fbpx

Slowjoint - Jutlandian

Dette er ikke mit første møde med Slowjoint, idet jeg sidste år anmeldte en split CD hvor bandet delte spilletiden med Gaia – en meget tung, men ikke særligt varieret oplevelse. Nu gælder det så albummet ”Jutlandian”, der giver mulighed for at bedømme Slowjoint alene. Titlen peger på det tekstmæssige indhold, der fortæller om hvordan det er at vokse op og leve i Jylland på godt og ondt.

Man skal ikke lytte længe for at konstatere, at tyngden fra split CD’en ikke var skabt til lejligheden, men er en fast del af Slowjoints DNA. Numrene bygger alle på meget tunge riffs, hvor fuld forvrængning på instrumenterne giver ekstra vægt. Det lyder helt som jeg beskrev mit første intermezzo med bandet, men denne gang får Slowjoint prøvet flere ideer af. Således lyder riffet i titelnummeret om en heavy udgave af Muddy Waters’ bluesklassiker ”Mannish Boy”, som bliver peppet op med en meget rå vokal – det fungerer godt! Det samme gør den tilbagelænede start på ”Out of Reach”, med cool bas og trommer tilsat følt bluesguitar.

I de resterende tracks er de førnævnte elementer, der helt og holdent kendetegner indholdet. Derfor fremstår albummet som helhed bedre gennemarbejdet, men stilen med den ekstreme tyngde ikke er for alle – det kræver stadig sin mand (eller kvinde!) at lade sig trække ned i Slowjoints dybe afgrund af tyngde.

Tracklist:
1.Jutlandian
2.Snot Shovel
3.Pigs
4.Out of Reach
5.Stagger Me
6.The Last Pick
7.Bottom Shelf
8.Couch Cougher
Samlet spilletid: 38:55

Læs mere...

Mantar - The Modern Art Of Setting Ablaze

Så er der nyt fra den nordtyske duo Mantar, som består af Hanno Klaenhardt (guitar/vokal) og Erinc Sakarya (trommer). Jeg har tidligere anmeldt et par af deres udgivelser, som var meget forskellige i kvalitet; det er derfor spændende at høre, hvor Mantar placerer sig med deres nyeste udspil.

Deres rå og alt andet end polerede stil har de to holdt fast i, så numrene er kendetegnet ved tunge rytmer og Klaenhardts råbende vokal, som ikke har meget variation i sig. Derfor er det de udmærkede riffs i ”Age Of The Absurd” og ”Seek + Forget”, der skiller sig ud fra mængden. Sidstnævnte har en del Rock i sig, ligesom tempoet er til den friske side. Det er den også i ”Teeth Of The Sea”, som mod slutningen pepper tingene op.

Den skramlede stil med elementer af Rock minder mig ind imellem om Darkthrone, men det lykkes ikke for Mantar at servere de upolerede numre med samme overbevisning som deres norske kolleger; trods flere positive tiltag ender for meget bare i ensformighed uden at komme ud over kanten. Mit indledende spørgsmål om bandets kvalitetsmæssige position med dette udspil kan derfor besvares med ”nogenlunde midt på skalaen” – albummet markerer sig positivt med udmærkede guitarriffs, men kan ikke leve op til titlens løfte om at sætte noget i brand for alvor.

1. The Knowing
2. Age Of The Absurd
3. Seek + Forget
4. Taurus
5. Midgard Serpent (Seasons Of Failure)
6. Dynasty Of Nails
7. Eternal Return
8. Obey The Obscene
9. Anti Eternia
10. The Formation Of Night
11. Teeth Of The Sea
12. The Funeral
Samlet spilletid: 47:40

Læs mere...

Phillip H. Anselmo And The Illegals - Choosing Mental Illness As A Virtue

Jo ældre Phil Anselmo bliver, jo mere ekstrem bliver hans musikalske retning. Siden 2006 har Down været hans hovedprojekt, men de sidste par år er der blevet fokuseret mere på hans sideprojekter såsom det gendannede Superjoint (tidl. Superjoint Ritual) og hans solo band The Illegals. Siden hans kontroversielle optræden ved Dimebash i 2016 har Anselmo været ude af rampelyset i noget tid, men den førnævnte vrede og ekstremitet, der er at finde i hans musik, har nået et nyt højdepunkt. Under titlen Choosing Mental Ilness As A Virtue udfordrer Phil Anselmo alle fjender og venner, og ingen er sikre.

Sange som Little Fucking Heros og The Ignorant Pont er en direkte hentydning til folket på sociale medier, der udskældte Anselmo efter hans opførsel på Dimebash, og blev ved med at sige at han tydeligvis var racist. Titelnummert på albummet er det eneste sang som virkelig kommer godt ud af det, da den unægtelige aggression virkelig fylder meget på albummet. Det falder dog ret hurtigt til jorden, da det hele virker utrolig ensformigt, og sange som Utopian og Deliquent virker også lidt som sange der fylder albummet for at få tiden til at gå. Jeg har altid set Anselmo som en sanger der kan levere det hele, men på denne udgivelse er hans vokal levering noget af det svageste til dato. Hans dødsgrowls holder, men de fleste sange er fyldte med monotone skrig og et par halvhjertede forsøg som Black Metal sanger. Selvfølgelig kan man godt mærke Anselmos vrede og frustration, men det er et gimmick der hurtigt bliver gammelt, og udover det så drukner masser af energien også i den meget dårlige produktion.

Phil Anselmo har i hvert fald ikke lagt skjul på sin vrede til verden, og det er meningen at det skal være til hans fordel, men ender med at blive et offer for ensformighed og katastrofal produktion. Albummet gjorde ikke det store indtryk på mig, og det gør sgu lidt ondt at høre at en af mine favorit sangere ikke lever op til sit fulde potentiale. Ak ja sådan kan det jo gå engang imelllem.

1. Little Fucking Heroes 03:46
2. Utopian 03:41
3. Choosing Mental Illness 03:20
4. The Ignorant Point 03:38
5. Individual 06:49
6. Delinquent 04:27
7. Photographic Taunts 04:06
8. Finger Me 05:38
9. Invalid Colubrine Frauds 04:01
10. Mixed Lunatic Results 06:57
Samlet spilletid: 46:23

Læs mere...

Conan, Monolord - Atlas

Efterårsferien havde endelig ramt mig, og jeg kunne ikke være mere ekstatisk pga. det faktum at Conan og Monolord havde trukket deres vej forbi Århus. Nu siger jeg trukket, siden de to bands i mine og nok andres øje er blevet nogle af sværvægterne indenfor Sludge og Doom metal i nyere tid, så det faktum at begge bands hver skulle give en lektion i hvordan det føles at være fanget i et sonisk lydinferno, var spændende.

 

Monolord

Når man tænker Sverige, så er det nok ikke lige Sludge man forbinder det med. De metalliske konnotationer vi forbinder med Sverige er bands som In Flames, At The Gates og Soilwork, men det er nemlig her, at Monolord skiller sig ud fra mængden og leverer super smadret, super ulækkert Sludge. Jeg placerede mig midt i mellem publikum for at få den bedste lyd og oplevelse som muligt, og det at bandet spillede højt var nok en underdrivelse på det aller højeste niveau. Det var så sindssygt højt, at det næsten var uudholdeligt at blive inde i salen, og det skal også lige nævnes, at mine ørepropper var helt inde i ørerne, men udover den super høje musik og det super smadrede lydbillede, så var der masser af gode elementer i musikken, og lyden var rigtig god. Bandets gimmick var at starte og så stoppe igen, og det fungerede fint de første par gange, men efter noget tid blev det sgu en anelse irriterende, og lidt overplayed. Monolord fik en time at spille i, og det var måske liige i overkanten for mit vedkommende, men en god koncert, det var det sgu!

Karakter 3½ ud af 6

 

Conan

Efter en pause var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Conan stod klar på scenen med en storskærm i baggrunden, hvor de mest syrede tegnefilm blev spillet, imens bandets sange om destruktion og ødelæggelse var et godt soundtrack til filmene. Alt det jeg nævnte om Monolords lydbillede og super høje musik havde ikke ændret sig her, hvilket er en kæmpe løgn. Jeg glemmer aldrig da jeg så Yob og Pallbearer på det samme spillested, der troede jeg at det var højt, men det her var næsten absurd. Bandet spillede så højt at jeg var tæt på at kaste op utrolig mange gange i starten af sættet, simpelthen på grund af vibrationerne. Guitaren var stemt ligeså lavt som bassen, og det var så tungt at man kunne ikke undgå at blive opslugt af stemningen. Trommeslager Johnny King er den seneste tilføjelse til bandet, han har en fortid i det irske Post-Black Metal band Altar Of Plagues, hvor han var min trommegud indenfor genren, men her virkede han lidt ude af sit element i aften; der var for eksempel et par gange hvor han spillede en anelse for hurtigt, og hele sangen endte med at blive en smule malplaceret og ødelagde lidt stemningen. Conan spillede en time, og der var passende, siden at min krop var utrolig gennemtæsket pga af den høje lyd inde i Atlas. Jeg synes at Conan var en fed koncert med en smule fejl hist og pist i tromme afdelingen, så var det en ganske fed koncert. Det skal lige siges at min krop stadig kan mærke vibrationerne.

Karakter 4 ud af 6

Læs mere...

Dirt Forge - Soothsayer

Hvis folk nævner Sludge, Doom eller Stoner i nærheden af mig, så bliver jeg helt blød i knæene, og når der står i Dirt Forges beskrivelse at de er inspirerede af bands såsom Crowbar og High On Fire, så bliver forventningerne sat højt. Bandet udsendte deres EP Ratcatchers tilbage i 2016, og de er nu klar med deres debutalbum Soothsayer. Albummet er produceret af Chris FIelding som også er kendt for at have produceret bands såsom Napalm Death, Conan og Electric Wizard.

Albummet starter med Rust & Copper, som fungerer ganske fint som åbningsnummer. Tungt og lige til. Den onde vokal som fylder nummeret fungerer også ganske udmærket, specielt i begyndelsen af nummeret bliver det lidt guitar, som spiller for sig selv, hvilket jeg synes fungerede rigtigt godt og det vender også tilbage imod slutningen af nummeret. Godkendt åbningsnummer. Fortress Burning er nummeret som skriger Black Sabbath worship og her begynder hovedet langsomt at nikke frem og tilbage i takt med musikken. Tankerne flyver også henad noget som Black Tusk kunne finde på at lave, men Dirt Forge formår at lave det om til deres eget, og det står som det fedeste nummer på pladen for mit vedkommende, og da forsanger Alexander Kolby skriger "weakest go down" giver sangen lige et ekstra spark i løgene. Tredje nummer på albummet er Bring Me Good Noose, som også er otte minutter rent Sludge. Nummeret er fint nok, men ikke mere end det. Jeg følte halvvejs inde i nummeret, at det blev lidt kedeligt og intetsigende. Nummeret efter det er dog en helt anden sag. Intet Tabt, Intet Hændt er halvandet minuts ren beskidt Punk med undertoner af Sludge som bobler nedenunder. Fedt!
Stone sætter tempoet en smule op, og lydbilledet bliver massivt. Lidt af en Entombed vibe på nummeret, men jeg føler at det falder en smule til jorden på nogle tidspunkter, og variationen er ikke så stor, så det bliver en smule halv kedeligt.

Dirt Forge har leveret et godt Sludge/Stoner album. Der var desværre nogle halvkedelige øjeblikke, men heldigvis overskygger de ikke de gode øjeblikke. Jeg var tilfreds, men alligevel blev jeg efterladt med den følelse af at der manglede en smule, men et godt album det var det.

1. Rust & Copper
2. Fortress Burning
3. Bring Me Good Noose
4. Intet Tabt, Intet Hændt
5. Stone
6. Soothsayer I: The Blind
7. Soothsayer II: Die Waiting
8. Soothsayer III: For Our End

 

Læs mere...

Mantar - The Spell

Guitaristen Hanno og trommeslageren Erinc dannede i 2012 gruppen Mantar, som har udsendt to studiealbums og et enkelt livealbum. Jeg anmeldte det seneste udspil ”Ode To The Flame” sidste år; det var en udmærket oplevelse med sodsværtet Sludge Metal. Nu har de udsendt EP’en ”The Spell”, som giver mulighed for at teste bandets aktuelle form.

Åbningsnummeret ”Pest Crusade” er en ret skramlet gang Metal, som genretypisk ikke rigtig kommer ud af stedet. Desværre er der slet ingen drive i tingene, så den skrigende vokal er ene om at vise en smule kant.

Heldigvis går det lidt bedre i det efterfølgende ”Age Of The Vril”. Vokalen er stadig ret heftig, men får nu lidt modspil fra musikken, som specielt mod slutningen kommer lidt op i gear. Omkvædet er også i orden, så nummeret ender med at være okay.

Til slut kommer titelnummeret, som fortsætter stilen fra de to første tracks og på den måde fungerer som en slags opsummering. Desværre sker det uden overraskelser, så indtrykket bliver ikke rykket i positiv retning.

Nej, jeg er bestemt ikke imponeret over Mantars indsats på denne EP; numrene har ingen gnist, og jeg ender med at være glad for den korte spilletid. Derfor håber jeg, at d’herrer Hanno og Erinc tager sig god tid til at gennemarbejde deres materiale inden de udsender nyt næste gang.

Tracklist:
1. Pest Crusade
2. Age Of The Vril
3. The Spell
Samlet spilletid: 12:24

Læs mere...

Superjoint - Caught Up In The Gears Of Application

Superjoint Ritual har ligget i graven siden 2004, men ti år senere har Phil Anselmo og Jimmy Bower besluttet sig for at starte projektet op igen. Nu under navnet Superjoint på grund af legale grunde, så har vi endelig fået et nyt album. Jeg var meget stor fan af Superjoint Rituals første to plader og jeg var fan af hvordan de blandede genre sammen, med elementer såsom Sludge, Hardcore Punk, Black Metal og Groove Metal, så der er masser af fede ting at høre hos Superjoint Ritual, men man begynder at undre sig en smule om nu hvor de har været væk i 13 år om de stadigvæk er relevante? 
 
Første nummer på pladen, er også et af de længere numre. Today and Tomorrow, som viser den mere Sludgede og tunge del af bandets sangskrivning, som nok også har noget at gøre Jimmy Bowers’s baggrund som guitarist i det fænomenale band Eyehategod. Men allerede i næste nummer Burning The Blanket er der sgu ikke så meget langsomhed længere. Her får vi serveret Hardcore Punk på det klammeste sølvfad. Foden ryger ikke af speederen efter dette øjeblik. Med numre som titel nummeret, Ruin You, Sociopathic Herd Delusion og Asshole giver lytteren sonisk tæsk og der er ikke så meget, at gøre. Jeg følte dog lidt i længden at det blev alt for ensformigt og der var ikke så meget plads til at lade sangen give andet en anden følelse end ren smadder. Jeg synes at Superjoint leverer varen og gør det de skal gøre, men det er lidt sådan, at når jeg hører et nummer langt inde i pladen, så føler jeg at jeg allerede har hørt det før. Superjoint leverer ikke den ekstatiske følelse man havde, da jeg fik at vide at de ville indspille en ny plade. Caught Up In The Gears Of Application lever desværre ikke op til mine forventninger, og karakteren kommer sgu ikke over middel. Den havde et par fede sange og øjeblikke, men det blev sgu aldrig den helt store oplevelse. 
 
Tracklist: 
1."Today and Tomorrow"3:24
2."Burning the Blanket"2:33
3."Ruin You"2:25
4."Caught Up in the Gears of Application"2:43
5."Sociopathic Herd Delusion"2:35
6."Circling the Drain"4:31
7."Clickbait"5:21
8."Asshole"2:37
9."Mutts Bite Too"3:56
10."Rigging the Fright"2:34
11."Receiving No Answer to the Knock"5:33
 
Samlet spilletid: 38:12
 
Læs mere...

Sourvein - Aquatic Occult

Hvis man skal tro på presseteksten til ”Aquatic Occult”, som er den tredje fuldlængde udgivelse fra Sourvein, har de mere end tyve år, bandet har eksisteret været én lang kamp for at finde det rigtige line-up og få fornuftige pladekontrakter. Måske er det derfor, at bandets hovedmand T-Roy er det eneste tilbageværende originale medlem…

En anden årsag til de manglende kontrakttilbud skal måske søges i bandets musik, for den skal man være i det rigtige humør for at synes om. Stilmæssigt er der tale om en blanding af Sludge- og Doom Metal, som har fået tilsat et skud Stoner Metal. At grundstammen er tunge rytmer, siger nærmest sig selv, men oveni er der lagt et lag guitarer med usædvanligt voldsom forvrængning. Det giver musikken en meget grumset fremtoning, som harmonerer fint med T-Roys vokal. Den er halvt råbende, halvt vrængende, og leveres uden ret store udsving. Den bliver hurtigt anstrengende at lytte til, så man lærer snart at sætte pris på dens lidt tilbagetrukne position.

Musikkens tunge struktur er som sådan udmærket, hvis man tager numrene ét for ét, men når man samler flere, bliver manglen på variation tydelig. Heldigvis er numrene ret korte, men det hjælper ikke meget. Mere spænding er der i ”Cape Fearians”, hvor den halvt talende vokal passer næsten perfekt til den akustiske guitar. Flere eksperimenter af dén slags havde pyntet på albummet, for samlet imponerer det mig ikke.

Tracklist:
1. Tempest
2. Avian Dawn
3. Ocypuss
4. Aquanaut
5. Hymn To Poseidon
6. Meremaids
7. Urchins
8. Pisces
9. Cape Fearians
10. Capsized
11. High Tide
12. Bermuda Sundown
13. Coral Bones
14. Oceanic Procession
Samlet spilletid: 42:49

Læs mere...

Mantar - Ode To The Flame

Hanno Klaenhardt og Erinc Sakarya udgør tilsammen Mantar, som må siges at være en ret produktiv affære: Bandet startede i 2012 og udsendte det første album i 2014. Nu, 2 år senere, er duoen så klar med album nummer to.

Startnummeret ”Carnal Rising” indeholder de fleste af de elementer, der kendetegner bandets musik: Her er voldsomt forvrængede guitarer og en vokal som er på én gang ondsindet raspende og uden meget variation. Udtrykket er temmelig råt, hvilket understreges af produktionen; her er der ikke brugt meget krudt på at fintrimme lyden. Umiddelbart ledes tankerne i retning af Darkthrone, bare ikke helt helt så råt eller helt så mørkt.

I de følgende numre fortsætter Mantar ufortrødent i samme retning, og med stor succes. Guitarerne fremtryller nogle virkelig seje riffs, som passer glimrende til musikken – især når tempoet sættes i vejret som i ”Praise The Plague” og ”Born Reversed”. For det meste er hastigheden i den beherskede ende af skalaen, hvilket giver numrene et Sludge-agtigt udtryk.

Denne tendens bliver mere fremtrædende på albummets anden havdel; her sænkes tempoet, men det er som om energien samtidig forsvinder fra numrene. Det gør dem mindre interessante, og giver albummets slutning et mærkbart kvalitetsdyk. Når jeg alligevel giver Mantar fire stjerner, er det primært pga. de første numre – her er der guf for alle, som kan lide rå og beskidt Metal.

Tracklist:
1. Carnal Rising
2. Praise The Plague
3. Era Borealis
4. The Hint
5. Born Reversed
6. Oz
7. I Omen
8. Cross The Cross
9. Schwanenstein
10. Sundowning
Samlet spilletid: 43:35

 

Læs mere...

Crowbar, Iron Walrus - Atlas

Sludge Metal er en genre som jeg har dyrket meget de seneste par år. Bands som Eyehategod, Melvins og Corrosion Of Conformity er essentielle navne indenfor genren, og Crowbar er nok et af de største indenfor Sludge Metal. Crowbar har aldrig været et band som jeg har hørt super meget, men alligevel er jeg klar over hvor stor en indflydelse bandet har været på den globale metalscene, så jeg så det her som en mulighed jeg ikke kunne misse.

 

Iron Walrus

Første band på scene i aften var tyske Iron Walrus. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes at de har et utrolig sjovt navn da jeg læste hvem var opvarmning for Crowbar i aften.

Der var sgu ikke meget at grine ad da bandet endelig gik i gang med at spille. Bandet ligger meget oppe i samme boldgade som Crowbar, men alligevel en tand mere brutale og dystre, end hvad Crowbar er. Forsanger Sven Aufermann lignede en misantropisk version af Michael Stipe fra R.E.M. Med numre som Here Comes The Plague og I Hate People, så ved man alligevel godt hvad deres tekstunivers går ud på. Allerede fra starten af da alle medlemmerne i bandet undtagen Aufermann var iført sorte skjorter og elefanthuer med stødtænder på, var det noget specielt vi var vidne til. Bandet spillede rigtigt godt sammen, og lyden var virkelig god inde i salen og alting var tydeligt. Sludge/Noise med en lille smule dødsmetal inspirationer er genren, vi er ude i med Iron Walrus, og de serverede en halv times tung og smadret udgave af deres Sludge Metal.

Jeg var meget positivt overasket over Iron Walrus. De er helt i sin egen liga og det var den perfekte start på aftenen.

Karakter 4 ud af 6

 

Crowbar

”We are Crowbar from New Orleans and we're here to kick your fucking ass!” det var de første ord som forsanger/guitarist og guitar legenden i Crowbar Kirk Windstein sagde da bandet gik på scenen.

I år var det 20 års jubilæum på det klassiske album Broken Glass, så det album blev hyldet på denne tour. Den ene ting, som alle Nola bands som jeg har set har tilfælles, er, at imellem hvert nummer kommer der så uendelig meget guitarfeed. Det passede selvfølgelig også godt til stemningen men blev måske en lille smule irriterende i længden. Bandet spiller virkelig tight sammen og det virkelig fedt at være vidne til. Vi fik jo også lidt af en overraskelse, da vi fik hørt No Quarter som originalt er skrevet af Led Zeppelin. Den er selvfølgelig ikke bedre end originalen, men alligevel gør Crowbar det skide godt. Vi fik også hørt numre som All I Had (I Gave), The Cemetery Angels, Walk With Knowledge Wisely; de fungerede rigtig godt sammen og deres sætliste var virkelig godt sat sammen. Vi fik selvfølgelig titelnummeret på den plade som vi fejrede i aften; Like Broken Glass blev det sidste nummer indtil bandet vendte tilbage og spillede klassikeren Existence Is Punishment. Det satte en stor punktum for aftenens koncert.

Crowbar spillede en super fed koncert og levede op til alle forventninger. Men alligevel druknede vokalen ret meget i mixet, synes jeg. Til tider var den der og andre gange var den ikke så det holder mig fra at give koncerten top karakter. Men fedt var det sgu!

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed