fbpx

Altarage - Succumb

"Succumb” er det fjerde album fra de spanske metalekstremister fra Altarage, og det tredje af disse, der havner i min anmelderstak. Hvert møde har budt på mere og mere utilnærmelige numre, og denne gang har man nået et niveau, der får mig til at tvivle på, om man kan komme ret meget længere i dén retning.
Jeg har ofte brugt billedet af en mur af fræsende guitarer og smadrende trommer, når jeg har skullet beskrive et massivt lydbillede, men det er meget sjældent, at jeg er stødt på noget så ekstremt, som Altarage leverer denne gang. Muren er ikke bare bygget solidt; den er armeret med jernbeton, den er ekstra høj og dækket med pigtråd – alt sammen for at sikre, at det kun er de allermest udholdende, der overvinder opgaven, og alle andre holdes ude.
Musikken blæser afsted i meget højt tempo, og det hele præsenteres i en produktion, der rækker fra det grovkornede til det kaotiske – vokalen, som ofte er forvrænget, flyder sammen med musikken, og er komplet uforståelig.
Det er hårdt, bart, koldt og savner ethvert tilløb til menneskelig varme, ligesom der kun i meget begrænset omfang optræder noget, der kan kaldes melodi. Denne gennemførte eksekvering kunne være brugt til noget stærkt, men ender grimt og distancerende uden andet formål at være grimt. Det her er virkelig for de få, der søger det ekstreme. For os andre bliver det hurtigt enerverende, og jeg kender ingen, jeg vil kunne anbefale dette album til.

Tracklist:
1. Negative Arrival
2. Magno Evento
3. Maneuvre
4. Foregone
5. Drainage Mechanism
6. Watcher Witness
7. Fair Warning
8. Lavath
9. Forja
10. Inwards
11. Vour Concession
12. Devorador De Mundos
Samlet spilletid: 63:16

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed