fbpx

Vulture - Ghastly Waves & Battered Graves

Min allerførste gennemlytning af dette album gjorde mig en smule forvirret: Var der virkelig tale om et nyt album, eller havde Metal Blade Records genudgivet en gammel skive fra 1980’erne? Stil, fremførelse og lyd sagde det sidste, men pressematerialet sagde det første. Og ja, der er tale om et nyt album fra tyske Vulture, nærmere det andet efter debutskiven ”The Guillotine” fra 2017. Og nej, bandet er ikke startet startet for 40, men for 4 år siden.

Min indledende forvirring skyldes musikken, for Vulture spiller en cocktail af Speed- og Thrash Metal, hvor riff´ene fyres af i vildt tempo, og energien er skyhøj. I sig selv ikke nogen dårlig ting, men selv det bedste ting bliver skidt, hvis det overdrives. Og det gør det ind imellem for Vulture; skal jeg samle indsatsen i ét ord, bliver det Overtændt. Bandet er næsten ved at spænde ben for sig selv for at komme ud over stepperne, men det hele bliver hurtigt for meget, så det hele virker næsten som en karikatur. Det sidste gælder primært vokalen, som med high pitch bjæffen og vilde powerhyl sætter indsatsen på spidsen.

Jeg ved godt, at elementerne hører med til Speed Metal genren, men albummet havde været bedre, hvis man havde skruet lidt ned for engagementet og satset på en mindre old school produktion. Energien fejler intet, og det er i høj grad den, der hiver tre stjerner hjem til Vulture.

Tracklist:
1. Fed To Sharks
2. The Garotte
3. B.T.B. (Beyond The Blade)
4. Ghastly Waves & Battered Graves
5. Dewer's Hollow
6. Tyrantula
7. Stainless Glare
8. Murderous Militia
Samlet spilletid: 43:33

Læs mere...

Riot V - Armor of Light

Nu er det ikke sindssygt meget jeg har dyrket Riot, men ikke desto mindre er de stadig aktive her mere end 40 siden de startede. Jeg husker svagt skiven “Fire Down Under” fra 1981 som værende ret så fed, og det er vist ikke helt forkert, da den er belønnet på metal-archives med 91%. Da original medlem Mark Reale døde i 2012, valgte bandet at tilføje romertallet V til bandnavnet til ære for ham, og bandet hedder således nu Riot V. Bandet har netop smidt deres seneste album “Armor of Light” ud til metal folket, og det er der kommet et rigtig solidt metal album ud af.

Musikken er vel hvad man kan forvente fra dette rutinerede band; det rocker, groover og svinger på “the old fashioned Heavy Metal way”, hvor favoritterne må være “Victory”, “Messiah”, “Angels Thunder, Devil’s Reign” samt “Armor of Light” som de åbenlyse vindere på skiven med lækkert twin guitar arbejde og masser af lækre soli. Sovsen på kartoflerne er den fænomenale vokal fra Todd Michael Hall, som har været med siden 2013, og som også lagde vokal på forgængeren “Unleash the Fire” fra 2014 - han synger intet mindre end genialt, og hvor kan han dog komme højt op i spektret.

Da jeg lyttede på Nuclear Blast’s såkaldte iPool website synes jeg, at det her nye album fra Riot V lød interessant, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet at det ville være sådan et solidt album. Pladen er produceret af Chris “The Wizard” Collier (Metal Church, Flotsam & Jetsam, Slipknot, Korn), og at det er blevet med sådan en moderne lyd samt masser af gode numre som holder langt hen ad vejen, ja, det kommer lidt bag på mig…klasse fornægter sig ej - et fedt album!!

Tracklist:
1. Victory 4:40
2. End Of The World 5:09
3. Messiah 4:20
4. Angel's Thunder, Devil's Reign 4:40
5. Burn The Daylight 4:47
6. Heart Of A Lion
3:52
7. Armor Of Light 4:36
8. Set The World Alight
4:52
9. San Antonio 3:49
10. Caught In the Witches Eye
4:56
11. Ready to Shine 5:00
12. Raining Fire 4:45
Samlet spilletid: 55:26

 

Læs mere...

Municipal Waste - Slime And Punishment

Med Nick Poulos som ny guitarist vender Municipal Waste tilbage med deres sjette album, som kommer fem år efter ”Fatal Feast” fra 2012. Den ret lange periode skyldes bl.a. at amerikanerne ville have mere tid til at gennemarbejde deres materiale. Det har de så fået, ligesom de selv har stået for optagelserne.

Hvis man med reference til bandets navn betragter disse som affald, må det siges at være af den slags med høj brændværdi – her er der virkelig meget energi: Tony Forestas let skrigende vokal ville ikke være malplaceret i et Hardcore band; det samme gælder de bølleagtige kor, der bl.a. høres i ”Breathe Grease” og ”Excessive Celebration”. Lægger man de fremadstormende rytmer, der generelt præger numrene oveni, er vi flere steder uhyre tæt på Metallisk Hardcore – Det minder mig om, at forskellen mellem forskellige genrer nogle gange er papirtynd.

Ellers er det som vanligt et mix af Speed- og Thrash Metal, der er på programmet – Speederen i bund, og så afsted! Der bliver virkelig givet gas, i ”Enjoy the Night” og ”Parole Violators” endda så meget, at rytmerne er ved at spænde ben for sig selv. Det virker hektisk og forceret, men afspejler bandets vilje til at fyre den af. Energien er albummets største force, så hvis det er power man primært søger, er man godt tjent med ”Slime And Punishment”.

Tracklist:
1. Breathe Grease
2. Enjoy the Night
3. Dingy Situations
4. Shrednecks
5. Poison the Preacher
6. Bourbon Discipline
7. Parole Violators
8. Slime and Punishment
9. Amateur Sketch
10. Excessive Celebration
11. Low Tolerance
12. Under the Waste Command
13. Death Proof
14. Think Fast
Samlet spilletid: 28:44.

 

Læs mere...

Paradox - Pangea

Mere end tre år er gået siden Paradox’ seneste album ”Tales of the Weird” fra 2012, og med det nye og syvende album ”Pangea” markerer bandet samtidig sit 30-årige jubilæum. Sanger og mastermind Charly Steinhauer har aldrig arbejdet så hårdt på et album med så mange følelser som på ”Pangea”, som har taget ham halvandet år at skabe. Nuvel, jeg har ikke kendskab til alle bandets album, kun ”Collision Course” (2000) samt ”Electrify” (2008) er at finde i mit katalog. Skiver som er ganske fede, så forventningerne var da et pænt stykke over middel.

Måske det var en hæmsko med disse forventninger, men efter en lidt slap indledning går det for alvor løs hvor rageren ”Ballot or Bullet” og den efterfølgende ”Manhunt” virkelig forstår at få lytteren til at spidse ører med de forrygende riffs samt melodiske flader. Her bliver virkelig leveret nogle fede harmonier og flerstemmige ting fra den gode Charly Steinhauer. Også ”Pangea” samt ”Vale of Tears” er ret så fængende med fokus på den gode melodi. Og sådan er det generelle billede når man lytter skiven igennem – masser af lækre riffs, temaer og gode melodier uden nogen decideret dårlige numre. Når det så er sagt bliver skiven desværre en anelse for lang til at den rigtig for alvor for denne anmelder op af stolen, dertil er numrene simpelthen ikke stærke nok, hvilket er min største anke. Ligeledes bør det nævnes, at vokalen på ingen måde er dårlig, men desværre ret så anonym, og her kunne man godt ønske sig mere.

Men er man til Paradox’ tidligere skiver, tror jeg nu ikke man vil blive skuffet som sådan, jeg kunne bare godt ønske mig nogle stærkere numre, når man nu er oppe på en spilletid der runder en time. Men Paradox fans samt Thrash Metal fans fra 1980’erne tror jeg nu nok generelt vil være ganske godt tilfredse.

Tracklist:
01 Apophis
02 Raptor
03 The Raging Planet
04 Ballot or Bullet
05 Manhunt
06 Cheat & Pretend
07 Pangea
08 Vale of Tears
09 Alien Godz
10 El Muerte
Samlet spilletid: 59:44

 

Læs mere...

Rage - The Devil Strikes Again

Efter Viktor Smolski’s exit på den 6-strengede i 2015 til fordel for hans nyopstartede Almanac, er det blevet tid til at tage pulsen på Rage’s ikke mindre end 22’ende album med titlen ”The Devil Strikes Again”. Ud over Peter “Peavyˮ Wagner på lead vokal, bas og eneste originale medlem, består bandet nu af Marcos Rodriguez på guitar og backing vokal, samt tidligere tromme-tekniker og bedste ven af tidligere trommeslager Chris Efthimiadis, Vassilios “Luckyˮ Maniatopoulos på trommer. Det var lidt med bange anelser, hvad Rage nu havde i ærmet; ville de finde tilbage til deres gamle stil, eller noget helt nyt?

Fra første strofe leder musikken tankerne tilbage til albums som ”Black in Mind” og ”Missing Link”– altså fuld skrue på, og åbningsnummeret er faktisk ret fedt. Det er tydeligt at høre, at Viktor Smolski har forladt skuden – væk er alle de symfoniske elementer som han var garant for. Alligevel er det rent faktisk lykkedes ”Peavy” og co. at kréere nogle ret så habile metal numre med nogle gode melodier og sing-a-long omkvæd. Bevares, alle numre har ikke lige så meget knald på som ”The Devil Strikes Again”, men numrene er velskrevne og det er ganske udmærket. Afslutteren ”The Dark Side Of The Sun” er meget lig åbneren med fuld skrue, her snakker vi nærmest semi-Thrash af bedste skuffe – ret fedt, som viser Rage fra en lidt anden side.

Så ”The Devil Strikes Again” er Rage som vi kender dem (fra 90’erne) uden alt det symfoniske, som i min optik rent faktisk var begyndt at blive lidt kedeligt på de senere albums. Så måske var det slet ikke så skidt at Smolski forlod skuden trods alt. Okay, det er ikke deres bedste skive, som til tider godt kan virke lidt ordinær, men dog stadig et udmærket og godkendt udspil som vil tiltale de fleste Rage fans.

Tracklist:
1. The Devil Strikes Again 4:37
2. My Way 4:19
3. Back On Track 4:19
4. The Final Curtain 4:12
5. War 4:21
6. Ocean Full Of Tears 4:02
7. Deaf Dumb And Blind 4:14
8. Spirits Of The Night 4:54
9. Times Of Darkness 5:13
10. The Dark Side Of The Sun 5:46
Samlet spilletid: 46:04

 

Læs mere...

Helloween - My God-Given Right

I 2015 er det 30 år siden Helloween udgav deres første album ”Walls of Jericho”. Meget er sket siden, hvor jeg er én af dem der synes at Helloween blev bedre efter at Andi Deris kom med på vokal i stedet for Michael Kiske – det blev en anelse mere heavy og moderne. Nå, men med bandets forrige udgivelse ”Straight Out of Hell” opnåede de en flot nummer fire på den Tyske album chart, hvilket er bandets bedste placering i Tyskland nogensinde. Om det er velfortjent skal jeg lade være usagt, da dette album af uransagelige årsager endnu ikke har ramt mine lyttebøffer.

”My God-Given Right” er bandets femtende album i rækken som de netop nu er aktuelle med, og det er den typiske Helloween opskrift, der bliver disket op med; dobbelte stortrommer, twin guitar harmonier samt flotte og melodiske omkvæd, så der er absolut intet nyt under solen der. Til gengæld er det meget velskrevne numre, uden de på nogen måder overrasker lytteren, og netop på det område savner jeg lidt nyt. De kører den dog godt hjem på rutinen, og de vinder point på de gode melodier, men får ikke noget for det kreative og overraskende. Mine personlige favoritter er ”My God-Given Right”, ”Lost in America”, ”Russian Roulé” og ”Like Everybody Else” som egentlig er en glimrende ballade. Eller hvad med ”If God Loves Rock ’n’ Roll” med det aldeles fede omkvæd – det kan man da kun blive glad i låget af.

Alt i alt en plade som indeholder hvad man kan forvente af Helloween, hverken mere eller mindre. Alle numrene har trods alt et højt bundniveau, hvor fans af bandet nok vil være godt tilfredse, mens jeg godt kunne trænge til noget nyt og overraskende. Men et udmærket udspil fra Helloween, som fortjener et lyt!

Tracklist:
1. Heroes
2. Battle's Won
3. My God Given Right
4. Stay Crazy
5. Lost in America
6. Russian Roulé
7. The Swing of a Fallen World
8. Like Everybody Else
9. Creatures in Heaven
10. If God Loves Rock 'n' Roll
11. Living on the Edge
12. Claws
13. You, Still of War
Samlet spilletid: 61:15

 

Læs mere...

Magic Kingdom - Savage Requiem

Den Belgiske guitarist Dushan Petrossi er ikke kun den drivende kraft bag Iron Mask, han er samtidig også manden bag det symfoniske power/speed metal band Magic Kingdom. Faktisk var det Magic Kingdom som først fik international succes i Europa, Asien og Sydamerika. Mens hvor Petrossi’s andet band Iron Mask følger en mere hard rock orienteret stil, er der langt mere knald på Magic Kingdom, som er album-aktuelle med deres fjerde album ”Savage Requiem”.

Som tidligere nævnt snakker vi symfonisk power/speed metal med neo-klassiske undertoner som egentlig fungerer fint, hvor guitarspillet flere steder er i særklasse. De storladne melodier udebliver dog selvom der flere steder er tilløb til det, og det bør nævnes, at musikken på trods af det på ingen måde er dårlig. Sangeren Christian Palin (ex-Adagio) har en fed stemme som han varierer godt. Numrene formår desværre aldrig at blive spændende for alvor – de er simpelthen for forudsigelige uden de store overraskelser, selvom der bestemt er potentiale i bandet.

Så alt i alt en skive på det jævne, dog med pil opad qua det ret så fede guitar og trommespil, som trods alt findes. De skal bare finde frem til de gode og fængende melodier som f.eks det fede ”Four Demon Kings of  Shadowlands” eller ”Dragon princess” med det glimrende omkvæd samt afslutteren ”Battlefield Magic”, hvor der er godt knald på dobbeltpedalerne og det blærede guitarspil. Disse numre har netop en snert af det gode og fængende, der er bare for langt mellem snapsene!

Tracklist:
1. In Umbra Mea
2. Guardian Angels
3. Rivals Forever
4. Full Moon Sacrifice
5. Ship Of Ghosts
6. Savage Requiem
7. Four Demon Kings Of Shadowlands
8. With Fire And Sword
9. Dragon Princess
10. Battlefield Magic
Samlet spilletid: 56:37

 

Læs mere...

Evil Invaders - Pulses Of Pleasure

Evil Invaders er et nyt Belgisk band der spiller speed/thrash, som det blev spillet i 80'erne. Den årvågne læser vil nok tage bandnavnet til sig og sige – hov! Var der ikke en plade fra de hedengangne Razor som havde titlen "Evil Invaders" og jo, det var der da, men jeg synes nu ikke det har ret meget med hinanden at gøre. Stilen ligger langt mere op ad bands som Exciter, tidlig Metallica, Megadeth samt Iron Maiden.

Der bliver lagt i kakkelovnen med ganske fede og energiske riffs som holder langt hen ad vejen, en hel del fede soli, twin guitar harmonier og en noget særpræget vokal, som man nok lige skal vænne sig lidt til – I første omgang synes jeg Joe’s vokal mindede om vokalen fra Living Death, hvis der er nogen der kan huske dem, men heldigvis er den ved nærmere gennemlytning og eftertanke langt federe og har en snert af den gamle Exodus vokal anno Paul Baloff. I numrene "Stairway To Insanity", "Shot To Paradise" og "Master Of Illusion" skinner Iron Maiden inspirationerne tydeligt igennem med nogle ret så fede twin guitar harmonier, som taget ud af Maiden lærebøgerne, og det er lige før man kan kalde det et rip-off.

Alligevel synes jeg det holder langt hen ad vejen, og skiven vokser ved hver gennemlytning. "Pulses Of Pleasure" er på Napalm Record's hjemmeside blevet omtalt som "allerede et speed/thrash metal mesterværk!" - Det er måske lige at tage munden lidt for fuld, men er man til 80'er speed/thrash metal, så kan man sagtens investere i dette album, som er ganske udmærket og mere end godkendt.

Tracklist:
1. Fast, Loud 'n' Rude
2. Pulses Of Pleasure
3. Eclipse Of The Mind
4. Siren
5. Stairway To Insanity
6. Shot To Paradise
7. Venom
8. Blinded (intro)
9. Master Of Illusion
Samlet spilletid: 42:09

 

Læs mere...

Dr. Living Dead! - Crush The Sublime Gods

Dr. Living Dead!s nyeste udspil ’Crush The Sublime Gods’ er en retro 80’er thrash/speed metal plade, der hylder genren som den lød i sin guldalder i slutfirserne, hvor det globale hysteri over The Big Four nåede sit absolutte klimaks. Der er derfor også grundlæggende lige dele Megadeth, Metallica, Slayer og Anthrax at hente i Dr. Living Dead!s lyd, men med deres flair for at spille hurtigere end lysets hastighed ville selv datidens vel nok hurtigste thrashband Slayer miste pusten. Speed metal handler om én ting – at spille så hurtigt og tight som over hovedet muligt, og det må man i den grad sige er en egenskab Dr. Living Dead! har dyrket til perfektion. Det er længe siden jeg har hørt en rytmesektion, der kan spille i så blændende og tight et tempo, og det er helt klart bandets primære force.

’Crush The Sublime Gods’ lægger ud med en klassisk thrashmetal intro ’Final Broadcast’, der virker som en lidt langsommere udgave af introen til Slayers plade ’God Hates Us All’, der med statisk broadcaststøj giver et tidligt signal om, hvad det er for en plade, man skal lytte til, men allerede her er det tydeligt at mærke at ’Crush The Sublime Gods’ har taget et stort produktionsmæssigt spring fremad sammenlignet med dens forgænger. Selvsagt varer det ikke længe før pladens anden skæring, som også er pladens titelnummer, river os med ind i Dr. Living Dead!s thrash-helvedesmaskine. Titelnummeret og det følgende nummer ’TEAM xDEADx’ er én lang lektion i hvordan et trashnummer skal skæres til perfektion. Dr. Living Dead! kommer derfor godt fra start med deres seneste plade, og derfra går pladen meget passende over i den lidt mere midt tempo-prægede ’Eternal Darkness Of The Fucked Up Mind’, som desværre også er et af de eneste numre der indeholder elementer af en guitarsolo.

Der er desværre bare en overvejende mangel af guitarsoloer på denne plade, hvilket kunne have givet den et ekstra kvalitetsmæssigt skub i den rigtige retning. Når man med al tydelighed spiller 80’er inspireret thrash/speed metal, er gode guitarsoloer altså noget, der hører med til genren og kun på ’Eternal Darkness Of The Fucked Up Mind’ viser Dr. Living Dead!, at de sagtens kan levere en gedigen én af slagsen.

’Buck$’ er lidt forglemmelig men igen er 6. skæring ’Civilized to Death’ klart et af de stærkeste numre på pladen, hvor Dr. Living Dead! gør hvad de er bedst til – at spille i et tempo som de kun selv kan følge med i. Denne skæring efterfølges af pladens tydligt svageste nummer ’Another Life’, hvor forsanger Dr. Ape udskifter sin ellers udmærkede råbe-vokal med en spinkel og kedelig sangstemme, der står i stærk og intetsigende kontrast til de tunge underliggende riffs, og mest af alt lyder som en forkølet Dave Mustaine. Dette gør han flere gange gennem pladen, og det gør intet godt for det musikalske helhedsindtryk. Er det noget han gerne vil fortsætte med, bør han forbedre sin sangteknik på dette punkt. Til gengæld fungerer den tilbagevende korsektion, der ofte er i spil i omkvædene ganske godt og det skal nok kunne få nogle koncertgængere til at skrige sig hæse når Dr. Living Dead! skal spille numrene fra pladen live. Måske bør Dr. Living Dead derfor satse mere på dette velfungerende trick end den rent udsagt dårlige clean vokalsang, hvis hensigten er at skabe en form for 80’er kitchet genkendelsesværdi i deres udtryk. På nummeret ’Scanners’ som også er et af pladens bedste, er der nogle forsøg på at skabe en lidt mere growlende tendens og det passer meget bedre ind i det overordnede lydbillede.

Efter ’Scanners’ når pladen frem til sin reelt set eneste ballade, instrumentalnummeret ’Salvation’, der er et fint lille intermezzo i Dr. Living Dead!s trashmaskine, og fungerer som en slags optakt til de sidste tre numre. Den bliver desværre ikke fulgt helt til dørs, hvilket ikke helt giver fornemmelsen af at optakten er komplet før den bliver afbrudt af ’No Way Out’. Jeg efterspørger generelt lidt mere rytmisk dynamik i de enkelte sange, men et godt eksempel på en vellykket og dynamisk sang er netop denne skæring. Problemet med speed metal er, at det er en genre med meget veldefinerede rammer, og de lidt langsommere numre kommer let til at virke lidt kedelige i forhold til de hurtigere, men Dr. Living Dead! har tacklet det problem på en god måde på denne plade. Det er tydeligt at rækkefølgen af sange er velovervejet, og der er en overvejende god fordeling af hurtige og langsommere numre.

Spille-teknisk er der ellers ikke noget at sætte en finger på, og særligt guitaristen Dr. Toxic og bassisten Dr. Rad spiller sindssygt tight, og det er i en klassisk trash/speed metal kontekst en af de bedste præstationer jeg længe har hørt. Trommeslager Dr. Dawn lever i den grad også op til forventninger af hvad en trash-trommeslager skal kunne og smider nogle gode og vel- timede fills ind, når han får chancen.

Alt i alt er Dr. Living Dead! bedst når de spiller deres højoktan kombination af thrash og speedmetal, og rytmesektionen er i kvalitetssammenhæng nærmest urørlig når det kommer til det punkt, flere guitarsoli ville have været forfriskende, og forsangeren bør holde sig til råbe-vokal på fremtidige udgivelser.

Tracklist:
1. Final Broadcast
2. Crush The Sublime Gods
3. TEAMxDEADx
4. Eternal Darkness Of The Fucked Up Mind
5. Buck$
6. Civilized To Death
7. Another Life
8. Force Fed
9. Scanners
10. Salvation
11. No Way Out
12.Triggerkiller
13. Wake Up… Join The Dead!

Samlet spilletid: 47 min.


Læs mere...

The German Panzer - Send Them All To Hell

The German Panzer er et tysk (orv, der blev du overrasket, hva’?) heavy metal band bestående af disse tre genrelegender: Schmier (Destruction, Headhunter) på vokal og bas, Herman Frank (Accept, Victory) på guitar samt Stefan Schwarzmann (Accept) på trommer. Med disse navne var forventningerne måske for høje, for det holder desværre ikke hele vejen.

Med albummet ”Send Them All To Hell” opfinder de bestemt ikke den dybe tallerken, men det er ganske fedt old-school heavy/speed metal som rykker ganske udmærket. Samtidig er det også helt rart at høre Schmier synge nærmest "pænt" i forhold til hans vokal i Destruction. Musikken fungerer ganske glimrende, hvor især numre som ”Death Knell”, ”Hail And Kill”, ”Panzer” og ”Why” gør indtryk med de fede omkvæd, og det er tydeligt at det er erfarne herrer, vi har med at gøre. Når det så er sagt bliver det aldrig et album som bliver rigtig interessant, selvom der bestemt er gode momenter i det – det bliver simpelthen for forudsigeligt og en kende for ordinært til at det for alvor kan bringe mit pis i kog.

Jeg ville være en gammel sur skid, hvis jeg sagde at det er en dårlig skive, tyske Panzer har begået , for det er det bestemt ikke, men bliver i min verden lidt for meget på det jævne til at blive rigtigt spændende. Jeg lader vægtskålen komme de aldrende herrer til gode.

Tracklist:
01. Death Knell
02. Hail And Kill
03. Temple Of Doom
04. Panzer
05. Freakshow
06. Mr. Nobrain
07. Why?
08. Virtual Collision
09. Roll The Dice
10. Bleed For Your Sins
Samlet spilletid: 49:38

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed