fbpx

Inanimate Existence - Liberation Through Hearing

Det amerikanske band Inanimate Existence er næste skud på stammen af unge bands, der kan spille solen sort på deres respektive instrumenter. Stilen er teknisk death metal, og tradition fornægter sig ej – Der bliver liret rigtig godt på alle instrumenter, og tit cykler de rundt på kanten af, hvad der er spændende og hvad der er ren masturbation. Desværre for Inanimate Existence falder det på et tidspunkt ud over kanten. Og det er faktisk ikke engang fordi de lirer for meget af, men ud af albummets 16 sange er de otte af dem instrumentale. Det bliver simpelthen for kedeligt/aparte/skævt. De syv af dem kommer lige efter hinanden som albummets sidste skæringer, og sætter et trælst punktum. Mest fordi numrene skal være så ”blå” i tonerne og gerne have nogle rigtig kryptiske taktarter. Det hele virker meget fusionsjazzet, og det er bestemt IKKE en fordel i min bog! Det kunne også godt virke som om, det var små bidder fra et soundtrack eller noget. Faktum er, at de sidste syv numre på skiven ikke er særlig gode.
Bandet udmærker sig ved at have tre guitarister, og den kan sagtens mærkes/høres, for lydmuren bliver til tider ret massiv og mangeartet, når de tre guitarer spiller hvert deres løb. På den anden side, så kan det blive for unuanceret og forvirrende at lægge ører til, når bassen også vil lege med. Jeg synes dog at numre som ”A Myriad of Visions” og ”Dharmakaya” er fede death metal-numre med godt teknisk overblik og tilpas med lir. Personligt kunne jeg godt ønske mig lidt mere variation i vokalen, der hurtigt kommer til at fremstå noget ensartet og til sidst kedelig.
”Liberation Through Hearing” er ikke et decideret dårligt album – Der er flere fine momenter, der viser et dygtigt band med gode spændende ideer, men jeg føler mig ikke særlig frigjort efter at have hørt albummet, og selvom der nok er en ide med galskaben, så er jeg ikke synderligt meget oppe og køre over Inanimate Existence. Skiven er dog godkendt med pil opad.

Tracklist:
01: Dharmakaya
02: Forest of Illusion
03: Transcendent Absorption
04: Paths to Enlightenment
05: Morphogenesis
06: A Myriad of Visions
07: The Discarnate Self Paradox
08: Sulphuric Euphoriah
09: Iguanid Labyrinth
10: Cosmic Consciousness
11: Psychonautic Trance
12: Within Lucid Dreams
13: The End of Duality
14: Morphic Fields
15: Illuminating the Darkness of Ignorance
16: Awaken

Total Spilletid: 53:07 Minutter

 

Læs mere...

Near Death Condition - The Disembodied–In Spiritual Spheres

Ind imellem bliver man som anmelder groft sagt taget på røven. Near Death Condition leverer et lille mesterværk med deres andet album siden debuten i 2004, ”The Disembodied – In Spiritual Spheres”, og jeg er væltet bagover! Jeg har aldrig hørt om disse tre, der sidenhen er blevet til fire, schweizere førhen, men som en bulldozer igennem en gipsvæg fik de gjort mig opmærksom på deres eksistens.
Stilen er death metal. Ikke old school, men heller ikke det der moderne noget, hvor man lirer X antal skalaer af på kortest muligt tid. Jeg er fan af begge variationer og synes derfor, at det er lidt spændende, når Near Death Condition prikker lidt til begge lejre. De lægger sig nemlig fint i slipstrømmen af Hate Eternal, Morbid Angel og den slags og serverer altså små tre kvarters tæt på guddommeligt infernalsk vredt larm med et semi-teknisk snit. Det er ikke et ringe kopiband af førnævnte, vi har her… Nej, Near Death Condition smider lidt blackede tendenser og nogle rigtige fede melodiske guitarsoli ind i det hele og skaber deres eget udtryk, men selvfølgelig med basis i de to tidligere nævnte mastodont-bands.
Det musikalske niveau er ret højt, og der gik faktisk en rum tid, før det gik op for mig, at trommerne var programmerede! De har efter udgivelsen af albummet fået en rigtig trommeslager med, og derfor håber jeg, at de snart kommer på en tour, der kunne bringe dem forbi lille Danmark.

Skal man sætte sine fingre på noget negativt, er det nok, at albummet bliver lige en tøddel for lang. 40 minutter er normalvis en fin længde for et death metal-album, men jeg må blankt indrømme, at jeg synes, det sidste nummer er overflødigt. Ikke selve nummeret, men i mine ører ville et album omkring 35 minutter have givet en højere karakter og dermed have været en af topscorerne på undertegnedes årsliste.
Near Death Condition er et spændende bekendtskab, og jeg kan kun glæde mig til deres næste album, for denne skive er en lille perle, der fortjener al mulig opmærksomhed.

Tracklist: 01: In the Name of the Destructive Storm God 02: Trinity 03: From the Refusal of God to the Negation of Humanity 04: Torturing the Pretentious 05: Prayer to the Universal One 06: The Highest Vision 07: Supreme Resources of Self Annihilation 08: Expecting Putrefaction 09: Divine Wisdom and Mastery of the Elements 10: The Avatar 11: In Spiritual Spheres Total Spilletid: 40:52 Minutter
Læs mere...

Immersed - In the Ire of Creation

Hvis man kan huske det mest klassiske livealbum med Iron Maiden, vil man sporenstregs genkende de første ord, der bliver sagt på ”In the Ire of Creation”, der er debutalbummet fra det canadiske band Immersed. De bevæger sig på alle kanter meget rundt i Lovecraft’s univers, og det alene giver mig et forudindtaget indtryk med en okkult/mystisk kant, som Immersed slipper ret godt fra; det virker ikke plat, tiltaget eller fiasko-agtigt. Coveret og teksterne er også rigtig veludførte i mine ører og øjne. Musikken understøtter rigtig fint de (u)hyggelige tekster, og sangeren Mark Phillips har rigtig godt styr på at variere sin vokal fra dyb og guttural til hvæsende og raspende. Det giver bandet en ekstra dimension eller en anden streng at spille på, som mange andre bands godt kunne bruge; i stedet for at have den samme monotone vokal et helt album igennem. Rigtig flot præstation af Mark Phillips! Resten af bandet er som sådan også ret fede, omend musikken til tider kan virke en anelse standardiseret. Heldigt for bandet har de lavet en skive på ca. 28 minutter, så undertegnede når ikke rigtig at blive træt af at høre på den.
Visse numre som ”Colossal Abomination”, ”Cowe ’Neath His Shadow” og især ”Ruthless Transgression” er rigtig fede numre, og jeg må sgu indrømme, at jeg jævnligt lige sætter netop de tre numre på. Resten af numrene er okay, men blegner lidt i forhold til disse tre perler. Skiven er til trods stadig god, og den får klart min anbefaling. Næste album har potentiale til at blive en killer!!
I sidste ende har Canada skudt endnu et rigtigt fedt band med et kæmpe potentiale ud af kanonen, og så er det bare op til dig at få lyttet!!

Tracklist:
01: I Have Seen the End
02: In the Ire of Creation
03: Transparent Monstrosities
04: Desolate Wanderings
05: Ruthless Transgression
06: Howling From the Grave
07: Colossal Abomination
08: Cower ‘Neath His Shadow

Total Spilletid: 27:54 Minutter
 

Læs mere...

Devolved - Oblivion

Devolved-skiven lå længe på mit bord og så indbydende ud. Et fedt cover var tillokkende, men ordene bagpå coveret gjorde mig skeptisk. Kort sagt, er det en advarsel til folk med epilepsi… Sådan en advarsel har jeg oplevet før, og jeg syntes sgu ikke der var noget farligt ved lige netop den skive, og det er der altså heller ikke her… Der er i hvert fald ikke noget, der er farligere end det, Fear Factory har lavet før. For dybest set er Devolved bare en lidt mere moderne/udvandet vinkel på Fear Factory. Den samme slags staccato-riffs, sangerens vokal, både ren og grum, minder meget om Burton C. Bells ditto. De lyriske emner er også i samme boldgade, så man kan sige, at selvstændigheden er til at overse. Noget overraskende er der et cover af Slayer som bonustrack – Et ganske fedt cover endda.

Når alt dette er sagt, så synes jeg faktisk ikke, at Devolved er et dårligt band. Der er sgu et par fede numre på ”Oblivion”, som helt klart har noget pondus eller momentum. Disse numre er de, der ligger længst væk fra det, som Fear Factory praktiserer/praktiserede. Numre hvor man kan høre lidt af bandets egne ideer. De er desværre i undertal, og derfor bliver ”Oblivion” egentlig bare lidt formålsløs irriterende underholdning, som giver mig lyst til at sætte de gamle skiver med Fear Factory på. Der er altså også nogle produktionsmæssige udfald i et par numre. Blandt andet ”Divinity”, hvor lyd niveauet bølger op og ned hen mod slutningen og pludselig stopper meget abrupt. Jeg tror/håber ikke, at det er med vilje!
Dette album er deres første siden 2004, og med mindre de har tænkt sig at sadle om, så synes jeg godt, at der må gå det dobbelte til næste ombæring.

Tracklist:
01: Existential Crisis
02: Into Fire
03: Awakening
04: World in Denial
05: Virus
06: Wretched Eyes of God
07: Transcendence
08: From the Ashes
09: Legions Rise
10: Divinity
11: Disciple

Total Spilletid: 51:40 Minutter
 

Læs mere...

Deivos - Demiurge Of The Void

Deivos blev dannet tilbage i 1997, men det var først i forbindelse med indspilning af debutalbummet “Emanation from Below” i 2004, at et fast line-up var på plads. Siden er der (selvfølgelig) skiftet flere gange, så kun 1 medlem af den originale besætning er tilbage.
Death Metal er per definition en brutal genre, men her er en af den slags udgivelser, hvor der sættes trumf på; her skal ordet staves med stort: BRUTAL. Det udmønter sig i musik, hvor trommeslageren sætter et næsten umenneskeligt højt tempo og trækker sine bandkolleger med. Disse holder sig ikke tilbage, men mejer al modstand ned uden hensyntagen til lytteren: Er det for hurtigt, er du for tøset. Er det for brutalt, er du for tøset. Er det for højt, er du for tøset.
Det er virkelig fedt med en omgang rigtig brutal Death Metal, hvor man ikke skal andet end bare tage imod det, som kommer – ikke mindst fordi musikerne kan deres kram, og alt sidder lige i skabet. MEN; når spilletiden har rundet de 20 minutter, begynder den massive omgang musikalske tæsk at sætte sine spor; jeg begynder at savne noget variation, og de første tegn på metaltræthed begynder at vise sig. Bagsiden af medaljen er nemlig, at numrene hurtigt forekommer meget ens, og ”Demiurge Of The Void” placerer sig selv i den kategori af albums, som skal nydes i små doser.

Tracklist:
1. No Gods Before Me
2. Code of a Dead Deity
3. Absolute of Hatred
4. Born to Loathe
5. Extreme Unction
6. And the Word Became Flesh
7. Demiurge of the Void
8. Panacea

Samlet spilletid: 32:30
 

Læs mere...

Condemned - Realms Of The Ungodly

I en tid, hvor musikverdenen er fyldt med kunstigt skabte performere og enerverende talentshows, er det rart at møde et band, som startede med at øve i en garage. Det gjorde California-bandet Condemned tilbage i 2004, og siden har de slidt sig til pladekontrakter, som indtil nu har resulteret i 2 albums.
Den vokale front varetages af en fyr ved navn Angel Ochoa, men han lever langt fra op til sit navn, for en mindre engleagtig vokal skal man lede længe efter. Ikke bare growler manden dybt og komplet uforståeligt, det sker også med en monotoni, der får hyletonen fra fjernsynets prøvebillede til at fremstå som spændende og dynamisk.
Imens arbejder musikerne ihærdigt for at skabe en fornuftig omgang Dødsmetal, og det lykkes ret godt; der varieres pænt på både guitar og trommer, og i en anden sammenhæng havde anstrengelserne båret frugt. Her er kampen dog nyttesløs, for uanset hvor mange rytmeskift og trommedetaljer, der smides ind i kampen; uanset hvor seje riffs der præsenteres på guitarerne, er det hele spildt. Vokalen dominerer albummet i en sådan grad, at det hele flyder ud i ét og numrene er svære at skelne fra hinanden. Som helhed er dette album derfor noget af det mest ensformige og irriterende Dødsmetal, jeg har hørt i meget, meget lang tid; de to stjerner i bedømmelse gives udelukkende til musikerne for i det mindste at prøve på at markere sig.

Tracklist:
1. Eirgmos.. Aidios..
2. Ere the Dark Sovereign
3. Baptismal Incineration upon Simonists
4. Catharsis of Human Impurity
5. Embodied in Elms of Eternal Misery
6. Realms of the Ungodly
7. Forged Within Lecherous Offerings
8. The Divine Order of Babylon
9. Manipulated for Servitude
10. Submerged unto Phlegethon

Samlet spilletid: 32:54
 

Læs mere...

Vomit the Soul - Apostles of Inexpression

Om end skiven her er en halvgammel sag, fortjener den at få et par ord med på sin vej. Denne italienske trio spiller fed deathgrind. Ikke hovedløst og larmende grind, men dejligt varieret grind på et teknisk højt og kontrolleret niveau.
Vomit the Souls historie starter i 1999, og har siden da budt på en udskiftning på bas-pladsen. Dette album er deres andet, som er ude på mægtige Unique Leader.
En af de helt store forcer ved ”Apostles of Inexpression” er den fuldfede produktion. Bassen er SÅ sprød, at jeg får en bule i mine i forvejen pressede bukser. Seriøst, så er det meget længe siden, jeg har været oppe og ringe så hårdt over en produktion. Den fremhæver virkelig musikkens facetter på bedst mulige måde. Nummeret ”Extirpated From Absurdity” er pladens højdepunkt, og er egentlig et ret godt bevis for, hvad Vomit the Soul står for. Lige præcis dette nummer indeholder lidt af det hele. Set over hele skiven, er vokalen rigtig grum, og skifter mellem en rigtig dyb og guttural, og en lidt mere råbe-agtig vokal. Ifølge infoen er det dog den samme, der står for vokalarbejdet, så kudos til ham! Der er ingen overflødige guitarsoli, outroer eller introer. Det er kort og kontant, uden at have for travlt. Numrene buldrer derudaf, og befinder sig lige dele i mid-tempo og grind-tempo. Krydret med en hel masse teknisk fnidderfnadder. Det er fedt, at skiven er så varieret, og når den halve time er gået, tørster man desperat efter mere.

Tracklist:
01: Prototypes of Values’ Incarnation
02: Self Perception Veil
03: Extirpated From Absurdity
04: Overcrowd
05: Apostles of Inexpression
06: Unrecognized Elements Presence
07: Decay of an Inviolable Dogma
08: Inconsistent Delta

Total Spilletid: 32:28 Minutter


Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed