fbpx

Fuath – II

Da Andy Marshall udsendte det første album under navnet Fuath, var det ment som en engangsforestilling, som skulle give afløb for de ideer, han ikke kunne bruge i sit andet projekt, Saor. Men der var åbenbart flere ideer, der skulle bearbejdes, så nu kommer album nummer 2, hvor Marshall står for alle elementer undtagen trommerne; de håndteres af Carlos Vivas.
Hvor Marshall primært bruger inspiration fra hjemlandet Scotland i forbindelse med Saor, er stilen her meget lig den, man fandt hos nordiske Black Metal bands i 1990’erne. Tempoet er til den friske side uden, at det på noget tidspunkt bliver ekstremt. Samtidig har numrene en enkelhed i opbygningen, der minder mig om Darkthrone – bare lidt mere struktureret. Og selv om produktionen på ingen måde kan betegnes som poleret, ligger den kvalitetsmæssigt klasser over nordmændenes.
Ellers spiller Marshall stilen meget efter bogen, og selv om det sker håndfast og sikkert, virker det ikke som om, at han søger at eksperimentere eller at udvide rammerne for den Sorte Metal. I stedet fremstår ”II” mere som en hyldest til den musik, der har inspireret ham igennem tiden. Resultatet er en ærlig og ligefrem omgang Black Metal, som præsenterer genren uden at gå til yderligheder. Det fungerer fint, og min eneste alvorlige anke er, at indholdet ikke helt formår at udfylde tidsrammen med spænding, især på de 3 numre, der passerer 9 minutters spilletid.

Tracklist:
1. Prophecies
2. The Pyre
3. Into the Forest of Shadows
4. Essence
5. Endless Winter
Samlet spilletid: 41:31

Læs mere...

Altarage - Endinghent

Selv om øl er en virkelig gammel drik, er der alligevel inden for de senere år sket en rivende udvikling; situationen fra mine ungdomsår, hvor udvalget var begrænset og det var fint med en Tuborg, ville aldrig gå i dag. Fremkomsten af mikrobryggerier og en entusiastisk kultur har gjort, at man i dag kan få stort set alle smagsvarianter fra boblende hindbærsmag til den sorteste bryg. Hvorfor nu al den snak om øl? Jo, for da jeg stødte på ”Endinghent”, som er det andet album fra spanske Altarage, kom jeg hurtigt til at drage paralleller til øllens verden.

Bandets musik hører klart til i Black Metal kategorien, men det er ikke traditionelle virkemidler som blastbeats og fræsende tremoloanslag på guitarerne, der får mig til at placere den der. Musikken er en meget lukket affære, hvor billedet af en veritabel mur er meget passende. Det hele fremstår uden forsonende elementer, tværtimod krydres baggrundstæppet med skæve og hypnotisk gentagne melodistumper. Samtidig er vokalen af den komplet uforståelige slags, som nærmest har karakter af et instrument.

Det bringer mig tilbage til ølsammenligningen, for albummet minder mig om en af de ultrasorte typer, som almindeligt dødelige kun kan klare i små mængder, og derfor primært tiltaler en niche af entusiaster. På samme måde er ”Endinghent” for folk med en helt speciel musiksmag…

Tracklist:
1. Incessant Magma
2. Spearheaderon
3. Cataclysmic Triada
4. Fold Eksis
5. Rift
6. Orb Terrax
7. Weighteer
8. Barrier
Samlet spilletid: 36:41

Læs mere...

Ritual Killer - Exterminance

Når der er Black Metal på menuen, er den som oftest skabt i Europa, men Ritual Killer er en undtagelse, idet bandet stammer fra New Orleans. Med ”Exterminance” udsender de deres andet album, hvilket overrasker mig en smule – de har trods alt mere end 15 år på bagen.

Og hvis man skal vurdere ud fra numrenes fremdrift, har medlemmerne en del indestængt vrede, der skal fyres af. Selvom musikken har den mørke stemning, der nærmest er adgangsbilletten til Black Metal, så høres der mange elementer fra både Thrash Metal og Punk i numrene. Og det kører bare derudaf, endda så voldsomt at de enkelte elementer næsten snubler overhinanden. Det er meget effektfuldt når det sker som i de første numre, men ret hurtigt bliver den musikalske himmelflugt bremset af vokalen. Den er monotont skrigende og vrængende på en måde, som ville passe bedre til Hardcore eller Screamo. Samtidig er den uforståelig, og sangeren lyder ofte nærmest halvfuld. Det bidrager ikke positivt til oplevelsen, men bliver i stedet irriterende.

At tingene kan gå op i en højere enhed, viser ”Cuuntius”; her er vokalen mere afdæmpet, mens musikken ufortrødent brager løs – klart albummets highlight. Et eller to numre mere i den klasse havde pyntet, men de fleste skæringer lider under vokalens indflydelse. Det giver albummet en middel karakter, selvom musikken har potentiale til mere.

Tracklist:
01. Bury The Earth, Bury The Sky
02. As The Vulture Feeds
03. Feral Eyes
04. Dogs, Wolves And Carrion Fowl
05. Cuuntius
06. Pale Corpse Incantations
07. Crippling Beast
08. Passing Of Creation
Samlet spilletid: 27:40

 

Læs mere...

GOG - Ironworks

Et énmandsband som udsendes via Season of Mist – er det ikke ensbetydende med Black Metal? Som hovedregel jo, men GOG er undtagelsen, der bekræfter reglen. Bandets eneste medlem er Michael Bjella, som kommer fra Arizona, og livet under ørkensolen har ikke præget ham i retning af Sort Metal. I stedet har han med ”Ironworks” søgt at gengive livet for de mange arbejdere, som sled og slæbte i metalindustrien under den industrielle revolution. Derfor består albummet primært af maskinelle lyde samt metallisk hamren og banken. Til gengæld er der meget lidt egentlig musik på albummet; ud over lidt guitar og ditto klaver til at binde tingene sammen med, er der ikke noget som trænger igennem lydtapetet.

Derfor er de enkelte numre meget monotone, hvilket sikkert er tilsigtet, men ikke særligt interessant. Kun i ”A Promised Eternity Fulfilled With Cancer” opstår antydning af spænding via kontrasten mellem klaver og maskiner.

Formålet med albummet bliver opfyldt på udmærket vis, for når man lytter til ”Ironworks” er det ikke svært at forestille sig larmende maskiner og hårdt arbejdende mennesker. Til gengæld har værket mere karakter af et lydspor til en undervisningsfilm end et egentligt album, og selv om Bjella formår at få sin lydcollage til at hænge sammen på en ganske overbevisende måde, er underholdningsniveauet meget lavt – hvis ikke jeg havde fået det til anmeldelse, ville jeg ikke bruge tid på ”Ironworks”.

Tracklist:

1. 1870-1906

2. Tasks Which Destroy Body And Soul

3. God Says To Love You In Chains

4. A Promised Eternity Fulfilled With Cancer

5. Into Her, She Carved The Word Empty

6. I Draw My Strength From You

Samlet spilletid: 42:43

Læs mere...

Koldbrann - Vertigo

Allerede inden jeg havde hørt den første tone fra ”Vertigo”, var jeg sikker på at skulle møde et band med sans for fede titler: Ikke bare er bandnavnet virkelig sejt, men også titlerne på de første to albums fra Koldbrann, “Nekrotisk Inkvisition” og “Moribund” ligger i samme klasse. Et blik på tracklisten for dette album afslørede, at nordmændene ikke har mistet evnen til at finde på mere af den slags, hvilket kun skærpede min nysgerrighed.
Men hvad er det så for et album? Ja, det er nok ikke den store surprise at indholdet er Black Metal; men ovenstående intro kan det snart ikke være andet. Ikke overraskende peger stilen tilbage mod den klassiske udgave, ikke noget med symfoniske opsætninger eller andre fremmedelementer her – Koldbrann koncentrerer sig om Svart Metal – punktum. Heldigvis er det kun det stilmæssige, som er klassisk, for produktionen er langt fra tidligere tiders dogme om, at jo ringere lyd, des bedre. Produktionen er rigtig god, så alle detaljer i numrene når frem til lytteren. Og godt det samme, for indholdet er værd at lytte til; anført af hovedmanden Mannevonds helt klassisk rallende vokal gør Koldbrann en rigtig go’ figur. Musikken er fint afbalanceret, så der er blevet plads til det vildt eksplosive, men hovedsageligt er det de mere seje og endda lidt gyngende stilelementer, der dominerer. Det gør ”Vertigo” til en stærk repræsentant for den Sorte Metal, og Koldbrann får vist, at de kan andet og mere end bare finde på navne og titler.

Tracklist:
1. IntroVertigo
2. Totalt Sjelelig Bankerott
3. Hjertets Holodomor
4. Drammen
5. Stolichnaya Smert
6. Terminal Transnistrii
7. Phantom Kosmonaut
8. Goat Lodge
9. I Eklipsens Skimmer
10. Sans Soleil
11. Inertia Corridors

Samlet spilletid: 48:06

Læs mere...

Drudkh - Eternal Turn of the Wheel

Jeg er tidligere stødt på Drukh, men under et andet navn; sidste år udgav bandet sammen med sangeren Neige et album under navnet Old Silver Key. Nu er de tilbage under eget navn, og i deres vanlige stil: Black Metal.
Det hjul, der hentydes til i titlen, er symbolet på årstidernes skiften, og dette tema omsætter Drudkh udmærket, for de 4 reelle numre på albummet (det første track er bare en kort intro) veksler også en del i deres udtryk. De to første numre følger en ret traditionel opbygning, hvor guitarerne blander melodi og power, men hvor spilletiden også udnyttes til stille passager. I de sidste 2 skæringer er rytmerne mindre bundne, og selv om der også er voldsomme passager med blastbeats og hele pivtøjet, er resultatet ikke ekstremt. Det skyldes en meget tynd lyd på guitar og trommer, som tager toppen af det brutale gennem hele albummet. Samtidig lægges der et fint tæppe af stemning ud via keyboards, som holdes på et perfekt lavt niveau, så de aldrig bliver dominerende. Den mindre agressive musik fremhæver Roman Sayenkos vokal, som ikke har den store bredde, men alligevel giver et markant udtryk – det smitter positivt af på helheden.
Derfor er der ingen tvivl om, at det er i Black Metal genren, Drukh hører hjemme – det mindre vellykkede eventyr med Old Silver Key er hurtigt glemt, når man hører dette album igennem. Bandet præsenterer en udmærket fortolkning af genren, hvor det stemningsmæssige står stærkere end det brutale, uden at resultatet bliver tandløst.

Tracklist:
1. Eternal Circle
2. Breath of Cold Black Soil
3. When Gods Leave Their Emerald Halls
4. Farewell to Autumn´s Sorrowful Birds
5. Night Woven of Snow, Winds and Grey-Haired Stars

Samlet spilletid: 37:07

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed