fbpx

Employed To Serve - Eternal Forward Motion

Det er store forventninger, Employed To Serve skal leve op til med deres andet album: Deres første udspil ”The Warmth of a Dying Sun” blev kåret til årets album 2017 i Kerrang!, så bandet fra Woking i England har noget at leve op til. Det lader ikke til at gå dem på, for albumtitlen passer fint til indholdet - De elleve numre kender kun en vej: Fremad!

Den gennemgående stil er Hardcore, som får ekstra kant vha. elementer af Metal, men der er alligevel pæn stor spredning i musikkens fremtoning. Generelt bliver de seje guitarer fyret af i højt tempo, men også i langsommere passager virker de stærke og giver et godt drive.

Oveni er der et element, som gennemstrømmer og dominerer numrene, uanset stilen: Vokalen. Den er ualmindeligt voldsom i sin skrigende facon, for Justine Jones nøjes ikke med at skrige engang imellem, han skriger hele tiden. Umiddelbart giver det numrene energi, men den effekt dør ret hurtigt ud, og jeg skal ikke mere end 3-4 numre ind i albummet, før den går mig på.

Derfor er det rart med den pause, som det korte instrumentalnummer ”Sore Tooth Twin” kan give; desværre er følelsen af træthed lynhurtigt tilbage.

Så nej, ”Eternal Forward Motion” bliver ikke årets album for mig, selvom det indeholder mange gode ting. Den musikalske side er helt iorden, men vokalen ødelægger det hele for mig, desværre.

Tracklist:
1. Eternal Forward Motion
2. Beneath It All
3. Dull Ache Behind My Eyes
4. Harsh Truth
5. Sore Tooth Twin
6. Force Fed
7. We Forgot You
8. Suspend In Emptiness
9. Reality Filter
10. Owed Zero
11. Bare Bones On a Blue Sky
Samlet spilletid: 41:53

Læs mere...

Venom - Storm The Gates

Da jeg sidste år anmeldte albummet ”Ave” fra Venom Inc, måtte jeg konstatere, at heller ikke den udgave af det klassiske band faldt i min smag. Nu kan jeg efterprøve, om det også gælder for den anden version af Venom – den med Cronos i front – i forbindelse med bandets nyeste album, ”Storm The Gates”.

Som det har været gældende i efterhånden ti år, har hovedmanden Rage og Dante med, og i fællesskab fortsætter de Venoms beskidte stil, som trods anti-religiøse tekster er mere Thrash- og Death end Black Metal. Numrene domineres af Cronos’ raspende vokal og hans fyldige bulldozer bas, og det hele indrammes af en noget grynet og garageagtig produktion – helt som man forventer det.

Det hele starter overraskende godt, for både ”Bring Out Your Dead” og ”Notorious” har stærke melodier og masser af power – et niveau som ”100 Miles to Hell” sætter trumf på med endnu mere sejtrækkende guitar. Her ville jeg gerne kunne skrive, at Venom denne gang overrasker ved at fortsætte den seje stil, men det kan jeg desværre ikke; af de resterende numre er det kun ”We the Loud”, som gør sig positivt bemærket. De andre tracks er voldsomme, men mangler kvaliteter, og er derfor hurtigt glemt. Og når der åbnes for alle sluser, som det sker i ”The Mighty Have Fallen ” og ”Over My Dead Body”, ender det som hovedet-under-armen-og-uden-retning-Metal.

Så nej, heller ikke denne omgang Venom rammer plet hos mig; jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver die hard Venom fan.

Tracklist:
1 Bring Out Your Dead
2 Notorious
3 I Dark Lord
4 100 Miles to Hell
5 Dark Night (Of the Soul)
6 Beaten to a Pulp
7 Destroyer
8 The Mighty Have Fallen
9 Over My Dead Body
10 Suffering Dictates
11 We the Loud
12 Immortal
13 Storm the Gates
Samlet spilletid: 53:10

Læs mere...

Ancient Ascendant - Raise The Torch

Ancient Ascendant var senest forbi min anmelderstak i 2014, hvor de udsendte deres andet album, "Echoes and Cinder" - en mere end godtkendt omgang Dødsmetal. Nu er de så klar med efterfølgeren, som de kalder "Raise The Torch”.

Efter en kort instrumental stemningsintro med kor og klaver går det løs med ”Our Way”, som indeholder gode guitarmelodier og et glimrende drive. Samtidig markerer vokalen sig med en blanding af growl og en ondsindet hvæsen, der mest af alt lyder som en figur fra en eventyrfilm. Hermed er banen kridtet op, og Ancient Ascendants stil præsenteret. I de efterfølgende numre er det især værd at lægge mærke til de flotte melodier i de stille passager af ”Foreign Skies”, de blastende trommer i ”Carnal” og det fede drive i ”Grasping the Torch”, som går direkte i nakkemusklerne. De to afsluttende numre indfører et skifte mod det tungere, men de virker uinspirerede og mindre flydende.

Nej, albummet lever helt klart af det medrivende groove, der præger de fleste tracks; det giver musikken et dejligt flow, som skaber en positiv stemning. De samme ideer bliver godt nok brugt flittigt, så en smule mere variation havde ikke skadet, men det fine drive tager alligevel stikket hjem til Ancient Ascendant.

Tracklist:
1. Reawakening
2. Our Way
3. Scaling the Gods
4. Unearth
5. Carnal
6. Foreign Skies
7. Grasping the Torch
8. The Great Curve
9. To the Cold
Samlet spilletid: 45:06

 

Læs mere...

Shores Of Null - Black Drapes For Tomorrow

Italienske Shores Of Null har med “Black Drapes For Tomorrow” udsendt deres andet album, og det har gjort mig nysgerrig; deres debutskive fra 2014 viste et band med potentiale, så jeg var spændt på at høre deres udvikling, da albummet kom til anmeldelse.

Italienerne er erklærede fans af musikkens mørke sider, og de fortsætter med at lave musik med en mørk tone. Den skabes via udstrakt brugt af tremoloanslag på guitarerne, som det kendes fra Black Metal. Det område betræder Shores Of Null ikke, deres musik har en helt anderledes struktur. Samtidig er der genhør med meget flotte og klare vokalarrangementer, som igen distancerer numrene fra det Sorte. Samtidig sørger sangeren Davide Straccione for at variere sin egen vokal så meget, at der både bliver plads til det kraftfulde og det brølende. Den mørke tone i musikken bringer naturligt en vis alvor ind i numrene; hvis der var bare lidt flere skift og overraskelser i musikken, ville det ikke være forkert at placere musikken i den progressive afdeling, for der skiftes mellem mange forskellige udtryk, som også udvikler sig. Her er den flotte start med strygerklange i ”Tide Against Us” et godt eksempel, det samme er det instrumentale ”The Enemy Within”. Lidt voldsommere sager som ”Carry On, My Tiny Hope” virker også udmærket, så bredden må siges at være godkendt. Som ved det første album kunne jeg godt tænke mig lidt mere skarphed i specielt guitarerne, men det er en mindre ting. Shores Of Null holder niveauet fra deres debut, og belønnes med samme karakter.

Tracklist:
1. Tributary Waters
2. Donau
3. Tide Against Us
4. House Of Cries
5. Black Drapes For Tomorrow
6. The Enemy Within
7. Carry On, My Tiny Hope
8. We Ain’t Ashes
9. A Thousand Storms
10. The Kolyma Route
11. Death Of A River
Samlet spilletid: 50:43

Læs mere...

Coltsblood - Ascending Into Shimmering Darkness

Engelske Coltsblood startede i 2010, og udsendte deres debutalbum fire år senere. Siden er det blevet til en split-CD, et livealbum og en udskiftning på trommeposten, inden bandet var klar til album nummer to: ”Ascending Into Shimmering Darkness”.

Hvor forgængeren både indeholdt elementer af Sludge og Doom, står det nye udspil helt i Doom’ens tegn. Her er virkelig tyngde i hvert anslag, og Coltsblood har opbygget numrene, som man ofte hører det i genren: Der er meget lange instrumentale passager, hvor især guitaristen Jem sætter retningen med fine, melodiske soli. De står i skarp kontrast til bassisten Johns vokal; når han er på, sker det oftest via en meget dyb growl, som blandes med lidt rallen – det er dystert! Af og til eksploderer han i korte sekvenser, hvor musikken også kommer op i tempo, men det sænkes normalt hurtigt, og tyngden kommer igen i centrum. Man må sige, at Coltsblood denne gang har valgt en meget ren tilgang til deres musik, når de siger Doom, så leverer de Doom! Og det sker med så meget tyngde, at jeg kommer til at tænke på Ahab.

At gøre så tung musik interessant over længere tid er en svær kunst, og her klarer Coltsblood sig ikke helt så godt som deres tyske kolleger. Men de har taget et skridt i den rigtige retning, så bedømmelsen ender et lille hak over forgængerens.

Tracklist:
1. Ascending into Shimmering Darkness
2. Mortal Wound
3. The Legend of Abhartach
4. Ever Decreasing Circles
5. The Final Winter
Samlet spilletid: 52:44

Læs mere...

Avatarium - Hurricanes And Halos

Avatarium er nu ude med deres tredje album, hvor den største ændring er, at Mats Rydström har overtaget positionen som bassist fra medgrundlæggeren Leif Edling. Det betyder dog ikke, at Edling er ude af billedet, slet ikke; han fortsætter som sangskriver og står bag seks af albummets otte numre.

Edling er kendt for sine engagementer i Doom genren (Candlemass, The Doomsday Kingdom), men her har han skubbet den tunge stil til side og helliget sig gammeldags musik. Det starter stærkt med ”Into The Fire - Into The Storm”, som virkelig kører godt. Her sørger Rickard Nielssons orgel for den rigtige stemning i bedste Jon Lord stil, mens Jennie-Ann Smith bare synger igennem uden at skulle overdrive det feminine aspekt – tak for det!

Hun markerer sig også stærkt i ”When Breath Turns To Air”, som er et stille Bluesnummer med glimrende old school stemning.

De resterende numre bevæger sig indholdsmæssigt mellem de nævnte tracks, men varierer en del i kvalitet; det er langt fra hver gang jeg bliver grebet af musikken, for selv om det gammeldags rammes meget autentisk, er et par af numrene bare ikke specielt interessante. Et eksempel herpå er det instrumentale titelnummer, som sætter et stemningsfyldt punktum, men alligevel hurtigt går i glemmebogen.

Tracklist:
1. Into The Fire - Into The Storm
2. The Starless Sleep
3. Road To Jerusalem
4. Medusa Child
5. The Sky At The Bottom Of The Sea
6. When Breath Turns To Air
7. A Kiss (From The End Of The World)
8. Hurricanes And Halos
Samlet spilletid: 44:36

 

Læs mere...

Dead By April - Worlds Collide

Det er efterhånden 8 år siden, jeg anmeldte den selvbetitlede debutskive fra svenske Dead By April – en uinteressant gang poppet Nu Metal, som jeg sendte hjem med dumpekarakter. Siden dengang har jeg ikke hørt deres udgivelser, men nu er de klar med deres tredje studiealbum.

Stilmæssigt er der ikke sket større ting, her blander man stadig hårdt og blødt i bedste Metalcore stil. Samtidig bliver der brugt masser af både keyboards og klaver, så numrene  trækkes over i Nu Metal. Og det fungerer langt bedre end på debutskiven: De rene vokaler har fået bedre melodier at arbejde med, og den skrigende udgave er virkelig vred, så numrene får tilført noget af den skarphed, som debutskiven savnede så voldsomt. Skal man prøvesmage albummet, er ”Playing with Fire” et godt sted at starte; her er alle ingredienserne repræsenteret.

Slutnummeret byder på en overraskelse; her har man fået den svenske musicalstjerne Tommy Körberg (ham der blev verdenskendt for sin rolle i ”Chess”) til at synge med. Det er anderledes, men Körbergs lidt højtidelige vokal passer fint til arrangementet, så det giver et plus i karakterbogen. Samlet er ”Worlds Collide” ikke nogen euforisk oplevelse, men er alligevel et stort skridt frem siden mit sidste møde med Dead By April.

Tracklist:
1. Crying Over You
2. I Can't Breathe
3. Playing with Fire
4. Warrior
5. Breaking Point
6. My Heart Is Crushable
7. Can You See the Red
8. Our Worlds Collide
9. This Is My Life
10. Perfect the Way You Are
11. For Every Step (feat. Tommy Körberg)
Samlet spilletid: 41:45

 

Læs mere...

Obituary - Obituary

Obituary er et af de Death Metal bands, som har været længst tid i gamet, men at det ikke er synonym med træthed og manglende power, beviste de senest i 2014, da de udsendte det glimrende ”Inked In Blood”. Jeg var derfor nysgerrig efter at tage pulsen på veteranerne på deres tiende studiealbum, som de blot kalder ”Obituary”.

At power stadig ikke er en mangelvare, høres allerede i åbningsnummeret ”Brave”, som forener et godt flow med højt tempo – det samme som gør “Sentence Day” og “Kneel Before Me” til stærke skæringer. Men Obituary klarer sig også godt i tungere og mere sejtrækkende numre som ”End It Now”, “It Lives” og “Straight to Hell”. Eller med andre ord: Obituary spiller klassisk Dødsmetal, helt som vi kender dem. Og så alligevel ikke helt, for lidt er der sket i tidens løb: John Tardys vokal er efterhånden blevet forståelig, og produktionen er klasser bedre end på de første udgivelser – nu går selv bassen tydeligt igennem.

Med stilen på plads er der kun tilbage at bedømme albummets numre; hvor det kører godt for bandet i de ovennævnte tracks, så er der andre, som er temmelig ens. Det trækker oplevelsen lidt ned, så pointhøsten ender en tand under forgængerens.

Tracklist:
1. Brave
2. Sentence Day
3. A Lesson in Vengeance
4. End It Now
5. Kneel Before Me
6. It Lives
7. Betrayed
8. Turned to Stone
9. Straight to Hell
10. Ten Thousand Ways to Die
11. No Hope
Samlet spilletid: 36:28

 

Læs mere...

Darke Complex - Point Oblivion

Musikalske spring tilbage i tiden oplever jeg oftest i forbindelse med Stoner Rock eller Old School Thrash Metal, men man behøver ikke at gå tilbage til musik fra 1970’erne og ’80’erne. Det viser Darke Complex på deres debutalbum, der lyder som et hop tilbage til årtusindskiftet, hvor Linkin Park toppede hitlisterne, og Nu Metal var det helt hotte. Siden er genren nærmest død, selv dens pionerer har forladt den.

Det lader ikke til at genere Darke Complex, der kaster sig ud i en blanding af Metal, Hardcore, Electronica og Rap, der følger Nu Metal stilen til punkt og prikke. Det er tydeligt, at ovennævnte Linkin Park står højt på listen af forbilleder, for deres stil og arrangementer kopieres uden tøven. De enkelte elementer i musikken ville være okay, hvis ikke det var fordi, at alt var hørt før og bedre. Samtidig kniber det for Darke Complex at skrive interessant materiale, der er ikke meget som brænder sig fast. Måske er det derfor, at man i ”Void” ikke nøjes med kraftig inspiration, her kopierer Darke Complex ikke blot forbilledernes stil, de stjæler også deres sound; selv lyden på keyboardet matcher 100%! Come on, det er bare for tyndt!! Og selv om tingene i korte glimt kører fint for Darke Complex, tilfører de absolut intet som helst, der kan rokke ved det generelle billede af, at Nu Metal har haft sin tid.

Tracklist:
1.Dead To Me
2.Nothing Within
3.One Of Us
4.Abandoned
5.Detox
6.Marking Targets
7.Void
8.Memory Museum
9.Wounds
10.Cold Blooded
11.Out of Options
12.Erase
Samlet spilletid: 38:47

Læs mere...

Amaranthe - Maximalism

Sidste år anmeldte jeg albummet ”Massive Addictive” fra svenske Amaranthe, og her kunne jeg konstatere, at så længe musikken kunne matche sangerinden Elize Ryds power, fungerede tingene fint, men at der ikke skulle meget til, før det metalliske gled over i Pop. Nu er bandet så ude med album nummer fire, og jeg var nysgerrig efter at finde ud af, om tingene denne gang er anderledes.

Når det gælder musikalsk stil, opbygning af numre og den generelle fremførelse, er der ikke sket noget nævneværdigt; Ryds vokal er stadig meget flot, og den får følgeskab af både ren sang og brøl på herresiden, hvilket igen giver en virkelig stærk vokalsektion. Musikken spænder igen fra almindelig Melodisk Metal til mere poppede toner, så forskellene skal søges i fordelingen.

Og her er der sket noget, for selv om ”Maximalism” indeholder rigtige Metalnumre med fin power og kant, så er albummet domineret af bandets poppede side. Der er rigeligt med letbenede melodier, som ikke på nogen måde udfordrer lytterens intellekt. Når man så lægger den meget strømlinede og bløde produktion oveni, får man en udgivelse, hvor hovedparten af numrene kun vil udløse hævede øjenbryn hos stamlytterne på en kristen lokalradio.

Når jeg trods de positive sider af albummet ikke uddeler mere end 2 stjerner skyldes det, at jeg ikke er særlig godt underholdt – den behagesyge og meget poppede udgave af Metal har simpelthen ikke power nok til at varme mit metalhjerte og få gang i nakkemusklerne. Men hvis du har det anderledes med stilen, kan du roligt gange min karakter med to.

Tracklist:
01. Maximize
02. Boomerang
03. That Song
04. 21
05. On The Rocks
06. Limitless
07. Fury
08. Faster
09. Break Down And Cry
10. Supersonic
11. Fireball
12. Endlessly
Samlet spilletid: 39:42

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed