fbpx

Sworn Enemy - Game Changer

Da Sworn Enemy udgav deres debutalbum ”As Real As It Gets” i 2003, var det med Hatebreeds Jamey Jasta som producer, og på deres sjette studiealbum ”Game Changer” er det med en anden celebrity bag mikserpulten, nemlig Robb Flynn fra Machine Head. Ligesom forgængeren ”Living On Borrowed Time” har albummet været fem år undervejs.

Flynn har med en flot og gennemsigtig produktion skabt fine rammer for albummet, og disse udfylder bandet med deres vanlige kombination af Hardcore og Metal. I starten af albummet virker tingene godt for Sworn Enemy; kombinationen af skarp musik og en aggressiv frontmand i form af Sal Lococo giver numrene den rigtige energi og kant. Desværre falder oplevelsen i niveau efterhånden som man kommer igennem de 11 numre; ikke fordi der mangler power, men fordi tingene bliver forudsigelige. Der er de rigtige breakdowns og bøllekor, men det hele er efter bogen og hørt mange gange før. Numre som ”Justify” og ”DOA” er udmærkede eksempler på denne tendens, men den rammer mange af numrene. Her hjælper det lidt på mit humør, at Sworn Enemy tager sig sammen og med ”Integrity Defines Strength” præsterer en sej afslutning. Alligevel efterlader albummet mig med en vis skuffelse; når det her er hvad bandet har frembragt på fem år, så må de gerne tage 8 år eller mere om det næste.

Tracklist:
1. Intro
2. Prepare For Payback
3. Seeds of Hate
4. Coming Undone
5. Justify
6. DOA
7. Fragments of a Broken Life
8. The Fall of Modern Man
9. Selling A Dream
10. The Consequence
11. Integrity Defines Strength
Samlet spilletid: 37:01

Læs mere...

Sepultura, Sworn Enemy

Meget har været sagt og skrevet omkring Sepultura, især har der fra flere sider været stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt bandet bag navnet, reelt kunne løfte det image og bagkatalog, der hæfter sig til labellen ”Sepultura”. De fleste kender nok historien om bandet og de to Cavalera brødre der forlod, startede deres egne projekter og senere blev forenet igen i Cavalera Conspiracy. Tomrummet herefter efterlod Andreas Kisser og Paulo Pinto i en søgen efter ny forsanger og trommeslager, der ente med at Derrick Green og Jean Dolabella indtrådte i den nye Sepultura konstellation. Disse fire havde onsdag aften fundet deres vej til The Rock i København, for at præsentere såvel gammelt klassisk materiale samt deres nyeste udspil Kairos fra juni 2011. Aftenen gav ikke kun det fremmødte publikum muligheden for, at se bandet live, men også for at vurdere om navnet Sepultura har en fortjent plads i musikhistorie anno 2011, eller som et band der engang var noget ved musikken.

Før der blev mulighed for det, var det dog det medbragte hardcore opvarmningsband Sworn Enemy der havde muligheden for musisk, at fortrylle publikum.

Sworn Enemy

Kl. 20. skarp, gik den NY basserede kvintet på scenen og leverede 45 minutters hardcore, uden de store armbevægelser eller anden indpakning. Ved entre, var The Rock allerede halvt fyldt med gæster, der havde forventningerne uden på tøjet og god stemning i sindet.

Lydmæssigt stod Sworn Enemy godt på scenen. Sal Lococo´s vokal gik klart igennem, mens såvel Lorenzo Antonucci og Jeff Cummings guitar stod skarpt, både i forhold til hinanden og som samlet enhed. Energimæssigt, var bandet dog slet ikke i nærheden af, at præstere hvad der kunne forventes. Det blev ikke til meget mere lidt armsving fra Sal samt lidt headbanging fra Lorenzo, hvor resten af bandet ellers var forholdsvist stilstående og passice– og det påvirkede i høj grad koncerten. Til trods for at bandet lydmæssigt stod skarpt, og reelt også leverede en fin koncert, rent musikalsk, var det en tydelig nerve- og energiforladt koncert. Manglen havde sin tydelige afsmittende effekt på publikum, der igennem koncerten forholdte sig forholdsvist passivt – og ikke engang havde interesse i at give et ordentlig svar, da Sal spurgte om københavnerne var til circlepits.

Med numre som ”We Hate”, ”As Real As It Gets” og “A Place Of Solace” forsøgte Sworn Enemy ellers at sætte ild til bålet – men det blev aldrig rigtig til mere end et middelmådigt forsøg, hvor ordet ”middelmådigt” ligeledes opsummere aftenens oplevelse af bandet. Det lykkedes aldrig helt at sætte gang i festen, til trods for en ellers god lyd. 3 ud af 6 til Sworn Enemy.

Sepultura

Kl. 21:30 – 45 minutter og alt for lang tid efter Sworn Enemy havde forladt publikum, fandt det legendariske brasilianske band endelig sin vej op på scenen, til et godt proppet og forventningsfuldt publikum – og så var det ellers tid til at finde ud af hvor i historiebøgerne Sepultura bør placeres.

Med ”Arise” opfulgt af ”Refuse/Resist” slog bandet muren ned med effektive klassiker, inden titelnummeret fra bandets nyeste udspil tog over. En effektiv start der fremviste bandet fra flere sider. Først og fremmest viste det, at lydforholdende for Sepultura var ligeså gode som de havde været for Sworn Enemy. For det andet viste det at bandets nyeste materiale, i form af Kairos, fungerede rigtig godt i forlængelse af bandets ældre klassikere. Endelig viste det, at bandet havde efterladt størstedelen af hvad der hedder sceneshow i garderoben.

Publikum virkede dog til at være godt tilfredse med koncertens start og fik sendt deres hilsen til scenen gennem håndtegn mosh og tilråb. Desværre formåede Sepultura på ingen måde at holde dampen oppe, trods numre som ”Troops Of Doom” og ”Escape The Void”. Publikum faldt langsomt sammen hvor det kun var den absolutte front der kunne opretholde entusiasmen, mens dem længere bagud, bevægede sig over mod den nikkende, statiske komatilstand, der ofte ses når musikken er vellidt, men bandet ikke helt formår at rive deltageren med sig. Undervejs fik Derrick Green givet udtryk for sin begejstring for at spille i Danmark, men som han selv udtrykte det, var han ikke snaksaglig som normalt. I det hele taget virkede bandet ikke helt oplagt og som ved Sworn Enemy koncerten, smittede det af på publikum. Først da Ministry coveret ”Just One Fix”, ligeledes fra nyeste udspil, røg på kom der liv i publikum igen. Energiniveauet blev derefter holdt på et middelmådigt niveau til ”Territory” og ”Inner Self” inden det var tid til ekstranumre. Lidt alternativt blev det til en omgang jam hvorefter ”Roots Bloody Roots” afsluttede aftenen.

Konklusionen bliver unægtelig at aftenen ikke helt blev den succes og fest som de fleste nok havde håbet. Lydmæssigt stod bandet skarpt, men på scenen knapt så skarpt. Energien og nerven manglede og når der ligefrem skal et covernummer af Ministry til for at sætte lidt gang i festen, kan man ikke undlade første at tænke på hvorfor de spiller et cover nummer og herefter hvorfor det fungere bedre end de andre numre? I relation til første del, Javist, ”Just One Fix” er et nummer fra Sepulturas nyeste udgivelse, men bandet har trods alt 12 udgivelser med i baggagen, hvor de kunne have valgt et alternativ fra. Hvad angår den anden del - hvordan kan et cover af et andet band fungere bedre for selv bandet Sepultura live, end ældre Sepultura numre – som den kritiske oldchool Sepulturafan sandsynligvis også vil kalde covers.

Det være sagt var aftenen ikke et nederlag for Sepultura, til trods for mangler, blev leveret en lang række af bandets stærkeste og da bandet i sidste del af koncerten formåede at få lidt gang i festen fungerede koncerten da også ganske fint. Derved sagt at Sepultura reder sig over middel og lander på 4 ud af 6.

For endelig at vende tilbage til det store musikhistoriske spørgsmål. Ja, Sepultura har en plads i moderne musikhistorie og naturligvis også bagudrettet i historiebøgerne, men det er uden tvivl af forskellige årsager. 2011 Sepultura beviste uden tvivl at deres materiale fra Kairos fungerede rigtig godt sammen med materiale fra den første periode af bandets eksistens. Men som en medanmelder sagde til mig efter koncerten: ”De spiller på ingen måde de old school Sepultura så godt og energisk som når Cavalera Conspiracy spiller Sepultura”.

Se billeder fra koncerten her.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed