets optræden er på alle måder ganske standard.

Desværre, og af uforståelige grunde (det er jo hovednavnet der spiller?!), er lydkvaliteten blevet forringet siden Carcass. Først og fremmest er volumen for lav (et problem der desværre ikke bliver rettet op på), men især trommerne (dobbeltpedalen står her markant ud) er mudret. Det bliver bedre efter et par sange, men aldrig helt godt.
Lyset opvejer en smule for det, da det følger bandets musik på flere forskellige måder. Bl.a. lyser det blodrødt under ”Death In Fire”, og under ”Twilight Of The Thunder God” blinker det meget kraftigt for at symbolisere lyn.

Under ”Runes To My Memory” bliver der i ly af mørket indlogeret 2 runesten på scenen – det er sådanne virkemidler Amon Amarth bør bruge oftere, da det understreger meningen bag deres sange.
Det kan godt være det er onsdag, men det skal ikke afholde folk i at feste løs – eller drikke igennem. Under ”Varyags Of Miklagaard” bliver vi kommanderet til at hoppe og ned, og det bliver der i sandhed gjort.

Vi får serveret 14 sange før Amon Amarth smutter af scenen. Sætlisten inkluderer kun 4 sange fra albums ældre end ”Twilight Of The Thunder God”. Man kunne muligvis godt have spillet et nummer som f.eks. ”Asator”, men den nye ”Warriors Of The North” er også et helt fantastisk nummer. Generelt er der sørget for at publikum aldrig skal igennem mere end 1 – 2 nye sange før et hit, eller i hvert fald en relativt kendt sang, fryder vores øregange.

Lyset dæmpes, og stormfulde baggrundslyde kombineret med et imponerende lysshow henleder tankerne mod buldren og torden – også får vi selvfølgelig titelsangen fra ”Twilight Of The Thunder God”. Forsangeren slår endda i gulvet med en gigantisk Mjølner-lignende hammer for at hamre pointen hjem. Vi får lov at gå hjem på ”Pursuit Of Vikings”, som naturligvis delvist dedikeres til os – de rigtige vikinger!

Alt i alt en godkendt indsats fra de svenske vikinger, som dog aldrig nåede over i det fantastiske – det var showet simpelthen for rutineret til. Lysshowet tæller op, og især de fede props der bliver brugt (flere af dem!), men den halvdårlige/halvlave lyd trækker en anelse ned – dog ikke meget.
En fed detalje var at Amon Amarth udskiftede deres baggrundsbanner hele 3 gange.
Herfra gives 4 stjerner.

Sætliste:
1) – Father Of The Wolf
2) – Deceiver Of The Gods
3) – Death In Fire
4) – Free Will Sacrifice
5) – As Loke Falls
6) – Runes To My Memory
7) – Varyags Of Miklagaard
8) – The Last Stand Of Frej
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Shape Shifter
11) – Warriors Of The North
12) – Destroyer Of The Universe
13) – Cry Of The Black Birds
14) – War Of The Gods
Encore:
15) – Twilight Of The Thunder God
16) – Pursuit Of Vikings

 

  • Amon Amarth_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Amon Amarth_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet

Læs mere...

Finntroll, Tyr, Skálmöld

Jeg havde glædet mig til denne koncert lige siden den blev offentligtgjort. 3 gange folkmetal med masser af kvalitet, med Finntroll som hovednavn, så er der sgu lagt op fest! Selv på en søndag! Og på trods af at aftenens arrangementet er placeret på en søndag, så er der alligevel en anselig mængde feststemte metalfans parat, allerede da første band går på. Deres trofaste udsendte ankom lige da Skálmöld gik på, og efter at jeg blev armeret med rustning, skjold, sværd og (naturligvis) en fadøl, var jeg fuldstændig klar til at drage i krig sammen med resten af mine medsammensvorne metalkrigere.

Skálmöld:
Skálmöld var som første band programsat til at gå på allerede klokken 19, hvilket er en smule tidligt i forhold til mange andre arrangementer, men min frygt for at de ville spille for en tom sal, viste sig at være fuldstændigt ubegrundet. Folk var mødt op, og folk var klar. Jeg har sjældent oplevet sådant et bifald til det første band ud af tre, da de gik fra scenen. Og det var fuldt fortjent. De 6 islandske herrer gjorde en glimrende figur på scenen. De spillede fedt, var i godt humør og de fik godt gang i publikum. Frontmand Björgvin Sigurðsson fik også vist sine evner til at snakke dansk imellem numrene, hvilket faldt i ganske god jord hos undertegnede. Selvom de kun fik lov at spille i en god halv time, synes jeg faktisk at de kom godt afsted med at få skabt oplevelsen af en hel koncert. Deres musik er tilpas afvekslende til at vi kom rundt i flere afkroge, men med en rød tråd hele vejen. Meeeeeen jeg ville nu nok have foretrukket et kvarters tid mere for lige at få stemningen helt ind under huden.

Tyr:
Da færøske Tyr gik på scenen, tog stemningen en lille drejning. Deres musik er en smule mere seriøs og alvorlig end Skálmöld's, og deres fremtoning på scenen var også knap så løssluppen som det tidligere band. Bassisten forsøgte godt nok at få lidt kontakt til publikum, men jeg synes kun at det var med begrænset succes. Den stillestående og mere introverte opførsel passer egentligt også fint nok til den små-melankolske og episke stil, de lægger for dagen. Mit problem med det var, at jeg, rent mentalt, ikke var indstillet på det. Performancemæssigt var der ikke en finger at sætte på det. Det lød godt, der var masser af lækkert guitar-lir undervejs og forsanger Heri Joensen var glimrende imellem numrene. Jeg var bare ikke helt involveret i det, og det lod til at resten af publikum også havde det lidt på samme måde. Tyr fik også kun godt en halv times tid på scenen, og i det her tilfælde passede det mig egentligt udmærket, for jeg var faktisk begyndt at se frem til at Finntroll gik på.

Finntroll:
Ved 21-tiden blev det så endeligt tid til at tage alfe-ørerne på og gøre sig klar til en omgang humppa folk metal fra De 1000 Søers Land. Nogle gange er forventningens glæde jo den største, men heldigvis ikke i dette tilfælde! Finntroll viste i dén grad, hvorfor de er blevet den genre-skabende og -førende metalinstitution, de er. Vi fik serveret en lækker blanding af nyt og gammelt af et band, der var kommet for fyre den af sammen med et fantastisk publikum. Jeg ved i øvrigt ikke hvad folkene på Voxhall havde tænkt sig, da de placerede nogle af de velkendte olietønder lige lovligt tæt på det, der nu viste sig at være en ordentlig omgang humppa-pit. Der måtte ryge et par flasker i svinget, før en betænksom publikummer (læs: Deres trofaste udsendte) fik flyttet den tilbage i behørig afstand. Men pyt, det er hvad man må tage med, når der skal moshes. Nå, men tilbage til musikken! Finntroll var alt det, jeg stod og savnede under Tyr koncerten, og de byggede fedt videre på det, Skálmöld så fint havde startet. Det er imponerende, hvor godt deres blanding af folk, humppa og metal virker live. Endda uden at det bliver for fjollet. En kort overgang stod jeg og blev i tvivl om, hvorvidt det var Gogol Bordello der stod på scenen. Det var dog også kun en meget kort overgang, men det siger lidt om, hvor meget de har rystet posen for at finde deres koncept. Et koncept som jeg i øvrigt synes, at de har været gode til at udvikle igennem årene. De spillede en time og et kvarter, inden de forlod scenen. Der fik de dog ikke lov til at befinde sig i særlig lang tid, før de blev kaldt tilbage til 2 ekstranumre. De kunne sagtens have spillet et par numre til for min skyld, og havde det stået til alle os i salen, var de blevet bedt om at komme tilbage på scenen en tredje gang!

Jeg ved ikke helt, om det er på sin plads at rose en metalkoncert for sin effektivitet, men min oplevelse var at det hele forløb som smurt i den dyreste og fineste olie på markedet. Der var omkring en halv times tid imellem hvert band, og Finntroll var færdig med det sidste af de 2 ekstranumre omkring 22.30. Om det tidlige tidspunkt og den punktlige afvikling var fordi de skulle hurtigt videre på touren, eller om det var på grund af søndagen (eller noget helt tredje) skal jeg ikke gøre mig klog på, men det hele blev afviklet hurtigt og effektivt. Jeg stod faktisk lidt med en følelse af, at aftenen var gået lidt for hurtigt. De kunne måske godt have kogt lidt mere suppe på de lækre ben, der var smidt i aftenens store sorte vikingegryde.

I øvrigt var det superfedt at alle bands fik lov til at bruge hele scenen. Ikke noget med at placere opvarmerne foran hovednavnets gear og bruge de første 2 numre til at få lyden helt på plads. Det hele spillede højt og godt fra start til slut. Alt i alt et fremragende arrangement. 5 ud 6 stjerner herfra.

Læs mere...

Ereb Altor - Fire Meets Ice

For fjerde gang tager de svenske Viking Metal specialister fra Ereb Altor fat i fortællinger fra den nordiske mytologi, og igen er det med en personlig og anderledes mørk tilgang til genren, end man ellers er vant til. Her er der ingen heltekvad at synge med på, og omkvæd med opfordring til at svinge mjødhornet søger man også forgæves efter.
I stedet satser de to grundlæggere Ragnar og Mats sammen med deres nye trommeslager Tord på at sætte teksterne om de nordiske guders bedrifter i meget stemningsfyldte rammer. Derfor er både tempo og musikalsk vildskab nedtonet for at give plads til mere seje passager med stærke vokaler og underliggende keyboards. Det fungerer udmærket og giver nogle af de samme følelser, som man finder i Black Metal. Samtidig har musikken noget alvorligt og højtideligt over sig, men især det sidste bliver tit overdrevet, og så bliver tingene selvhøjtidelige i stedet.
Samtidig betyder den valgte stil at musikken ikke har ret meget dynamik, og derfor i lange passager er lidt halvkedelig. Der er for få seje guitarer som dem man hører i åbningsnummeret, og de spændende sekvenser i ”Helheimsfärd” ville jeg godt have hørt flere af.
Så nej; trods glimrende greb om de stemningsmæssige sider af musikken formår Ereb Altor ikke at brænde helt igennem – for at det skal ske, skal musikken være bredere funderet end tilfældet er her.

Tracklist:
1. FIRE MEETS ICE
2. THE CHOSEN ONES
3. NIFELHEIM
4. MY RAVENS
5. SACRIFICE
6. HELHEIMSFÄRD
7. THE DECEIVER SHALL REPENT
8. POST RAGNARÖK
9. OUR LEGACY

Samlet spilletid: 56:36

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed