fbpx

Dun Ringill - Welcome

Da svenske The Order of Israfel tog en pause i 2017, benyttede bandets rytmesektion i skikkelse af Patrik Andersson Winberg og Hans Lilja lejligheden til at arbejde videre på ny musik. Det greb om sig, og så var Dun Ringill pludselig en realitet. Nu kommer bandets første album på italienske Argonauta Records.

Selvom der er tale om et sideprojekt, har svenskerne ikke skiftet stil, for ”Welcome” byder indenfor til seks numre med Doom af en meget old school type, så også fans af Stoner Rock har noget at komme efter. Det høres især i åbningsnummerets tværfløjtesoli (som automatisk sender tankerne i retning af Jethro Tull), i wah-wah pedalen i det efterfølgende ”Black Eyed Kids” og cementeres i det afsluttende ”The Demon Within”, hvor masser af Hammondorgel virkelig skruer tiden tilbage.

Ellers er alt efter bogen, så de tunge rytmer serveres i moderat til lavt tempo, mens tempoet kun kortvarigt skrues op. Netop disse passager giver en kærkommen afveksling, for dynamik er ikke det, der er mest af på ”Welcome”; numrene er mere eller mindre bygget efter de samme arbejdstegninger, så springet fra track til track er ikke stort. Da de bedste numre samtidig ligger i begyndelsen af albummet, bliver det noget ensformigt hen mod slutningen. Derfor er albummet samlet set på det jævne, og vil ret hurtigt være glemt.

Tracklist:
1. Welcome To The Fun Fair Horror Time Machine
2. Black Eyed Kids
3. Open Your Eyes (And See The Happiness And Truth)
4. The Door
5. Snow Of Ashes
6. The Demon Within
Samlet spilletid: 41:51

Læs mere...

Gaia / Drukner - Split 12"

Gaia stødte jeg første gang på i 2017, da de udsendte en split CD sammen med Slow Joint. Nu er bandet fra Valby tilbage med en ny split, som de deler med Drukner, som har base i hovedstaden. EP’en er ikke udstyret med en for- og en bagside, i stedet er der to forsider – en til hvert band.

Drukner lægger ud med tre numre, som kombinerer tunge Doom rytmer og stærkt forvrængede guitarer. I ”Discordia I” tilfører guitararbejdet Stoner-stilens old school præg, som præger nummerets stemning. Til gengæld er vokalen trukket tilbage på linje med musikken, så de dansksprogede tekster har svært ved at brænde igennem. I det efterfølgende ”Grotteolmen” mangler den helt; her er kun guitaren på banen, men nummeret er ovre inden det rigtig kommer i gang. Slutteligt vender stilen og stemningen fra ”Discordia” tilbage i mk II udgaven.

De to sidste numre står Gaia for, og de fortsætter med tyngde, men skruer lidt ned for stonerdelen. I ”Earthbound” er tempoet lavt, og i en lang passage gentages de samme anslag igen og igen. Vokalen kommer ind og er lidt råbende, men også her er den trukket langt tilbage, så den næsten drukner i helheden. Musikken snegler sig afsted, men der sker meget lidt – derfor er godt 13 minutters spilletid virkelig lang tid. Heldigvis byder slutnummeret på lidt mere interessante sekvenser, men fastholder ellers stilen.

Som ved mit første møde med Gaia er det igen tyngden, der er i centrum hos begge bands, men desværre balancerer spilletid og indhold heller ikke denne gang; der varieres alt for lidt efter min smag.

Tracklist:
A1 Drukner - Discordia I
A2 Drukner - Grotteolmen
A3 Drukner - Discordia II
B1 Gaia - Earthbound
B2 Gaia - Out of the Well
Samlet spilletid: 40:41

Læs mere...

The Vintage Caravan - Gateways

Hver gang jeg er stødt på The Vintage Caravan, har jeg været imponeret over, hvor autentisk de tre islændinge formår at genskabe den stemning og det feel, der kendetegnede Rockmusikken i 1960’erne og 70’erne. Og lad det være sagt med det samme: Også på deres fjerde album "Gateways” formår Óskar Logi (Guitar/Vokal), Alex Örn (Bas) og Stefán Ari (Trommer) at tage lytteren med på en musikalsk rejse tilbage i tiden.

Vanen tro bliver de stærkeste aftryk på musikken sat af guitaren, og i mine noter optræder kommentarer som ”lækkert riff”, ”flotte hooks” og ”kanon guitarmelodi” flere steder – jo, Logi markerer sig stærkt på albummet. Når der tilføjes stærke melodier og ørevenlige omkvæd, som det sker i ”Set Your Sights”, ”The Way” og ”Reset”, kører det virkelig godt de tre øboere. De positive kombinationer høres ofte på albummets første halvdel, hvor flere numre ligger lige i halen af de nævnte tracks – her holdes der generelt et højt niveau.

Desværre holder den gode stime ikke hele vejen hjem, for efterhånden som man bevæger sig igennem de ti numre, falder kvaliteten støt. Mod slutningen bliver det direkte uinteressant, da de tre slutnumre er blege og kedelige, og på den måde markerer en direkte modpol til den stærke åbning. Hvad der umiddelbart så ud til en bedømmelse i den høje ende af skalaen ender derfor med kun lige at kunne trække fire stjerner hjem – Det er ikke dårligt, men efterlader mig alligevel med en lidt flad fornemmelse.

Tracklist:
1. Set Your Sights
2. The Way
3. Reflections
4. On The Run
5. All This Time
6. Hidden Streams
7. Reset
8. Nebula
9. Farewell
10. Tune Out
Samlet spilletid: 47:54

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Clutch

Det er 10 år siden jeg sidst var på Roskilde – og 10 år siden jeg sidst så Clutch. Det var sjovt nok også på Roskilde Festival, tilbage i 2008 på den hedengangne Odeon-scene. På flere måder passer det jo derfor perfekt, at jeg slog forbi dem her på Avalon som noget af det første om onsdagen – og så det faktum, at det var det mest relevante udover Dark Tranquillity (som jeg missede ligesom de vel 100.000 andre der skulle se Eminem). Det er en sløv hiphop sang der byder velkommen, hvilket passer fint til stemningen – ligeledes gør dét, at man kan lugte hash et minut inde i koncerten.

Så kan man stå og føle sig godt tilpas i det rock’n’rollede univers Clutch befinder sig i – det nærmer sig uomtvisteligt stoner på de nyere plader, men forsangeren groover derudaf med en støvet og sprælsk tilgang til det om det så er gammelt eller nyt. Han er på, som han ser helt normal og hyggelig ud men altså er festens midtpunkt på samme tid – eller nærmere, den fest han forsøger at starte. Det samme drive kan ikke tilskrives om hans kollegaer, der nøjes med den introverte fremgangsmåde. Groovet jovist, men indad, ikke udad.

Det kan også være fordi volumen ikke er højere: det gør det markant sværere at finde sig tilpas i. Lyden i sig selv er som sådan rimelig, men man bliver langtfra rusket igennem, heller ikke selvom man måtte befinde sig næsten helt oppe i front. Der mangler bund, kort og godt. Givet, de forreste rækker har det vist ret lækkert, men det forplanter sig aldrig udover de forreste fem-ti rækker. Det er ikke fordi de forsamlede er uinteresserede, de er bare ikke mærkbart engagerede.

Men det er vel også forventet, når der udelukkende præsenteres sange fra de tre seneste albums helt indtil det sidste kvarters tid. Her løfter det sig til gengæld gevaldigt. Fra middelmådighed til stort, fra beherskede klap og hujen til jubelbrøl – vi får nu ”Spacegrass” og lidt efter ”The Mob Goes Wild”, de to eneste tilnærmelsesvis gamle sange, og ind imellem både et par moshpits, en dance-battle og et amatøragtigt, men dog charmerende, forsøg på at starte en cirkelpit. Så kører vi!... 
Men altså alt for kort.

Sætliste:
1) – X-Ray Visions
2) – Firebirds!
3) – Crucial Velocity
4) – Gimme The Keys
5) – How To Shake Hands
6) – A Quick Death In Texas
7) – Earth Rocker
8) – Sucker For The Witch
9) – Hot Bottom Feeder
10) – The Face
11) – D.C. Sound Attack!
12) – Spacegrass
13) – In Walks Barbarella
14) – Electric Worry
15) – The Mob Goes Wild
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Lucifer - Lucifer II

Da sangerinden Johanna Sadonis startede bandet Lucifer i 2014, var det for at dyrke sine egne interesser for old school Hardrock i stil med Black Sabbath, Deep Purple og Steppenwolf. Dengang var den tidligere Cathedral guitarist Gaz Jennings hendes musikalske partner, men efter kun et album endte dét samarbejde. I 2016 stødte Sadonis på Nicke Andersson, som viste sig at være en perfekt makker; han nøjedes ikke med at skrive musikken sammen med Sadonis, han indspillede også det meste af den; kun sologuitarerne overlod han til bandets tredje medlem, Robin Tidebrink.

Da jeg ikke har hørt den, kan jeg ikke udtale mig om stilen på bandets debut, men hvis det er en genfortolkning af Deep Purple, man forventer på efterfølgeren, må man blive lidt skuffet. Selv om flere numre er udstyret med udmærkede guitarriffs, så peger tyngden meget mere mod Sabbath end Purple. Samtidig er numrenes opbygning helt i den gamle stil, hvor elementer som masser af forvrængning understøtter det stenede præg, ligesom slideguitaren i ”Dancing With Mr. D” og det generelt meget grynede lydbillede gør det – der mangler kun et Hammondorgel for at gøre den del helt perfekt.

På vokalsiden markerer Sadonis sig med en stærk stemme, og hun har skrevet nogle fine melodier til sig selv, med ”Dreamer” og den fine ballade ”Before the Sun” som de mest iørefaldende. Det afrunder et album, som ikke flytter grænser, men alligevel repræsenterer genren udmærket.

Tracklist:
01. California Son
02. Dreamer
03. Phoenix
04. Dancing With Mr. D
05. Reaper On Your Heels
06. Eyes In The Sky
07. Before The Sun
08. Aton
09. Faux Pharaoh
Samlet spilletid: 41:59

Læs mere...

Pudsige Herrer - Syretesten

Allerede ved bandnavnet bliver der signaleret noget gammeldags – jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt ordet ”pudsig” blive brugt. Men det er passende for denne trio fra Aarhus, for her er der rigtig old school Syrerock på programmet.

Det markeres tydeligt i åbningsnummeret ”Fremtidens Bølge”, som byder på et godt riff og et udmærket drive. Samtidig præsenterer sangeren Jakob Rohde-Kappel den danske tekst med fin indlevelse. De samme elementer dukker op i det efterfølgende ”Øjne”, som igen rammer det gammeldags syrede spot-on.

Tredje nummer er ”På Vej”, og her bliver der skruet op for energien med fuld forvrængning på guitaren og et frisk tempo. Samtidig er der igen en lidt skæv (no pun intended) tekst, som gør helheden meget autentisk.

Som afslutning har Pudsige Herrer valgt at lave et cover af det gamle hit fra Steppeulvene – et nærmest ikonisk nummer fra den tidlige danske Rock. Den bliver spillet meget tæt på originalen, hvilket jeg normalt ville betegne som for letkøbt. Men her er nummeret en hyldest til bandets helte, for når man hører slutnummeret, er der ingen tvivl om, hvor inspirationen til bandets egne numre kommer fra. Og når resultatet er så troværdigt som hos Pudsige Herrer, må jeg sige, at aarhusianerne har bestået syretesten.

Tracklist:
1. Fremtidens Bølge
2. Øjne
3. På Vej
4. 0-0-0
Samlet spilletid: 16:33

Læs mere...

Corrosion of Conformity - No Cross No Crown

At “No Cross No Crown” tiltrækker sig ekstra opmærksomhed, skyldes ikke så meget, at det er det tiende studiealbum fra Corrosion of Conformity; her tæller det mere, at det er første udspil siden Pepper Keenan vendte tilbage i 2014. Albummet er indspillet i North Carolina med John Custer som producer, og optagelserne har været spredt ud over det meste af et år – der har altså været god tid til at arbejde med tingene.

Resultatet taler for sig selv, for ”No Cross No Crown” fremstår som et meget helstøbt album, hvor antallet af stærke numre tydeligt overgår antallet af mindre spændende. Samtidig vises der både styrke når guitaranslagene er tunge, og når tempoet sættes i vejret – ikke mindst når Keenan og Woody Weatherman i fællesskab krydrer med double lead soli i bedste southern stil. Selv om musikken lyder rigtig old school, er der alligevel en frisk stemning over begivenhederne. Hvor meget af det, der skyldes Keenans tilbagevenden, kender jeg ikke bandet godt nok til at kunne vurdere. Men jeg er ikke i tvivl om, at hans guitarspil og glimrende vokal bidrager positivt til helheden.

Årsagen er mindre vigtig, det er virkningen, der tæller; her kan jeg runde af med at konkludere, at Corrosion of Conformity sparker 2018 godt i gang; ikke kun for deres egne fans, men for alle fans af gammeldags tung Rock.

Tracklist:
1. Novus Deus
2. The Luddite
3. Cast The First Stone
4. No Cross
5. Wolf Named Crow
6. Little Man
7. Matre's Diem
8. Forgive Me
9. Nothing Left To Say
10. Sacred Isolation
11. Old Disaster
12. E. L.M
13. No Cross No Crown
14. A Quest To Believe (A Call To The Void)
Samlet spilletid: 52:49

Læs mere...

IAmFire - From Ashes

”From Ashes” er titlen på det første album fra IAmFire, som er et nyt navn på den danske scene. Bandet består af Mikael Ehlert Hansen på bas, Peter Ahlers Olsen på guitar og i front har man Peter Dolving, som mange husker fra tiden som sanger i The Haunted. Albummet er produceret og mikset af Jacob Bredahl.

Man skal ikke mange sekunder ind i åbningsnummeret, før det ligger fast, at IAmFire spiller psykedelisk Rock, som det var kutyme i starten af 1970’erne. Den har Bredahl placeret i et lydbillede, hvor den tilbagetrukne vokal er meget autentisk, ligesom de stærkt forvrængede guitarer. Det eneste som afslører, at optagelserne er nye er, at tingene er fint afbalancerede, så man kan høre de enkelte instrumenter tydeligt.

Det giver lytteren ro til at koncentrere sig om numrene, som på mange måder sagtens kunne være skrevet for 40+ år siden. Særligt den lidt løse struktur, hvor især vokal og trommer breder sig rigeligt ind imellem, virker meget ægte. Det samme gør de tunge rytmer, som afslører inspirationer fra navne Black Sabbath og Pentagram.

Materialet gør brug af ret få elementer, og den samlede indsats fungerer bedst i de numre, hvor tempoet er skruet lidt op – her stikker ”Burn Your Halo” og ”My Mistake” ud fra mængden. Retro-tilen er ramt spot on, og skulle den bedømmes alene, ville vi ende i den høje ende af skalaen. Men måske netop derfor bliver det ofte en tand for syret, f.eks. i ”Eyes Wide Open”, og så mister jeg interessen; derfor ender min vurdering kun lige over midten.

Tracklist:
1. Magpies and Crows
2. Did You Find Your Name
3. Burn Your Halo
4. Eyes Wide Open
5. For What It's Worth
6. Beamer
7. My Mistake
8. Inside
Samlet spilletid: 49:28

Læs mere...

Stone Cadaver - Reject Remove Replace

“Reject Remove Replace” er titlen på det første album fra Stone Cadaver. Bandet er fra Aarhus og består af Anders Bech Nielsen (guitar & vokal), Jesper Hauptmann Christensen (trommer) og Andreas Slocinski (Bas).

Åbningsnummeret ”SSCUM” viser lynhurtigt at ordet Stone i bandets navn ikke er en tilfældighed – her spilles der Stoner Rock med STORT S: Tunge anslag på bas og guitar, voldsom forvrængning på sidstnævnte og en vokal, som er skubbet langt tilbage i det lettere grynede lydbillede. Smider man den flittige brug af wah-wah pedal i guitarsoloen oveni, har man noget meget autentisk.

Stilen holder Stone Cadaver også fremadrettet, hvor det er variationer i og fordeling af tempo og tyngde, der primært adskiller de enkelte numre. Det er tydeligt, at Black Sabbath er blandt forbillederne, men ved at kombinere med andre elementer fra stilen, lykkes det for trioen at fremstå som selvstændig repræsentant for en genre, som virkelig er blevet udforsket i mange år.

Alligevel er albummets højdepunkt det eneste tidspunkt, hvor stilen brydes. I det instrumentale ”Ruins In The Sand” skaber en tung bas og en akustisk guitar et knap 2 minutter langt mellemspil, som virkelig fungerer godt. Det er med til at placere denne debut i den positive ende af skalaen, hvor genrens tilhængere ikke går galt i byen.

Tracklist:
1. SSCUM
2. We Need Your Fucking Blood
3. Suffer The Scorn
4. Ruins In The Sand
5. Hands Of Death
6. Removal Of The Eye
7. Dead Horses (Pt. I)
8. Dead Horses (Pt. II)
Samlet spilletid: 39:24

 

Læs mere...

Black Mirrors - Funky Queen

Under min research til denne anmeldelse kunne jeg se, at der skrives og tales meget på nettet om Black Mirrors taget i betragtning, at ”Funky Queen” er bandets første EP. Ikke overraskende er det tydeligt, at Napalm Records forventer sig en hel del af denne belgiske kvartet fra Brussel.

EPen bliver lanceret som garagerock, og det er ikke helt galt – produktionen er mildest talt grynet, og guitarlyden noget skramlet. Stilmæssigt er belgierne over i Stoner Rock, som passer fint til de lydmæssige rammer. Titelnummeret lægger ud, og foruden troværdige retrotoner byder det på en virkelig stærk vokal fra sangerinden Marcella Di Troia. Den er også det naturlige omdrejningspunkt i ”Kick Out The Jams”, som er et cover af det gamle MC5 hit. Black Mirrors spiller den tæt på originalen, men via den kraftfulde vokal lykkes det alligevel at gøre udgaven personlig. Næstsidste nummer er ”The Mess”, som forener tyngde med hurtigere passager, og samlet er min favorit på EPen. Tyngde er der også i det afsluttende ”Canard Vengeur Masqué”, men nummeret virker en smule rodet og mindre interessant.

Et firemands Stoner Rock band med en meget stærk sangerinde i front – det skriger på en sammenligning med Blues Pills. Og selv om der er mange lighedspunkter er det klart, at belgierne ikke er på niveau med deres kolleger, især når det gælder sangskrivningen. Men Black Mirrors er godt på vej, så de er bestemt et navn man skal holde øje med.

Tracklist:
1. Funky Queen
2. Kick Out The Jams
3. The Mess
4. Canard Vengeur Masqué
Samlet spilletid: 14;23

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed