fbpx

Bring Me The Horizon - Amo

Kigger man på hvad der er blevet sagt og skrevet om Bring Me The Horizon (BMTH), har medlemmernes gøren og laden næsten været mere til debat end bandets musik, specielt i hjemlandet England. Faktum er, at bandets stilskifte mod det mere poppede har delt vandene. Hvor BMTH stilmæssigt befinder sig anno 2019, giver bandets sjette album, ”Amo”, svar på.

På flere områder kan jeg konstatere, at de holder kursen, for albummet byder på både Metal, Electro og Pop. De første to optræder sammen, og giver med tunge rytmer en masse power til ”Mantra”, ”Sugar Honey Ice & Tea” og ”Wonderful Life”. Sidstnævnte har Dani Filth som gæst, men skæmmes en smule af en uinteressant melodi.

Netop styrken i melodierne (eller rettere mangel på samme) er et minus ved ”Amo”. Det betyder mindre, at der er mange numre med meget elektronik og mere rolig tilgang; stilen er gennemført, og det hele er virkelig godt produceret. Når man skruer ned for hårdheden, skal man kompensere med noget andet, men her kniber det for BMTH. Det super-poppede ”Mother Tongue” udgør her et yderpunkt, men også andre tracks står svagt på det punkt.

Hvis man har Sheffield-bandets tidlige dage med Deathcore som reference, vil man ikke begejstres over ”Amo” – her er der for meget melodi, skønsang og elektroniske elementer til at matche det brutale udgangspunkt. Men hvis man er stået på BMTH-toget senere i karrieren, vil man påskønne bredden i et album, som måske er bandets mest poppede, men samtidig et gennemført og på mange måder meget modent udspil.

Tracklist:
1. I Apologise If You Feel Something
2. Mantra
3. Nihilist Blues" (featuring Grimes)
4. In the Dark
5. Wonderful Life" (featuring Dani Filth)
6. Ouch
7. Medicine
8. Sugar Honey Ice & Tea
9. Why You Gotta Kick Me When I'm Down?
10. Fresh Bruises
11. Mother Tongue
12. Heavy Metal (featuring Rahzel)
13. I Don't Know What to Say
Samlet spilletid: 51:54

Læs mere...

Mustasch - Testosterone

Med 18 år på bagen som band er svenske Mustasch sikkert mere eller mindre kendte for de fleste. Selv husker jeg dem også, især fra mine teenageår til fester, når byens metalhoveder samledes på et drengeværelse for at drikke lunkne håndbajere og headbange. Og selvom jeg aldrig har fulgt bandet for alvor, så har deres lettilgængelige rock ’n’ roll musik altid kunne skabe god stemning.

Og det er ikke anderledes med ”Testosterone”, der er bandets 8. fuldlængde album. Et album, der ifølge forsanger og guitarist Ralf Gyllenhammar er hans og bandets måde at mixe alle aspekter af, hvad det vil sige at være en mand. Det hårde og det bløde i forening. Og det lykkes egentlig også rigtig fint. Der er ingen tvivl om, at Mustasch som band altid i mine ører har haft et meget maskulint hard rock udtryk over sig. Og den stil holder de endnu, blot tilsat en del numre med et noget mere eftertænksomt udtryk. Albumåbneren ”Yara’s Song” er et fint eksempel med sin stille guitarintro, der forenes med Ralfs vokal, der afgjort ikke er blevet svagere med årene. Tværtimod sparker den stadig ligeså meget røv, som den altid har gjort! Skæring nummer to ”Breaking Up With Disaster” er et tungere, bundsolidt hard rock nummer, og uden tvivl et af albummets bedste efter min mening. Men også ”The Rider” er jeg virkelig vild med! Den western agtige feel, og det meget nøgne og ærlige udtryk i teksten er virkelig fedt! Og sjældent har jeg hørt så forfriskende en hymne som ”Down To Earth”, der oser af selvsikkerhed og rockstjernesved. Efter min mening går der måske en anelse for meget ”blød mand” i den, når bandet leger symfonisk 80’er band til den store guldmedalje på ”Dreamers.” Men okay, hatten af for at der bliver eksperimenteret med en lyd, man efter så mange år sagtens kunne sige man var fuldstændig ligeglad med at ændre på.

Med ”Testosterone” har bandets begået en ganske fin plade. Det er hverken den slags udgivelse der rører mig dybt, ryster mig i min grundvold eller får mig til at falde på halen af beundring. Men det er solid rock ’n’ roll af den bedste skuffe, om end det kører lidt for meget i den samme rille. Men, men, men….når det er sagt, så holder Mustasch nu absolut stadigvæk.

Track list:
01 Yara’s Song
02 Breaking Up With Disaster
03 The Rider
04 Down To Earth
05 The Hunter
06 Dreamers
07 Be Like A Man
08 Someone
09 Under The Radar
10 Testosterone

Samlet spilletid: 38:00

 

Læs mere...

Go Go Berlin - Electric Lives

Go Go Berlin har haft go’ (pun intended) vind i sejlene siden de albumdebuterede med New Gold for to år siden. Tiden er flittigt blevet brugt på landevejene i ind- og udland, og den rutine, det har givet, afspejles på deres nye album. Desværre formår de ikke for alvor at få den energi og råhed, som de i dén grad har live, til at funkle på pladen. Som med så mange andre bands (ingen nævnt, ingen glemt) bliver vildskaben tilsyneladende pillet ud af dem, når de står i et studie.

Pladen lægger sådan set fint ud med den filmiske ”006”, der er spækket med strygere og frydefuld guitarlyd, inden det går over i ”Maybe Tomorrow”, hvor Christian Viums hæse vokal er i centrum. Men der er langt imellem de rigtigt fede numre. En undtagelse er ”Kill me first”, der med sine Morricone-referencer sætter en fin westernstemning.

Titelnummeret er også fint, men stadig på det jævne. Jo jo – det har da hitpotentiale, og med sine tydelige tilbageskuende 70’er-tendenser holder Go Go Berlin stadig deres stil.

Det er kompetent, jovist, men rock vil jeg desværre ikke kalde det … det er vel nærmere noget indieagtigt noget. Det er synd og skam, for Go Go Berlin er et aldeles fremragende liveband – hvis bare de kunne formå at få den energi fanget i studiet, ville denne her plade lyde markant bedre. Eller måske man skulle nøjes med at se dem live – for det er en fest – festen er beklageligvis bare udeblevet på dette album.

Trackliste:
1. 006
2. Maybe Tomorrow
3. Kids
4. Famous Till The End
5. Kill Me First
6. Rest For The Restless
7. Electric Lives
8. Starlight / WDYW
9. The Party
10. Purple Heart
11. All Mine
12. You Are The Sun

Total spilletid: 53:25


Læs mere...

Bullet For My Valentine - Venom (Deluxe Edition)

Mit første møde med metalcore bandet Bullet For My Valentine var albummet ”Scream Aim Fire” fra 2008, som egentlig var et udmærket album, dog manglede det lige lidt variation og punch for at blive spændende for alvor. Bandet er netop nu aktuelle med det seneste skud på stammen ”Venom”, og efter lidt research på youtube fandt jeg musikken interessant, hvorfor jeg sagde ja til tjansen med at anmelde skidtet.

Musikken er ikke overraskende metalcore, hvor der er overraskende godt med knald på, og samtidig er det nogle virkelig medrivende melodier som indeholder nogle ganske glimrende ørehængere af omkvæd som f.eks ”No Way Out”, ”Broken” eller ”Venom” bare for at nævne de vigtigste, og generelt er niveauet højt skiven igennem. Det er godt nok lidt semi-poppet ind imellem og meget radiovenligt, men det gør nu ikke så meget, når det er så velskrevet som i dette tilfælde med masser af fede guitar riffs, velspillede guitar leads samt velspillede og buldrende trommer. Vokalen er rigtig godt varieret lige fra screams til den polerede, pæne og melodiøse vokal som står rigtig godt i kontrast til hinanden. Numre  som ”You Want a Battle? (Here’s a War)” og ”Skin” er gode eksempler på de poppede momenter, og de numre er måske lige på grænsen til det kriminelle.

Nuvel, metalcore genren er, og har jo været meget til diskussion. Jeg er normalt heller ikke den store tilhænger af genren, men her synes jeg det er gjort med fin stil og finésse samt gode melodier, hvorfor ”Venom” er et rigtig godt album langt hen ad vejen. Så selvom gassen går lidt af ballonen på de sidste par numre må jeg konkludere, at Bullet For My Valentine har leveret et vellykket, varieret og mere end godkendt album

!Tracklist:
1. V
2. No Way Out
3. Army of Noise
4. Worthless
5. You Want a Battle? (Here's a War)
6. Broken
7. Venom
8. The Harder the Heart (The Harder It Breaks)
9. Skin
10. Hell or High Water
11. Pariah
12. Playing God
13. Run for Your Life
14. In Loving Memory (Demo Version)
15. Raising Hell
Samlet spilletid: 57:14

 

Læs mere...

AC/DC - Rock or Bust

Hvis man køber en Chrevrolet Impala fra 1973, så er det meget muligt, man vil renovere den – med respekt for det oprindelige design. Men man vil nok ikke begynde at installere alskens moderne ekstraudstyr, bare for at gøre den mere behagelig at køre i; for så kunne man jo ligeså godt købe en ny bil. Det samme gør sig gældende med AC/DC; et band, der i fyrre år har leveret gedigen guitarrock uden nogen dikkedarer, uden eksperimenter – og uden variation. Når man anskaffer sig et nyt album med AC/DC, ved man hundrede procent, hvad man får; man får rock, som det lød dengang far var dreng – og det skal der ikke ændres på.
Og med 15 albums og 200 millioner solgte skiver har AC/DC sådan set fulgt den oprindelige opskrift med god succes.

Men der er antydninger af rust i den gamle Chevrolet, og den er punkteret på den ene hjul … ja, det ene hjul er faktisk faldet af – og reservedelene er ikke af samme høje kvalitet. Det er desværre det, der gør sig gældende for de australske rockpionerer, der som bekendt har måttet undvære en af bandets grundsten i Malcolm Young, der på grund af fremskreden demens ikke har været i stand til at medvirke på pladen. Det kan mærkes, at det primært har været Malcolm, der har stået bag deres største numre, for der er (desværre) ikke nogle store numre på Rock or Bust.
Chevroleten starter såmænd godt, med titelnummeret, der lyder, som et AC/DC-nummer nu engang skal lyde – uden noget udenomssnak, bare 1-2-3-4-rock. Men når den gamle veteranbil er startet, så kører den altså ikke helt godt – selvom (eller nok nærmere fordi) væsentlige dele i motorrummet er skiftet ud. Dog er pladens anden skæring, ”Play Ball” tilnærmelsesvis god. I det mindste periodisk. Eksempelvis hen imod slutningen, hvor vi pludselig hører to leadguitarer - interessant!

Derefter begynder motoren for alvor at køre ustabilt; ”Miss Adventure” er decideret kedelig, ”Dogs of War” lyder som noget, der er lavet før.

Og jeg ved godt, at AC/DC jo netop ikke skal lyde som noget nyt … men at Angus Young mere eller mindre genbruger sine soli, det er altså lidt ærgerligt – især når han heller ikke på ét eneste tidspunkt fyrer op for noget, der kunne blive til et af de utallige ikoniske lige ørehængerriffs, han tidligere har leveret.

Resten af turen går det mere eller mindre jævnt – det vil sige uden de store udsving. Kun lige på ”Sweet Candy” er der antydninger af en gammel cirkushest, der atter kan lugte savsmuld: Der er en snert af det gode gamle AC/DC fra dengang, de stadig var flabede og charmerende.

Men det er desværre ikke nok til at få pladen til at være overbevisende. Desværre tror jeg, Impalaen fra ’73 skal køres i garagen – og hvis den ikke kan renoveres, ender det nok med en tur til ophuggeren.

AC/DC har gjort det godt i deres lange karriere, men alting har jo en slutning, og jeg håber da, de med deres forestående tour får taget en værdig afsked med alle deres rockelskende fans (og omvendt). For AC/DC har gjort sig fortjent til en salut – i kraft af deres bagkatalog – og det bliver i hvert fald det, jeg vil foretrække at huske dem med!

Trackliste:
1. Rock or Bust
2. Play Ball
3. Rock the Blues Away
4. Miss Adventure
5. Dogs of War
6. Got some Rock & Roll Thunder
7. Hard Times
8. Baptism by Fire
9. Rock the House
10. Sweet Candy
11. Emission Control

Total spilletid: 34:53

Læs mere...

Foo Fighters - Sonic Highways

Det har i sandhed været slået stort op, at Dave Grohl og hans kumpaner har barslet med et nyt album. Først blev det lanceret som en dokumentarserie, hvor Foo Fighters rejser rundt til otte af USA’s musikalske hovedstæder for at finde ud af, hvad der har dannet grundlaget for den særegne musikalske stil, der opstod de respektiver steder. Efterfølgende offentliggjorde Foo Fighters, at de sandelig også ville indspille et enkelt nummer i hver af de otte byer – for at indfange sjælen i den lokale musik, hvorfor de også ville få assistance af lokale musikkoryfæer. Alt tegnede således rigtig godt for Sonic Highways. Personligt så jeg en forbedret udgave af Probot for mig. Derfor var forventningerne høje.

Albummet indledes af en slet skjult hyldest til (eller en klodset skjult kopi af) Dios Holy Diver – dog bare med et irriterende orgel, der mest af alt får det til at lyde som noget, Stevie Wonder kunne have lavet. Men starter meget Foo Fighters-agtigt med deres let genkendelige lyd.

”The Feast and the Famine” er egentlig meget god - klassisk Foo Fighters, men at det skulle være en hyldest til hardcorepunk har jeg svært ved at høre

I Nashville havde jeg jo forestillet mig, Grohl havde fundet banjoen frem og begået en countrysang. Men nej – det blev til ”Congregation”, som ikke er meget andet end en catchy, radiovenlig rockskæring. Jo jo – jeg sidder da og nikker med, for den er ganske iørefaldende – men altså ikke meget mere end det.

Efter Nashville bevæger vi os til Texas, og der er dømt sydstatsrock … men det begrænser sig til en hilsen til Lynyrd Skynyrd og en omgang honkytonkklaver, og bevæger sig over i en lettere mislykket omgang … ja, rod er vist det, der bedst beskriver sangens anden halvdel.

Lidt bedre bliver det i Los Angeles, hvor det for første gang rigtigt kan høres, at Hr. Grohl har inviteret ekstra guitarister med i studiet. Det er nemlig ingen ringere end Joe Walsh (ja, ham der fra The Eagles), der lægger en glimrende solo på et nummer, der adskiller sig fra øvrigheden ved faktisk at være sammenhængende og holde et højt niveau hele vejen.

Det samme gør sig gældende i New Orleans, hvor gæstemusikerne er et lokalt jazzband (naturligvis). Det klæder i høj grad nummeret at diske op med noget andet end endnu en gæsteguitarist.

Det nummer, jeg havde set mest frem til, var ”Subterranenan”, der indkapsler Seattles grungemiljø. Og det lykkes også til dels med et afdæmpet nummer, der er en typisk Dave Grohl-ballade (en genre, han mestrer til fulde) og som vækker minder om noget Alice In Chains.

Desværre slutter rundturen i New York, hvor det bliver en anelse for patetisk med strygerorkestreringen på ”I Am a River” – det kommer til at blive lidt for Zakk Wylde-ballade-agtigt og storladent.

Selve ideen med en musikhistorisk rundtur i USA er sådan set meget god, men desværre formår Dave Grohl ikke rigtigt at folde ideens potentiale ud til fulde. Personligt vil jeg nok foretrække HBO-serien af samme navn. For pladen viser sig bare at være en ensrettet grusvej, som desværre fører væk fra det potentiale, Foo Fighters kunne have vist.

Tracklist:
1. Something from Nothing
2. The Feast and the Famine
3. Congregation
4. What Did I Do? / God as my Witness
5. Outside
6. In the Clear
7. Subterranean
8. I am a River

Samlet spilletid: 42:11

Læs mere...

Hide The Knives - Silence The Youth

Hide the Knives er et 75 % svensk og 25 % amerikansk rockband med base i den svenske metalhovedstad, Göteborg. Det amerikanske bidrag består i sanger Glen Gilbert, der (heldigvis) forhindrer en tyk svensk accent på de engelsksprogede tekster.

Dette er deres anden fuldlængdeudgivelse siden begyndelsen i 2007 – og det undrer mig egentlig, at de har flere gengangere på de to plader, men måske rakte fantasien ikke til mere. Det lyder plausibelt, for nuvel, det er god, velspillet hård rock, men det er en kende fantasiforladt; numrene er bygget op over den samme skabelon og variationen er begrænset. Det hele lyder faktisk lidt som noget, jeg har hørt før. Eksempelvis er numre som ”Savior for Sale” og ”Redemption” for mig en påmindelse om, at jeg for ti år siden syntes, at H.I.M. var det fedeste. Men Hide the Knives er tilsyneladende ikke kommet ud af deres fascination af nabolandets gotiske mørkerockere – der er i hvert fald skruet godt op for både synthesizeren og for de let poppede omkvæd.

Det er altså en plade, der er ganske velspillet, men det er bare på ingen måde interessant og spændende.


Trackliste:
1. Darkest Hour
2. Our Hearts
3. Savior for Sale
4. Holy Banner
5. Honey
6. Care
7. Deception
8. Silence the Youth
9. Light
10. Brothers

Total spilletid: 34:47

Læs mere...

Nyt AC/DC album udkommer til december

  • Udgivet i Nyheder

Rock bandet AC/DC udgiver deres længe ventet album ”Rock Or Bust” den 2. december igennem Columbia Records.

”Rock Or Bust” er bandets første album i seks år og indeholder 11 tracks. ”Rock Or Bust” er efterfølgeren til det ekstremt succesrige album ”Black Ice” der debuterede på 1. pladsen i 31 lande da det blev udgivet i 2008. Det har på nuværende tidspunkt solgt næsten 8 millioner eksemplarer på verdensplan.
”Rock Or Bust” blev indspillet i foråret 2014 i Warehouse studierne i Vancouver og AC/DC arbejder endnu en gang sammen med producer Brendan O’Brien og mixer Mike Fraser.

Fra den 27. september vil Turner Sports give fans en smagsprøve på det nye track ”Play Ball” som en del af 2014 Major League Baseball Postseason kampagnen. Indholdet bliver vist i adskillige uger på TBS, der dækker dette års American League Postseason, såvel som hos andre medier i Turners portefølje.

”Rock Or Bust” er det først AC/DC album i 41 år uden Malcolm Young. Tidligere på året udsendte AC/DC en pressemeddelelse om at Malcolm tager en pause fra bandet grundet sygdom. Og grundet sygdommens natur vender Malcolm desværre ikke tilbage til AC/DC.

Efter udgivelsen af ”Rock or Bust”, tager AC/DC på en verdens tourné i 2015. Stevie Young, Angus og Malcolm Youngs nevø spiller guitar på ”Rock or Bust” og vil også være med på deres kommende tourné.

 

Læs mere...

In Flames - Siren Charms

Jeg har efterhånden udviklet et had-/kærlighedsforhold til In Flames. Da jeg var en del år yngre, blev jeg introduceret for det svenske melodødsmetalband og min reaktion var den gang: Sikke noget lort, der er jo ingen ren vokal. Dengang betød den rene vokal meget for undertegnede. Det har sidenhen ændret sig på samme måde som jeg kort tid efter faldt for In Flames. Ironisk nok er den rene vokal i dag et af de største irritationsmomenter, når det kommer til netop In Flames og ikke mindst Anders Fridén. Manden kan ikke synge rent. Det er muligt, at det kan lade sig gøre i studiet, men har man oplevet bandet live (det har jeg op til flere gange) ved man også, at ren vokal stort set er ikke eksisterende eller over samplet.

Med den indledning må det være på tide at introducere In Flames nyeste opus – Siren Charms. Bandets 11. udgivelse og en udgivelse, der bygger videre på 2011-udgivelsen Sounds Of A Playground Fading – uden at imponere. ”In Plain View” åbner ballet på hæderlig vis med et ganske sing-along venligt omkvæd, og det efterfølgende ”Evertyhing’s Gone” forsætter og har endda lidt af den klassiske In Flames charm. Men – og det er et stort MEN: Man bliver som lytter ikke spillet bagover. Sådan forsætter det albummet igennem, hvor kompositionerne står i kø til at være udmærkede, men aldrig rigtig topper. Min største anke og største irritationsmoment ved skiven er simpelthen mangel på nosser! Jeg føler på intet tidspunkt en decideret trang til at smide nakken bagover i eufori og bange løs. Det bliver til lidt hyggenikken, mens tankerne flyver af sted, og man uvilligt sidder og griner indvendigt over hvor sjovt det kommer til at lyde, når Fridén skal fremføre den overdrevne mængde af skønsang, der er på Siren Charms. ”Paralyzed” spiller fint videre i forlængelse af de to foregående, mens det går helt galt på den hysterisk kedelige og ærgerlige ”Through Oblivion”. Her lyder In Flames primært som et svensk hard rock band, der har kastet sig ud i en ballade skrevet af en mindre kendt dansktop musiker. Som om det ikke er nok, er der alt for mange af disse ballade-lignende tracks. Tag bare ”With Eyes Wide Open” (Nååå, hvor sødt) og ”Dead Eyes”.

Grundlæggende er Siren Charms ikke et fantastisk In Flames album – og der er ret langt fra materialet på udgivelsen til bandets bedste materiale. Albummet viser til gengæld et band, der har rykket sig yderligere – og det er positivt ment. Der er ikke tale om 7-mile skridt, men udvikling er et must for ethvert band (naturligvis med undtagelse af AC/DC, Iron Maiden og Slayer). Desværre lykkes det bare ikke helt for In Flames. Kompositionerne på Siren Charms er simpelthen ikke gode eller interessante nok. Her står vi så med et 11. In Flames album, som ikke rigtig er hverken fugl eller fisk. Metal eller rock. En mellemting, som nogle steder har potentialet og andre falder helt igennem. Da jeg rent faktisk synes, at ”When The World Explodes” er et fedt nummer, lader vi vægten tippe til den gode side og ender på 3,5 ud af 6.

 

Tracklist:

1.In Plain View
2.Everything’s Gone
3.Paralyzed
4.Through Oblivion
5.With Eyes Wild Open
6.Siren Charms
7.When the World Explodes
8.Rusted Nail
9.Dead Eyes
10.Monsters In The Ballroom
11.Filterede Truth

Læs mere...

The Awesome Welles - The Awesome Welles

Debutplader er sjældent noget, der er behæftet med de store forventninger, men her er en undtagelse; både pressens og venners tilbagemelding på møder med denne trio fra København har på forhånd gjort navnet The Awesome Welles kendt i min bevidsthed. At bandets første album er produceret af Sebastian Wolff fra Kellermensch, har ikke gjort min interesse mindre.
Albummet lægger ud i et pænt tempo, og ud fra den let tilgængelige ”Out of the Woods” og den fængende førstesingle ”Undertaker” kunne man placere The Awesome Welles i samme boldgade som f.eks. Dance With Dirt og Broadway Killers. Men billedet holder ikke, for herefter skifter numrene karakter, og bliver mere mørke og introverte, både mht. stemning og tekstmæssigt indhold.

Det indadvendte betyder heldigvis ikke, at albummet her er en tudekiks – slet ikke! Adam Allen ligger milevidt fra Emo genrens selvmedlidenhed, når han fremfører tekster om de frustrationer og den smerte, livet bringer med sig. Det er ikke fordi hans vokal er specielt imponerende, men den er varieret og udtryksfuld, og dermed troværdig, f.eks. når han i ”Crossfire” synger ”Reflect your pain on me”. Samtidig skabes der konsekvent fine stemninger via skramlede guitarer, klaver og strygere – ikke mindst i det flotte slutnummer ”Wisdom”, som minder en del om Kellermensch.

Mens de sidste toner klinger ud, kan man spørge sig selv om The Awesome Welles formår at indfri forventningerne til dem. Det mener jeg bestemt de gør; den mørke stemning skabes på selvstændig vis uden at numrene mister energi, og selv om de ikke alle rammer plet, er debutskiven stærk nok til, at vi kommer til at høre meget mere til TAW.

Tracklist:
1. 1:20
2. Out of the Woods
3. Undertaker
4. Everything I Had
5. Crossfire
6. FYO
7. On a Sunday
8. Factory
9. Righteous Man
10. Writing on the Wall
11. Wisdom
Samlet spilletid: 40:14

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed