fbpx

Swindler - The Game is Rigged

Swindler er et nyt navn på den danske Rock scene, men det betyder ikke, at musikerne er det. Således er både trommeslageren Mike Park og sangeren Esse kendt fra Hatesphere, mens guitaristen Steffen Smith har spillet live med Surfact, og bassisten Ask Fogh har en fortid i Rock Hard Power Spray.

I forhold til de nævnte bands markerer Swindler et trin eller to nedad på hårdhedsstigen, for her er det Heavy Rock, der er i centrum. I åbningsnummeret får vi endda koklokke med i købet, men ellers er det seje og tunge guitarer, der markerer sig som akkompagnement til Esses vokal. Den er mere ren end normalt, men passer glimrende ind i billedet.

Jeg er ofte irriteret over den sekundære rolle, teksterne spiller hos mange kunstnere, men her udgør Swindler en befriende undtagelse. Hér bruges de til at markere holdninger og behandle emner som de superriges grådighed, personlig troværdighed og den katolske kirkes systematiske misbrug af børn. Samtidig er de flot gennemarbejdede så de passer til musikken; det er godt håndværk, som skal fremhæves!

Det samme skal ”Tax Havens”, ”The Game is Rigged” og ”Hush Money”, som er mine favoritter på albummet. Og selv om ikke alle numre på tracklisten når samme niveau, så er den samlede pakke gradvist vokset hos mig, så den får fire stjerner og et Godt Skuldret! med herfra.

Tracklist:
1. Name Your Price
2. Iron Clover
3. Underwhelmed
4. Tax Havens
5. False Sense of Security
6. The Game is Rigged
7. Gold Digger
8. Bent Out of Shape
9. Sellout
10. Hush Money
Samlet spilletid: 42:24

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed