fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Sylosis - Cycle Of Suffering

I 2016 meldte Sylosis ud, at bandet ville tage en pause på ubestemt tid; bandets mastermind Josh Middleton var endt i en blindgyde, og havde brug for at finde ny inspiration. Pausen gav ham lyst til at genstarte Sylosis, som nu er klar med deres femte studiealbum, som også giver debut til en ny rytmesektion.
Udgangspunktet for albummet er, at lidelse er en naturlig og uundgåelig del af livet, men lidelsen findes kun i teksterne – det er ingen lidelse at lægge øre til albummet. Sylosis fortsætter deres stil med Thrash Metal, der både har Dødsmetallens skarphed og melodiske elementer. De sidste leveres af guitaren, og optræder som korte eller længere solstråler i forhold til numrenes øvrige bestanddele. Disse er rå, for musikken afleveres i pænt højt tempo og med eftertryk. Det samme gælder for vokalen, som er voldsomt brølende, men meget lidt varieret. Og det hele passer fint sammen, hvilket gør ”Cycle of Suffering” og ”Apex of Disdain” til rigtig fede Thrash-titler.
Hen mod slutningen begynder det at knibe med ideerne; Middleton vil for meget, så han får ikke stoppet mens legen er go’. Derfor får albummet længere spilletid end indholdet kan forsvare, og kan derfor ikke leve op til bandets bedste præstationer. Konklusionen er derfor, at Sylosis er tilbage, men stadig en smule rustne.

Tracklist:
1. Empty Prophets
2. I Sever
3. Cycle of Suffering
4. Shield
5. Calcified
6. Invidia
7. Idle Hands
8. Apex of Disdain
9. Arms Like A Noose
10. Devils In Their Eyes
11. Disintegrate
12. Abandon Samlet spilletid: 50:52

Læs mere...

Sylosis - Dormant Heart

Når Sylosis har valgt at kalde deres nye studiealbum ”Dormant Heart”, er det en reference til den søvngængertilstand mange mennesker lever deres liv i; de følger bare med strømmen og lader tingene ske. Hvad der skal/bør ske med disse, står hen i det uvisse, men de kan passende blive vækket af englændernes moderne fortolkning af Thrash Metal.

Det er tydeligt at Sylosis efterhånden har næsten 15 år på bagen, for albummet her udstråler den bredde, den ro og det overblik, der kendetegner et modent band. En stor del af fortjenesten ligger hos Josh Middleton, som ved siden af guitar og vokal også har haft tjansen som producer. Resultatet er blevet et album, hvor den klassiske Thrash optræder i flere indpakninger: I ”Victims and Pawns” og ”Overthrown” er den ufortyndet, men den tilsættes melodi i ”Leech” og bliver tungere i ”To Build A Tomb”. Det giver albummet den førnævnte bredde, men kommer ikke uden omkostninger: Mens de egentlige Thrash-passager rykker godt med vanlig power, bliver tingene bremset ret hårdt op når der skiftes til de ikke-thrashede sider. Det koster meget energi, og jeg sad flere gange med et ”øv, nu gik det lige så godt” på læberne under mine gennemlytninger.

Facit for ”Dormant Heart” er derfor, at albummet er vellykket, men at Sylosis ikke skal bevæge sig længere væk fra deres udgangspunkt, end de gør her.

Tracklist:
1. Where The Wolves Come To Die
2. Victims and Pawns
3. Dormant Heart
4. To Build A Tomb
5. Overthrown
6. Leech
7. Servitude
8. Indoctrinated
9. Harm
10. Mercy
11. Callous Souls
12. Quiescent
Samlet spilletid: 59:11

Læs mere...

Oplev Devildriver m.fl. på Voxhall til april

  • Udgivet i Nyheder

Devildriver vil sammen med de britiske bands Sylosis og Bleed From Within indtage de europæiske landeveje i marts og april måned. Her vil man kunne opleve de 3 bands på bl.a. Voxhall i Århus den 13. april.

Fonden Voxhall har skrevet følgende om arrangementet:

”Amerikanske DevilDriver spiller en hæsblæsende og stærkt medrivende blanding af hidsigt snurrende hardcore og voldsomt velspillet og melodisk dødsmetal - 13. april gæster de VoxHall.
DevilDriver blev dannet i Californien i 2002 og hed oprindeligt Deathride - noget, der dog hurtigt blev ændret grundet diverse copyright-mæssige problemer. Bandet albumdebuterede med en selvbetitlet sag i 2003 og har siden udgivet yderligere fem album, hvoraf "Winter Kills" (2013) er det seneste. DevilDrivers salgstal er gradvist blevet bedre og bedre, og over årene har gruppen sikret sig en stor og loyal fanskare over store dele af verden. Sanger Dez Fafara, guitarist Jeff Kendrick og trommeslager John Boecklin har været med siden starten, mens guitarist Mike Spreitzer og bassist Chris Towning sluttede sig til bandet i henholdsvis 2004 og 2012.

Britiske Sylosis og Bleed From Within spiller også denne aften.”

Billetterne kan købes via FondenVoxhall.dk fra den 22. november til 180 kr.

 

Devildriver har skrevet følgende om touren på deres facebook profil:

”EUROPE TOUR CONFIRMED! THIS WILL BE THE ONLY TOURING OF EUROPE FOR DEVILDRIVER IN 2014. DEVILDRIVER, SYLOSIS AND BLEED FROM WITHIN.

Californian Groove Metallers DEVILDRIVER are returning to Europe in Spring 2014 for a headline tour that will bring the legendary Metal institution to major cities on the old continent. Along for the ride are support bands SYLOSIS and BLEED FROM WITHIN. The tour will kick off on March 27 in Cologne, Germany and will have its big finale at the Dutch Paaspop festival on April 19!

This tour will be the only chance to catch DEVILDRIVER on stage in Europe in 2014! If you want to experience the power of DEVILDRIVER live in concert, you must not miss this tour!

DEVILDRIVER’s sixth studio album "Winter Kills" was released in late August 2013 via Napalm Records and was met with overwhelming praise from fans and critics alike. "Winter Kills" debuted at position No. 32 at the US Billboard 200 chart and entered numerous charts in Europe (e.g. No. 24 in Germany, No. 26 in Austria, etc.).

Rest assured that the band revolving around legendary frontman Dez Fafara will present a perfect blend of old classics and new tunes at the upcoming dates! Get ready for the most intense Metal experience of 2014!

See you in the pit! Tour Dates will be posted ASAP!”

 

Læs mere...

Killswitch Engage, Sylosis

Lørdag er den perfekte dag til koncert, faktisk er den så perfekt at selveste Justin Bieber gav koncert i Parken og trods at jeg da enormt gerne havde set mig selv stående blandt tusindvis af skrigende teenage piger (man skal dyrke sin indre teenager) så kaldte arbejdet mig jo så imod Amager Bio og metalcore showdown!

 

Sylosis

 

Fra de britiske øer og direkte til mainstream metal markedets ører kommer Sylosis. Bandet har efterhånden slået sit navn fast med solide udspil og en flair for det melodiske og knusende effektive brutale. Jeg ved ikke om man kan kalde mig en decideret fan af bandet, men de har da enkelte elementer der har smeltet mit iskolde kyniker hjerte og fået mig til at hengive mig til min indre angsty teenager. Så det er jo perfekt at aftenens første navn giver mig fornemmelsen af at jeg, trods et kæmpe fravær af min elskede Justin dreng, kan lege teenager i den time sådan en koncert varer. Men hov, holdt, stop, stands! Sylosis var da ikke det første band på plakaten? Der har du ganske ret, men i og med at Amager Bio havde valgt at skilte med en koncert start klokken 21 og sat Heartist på til 20:30 så blev det ikke til meget Death Cab For Cutie-klon til mig i denne omgang, gudskelov for det, for jeg blev i så godt humør af denne aften.

 

På den negative side så formår Sylosis ikke at connecte med mig på scenen, de spiller super solidt og yderst tight, men når en koncert bliver en kamp med at lade være at gabe og konstante kig på uret for at se hvor længe siden det er man sidst har røget, så er der sku nok noget gennemgribende galt. Lyden var som sådan i top, men en kende mudret på nogle punkter og det gjorde selve indtrykket til en ret uniform oplevelse desværre. Jeg vil kvittere med hele 4 stjerner for et udemærket stykke arbejde der dog kedede mig en smule og ikke rigtig formåede at give mig den store wow oplevelse.

 

4/6

 

Killswitch Engage

 

Efter at have sikret mig at mit "jeg skal ikke til Bieber koncert" sørgebind var fæstnet solidt til min arm, i ved det karakteristiske røde et med en hvid cirkel og en umådelig androgyn frisure, drog jeg ind i varmen igen for at se hvad Dræberknappen kunne levere på en aften der var præget af mange metallalots som var enormt knuste over at de ikke havde fået billet til Bieber koncerten, ja vi havde os et gruppekram udenfor lige for god ordens skyld.

 

Killswitch Engage er et rimeligt sjovt, skørt og på mange måder atypisk band. Ganske givet er de frontet af Jesse Leach, men det er Adam Dutkiewicz der ubestridt løber med opmærksomheden. Ikke nok med at manden er 200 meter høj, næh så styrter han også rundt på scenen som om nogen havde lavet en ond practical joke involverende mandens bagdel og et glas Dijon sennep. Det at have så aktiv en guitarist som stadig formår at spille til sit potentiale imens han ter sig er en af de ting der gør at jeg sådan set godt kan lide Killswitch. Med lidt nyt og lidt gammelt og så selvfølgelig min favorit "End Of Heartache" sang de publikum ud af lørdagens mulm og mørke og ind i søndagens, næsten, for koncerten sluttede faktisk før midnat, måske en lille service så vi kunne nå ud til parken og se føreren forlade os i sin bus. Eller måske bare fordi man mente at vi for en gangs skyld skulle kunne nå hjem inden kl 4 om natten! En super fed koncert hvor lyden var langt mere i top, det blev en kende trægt på nogle punkter, men Killswitch havde publikum i sin hule hånd og fik sat dem godt og grundigt igang ! Solid performance og et velengageret publikum!

 

5/6

 

Jeg drog hjem med de normale toge for en gangs skyld og formåede at sætte benene i min lejlighed før klokken havde slået 1. Jeg vil dog gerne lige lave en anmeldelse af DSB's indsats på denne aften. Ikke nok med at deres tog gik i stå på vej ind imod Amager Bio, næh så havde de ikke sat ekstra vogne af til de horder af teenagere der, i følgeskab med forældre, var på vej hjem fra at have bedt ved det falske alter i parken! 1/6

 

Og så til sidst, en massiv klapsalve, knuckles og en øl når hun er gammel nok, til den lille pige der ikke har været en dag over 12, som sad på rækværket og lyttede med på noget hegn. På en dag hvor antikristen spillede op til dans i løvens hule, så er det sku godt at se at der findes børn der har en hjerne og sans for musik!

 

  • Killswitch Engage
  • Forfatter: Lykke Nielsen
  • Killswitch Engage
  • Forfatter: Lykke Nielsen
  • Killswitch Engage
  • Forfatter: Lykke Nielsen

Se hele galleriet

Læs mere...

The Black Dahlia Murder, Cephalic Carnage, Psycroptic, Sylosis

Min glæde ville nærmest ingen ende tage, da jeg så, at de gale grindere i Cephalic Carnage ville gæste en by i min umiddelbare nærhed. Ikke engang det faktum, at det var en polar-kold mandag aften, og jeg derhjemme havde en bachelor-opgave hængende over hovedet kunne holde mig væk. At de gale tasmanere fra Psycroptic også var at finde på plakaten, gjorde det bestemt ikke ringere. Sylosis og The Black Dahlia Murder kendte jeg absolut intet til. Havde dog læst en del positive vendinger om TBDM, men havde ingen anelse om, hvad jeg gik ind til med de to bands. Det blev dog hurtigt mig og min tro følgesvend, Martin, klart, at der var en del unge mennesker til denne koncert. Nok noget TBDM havde sørget for via deres helt vilde hype, og vi blev enige om, at det ville blive et sjovt syn, når både Psycroptic og Cephalic Carnage åbnede for grind-sluserne

Aftenen bar i starten præg af at være en mandag aften, men lige omkring starttidspunktet for Sylosis var der pænt med mennesker. Sylosis er signet på Nuclear Blast, og alene det faktum må vel gøre, at man har en vis mængde forventninger til deres kunnen. Stilen var thrash og bandet virkede ikke synderligt præget af at være på turne med nogle ganske prominente navne; de gik uimponeret til sagen, og om end deres musik virkede KRAFTIGT inspireret af blandt andet Lamb of God, havde det bestemt gode og memorable momenter. Sangeren gjorde sit allerbedste for at få folk med, og der var da lidt sporadisk engagement at mærke, men det var også soleklart, at Sylosis IKKE var det band, folk var kommet for at høre. Dog gjorde de en halvgod figur, og er bestemt et lyt eller to værd.
3½/6

Aftenens andet band var, for mig noget uforståeligt, ikke hovednavnet. Psycroptic er det af de fire bands, der sidst har udgivet en plade, men de havde altså fået tjansen som band nummer to.
Jeg er ikke synderligt stiv i Psycroptics bagkatalog, og det er lidt en forudsætning for at få fuld valuta ud af koncerten. Jeg havde løseligt hørt nogle numre med Psycroptic op til koncerten, og det gavnede, for når Psycroptic giver den gas, bliver publikum ramt af en lydmur, der til tider kan være svær at tyde. Men det afholder dem bestemt ikke fra at gøre en fed figur på scenen og trykke den eftertrykkeligt af. Jason på vokal er til tider udskældt for ikke at have den samme vokal som forgængeren, og det er helt klart, at han ikke helt står mål med den gamle skråler. Dog synes jeg nu, at han slipper hæderligt fra det. Denne aften virkede han lidt indestængt og det skæg, han havde tillagt sig i forhold til sidste gang, jeg så dem (Ålborg, support for Nile), kombineret med ”pædagog-håndtaget” i nakken som var blevet længere, gjorde, at han virkede mere manisk og bister.
Psycroptic gjorde ligeledes en fin figur og desværre var deres show ikke meget længere end 35 minutter, men sådan er det vel, når fire bands deler scene på én aften.
4/6

Cephalic Carnage har altid været et noget særpræget bekendtskab, og er bestemt ikke musik for hver mand. Denne aften bød de på godt og vel 45 minutters grind-inferno på en måde, som kun Cephalic Carnage kan levere det. Der blev leveret numre fra alle skiver (på nær ”Halls of Amenti”-skiven), og det overraskede mig lidt, at de faktisk kun spillede et nummer fra den seneste skive, ”Xenosapien”. Der var lagt mest vægt på ”Lucid Interval”-skiven, som jo trods alt har nogle år på bagen, men når koncerten bliver leveret med en sådan overlegenhed, er det fuldstændigt lige meget; Cephalic Carnage spillede så at sige røven ud af bukserne.
Bassisten, Nick, spillede hele koncerten uden rem, så han stod en stor del af tiden med det ene ben på monitoren. Ellers fes han rundt mellem de andre og lavede cirkler med hovedet, og den manglende rem var bestemt ikke en hindring for ham mht. at give den gas. Som ventet lagde Len op til at folk skulle dele ud af deres hash, og ikke være fjendtlige (skriv lige dette bag øret, inden du læser videre). Stemningen var superfed, og som kirsebærret på toppen af kagen spillede de ”Black Metal Sabbath”, klædt ud som norske vaskebjørne, komplet med nittearmbånd og masker. Jubelen ville ingen ende tage, og Cephalic Carnage blev klappet af scenen efter at have leveret sikre hits som: ”Analytical”, Dying Will Be the Death of Me”, ”Hybrid”, ”Endless Circle of Violence” og et nyt nummer, der hed ”The Walking Plague”. Alt i alt var det virkelig fedt, og jeg glæder mig til at kunne opleve bonghovederne som hovednavn!
5,5/6

The Black Dahlia Murder var for mig et ubeskrevet blad, og sådan som de solgte sig selv denne aften, ser jeg gerne at de forbliver ubeskrevet. Musikken fejler som sådan ikke noget. De spillede satme hurtigt og stramt, og musikken var velleveret. Numrene havde lidt en tendens til at smelte sammen og blive noget ensformige, men det var ikke ødelæggende for helhedsoplevelsen, og på denne baggrund ville jeg være villig til gå til en koncert mere med disse fem amerikanere. Nu kommer det, der ticker mig af, og gør, at mine koncertoplevelser i selskab med The Black Dahlia Murder er ovre: Forsangerens attitude var helt ubeskrivelig træls. For det første havde han sådan en ulmende aggression og ville hele tiden have, at publikum skulle smadre rundt i hinanden. Dernæst blev han ved med at kalde folk for ”pussies” og han virkede generelt ikke særligt tilfreds med sit publikum, og prøvede at opildne dem til at være mere aggressive. Det blev vist ikke godt nok til ham. Han virkede aggressiv på en forkert måde, og det kunne jeg bare ikke holde til, hverken at høre på ham eller at se på hans lufttromme-knytnæver-i-luften-bevægelser. Det virkede, som om guitaristerne prøvede på at dæmme lidt op for hans åndssvage kommentarer ved at tage lidt henslængt gas på ham. Lige lidt hjalp det dog, og han fortsatte sit trip og udgjorde dermed en kedelig kontrast til Len’s kommentarer tidligere på aftenen.
Karakteren, TBDM får, er givet på baggrund af hele min oplevelse… Desværre for dem, men godt for publikum at der var tre andre gode koncerter.
Musikken: 4/6
I alt: 0/6

Læs mere...

Sylosis - Monolith

Sylosis spillede en overfed og meget mindeværdig koncert på Day of Decay-festivalen i sommer, og dermed var al spænding omkring deres næste album tæt på bristepunktet!
Nu er ”Monolith” så langt om længe havnet i min afspiller, og jeg må blankt erkende, at albummet er alt hvad jeg havde ønsket og håbet på…og måske lige en anelse mere. Jeg sidder faktisk lidt med samme følelse, som da Machine Head’s ”The Blackening” ramte mine trommehinder: Det er et forfriskende pust, der smager af de gamle og herlige dyder. Sylosis er bestemt ikke et retro-thrashband, men de trækker store veksler på den klassiske effektive riffing, der vil få de fleste thrashfans i den syvende himmel, hvis de da ikke allerede var der grundet den ekstremt tighte duga, som trommeslageren leverer. Derudover er der nogle helt utroligt dejlige guitarsoli, der har den helt rette fordeling af vildskab og skønhed. Det hele er overbevisende eksekveret, og er spillet strammere end stramt!
Der er praktisk talt noget for enhver thrash-smag på dette album; om det er det tunge og halv-groovy materiale i nummeret ”All is Not Well”, om det er den føromtalte effektive riffing-ekstravaganza i åbningsnummeret ”Out From Below” eller om det er den melodiske overflod i nummeret ”Behind the Sun”, så leverer Sylosis altså varen. Ja, selv der hvor det måske burde blive en tand for meget og klicheerne står i kø, leverer Sylosis varen! Ghost-tracket der kommer godt 15 minutter inde i sidste nummer, komplet med klaver, akustisk guitar og sjælfuld sang fra Josh Middleton (er der i grunden noget, den mand IKKE kan?!), er også godt! Produktionen er selvfølgelig fuldfed og kan ligesom resten af elementerne, der udgør ”Monolith”, ikke peges mange fingre af.
Dette album er Sylosis’ tredje. Udover disse tæller diskografien også to EP’er, og jeg kan love jer læsere, at jeg sporenstrengs vil anskaffe mig hele diskografien, for dette er virkeligt et monumentalt værk fra et mindst ligeså monumentalt band, der fortjener al ære og hæder!
Jeg tror måske, at min top 10 for dette år lige rykkede sig!

Tracklist:
01: Out From Below
02: Fear the World
03: What Dwells Within
04: Behind the Sun
05: The River
06: Monolith
07: Paradox
08: A Dying Vine
09: All is Not Well
10: Born Anew
11: Enshrined

Samlet spilletid: 67:36

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed