fbpx

The Ocean - Phanerozoic I: Palaezoic

På det seneste har der været stille omkring det tyske musikerkollektiv omkring hovedmanden Robin Staps, i hvert fald når det gælder albums – det seneste, ”Pelagial” ligger fem år tilbage. Det ændres der på nu, hvor første del af ”Phanerozoic” kommer på gaden; anden del udsendes efter planen i 2020.

Stort anlagte udgivelser er ikke noget nyt for tyskerne, og når det gælder indholdet, har udgivelsespausen heller ikke ændret noget dér. Som sædvanligvanligt er stort og mangfoldigt ord, der hurtigt dukker op når man skal beskrive numrene. Samtidig er de kendetegnet af en stor ro, derfor virker musikken ikke forceret, selv når det går hedt for sig. Og det gør det ind imellem, når vokalen brøler igennem og alle instrumenter fyres af.

Men The Ocean bevarer overblikket og udnytter den lange spilletid for de enkelte numre til at komme godt rundt i lydbilledet med mange forskellige elementer i brug. Der bruges en del keyboards, hvilket er med til at skabe bredde – det samme gør brug af klaver og strygere sammen med de elektriske instrumenter. Samtidig ligger det tekniske niveau højt, og med de mange temaer, der løbende afløser hinanden i de syv numre, havde det ikke været forkert at bruge betegnelsen Progressiv om indholdet.

I ”Cambrian II” står de melodiske sider stærkt, mens ”Ordovicium” er noget hårdere i kanten. De øvrige numre ligger ind imellem, og selv om nogle ideer får mere spilletid, end de fortjener, er den første del af ”Phanerozoic” et stærkt come back for The Ocean.

Tracklist:
1. The Cambrian Explosion
2. Cambrian II - Eternal Recurrence
3. Ordovicium - The Glaciation of Gondwana
4. Silurian - Age of Sea Scorpions
5. Devonian - Nascent
6. The Carboniferous Rainforest Collapse
7. Permian - The Great Dying
Samlet spilletid: 47:45

Læs mere...

The Ocean / Mono - Transcendental

Det kom ikke som den allerstørste overraskelse, da jeg fandt ud af, at japanske Mono og tyske The Ocean ville lave en split sammen. Begge bands var på tour med islandske Sólstafir sidste år. Jeg har hørt dem begge meget det sidste års tid, og jeg var også så heldig at se dem begge to på Voxhall i 2015. Begge bands ligger lidt i samme boldgade, da deres musik er en form for post-metal/post-rock, men alligevel formår de at være så forskellige. Deres split er noget, som jeg har set frem til i lang tid, så lad os se, hvordan det gik.

Det er ret imponerende, at begge bands kun har ét nummer hver på denne split, som stadig formår at ramme op på omkring de 23 minutter. Mono er bandet, som åbner pladen med nummeret Death In Reverse. Nummeret har en smuk opbygning, og det er lige det som Mono også er rigtig gode til, nemlig at være gode til at bygge et nummer op og så få det hele til at eksplodere ud i en smuk atmosfære, som holder lytteren fanget fra start til slut. Nummeret stopper i et øjeblik og sætter en dæmper på intensiteten. Det hele bliver bragt ned på et stille og roligt niveau, hvor lytterens trommehinder får lov til at slappe af, før braget går i gang igen.

Andet nummer på pladen er The Quiet Observer med The Ocean. Dette er en helt anden sag, end hvad Mono leverede. Her bliver det en anelse tungere og mere teknisk. Forsanger Loïc Rossetti viser igen, at han er en fantastisk sanger, som kan sit kram og sætter sit præg både med ren vokal og skrål. Her fanger bandet igen lytteren, ligesom Mono gjorde, men det er bare en anelse mere ekstremt og mere teknisk, end hvad Mono var. The Quiet Observer er et ganske fint nummer og efter 12 minutter, er nummeret slut.

Transcendental er en ganske fin split, som disse to bands har udgivet. Det er ikke noget nyt eller opfindsomt, vi får hørt fra de to bands, men alligevel er de to nye numre, som er på denne split, alligevel virkelig gode, så skynd dig at få tjekket den ud.

Trackliste
1. Mono – Death In Reverse
2. The Ocean – The Quiet Observer

 

The Ocean – The Quiet Observer

Læs mere...

Sólstafir, Mono og The Ocean - Voxhall

Efter en lang koncert pause hos denne anmelder, var det endelig tid til at vende snuden mod Voxhall og høre noget smadder. Det islandske band Sólstafir var vendt tilbage til Danmark med tyske The Ocean og japanske Mono. En pakke jeg virkelig ikke kunne få mig selv til at gå glip af, så lad os se hvordan aftenen gik.


The Ocean
Jeg har hørt utrolig mange gode ting om The Ocean fra Berlin. Både af venner og musikere er bandet blevet skamrost. Jeg placerede mig inde i salen og var spændt på at se om bandet kunne leve op til hypen, som mange jeg kender havde skabt om bandet. Bandet gik på scenen, og hold nu op hvor var det højt. Bandet spillede utrolig tight og deres lysshow skal lige have kæmpe ros også. Forsanger Loïc Rossetti gjorde et fantastisk job med at skifte imellem voldsomme skrig og fantastisk skønsang. Der var ikke meget snak imellem numrene, faktisk tæt på intet snak overhoved. Rossetti bad publikum efter første nummer at komme tættere på scenen, da mellemrummet imellem publikum og scenen var relativt stort. Bandet spillede et virkelig overbevisende sæt som varede 45 minutter, som også er det længste sæt jeg har set med et opvarmningsband. The Ocean imponerede virkelig meget , og jeg forlod i hvert fald Voxhall som fan af bandet.

Karakter: 5 ud af 6


Sólstafir
Jeg synes det var da en anelse mærkeligt, da jeg fik at, vide at de tre bands som var med tour sammen byttede plads hver aften. Så i aften var det så Mono der headlinede, og Sòlstafir var nummer to. Sólstafir er dog ikke lige noget som har min største interesse,og jeg er virkelig heller ikke er så vild med bandet. Jeg tænkte alligevel at jeg ikke synes at de er særligt overbevisende på plade, så måtte de være noget helt særligt live. Bandet gik på scenen og virkede klar og tændte. Forsanger Aðalbjörn Tryggvason vidste sig så at være en karismatisk og teatralsk karakter i sig selv. Jeg synes alligevel at under de første par numre virkede koncerten som rimelig fed, men alligevel følte jeg at det faldt meget hurtigt til jorden, og at det havde meget svært at ved blive godt igen. Alligevel var der nogle små glimt af noget som virkede fedt engang imellem, men alligevel var det ikke nok til at det blev en voldsom fed koncert. Da bandet spillede deres sidste nummer så stak det virkelig af og blev rigtig fedt. Det er virkelig en skam for oplevelsen, at det først blev rigtig fedt til sidst.

Jeg synes ikke for mit vedkommende, at koncerten var nogen særlig succes, men alligevel har jeg masser af respekt for Sòlstafir, at de alligevel er gode til at underholde deres fans og publikum.

Karakter: 2½ ud af 6


Mono
Japanske Mono var åbenbart blevet headlinere i aften, og det passede mig helt fint. Mono er et band jeg har lyttet meget til de sidste par måneder, og deres Atmosfæriske Post-Rock er nu også noget som passer perfekt til at afslutte denne aften med. Igen skal lysshowet have masser af ros, da scenen mere eller mindre var dækket med grønt og blåt lys. Bandet spillede meget intenst og det var ikke noget problem at blive grebet af stemningen. Lyden var fed, og noget sjovt som jeg også lagde mærke til, var, at to af medlemmerne sad ned på scenen og spillede, det må jeg sige at det har jeg aldrig oplevet før. Mono var den perfekte afslutning på denne aften, og jeg håber inderligt at de snart vender tilbage til Danmark.

Karakter: 3½ ud af 6

Læs mere...

The Ocean - Pumpehuset

Det er ikke mere end ca. 8 måneder siden The Ocean sidst var forbi, dengang til den århusianske festival Postfest – og gangen før det på Roskilde Festival 2014. Sagt kort, The Ocean ser ud til at kunne lide os, og den følelse er så sandelig også gensidig. Det er stadig i forbindelse med ”Pelagial”, at bandet er på tour (det skulle dog eftersigende også være sidste gang), men mon ikke at københavnerne gerne vil opleve albummet én gang mere?

The Ocean:
The Ocean, eller The Ocean Collective om man vil, er en tysk gruppe tilbage fra 2001 der blev grundlagt af guitaristen Robin Staps, der i dag er det eneste originale medlem. En stor del af The Oceans image er netop at de er et kollektiv, og derfor sjældent har haft faste medlemmer. Det første stabile line-up var faktisk ikke før 2009, hvorefter vokalisten Loïc Rossetti har været med siden.
The Ocean har udgivet 6 albums i form af debuten ”Fluxion” fra 2004, ”Aeolian” fra 2006, ”Precambrian” fra 2007 og dobbeltalbummet ”Heliocentric/Anthropocentric” fra 2010, inden vi når frem til ”Pelagial” fra 2013.

Det er et velbesøgt, men ikke decideret proppet, Pumpehus der byder The Ocean velkommen, og det bliver hurtigt klart at aftenens sæt er bygget op på eksakt samme måde som tilbage under Postfest; hele ”Pelagial” præsenteres, alt imens en storskærm viser kontinuerlige optagelser af havet, undervandsdyr og andre mærkværdigheder – og som tiden går, kommer vi længere og længere ned mod bunden.

Fra første strofe er publikum på, og om end der aldrig opstår moshpits eller lignende, er der stadig bevægelse og glæde at spore hele vejen rundt i salen. Den entusiasme fortsætter hele vejen fra start (om end en anelse sløvt i begyndelsen) til slut.
The Ocean selv skal lige i gang, men der går ikke lang tid før alle medlemmer ser ud til at hygge sig gevaldigt, alt imens de headbanger og smiler stort – og på den tekniske side trædes der ikke forkert én eneste gang. Satme imponerende. Det er dog forsangeren, der stjæler det meste af showet ved at bruge hver tomme af den smalle scene, foruden at crowdsurfe ud til publikum talrige gange. En sand indpisker.

Her når vi så til aftenens eneste reelle minus, for selvom det er prisværdigt at forsøge sig med at gengive pladen i dens helhed (altså ved ikke at holde nogen som helst pauser i ca. 50 minutter), lider lyden deraf med at være en anelse mudret, og med en tilstrækkelig lav volumen i forsangerens mikrofon. The Ocean er om noget et detalje-band, og mange af disse går således desværre tabt. 

Det er dog ikke alle, og bl.a. fremstår trommernes buldren i ”Abyssopelagic II: Signals Of Anxiety” vitterlig som det dybe havs trykken og pres mod øregangene. I dét øjeblik føltes det næsten som at være under vand i egen person. 
Lysshowet er også godt med til at underbygge stemning. Alt imens fortsætter filmen i baggrunden, som udelukkende bliver mere dyster og bizar som albummet skrider fremad.

Og således, ca. 50 minutter senere, er ”Pelagial” ovre. The Ocean går tydeligt tilfredse af scenen, men klappes tilbage og tøver ikke længe med at give os de 2 sidste skæringer fra ”Heliocentric”. Forsangeren crowdsurfer et par gange mere, og så kan vi alle gå hjem – glade og, ja, tilfredse.
Lyden når desværre aldrig at blive helt god, og volumen i forsangerens mikrofon er for det meste for lav til at kunne tyde ordene, men ellers er der ikke meget at beklage sig over – andet end at det er trist sandsynligvis ikke at komme til at høre ”Pelagial” fra ende til anden i fremtiden. 
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Epipelagic
2) – Mesopelagic: Into The Uncanny
3) – Bathyalpelagic I: Impasses
4) – Bathyalpelagic II: The Wish In Dreams
5) – Bathyalpelagic III: Disequilibrated
6) – Abyssopelagic I: Boundless Vasts
7) – Abyssopelagic II: Signals Of Anxiety
8) – Hadopelagic I: Omen Of The Deep
9) – Hadopelagic II: Let Them Believe
10) – Demersal: Cognitive Dissonance
11) – Benthic: The Origin of Our Wishes
Encore:
12) – The Origin Of Species
13) – The Origin Of God

Læs mere...

Postfest 2014

"Postfest er en årlig, international festival for post-rock og subgenrer. Postfest handler ikke om at præsentere en bunke kendte navne. Nej, vi ønsker at give dig det bedste, mest følelsesladede og fantastiske musik fra hele verden - post-rock, progressive, math, etc., med inspiration fra pop til metal.

Det handler om at blive rørt, imponeret, overrasket og blæst bagover, 3 dage i træk, for den laveste billetpris nogensinde"
- fra Postfest's Facebookside.

 

Ovenstående beskrivelse dækker reelt set hele princippet bag Postfest ganske godt. Jovist, der var 2 store og kendte navne i form af This Will Destroy You og The Ocean, men resten var på ingen måde i samme liga, og man må formode de derfor ikke er blevet valgt for deres popularitet, men netop ud fra det musikalske perspektiv. I år talte festivalen 13 bands der var håndplukket fra både Danmark og lande som Polen, New Zealand, Frankrig, Tyskland, Norge og USA. 

Og det med billetprisen? Det var bestemt ikke en overdrivelse. 250 kroner for 3 dage og 13 bands - det kan man sgu kalde en god deal!

I år foregik festivalen på de regionale spillesteder Train og Radar (hvor opvarmningsdagen, torsdag, fandt sted). Jeg kunne desværre ikke nå til Århus før om fredagen, og som en note bør hele denne reportage forstås ud fra det synspunkt, at jeg først for nylig har opdaget post-rock som sådan; det hele var derfor nyt og spændende. 

Selve Train, hvor hoveddelen af festivalen foregik, er blevet renoveret siden jeg sidst var her for 2 år siden, og det kan ses. Der er mere plads, det er langt lettere at se scenen (der er placeret midt i rummet), også er der en hel del siddepladser, omend de er mere eller mindre mørklagte imens koncerterne står på - i hvert fald i den højre side af salen. 

En stor bar i midten af rummet danner centrum, og i venstre side sælges der merchandise. Der var også en 1. etage, såvel som en bar i venstre side, som dog aldrig blev åbnet i løbet af de 2 dage.

Dét var til gengæld også alt som Postfest reelt bestod af, og jeg kunne godt savne noget mere personlighed. Noget udsmykning, nogle events eller lignende. Der var reelt ikke noget at foretage sig under hele festivalen andet end at se bands, og så vente på at næste navn gik på scenen.

 

Fredag:
Da jeg ankommer til Train lige i tide til det første band, Keretta, er der kun let fyldt op. Som tiden går kommer flere mennesker til, men på intet tidspunkt er det udsolgt, eller bare i nærheden af at være proppet. Arrangementet kunne sagtens være blevet afholdt på f.eks. VoxHall. 

Det er primært folk imellem 20 - 35 år jeg sådan lige kan spotte, og i forhold til spilletider får alle bands 30 - 40 minutters spilletid, undtagen de 2 hovednavne, også er der ca. 20 - 25 minutters pause imellem hvert navn.

Igennem aftenen hersker der en god stemning, men uden at være decideret særlig eller unik - den er bare rar og hyggelig. Der er ikke meget festival over Postfest, men det betyder nu heller ikke det store for undertegnede.

 

Fredagen er primært formet omkring selve post-rocken som overordnet genre.

Kerretta gør et udemærket arbejde i at åbne festivalen og varme folk op, men musikken mangler lige et nøk for at være interessant nok til mere end en halv times tid, som også er hvad de får tildelt. Lymbyc System, som kun består af en trommeslager og en gut på keyboard, er i det legesyge humør og underholder ganske godt med deres finurlige lyde, og naturligvis er Sky Architects også på plakaten, da det er trommeslageren Steffen Rasmussen, der arrangerer Postfest. 

Det er dog, som forventet, This Will Destroy You der er højdepunktet, men de deler en lige plads med Tides From Nebula, der virkelig blæser mig bagover igennem et ekstremt energisk show for et post-rock band. Også er det, indrømmet lidt skamfuldt, sjovt at høre på de polske medlemmers gebrokne engelsk. De hygger sig gevaldigt på scenen, og det samme gør publikum. Dem skal jeg helt sikkert tjekke ud.

 

This Will Destroy You:
Mærkværdigt nok er der faktisk færre folk tilstede end tidligere på aftenen. Ikke at der er tomt foran scenen, på ingen måde, men This Will Destroy You har ikke tiltrukket så mange som jeg havde regnet med. Til gengæld er lyden ganske god; gennemtrængende og især massiv i de larmende stykker, der dog ikke så ofte dukker op. Lysshowet er også virkelig godt, og jeg mistænker at de har medbragt deres egen lysmand.

Bandet selv er fuldstændigt stillestående (en af guitaristerne sidder endda ned igennem hele showet), og publikum er ligeledes ikke meget bevægelige, men derimod opmærksomme. I det hele taget er der kun ganske lidt sniksnak og telefoner i luften, hvilket er en fornøjelse i sig selv.

Selve sætlisten består først og fremmest af sange fra albummet "Another Language" der, på daværende tidspunkt, udkom en lille uge senere. Vi får også nogle sange fra både debutalbummet, såvel som fra Ep'en "Young Mountain", mens det er overraskende ikke at finde blot én enkelt sang fra "Tunnel Blanket". 

Spilletiden kommer kun knap op på en times tid, hvilket føles en anelse for kort taget bandets størrelse i betragtning.

Kort og godt, så var det et fint show. Intet særligt, men solidt, og som en god afslutning på den første dag. Det var selv mit første møde med This Will Destroy You i liveregi. Jeg kan dog ikke lade være med at sammenligne det med hvordan God Is As Astronaut klarede det tilbage på BETA i maj måned (se, dét var fandme godt!). I den forstand havde jeg nok forventet mere fra post-rock fanebærerne i This Will Destroy You, og selvom jeg ikke var direkte skuffet, så følte jeg at der manglede noget. 

Karakter: 4/6 stjerner.

 

Lørdag:
På festivalens sidste dag ligner det hele sig selv. Ligesom igår er det en rimelig mængde mennesker der dukker op, og der er vel imellem 100 - 150 gæster i løbet af de 2 dage. Igen bliver Train aldrig proppet.

Denne dag ender med at være kendetegnet af at være så meget andet end post-rock, da kun Totorro virkelig kan siges at høre til i den genre.
Ballet bliver åbnet kl. 17:30, og en ganske rimelig portion publikummer har fundet vej allerede til det første band, The World State. Bandet virker, i min optik, meget malplacerede. Det er nærmest avantgarde rock/metal, hvor der bl.a. er en harmonika med, såvel som et klaver. Det minder mig i høj grad om det canadiske band UnexpecT.

De er både prætentiøse og nervøse (ja, det er bestemt muligt), og fremstår meget "unge". De er dog et spændende bekendtskab jeg helt sikkert skal tjekke nærmere ud.

Næste band, og festivalens absolutte lavpunkt for mit vedkommende, må gå til Fossils. Det må nødvendigvis være mig der misser noget, med al den opmærksomhed de har modtaget det sidste stykke tid, men en trommeslager og en bassist der groover sig, teknisk godt skal det siges, igennem en halv times "intet" - det er simpelthen for fladpandet. Der mangler i alvorlig grad variationer og tilføjelser til deres monotone udtryk, og jeg ender op med en følelse af, at jeg sjældent har kedet mig så bravt.

Heldigvis er det kun ét ud de 10 navne der sætter et sådant kedeligt aftryk, for vilde Totorro og The Ocean sætter streg under højdepunkterne, hvor de nyligt gendannede Mimas kan siges at besidde deres egen lyd, men ikke lige noget for undertegnede.

 

The Ocean:
Det tyske hovednavn trækker festivalens absolut største publikumsantal, og da de går på scenen kl. 22 viser et stort lærred bag dem konstant små videoer af alt, der har med havet at gøre. Der er også opstillet 2 bannere på scenen, såvel som små lys der blinker, der minder mig om fyrtårne i formindsket størrelse. 

Det æstetiske kombineres med det visuelle i et nøje planlagt lysshow, der i følgeskab med den generelt glimrende lyd danner rammerne for et fedt show. I forhold til lyden er der dog et par problemer med guitarerne i starten, og desværre også konstante udsving i forsangeren mikrofon igennem showet - sommetider fungerer den, sommetider ikke. Nogle gange kan man høre hvad han synger, andre gange kan man ikke.

Han ligger dog ikke på den lade side, og allerede i første sang er forsangeren nede ved publikum, og i det næste nummer crowdsurfer han. De andre medlemmer er en anelse mere rolige, men viser stadig god energi - også smiler de rigtig meget. Engang imellem bliver det hele direkte kaotisk, hvilket passer perfekt til deres overordnede tema om havet, og jeg har svært ved at følge med i hvad der reelt sker, men ikke på den negative måde.

Publikum selv er forståeligt trætte efter 3 dages musik, og det er ikke de store fysiske udsving der spottes, men nogle enkelte headbanger dog - og så er forsangeren utrættelig.

Efter godt og vel 1 time takker The Ocean af, og spillede, så vidt jeg kunne høre, udelukkende sange fra deres nyeste album "Pelagial", hvilket på ingen måde så ud til at genere nogle af de fremmødte. 

Alt i alt var det selve The Ocean der "gjorde det bedst", hvor publikum - naturligvis - var svære at få så meget ud af, andet end opmærksomhed. Og så var det sgu synd med de lydproblemer. Det virkede især mærkværdigt at forsangerens mikrofon ikke blev skiftet ud, da det var tydeligt at han op til flere gange signalerede at det ikke fungerede optimalt. Det må blive til revanche næste gang.
Karakter: 4½/6 stjerner.

 

Afslutning:
Postfest var en succes, i hvert fald i den forstand at der dukkede en rimelig mængde mennesker op, og generelt holdt alle bands sig på et højt niveau. I forhold til planlægning var alle bands spot-on i henhold til tidsplanen. Stemningen var behagelig og løssluppen, og man så ofte de forskellige bands' medlemmer snakke fornøjeligt med publikum i stedet for at gemme sig omme backstage. 

Desværre er det også blevet offentliggjort at Postfest, efter at være blevet afholdt 2 gange, lukker og slukker af flere forskellige årsager. Det er sgu ærgerligt, især med en så latterlig billig billetpris og et glimrende line-up. 

Derfor er der ikke andet end at sige tak for i år, og jeg håber at en lignende festival en dag vil opstå på et senere tidspunkt - der er i hvert fald både publikum og bands til det.
Karakter: 4/6 stjerner.

Læs mere...

The Ocean - Pelagial

The Ocean har nærmest tradition for at hente sine albumtitler i naturvidenskaben, og dette er ingen undtagelse: Det hedder Pelagial, som er en betegnelse for væsner, der lever på og i det åbne hav. Titlen er passende, for albummet beskriver en rejse ned i havets 5 forskellige lag, og ligesom disse skifter karakter efterhånden som mængden af lys aftager og trykket stiger, ændrer musikken sig også; i starten er den rolig og let, siden bliver den mere tung og mørk.

Albummet er skrevet som ét sammenhængende værk, som live skal opføres i sin helhed, hvor de musikalske dele kædes sammen af lyden af havet og samples fra gamle ubådsfilm. Albummet kommer også i en udgave, hvor en DVD med den specielle film, som bandet vil bruge som bagtæppe til deres koncerter, følger med – her er der virkelig lagt op til en totaloplevelse.

 

Bandets hovedmand Robin Staps havde oprindeligt tænkt albummet som en rent instrumental affære, men senere blev det besluttet at supplere med vokaler. Som en ekstra service er begge udgaver inkluderet, så man selv kan bestemme, hvordan man vil høre albummet - det er en rigtig go’ ide, for det er 2 meget forskellige udgaver, man møder.

Loic Rossettis brølende og råbende vokal giver masser af power og gør helheden mere rå. Det fungerer udmærket, men kraftforøgelsen sker på bekostning af de finere nuancer i musikken, som bliver skubbet i baggrunden. Jeg er normalt meget mere til musik med vokaler end uden, men denne udgivelse er en undtagelse: På den rent instrumentale udgave kan man bedre koncentrere sig om de musikalske detaljer, og musikken virker meget mere fri og spændende. Man fornemmer meget bedre de stemningsmæssige skift, der sker, mens man gennemfører den ovenfor nævnte neddykning.

Det er imponerende rammer, der skabes for denne udgivelse, og hvis musikken havde været skuffende, ville det hele falde til jorden. Men det sker ikke, for The Ocean er virkelig tilbage i storform – dette er bandets bedste album i mange år, og ligger meget tæt på storværket ”Precambrian” fra 2007.

 

Tracklist:

1. Epipelagic

2. Mesopelagic Into the Uncanny

3. Bathyalpelagic I Impasses

4. Bathyalpelagic II The Wish in Dreams

5. Bathyalpelagic III Disequillibrated

6. Abyssopelagic I Boundless Vasts

7. Abyssopelagic II Signals of Anxiety

8. Hadopelagic I Omen of the Deep

9. Hadopelagic II Let Them Believe

10. Demersal Cognitive Dissonance

11. Benthic The Origin of Our Wishes

 

Samlet spilletid: 53:13

Læs mere...

The Ocean

Tyske The Ocean har efterhånden været flittige til at besøge Danmark. En regnkold og typisk dansk maj-søndag var det blevet københavnernes tur til at opleve det tyske kollektiv. Den lille intime scene på Lades Kælder havde fået æren af at lægge gulv til det tyske eksperimentale Metal band. Ikke overraskende havde den lille scene sine forcer og absolutte fejl. Muligheden for en meget intim koncert er absolut spillestedets stærkeste force, og forventningerne til en sådan oplevelse blev da også opfyldt til fulde. Desværre kan en fantastisk intim oplevelse ikke opveje de lydmæssige problemer, der herskede under hele koncerten. Det lille rum kastede lyden frem og tilbage, og skabte til tider en ren sump af lydelementer, vekslende med klassiske utidige hylelyde fra instrumenterne. Lydmændene gjorde deres, og bandet selv gjorde hvad de kunne for bedre lyden, og det hjalp heldigvis også langt hen ad vejen, selvom det aldrig blev helt godt. Desværre er det for et band som The Ocean, der bygger sin lyd på stemningsopbyggende musik, musikalske finurligheder og alternative eksperimenterende sammensætninger af musikken, et stort problem at netop førnævnte elementer blev udviskede og ikke lydmæssigt stod skarpt.

Til trods for lyden og bandets stop i koncerten for at justere denne, formåede bandet at levere en skarp koncert der levede op til de forventninger, man kunne have til bandet. Bandet trak stort set hele publikummet til sig og fastholdt dem foran den lille sal under stort set hele koncerten. Bandets eksperimentale musik udfoldede sig under de nævnte begrænsninger og fyldte det lille spillested med den stemning, man kun kunne håbe på ville opstå. Publikum reagerede derefter og viste sin begejstring overfor det tyske band, som kunne spille sig igennem de sene timer med tilfredshed over sine egne præstationer og skuffelse over de forhold, koncerten måtte holdes under.

Samlet set blev det til en forholdsvis god aften i selskab med det tyske kollektiv, der formåede at indvie såvel trofaste fans som publikum, der skulle høre bandet for første gang. Den intime stemning i Lades Kælder formåede at tage lidt af savnet af den gode lyd og er også med til at koncerten ikke blev den middelmådige koncert, den ville være blevet et mindre intimt sted med samme lydforhold. The Ocean spiller sig ind til 4 ud af 6 for en rigtig god koncert fra deres side, der blev hæmmet en smule af omtalte lydforhold. Det kan kun håbes at bandet kan få tildelt et sted som Lille Vega, næste gang de gæster Danmark.

Læs mere...

Royal Metal Fest 2010: Fredag

Fredag skulle Royal Metal Fest gå ”rigtigt” i gang, og med Sepultura og Crowbar som hovednavne skulle der ellers være lagt i ovnen til en aften i metallens navn.

Armed For Apocalypse:
Første navn er i øjeblikket på en tour med både Sepultura og Crowbar. Da bandet satte i gang kl. 18:00, var der næsten ingen mennesker at spore på VoxHall. Man må dog give dem, at de forsøgte at give de få fremmødte en oplevelse. Publikum forholdte sig dog tilbagelænede, og nød oplevelsen i en god afstand fra scenen.

Armed For Apocalypse formåede i sig selv at levere en ganske fornuftig optræden. Desværre må jeg sige, at jeg ikke forstod ideen i at growle dybt og ondt – for derefter at skrige. Hvor det lyder forfærdeligt. Jeg ender med at give 3 stjerner for en helhjertet optræden – men med stort set ingen respons fra publikum.

The Kandidate:

The Kandidate har for nyligt udgivet deres debut album ”Until We Are Outnumbered”, som har fået blandede anmeldelser. Man kritiserer bl.a. albummet for ikke at være originalt – men til gengæld skelne fint mellem hardcore og det mere deathmetal inspirerede. Som altid, når Jacob Bredahl er til stede, formår han at skabe god stemning og interesse. Om det er HateSphere, Last Mile eller nu The Kandidate. Dermed, som indikeret, var der allerede nu en hel del flere mennesker end for bare en time siden.

Energien flød ud af alle 4 medlemmer, og som sådan var deres optræden præget af god kontakt til publikum. Dog synes jeg ikke, at de formåede at kontrollere deres musik særlig godt. Det lød som om det skulle overstås – også videre. Dertil nåede jeg til, at kedsomheden langsomt, men sikkert, sneg sig ind på mig. Det var simpelthen ikke interessant i mere end en halv time. The Kandidate kan garanteret gå hen og blive langt større med mere erfaring. 3 stjerner.

The Ocean:
The Ocean var ikke noget jeg kendte til inden festivalen, men jeg havde blot hørt at det teknisk og eksperimenterende metal fra Tyskland. Det må siges at være helt korrekt antaget – desværre passede The Ocean overhovedet ikke ind i dagens program. Bandet var meget distancerede fra publikum og udelukkende fokuseret på musikken og indlevelsen – som bestemt kom ud godt. Problemet lå ikke i selve musikken men simpelthen i, at koncerten ikke var indbydende til morskab og dans. Man må tage hatten af for deres evner; Royal Metal Fest skulle dog have booket et andet navn. 3 stjerner, for en anderledes, men upassende koncert.

Crowbar:
Crowbar er noget af det tungeste fra Amerika, og det var tydeligt at mange glædede sig rigtig meget til at se dem live. Da de gik på scenen, blev der trangt oppe foran og selvom der ikke var særlig meget aktivitet på gulvet (hvilket i øvrigt førte til at forsangeren truede med at gå af scenen igen), var det en fornøjelse at se Crowbar i live aktion.

På dette tidspunkt var folk efterhånden godt påvirkede af både øl og en snigende træthed. Selvom Crowbar var totalt på og virkelig fik fyret godt op under temperaturerne, kunne mange nok nikke godkendende til at det er ”hårdt” at være til stede i så mange timer. Ingen tvivl, Crowbar gjorde det godt – men publikum var ikke gearet til det. 4½ stjerne.

Sepultura:
Aftenens sidste navn, og en af headlinerne på årets festival, var Sepultura fra Brasilien. Med kun ét originalt medlem er det tvivlsomt, om man overhovedet kan tillade sig at kalde det resterende for Sepultura – men her stod de. Forsangeren, en kæmpe stor mand, stjal nærmest i sig selv hele scenen. Både med hans brøl og hans størrelse.

Publikum tog godt imod Sepultura. Der blev ikke snakket meget – til gengæld blev der givet fuld gas. Både fra scenen og nede hos publikum. Endelig så folk ud til at vågne rigtigt op. De nye sange fungerede helt fint. De gamle blev til gengæld spillet i en hurtigere udgave. Det kan man synes om, hvad man vil – men de gamle klassikere fik alle arme i vejret. Således gjorde Sepultura fredag aften mindeværdig og til en god afslutning på 2. dag af Royal Metal Fest. 5 stjerner.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed