fbpx

Bloodtruth - Obedience

Italiensk death metal trives virkelig i disse dage. Næsten lige meget hvor man vender opmærksomheden hen, popper der et nyt og sejt italiensk death metal band op. Bloodtruth skal se om de kan følge op på bølgen, og det forsøger de med albummet ”Obedience”, der er bandets første fuldlængde.

Ser man på titlerne og coveret, er der ingen tvivl om, at den katolske kirke står for skud. Om de fire gutter i bandet er tidligere kordrenge, der fik paven (med staven) at føle, ved jeg ikke, men i hvert fald syder hele albummet af had i mod paven og alt hans væsen.

Musikalsk set er vi ovre i helt almindeligt moderne death metal. Det er bestemt ikke revolutionerende, men dog stadig solidt leveret. De kan spille på deres respektive instrumenter, men at gå så langt, som at kalde det for teknisk death metal, er jeg lidt loren ved.
Albummet har en lækker produktion, hvor bassen virkelig får lov til at træde i karakter. Guitarsoli er der lidt af, uden vi er ovre i lir og lagkage. Vokalarbejdet er lidt ensidigt, men er dog til at holde ud, i den halve time albummet varer.
Alt i alt lyder ovenstående ikke som hverken fugl eller fisk, og det er lidt problemet med ”Obedience” - Der er mange steder hvor musikken ikke rigtig flytter sig ud af stedet, og så er der få steder, hvor opmærksomheden bliver skærpet. For eksempel enten fordi der kommer munkekor ind over musikken i ”Suppurating of Deception”, eller på grund af det nær-episke outro-stykke i ”Foresworn”, der afløses af korsang i nummeret ”March of the Fools”. Det der korsang er i øvrigt en del forekommende, og jeg må indrømme, at stemningen det skaber, er virkelig fed, synes jeg.

Ser man nøgternt på ”Obedience”, er der ikke meget nyt under solen. Jeg synes dog, at de får skabt et album der underholder på glimrende vis, og som rider fint med på bølgen af spændende italienske bands.
Jeg haltede mellem karakteren 4 og 4,5, og må indrømme, at jeg nok i sidste ende synes, at albummet er mere end ok – Altså 4,5 for et godt og stemningsmættet album, der måske lige kan lidt mere end de fleste – om end det ikke er vanvittigt nytænkende.

Tracklist:
01: Subvenite
02: Surrounded by Blind Bigots
03: Throes of Death
04: Suppurating of Deception
05: Coerced to Serve
06: Quench Your Thirst
07: Summoning the Heretics
08: Foresworn
09: March of the Fools
10: Obedience

Total Spilletid: 33 minutter

 

Læs mere...

Annihilated - XIII Steps To Ruination

Hvis du er vild med den mest brutale form for Death Metal, så kommer her et nyt band at holde øje (og øre) med. Bandet kalder sig Annihilated og stammer fra Los Angeles, og ”XIII Steps To Ruination” er det første i en aftale med Unique Leader Records.

Og hold da op, de tre medlemmer har en masse energi at slippe løs! Fra starten bliver man mødt af en virkelig brutal omgang Death metal, hvor guitar og trommer i fællesskab udgør den ofte citerede mur af Metal, som spilles i meget højt tempo. Der er ingen tvivl om, at vi stilmæssigt befinder os derude, hvor mange folk smider håndklædet i ringen, men jeg synes rigtig godt om det, jeg hører. I første omgang fordi bandet virkelig har styr på sagerne og formår at styre sig sikkert igennem det selvskabte inferno – her kunne de godt minde om Nile, bare uden de egyptiske elementer. Og der er virkelig knald på, for det er ikke tit at jeg føler mig presset tilbage i sofaen, selv om jeg har hovedtelefoner på, men det sker flere gange ved dette album.

Mere afgørende for det positive resultat er musikernes evne til at variere deres udtryk, var der kun tale om at smadre verden, ville kedsomheden hurtigt brede sig. Men med skift i tempo og udtryk samt små melodiske sekvenser lykkes det at variere numrene så meget, at albummet ikke bliver slidt for hurtigt, men bevarer sin tiltrækningskraft. Derfor skal du ikke lade dig narre af titlen; Annihilated er ikke på vej mod undergang, snarere mod Dødsmetallens top.

Tracklist:
1.Global Enslavement
2.Eyes in the Sky
3.This Fear I Speak Of
4.XIII Steps to Ruination
5.Eradication Profits
6.Divide Distract Deceive
7.For the Ignorant
8.Wastelands
9.Creations of Man
10.Throne of Eternity
11.Purification
Samlet spilletid: 42:57

 

Læs mere...

Rings Of Saturn - Lugal Ki En

”Lugal Ki En” hedder det seneste udspil fra californiske Rings of Saturn. Hvorfor titlen på pladen er et oldsumerisk udtryk, der frit oversat betyder noget i retning af ”Jordlingernes Konge, Hersker over den Kosmiske Verden” (i hvert fald ifølge bandets Wikipedia-side) forbliver langt hen ad vejen et uløst mysterium. For selvom det overordnede tema for alle bandets hidtidige tre plader kan koges ned til ”invasion fra rummet” (til det punkt, at bandet selv bruger betegnelsen ”alien-core” om deres musik) virker koblingen til oldtidens Mesopotamien måske lidt mere søgt, hvis man lige ser bort fra pladens farvestrålende art-work.

Nuvel; musikken passer alligevel langt bedre til rumvæsen-tematikken. Stilen er en højt avanceret form for deathcore, fuld af chunky stop-riffs, hurtige sweeps og taps og en kombination af kælderdybe growl og hæse skrig, alt sammen lagt henover afsindig hurtigt og præcist trommespil, gerne unisont med guitarriff’ene. Forpustet? Bare rolig, det bliver man... Tempoet er højt, selv når det går langsomt, og guitarerne gør desuden udbredt brug af effekter, hvilket sine steder får dem til at lyde mere som noget der er lavet på computer. Man kan på ingen måde så tvivl om musikernes ekvilibrisme, ikke mindst når man tænker på at gennemsnitsalderen i bandet er under 25, men jeg må indrømme, at det bliver i overkanten for min smag. Jeg kan ellers godt lide teknisk veludført metal, men Rings of Saturn tager musikken derud hvor den næsten bliver en parodi. Tredje skæring, med titlen ”Lalassu Xul”, er et udmærket eksempel; det lidt skæve, akustiske riff i begyndelsen når at blive helt klovne-/karruselagtigt endnu før nummeret rigtig går i gang, og selv den brutale vokal har svært ved at løfte nummeret op over det, der egentlig mest af alt lyder som en sjov idé fra øvelokalet.

Alle disse finurligheder gør det i sidste ende svært at vurdere ”Lugal Ki En”. Bedømt ud fra evnerne ligger vi helt deroppe med de dygtigste, om end måske ikke de mest innovative udi sangskrivning. Og blandt de positive elementer skal helt sikkert også nævnes en god produktion og gennemgående en rigtig fed vokal. Men til trods for at store dele af pladen kører i ganske tilforladelige 4/4-takter, bliver det samlede indtryk alligevel nærmest et af leflen for feinschmeckere. Man kan virkelig fornemme hvordan der bliver leget med musikken gennem alle numrene, men det føles også lidt som blær. Hvor et band somf.eks. Dragonforce også går til opgaven med enestående dygtighed, men pakket ind i powermetal og tommetyk selvironi, står jeg efter at have hørt Rings of Saturn tilbage i den rygende ruinhob og tænker: ”Ok, og hvad så?”. For fans af genren er der givetvis masser af underholdning at hente, men ”fordi jeg kan” bliver bare aldrig mit motto, og da det lader til at have været ret grundlæggende for ”Lugal Ki En”, ender jeg på karakteren 2/6.

Tracklist:
1."Senseless Massacre" 3:34
2."Desolate Paradise" 3:25
3."Lalassu Xul" 3:39
4."Infused" (featuring Rusty Cooley)3:21
5."Fractal Intake" (Interlude)0:40
6."Natural Selection" 3:54
7."Beckon" 3:28
8."Godless Times" 3:32
9."Unsympathetic Intellect" 4:06
10."Eviscerate" 4:27
11."The Heavens Have Fallen" (Instrumental)6:51
12."No Pity for a Coward" (Suicide Silence cover)3:30
Samlet spilletid: 44:34

 

 

Læs mere...

Hideous Divinity - Interview med Enrico

Det italienske death metal band Hideous Divinity, er fortiden aktuel med albummet ”Cobra Verde” og med deres nye album (et album vores skribent har givet 5 stjerner, læs den her) gæstede de årets Aalborg Metal Festival.

I anledningen af deres første visit i Danmark, tog vores reporter en snak med bandet omkring deres nye album, kontrakt med Unique Leader og ikke mindst om at spille på Aalborg Metal Festival. Hør hele interviewet her:

Læs mere...

Hideous Divinity - Cobra Verde

Hideous Divinity er et italiensk band med en broget historie: i gamle dage var bandets base i Norge, men med italienske medlemmer. Nu er bandet så udgjort af italienere og baseret i Italien, så forvirringen stopper her.

For et par år tilbage smed de deres debutskive ”Obeisance Rising” på gaden. Så vidt jeg husker, var skiven kraftigt inspireret af John Carpenter-filmen ”They Live”, og resultatet var en solid affære med smæk for skillingen der ikke blev glemt med det samme.

Nu er tiden kommet til den svære to’er, og jeg har ganske vist ikke hørt forgængeren i en rum tid, men jeg synes at denne nye skive gør ovenstående kliche til skamme. Denne skive gør det let for Hideous Divinity. Det er nemlig velspillet og velskrevet death metal, der serveres al dente her. Bandet har tillagt sig at gøre numrene lidt længere men samtidigt mere varierede, og det pynter, da numrene har længere tid at folde sig ud på. Samtidigt er det musiske niveau steget – 4 nye medlemmer har åbenbart noget at sige! Forgængeren havde egentlig et fint teknisk niveau, men den har altså lige fået et par procentpoint oveni. Hastigheden er overall steget, men også guitarsoli og riffs er markant steget i sværhedsgrad. Dette uden at miste lytbarhed, for her er stadig ikke tale om teknisk show-off eller instrument-onani.

Hvis jeg skal sætte en finger et sted, må det være produktionen, der fuldstændigt sylter bassen. Vokalen kunne også godt have været længere fremme i lydbilledet, men det er en smagssag. Jeg synes blot at kunne huske, at forgængerens produktion havde langt mere punch og nosser, end tilfældet er her. Ligeledes er covernummeret af Ripping Corpse’s ”The Last and Only Son” ligegyldigt i mine ører.

Jeg vil stadig holde fast i min semi-sammenligning med Nile – i denne anledning har man sågar fået Dallas Toler-Wade til at byde ind med gæstevokal på et enkelt track, så det kommer altså til at smage lidt mere af Nile!
Hideous Divinity opfinder så absolut intet nyt, men deres death metal er højst fornøjeligt og veleksekveret, og skal belønnes herefter. Når nu jeg giver ”Cobra Verde” den samme karakter som forgængeren, er det egentlig et udtryk for, at skiven er rigtig god – den er på et andet niveau end forgængeren, som dog havde lidt andre kvaliteter.

Check numre som ”Alonest of the Alone”, ”Cobra Verde” og ”Sinister and Demented”, og hvis du ikke er overbevist, så kom til Aalborg Metal Festival på lørdag, hvor de spiller live!
Uagtet er ”Cobra Verde” et fedt album!

Tracklist:
01: In My Land I was a Snake
02: The Sombre Empire
03: Cobra Verde
04: Salt in the Martyr’s Tear
05: Sinister and Demented
06: Desolation Within
07: The Alonest of the Alone
08: Adjinakou
09: The Last and Only Son

Total Spilletid: 45:43 Minutter

Læs mere...

Internal Bleeding - Imperium

Da rygterne for et par år tilbage begyndte at svirre om, at de gode gamle New Yorker-slam-helte fra Internal Bleeding var på vej med nyt materiale, ville min jubel nærmest ingen ende tage. Grunden er såre simpel: Internal Bleeding er et af de første ekstremmetal bands, jeg virkelig fik øjnene op for, og deres ”Driven to Conquer” er i mine ører stadig blandt de fedeste skiver indenfor genren (Tak, Bjørn Jensen!!).

De første reelle tegn på liv var, da bandet i 2013 smed en video til nummeret ”Castigo Corpus Meum” på youtube. Den bød ikke på noget nyt og revolutionerende, men derimod det som Internal Bleeding altid har været kendt for: solid slam/death metal uden de store armsving, men til gengæld med de største nosser og en sej attitude. Derudover kom de forbi Aalborg under den årlige metal festival og leverede et fedt show. Så jo…den var god nok – Internal Bleeding var tilbage!!

Nu sidder jeg så med ”Imperium” i ørerne og sammenfatter denne anmeldelse. Det er bestemt hverken første eller sidste gang, jeg sidder med den i ørerne. Den er hørt en hel del gange efterhånden. Ikke fordi der er mange lag, der skal pilles fra hinanden, men fordi den indbyder til at blive hørt igen og igen… Numrene er forholdsvis nemme at komme ind på, og de mister ikke lige deres ”mojo” med det samme.

Det står meget hurtigt klart, at Internal Bleeding ikke har lavet synderligt om på deres opskrift. Men hvorfor også lave om på noget, der virker? Internal Bleeding er stadig tunge som ind i helvede. De spiller ikke det strammeste hegn eller mest overproducerede kliniske hegn, men det de gør, gør de på en fandens charmerende måde. Produktionen lader måske lidt tilbage at ønske, men som udgangspunkt går alt fint igennem i løbet af de 40 minutter, skiven varer – det er i øvrigt den perfekte spilletid til en death metal-skive!

Generelt er ”Imperium” en rigtig god skive, men der hvor Internal Bleeding dog tager kronen, sætter trumf på eller leverer et moneyshot, der er Peter North værdig, er, når de spiller helt simpelt slam/death metal – stenalder riffs, der kan få selv den mest rytmeforskrækkede metalfan til at hoppe med. Der hvor man i al sin iver har lyst til at headbange med, selvom hårpragten (eller mangel på samme) giver visse udfordringer.

Skiven indeholder ni numre, hvoraf de sidste tre især skiller sig ud. Der er groove, slam, breakdowns og igen de der førnævnte ”brass balls”, som andre måske kunne lære lidt af!

Ja, Internal Bleeding er nogle aldrende gutter, men de har på ingen måde udspillet deres rolle i ekstremmetallens univers, der efterhånden er ved at flyde over af stereotyper.

Gør dig selv en tjeneste og check ”Imperium” ud – det er som skrevet ikke rocket science, men det er sat'me fedt!!

Tracklist:
01: Fabricating Bliss
02: The Visitant
03: The Pageantry of Savagery
04: Patterns of Force – Act 1 – The Discovery
05: Patterns of Force – Act 2 – Plague Agenda
06: Patterns of Force – Act 3 – Aftermath
07: Placate the Ancients
08: (In the) Absence of Soul
09: Castigo Corpus Meum

Samlet spilletid: 40:50 

Læs mere...

Fallujah - The Flesh Prevails

Fallujah er et amerikansk atmosfærisk teknisk dødsmetal band fra San Fransisco. De har haft en del udskiftninger i deres relativt korte karriere, der begyndte i 2007, senest med Brian James der har erstattet Rob Maramonte, som har været med on and off siden 2008. De er langt om længe blevet stabiliseret med deres anden fuldlængde udgivelse “The Flesh Prevails”, og alle rygter om deres truende opbrud er blevet manet i jorden.

Dette nyeste udspil bygger videre der hvor deres seneste og roste EP “Nomadic” slap. En Ep der ellers var meget nyskabende og genredefinerende inden for den atmosfæriske del af dødsmetallen. De har præsteret at skrive 9 sange, der svæver imellem det brutale og det smukke, nogle endda instrumentale hvilket virkelig er en sjældenhed i dødsmetallen.

“The Flesh Prevails” er både en meget flot og en meget larmende plade. Man kan føle sig helt klaustrofobisk indelukket i et støjfyldt lidt for lille rum, for derefter at føle sig grænseløs og svævende. Skellet kan til tider godt være lidt voldsomt og man skal have lyst til at blive kastet rundt i lydbilleder. Sådan er det ofte i teknisk dødsmetal, med ufatteligt mange dele at holde styr på, men når man så smider den atmosfæriske del oveni, er det en stor mundfuld. En særdeles velspillet mundfuld, skal der lige tilføjes.

Midt i det hele kommer nummeret “Alone With You”, der lige giver ørerne en velfortjent pause fra resten af pladens nådesløse afstraffelse. Her er vi ovre i noget, der næsten kan betegnes som mørk elektro pop med sangerinden Roonit på gæstevokal. Det virker meget bedre end man egentlig skulle tro, og det er en modig beslutning at indlemme noget så anderledes på en dødsmetalplade.

Alt i alt en god men meget larmende plade. Man skal være parat til den musikalske mavepuster man får, når man sætter albummet på, men når man er gearet op til det, har “The Flesh Prevails” utroligt mange facetter.

Tracklist:

1. Starlit Path
2. Carved From Stone
3. The Night Reveals
4. The Flesh Prevails
5. Levitation
6. Alone With You
7. Allure8. Sapphire
9. Chemical Cave

Samlet spilletid: 42:00

Læs mere...

Internal Bleeding udgiver album detaljer og track by track video

Det brutale death metal band Internal Bleeding er klar til at udgive opfølgeren til ”Onward to Mecca” fra 2004. Gruppens længeventede fuldlængde album har fået titlen ”Imperium” og udkommer den 30. september via Unique Leader Records.

Albummet er produceret af bandet samt Joe Cincotta i Full Force Studio (Suffocation, Dehumanized, Mortal Decay).

Artworket, som kan ses nedenfor, er lavet af Mircea Gabriel Eftemie (Carcass, The Haunted, Nevermore osv.).

“Imperium” indeholde en 3 dels triologi med gæsteoptrædende af Suffocation’s Terrance Hobbs og Frank Mullen, samt det tidligere Internal Bleeding medlem Frank Rini.

Nedenfor finder du en 10 minutters lang track by track video af albummet, samt en pre-order promo video.

 

Gruppens guitarist Chris Pervelis har udtalt følgende:

"We wanted to try to give fans of the band a little bit of insight into each song from both a musical and lyrical perspective. Even though we feel the album is very cohesive and we're all on the same page musically, each member of the band has a different take on what is important and interesting about the album. It's these different perspectives that combine to make Imperium a very complete and well-rounded recording."

 

Læs mere...

Omnihility - Deathscapes Of The Subconscious

Deathscapes Of The Subconcious er det Oregon-baserede band Omnihilitys anden fuldlængdeudgivelse, og det første fra pladeselskabet Unique Leader. Stilmæssigt er vi ude i teknisk dødsmetal, og det bliver leveret på en utrolig overbevisende facon. Fra første færd er der virkelig smæk for skillingen, og i løbet af første nummer, Molecular Resurrection, får vi faktisk et godt overblik over hvad bandet byder på. Der er både hurtige og langsommere passager, palm mutede chunks og hurtige pull-offs, growl og skrig, og i det hele taget en flot variation i dynamikken. Musikken bølger op og ned som et skib i høj sø, og alle instrumenterne bidrager til den konstante fornemmelse af udvikling. Her rammer bandet flot en mellemvej mellem trangen til at udfordre sig selv og til at udfordre lytteren; stykkerne er avancerede uden at være uforståelige og er lige varierede nok til at vække både interesse og genkendelsens glæde med jævne mellemrum. De enkelte numre er velkomponerede og -strukturerede, og der er masser af stykker både for den kræsne tekniker og den halvfulde headbanger, som på skæring nummer to, Lost Sands Of Antiquity, med både unisone sweeps og et lækkert skrål-med-”omkvæd”.

Når det er sagt er det selvfølgelig ikke lutter lagkage, og en kritik man kan rette mod kvartetten er, at der til trods for deres ubestridte evner ikke er noget, der tydeligt adskiller dem fra mængden. Forstå mig ret; genren er relativt snæver, så ”mængden” er måske så meget sagt. Men andre bands indenfor samme nærområde har udviklet en mere selvstændig lyd, som for eksempel Nile, Obscura eller Fleshgod Apocalypse, og til sammenligning er Omnihility lidt mere ordinære i deres udtryk. De forsøger nok at sætte et tema op med sangtitler, som netop klinger i retning af det nærorientalske (Lost Sands.., Ancient Ruins..), men selv de to små semiakustiske interludier kan ikke helt fjerne indtrykket af, at det bliver en smule ensformigt i længden. Var det ikke for Ancient Ruins Forlorn Part I ville man være undskyldt, hvis man efter tre-fire numre lige måtte konsultere skærmen for at se hvor langt man var nået, og det er lidt synd, når nu det hele ellers er så veludført, at man alligevel godt kan nå at kede sig en lillebitte smule.

Alt i alt er der dog ingen tvivl om, at Omnihility er et nyt punkt på undertegnedes koncertkalender, skulle de komme til landet engang i fremtiden, og hvis du for øvrigt kan lide Origin eller Hate Eternal burde du give dem chancen; det har de fandeme arbejdet for.

 

Tracklist:

01 Molecular Resurrection (7:06)
02 Lost Sands Of Antiquity (5:02)
03 Contemplating The Ineffable (6:49)
04 Ancient Ruins Forlorn Part I (1:56)
05 Deathscapes Of The Subconscious (6:29)
06 Disseminate (5:03)
07 The Unnamable (3:53)
08 Divine Evisceration (5:47)
09 Ancient Ruins Forlorn Part II (1:48)

Samlet spilletid: 43:53

 

Omnihility - Molecular Resurrection (Lyrics)

Læs mere...

The Kennedy Veil - Trinity of Falsehood

The Kennedy Veil er endnu et af de nye amerikanske death metal-bands, der efterhånden popper op overalt. De er gjort af samme stof som nyere navne, der blandt andre omfatter Alterbeast, Arkaik, Fallujah og Rings of Saturn. Dog er der også små paralleller til lidt ældre og mere etablerede bands, som for eksempel Decrepit Birth, hvor også den allestedsnærværende trommeslager Gabe Seeber, der som gættet også hamrer tønder i The Kennedy Veil, har slået sine folder som live-trommeslager. 

Nå, men for lige at ridse rammerne op, så praktiserer The Kennedy Veil altså moderne death metal. Der er lagt megen vægt på at produktionen overhovedet ikke overlader noget som helst til fantasien, bandet viser deres skills og spiller, som fanden ham selv var i hælene på dem. Når man tænker på, at gennemsnitsalderen i bandet kun lige passerer de 20 med en my, er det meget imponerende, det de kan. Men desværre indfinder kedsomheden sig… ikke lynhurtigt, men i løbet af skiven. Der sker simpelthen for meget, og det virker til, at The Kennedy Veil vil alt for meget på alt for lidt plads. Det er sgu efterhånden en kliché, men de få steder hvor de sætter farten ned og lader melodien eller det tunge riff tale, kommer til at virke som rene oaser, når alt andet materiale går over stok og bautasten. 

Skivens bedste nummer, ”Seventh Circle”, har lidt af det hele: godt drive, fede riffs, smæk på men også variation i hastigheden. Igen en kliché: hvis alle numre var lidt som det nummer, ville skiven være meget federe… Vel ville den ej, men I ved hvad jeg mener!

Det taler til bandets fordel, at skiven kun varer lige over 30 minutter. Tre kvarter i selskab med musik af denne slags er satme hårdt for ørerne – det er kun få bands der kan slippe afsted med det. Men når det så er sagt, er ”Trinity of Falsehood” bestemt ikke en dårlig plade. Den drukner desværre bare lidt i mængden af ligesindede bands, og skiller sig alt for lidt ud til at kunne gøre en forskel. 

Tracklist:
01: Ad Noctum
02: Eulogy of the Divine
03: Enslave.Defile.Erase
04: Trinity of Falsehood
05: King of Slaves
06: Seventh Circle
07: Necrotic Gospel
08: Beneath the Shroud of Atonement
09: Disciples of Dead Aeons
10: In the Ashes of Humanity
11: Perfidia

Samlet spilletid: 31:32 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed