fbpx

Rammstein - Rammstein

Hele ti år er der gået siden Rammstein udsendte ”Liebe Ist Für Alle Da” – en periode hvor medlemmerne har haft tid til andre musikalske projekter som Emigrate og Lindemann, ligesom der også er skrevet et par bøger. Foruden diverse koncertturneer og live DVD’er er bandets fans blevet fodret med få nye numre, så det nye album er længe ventet. Og da forgængeren står som det hidtil mest helstøbte udspil, er forventningerne naturligvis skyhøje.

Der lægges ud med ”Deutschland”, som også er første valgt som single, og det forstår man godt: Nummeret er Rammstein når de er allerbedst med knaldhårde guitarer, stærke synthmelodier og Till Lindemann i absolut topform; hans stemme har aldrig været bedre end her. Samtidig bruges små selvcitater som lækre detaljer, der bygger bro til bandets bagkatalog – en uhyre stærk markering af, at være tilbage.

Stilen fortsættes albummet igennem, så de skarpe guitarriffs og Flakes synthesizer i fællesskab giver numrene den medrivende hårdhed, som bandet er kendt for. Men også mindre voldsomme sager som ”Was Ich Liebe” og ”Diamant” står stærkt, ikke mindst takket være Lindemanns suveræne fremførelse af teksterne. Disse revser både det tyske samfund og kirken, men står stærkest i beskrivelsen menneskelig ødelæggelse (”Puppe”, ”Was Ich Liebe”), og når den lille pige i ”Hallomann” bliver bedt om at sætte sig ind i bilen, gribes jeg af en uhyggelig følelse af, at det ikke er en god ide; det er scary og meget intenst.

På produktionssiden har Olsen Involtini gjort et glimrende stykke arbejde; lydkvaliteten ligger langt over, hvad man normalt får serveret på et Metal album – der er kælet for alle detaljer.

Tilbage er så et par spørgsmål: Er forventningerne blevet indfriet? Nej, men de var også så store, at det er umuligt. Er ”Rammstein” så et godt album? Absolut ja! Det viser, at bandet ikke har mistet evnen til at skabe fængslende hård Metal med friske melodier og stærke tekster … Jeg håber, at vi ikke skal vente ti år på mere nyt.

Tracklist:
1. DEUTSCHLAND
2. RADIO
3. ZEIG DICH
4. AUSLÄNDER
5. SEX
6. PUPPE
7. WAS ICH LIEBE
8. DIAMANT
9. WEIT WEG
10. TATTOO
11. HALLOMANN
Samlet spilletid: 45:18

Læs mere...

Rammstein - Paris

At det visuelle altid har været en vigtig del af Rammstein ses bl.a. ved, at tyskerne efterhånden har udsendt næsten lige så mange DVD’er som studiealbums. Og nu kommer der så endnu én, men ”Paris” er ikke en traditionel koncertoptagelse. I stedet er der tale om en koncertfilm instrueret af svenske Jonas Åkerlund, som er kendt for at lave musikvideoer for kunstnere lige fra Madonna og Lady Gaga til netop Rammstein. Filmen blev optaget 6. og 7. marts 2012 i Frankrigs hovedstad, hvor Åkerlund havde hele 25 kameraer til rådighed – det forklarer hvorfor redigeringsarbejdet tog mere end et år.
Koncerterne stammer fra ”Made In Germany” touren, så setlisten indeholder mange ældre numre som ”Bück Dich”, ”Mutter” og ”Asche Zu Asche” blandet med nyere tracks som ”Haifisch” og ”Amerika” – det kan man ikke rigtigt klage over. Det samme gælder billedkvaliteten, for optagelserne er virkelig skarpe og med fyldige farver. Hertil passer lydsidens 5.1 surround mix glimrende, man omsluttes af koncertstemningen.

Filmen har altså alle forudsætninger for at blive noget exceptionelt, men desværre lykkes det ikke at komme i mål, trods de mange muligheder. Netop de mange kameraer ender som en hæmsko, for det enkelte af dem er kun på ganske få sekunder, så klippes der til et andet.
Disse korte sekvenser får optagelserne til at fremstå mere dynamiske; det virker som om der kommer turbo på begivenhederne – det var det samme der blev brugt til at peppe tingene op dengang MTV var en rigtig musikkanal. Samtidig kan Åkerlund ikke lade være med at lægge forskellige visuelle effekter ind over billederne, ligesom der er mange klip med musikerne i slow motion mikset med real time optagelser. Men når jeg f.eks. ser Flake tage sin obligatoriske tur i gummibåden, kommer jeg ikke tættere på ved at se det i slow – tværtimod virker det distanceret og unødvendigt.

Problemet er, at hverken Rammsteins musik eller deres eminente sceneshow har brug for kunstige virkemidler – de to ting udgør i forvejen en perfekt enhed. Derfor bliver det hele unødigt hektisk, og filmen kommer til at fremstå som én lang musikvideo. Det er brandærgerligt, når man ser det store arbejde der er lagt i selve optagelserne.
Jeg tror, der er to måder at bedømme filmen på: Hvis man er træt af traditionelle koncertoptagelser, vil Åkerlunds stil sikkert virke som et frisk pust, men er man mere til traditionelle koncertoptagelsers roligere tempo, vil ”Paris” være et tilbageskridt. Jeg hører til den sidste gruppe …

Tracklist:
1. Intro
2. Sonne
3. Wollt Ihr Das Bett In Flammen Sehen
4. Keine Lust
5. Sehnsucht
6. Asche Zu Asche
7. Feuer Frei!
8. Mutter
9. Mein Teil
10. Du Riechst So gut
11. Links 2-3-4
12. Du Hast
13. Haifisch
14. Bück Dich
15. Mann Gegen Mann
16. Ohne Dich
17. Mein Herz Brennt
18. Amerika
19. Ich Will
20. Engel
21. Pussy
22. Frühling In Paris
Making of
Samlet spilletid: 142:35


Læs mere...

Avenged Sevenfold - The Stage

Avenged Sevenfold har igennem længere tid ligget i åben krig med deres tidligere pladeselskab, Warner Bros. i en sag om misligholdelse af kontrakt. Det er sikkert forklaringen på, at man har gået meget stille med dørene inden udgivelse af bandets syvende album, ”The Stage”, der kom på gaden som et lyn fra en klar himmel.

Helt så voldsomt er indholdet ikke, selv om der ellers er knald nok på numrene. Albummet markerer igen et stilskifte, idet numrene er mere teknisk prægede end jeg tidligere har hørt dem fra bandet. Det signaleres fra første færd, at albummet vil tages alvorligt, og det fortjener det også. Det er tydeligt, at musikerne kan deres kram, og der serveres mange lækre detaljer, uanset om det er strengeinstrumenter eller trommer, der er i fokus. Sangeren M, Shadows minder mig flere steder om en yngre Ian Gillan, og han gør gennemgående en god figur.

Der er mange skift i numrenes temaer og intensitet, og man lader ofte nogle elementer fade ind, mens andre fades ud. Samtidig er der blevet plads til eksperimenter som blæsere i ”Sunny Disposition”og strygere i ”Angels”. Samlet giver det mig anledning til at placere ”The Stage” i den progressive ende af Metalskalaen.

Amerikanerne har også taget den progressive genrens forkærlighed for lange numre til sig, så den samlede spilletid er kun en hårsbredde fra de fem kvarter. Det er lang tid at fastholde lytterens opmærksomhed, og det lykkes da heller ikke for Avenged Sevenfold. Som nævnt ovenfor er der intet i vejen med indsatsen, men numrene kommer ikke rigtigt ind under huden, men forbliver overfladiske. Det er ærgerligt, for de gode intentioner er tydelige, men kommer desværre ikke helt i mål.

Tracklist:
1. The Stage
2. Paradigm
3. Sunny Disposition
4. God Damn
5. Creating God
6. Angels
7. Simulation
8. Higher
9. Roman Sky
10. Fermi Paradox
11. Exist
Samlet spilletid: 73:35

 

Læs mere...

Metallica - Hardwired... To Self-Destruct

Så oprandt omsider året, hvor der atter gik lyd fra verdens største metalband. For det er Metallica. Hvornår man end afskrev dem, og hvad man end mener om deres forskellige kunstneriske derouter og kreative dødfødsler siden de dér famøse fire første studiealbums.

“Hardwired… To Self-Destruct”, som Metallica har døbt deres 10. studieudgivelse, er knapt så teknisk udfordrende som dens otte-årige storebror, den overraskende fuldfede “Death Magnetic” (’08), men mindst lige så hårdtslående. Det er ingenlunde lyden af et band, der har noget at tabe, men måske stadig noget at bevise.

I hvert fald virker det, som om Hetfield og Ulrich har gået efter en vis mængde materiale, der presser bandet til dets maksimale ydeevne. Og som for at imødekomme forbillederne i Iron Maiden, der sidste år glimrede med det succesfulde dobbeltalbum “The Book of Souls”, er “Hardwired… To Self-Destruct” kommet til at fylde +77 minutter fordelt over to skiver. Meget kan man sige om Metallica, men som så mange gange før er de ganske enkelt all-in på det, de nu engang foretager sig.

Da jeg første gang trykkede play på “Hardwired…”, fandt jeg mig selv med et stort, lyksaligt grin over hele flaben. Et grin af den type, der bare ikke forsvinder, selvom man prøver nok så hårdt på at bibeholde en mere end usund skepsis. Det indledende titelnummer fastspænder med maskinel stålsathed lytterens ædlere dele til en forkromet kofanger og smadrer ud over asfaltstepperne, som skulle det være sidste gang nogensinde. Lige så uimodståeligt kæk er den følgende “Atlas, Rise!”, der med sin kuperede rytmefigur virker som en modnet udgave af et nummer fra “Kill ‘Em All” (’83).

Udover alt det skønne fræs, som Metallica i sin tid selv var med til at perfektionere, trakteres vi med beskidt, fokuseret truckertyngde i “Now That We’re Dead”. Vi har en nutidig “The Thing That Should Not Be” i den ondsindede Cthulhu-hymne “Dream No More”, der under første gennemlytning fik denne dedikerede Lovecraft-læser til at huje af ren fryd. Og på den halv-episke midttemporocker “Halo on Fire” minder Hetfield os lige om, at han faktisk slet ikke er nogen dårlig sanger, inden det afsluttende crescendo henleder tankerne på den majestætiske “The Outlaw Torn” fra verdens mest misforståede rockplade, “Load” (’96).

Udover et par uheldige “together/forever” og “fire/desire”-rim er også tekstfronten overbevisende. Hetfields mærkbare livsglæde står i skærende kontrast til hans ofte nihilistisk sortsynede lyrik, der, som flere har bemærket, passer uhyggeligt præcist med elementer fra USA’s endnu engang mest absurde valgkamp til dato. Og med afgørelsen af Trump som præsident er det ekstra svært ikke at se dennes tilhængere portrætteret i hele teksten til “Moth into Flame” eller nationens trøstesløse fremtid i titelnummeret. Om det hele er tilsigtet, tør jeg ikke sige. Dog virker det mere end tilfældigt, at Metallica ikke har givet lyd fra sig igennem hele Obamas valgperiode og nu fremlægger så megen dystopi som hér.

Men nok politik. Hvorom alting er, er der flere årsager til, at jeg ikke kan give “Hardwired… To Self-Destruct” mere end “bare” en god karakter. Ligesom på “Death Magnetic”, er der heller ikke just nogle fremtidige klassikere at hente hér. Selvom Hetfield og Ulrich overordnet har redet på en frugtbar sangskrivningsbølge, er pladen overordnet at betegne som håndværk. Generelt udmærket håndværk, bevares, men hverken videre inspireret eller catchy.

Frem for alt er især disc 2 ydermere ikke foruden en del strukturelt rod og dødvægtsmateriale. F.eks. kunne de retningsløse “Confusion” og “Here Comes Revenge” sagtens have været helt udeladt eller forbeholdt en deluxe-edition. Og så burde en Lemmy-hyldest altså være væsentligt mere fandenivoldsk end den slæbende “Murder One”, der lige så godt kunne have befundet sig på anden (og mindst interessante) halvdel af “ReLoad” (’97).

Hertil kommer de tekniske begrænsninger. Hetfield skråler meget på anstrengelse snarere end overskud, og vokallinierne afviger således sjældent fra at være centrerede omkring grundtonen. Og selvom Hammett lige så stille opper sig, som numrene skrider frem, holder han sig overordnet til de samme fem-seks leadelementer, han har lavet variationer over gennem de sidste 20-30 år.

Hvad trommerne angår, kan Ulrich stadig ikke altid finde ud af, om han skal spille lige på eller tilnærme sig shuffle. Så det ender somme tider med at være en mellemting. Han kan holde takten og banke dyreskind og messing, som man ville smaske en flue med en sammenrullet avis; feeling og dynamik kommer han aldrig helt til at vide hvad betyder. Ja, det er egentlig sjovt, som bandets indiskutabelt teknisk største begavelse er dets senest optagne medlem, bassist Robert Trujillo, og at denne gør absolut mindst væsen af sig i studieregi.

I det hele taget er “Hardwired… To Self-Destruct” ikke just at betegne som særligt elegant. - Men det er, med al kritik hermed fejet af bordet, aldeles heller ikke meningen. Dennehér skive er så knuselskeligt benhård og kompromisløst rå, som man nu engang kan tillade sig at forvente det af ren musikalsk machismo, når den leveres af familiefædre med grånende kinder og tiltagende Voldborg-kalot. (Så gør dog noget, Lars!) Og så bør det forøvrigt nævnes, at produktionen denne gang er langt mere åben og naturlig end det komprimeringshelvede, som “Death Magnetic” fik så velfortjent mange høvl for.

Man skulle ikke tro, at et band, der har begået så tvivlsomme karriere-moves og fået prædikatet “sell-out” så mange gange, at de nærmest egenhændigt kan tilskrives dets definitive udvanding, efter 35 år stadig kunne have sådanne fem kvarters ståldundrende lammetæsk i sig. Men fandme jo. Skulle der efter den forrygende afslutter “Spit Out the Bone” stadig sidde enkelte klagetanter tilbage blandt lytterne, vil jeg tillade mig at konkludere, at disse slet og ret ikke vil kunne lide hverken pladen eller bandet. De findes jo, den slags mennesker.

Samlet set er “Hardwired… To Self-Destruct” ikke bedre end forgængeren; dertil kan dobbeltalbumformatet ikke bære mængden af fyldmateriale. Men som vidnesbyrd på en tilsyneladende uudslukkelig vitalitet hos verdens største metalband, er den en mindst lige så kærkommen overraskelse som “Death Magnetic” var. Metal spillet af grupper med en gennemsnitsalder på over 50 ER fandme bare den ægte deal hér i 2016. Og alverdens headbangere kan nu føje Metallicas nye album til listen over fine eksempler herpå.

Trackliste:

DISC 1:
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Now That We're Dead
4. Moth into Flame
5. Dream No More
6. Halo on Fire

DISC 2:
1. Confusion
2. ManUNkind
3. Here Comes Revenge
4. Am I Savage?
5. Murder One
6. Spit out the Bone
Samlet spiletid: 77:26

 

Læs mere...

Megadeth - Dystopia

Der er ingen tvivl om, at Megadeth har været en af de væsentligste spillere på thrashscenen. Der har dog heller ikke hersket tvivl om at de har leveret noget skrammel i ny og næ … men på dette 15. album viser Dave Mustaine, hvor skabet skal stå.

Selvom der har været uro i lejren, med afgang fra først trommeslager Shawn Drover og siden guitarist Chris Broderick. Pludselig var Megadeth bare Mustaine og bassisten Dave Ellefson. Nu skal der jo ikke herske nogen tvivl om, at Megadeth og Dave Mustaine mere eller mindre altid har været en symbiose, der ikke har tilladt andre at bidrage med meget andet, end deres arbejdskraft i studiet på på scenen. Men ikke desto mindre begyndte rygterne hurtigt at svirre om, at d'herrer Nick Menza (trommer) og Marty Friedman (guitar), der var med på mesterværker som Rust In Peace og Youthanasia. Det blev dog ikke til noget. Til gengæld tryllede Mustaine Chris Adler, der normalt spiller trommer i Lamb of God, og guitaristen Kiko Lourerio frem – og det var ikke et helt tosset valg.

Det har i hvert fald resulteret i en af Megadeths stærkeste udspil i mange år (nej, vi kommer ikke på højde med Rust in Peace, men det ville også være at sætte barren højt).

Pladen åbner med den dystre ”The Threat is Real”, der er kendetegnende for den samfundskritiske og harske plade, der er en tour de force i thrashmetal, som det lød i slutningen af firserne. Det efterfølgende titelnummer fortsætter i samme spor, hvor Chris Adler klarer sig fantastisk bag tønderne og Lourerio viser, at han sagtens kan følge med Mustaines guitarfræs.

At Mustaine altid har været en arrig rødtop er heller ikke nogen hemmelighed – ligesom han ikke har lagt skjul på sine politiske standpunkter på noget tidspunkt. Men om det er nødvendigt at udpensle sine holdninger så tydeligt som han gør i ”Post-American World”, kan diskuteres. Med ordene ”If you don't like where we're going, then you won't like what's coming next” har han nærmest skrevet en slagsang til Donald Trumps igangværende valgkampagne. Men hvis man ser bort fra hans egne formørkede menneskesyn, kan man ikke andet end at holde af nummeret – for det holder!

Et af de få fejltrin Mega-Dave begår på Dystopia, er ”Poisonous Shadows”, der er sølet ind i strygere. Det virker som et forsøg på at lave et storladent og pompøst nummer, men det lyder lidt som om, den gode Mustaine lige har fået fat i Garage Band, og er blevet lige lovlig begejstret for de indbyggede strygere – det bliver for klistret. Helt galt går det i afslutningen, hvor der lige pludselig skal spilles klaver … den passage kan jeg kun anbefale at springe over.

Til gengæld kan vi danskere da føle os stolte over at vores litterære stolthed, H.C. Andersen også har fundet vej til et Megadeth-album, når Mustaine på ”The Emperor” synger om, at der ikke er nogen der tør sige, kejseren ikke har noget på.

Den sidste anke jeg har til albummet, er afslutningsnummeret, der er en coverversion af punkbandet Fears ”Foreign Policy”. Det virker unødvendigt, for der er vel ikke mange, der er i tvivl om at thrashmetal udspringer af punkscenen … så jeg har svært ved at se, hvad denne version bidrager med i det store billede, samtidigt med, den falder en anelse udenfor de andre, glimrende, numre.

Men bortset fra det, har Dave Mustaine med sin nuværende konstellation begået en plade, der i høj grad er godkendt; Megadeth spiller stadig thrash, som The Big Four gjorde i starten – og er blandt ét af de navnkundige bands, der stadig gør det.

Trackliste:
1. The Treat is Real
2. Dystopia
3. Fatal Illusion
4. Death from Within
5. Bullet to the Brain
6. Post-American World
7. Poisenous Shadows
8. Conquer … or Die!
9. Lying in State
10. The Emperor
11. Foreign Policy

Total spilletid: 46:51

 

Læs mere...

Wolfmother - Victorious

Efter mere end 10 års eksistens med 3 albums og masser af fans, vendte bandets mastermind Andrew Stockdale tilbage til sin arbejdsplan fra bandets start, da han arbejdede med materialet til ”Victorious”. Derfor indspillede han selv alle instrumenter i et studie hjemme i Australien, inden de egentlige indspilninger fandt sted i Los Angeles.

Resultatet er blevet en omgang Rock, hvor Stockdale igen har omsat sine egne ideer med kraftig inspiration fra 60’erne og 70’ernes musik. Det gør han med stor bredde, for hvor de to første numre både vokalt og musikalsk læner sig op ad Black Sabbath, byder de efterfølgende tracks på elementer inspireret af navne som Beatles, Hendrix og Led Zeppelin. Det giver numrene tilpas med punch, men der er også blevet plads til roligere toner i det Folk-inspirerede ”Pretty Peggy”. Generelt er numrene stærke, og Stockdale undgår behændigt at kopiere, men udnytter i stedet inspirationen til at generere den rigtige retro stemning.

På albummets anden halvdel er der et par mindre spændende skæringer, hvilket sænker niveauet en smule her; heldigvis retter slutnummeret ”Eye Of The Beholder” op på tingene med sit udmærkede riff og glimrende drive.

Samlet set høster Wolfmother flest point på den stilsikre stemning og ikke mindst bredden i materialet; det kunne mange andre kunstnere lære af. At der er et par mindre interessante sager på tracklisten gør ikke så meget i det samlede billede; ”Victorious” er en glimrende nyfortolkning af gamle stilarter.

Tracklist:
1. The Love That You Give
2. Victorious
3. Baroness
4. Pretty Peggy
5. City Lights
6. Simple Life
7. Best of a Bad Situation
8. Gypsy Caravan
9. Happy Face
10. Eye Of The Beholder
Samlet spilletid: 35:23

 

Læs mere...

Breaking Benjamin - Dark Before Dawn

Det er efterhånden 16 år siden, at Breaking Benjamin så dagens lys i Wilkes-Barre i Pennsylvania. Med forsanger og guitarist Benjamin Burnley som hovednerven i bandet, udgav de fra 2002 til 2009 hele fire studiealbums. Albums, der også fandt vej ind i anlægget på mit eget teenageværelse, og da jeg hørte de ville udgive noget nyt efter mange års tavshed, blev jeg selvsagt ret spændt.

Og en smule nervøs. For det ville ikke være første gang, at fem års pause og et helt nyt line up ville have ændret fuldstændig på det udtryk, bandet i sin tid kom frem med. Men den frygt blev hurtigt manet til jorden, da jeg satte ”Dark Before Dawn” på. For det er fuldstændig den klassiske Breaking Benjamin lyd, der møder mine øregange. Det er god rock med tunge elementer og masser af gode melodier. Og så er jeg stadig tosset med Burnleys vokal, der absolut ikke er blevet dårligere med årene. Teksterne kredser om de samme helt almindelige menneskelige følelser, som de altid har gjort. De gode og bundsolide melodier er der stadig, og dette album er på rigtig mange punkter bare et virkelig fedt genhør med et band, jeg ikke regnede med at høre mere fra nogensinde. Albummet åbner med en kort intro og starter for alvor med nummeret ”Failure”, der er en eksplosiv sag med et stærkt omkvæd. ”Angels Fall” og ”Breaking The Silence” er virkelig klassiske Breaking Benjamin numre, med virkelig gode melodier mixet med lidt hardrock elementer og growl. Også når melankolien får lov at tage over som på ”Hollow” fungerer det virkelig godt! Men Burnley brillerer især på pladens sidste del med det fantastiske nummer ”The Great Divide”, der indeholder lige del rock ’n’ roll og melankoli, og er klart et af pladens stærkeste numre, med sit stærke lydbillede og storladne omkvæd. Også den fine og følsomme ”Ashes Of Eden” er fantastisk og viser Burnleys vokal fra sin bedste side, når den står helt nøgen og uspoleret i den næsten 5 minutter lange rockballade.

Det er i nogen grad genkendelsen i musikken, der gør at dette album rører mig. For jeg må erkende at det ikke er fordi bandet hverken har fornyet sig eller gør noget de ikke har gjort før. Men det fungerer stadig bare virkelig godt, det de rent faktisk gør. ”Dark Before Dawn” er et solidt comeback album, og der går forhåbentlig ikke fem år igen, før vi hører mere fra bandet.

Track list:
1. Dark
2. Failure
3. Angels Fall
4. Breaking The Silence
5. Hollow
6. Close To Heaven
7. Bury Me Alive
8. Never Again
9. The Great Divide
10. Ashes Of Eden
11. Defeated
12. Dawn
Samlet spilletid: 00:42

 

Læs mere...

Ghost - Meliora

Hvis svenske Ghost er kendt for noget ud over deres musik og imponerende visuelle udtryk, må det være, at de med hvert album bevæger sig ind i nye overordnede lyriske tematikker, der er omdrejningspunkt for musikken. Slet og ret betyder titlen på Ghosts tredje album 'Meliora' oversat fra latin "Jagten På Noget Bedre". Med 'Meliora' trykker Ghost lige dér hvor det gør ondt i samfundsbevidstheden: Det globale religionsmæssige hykleri, menneskets voksende selvtilfredshed, og penges altoverskyggende dominans i verdenssamfundet. Med andre ord tegner 'Meliora' en kritik af menneskets konstante higen efter noget bedre, der gør det blind for det kollektive forfald, som den individuelle higen efter succes medfører.

Den dystopiske tematik kunne let gå hen og virke frelst, men Ghost formår at pakke de dystre budskaber ind i en bombastisk musikalsk og lyrisk indpakning, der er mere medrivende, overdådig, og hårdere rockende end nogensinde før. 'Meliora' er ganke enkelt spækket med fantastiske numre, der sætter et uudsletteligt indtryk i ens bevidsthed ved første gennemlytning. Der er ganske enkelt kun eminente numre at finde på denne plade, og Ghost lyder mere storladne og elegante end nogensinde før.

Tag blot de tre første skæringer på pladen, der er en sand tour de force ud i Ghost, når de er allerbedst. 'Spirit' åbner ballet med en altdominerende og ildevarslende thermin, hvorefter den kaster sig over i et riff der ledsages af trommer, der mest af alt lyder som et tæppebombardement. Omkvædet byder på tordende kor, der bliver båret frem af det allestedsværende fantastiske samarbejde mellem rytmesektionen og guitarerne. Ghost har altid været fantastisk gode til netop at få disse to sektioner til at spille sammen, og de er generelt bedre end nogensinde. En ondsindet bass-line åbner den stærkt groovey 'From The Pinnacle To The Pit', og førstesinglen 'Cirice' følger trop og ruller nådesløst derud af som en kampvogn i en krigszone.

Ghost er og bliver et band, der lever og ånder for storladne riffs med rigelige mængder pondus bag, og derfor er de små intermezzos som eksempelvis den kriblende 'Spöksonat' og 'Devil Church' med til at give et perfekt timet og en naturlig bølgedal i en musikalsk kurve, der ellers er fuld af knejsende dramatiske bjergtoppe: 'Mummy Dust', 'Majesty', og 'Absolution' er alle eksempler på netop det.

Produktionerne har altid været af høj kvalitet på Ghosts plader, men der ingen tvivl om at 'Meliora' på det plan også er Ghosts svendestykke. Det er en fryd at høre så velproduceret en plade, der aldrig lyder overproduceret, og rammer den helt rigtige balance mellem begsort atmosfære og episk storladenhed. Igen er det især væsentligt her at fremhæve trommer, bas og rytmeguitar, der på tordnende og sofistikeret vis driver pladen sikkert fremad.

Ghost har lang historie kort begået en af årets absolutte plademæssige højdepunkter. 'Meliora' er et mesterværk spækket med den ene voluminøse ørehænger efter den anden, og er pakket ind i nogen af de bedste lydproduktioner denne anmelder har hørt i år. 'Meliora' er ikke bare et hovedværk i Ghosts diskografi, men vil i fremtiden blive betragtet som en af de mest væsentlige heavyrock-udgivelser i 2015. Punktum.

Ghost kan i Danmark opleves live i Amager Bio den 14. November.

Tracklist:
1. Spirit
2. From The Pinnacle To The Pit
3. Cirice
4. Spöksonat
5. He Is
6. Mommy Dust
7. Majesty
8. Devil Church
9. Absolution
10. Deus In Absentia

Samlet spilletid: 42 min.

 

Læs mere...

Emigrate - Silent So Long

Før jeg lytter til dette album, når jeg at tænke, at ”Det er da ham der fra Rammstein, er det ikke…” Og jo, hvis nogen skulle være i tvivl, så er Emigrate navnet på Richard Kruspe’s sideprojekt. Kruspe har slået sine folder som lead guitarist i den tyske mastodont af et metalband siden deres spæde start tilbage i 1994. Og ud af asken fra en pause med Rammstein, steg så projektet Emigrate i 2005.

Dette er mit første rigtige møde med bandet, men det første album kom tilbage i 2007, og nu er Kruspe og hans bandmates så klar med endnu et udspil, ”Silent So Long.” Og man kan da sagtens høre lidt af lyden fra Rammstein i musikken, men Emigrate har bestemt sit helt eget unikke udtryk. Kruspe står selv for vokalen på cirka halvdelen af numrene, og på resten har han fået besøg af prominente navne som Peaches, Lemmy, Marilyn Manson og Jonathan Davis. Og jeg kan faktisk rigtig godt lide kombinationen og den afveksling, det giver musikken. Desuden føles det, som om de enkelte numre nærmest er skrevet til sangeren, det passer som fod i hose og det er fandeme godt skruet sammen. Albummet åbner for fuld smadder med den eksplosive ”Eat You Alive”, og så er stilen virkelig lagt. Emigrate er tungt og melodisk, tilsat en god portion industrial-elementer og til tider både ond og brutal lyrik, af og til med sexede undertoner, som på ”Get Down” hvor Peaches’ sprøde røst akkompagneres af hvinende guitarer, et lækkert beat og et omkvæd der eksploderer, mens Kruspe brøler ”Get down and get me going.” Skæring nummer tre er intet mindre end episk, når vores alle sammens Lemmy tager os med på en vild tur til ”Rock City.” Og selv den snart lidt fallerede shockrocker Manson gør det fremragende på ”Hypothetical”, der er dyster, melodisk og hårdtslående på allerfornemste vis. Kruspe overtager vokalen på ”Rainbow”, der er skrevet til hans datter, og den stærke og småkyniske ”Born On My Own”, der desuden leverer nogle af de lækreste guitarsoli på albummet. Albummet taber pusten en smule på sine sidste par numre, selvom titelnummeret med Jonathan Davis lukker og slukker på en hæderlig måde. Det er dog langt fra det stærkeste nummer på albummet og smager lidt for meget af Korn.

Men jeg kan ligeså godt sige det som det er; jeg er tosset med det her! Kruspe spiller ikke kun fremragende guitar, han har også en rigtig fed rockvokal og er sangsmed af guds nåde. Jeg elsker mixet af hård rock, der blander sig med industrial og tunge metalelementer. Jeg elsker variationen der gør, at ”Silent So Long” er et album, man sent går hen og bliver træt af. Godt gået, Kruspe, virkelig godt gået!

Tracklist:
1. Eat You Alive (feat. Frank Dellé)
2. Get Down (feat. Peaches)
3. Rock City (feat. Lemmy Kilmister)
4. Hypothetical (feat. Marilyn Manson)
5. Rainbow
6. Born On My Own
7. Giving Up
8. My Pleasure
9. Happy Times (feat. Margaux Bossieux)
10. Faust
11. Silent So Long (feat. Jonathan Davis)

Samlet spilletid: 43:00


Læs mere...

Black Veil Brides - Black Veil Brides

Mit kendskab til amerikanske Black Veil Brides er ikke imponerende. Jeg har lyttet til et par numre hist og her, men aldrig rigtig sat mig ind i deres musik. Ikke desto mindre har de eksisteret siden 2006, og de kigger forbi Amager Bio for at give koncert til foråret. Dette er deres fjerde album, og med sit post-apokalyptiske inspirerede album art, lægger det ved første øjekast op til en hård omgang.

Eller, så hårdt som det nu kan blive når man spiller rockmusik. Nok er det hardrock, men det er til tider mere melodisk og radiovenligt end det er hårdt. Om end der er læder og leggings og nitter og sortfarvet hår for alle pengene, befinder Black Veil Brides sig ikke i rockens allertungeste ende. Men de har til gengæld godt fat i deres sangskrivning, for der er unægtelig nogle super fede ørehængere og rigtig gode numre på det her album. Specielt åbningsnummeret ”Heart Of Fire” er jeg ret vild med. Det smager også en smule af noget oldschool rock, og det klæder virkelig nummeret rigtig godt. Også skæring nummer to ”Faithless” har et rigtig godt tempo og en fed energi. Den smukke unge mand i front hedder Andy Biersack, og på trods af at jeg ind imellem synes han lyder en smule som Chad Krueger fra Nickelback – undskyld! Det er muligvis den ultimative fornærmelse – så kan jeg faktisk godt lide hans stemme. Især på numre som ”Goodbye Agony” og ”Last Rites” har han en rigtig fed klang. Hans dybe røst klæder musikken fantastisk godt, dog synes jeg af og til der mangler lidt kraft bag hans vokal, og ind imellem lyder han ligefrem halvtræt. Resten af bandet spiller også utrolig fint. Alting lyder som det skal på pladen, og det ærgrer mig lidt, at det føles som om det hele ligesom har et ”lag” af pænhed over sig. Det er måske bare mig, men jeg mangler sgu lidt beskidt rockattitude og lidt mindre….fandenivoldskhed. Jo jo, der er lidt growl med her og der og lidt udmærkede guitarsoloer, men det er ikke voldsomt interessant eller sindsoprivende. Der er nogle super fede numre der klart fortjener et lyt, men alt i alt bliver det lidt for ensformigt og en smule kedeligt i mine ører.

Jeg har intet at sammenligne med, da jeg ikke har hørt andre fulde albums fra Black Veil Brides. Men jeg lander på en middelkarakter og synes det må være det, det kan blive til. Jeg mangler energi og attitude, jeg mangler nogle flere musikalske krumspring og lidt mindre radiovenlighed.

Track list:
1. Heart Of Fire
2. Faithless
3. Devil In The Mirror
4. Goodbye Agony
5. World Of Sacrifice
6. Last Rites
7. Stolen Omen
8. Walk Away
9. Drag Me To The Grave
10. The Shattered God
11. Crown Of Thorns
Samlet spilletid: 44:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed