fbpx

Pillory - Evolutionary Miscarriage

En af de ting, som kendetegner en god plade er, at den bliver ved med at give. Det kan være man opnår en særlig følelse af glæde hver gang man sætter den på, fordi det er præcis dén sanger/guitarist/whatever som i tidernes morgen vækkede ens kærlighed til musik. Måske opdager man et nyt lag i musikken eller teksten for hver gang, man hører netop dét ene nummer. Eller der kan være helt særlige mennesker eller omstændigheder forbundet med en plade, som dukker op i ens bevidsthed når den kommer på afspilleren i de sene nattetimer. Fra Boston, MA, møder vi Pillory, hvis blot anden skive siden 2005 "Evolutionary Miscarriage" ikke så meget rejser spørgsmålet om hvorvidt den giver lytteren noget, som om hvorvidt den nogensinde holder op igen.

Jeg har i tidernes løb hørt en del forskellig musik af varierende kompleksitet, men jeg har aldrig… ALDRIG… hørt en skive, der indeholder så absurde mængder af musikalsk information som denne, måske lige med undtagelse af Mahlers ottende symfoni. Bevares, instrumentbesætningen er ikke mere ambitiøs end hos så mange andre metalbands; der er trommer, bas, guitarer og vokal og et par spredte orkesterarrangementer rundtomkring. Men pladen er simpelthen så mættet af musik, at det er næsten umuligt at forestille sig hvordan der skulle kunne være plads til flere toner. Indenfor det første minut af første nummer bevæger vi os ud i mindst tre separate taktarter, to- og trestemmige løb og superkomplekse fills, alt sammen i et højt tempo og spillet så tight som noget andet band derude. Og hvor andre bands måske ville lægge lidt variation ind i numrene i form af temposkift, langsommere passager eller soli, er Pillorys sange snarere bygget op som en lang øvelse i variationer. Tempoet er hæsblæsende og formen er så avanceret, at der knapt nok er tid til at finde pulsen i ét riff før vi er videre i det næste.

Som stor fan af teknisk dødsmetal og progmetal burde jeg altså være helt ekset med Pillory. Men jeg må indrømme, at det var temmelig længe, jeg ventede på det første rigtig headbangervenlige stykke. Man bliver trykket så langt tilbage i stolen, at den første mulighed for at slappe lidt af og trække vejret er i nummeret Phantasmagorical Beasts, og det er altså femte nummer på pladen. Der er bogstavligt talt ikke tid til at nyde de enkelte stykker, medmindre man er i stand til at abstrahere fuldstændigt fra hvordan ni ud af ti bands laver musik. Genkendelige vers og omkvæd er svære at finde, og i det hele taget har Pillory virkelig grebet tanken om den grundlæggende idé bag bandet om at kaste ”et foruroligende men ærligt blik på vores races mulige tilbagegang”, og omsat det til en kaotisk malstrøm af musik.

Uanset hvor imponerende musikken er udført, finder jeg det svært egentligt at anbefale Evolutionary Miscarriage til andre, af den simple grund at den har den smallest tænkelige appel. Hvis man til gengæld er typen, som er ved at være træt af Meshuggah, og synes at Psycroptic kommer lidt for let til tingene, er der en god udfordring at hente hos Pillory. Det vanvittige tekniske niveau er dog ikke nok til at bortlede opmærksomheden fra det forhold, at jeg ikke kan genkalde mig et eneste riff eller vokalstykke fra en plade, jeg har hørt igennem mere end ti gange. Velproduceret, teknisk fremragende, udfordrende, alsidig… men desværre ude af stand til at fange min opmærksomhed i længden.

Åh ja; fik jeg nævnt, at bandets eneste(!) regulære medlem er multitalentet Darren Cesca, som, udover at spille alle instrumenter samt lægge en svært fed vokal, selv har indspillet og produceret pladen? Vi lægger en stjerne til og lander på 3/6.

Tracklist:
01 And The Defeated Emerge
02 Mass Enmity
03 Evolutionary Miscarriage
04 Imbeciles in Defiance
05 Phantasmagorical Beasts
06 Purify the Commonwealth
07 The Mental Defective
08 Nihilarian
09 Distorted Axiom
10 Lixiviated
11 Bipedal Prosecution
Samlet spilletid: 49:41

 

Læs mere...

Alterbeast - Immortal

Alterbeast er et nyere amerikansk moderne death metal-band. Moderne i det henseende, at deres lyd er ultra-klinisk, deres fartbarometer bruger begge ender af skalaen – dog oftest i den høje ende, hvor trommeslageren Gabe Seeber virkelig er spændende at følge. Til sidst er Alterbeast ikke bange for at vise hvad de kan på deres respektive instrumenter. Dette udmønter sig tit i det nogen ville kalde instrumentalt onani, andre vil måske kalde det stort teknisk know-how. Personligt synes jeg dog, at Alterbeast holder det på et fint niveau. De spiller godt, og man skal jo som bekendt ikke sætte sit lys under en skæppe.

Der hvor det måske ikke kommer helt op at ringe, for mit vedkommende, er de helt klare paralleller, som Alterbeast deler med The Black Dahlia Murder. Jeg kan godt, til dels, lide TBDM, men desværre har Alterbeast antaget lidt for meget af den melodiske lyd, som TBDM er blevet garant for, og det virker til tider som om, at Alterbeast er for lidt selvtænkende. Derudover skulle jeg lige tjekke om det egentlig var Trevor Strnad, der skulle ske at growle på ”Immortal”. Det er ærgerligt, for de kan, som skrevet, virkelig spille røven ud af bukserne.
De sidste par numre på ”Immortal” viser dog en anden, stadig lettere kopieret, tilgang. Her går de nemlig over i noget slam-orienteret death metal med fokus på tunge breakdowns ligesom heltene i Suffocation, Dying Fetus og vores egne tunge drenge fra Dawn of Demise. Især breakdown'et i "Throne of Maggots" får ekcerseret nakkemusklerne.

Ser man som helhed er ”Immortal” bestemt ikke en dårlig skive – ej heller revolutionerende. Der er bestemt mange gode momenter på den halve time, skiven varer, men det smager bare at lånte fjer, når man lyder så meget som andre bands, synes jeg. Det er god hegn, men jeg må nok være ærlig og konstatere, at jeg et langt stykke hen ad vejen vælger at høre ”originalerne”. God teknisk kunnen eller ej….

Tracklist:
01: Flesh Bound Text
02: Of Decimus Divine
03: Vile Remnants
04: Ancient’s Retribution
05: Mutilated Marvel
06: Into Oblivion
07: Serpentspire
08: Throne of Maggots

Total Spilletid: 29:55 Minutter

 

Læs mere...

Inanimate Existence - A Never-Ending Cycle of Atonement

8 tracks på knap tre kvarter inklusiv intro kunne det blive til på Inanimate Existence's 2. album "A Never-Ending Cycle of Atonement". Ikke så voldsomt meget materiale, men heldigvis spilder de ikke tiden, når man kommer på den anden side af den smådystre og drømmende intro. Nummeret umiddelbart efter starter på 100% fra første taktslag og er i sig selv et lille mikrokosmos over det, resten af pladen byder på. Heftig teknisk død, passager med ro og tid til omtanke, og såmænd også stykker der finder lidt inspiration i dødsmetal fra den gamle skole.

Et kig på introen, der tager navn efter det buddhistiske mantra "Om Mani Padme Hum" ("Hilset Være Juvelen i Lotusblomsten"), giver et lille indblik i hvad det er for en størrelse, vi har at gøre med her. Bandnavnet i sig selv siger også en del, og løber man tracklisten igennem (evt. også på deres første album "Liberation Through Hearing"), vil man igen blive bekræftet i et vist tema. Gutterne i Inanimate Existence er tydeligvis meget interesseret i sindet og det psykedeliske, og det påvirker bestemt den måde de spiller dødsmetal på.

Kombinationen af metal og det psykedeliske er for mig enormt spændende. Det giver et lidt alternativt mål med musikken, og det udvider også mulighederne for variation. Standard-formlen for metal kan udvides en smule. Forbindelsen imellem musik og alternative sindstilstande har altid eksisteret, men det er ikke så tit man finder den i metal verdenen. For mig sker der, for eksempel, et eller andet med den måde metal opfattes på, når det bliver meget teknisk og ekstremt. Det kan opnå et form for "trance" kvalitet, når det bliver så intenst og heftigt at man ikke rigtigt kan gøre andet end at overgive sig til den massive mængde af lydbølger, der rammer ens trommehinder.

Inanimate Existence's musik rammer i perioder dén intensitet, men deres musik er langt fra kun max gas på metalpedalen. De anvender også en del "nedkølingsperioder" undervejs i numrene. Det er passager hvor lytteren lige får en chance eller to for at køle af og få re-kalibreret ørerne, inden den næste tsunami af toner bliver skudt afsted. Det giver dem mulighed for at lave længere tracks og at komponere noget, der indeholder mere end bare voldsom død. I mangel af et bedre ord vil jeg påstå, at der er et episk tilsnit på flere af numrene. Episk er måske også et for farvet et ord til denne sammenhæng, men der er altså en lille rejse undervejs i nogle af numrene.

Det er helt sikkert ikke et tilfælde at pladen er opbygget, som den er. Efter at introen er overstået, har de efterfølgende numre klart de mest voldsomme udtryk. Når man når hen til "The Catacomb of Mirrors", "Staring Through Fire" og "Out of Body Experience" bliver der gjort mere plads til variation i intensitet. Noget der topper i min personlige favorit, det 9 minutter of 20 sekunder lange "Out of Body Experience", inden den udvidede outro "Dueling Shadows" på glimrende vis afslutter pladen. Det er måske lidt uretfærdigt at kalde det for en udvidet outro, men det er, som jeg ser det, den funktion nummeret har. Og det fungerer glimrende.

"A Never-Ending Cycle of Atonement" er en fed plade og jeg kan varmt anbefale den til fans af techdeath. Jeg synes Inanimate Existence formår at finde deres egen plads i mængden. Man kan finde nogle af numrene på Youtube, men pladen kommer mest til sin ret, når den afspilles fra start til slut. Skulle man være til det, er deres første album (som kan findes på Youtube i fuld udstrækning) bestemt også værd at tjekke ud.

Trackliste:
1. Om Mani Padme Um 01:00
2. Omen 05:22
3. Bioluminescent Photophores 06:34
4. The Rune of Destruction 04:44
5. The Catacomb of Mirrors 06:30
6. Staring Through Fire 06:53
7. Out of Body Experience 09:21
8. Dueling Shadows 03:50
Samlet spilletid: 44:14

Læs mere...

Katalepsy - Autopsychosis

Russisk metal er ikke min spidskompetence. Jeg har vist engang for lang tid siden krydset klinger med et russisk band, der syntes, deres album var så godt, at jeg skulle have hele tre eksemplarer - Godt var det ikke, men det var nu rart at kunne kaste tre frisbee’s ad gangen.

Nu er den digitale revolution over os, og det betyder, at man ikke længere kan bruge anmeldermateriale som hverken frisbee’s eller som ølbrikker. Nu kan man blot slette det fra computeren… Nå, tilbage på sporet. Katalepsy er et russisk band, der med ”Autopsychosis” bringer antallet af udgivne fuldlængder op på to. Dette har taget dem godt syv år, så enten har vi med et utroligt analt band at gøre, der skal nitpicke hver eneste detalje, eller også har lineupskift og andre trælse problemer gjort det svært at få skiven på gaden.

Unique Leader Records har samlet Katalepsy op fra den russiske plutoniumfyldte muld og givet dem chancen. En chance, som jeg synes, russerne griber ret fint. ”Autopsychosis” er nemlig et fint death metal/core/slam album, der nok skal tilfredsstille en bred vifte af metalfans. Produktionen er ret fed og overlader ikke meget til fantasien - selv bassen er dejlig mærk- og hørbar. Absolut et plus!

Der bliver lagt fra land med en god omgang smadder, og selvom Katalepsy kun har et album på bagen, imponeres jeg over deres sangskriver-evner. De har skrevet en god flok skæringer, der er memorable, og som virker velovervejede. Kort sagt virker Katalepsy som et modent band. De kan spille, og de kan skrive sange og virker ret indstillede på at spille fedt hegn. Det er ikke rendyrket death metal. Der er death core-elementer i iblandet lidt slam og en sund protion groove hist og her. Death core og slam er to meget udskældte subgenrer, men jeg synes faktisk, at Katalepsy får blandet det hele meget hæderligt. Ingen tvivl om at der ikke er mange klassiske dyder over ”Autopsychosis”, men jeg synes, at de får noget ret godt ud af det. Jeg har i hvert fald oplevet mange andre bands, der ville blande bare et par af de elementer, der fejlede noget så grusomt, så jeg er på det punkt ret imponeret over Katalepsy.

Desværre sker der det, der så tit sker; cirka halvvejs på albummet begynder kedsomheden at snige sig ind på mig. Ikke fordi at sangene er for dårlige, men fordi de stort set er skåret over samme kam hele flokken, og udtrykket ikke forandres synderligt i løbet af skivens spilletid. Den (meget) Machine Head-inspirerede ”Needles of Hypocrisy” bryder lidt med monotonien og giver luft til at komme igennem det sidste af pladen, men det er en stakket frist, for Katalepsy vender tilbage til vante gænge på de to sidste numre.

I min optik ville det ikke skade, hvis Katalepsy havde hevet to-tre af sangene ud. Pladen ville fremstå mere optimeret, om jeg så må sige. Otte sange der muligvis er skåret over samme kam, men ikke desto mindre ville det være otte velskrevne, velproducerede og ikke mindst fede og friske sange, der ville præge et fedt album. Nu er albummet kun ”ok fedt”… Men det er jo heller ikke så ringe!

Tracklist:

01: Lurking in the Depth

02: Evidence of Near Death (E.N.D.)

03: Body Bags for the Gods

04: Cold Flesh Citadel

05: The Pulse of Somnambulist

06: Unearthly Urge to Supremacy

07: Gore Conspiracy

08: Amongst Phantom Worlds

09: Needles of Hypocrisy (Interlude)

10: Knifed Humility

11: Taedium Vitae

Total Spilletid: 40:10 Minutter

Læs mere...

Deeds Of Flesh udgiver ny sang fra kommende album

Det amerikanske death metal band Deeds Of Flesh har udgivet endnu en ny sang fra bandets kommende og niende album “Portals to Canaan”, sangen “Amidst the Ruins” kan høres i YouTube klippet nedenfor.

”Portals to Canaan” udkommer den 25. juni igennem Unique Leader Records. Artworket til albummet kan ses nedenfor i henholdsvis Jewelcase og Vinyl udgaven.

 

Deeds of Flesh "Amidst the Ruins"

Artwork - Jewelcase udgave:

Artwork - Vinyl udgave:

Læs mere...

Rings of Saturn - Dingir

Rings of Saturn… Hvor skal jeg starte?

Jeg anmeldte deres debut. Et album med mangler og en nærmest umoden sangskrivningsapproach, men sandelig også et album der viste gode takter. Musikernes teknikaliteter er uomtvistelige og de vil derfor, lir/onani/blær tilsidesat, altid have min opmærksomhed i en vis grad, når der er nyt fra dem. At medlemmerne dengang var unge (eller endnu yngre, for de er stadig ikke en dag over 24… nogen af dem!), gjorde det kun mere imponerende. Nu har de så lavet det, man vil kalde ”den svære toer”. Når man nu efterhånden er en anelse velbevandret i det ”Saturn’ske” univers, vil man hurtigt erfare, at lige meget hvad man måtte tænke, er der ikke noget der er svært for Rings of Saturn – det virker i hvert fald ikke sådan. Lige meget om disse unge gutter komponerer, turnerer, spiller hurtigt, langsomt, teknisk, simpelt, blødt, hårdt – det virker legende let.

Musikken er teknisk death metal med kraftige death core-inputs. Ja, der er breakdowns, og ja der er sweeps by the bundle! Men det er velspillet og riffsne er memorable. Jeg vil sandsynligvis blive brændt over åben ild af flere kammerater/bekendte/læsere, for Rings of Saturn er håbløst moderne. De filer på deres instrumenter i en nærmest førhen uset grad, og musikken er kompleks med rigtig mange riffs pr. sang. De spiller på 7-strengede guitarer og tilhører den generation, der skaber sig et navn igennem YouTube. De ligner ikke klassiske heavy metal-musikere. De har en stor solid fanbase, som sandsynligvis er skabt gennem YouTube, der i øvrigt har givet dem en helvedes bunke hits, bandets alder taget i betragtning. Mange vil fravælge dem pga. en eller flere af de ovenstående ting, men jeg mener at de der gør således, misser ud på noget fedt.

 Jeg er helt vild med Rings of Saturn!! Deres univers og tekster er blot en lille del af det. Musikken er en stor del af det – det de kan, er sgu ikke noget man kommer sovende til, og jeg har den dybeste respekt for at en knægt som Lucas Mann (der lige er blevet 22 år), er mastermind og kan komponere musik på dette niveau. At de andre 3 musikere i bandet kan spille det, er naturligvis også imponerende.

Der er i mine ører ikke et eneste dårligt nummer på denne skive, men der er to skæringer der står ud som værende toppen af kransekagen; den instrumentale ”Utopia” som viser, at drengene kan tænke i semi-progressive baner, komplet med clean guitar og bløde, afsluttende toner. Og så den helt vilde ”Fruitless Existence" der river lytteren midt over med sit sindssygt imponerende hurtige trommespil, sindssyge vokal og ditto guitar/bas lir. Teknisk overlegen klasse!

Nu skal det hele ikke være roser, for produktionen kunne godt have givet bassen lidt mere råderum. Den er desværre ikke altid lige hørbar, og jeg mener at det på en skive som ”Dingir” er af største vigtighed, at den er hørbar. Ligeledes er vokalen, trods god energi, ikke altid lige fed.

Hvis du trænger til en udfordring, så prøv at giv ”Dingir” et lyt. Jeg lover dig, at den ikke vil sætte sig i hjernebarken indenfor de første par lyt. Til det er den simpelthen for kompleks. Og givet, det er ikke hvermandseje, denne slags musik, men jeg er som skrevet vild med den og mener, at disse drenge fortjener al mulig ære og hæder. Det er et nær-mesterværk, det her!!

 

Tracklist:

01: Objectice to Harvest

02: Galactic Cleansing

03: Shards of Scorched Flesh

04: Dingir

05: Faces Imploding

06: Peeling Arteries

07: Hyperforms

08: Fruitless Existence

09: Immaculate Order

10: Utopia

 

Samlet spilletid: 41:18 Minutter

Læs mere...

Beheaded

The Malta based Death Metal band Beheaded is finally back with a new album and follow up to “Ominous Bloodline”, the new album “Never To Dawn” was released late 2012 through Unique Leader Records. We asked Omar Grech, the band guitarist, a few questions about “Never To Dawn”.

Læs mere...

Euphoric Defilement

Los Angeles based Death Metal act Euphoric Defilement recently released their new debut album “Ascending To The Worms” through Unique Leader Records. We took some time to ask the guitarist Juan Hernandez a few questions about this brutal new release.

Læs mere...

Devolved - Reprisal

Trods de lidt for tydelige og uselvstændige Fear Factory-inspirationer fra forgængeren, faldt Devolved ikke helt igennem, og ”Oblivion” endte med at være en hel hæderlig death metal skive, der trods fejl og mangler blev godkendt. Devolved har herefter lyttet til de gamle ordsprog, og har smedet medens jernet var varmt. Det er der kommet ”Reprisal” ud af. En skive der med sin ”enorme” spilletid kandiderer til at være den længste death metal skive, jeg nogensinde har lyttet til. På stående fod kan jeg ikke umiddelbart komme på en rendyrket death metal skive på over en time….?

I starten virker alt til at være som på forgængeren; effektiv riffing, der dog stadig kipper kraftigt i retning af Dino Cazares, imponerende stramt spillede trommer, fuldfed produktion og en god variation på vokalfronten. Det er dog nærmest ligegyldigt hvor fedt det hele lyder – Når spilletiden er så massiv, skal der godt nok noget helt ekstraordinært på bordet, for at interessen kan holdes. Det lykkes for Devolved, et langt stykke hen ad vejen, at variere musikkens udtryk og dermed holde lytteren i ilden. Den står desværre bare alt for hurtigt på genbrug, og så er jeg altså tabt. Der er mange fede numr, som isoleret set ville gøre de fleste death metal fans våde i trusseletten, men der er også rigtig mange steder, hvor selv den mest taknemmelige og åbent sindede fan ville betakke sig. ”Embodiment” er et fedt nummer med et fedt langsomt og drevent tempo, hvorimod ”Systematic Avenger” åbner ballet og stjæler lytterens opmærksomhed lynhurtigt og meget effektivt. Især de afsluttende minutter, der med blød guitarmelodi virkelig giver det hårde en god kontrast. I den anden grøft er et nummer som ”Terminal Enslavement” meget overflødigt, med sin konstant larmende leadguitar i baggrunden. Ja, ikke engang et covernummer af mægtige Exhorder kan redde dem…

”Reprisal” er desværre et skoleeksempel på en skive, der ville have høstet en langt flottere karakter, havde spilletiden været under kontrol. Lidt mere kræsenhed og kvalitetskontrol til næste omgang ville være at foretrække, drenge…!

 

Tracklist:

01: Systematic Avenger

02: Accelerated Human Degeneration

03: Reprisal of the Damned

04: Supremacy Enforced

05: Embodiment

06: Collateral Damage

07: Apocalyptic Visionary

08: Terminal Enslavement

09: Corrupted Mind Processor

10: Inanimate Infinity

11: Cadence of the Dirge

 

Total Spilletid: 59:51 Minutter

Læs mere...

Beheaded - Never to Dawn

Beheaded fra Malta er et band der efterhånden har plus 20 år på bagen. Dog har det stået sløjt til med at få udgivet plader, så ”Never to Dawn” er faktisk kun bandets 4. fuldlængde. Det har kanske været svært at få hul igennem, i 90’ernes Maltesiske hverdag? Lidt spøjst er det dog, at en af bandets tidligere skiver faktisk er udgivet på det danske selskab Mighty Music. Det vidste jeg alligevel ikke, og jeg kan faktisk heller ikke huske at nogensinde have hørt noget med Beheaded.
Nå, men som så ofte før lyver indpakningen ikke; Beheaded er fine repræsentanter for den brutale death metal. Der er godt med fart over feltet, komplicerede guitarløb og en dyb brølende vokal, der spyer eder om verdens undergang, blodige have, beskidte guder og dødelig stilhed. Beheaded er fedt! Det er fedt på den måde, at deres sange er fantastisk varierede, og alle ni skæringer byder stort set på melodi, brutalitet, flot musicianship og smæk for alle skillingerne. Et særdeles godt bevis på de kvaliteter som Beheaded rummer, er det afsluttende nummer ”The Ancient Acumen”. Især de to-tre afsluttende minutter giver lytteren tid til at få pusten igen – Flot!
Andre træfsikre hymner kunne være ”Where Hours Etch Their Name” og titelnummeret, ”Never to Dawn”. Gældende for alle ni skæringer er det, at de holder høj klasse, og at skiven ikke er et minut for lang, om end den lige knap overstiger de 40 minutter, jeg ellers anser for at være en passende længde for en death metal-plade.
Da jeg startede med at lytte til pladen, havde jeg det lidt svært med den grynede produktion, der lader en del tilbage at ønske, og her et par måneder efter, er det altså stadig den, der er mit ankepunkt. Trommerne har tendens til at lyde en anelse tynde i det, for ikke at nævne bassen der mildest talt er meget svær at høre. Jeg vil dog sige, at numrene kvalitet ikke kan pilles ved, da det virkeligt er stærkt skrevet. Med en bedre produktion ville det have været en af årets stærkeste plader, men i stedet må den blot betegnes som et solidt værk. Et solidt værk der bestemt vinder indpas og åbner sig ved gentagne lyt.

Tracklist:
01: Elapsed in the Vortex of Extinction
02: Lament of a Sordid God
03: Where Hours Etch Their Name
04: Perished Into Inexistence
05: Never to Dawn
06: Dead Silence
07: Towards an Abducted Sun
08: Descend Into Sanguinary Seas
09: The Ancient Acumen

Total Spilletid: 43:36 Minutter

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed