fbpx

Manticora - To Kill to Live to Kill

De otte år der er gået, siden det seneste udspil fra Manticora kom på gaden, har bandet tilbragt med diverse turnéer og udskiftninger i besætningen, men de seneste tre år har fokus været på at skrive materiale til dette, bandets ottende album, men ikke nok med det; udgivelsen er planlagt som en to-trins raket, hvor anden del kommer næste år.

Der åbnes med et uddrag af Tjajkovskijs første klaverkoncert, men også senere bliver der gjort brug af store arrangementer med pomp og pragt. Albummet bygger indholdsmæssigt på en horror fortælling skrevet af sangeren Lars F. Larsen, hvilket ind imellem gør tingene lidt for højtidelige – især ”The Farmer's Tale”- numrene bære præg af dette, hvilket gør dem lidt rodede.

Ellers må jeg sige, at Manticora spiller Power Metal lige efter mit hoved: Numrene har stærke omkvæd og flotte melodier, og så spilles der ærlig Metal uden at det hele skal smøres ind i keyboards – en svaghed, der ofte høres i genren. Men ikke her, hvor især ”Opium” kombinerer alle elementer meget overbevisende, men også i de øvrige numre får instrumenterne lov at udfolde sig uden at blive kastreret, så f.eks. guitarsoli afvikles i forrygende tempo. Samtidig er lyden fint nuanceret uden, at de enkelte instrumenter mister deres kant – her lyder Metal af Metal, hvilket produceren Jacob Hansen skal have kæmpe ros for.

Det er svært ikke at synes om dette udspil, som overbeviser tilstrækkeligt til, at jeg allerede glæder mig til anden omgang rammer markedet næste år.

Tracklist:
01. Piano Concerto 1 - B Flat minor...
02. Echoes of A Silent Scream
03. Through the Eyes of The Killer - Towering Over You
04. Katana - Awakening the Lunacy
05. The Farmer's Tale Pt. 1 - The Aftermath of Indifference
06. The Devil in Lisbon (instrumental)
07. Growth
08. Humiliation Supreme (instrumental)
09. Nothing Lasts Forever
10. Katana - Opium
11. Through the Eyes of The Killer - Revival of The Muse That Is Violence
12. The Farmer's Tale Pt. 2 - Annihilation at The Graves
Samlet spilletid: 70:23

Læs mere...

Mother Of Millions - Sigma

Mother Of Millions har hjemme i den græske hovedstad Athen, hvor bandet startede i 2008. I 2014 var man klar med debutalbummet ”Human”, som gav blod på tanden, og var startskud til forøget koncertaktivitet. Erfaringerne derfra har bandet lade flyde ind i materialet til opfølgeren, som de kalder ”Sigma”.

Her viser grækerne sig fra en meget rolig og nedtonet side, der er ingen store armbevægelser, ingen ”Se mig, Hør mig”- attitude, ingen selvfede proklamationer. Man kan næsten se det på tracklisten, numrene har korte titler, næsten som om de ikke skulle vække opmærksomhed.

Det gør de så alligevel, bare på en underspillet og næsten forsigtig facon. Når jeg angiver Progressiv Rock som genre, er det ikke for at give et billede af supervilde instrumentopvisninger eller samspil i højt tempo på kanten af det mulige – disse elementer finder man ikke på albummet. Derfor kan det diskuteres, om stilen virkelig er progressiv, eller om der ”bare” er tale om Rock. Når jeg bruger betegnelsen Progressiv Rock skyldes det, at albummet har en meget alvorlig og intens tone, som gennemsyrer alle elementer – fra George Prokopious vokal til de forskellige melodier drevet frem af guitar eller keyboards. Netop melodierne fungerer udmærket, men det underspillede image virker som en begrænsning – lidt mere selvtillid havde gjort albummet mere interessant.

Tracklist:
1. Emerge
2. Shine
3. Silence
4. Rome
5. Their Passage, The Light
6. Collision
7. The Rapture
8. Spiral
9. Sigma
Samlet spilletid: 41:37

Læs mere...

Road to Jerusalem - Road to Jerusalem

Road to Jerusalem blev dannet i starten af 2016 med besætningen Josh Tyree (Vokal), Andreas Holma (Bas), Michael Skovbakke (Guitar) og Per Møller Jensen (Trommer), hvilket bringer navne som The Haunted, Invocator, Konkhra, Hypocrisy, Scar Symmetry og Soilwork på det samlede cv. Det skaber forventninger om solid Metal fra den nye konstellation, men det er ikke tilfældet - Road to Jerusalem spiller Rock, og det gør de med masser af nerve og sjæl.

En stor del af æren for dette tilfalder sangeren Josh Tyree, som fra start til slut markerer sig stærkt med en vokal, hvis udtryk han varierer rigtig meget. Det giver en flot dynamik samtidig med, at han virkelig lever sig ind i musikken. På mange måder minder det om den rolle, Robert Plant spillede i Led Zeppelin.

Men ikke kun vokalen leder tankerne hen på noget gammeldags, det gør musikken også. Her skal gammeldags ikke forstås som i Syrerock, men gammeldags som i bluesbaseret Rock. Og den fortolker bandet på en ret nedtonet, let underspillet måde, hvor de fleste numre er sparsomt instrumenteret, hvilket harmonerer virkelig godt med Tyrees vokal. Samtidig understreger det, at numrene har en stor styrke; en styrke, som kommer indefra. Derfor benyttes alle elementer i de helt rette doser, som Michael Skovbakkes perfekt følte bluesguitar i ”Poison Ivy”.

Jeg er imponeret over, hvor sikkert bandet formår at lægge de hårdtslående Metal elementer til side, og skabe afdæmpet musik med stor styrke. Det gør denne debut meget vellykket, og placerer Road to Jerusalem på listen over de bands, man skal holde øje med.

Tracklist:
01. Andromeda´s Suffering
02. Under Your Skin
03. Village
04. Widowmaker
05. Poison Ivy
06. Ragtime Woman
07. Behold in Now
08. Them
09. Jack O´ Diamonds
Samlet spilletid: 35:20

Læs mere...

Subterranean Masquerade - Vagabond

Selv om Subterranean Masquerade stammer fra Norge, afslører et kig ned over listen af medlemmer, at flere af disse har en anden etnisk baggrund end den norske – det er et udmærket udgangspunkt for et band, som gerne vil blande flere genrer. Det har bandet gjort siden starten i 1997, og nu, 20 år senere, udgiver de deres tredje album.

I åbningsnummeret anslår indisk citar og percussion en ”summer of love”- stemning, men da nummeret kommer i gang med både klaver, guitar og sax, bliver det til en udmærket omgang moderat Rock, ikke mindst via den bløde og imødekommende vokal.

Det moderate kendetegner også de efterfølgende numre, men forhindrer ikke Subterranean Masquerade i at eksperimentere. Således er der en del passager, hvor musikken er tydeligt inspireret af ikke-nordisk Folkemusik, som efterlader en cirkusagtig stemning.

Albummet afsluttes en fortolkning af David Bowies Space Oddity som en hyldest til den afdøde superstjerne. Den er som sådan udmærket, men det virker letkøbt at tage et så ikonisk nummer; et mindre hypet track havde virket som en mere ægte tribute. Nu ender det mere eller mindre på mellemhånd, hvilket gælder for albummet som helhed. Jeg synes godt om de lidt syrede 60’er referencer, men går generelt for meget cirkus i musikken til, at albummet får mere end et OK i samlet bedømmelse.

Tracklist:
1. Place for Fairytales
2. Nomad
3. Waves
4. Carousal
5. Kippur
6. Daled Bavos
7. As You Are
8. Hymn of the Vagabond
9. Space Oddity
Samlet spilletid: 47:54

Læs mere...

Korea - Abiogenesis

Trods det asiatiske navn er bandet her fra Sverige, nærmere bestemt Stockholm. Efter at have udsendt de to albums ”For The Present Purpose” (2008) og ”The Delirium Suite” (2010), opstod indre spændinger, og bandet gik i hi. Tre år senere kom guitaristen Johan Stigsson ind i billedet, hvilket satte gang i målrettet sangskrivning. Resultatet heraf foreligger nu i for af albummet ”Abiogenesis”.

Indholdet kan bedst betegnes som Progressiv Rock, for selv om numrene langt fra er en opvisning i sublim instrumenthåndtering og rytmiske ekstremiteter, har de alligevel en seriøsitet, der retfærdiggør betegnelsen. Især på albummets første tredjedel gør dette sig gældende: Åbningsnummeret byder på flotte vokaler, men ikke så meget dynamik. Det kommer i track 2, ”Fanatic”, som er virkelig stærkt. Intensiteten fastholdes i de følgende numre, men efterhånden som albummet skrider frem, begynder numrene at miste noget af deres spænding. Resultatet er mere poppet og peger mere i retning af Art Pop, især helt til slut. Det betyder ikke, at Korea slækker på det seriøse, for her holdes fanen højt hele vejen. Men der kommer hurtigt til at mangle den intensitet, som de første numre indeholdt. Derfor falder oplevelsen støt i kvalitet, men ender alligevel over middel pga. et højt udgangsniveau.

Tracklist:
1. Compass
2.Fanatic
3.Exodus
4.Thought Pattern
5.Abyss
6.Corner of my own
7.Do you want my lawnmower
8.Downfall
9.New Horizon
10.Stand Down
11.Orbiting the Void
12.Terminal Velocity
13.Polarity
Samlet spilletid: 56:32

 

Læs mere...

Thalamus - Hiding From Daylight

Selv om de har eksisteret i ti år, og med ”Hiding From Daylight” nu udsender deres fjerde album, er jeg ikke tidligere stødt på svenske Thalamus. På billeder ser medlemmerne ud til at være modne herrer, og det underbygges af deres musikalske præferencer.

Thalamus spiller nemlig Hardrock som den lød i sin ungdom tilbage i 70’erne, så albummet byder på 40 minutters retrostemning. Det hele anføres af Kjell Bergendahl rene og kraftfulde vokal, som passer perfekt til stilen. Det samme gør Joakhim Åslund, når han fyrer op for sit Hammond orgel – det forstærker albummets old school stil.

Selv om stilen er Hardrock, er den ikke særlig Hard målt efter nutidens målestok, og selv om guitarerne i f.eks. ”Don’t leave me behind” er ret insisterende, så overskygges de alligevel af både vokal og orgel. Den lidt hårdere tilgang til tingene genfindes både i ”Absolution” og ”Down in a hole”, mens titelnummeret lyder ret meget i retning af Blue Öyster Cult. At de også magter det mere følelsesprægede, viser Thalamus i ”Someday”, som er Bluesrock i lavt tempo, og på den måde får svenskerne demonstreret en fin udnyttelse af bredden indenfor genren.

Når det kommer til bedømmelse af ”Hiding From Daylight”, så er det ord som solidt og gennemført, der dukker op hos mig. Albummet er samlet set udmærket, men det er især Bergendahls vokal, det løfter udgivelsen det sidste hak.

Tracklist:
1.Time
2.The painter
3.Don’t leave me behind
4.Someday
5.Hiding from daylight
6.Absolution
7.Down in a hole
8.Vertigo
Samlet spilletid: 41:30

Læs mere...

Persefone - Aathma

Andorra har ikke tidligere figureret på mit musikalske verdenskort, men det er en klar fejl. Det fandt jeg ud af, da jeg fik ”Aathma” til anmeldelse; albummet er det femte fra Persefone, som netop kommer fra Andorra og har eksisteret siden 2001.

Persefone spiller Progressiv Metal, men det er en velbesat og aktiv genre, så hvad får ”Aathma” til at stikke ud fra mængden? Kigger man alene på indholdet, ligner det umiddelbart meget andet i samme stil: Numrene har ret lange instrumentale passager, hvor musikerne virkelig folder sig ud. Det giver plads til vilde løb, hvor guitaristernes fingre flyver hen over strengene i vanvittigt tempo, mens keyboardet følger trop. Samtidig er der roligere passager, hvor det melodiske kommer frem, og hvor indlevelsen virkelig mærkes. Det hele veksler på kryds og tværs, så musikken hele tiden er spændende og i bevægelse.

Når der suppleres med vokaler, sker det både i rene og brølende udgaver, så begivenhederne får ekstra kant. Det er samtidig med til at gøre tingene levende, så det hele ikke ender som en steril omgang opvisning – en risiko man nemt udsættes for, når man har med så dygtige musikere at gøre, som tilfældet er her.

Det bringer mig tilbage til spørgsmålet fra før: Skal jeg pege på en enkelt ting, er det helheden, den fine balance mellem sublim instrumenthåndtering, stærk og varieret sangskrivning samt upåklagelig produktion, der i fællesskab får ”Aathma” til at stikke ud fra mængden. Og det i en sådan grad, at jeg ikke tøver med at udråbe det til årets bedste progressive udgivelse – det her er virkelig fedt!

Tracklist:
1 An infinitesimal spark
2 One of many...
3 Prison skin
4 Spirals within thy being
5 Cosmic walkers
6 No faced mindless
7 Living waves
8 Vacuum
9 Stillness is timeless
10 Part I. Universal oneness
11 Part II. Spiritual bliss
12 Part III. One with the light
13 Part IV. ...many of one
14 Prison Skin (Instrumental)
Samlet spilletid: 60:52

 

Læs mere...

Oceanwake - Earthen

”Earthen” er titlen på det tredje album fra finske Oceanwake, som er et nyt navn i min bog, selv om de har eksisteret i næsten ti år. Med kun to numre til at udfylde tre kvarters spilletid er der lagt op til god tid til udfoldelser.

Åbningsnummeret ”A Storm Sermon” lægger stille ud, og de stille passager fylder en pæn del af spilletiden. Finnerne tager sig god tid til at opbygge stemninger; via stille guitarmelodier, underliggende keyboards og fine vokaler bliver man som lytter hensat i en meget afslappet tilstand – hvis man lukker øjnene, kan man nemt lukke omverdenen ude. Ind imellem bliver man ret brutalt kaldt tilbage til den virkelige verden; det sker når Eero Haula sætter ind med en vokal, som er vrængende på en næsten grotesk måde – manden lyder som en parodi på en Metalsanger. Samtidig bliver der leveret tunge hug i instrumenterne, som understøtter det voldsomme. Det giver pænt store kontraster, som fremhæver enkeltdelene og gør nummeret interessant.

I ”In Amidst the Silent Thrones” fortsætter stilen fra åbningsnummeret; det er de samme elementer, der er i brug, men det giver ikke helt det samme resultat. Der er skruet op for mængden af Metal, men desværre er den rodet og mindre spændende. Det sidste gælder også for musikkens stille passager, hvilket gør nummeret mindre interessant end forgængeren, selv om den afsluttende guitarmelodi er ret fed. I fællesskab kan de to numre derfor trække tre stjerner hjem til ”Earthen”.

Tracklist:
1. A Storm Sermon
2. In Amidst The Silent Thrones
Samlet spilletid: 45:13

 

Læs mere...

Volturyon - Cleansed By Carnage

Svenske Volturyon startede under navnet Contortion i 2005, men skiftede til det nuværende navn to år senere. Efter albumudgivelser i 2008 og 2011 blev der lidt stille omkring bandet, men nu er de tilbage med deres tredje udspil i fuld længde.

Og det bliver sparket i gang med sådan et skrald: ”Pile of Human” er virkelig slagkraftig Death Metal med højt tempo som supplement til Alexander Högboms klassiske growl. Og hvis man ikke vil gå i detaljer, er det også en passende beskrivelse af albummets øvrige 9 numre. Volturyon holder sig nemlig til Død efter den klassiske opskrift, hvor det ikke var nødvendigt med melodiske indslag. Det gør selvsagt albummet til en ret så bister affære, men begrænser også udfoldelsesmulighederne. Alligevel lykkes det bandet at frembringe en række solide skæringer, hvor jeg vil fremhæve ”Swiping Salvation”, ”Hinterkaifeck” og ”The Capital of Perverse Punishment” for lige at rykke et mulehår vildere end de andre numre.

I det store billede vil ”Cleansed By Carnage” ikke gå over i historien som nogen milepæl eller gamechanger inden for Death Metal – dertil følger svenskerne for mange kendte retninger i deres musik. Men numrene har bestemt hår på bollerne, så hvis man er til klassisk Død, går man ikke helt galt i byen med denne udgivelse.

Tracklist:
1. Pile of Human
2. To Starve You
3. Cleansed by Carnage
4. Swiping Salvation
5. Fungus Coat
6. Hinterkaifeck
7. Cocoon
8. The Perfidious Idol
9. The Capital of Perverse Punishment
10. Pleasure of Molestation 
Samlet spilletid: 43:45

 

Læs mere...

Diabolical - Umbra

Hvis du har fulgt med i mine anmelderser ved du, at jeg ikke er den store fan af EP’er; som regel er der tale om halvhjertede, uinteressante udgivelser uden lang holdbarhed. Men her er et eksempel på undtagelsen, der bekræfter reglen: Det er EP’en ”Umbra” fra svenske Diabolical.

Åbningsnummeret ”Requiem” er en heftig omgang Blackened Death Metal med tunge guitarer og store kor som støtte for Sverker Widgrens dybe growl. I fællesskab opbygger de vokale elementer en flot stemning, som sparker EP’en flot i gang.

Herefter tager ”Diaspora” over, hvilket betyder et farvel til koret, mens de andre elementer bibeholdes. Det giver et mørkere udtryk, men samtidig et kvalitetsmæssigt dyk. Det bliver hurtigt vendt i det følgende ”Tremor”, som er udgivelsens ubestridte højdepunkt. Nummeret indeholder længere talte sekvenser, hvor temaet frygt behandles. Den ledsagende musik er afdæmpet, men har en stor styrke, specielt de melodiske guitarsekvenser har meget høj klasse. Det samlede udtryk er ret progressivt, og nummeret alene er et lyt til EP’en værd.

I det afsluttende ”Decline” vender Diabolical tilbage til stilen fra de første numre, og med succes. Nummeret forener de fræsende guitarer med grum vokal, mens der også bliver plads til et melodisk mellemspil – næsten som en hurtig opsummering af de resterende numre.

Alt i alt giver det en lækker omgang sodsværtet Dødsmetal, hvor det er svært at finde kritikpunkter; det skulle da lige være, at der skulle have været flere numre.

Tracklist:
1. Requiem
2. Diaspora
3. Tremor
4. Decline
Samlet spilletid: 22:26

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed