fbpx

Motorpsycho - Kingdom of Oblivion

Man skulle tro, at Motorpsycho ville unde sig selv en pause efter at have færdiggjort deres albumtrilogi “The Tower” (2017), “The Crucible” (2018) og “The All Is One” (2020), men nej – Nordmændene er igen klar med et nyt album. Baggrunden er, at ”Kingdom of Oblivion” til dels består af numre, som ikke passede på forgængeren. Da den globale nedlukning umuliggjorde turnéer, besluttede man sig for, at supplere med ekstra tracks og færdiggøre albummet.
Navnet Motorpsycho kunne forlede læsere til at tro, at bandet spiller ekstrem Metal, men kendere ved, at det ikke er tilfældet. I stedet får vi en omgang Stoner Rock, hvis retroprægede indhold er meget overbevisende: Både opbygning, fremførelse og effekter transmogriffer hurtigt lytteren ind i en tidslomme med overskriften 1970’erne. Produktionen rammer også plet, for den er moderne, uden at være hverken poleret eller klinisk.
Inde i tidslommen møder man genrens forskellige udtryk, som rækker fra det friske og guitardominerede til mere stille og stemningsfyldte numre, hvor det er klangflader, der dominerer. I disse numre er nøgleordene fred og ro, og man får mulighed for at komme ned i gear. Desværre bruges der lidt for meget af den generøse spilletid her, så jeg når at blive lidt utålmodig. Derfor er det godt, at Motorpsycho tager revanche i de mere energiske numre, hvor fremdrift og tempo gør tingene mere levende. Og heldigvis er der overvægt af disse tracks, så Motorpsycho kan føje endnu et gennemført album til samlingen.

Tracklist:
1. The Waning Pt. 1 & 2
2. Kingdom of Oblivion
3. Lady May 1
4. The United Debased
5. The Watcher (Including the Crimson Eye)
6. Dreamkiller
7. Atet
8. At Empire’s End
9. The Hunt
10. After The Fair
11. The Transmutation of Cosmoctopus Lurker
12. Cormorant
Samlet spilletid: 70:24

Læs mere...

Jack Slamer - Keep Your Love Loud

Bag navnet Jack Slamer står ikke en enkelt person, men et fem mand stærkt band fra Schweiz. De har spillet sammen siden 2007, og udsender med ”Keep Your Love Loud” deres tredje album.
Her er nøgleordene Retro og Old School, for Jack Slamer spiller Stoner Rock; ikke af den syrede slags, men stadig i den stil, hvor ordet gammeldags skal opfattes som rosende. Og ros fortjener åbningen, for ”Brother” har et glimrende riff, en go´ melodi og en udmærket stemning. Den fortsætter i ”Favorite Enemy”, hvor den fremhævede bas gør tingene lidt mere cool, og den fine guitarmelodi bare er flot.
Herefter kommer der et mindre dyk i kvaliteten, for mens de næste numre fastholder stil og stemning, så mangler de lige det sidste for at være spændende. Men netop som man tror, at det var det, slår schweizerne igen med det fede ”Magic Woman”, hvor bas og guitar i fællesskab driver tingene frem i det, der for mig er albummets højdepunkt.
Men så er det også slut med de gode ideer, for i de sidste fire numre formår Jack Slamer ikke at komme igen; numrene er stadig stilrene, men de når slet ikke op på niveauet fra albummets start. Derfor fremstår albummet som en rutsjebanetur med lidt for få highlights.

Tracklist:
1. Brother
2. Favorite Enemy
3. Sun Soul Healing
4. Lost
5. War of Words
6. Magic Woman
7. Memories
8. Stumbled
9. Ocean
10. Bouquet of Decibels
Samlet spilletid: 45:16

Læs mere...

Helhorse - Hydra

Jeg er nødt til at tage hatten af for Helhorse´ produktivitet; bandet har endnu ikke rundet 10 år, men er allerede på gaden med album nummer fire! Produktionen har de selv klaret sammen med Mirza Radonjica-Bang, mens mix og mastering er lagt i hænderne på Tue Madsen.

Jeg ved ikke, om Helhorse har taget navnet Hydra fra det nihovede monster fra den græske mytologi, men hvis navnet skulle symbolisere indholdet, vil noget med Nat og Dag være mere passende – sjældent har jeg oplevet et album med så skarp en kvalitetsmæssig opdeling som her.

Helhorse lægger ud med deres velkendte tunge stil, hvor numrene har et pænt skud Stonerrock i sig, men hvor der alligevel er plads til melodiske elementer. Her er det især Mikkel Larsens vokal og de supplerende stemmer der scorer point. Og det er ikke fordi der som sådan er noget galt med resten, men numrene fanger mig bare slet ikke! Jeg keder mig bravt som albummet skrider frem, og forbereder mig på en bedømmelsesmæssig massakre. Men den udebliver, for så snart vi tager fat på de sidste fire numre, sker der noget – ikke med stilen, men med numrene. Endelig kommer der mere bid, mere aggressivitet og mere tempo ind i billedet, så det hele i det mindste rundes godt af. Det er lige netop nok til at redde en hæderlig karakter, men ikke nok til en anbefaling – dertil er der for meget tomgang på ”Hydra”.

Tracklist:
1. Overboard
2. Avalanche
3. Outcome Ruin
4. Cycle of Vain Attempts
5. Northern Lights
6. Hydra
7. Crystal Blades
8. Scarlett Meadow Scarlett Brook
9. Under a Bad Moon
10. War Drums
Samlet spilletid: 45:19

Læs mere...

Uncle Acid And The Deadbeats-Voxhall

Uncle Acid And The Deadbeats er et band vi kan kalde stamgæster I Danmark, men det er alligevel er det nu fem år siden bandet sidst gæstede Voxhall, og gav det jyske publikum en mesterlig opvisning i okkult rock af den højeste kaliber. Jeg har været kæmpe fan af bandet lige siden den koncert på Voxhall og hver koncert jeg har set med dem siden, har været intet mindre en fantastisk, så mine forventninger var skyhøje.
 
RAL
 
Første band på scenen i aften var lokale RAL. Endnu et uskrevet blad på den danske rockscene. Det første og eneste supportnavn for i aften, og ovenpå at det var søndag var man bange for, om mennesker overhoved ville dukke op, men heldigvis var der dukket en god håndfuld mennesker op. Genren vi er ude i kan måske bedste betegnes som Grunge (?) med små spor af Stoner Rock. Spilleglæden var i hvert fald til stede, men distancen imellem publikum og scene var gevaldig. Efter noget tid rykkede publikum tættere på. Musikmæssigt genopfinder RAL ikke Rock genren, også det at ordet ”Rock” kan betyde mange ting og her bliver de anelse identitetsløse. De virkede en anelse malplacerede i forhold, til aftenens hovednavn og musikken blev en anelse for forudsigelig i længden. Der manglede Der var nogle rimelig fede riffs hist og pist men det nåede aldrig helt op på en mindeværdig plan. Ikke helt den bedste start på aftenen.
Karakter
2 ud af 6
 
Uncle Acid And The Deadbeats
 
Publikum tallet var vokset utrolig meget, og nu stod bandet endelig klar til at sende Århus ind i en psykedelisk/seriemorderisk trance. I See Through You og Waiting For Blood satte ballet i gang og allerede fra start sad lyden totalt i skabet. Det var super højt og ingenting var for højt eller for lavt, sådan lydmand! Gamle skæringer som M.t Abraxis og Mind Crawler sendte publikum ud på den førnævnte trance, og endda virkede frontmand K.R Starrs til at være i godt humør. Han har alle de gange jeg har set dem lade musikken snakke i stedet for, at snakke under koncerten, men i aften var der alligevel plads til at spørge os hvordan vi havde det, og at det var fedt at være tilbage i Århus. Koncerten fortsatte med et set der spreder sig over alle hele bandets diskografi, men sættet bestod hovedsageligt at sange fra deres seneste udspil. Alligevel var det sange som Death’s Door, 13 Candles og I’ll Cut You Down der fik den største respons. Deres trommelager Jon Rice der tidligere har spillet i bands som Job For A Cowboy, 1349 og Behemoth viste sig i aften som en af de meste alsidige trommeslager jeg har set længe. Ikke kun blastbeats og super hurtigt dobbeltstortromme, men det at han spillede langsomt og groovy var et show i sig selv. Bandet sluttede af med Melody Lane og No Return. Det var lidt over en time, og selvom nogle ville mene at det ikke var en lang nok koncert, så synes jeg at den sad i skabet. Fantastisk koncert, og fantastisk stemning igennem hele vejen igennem. Femte gang jeg så Uncle Acid og de beviser at de er et af de bedste livebands derude.
Karakter
6 ud af 6
 
Læs mere...

Tanith - In Another Time

Tanith er fra New York, og bandet startede i 2017. Allerede samme år udsendte de en single, og den følger de nu op med deres første album, ”In Another Time”.
Den titel er meget passende, for de ni numre er et spring tilbage til en anden tid; nærmere betegnet til 1970erne, hvor Blue Oyster Cult, Thin Lizzy og Uriah Heep satte retningen for hvordan Hard Rock skulle lyde. Den linje arbejder amerikanerne hårdt på at følge, så både stil og fremførelse matcher flot, og hvis ikke det var for den udmærkede produktion, kunne man sagtens tro, at albummet var 40-45 år gammelt. Et gennemgående element er vokalerne, som guitaristen Russ Tippins og bassisten Cindy Maynard deler imellem sig. Fordelingen giver en vis variation, men ikke så meget dynamik. Bagsiden af medaljen omkring den autentiske retrostil er netop, at den ikke er særligt dynamisk. I stedet bruges ret lang tid på at opbygge stemning, hvilket fungerer fint i ”Cassini's Deadly Plunge” og ”Under the Stars”, mens de øvrige numre placerer sig i kategorierne ”hyggelig” og ”ufarlig”. På den måde er noget af arbejdet spildt, for selv om alt er fint spillet, så er der akut mangel på spændende øjeblikke, og numrene rører mig slet ikke. Derfor ender det autentiske helhedskoncept med at være albummets største aktiv, og det er for lidt til at markere sig.

Tracklist:
1. Citadel
2. Book of Changes
3. Wing of the Owl
4. Cassini's Deadly Plunge
5. Under the Stars
6. Mountain
7. Eleven Years
8. Dionysus
9. Under the Stars (reprise)
Samlet spilletid: 43:55

Læs mere...

Dun Ringill - Welcome

Da svenske The Order of Israfel tog en pause i 2017, benyttede bandets rytmesektion i skikkelse af Patrik Andersson Winberg og Hans Lilja lejligheden til at arbejde videre på ny musik. Det greb om sig, og så var Dun Ringill pludselig en realitet. Nu kommer bandets første album på italienske Argonauta Records.

Selvom der er tale om et sideprojekt, har svenskerne ikke skiftet stil, for ”Welcome” byder indenfor til seks numre med Doom af en meget old school type, så også fans af Stoner Rock har noget at komme efter. Det høres især i åbningsnummerets tværfløjtesoli (som automatisk sender tankerne i retning af Jethro Tull), i wah-wah pedalen i det efterfølgende ”Black Eyed Kids” og cementeres i det afsluttende ”The Demon Within”, hvor masser af Hammondorgel virkelig skruer tiden tilbage.

Ellers er alt efter bogen, så de tunge rytmer serveres i moderat til lavt tempo, mens tempoet kun kortvarigt skrues op. Netop disse passager giver en kærkommen afveksling, for dynamik er ikke det, der er mest af på ”Welcome”; numrene er mere eller mindre bygget efter de samme arbejdstegninger, så springet fra track til track er ikke stort. Da de bedste numre samtidig ligger i begyndelsen af albummet, bliver det noget ensformigt hen mod slutningen. Derfor er albummet samlet set på det jævne, og vil ret hurtigt være glemt.

Tracklist:
1. Welcome To The Fun Fair Horror Time Machine
2. Black Eyed Kids
3. Open Your Eyes (And See The Happiness And Truth)
4. The Door
5. Snow Of Ashes
6. The Demon Within
Samlet spilletid: 41:51

Læs mere...

Gaia / Drukner - Split 12"

Gaia stødte jeg første gang på i 2017, da de udsendte en split CD sammen med Slow Joint. Nu er bandet fra Valby tilbage med en ny split, som de deler med Drukner, som har base i hovedstaden. EP’en er ikke udstyret med en for- og en bagside, i stedet er der to forsider – en til hvert band.

Drukner lægger ud med tre numre, som kombinerer tunge Doom rytmer og stærkt forvrængede guitarer. I ”Discordia I” tilfører guitararbejdet Stoner-stilens old school præg, som præger nummerets stemning. Til gengæld er vokalen trukket tilbage på linje med musikken, så de dansksprogede tekster har svært ved at brænde igennem. I det efterfølgende ”Grotteolmen” mangler den helt; her er kun guitaren på banen, men nummeret er ovre inden det rigtig kommer i gang. Slutteligt vender stilen og stemningen fra ”Discordia” tilbage i mk II udgaven.

De to sidste numre står Gaia for, og de fortsætter med tyngde, men skruer lidt ned for stonerdelen. I ”Earthbound” er tempoet lavt, og i en lang passage gentages de samme anslag igen og igen. Vokalen kommer ind og er lidt råbende, men også her er den trukket langt tilbage, så den næsten drukner i helheden. Musikken snegler sig afsted, men der sker meget lidt – derfor er godt 13 minutters spilletid virkelig lang tid. Heldigvis byder slutnummeret på lidt mere interessante sekvenser, men fastholder ellers stilen.

Som ved mit første møde med Gaia er det igen tyngden, der er i centrum hos begge bands, men desværre balancerer spilletid og indhold heller ikke denne gang; der varieres alt for lidt efter min smag.

Tracklist:
A1 Drukner - Discordia I
A2 Drukner - Grotteolmen
A3 Drukner - Discordia II
B1 Gaia - Earthbound
B2 Gaia - Out of the Well
Samlet spilletid: 40:41

Læs mere...

The Vintage Caravan - Gateways

Hver gang jeg er stødt på The Vintage Caravan, har jeg været imponeret over, hvor autentisk de tre islændinge formår at genskabe den stemning og det feel, der kendetegnede Rockmusikken i 1960’erne og 70’erne. Og lad det være sagt med det samme: Også på deres fjerde album "Gateways” formår Óskar Logi (Guitar/Vokal), Alex Örn (Bas) og Stefán Ari (Trommer) at tage lytteren med på en musikalsk rejse tilbage i tiden.

Vanen tro bliver de stærkeste aftryk på musikken sat af guitaren, og i mine noter optræder kommentarer som ”lækkert riff”, ”flotte hooks” og ”kanon guitarmelodi” flere steder – jo, Logi markerer sig stærkt på albummet. Når der tilføjes stærke melodier og ørevenlige omkvæd, som det sker i ”Set Your Sights”, ”The Way” og ”Reset”, kører det virkelig godt de tre øboere. De positive kombinationer høres ofte på albummets første halvdel, hvor flere numre ligger lige i halen af de nævnte tracks – her holdes der generelt et højt niveau.

Desværre holder den gode stime ikke hele vejen hjem, for efterhånden som man bevæger sig igennem de ti numre, falder kvaliteten støt. Mod slutningen bliver det direkte uinteressant, da de tre slutnumre er blege og kedelige, og på den måde markerer en direkte modpol til den stærke åbning. Hvad der umiddelbart så ud til en bedømmelse i den høje ende af skalaen ender derfor med kun lige at kunne trække fire stjerner hjem – Det er ikke dårligt, men efterlader mig alligevel med en lidt flad fornemmelse.

Tracklist:
1. Set Your Sights
2. The Way
3. Reflections
4. On The Run
5. All This Time
6. Hidden Streams
7. Reset
8. Nebula
9. Farewell
10. Tune Out
Samlet spilletid: 47:54

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Clutch

Det er 10 år siden jeg sidst var på Roskilde – og 10 år siden jeg sidst så Clutch. Det var sjovt nok også på Roskilde Festival, tilbage i 2008 på den hedengangne Odeon-scene. På flere måder passer det jo derfor perfekt, at jeg slog forbi dem her på Avalon som noget af det første om onsdagen – og så det faktum, at det var det mest relevante udover Dark Tranquillity (som jeg missede ligesom de vel 100.000 andre der skulle se Eminem). Det er en sløv hiphop sang der byder velkommen, hvilket passer fint til stemningen – ligeledes gør dét, at man kan lugte hash et minut inde i koncerten.

Så kan man stå og føle sig godt tilpas i det rock’n’rollede univers Clutch befinder sig i – det nærmer sig uomtvisteligt stoner på de nyere plader, men forsangeren groover derudaf med en støvet og sprælsk tilgang til det om det så er gammelt eller nyt. Han er på, som han ser helt normal og hyggelig ud men altså er festens midtpunkt på samme tid – eller nærmere, den fest han forsøger at starte. Det samme drive kan ikke tilskrives om hans kollegaer, der nøjes med den introverte fremgangsmåde. Groovet jovist, men indad, ikke udad.

Det kan også være fordi volumen ikke er højere: det gør det markant sværere at finde sig tilpas i. Lyden i sig selv er som sådan rimelig, men man bliver langtfra rusket igennem, heller ikke selvom man måtte befinde sig næsten helt oppe i front. Der mangler bund, kort og godt. Givet, de forreste rækker har det vist ret lækkert, men det forplanter sig aldrig udover de forreste fem-ti rækker. Det er ikke fordi de forsamlede er uinteresserede, de er bare ikke mærkbart engagerede.

Men det er vel også forventet, når der udelukkende præsenteres sange fra de tre seneste albums helt indtil det sidste kvarters tid. Her løfter det sig til gengæld gevaldigt. Fra middelmådighed til stort, fra beherskede klap og hujen til jubelbrøl – vi får nu ”Spacegrass” og lidt efter ”The Mob Goes Wild”, de to eneste tilnærmelsesvis gamle sange, og ind imellem både et par moshpits, en dance-battle og et amatøragtigt, men dog charmerende, forsøg på at starte en cirkelpit. Så kører vi!... 
Men altså alt for kort.

Sætliste:
1) – X-Ray Visions
2) – Firebirds!
3) – Crucial Velocity
4) – Gimme The Keys
5) – How To Shake Hands
6) – A Quick Death In Texas
7) – Earth Rocker
8) – Sucker For The Witch
9) – Hot Bottom Feeder
10) – The Face
11) – D.C. Sound Attack!
12) – Spacegrass
13) – In Walks Barbarella
14) – Electric Worry
15) – The Mob Goes Wild
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Lucifer - Lucifer II

Da sangerinden Johanna Sadonis startede bandet Lucifer i 2014, var det for at dyrke sine egne interesser for old school Hardrock i stil med Black Sabbath, Deep Purple og Steppenwolf. Dengang var den tidligere Cathedral guitarist Gaz Jennings hendes musikalske partner, men efter kun et album endte dét samarbejde. I 2016 stødte Sadonis på Nicke Andersson, som viste sig at være en perfekt makker; han nøjedes ikke med at skrive musikken sammen med Sadonis, han indspillede også det meste af den; kun sologuitarerne overlod han til bandets tredje medlem, Robin Tidebrink.

Da jeg ikke har hørt den, kan jeg ikke udtale mig om stilen på bandets debut, men hvis det er en genfortolkning af Deep Purple, man forventer på efterfølgeren, må man blive lidt skuffet. Selv om flere numre er udstyret med udmærkede guitarriffs, så peger tyngden meget mere mod Sabbath end Purple. Samtidig er numrenes opbygning helt i den gamle stil, hvor elementer som masser af forvrængning understøtter det stenede præg, ligesom slideguitaren i ”Dancing With Mr. D” og det generelt meget grynede lydbillede gør det – der mangler kun et Hammondorgel for at gøre den del helt perfekt.

På vokalsiden markerer Sadonis sig med en stærk stemme, og hun har skrevet nogle fine melodier til sig selv, med ”Dreamer” og den fine ballade ”Before the Sun” som de mest iørefaldende. Det afrunder et album, som ikke flytter grænser, men alligevel repræsenterer genren udmærket.

Tracklist:
01. California Son
02. Dreamer
03. Phoenix
04. Dancing With Mr. D
05. Reaper On Your Heels
06. Eyes In The Sky
07. Before The Sun
08. Aton
09. Faux Pharaoh
Samlet spilletid: 41:59

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed