Warpath - Filthy Bastard Culture

Tyske Warpath blev dannet i 1991, og var ret aktive i årtiets første halvdel, hvor det blev til fire albums. Så gik man hver til sit, men fandt sammen igen i 2015. Det resulterede i et album sidste år, og nu følger endnu et: Titlen ” Filthy Bastard Culture” mener bandet alvorligt, så de indspillede det hele i øvelokalet for at opnå en rå og upoleret lyd. Resultatet blev justeret i studiet hos Eike Freese, som også har mikset albummet.

Ideen om at give numrene et råt og umiddelbart udtryk har tyskerne omsat temmelig effektivt; det hele har et skær af den tone, der kendes fra et band som Motörhead. Den upolerede indpakning passer fint til musikken, for som hovedregel er Warpath ret rå i kanten – specielt når tempoet er højt og guitarerne sejtrækker. Netop disse elementer gør ”Unbroken Soul”, titelnummeret og ”Killing Fields” til de mest interessante tracks på ”Filthy Bastard Culture”.

Desværre er der også en del numre, som er langt mindre spændende; tempoet er lavt og melodiske elementer er næsten komplet fraværende. Sammen med den ret ensformige vokal gør det disse numre noget træge – værst er ”Slow Motion Violence”, som næsten er dræbende kedelig. Derfor er det ved hjælp af et nummer som ”F.U.” og dets nærmest punkede attitude, at de tre stjerner trækkes i land.

Tracklist:
01. The World Beyond (Intro)
02. Unbroken Soul
03. Back To Zero
04. Filthy Bastard Culture
05. Believe In Me
06. Into The Dark
07. Killing Fields
08. Below The Surface
09. F.U.
10. Violent Starr
11. Slow Motion Violence
12. St. Nihil
13. Nebelkrähe (Digipak Bonus)
14. For The First Time (Digipak Bonus)
Samlet spilletid: 62:15

Læs mere...

Artillery - The Face Of Fear

Det er lige før man kan stille sit ur efter Artillerys udgivelser; siden deres første album efter gendannelsen, ”When Death Comes”, har de med en enkelt undtagelse udsendt et nyt studiealbum hvert andet år. Det nyeste hedder ”The Face Of Fear”, og som det har været tilfældet en del gange nu, er det Søren Andersen, som har stået for produktionen.

Efter deres tilbagekomst for efterhånden ti år siden, er der kommet mere melodi ind i Artillerys numre, og det er blevet en stærk del at helheden. Den position er ikke blevet svækket på det nye udspil, snarere tværtimod. Det skyldes først og fremmest, at numrene er udstyret med stærke melodilinjer (som i ”Thirst For The Worst”) og meget fængende omkvæd – stærkt i ”Crossroads To Conspiracy”, som har fint råbe-med potentiale, men bedst i ”Through The Ages Of Atrocity”, hvor tekst og musik passer usædvanligt godt sammen.) Her trækker det ikke fra, at Michael Bastholm leverer en af sine stærkeste præstationer i front for bandet; en stærk og alsidig vokal, som også ville passe ind i Power Metal.

En enkelt gang kommer både han og resten af bandet dog til kort: Det sker i ”Pain”, som indeholder mange klichéer, men ingen godbidder, og derfor ender langt under Artillerys vanlige standard - det bliver der sat en tyk streg under i alle andre numre.

Artillery har ikke glemt at de er et Thrash band, og albummet byder på masser af fede riffs og uptempo Metal – helt som vi forventer det. Numrene er endda lidt mere rå i kanten takket være en mere upoleret produktion and vanligt.

Trods det ene udfald er ”The Face Of Fear” et derfor stærkt udspil, hvor Artillery igen viser, at de håndterer energisk Metal og melodiske elementer med lige stor sikkerhed.

Tracklist:
1. The Face Of Fear
2. Crossroads To Conspiracy
3. New Rage
4. Sworn Utopia
5. Through The Ages Of Atrocity
6. Thirst For The Worst
7. Pain
8. Under Water
9. Preaching To The Converted
Samlet spilletid: 34:58

Læs mere...

Metal Allegiance - Volume II-Power Drunk Majesty

Da Metal Allegiance startede i 2014, var det mest en legeplads for verdens store Metalnavne, hvor en kerne bestående af Alex Skolnick (Guitar), Mark Menghi (Bas), Mike Portnoy (Trommer) og David Ellefson (Bas) supporterede de sangere og musikere, der lige var disponible til at optræde. Siden kom der både et album og en EP fra projektet, og nu har de fire hovedaktører besluttet sig for, at konceptet kan klare endnu en tur i manegen – en risikabel satsning, da den slags som regel er mere spændende for musikerne end for lytterne. Heldigvis markerer det foreliggende album undtagelsen, der bekræfter dén regel, for der er kommet en forrygende godt Thrash album ud af anstrengelserne.

Det skyldes dels, at man igen har fået hjælp af top guitarister som Andreas Kisser, Nita Strauss og Joe Satriani – den slags trækker sjældent fra. Mere vigtigt er, at samtlige numre virkelig er godt gennemarbejdede; man har ikke søgt nemme løsninger og genveje, men har lagt sig i selen med at skabe godt materiale.

Det kommer sangerne til gode, for de placeres i rammer, der passer perfekt til den enkelte. Man kunne måske øffe over, at der ikke eksperimenteres, men på den anden side gør alle vokalister det, de er bedst til. Derfor er det fedt at høre Bobby “Blitz” Ellsworth (Overkill) thrashe afsted i ”Mother of Sin”, mens Mark Tornillo (Accept) fører an i den mere traditionelle Heavy Metal i ”Terminal Illusion”. I ”King with a Paper Crown” growler Johan Hegg (Amon Amarth) virkelig grumt, mens Max Cavalera (Soulfly) giver “Voodoo of the Godsend” et skær af mystik, inden Floor Jansen (Nightwish) lukker og slukker med en virkelig stærk performance i anden del af titelnummeret.

Som prikken over i’et har Skolnick og Menghi givet albummet den stærke produktion, det fortjener; det understreger den seriøse tilgang til arbejdet og placerer albummet som en kandidat til titlen som årets Thrash-album.

Tracklist:
1. The Accuser (feat. Trevor Strnad)
2. Bound by Silence (feat. John Bush)
3. Mother of Sin (feat. Bobby Blitz)
4. Terminal Illusion (feat. Mark Tornillo)
5. King with a Paper Crown (feat. Johan Hegg)
6. Voodoo of the Godsend (feat. Max Cavalera)
7. Liars & Thieves (feat. Troy Sanders)
8. Impulse Control (feat. Mark Osegueda)
9. Power Drunk Majesty (Part I) (feat. Mark Osegueda)
10. Power Drunk Majesty (Part II) (feat. Floor Jansen)
Samlet spilletid: 54:33

Læs mere...

Diabolos Dust - The Reaper Returns

Nogle gange ender tingene ikke som man forventer; nogle gange burde forudsætningerne for noget større være til stede, men i sidste ende supplerer enkeltdelene ikke hinanden, som de burde gøre. Sådan en situation har jeg i forbindelse med det tredje album fra Diabolos Dust, som er et tysk Metalband, som efterhånden har eksisteret i 15 år, hvoraf de første 3 var under navnet Erased.

Stilmæssigt befinder vi os på Thrash-banen, hvor Diabolos Dust lægger sig i den hårde ende af skalaen. Det grundlæggende guitararbejde fokuserer på det voldsomme, mens det melodiske holdes på et absolut minimum. Helt fraværende er det ikke, for der dukker små melodier op ind imellem. Disse optræder ofte sammen med sangeren Peter Lohwasser, når han bytter sin almindelige vokal ud med en halvt hvæsende, halvt skrigende udgave, som også ville gøre sig godt i Black Metal sammenhæng.

Så er vi ved at have linet alle komponenterne op: Hårdt pumpede og skarpe guitarer, Thrash Metal og en vild vokal er på papiret ideelle til en musikalsk kombi efter min smag, men er det ikke i dette tilfælde. Jeg er tilbøjelig til at give materialet skylden, for det lykkes på intet tidspunkt i løbet af de knap 40 minutters spilletid at få et ordentligt tag i mig. Jeg mangler simpelthen spænding i numrene, og så kan det ikke blive til mere end en middel karakter for indsatsen.

Tracklist:
1. The Reaper Returns
2. Roll Your Dice
3. Sanity
4. Fall Of The Gods
5. Blood And Fire
6. Dust
7. Warmachine
8. Hold On The Flame
Samlet spilletid: 37:25

Læs mere...

Dark Millennium - Where Oceans Collide

Tyske Dark Millennium vakte opsigt med de to albums, de udsendte i begyndelsen af 1990’erne, men i 1993 gik man hver til sit. Det varede til 2016, hvor bandet genopstod med de originale medlemmer Christian Mertens (vokal), Hilton Theissen (guitar) og Michael Burmann (guitar) samt de to nye Gerold Kukulenz (bas) og Andre Schaltenberg (trommer).

På deres come back album serverer de fem en blanding af Death- og Thrash Metal, der både giver plads til groove og melodi. Især det groovy markeres stærkt i ”Lovers Die” og ”Nights, Eternal”, hvor de seje guitarer scorer point hos mig. Det samme gør de melodiske guitarer i ”Flesh Is Weak” og ”Diseases Decease”, men som de fleste andre tracks skæmmes disse af vokalen: Mertens halvt synger, halvt råber sig igennem teksterne, og det er ret irriterende at lytte til i længden. Desværre er der ikke så mange positive elementer, der trækker i den modsatte retning, for ud over de nævnte highlights, befinder numrene sig på det jævne; et par stykker er direkte kedelige.

Generelt finder jeg det interessant med gamle bands som genfinder spillelysten og vender tilbage til scenen, men desværre ender de ofte som for Dark Millennium: Materialet er ikke godt nok til at markere sig, og de tyske veteraner på sande, at der er sket meget på 25 år.

Tracklist:
1. Vampire's Empire
2. Lovers Die
3. Moving Light
4. Insubstantial
5. Nights, Eternal
6. Flesh Is Weak
7. The Lie Behind The Trust
8. Diseases Decease
9. Jessica's Grave
10. In Equilibrium
11. Across Oceans Of Souls
Samlet spilletid: 51:06

Læs mere...

Judas Priest + Megadeth - Royal Arena

Med Iron Maidens mægtige performance på Royal Arena kun fem dage forinden virker en Judas Priest-koncert til at afrunde ugen næsten som for meget af det gode.

Og fandme om ikke den skal vise sig også at være det.

Klart: Jeg BURDE have givet Priests seneste, anmelderroste udspil, “Firepower” (’18) bare et enkelt lyt. Men sådan er der sgu så meget. Og som i tilfældet Iron Maiden forleden ER der altså kun så’n cirka nul mennesker ud af de, hvad, 6-7.000 fremmødte, der er kommet for at høre noget af det nye. Sådan er det immervæk, når man har et hitkatalog, der går tilbage til midt-70’erne.

Og du glade verden, hvor de benytter sig af det, Judas Priest. Okay, vi skal lige have det seneste titelnummer som indledning samt singlen “Lightning Strike” og som første ekstranummer “Rising From Ruins”, og det er glimrende. (Altså, det er heavy metal, hvis man skulle være i tvivl.) Men derudover står aftenen i de glædelige genhørs og overvældende overraskelsers tegn.

Den svinske sjældenhed “Grinder” hives frem og skal lige støves af engang. Lyden er problematisk her i starten. Heller ikke fantastiske “Sinner” fremtræder helt tydeligt. Men med klassikeren “The Ripper” står årgangsheavyskabet, hvor det skal, nemlig lige dér hvor Judas Priest behørigt placerede det dengang i 1976 med “Sad Wings of Destiny”-albummet.

Ikke blot er dette den mest autentiske, originale form for heavy metal, men Judas Priest anno 2018 fremfører den, som var den lige så dugfrisk, højaktuel og fandme farlig som dengang. Givet, den originale guitarduo Downing/Tipton er der ikke mere. Men unge Richie Faulkner samt den navnkundige metalproducer Andy Sneap som turnémedlem spiller sangene med en tydeligvis dyb respekt for deres sound og oprindelige ophavsmænd.

Disse sange ER med et enkelt ord sgu også hellige. Ikke bare for bandet og os allesammen i publikum, men i hele den globale mytologi om den dér heavy metal. Og fandme om ikke den gamle homonisse til Halford selv i en alder af 66 bare nailer de fraseringer og banshee-falsetter, der rettelig har sikret ham plads iblandt hele genrens mest navnkundige vokalister nogensinde under det lidet ydmyge alias “The Metal God”.

Netop denne gudestatus er intet mindre end, hvad Judas Priest hermed gør sig fortjent til, når de giver nyt liv til oversete perler som “Saints in Hell” og “Night Comes Down”. Og når de lige hiver et par af mine personlige favoritter, “Bloodstone” og “Freewheel Burning”, frem. Jeg som aldrig havde turdet håbe på at få lov at opleve disse stinkende seje drengedrømslydspor live. Jeg vantro som ikke troede, at Halford overhovedet var i stand til at synge sidstnævnte længere.

Og “Tyrant”, mand! Denne koncert er simpelthen triumf på nakkebrækkende triumf, og det gælder såmænd også kitschklassikeren “Turbo Lover”, der sgu klæder de omgivende headbangerhymner, ligesom det klæder Priest at stå ved sine mere corny momenter.

Jamen det er jo ALTSAMMEN corny LOL!” Nej, kun hvis du ikke fatter det. Jovist, heavy metal er tegneseriestil. Men dette er det 21. århundrede, og der ER altså ikke længere noget i vejen med at dyrke det utilpassede; det nørdede; det selvbevidst eskapistiske og det — bogstaveligt talt — fantastiske. Det er nemt at ryste så’n lidt gammelmandskedeligt på hovedet af Judas Priests nittebesatte læderoutfits og scenedekorationer med mere ild og jern end den seneste Mad Max-film. Og samtidig er det faktisk heller ikke særligt svært at se det seje i.

Sidste halvdel af sættet er selvfølgelig ren hitparade. Obligatoriske “You’ve Got Another Thing Coming” efterfølges af Halfords lige så obligatoriske motorcykelentré og en “Hell Bent For Leather” lige så møgbeskidt og benzindunstende som for sine — wait for it — 40 år siden. Og selvfølgelig skal der også slynges skaller til Priests mest fandenivoldske nummer, “Painkiller”. Det faktum at så gamle mænd magter at afrunde deres hovedsæt med lyden af alle Helvedes dæmonslagtende dræbermaskiner, siger noget om hvor mægtig en størrelse dette band på nærmest foruroligende vis stadig formår at være.

Og i ekstranumrene fortsætter disse førnævnte glædelige overraskelser såmænd. Gode gamle Glenn Tipton trodser sin Parkinsons syge og entrerer scenen til et rørt bifald og en gjaldende, såvel som passende, “Metal Gods”. Og selvfølgelig bliver det “Breaking the Law” og “Living After Midnight”, der afrunder aftenens prædiken udi det hellige ståls navn.

Det er måske modigt, måske hovmodigt, af Priest at køre verdens bedste rocknummer, Queens “We Are the Champions”, over PA’et efter tæppefald. Men bræk da lige min “Stained Class”-vinyl midt over om det ikke er passende ovenpå en performance, der ikke bare overgår lige så mægtige Iron Maidens ditto samme sted tidligere på ugen, men som jeg kun undlader at give topkarakter pga. de indledende lydproblemer, samt det faktum at jeg sgudda lige kom i tanker om, at de ikke spillede mit favoritnummer, “Electric Eye”. Ja, sådan kan man blive så distraheret, når man overværer ren verdensklasse.

(5,5 ud af 6)


Det siger noget om denne verdensklasses format, at Priest kan tillade sig at hive Megadeth med som supportnavn. Ikke bare Megadeths relative størrelse taget i betragtning, men også mht. det faktum, at Dave Mustaine gerne har erklæret støtte til decideret bøssefjendske politikere som f.eks. Rick Santorum. Rob Halford er en rummelig herre, om man så må sige.

Hvorom alting er, er Megadeth normalt et udmærket livenavn. Desværre virker Mustaine ekstraordinært uoplagt og introvert i aften. Udover det temmeligt katastrofale faktum at der knapt nok er lyd i mandens mikrofon, tuller han så’n lidt retningsløst rundt på scenen og synes at gemme sig bag sin, bevares, fortsat imponerende hårpragt.

Og klart nok, jeg gad sateme også godt at kunne sporte en fuld Robert Plant-manke, når jeg har rundet de 50 (eller bare i det hele taget…), men det nytter sgu ikke noget at bruge den til at gå og lege shoegazer-emo, når man spiller noget, der har så fandens meget attitude og er så konsekvent insisterende på at være mere komplekst end Metallica.

Det retningsløse er også kendetegnende for sættet, til trods for at det byder på en fin klassikerkvotient, der udover den desværre så fjollede “Sweating Bullets” og forudsigelige “Symphony of Destruction” tæller både “Peace Sells”, “The Four Horsemen”-omskrivningen “Mechanix” samt selvfølgelig en god håndfuld numre fra hovedværket “Rust In Peace” (’90).

Men intensiteten og fokusset er kun sjældent strømlinet, og de ellers så fine skæringer fra “Dystopia” (’16) ender med at punktere sættet hånd i hånd med lydproblemerne. Det er også fint at støve “She-Wolf” af, men under disse omstændigheder falder den på maven sammen med alt det andet. Selv ikke “Skin o’ My Teeth” eller “Angry Again” kunne have reddet den hjem.

(3 ud af 6)

 

  • Judas Priest_18
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_11
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_21
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Killing - Toxic Asylum

2013 var året, hvor startskuddet til Killing lød, da fire gamle venner besluttede sig for, at de ville spille old school Thrash Metal inspireret af 80’er navne som Kreator, Exodus, Overkill, Metallica og Megadeth. Bandets første udgivelse er EP’en ”Toxic Asylum”, som er indspillet i Rimsø Studios i 2017, og derefter mikset og mastered af bandets guitarist Snade.

Hvem af de nævnte forbilleder, der har inspireret Killing mest, er svært at sige; når man gennemlytter de seks numre på EP’en kan man finde detaljer, som kan henføres til flere kilder – det vigtigste at konstatere er, at når det gælder stil, tempo og energi, har Killing helt styr på begivenhederne.

En enkelt kommentar skal her knyttes til vokalen, som bassisten Rasmus Soelberg står for; den er pågående og let råbende, hvilket giver energi, men den er ikke særligt varieret, så den ender med at være lidt anstrengende. Samtidig er Killing på kanten af overtændte i de første numre; det virker som om de SÅ gerne vil vise, hvad de kan. Det giver en let forkrampet stemning, som først letter i ”Fire Walk With Me”. Efter en dyster intro bliver der virkelig braget igennem, hvor alting hænger godt sammen – nummeret er min favorit på ”Toxic Asylum”. Men også det efterfølgende ”Eternal Enslavement” fungerer fint, hvilket er med til at hæve min bedømmelse. Ellers er der ikke så meget andet at gøre end at byde velkommen til et nyt navn på den danske Thrash scene.

Tracklist:
1.Demonized
2.Wolves
3.Hell Sent
4.Fire Walk With Me
5.Eternal Enslavement
6.Bloodfeast and Tyranny (Demo)
Samlet spilletid: 17:40

Læs mere...

Burden of Grief - Eye Of The Storm

Med en historie, der går tilbage til 1994, må Burden of Grief regned blandt de solidt etablerede bands på den tyske scene for Death- og Thrash Metal. Selv om bandet befinder sig tæt på 25 års jubilæum, er ”Eye Of The Storm” kun det syvende album, så man tager sig god tid; i dette tilfælde ligger der fire års arbejde bag udgivelsen.

Den tid har man brugt på at skrive og indspille elleve numre, hvor en kerne af Thrash Metal bliver suppleret med et skud Dødsmetal. Det hele bliver rundet af via melodiske guitarer, der skaber balance i tingene.

Man kunne frygte, at kombinationen ville fremstå uden hårdhed, men det sker heldigvis ikke. Det sikrer kombinationen af Mike Huhmanns fint brølende vokal og en produktion, der ikke drukner musikken i glasur, men i stedet lader den beholde kant. Og kant, det har numrene; i f.eks. ”Wolf Moon” er det melodiske koncentreret i omkvædet, mens versene indeholder meget lidt melodi. Det giver nummeret dynamik, og kædes fint sammen af guitarerne.

I det efterfølgende ”Killing Spree” drønes afsted i mere traditionel Thrash stil, igen med fint supplement af melodi.

De resterende numre byder på nogle af de samme ingredienser, blot med forskellig vægt og generelt udmærket niveau. Herfra stikker ”Maze Of Absurdity” ud som ekstra vellykket, og havde der været flere tracks af den kaliber, havde det rakt til fire stjerner.

Tracklist:
1. Inception (Intro)
2. Eye Of The Storm
3. The Angel
4. Broken
5. Wolf Moon
6. Killing Spree
7. Breathe One's Last
8. A Dying Breed
9. Maze Of Absurdity
10. Zero Gravity
11. The Funeral Cortege
Samlet spilletid: 42:56

Læs mere...

Metallica - Jyske Bank Boxen, Herning

Jeg befinder mig i aften i Herning, hvor verdens største metal band giver koncert. Metallica udgav i 2016 albummet Hardwired to self-destruct og har turneret kloden tynd. Uden at lyde alt for kliché så har Metallica betydet rigtig meget for mig som ung teenager. Specielt de fire første albums har været på månedlig rotation de sidste 12 år, så man kan sige, at jeg havde mødepligt i aften, og Kvelertak var på som opvarmning så det gjorde det endnu federe, men lad os se hvordan aftnen udviklede sig.

 

Kvelertak

Kvelertak. Den norske stolthed som jeg kalder dem. Bandet har tidligere opvarmet for Metallica, og nu var det Hernings tur til at blive rusket godt igennem. Åpenbaring satte gang i festen og forsanger Erland Hjelvik entrerede scenen med sin uglemaske, og dermed gik braget i gang. Spækket med sange fra deres to første albums var jeg meget tilfreds. Det skal lige siges, at opvarme for Metallica er noget af en opgave. For at citere Henry Rollins da han snakkede om store metalbands og deres fanskare: "1. They're only there to see one band, and 2. You're not in that band" og det opsummerer det rimelig godt. Bandet forsøgte på at få gang i publikum men det lykkedes ikke så godt. På min siddeplads var der et skrivebord foran mig, men det holdte mig ikke fra at headbange og synge med på sange såsom Bruanne Brenn, Ulvetid, og Mjød. Energien var i hvertfald ikke til at finde i salen, men på scenen hoppede bandet frem og tilbage, og det er utrolig ærgerligt at folk ikke var med på den, men heldigvis senere hen i koncerten begyndte folk at tø lidt på og larmede på nummeret Månelyst, der blev dedikeret til hovednavnet. 1985 er det eneste nummer fra det seneste udspil Nattesferd, og det var koncertens eneste lavpunkt, og nummeret blev virkede utrolig langtrukkent til sidst. Kvelertak var aftenens sidste nummer, og der blev flaget med bandets logo hevet frem og nogle medlemmer fra publikum skreg med på bandets navn. Kvelertak leverede en god opvarmnings koncert og gjorde lige præcis det de skulle. Selvom der ikke var nogen energi at finde i publikum så lod
Kvelertak sig ikke røre.

Karakter: 4 ud af 6

 

Metallica

Aftens hovednavn stod nu klar på scenen. Hardwired var nummeret som sparkede festen i gang og alle røg op fra deres sæder (inklusivt mig) og skreg med på omkvædet. Efterfulgt af Atlas,Rise! Så langt så godt. Men til min store overraskelse blev Seek And Destroy allerede spillet som tredje nummer, og her gik der lidt grums i tromme afdelingen, men det blev heldigvis rettet op på. Spilleglæden var i hvertfald til føle i rummet, og lyden var virkelig god. Dog halvvejs igennem Houlier Than Thou begynde bassen at runge noget så utroligt. Jeg blev overrasket endnu engang da vi fik Welcome Home (Sanatarium), der lød fantastisk og fællessangen var så høj at det næsten var høreskadende. Efter en kort pause fik vi et par nyere numre, specielt Now We're Dead var en anelse mærkeligt, da de begynde at spille mellemstykket med et par mærkelige trommer. Det var en anelse kikset og gjorde ikke sangen særlig unik. Confusion fra det seneste udspil var heller ikke lige noget at råbe hurra for. For Whom The Bell Tolls satte gang i festen igen, men overraskelserne var endeløse i aften, da Robert Trujillo og Kirk Hammet valgte at hylde Kim Larsen ved at spille Rabalderstræde, og publikum jublede som gale da vi kom til omkvædet. Halo On Fire var nu det femte nye nummer for i aften, og det virkede en anelse malplaceret i sættet. Men ud af det blå begyndte bandet at spille Last Caress som er oprindeligt skrevet af Misfits, og det løftede energi niveauet igen og det blevet løftet yderligere da Creeping Death kom lige bagefter. Det obligatoriske DIE-DIE-DIE er et højdepunkt i sig selv. Moth Into Flame er endnu et af de nye sange, men heldigvis fungerede det en tand bedre end de førnævnte sange. Under sangen blev små lamper løftet op i vejret, der skulle forstille Ildfluer så visuelt og lydmæssigt var det ret sejt. Første halvdel af koncerten sluttede af med klassikere som Sad But True, One og Master Of Puppets. Specielt den sidstnævnte var mit personlige højdepunkt. Efter noget tid blev det danske publikum utålmodigt og så blev der sparket gang i Spit Out The Bone, der vedligeholdt intensiteten fra første halvdel af koncerten. De sidste to ekstra numre var selvfølgelig Nothing Else Matters og Enter Sandman. Måske en anelse forudsigeligt og en lidt halv kedelig slutning på en ellers fin aften. Metallica leverede ikke den vildeste oplevelse, men de leverede alligevel nogle fede oplevelser. De overkom dårlig lyd og fejl i tromme afdelingen, og det skal de have ros for, men sætlisten var måske en anelse for forudsigelig og lidt for mange nye sange satte en dæmper på min oplevelse. Men som Ulrich sagde da koncerten var ovre: " vi ses snarest!"

Karakter 3½ ud af 6

Læs mere...

Xenoblight - Procreation

Med start i begyndelsen af 2017 må Xenoblight fra Silkeborg siges at være et helt nyt navn, men det forhindrede ikke de fem medlemmer i at tage til SolnaSound Recording i Stockholm for at indspille deres debutalbum ”Procreation”, som nu er klar til at møde verden.

Udgangspunktet for bandets musik er Thrash Metal, men stilen følger ikke bare blindt den traditionelle vej. Flere steder blandes der et skud Dødmetal i numrene, men effekten er ikke udelukkende positiv; den giver flere steder nogle knaster, som bremser numrenes fremdrift. Til gengæld giver det en kant, som passer perfekt til vokalen. Den er nemlig ualmindeligt vred og herligt hvæsende – en skærebrænder af bedste skuffe, som både tilfører kant og energi. Det er den heldigvis ikke ene om, for guitararbejdet glimrer gennemgående med indlæg af virkelig høj kvalitet; uanset om det er riffs, melodier eller soli, afleveres det hele meget varieret og med stort overskud.

Når de nævnte elementer kommer i spil i forbindelse med mere retlinede Thrashnumre som “Shapeshifter”, “Nocturnal Manifestations” og “Predominance”, går tingene op i en højere enhed – så kommer nakkemusklerne helt automatisk på overarbejde.

”Procreation” er en virkelig vellykket debut, hvis kvalitetsniveau imponerer, specielt når man tænker på bandets korte historie. At Xenoblight allerede nu markerer sig så stærkt, lover godt for bandets fremtid – jeg glæder mig til at høre mere fra Silkeborg.

Tracklist:
I. Procreation
II. Descension
III. Shapeshifter
IV. Obsidian Chromatism
V. Xenoblight
VI. Nocturnal Manifestations
VII. Transcendence
VIII. Kill Yourself.
IX. Predominance
X. Virus
Samlet spilletid: 44:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed