fbpx

Aenimus - Dreamcatcher

Normalt tænker man på Thrash Metal, når et band opgiver Bay Area som hjemsted, men for Aenimus er det anderledes: Bandet spiller teknisk Dødsmetal, og det har de gjort siden starten i 2011. I 2013 udgav bandet selv albummet ”Transcend Reality”, men ellers har de fem medlemmer brugt hovedparten af deres tid på at turnere USA tyndt. Det er den primære forklaring på, at deres album nummer to først kommer nu.

Det har fået titlen ”Dreamcatcher”, og er et konceptalbum om gyserhistorier; derfor er inspirationen hentet hos Stephen King og historierne om Hannibal Lecter. Og det er åbenbart ikke et dårligt sted at starte, for resultatet er et glimrende Death Metal album med vægten ligeligt fordelt mellem power og teknisk kunnen. Den første del føres an af sangeren Alex Green, som ved siden af fine growl og brøl også markeres sig stærkt, når der skal synges rent. Og det skal der for at matche musikken, som foruden genrens traditionelle voldsomme angreb også rummer symfoniske elementer (”The Ritual”), klaver og strygere (”Between Iron and Silver”) og helt stille klaver (”Caretaker”). Samtidig skiftes der flere steder stil, så f.eks. de hakkende rytmer i ”The Overlook” sender tankerne i retning af Textures.

Aenimus leverer en stærk indsats hele vejen rundt, men det er primært det lækre guitararbejde, der bliver hængende, når albummet rinder ud. Og da produktionen samtidig også rummer varieret lyd på instrumenterne, er det svært ikke at betragte ”Dreamcatcher” som et fedt album – check det ud!

Tracklist:
1. Before the Eons
2. Eternal
3. The Ritual
4. My Becoming
5. The Dark Triad
6. Between Iron and Silver
7. The Overlook
8. Caretaker
9. Second Sight
10. Day Zero
11. Dreamcatcher
Samlet spilletid: 54:09

Læs mere...

Revocation - The Outer Ones

To år er der gået siden Revocation udsendte ”Great Is Our Sin”, og nu er bandet fra Boston klar med nyt – dermed fortsætter de deres faste plan med udgivelser med maksimalt to års mellemrum, som de har fulgt siden 2008 – en ret sej bedrift.

Det samme gør sig gældende for bandets musikalske kunnen, for som vanligt ligger deres fortolkning af Death Metal på et meget højt teknisk niveau. Det betyder, at alt fyres af med en overlegen suverænitet, uanset om det er åbningsnummerets høje tempo eller de både seje og flotte guitarer, der kendetegner ”Of Unworldly Origin” og ”Fathomless Catacombs”. Samtidig er produktionen virkelig gennemsigtig, så det er muligt at få alle detaljer med – og dem er der mange af, for numrene bugner af små og store informationer.
Skulle jeg kun bedømme det tekniske niveau, stramheden og det spillemæssige overskud, ville det ligge til højrebenet at uddele topkarakter. Men det sker ikke, for trods de positive sider, så er albummet bare ikke særligt spændende. Der er alt for få steder, hvor musikken griber fat i mig, for det meste efterlader den mig bare som en passiv tilskuer.

Når jeg tænker på, hvor spændende dette albums forgænger var, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er på tide for Revocation at ændre deres udgivelsesfrekvens; dette album havde i hvert fald haft godt af en noget længere tilblivelsesproces.

Tracklist:
1. Of Unworldly Origin
2. That Which Consumes All Things
3. Blood Atonement
4. Fathomless Catacombs
5. The Outer Ones
6. Vanitas
7. Ex Nihilo
8. Luciferous
9. A Starless Darkness
Samlet spilletid: 48:27

Læs mere...

Archspire - Relentless Mutation

Da jeg tilbage i 2014 anmeldte albummet ”The Lucid Collective”, blæste Archspire mig helt bagover med en omgang Dødsmetal, som lå på grænsen af det teknisk mulige, og alligevel ikke blev klinisk og uinteressant – en uheldig bivirkning, som ofte rammer genren. Nu er canadierne så tilbage med et nyt album, som giver debut til bassisten Jared Smith.
Det har ikke ændret på bandets stil, for igen leverer Archspire Death Metal på så højt et teknisk niveau, at man ind imellem må tage en dyb indånding for at kunne kapere det, man hører: Guitarer og bas præsterer løb hen over strengene i et tempo, som gjaldt det livet – vel at mærke 100% synkront og med flotte melodier som resultat. Det er fuldstændig vanvittigt, og hver gennemlytning afslører nye fantastiske detaljer - intet mindre end awesome!

At det ikke kun er musikerne, som er rappe på deres instrumenter, viser sangeren Oliver Rae Aleron i ”Calamus Will Animate”; bandet har uploaded en karaokevideo til nummeret, hvor man dårligt kan nå at læse teksten, mens ordene fyres af som maskingeværsalver… WOW!
Men det, der er det vildeste ved albummet er, at det igen er lykkedes at tøjle imponatoreffekten og skabe en stribe numre, som er brutale og smukke på samme tid, og oveni skifter udtryk, så de hele tiden er spændende. Det samlede resultat er så overbevisende, at jeg flere gange bogstavelig talt har fået kuldegysninger under mine gennemlytninger.

For tre år siden var Archspire uhyre tæt på at score topkarakter for deres indsats, og denne gang er de endnu bedre. Jeg kan derfor ikke finde på undskyldninger for at trække noget som helst fra, snarere tværtimod: ”Relentless Mutation” er et mesterværk, som fuldt ud fortjener de seks stjerner. Og ja, det her er vanvittigt, men jeg kan kun sige SLIP VANVIDDET LØS!!!

Tracklist:
1. Involuntary Doppelgänger
2. Human Murmuration
3. Remote Tumour Seeker
4. Relentless Mutation
5. The Mimic Well
6. Calamus Will Animate
7. A Dark Horizontal
Samlet spilletid: 30:40

Læs mere...

Rings Of Saturn - Ultu Ulla

Rings Of Saturn blev startet i 2009 som et high school band, og to år senere fik sin første pladekontrakt. Nu, hvor de med ”Ultu Ulla” udsender sit fjerde studiealbum, er kun Lucas Mann (guitar, bas) tilbage fra det originale line-up.

At bandets tekstunivers oprindeligt udsprang af en fascination af rumvæsener kan virke latterligt, men ALLE tanker i dén retning forsvinder, når musikken går i gang. Amerikanerne spiller nemlig en voldsom omgang Deathcore på så højt et teknisk niveau, at man ikke kan være andet end imponeret.

Energien kommer fra de sædvanlige virkemidler: Trommer med tempo og power, seje guitarriffs og frem for alt en vokal, som veksler mellem brøl, skrig og growl. Samtidig skifter musikken mellem højt tempo og breakdowns – mere eller mindre lige efter bogen. Hvad der virkelig gør albummet specielt, er måden de enkelte elementer kommer i spil på: Guitarerne nøjes ikke med at give power, men tilfører også numrene melodiske sider, uden tab af energi – ”The Relic” er et godt eksempel. Det mest markante indslag står trommeslageren Aaron Stechauner imidlertid for; hans præstation er intet mindre end imponerede, især fodarbejdet: Stortrommerne kører enormt varieret, det ene øjeblik kører de som dobbeltslag, så rene maskingeværsalver, inden de buldrer afsted i fræsende tempo. I det hele taget er bredden i udtrykket meget stor, og det lykkes at skabe mange fine detaljer i musikken. Teknisk præget musik kan ofte virke klinisk og kedeligt, men Rings Of Saturn får tingene til at hænge flot sammen og være spændende. I længden er det alligevel lidt trættende at blive tæppebombet med detaljer, men det ændrer ikke på, at ”Ultu Ulla” er et virkelig stærkt album!

Tracklist:
1. Servant of this Sentience
2. Parallel Shift
3. Unhallowed
4. Immemorial Essence
5. The Relic
6. Margidda
7. Harvest
8. The Macrocosm
9. Prognosis Confirmed
10. Inadequate
Samlet spilletid: 42:01

Læs mere...

Cognitive - Deformity

Cognitive er fra New Jersey, hvor bandet startede i 2011. Siden har de haft mere end almindeligt svært ved at finde et stabilt line up, så guitaristen Rob Wharton er eneste tilbageværende originale medlem – på alle andre pladser er der skiftet ud; i nogle tilfælde endda mere end én gang.

Den manglende kontinuitet på personalefronten sætter ikke mange spor i musikken, for Cognitive spiller stilsikker Dødsmetal, som buldrer derudaf. Men det kræver opmærksomhed at komme ind i bandets musik, for hvis man ikke investerer den fornødne energi, fremstår ”Deformity” som meget ensformig; man får nemt indtryk af en halv times flat-lining i selskab med Cognitive. Men det er ikke fair, for ved at koncentrere sig hører man, at der er mange teknisk betonede detaljer i numrene; her er de knivskarpe temposkift, hvor tingene nærmest eksploderer, de mest fremtrædende.

Selv om der er mere at udforske, end man umiddelbart hører, kniber det med at holde min interesse, selv om spilletiden kun lige akkurat overskrider den halve time. Det skyldes dels, at sangeren Jorel Hart growler meget ensformigt, dels at de mange dissonante elementer i musikken gør denne uinteressant. Men der er ingen tvivl om, at det er yderst kompetente musikere, der står bag albummet her; de mange skift fra lavt til meget højt tempo sidder perfekt, og musikken mangler på intet tidspunkt power. Det anerkender jeg, og uddeler 3 stjerner.

Tracklist:
1.Awakening the Miscreation
2.Birthing the Deformity
3.Haunted Justice
4.Beneath the Floorboards
5.The Forgotten
6.Dead Soil
7.The Cull
8.Wraiths
9.Merciless Forest
Samlet spilletid: 30:30

 

Læs mere...

Destrage - A Means To No End

Mit første møde med Destrage var albummet ”Are You Kidding Me? No”, hvor den største udfordring var at finde på en dækkende betegnelse for indholdet. Nu er italienerne klar med nyt, og spørgsmålet er, om det denne gang er lettere at sætte betegnelse på.

Svaret kan jeg give med det samme, og det er et rungende NEJ – Destrage blander fortsat elementer fra mange forskellige typer af Metal til en helhed, som unddrager sig placering i de traditionelle genrekasser. Man kunne sagtens kalde stilen for progressiv, men da fællesnævneren igen er et stort teknisk overskud, har jeg valgt det som betegnelse.

Brugen af forskellige stilelementer skal ikke opfattes således, at der veksles fra nummer til nummer. I stedet blandes tingene indenfor grænserne af det enkelte track, så passager med Dødsmetal afløses af både groove og melodi. Det hele bindes sammen af sangeren Paolo Colavolpe, som primært leverer en skærebrændervokal, men varierer sin stemmeføring, så der også bliver plads til brøl og meget rene passager.

At det hele rundes af med en gennemført og flot produktion, er næsten en selvfølge - alt andet ville være helt forkert. Det samme ville fremhævelse af enkelte numre være, for der er ikke stor forskel i niveauet igennem albummet. Alligevel ligger det en smule under forgængerens, så "A Means To No End” må nøjes med en halv stjerne mindre.

Tracklist:
1. A Means to No End
2. Don't Stare at the Edge
3. Symphony of the Ego
4. Silent Consent
5. The Flight
6. Dreamers
7. Ending to a Means
8. Peacefully Lost
9. Not Everything Is Said
10. To Be Tolerated
11. Blah Blah
12. A Promise, A Debt
13. Abandon to Random
Samlet spilletid: 55:50

 

Læs mere...

Allegaeon - Proponent For Sentience

Mine tidligere møder med Allegaeon har været meget positive, fordi bandets blanding af teknisk overlegen Dødsmetal og interessante melodier tiltaler mig meget. En lille rynke i panden var der dog, inden jeg hørte det nye album, idet der igen har været udskiftninger i besætningen: Denne gang på vokalposten, hvor Riley McShane har erstattet Ezra Haynes.

Her kan jeg heldigvis berolige andre eventuelle tvivlere; det musikalske udtryk har på ingen måde taget skade af dén ombytning – McShane har en fed vokal, som kombinerer growl og hvæs.

Musikalsk fortsætter bandets teknisk betonede Death Metal, denne gang med færre melodiske sekvenser. Til gengæld er der masser af power i numrene, og der spilles virkelig overbevisende; især guitararbejdet er kanongodt. Her vil jeg især fremhæve titelnummeret, som er delt i tre dele: I de to første bruges truende orkestreringer til at skabe virkelig flotte stemninger, mens den tredje indeholder en af de lækreste guitarsoli, jeg har hørt meget længe. Det hele slutter af med en glimrende udgave af Rush’ “Subdivision”, som både tilføres tyngde og symfoniske detaljer, men alligevel bevarer respekten for originalen – absolut i orden. Det samme siger jeg om albummet som helhed, for selv om rigeligt mange numre bygger på de samme ideer, udligner de nævnte highlights det. Faktisk noget mere end det, så ”Proponent For Sentience” kommer op på samme høje niveau som bandets tidligere udgivelser.

Tracklist:
1. Proponent For Sentience I - The Conception
2. All Hail Science
3. From Nothing
4. Grey Matter Mechanics - Appassonata Ex Machinea
5. Of Mind and Matrix
6. Proponent For Sentience II - The Algorithm
7. Demons of an Intricate Design
8. Terrathaw and the Quake
9. Cognitive Computations
10. The Arbiters
11. Proponent For Sentience III - The Extermination
12. Subdivisions
Samlet spilletid: 72:07

 

Læs mere...

Nero di Marte - Royal Metal Fest 2016

Nero di Martes tekniske og samtidig lækkert atmosfæriske univers er centreret omkring de kaotisk-strukturelle elementer fra Neurosis, opblandet med dynamikken og progressionen fra Tool og iklædt den storladne lead-lyd fra bands som Sólstafir.

Okay, “kaotisk” er så meget sagt, men det er ikke lige nemt at finde hoved og hale i numrene, og det skyldes altså ikke kun, at jeg stadig har lidt tømmermænd. Trods musikkens dramatiske og til tider højeksplosive islæt er Nero di Marte en forholdsvist indadvendt størrelse, der i høj grad udfordrer min måde at tænke musik på. Der er ikke de store stand-out-elementer; bandet satser i langt højere grad på at ramme en synergi mellem teknik og atmosfære. Udover at være et ekstremt kreativt band, er de også en af de dygtigste flok musikere på dette års RMF, selv med navne som Psycroptic og Gorguts på plakaten.

Selvom Nero di Marte altså ikke ligefrem byder på nogen stadionbaskere, efterlader de et overordnet positivt indtryk hos mig, - et indtryk som ikke desto mindre nok havde haft bedre kår for udvikling, hvis jeg havde hørt dem derhjemme. Der bliver f.eks. ævlet lidt for meget nede omkring baren, hvilket er en kende ærgerligt for den ellers ganske imponerende, andægtige stemning, der ekstraordinært hersker på Voxhall.

Men måske er det også forventeligt, at nogle enkelte bliver sat af. Nero di Marte er ikke et band for alle. Dog giver de et særligt ekstranummer som kvittering for de resterende lytteres tålmodighed og taknemmelighed, og hvorvidt det måtte sige noget om, at mine med-headbangere også er åbne for andet end hovedkuls smadder, og/eller at RMF i år har formået at tiltrække visse yder-segmenteringer af landets metallyttere, kan jeg kun se det som noget positivt.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Fallujah - Dreamless

Alex Hofmann, vokalisten fra det Amerikanske Progressive Death Metal band Fallujah, vil ikke have påstemplet genren Tech-Death da de ifølge ham er meget mere end det. Nå, men ”Dreamless” som er bandets tredje album, byder ellers på Death Metal på teknisk højt niveau, så Tech-Death er vel ikke helt ved siden af?

Jeg kan da godt se hvad manden mener: Som sagt er der pænt knald på, det er super tight og der sker virkelig noget i musikken, men samtidig skabes der også en fed atmosfære, som bl.a bliver beriget med kvindevokal. Man kan vel kalde det atmosfærisk Death Metal med semi-tekniske undertoner. Det er overordentligt velspillet med masser af lir på de respektive instrumenter, hvor især guitaristerne får lov a folde sig ud. Vokalen kunne jeg godt have tænkt mig var lidt mere varieret, da det bliver lidt trættende at lytte til det samme brøl hele pladen igennem. Desværre mangler numrene umiddelbart noget identitet, hvilket får det hele til lyde meget ens, og der er vel i grunden ikke ét riff man kan huske tilbage på, når man har hørt skiven til ende. For at gøre ondt værre byder et nummer som ”Les Silences” på det ene sample efter det andet - et nummer fyldt med atmosfære og er ikke andet end fyld i min optik!!

I det store hele tænder Fallujah’s musik mig ikke – det er hverken skidt eller godt, fugl eller fisk, og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal mene om dette stykke musik: De er voldsomt dygtige, men samtidig er her et klasseeksempel på et band som kan mere eller mindre alt på deres instrumenter, til gengæld kan de ikke skrive numre som man kan huske. Det vil måske være den næste våde drøm for nogle Prog/Death-fans, men ikke for undertegnede, hvorfor det falder i kategorien for albums som hurtigt er glemt igen...

Tracklist:
1. Face Of Death 3:30
2. Adrenaline 4:21
3. The Void Alone 4:18
4. Abandon 4:31
5. Scar Queen 4:04
6. Dreamless 6:18
7. The Prodigal Son 4:17
8. Amber Gaze 4:32
9. Fidelio 2:44
10. Wind For Wings 6:14
11. Les Silences 5:56
12. Lacuna 4:53
Samlet spilletid: 55:43

 

Læs mere...

Obscura - Akróasis

Tidligere er der højst været tre år mellem udgivelser fra Obscura, men denne gang er der gået hele 5. Det skyldes især at guitaristen Christian Münzner og trommeslageren Hannes Grossmann i 2014 forlod bandet. De er nu blevet erstattet af Rafael Trujillo og Sebastian Lanser, og Obscura er klar med deres fjerde album ”Akróasis”.

Titlen er græsk og betyder noget i retning af at høre eller at lytte, og med det høje tekniske niveau, bandet lægger for dagen, er der lagt op til at finde facetter i musikken, man kan fordybe sig i. Her melder de vildt lækre guitarløb, der høres i f.eks. ”The Monist” og titelnummeret sig hurtigt som kandidater. Det samme gør bassen, som generelt ligger langt fremme i lydbilledet, og på den måde bliver mere markant i numrene. Markant er også Steffen Kummerers vokal, som godt nok ikke byder på den store afveksling, men hele tiden er så truende, som det hører sig til.
Og den skal være stærk for ikke at drukne i musikken, for her er der generelt knald på; tempoet er højt, og alt fra de sejeste hug i stortrommerne til den mest hvinende tone fra guitaren blæser håret tilbage på lytteren. Samtidig smides der tilpas med mere rolige takter ind i numrene, så bredden bliver tilgodeset.

Så jo, albummet scorer mange point når det gælder fremførelse og produktion; Obscura viser stor autoritet, og lyden sætter både det enkelte instrument og helheden fint på plads. Det er også svært at sætte fingre på de enkelte skæringer, så alt burde være fryd og gammen. Det er det i sidste ende ikke, for jeg savner at blive trukket derud, hvor jeg bare MÅ spille luftguitar. Trods alle de nævnte positive ting sker det ikke, så jeg må konstatere, at ”Akróasis” appellerer mest til de metalheads som lytter med hjernen end med hjertet.

Tracklist:
1. Sermon of the Seven Suns
2. The Monist
3. Akróasis
4. Ten Sepiroth
5. Ode to the Sun
6. Fractal Dimension
7. Perpetual Infinity
8. Weltseele
9. The Origin of Primal Expression
Samlet spilletid: 54:01

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed