fbpx

Raiden - Maa

Nu skal det til at gå rigtig langsomt. Radien fra Finland er et band som jeg aldrig nogensinde har hørt om før. Genremæssigt er vi ude i noget black metal, doom, sludge, punk,drone-ish musik. Det er i hvert fald de genrer, som er beskrevet i deres pressebio. Pladen eller EP’en eller hvad man end vil kalde det, indeholder kun to numre, som begge to når op de 24 minutter. Lad os prøve at se hvilke indtryk jeg fik af at lytte til albummet.

Det indtryk som Radien giver, er rimelig abstrakt. Altså to numre som begge to flyder ganske fint sammen, men alligevel er det ret svært at holde sin koncentration igennem to numre. Det skal også lige siges, at det kræver utrolig meget af sin koncentration for at høre denne EP/album whatever du vælger at kalde det. Det største problem med denne udgivelse er, at der sker ikke særlig meget. Der bliver ikke varieret eller noget lignende. Det er rimelig meget bare det samme som bliver gentaget i det samme tempo. Jeg savner det, som giver det sidste ordentlige spark bagi, men alligevel ender du med at blive ret skuffet. Produktionen er også noget som virkelig trækker ned på udgivelsen. At den er så Lo-fi og så dårlig kvalitet så kan det næsten heller ikke blive værre.

Radien formår at udsende en udgivelse med to ret ligegyldige numre, og interessen forsvinder hurtigere end udgivelsen er færdig. jeg synes at min tålmodighed blev spildt, og min tid var igennem samme tur. Men hey, hvis du er fan af atmosfæriske subgenrer, som bliver presset sammen til et kæmpestort lydkaos, så er Radien sikkert noget for dig. Jeg var ikke synderligt imponeret, og mangel på variation og to numre som minder utrolig meget om hinanden, så står jeg sgu af. Men igen hvis det her er noget for dig, så kan du da prøve at tjekke det ud.

Trackliste:
01. Varjot
02. Viimeinen

 

Læs mere...

Red Fang - Only Ghosts

Portland-rødderne fra Red Fang er omsider tilbage med en opfølger til den middelmådige ”Whales & Leeches”, der bar meget præg af at forsøge at lyde som storebrødrene i Mastodon. De er efterhånden ved at have fundet deres egen lyd – og det er sådan set positivt. Men der er dog lidt malurt i bægeret.

”Only Ghosts” minder mig på mange måde om en indkøbstur til Otto Duborg – på godt og ondt. Turen starter godt ud, og forventningerne er høje, når bilen triller ud af indkørslen og Flies sætter i gang. Kort tid efter rammer vi motorvejen og allerede på tilkørslen stiger forventningerne sammen med hastigheden – og det passer meget godt til den grungede Cut it Short.

Men så begynder turen at blive lidt triviel – der sker ikke det helt vilde, før vi når syd for Aarhus: Morgentrafikken er aftaget, men der er kødannelser en lang række lastbiler. Men det passer meget godt til den tungt vuggende The Smell of the Sound.

Hurtigt passerer vi dog de mange lastbiler, og overhaler i den forbindelse en ældre Ford Escort, der vækker mindelser om fordums tider – lidt ligesom The Deep, som egentlig minder om, hvordan Red Fang lød i starten.

Men som med de fleste bilture sydover, begynder man at kede sig lidt omkring Kolding – E45 er ikke just det mest afvekslende – og det kan faktisk også være svært at skelne numrene på ”Only Ghosts” fra hinanden; der er mange introer, der minder utroligt meget om hinanden.

Nå, men Padborg kan skimtes og Otto Duborg er lige om hjørnet, og ligesom titelnummeret er det lidt en skuffelse. Man havde en forestilling om en masse forskellige øl af god kvalitet, men ender med tre rammer af den samme – dog med en høj alkoholprocent, men ikke videre inspirerende i det lange løb.

Så er det godt, turen hjemover kan gøres lidt sjovere med rigeligt proviant – ligesom pladen faktisk slutter helt hæderligt med I am a Ghost.

Om jeg så slet ikke vil køre til grænsen mere? Jo, det vil jeg såmænd nok – og jeg vil såmænd også nok høre ”Only Ghosts” igen – om et stykke tid. For selvom der er flere interessante passager, er der for lidt variation, og de rammer helt ved siden af ved at vægte den rå råbevokal højere en den rene (ahem!) vokal – melodierne kan ganske enkelt ikke klare det. Men stor ros til Red Fang for at forsøge at træde ud af Mastodons skygge … der er noget der tyder på, den næste tur til grænsen kommer til at gå lidt lettere.

Trackliste:
1. Flies
2. Cut it short
3. Flames
4. No air
5. Shadows
6. Not for you
7. The smell of the sound
8. The Deep
9. I am a Ghost
10. Living in Lye
Spilletid: 41:17

 

Læs mere...

Helhorse - Copenhell 2016

Man siger som bekendt at tredje gang er lykkens gang, og minsandten om det ikke er rigtigt; Helhorse er her for nu tredje gang, og i øvrigt på deres tredje scene efter at have besejret upcoming-scenen i 2011 og Pandæmonium i 2014 – hvortil de nu når til Hades, som slet ikke er en for stor mundfuld. Faktisk er der pænt proppet, selv på bakken, hvilket er imponerende ift. tidspunktet og dagen (der jo sørgeligt er den sidste af slagsen for i år). Foruden en noget ulden lyd, der kæmper en hidsig kamp mod vinden, og oftest taber, er Helhorse ren energi – og det er altså hele banden, ikke kun forsanger Mikkel Wad, selvom han i sig selv gør nok så meget. Det er så tydeligt at de har glædet sig til dagen, og det smitter af, slet og ret, så man svært kan lade være med at smile og komme i rigtigt sommerhumør.

Publikum modtager denne kærlighedserklæring med kyshånd, og en ikke uvæsentlig fanbase er efterhånden et fast syn når Helhorse optræder, ikke mindst nu og her, hvor alle forsamlede virker til at have en fest. I en skæring kommer Bersærk-sangeren med, hvilket tilføjer en smule energi (som om der ikke var nok i forvejen), men det hamler svært op med når Helhorse insisterer på en stor cirkelpit, der udvider og udvider sig i op mod et helt minut.

I den anden grøft kan man sige at en ”ballade” måske virker som en fin idé på papiret, da man ikke kan være vilde og energiske konstant, men i praksis er det altid en risikabel affære, og her virker det til at folk hellere vil fortsætte ufortrødent med den fest, der nu engang var blevet etableret. Det er desværre også her forskellen fra første/andet, og så det tredje album kan mærkes. Da de tungere/langsommere slagere fra sidstnævnte får en plads midt i sættet, dykker publikums interesse og intensitet, men til Helhorses forsvar er albummet også først udkommet for kort tid siden, så det er klart de sange endnu ikke er krøbet ind under huden på folk. Sidst, så undrer det mig endnu engang at kun 40 minutter afsættes – det er altså rimelig kort på Hades scenen. Og både Helhorse og publikum var mere end klar på at køre videre, især efter afslutningen hopper tilbage til de mere hårdtpumpede skæringer. Men ak… Desværre ikke. Men for katten, Helhorse, I har uppet jer, og jeg ser frem til næste gang på Copenhell, for naturligvis er I ikke i mål endnu. Helviti venter!

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • GRUSOM_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ILL BE DAMNED_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RIVAL SONS_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Helhorse - Helhorse

Københavnsk/nordjyske Helhorse slår for alvor fra sig på bandets tredje fuldlængdeudgivelse. Og bortset fra enkelte afstikkere, leverer de et absolut solidt album.

Men lad mig starte ved begyndelsen: Overordnet set er albummet inddelt i fire afdelinger, hver afgrænset af et interludium. Der kan muligvis stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er nødvendigt med disse interludier og om de ikke bare er overflødigt fyld, men det må være den enkelte lytters afgørelse. Hvis man ser på dem som elementer, der opdeler pladen, fungerer det udmærket.

Albummet lægger således hurtigt fra land med den tungt rockende ”Carry Your Own”, der udmærker sig ved både at være noget af det tungeste – og mest iørefaldende, Helhorse har leveret. Den tendens fortsætter de på ”Among the Wolves”, ligesom ”Fortune Favors the Bold” på smuk vis afslutter pladens første, melodiske del, inden det første interludium giver ørerne mulighed for at slappe lidt af.

Det bliver der nemlig brug for, når ”The Blood Boiler” brager ud af højttalerne. Her stikker det så lidt af for helvedeshesten, når Aske Kristiansen overtager mikrofonen fra Mikkel Wad; for hvor Mikkel Wad har en fed og bred vokal, er det temmelig kontrastfyldt, når Aske råber på bedste hardcore-vis – det bliver lige lovlig broget.

Det opvejes dog af den efterfølgende skæring, som Helhorse klogelig har udsendt som single forud for albummet; ”Hell of a Ride” sælger sig selv og hele albummet.

Pladens tredje del består blot af ”Raise the Black Flag”, som igen bliver … skæmmet (det er et forkert ord, for nummeret bliver ikke ødelagt) af Aske Kristiansens hardcorevokal – det passer bare ikke rigtigt ind i sammenhængen.

Men hvor pladen hidtil har været tung, og alligevel med glimt i øjet, formår Helhorse at smide malurt i bægeret med ”My Haven Your Hell”, der er vanvittigt tung, og på tekstsiden ikke er videre opløftende. Heldigvis kommer det gode humør og fandenivoldskheden tilbage på ”No Fucks Given”, der vel egentlig tager tråden op fra ”Fuck Art, Let’s Kill”.

Alt i alt et ganske helstøbt album fra Helhorse – de få skud, der var ved siden af skiven, kan sagtens tilgives, når man ser på hele sammenhængen. Og pladen efterlader ikke nogen tvivl om, at Helhorse i høj grad er et navn på den danske og internationale metalscene, man skal tage alvorligt.

Trackliste:
1. Carry Your Own
2. Among the Wolves
3. Fortune Favors the Bold
4. Interlude I
5. The Blood Boiler
6. Hell of a Ride
7. Interlude II
8. Raise the Black Flag
9. Interlude III
10. My Haven Your Hell
11. No Fucks Given
Total spilletid: 36:52

 

Læs mere...

Sinistro - Semente

Portugal er ikke det land i Europa, der oftest leverer anmeldelser til siden her. Men det sker, denne gang i form af det andet album fra Sinistro. Bandet debuterede med et selvbetitlet album i 2012, hvilket gav dem international opmærksomhed, bl.a fra Season of Mist, som udgiver den nye skive.

Efter et par takter af det første nummer står det klart, at Sinistro er godt navn til bandet; nummeret er indhyllet i en meget mørk stemning, samtidig er det rytmiske fundament præget af tunge rytmer. Oveni synger sangerinden Patrícia Andrade med en rolig stemmeføring, der er afdæmpet, men samtidig har et skær af mystik over sig; pressematerialets sammenligning med Lana Del Rey er ikke helt tosset.

I de følgende numre fortsætter den ledsagende musik med at slæbe sig sludge-agtigt fremad, den er tung uden at være afgrundsdyb. I det hele taget er det ikke ekstremerne, der præger portugisernes musikalske verden. Numrene bliver aldrig vilde eller rigtigt aggressive; det vildeste i dén retning er de skæve blæsere, der optræder et par gange. Manglen på ekstremer betyder ikke noget, så længe der er tunge elementer til at kompensere. Men i numrene omkring albummets midte mangler der noget, og så falder kvaliteten. Den vender heldigvis tilbage sammen med et tungt guitarriff i slutnummeret ”Fragmento”. Det understreger, at Sinistro fungerer bedst, når mørk stemning møder rigtig tunge rytmer.

Tracklist:
1. Partida
2. Estrada
3. Corpo Presente
4. Semente
5. Relíquia
6. A Visita
7. Fragmento
Samlet spilletid: 43:16

 

Læs mere...

Department Of Correction / Agathocles - Split LP

Er det muligt, at Department Of Correction har udgivet årets værste udgivelse? Svaret er ja. Numrene er super korte, og det falder så hurtigt til jorden, at hele verdens befolkning formår at træde ovenpå deres musik. Bandet fra Frankrig har slået sig sammen med bandet Agathocles og lavet denne plade, men det er ikke et samarbejde nogen af parterne skal være stolte af.

Department Of Correction har fået lov til at have den første halvdel af udgivelsen, som alligevel er seks numre, og de har givet Agathocles lov til at få lukket pladen. En anelse egoistisk hvis du spørger mig, men det er måske også bare en smagssag. Vi tonser igennem seks forskellige numre af DOC, som alligevel formår at gøre det så rodet og uoverskueligt, at man får lyst til at smadre sin computer ind i væggen og brænde den bagefter. Jeg synes måske, at det ret hyklerisk på en eller anden måde, da jeg selv er kæmpe Grindcore fan, og at jeg synes at det her virker til at være alt for uoverskueligt og irriterende. Agathocles formår også at fejle fuldstændig på denne udgivelse. Deres eneste nummer varer omkring de seks minutter, og virker til at være en rigtig dårlig omgang computerprogrammeret Sludge Metal. Føj for den lede! Mage til frækhed, siger jeg bare.

Jeg kan ikke anbefale denne plade til nogen, og det er noget i aldrig håber i kommer til at høre i jeres lange og dyrebare liv. Så tak for denne gang begge bands, og vi ses aldrig igen!

Trackliste
Department Of Correction:
1. Greencore Is Leaf
2. The Tank Is In The Garden
3. Suck It Up
4. Do It Like
5. Try To Set It Free
Agathocles:
1. Into My Crypts

 

Læs mere...

Orchid - Sign Of The Witch

San Francisco-kvartetten Orchid har netop udgivet EP’en Sign Of The Witch, som er den ottende udgivelse fra deres hånd siden debuten i 2009. Mit kendskab til bandet begrænser sig til den ene af deres to fuldlængdeskiver, The Mouths Of Madness, fra 2013 samt et par eller tre af de ældre sange, og at dømme ud fra dette fortsætter de ufortrødent ud af samme tangent som hidtil.

Navnet Orchid stammer fra Black Sabbath-nummeret af samme navn, og hvis der findes et band der ligner sit forbillede i højere grad har jeg aldrig hørt om det. De fire medlemmer, som alle har været med fra starten omkring 2006, danner samme besætning som Sabbath og musikken er uhyggeligt lig de gamle mestres. Der er de samme buldrende tønder, den samme spinkle guitar med samme chorus-effekter og spillestil, den samme lidt dåsede Fenderbaslyd og sangeren bruger den samme stemmeføring og måde at frasere på, om end hans stemme har sin helt egen klang, der egentlig minder mig lidt mere om Robert Plant end Ozzy. Numrene er tilmed komponeret og arrangeret på samme facon, f.eks. med de lejlighedsvise ophold i musikken efterfulgt af takt- eller temposkift, og titlerne på såvel plader som sange har ofte mystiske overtoner og indhold.

På den indeværende udgivelse finder vi fire numre på lige under nitten minutters spilletid i alt. Helicopters indleder med en introsekvens på over 1:20 ud af nummerets godt fire minutter, så lad ingen sige at Orchid ikke giver sig tid til at udnytte en god ide! Nummeret er, som deres sange generelt er, præget af simple men gode melodier og riffs, som får lov at udfolde sig med både sang, guitarsolo og melodiøse basgange, så man er i den lykkelige tilstand af hverken at kede sig eller føle sig jaget. John The Tiger følger efter, og er i sin udformning så Sabbathsk at det næsten gør ondt. Sangen har simpelthen alle elementer med, og det er lige så man kan forudse tonerne i den solo der starter omkring 3:30. På samme måde minder titelnummeret Sign Of The Witch både i lyd og harmoni ganske meget om Sabbaths Tomorrow’s Dream, selvom der her er masser af egenart at finde i både trommespil og solo. Sangen Strange Winds, der er pladens længste med sine 5:31, er denne udgivelses Planet Caravan. Det er en lang, dyster og smuk sang, der gør udmærket brug af keyboard, percussion og stemmeeffekter, og som runder oplevelsen af på en fin og melankolsk måde.

Lad mig til sidst beklage de mange referencer i denne anmeldelse, men de er simpelthen ikke til at komme udenom. Som musiker og anmelder er jeg splittet mellem min trang til at harcelere over en så gennemgående mangel på opfindsomhed og originalitet og samtidig klappe i mine små fede fingre over et band, der har formået at tage fat om deres musikalske arv og forme den til noget, der alt andet lige er deres eget. Med syv originale udgivelser i ryggen kan man knapt nok beskylde Orchid for at være et fantasiløst coverband, selv om der ikke er nogen tvivl om hvor deres inspiration kommer fra. Min kritik af Sign Of The Witch skal derfor ikke lyde på hvor meget de minder om et band, hvis gennembrud kom for over fyrre år siden, men snarere på, at de stadig gør det. Der er ikke sket ret meget med Orchid i løbet af de sidste knap ti år, og jeg tror man skal være inkarneret sludge-/doom-/klassisk heavy metal-fan for på stående fod at kunne skelne ret mange af deres sange fra hinanden. Sign Of The Witch er ingenlunde ringe, tværtimod er det loyalt mod forlægget og et veludført stykke retrometal, men jeg kan ikke helt undslå mig tanken om, at Orchid står en smule i stampe. Bestemt en gennemlytning eller to værd, men på længere sigt næppe en plade der vil sætte sig fast i min hukommelse.

Trackliste:
Helicopters (4:06)
John The Tiger(4:53)
Sign Of The Witch (4:23)
Strange Winds (5:31)

Samlet spilletid (18:52)

 

Læs mere...

Mastodon, Big Business, Krokodil

Det er efterhånden ved at være syvende gang jeg ser Mastodon live og kun én gang har det været skuffende. I Valbyhallen 2000 og yesterday spillede Mastodon (reduceret til en trio) deres hidtil dårligste koncert - i hvert fald for undertegnede. Her skal det lige understreges, at det egentlig ikke var så dårligt, det var bare i Valbyhallen. Tilbage til 2014 og mandag aften, var det endnu en gang tid til at opleve det Amerikanske band. Lidt under et halvt år tidligere spillede bandet opvarmning for Metallica i Horsens, men mandag aften var aftenen hvor de nye numre fra bandets 2014 udgivelse, Once More ’Round The Sun, for alvor skulle testes i live kontekst. Før vi nåede dertil blev publikum dog underholdt af engelske Krokodil og amerikanske Big Business.

 

Krokodil

I første omgang var det Krokodil der fik fornøjelsen af Store Vegas scene. Skulle man ikke lige kende bandet i forvejen, kender man sandsynligvis medlemmerne fra andet sted. Krokodil består nemlig af medlemmer fra bl.a. Sikth, Gallows og Hexes, hvilket i sig selv burde være nok til at give bandet, med det reptile navn, opmærksomhed. Klokken nåede lige at slå 20:00 inden bandet fandt frem til scenen, foran den sparsomme andel af publikum, der på daværende tidspunkt var fremmødt. Til alle dem der ikke var kommet endnu skal det med det samme siges: Shame on you, og hvor gik i glip af et fedt band!

Krokodil nåede knapt nok på scenen før forsangeren gik i powerstance og fyrede en maksimal testatoren salve af sted mod publikum. Energisk og ganske velspillende. Med tre guitarister på scenen (to stk. med 6 strenge og en syvstrenget) blev der leveret fuld smader i samtlige 30 minutter bandet var på scene. En voldsom start der om noget lagde op til en fantastisk mandag aften.

Med bandets alternative metal sound, krydret med sludge og hardcore elementer rev bandet publikum ikke kun rundt, men også ind i salen, der stille og roligt blev mere og mere fyldt. Er godt valg af opvarmning for aftenens hovednavn, musikalsk som energimæssigt. 4,5 ud af 6.

 

Big Business

Den amerikanske trio var i aftenens anledning blevet reduceret til en duo. Bandets guitarist Scott Martin var blevet efterladt hjemme i staterne, efter en rykoperation. Derved bestod Big Business denne mandag aften af trommeslager Coady Martin og bassist/vokalist Jarred Warren. I den konstellation havde bandet fået fornøjelsen af at underholde publikum de efterfølgende 30 minutter. En opgave der blev udført med maner, men som til tider også blev udført på mindre interessant vis. Til at starte med var det meget svært at tyde Warren’s vokal. Det var nu ikke noget man lagde meget mærke til, for Warren imponerede modsat på bassen mens Martin tæskede trommerne så man skulle tro han ville spille livet af sig selv (spoiler: det gjorde han ikke). Alt sammen meget imponerende, men over 30 minutter mistede duoen simpelthen momentum og interesse.

Publikum gyngede med og som koncerten skred frem blev det også mere og mere fyldt i Vega. Om end det ikke var lige interessant hele vejen, gjorde Big Business med deres stonede metallyd et godt job og passede igen godt ind i den samlede kontekst. Fight pizza - 4 ud af 6.

 

Mastodon

Kl. 22:00 var vi endelig nået til det hele aftenen handlede om. Fire mænd fra Atlanta. Til tonerne af ”Tread Lightly” og ”Once More ’Round The Sun” sparkede Mastodon showet igang. Med et godt fyldt publikum foran og en fantastisk bagbeklædning bagved, gik bandet direkte over i ”Blasteroid” inden aftenens første højdepunkt for undertegnede blev leveret i form af ”Oblivion”.

Så langt så godt. Lydmæssigt stod bandet ganske fint om end Sanders lød som om han havde slidt vokalen lidt uheldig og Hinds samtidig godt kunne have brugt et ekstra hak op styrkemæssige. Til gengæld imponerede Dailor bag tønderne endnu en gang. Vel leveret vokal og fandens energisk og præcist trommespil. Sådan!

Publikum sejlede lidt op og ned afhængigt af nummer. Det var absolut ikke en fest hele vejen igennem, men størstedelen af tiden. Bedst gik det på "Ol’s Nessie", førnævnte ”Oblivion”, ”Black Tongue” og af de nye numre ”High Road”. Mens publikum nærmes gik i stå til numre som ”Aunt Lisa” og "Ember City”. Måske var folk trætte, måske var setlisten bare ikke helt fantastisk, men mest sandsynligt af alt, var det nok bare mandag – for publikum som band. Med undtagelse af Dailor, der virkelig bar koncerten, virkede bandet uengageret og fraværende. Nerven der ellers kendetegner, var langt hen af vejen fraværende og, vi skulle helt frem til afslutningen før det for alvor lignede noget. Som koncerten skred frem og Mastodon levede op, fulgte publikum trop, og da Mastodon lukkede og slukkede med højdepunkterne ”Crystal Skull” og ”Blood and Thunder” var der ikke et øje tørt.

Meget kan man sige om Mastodon, men de kan fanme spille en fed gang tråd. Denne aften blev det bare gjort på ret uinteressante manér. Man kan altid diskutere valget af numre, rækkefølgen og hvorvidt det var mandag eller ej (det var mandag!), men det må uundgåeligt konkluderes, at Mastodon denne aften, ikke leverede samme høje niveau som tidligere set. Det var ikke min bedste koncert med Mastodon, men absolut heller ikke den værste. Det bliver et sted i midten, men når Mastodon spiller en koncert der ligger et sted i midten, svare det typisk til en gennemført fed koncert spillet af mange andre bands. 4,5 ud af 6.

 

  • Mastodon_9
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Mastodon_20
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Mastodon_18
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen

Se flere billeder her!

Læs mere...

Barricade - Gates of Nimh

Siden 2010 har københavnske Barricade årligt udgivet nyt materiale, og med det seneste skud på stammen, ”Gates of Nimh”, kommer listen op på 3 stk EP’er foruden albummet ”Terrorlight” fra 2013.

I pressematerialet bliver man lovet vrede, og at det ikke er et tomt løfte, vises allerede i åbningsnummeret. Det skyldes ikke mindst vokalerne, som optræder i en monotont råbende/skrigende udgave, og en mere tilgængelig og ren version. Begge er pænt indebrændte, så vreden er til stede gennem alle numre.

Den tilhørende musik tager udgangspunkt i Hardcore, men supplerer med tungere og mere Sludge-prægede elementer. Det giver ganske vist en øget tyngde, men koster samtidig på energikontoen – musikken har svært ved at matche den kraft, der kommer fra vokalsiden. Det giver slagside i ”Matriarch”, hvor den meget ensformige vokal trækker energien ud af nummeret, som derved fremstår ordinært og uinteressant. I det efterfølgende ”Nomad” er tempoet højere, og så passer tingene meget bedre sammen. Desværre har vokalen overtaget i de fleste numre, så de indeholder for meget monoton råben i dem til, at jeg lader mig indfange.

Slutresultatet bliver, at EP’en ender som unuanceret og indelukket – Det er tungt og voldsomt, men for lukket til at være spændende for alvor.

Tracklist:
1.Erebus
2.Hellion
3.Matriarch
4.Nomad
5.Sunblast
Samlet spilletid: 20:48

Læs mere...

Piss Vortex - Piss Vortex

Piss Vortex er et nyt band fra den københavnske undergrund, der med sit selvbetitlede debut-album nok skal få rystet grundvolden.

Albummet bliver udgivet af det nye pladeselskab Indisciplinarian, der styres af folkene bag bandet Rising. Den bliver udgivet på vinyl i diverse farver (blandt andet pisgult) og digitalt – desværre ikke på cd.

Piss Vortex udgøres af fire unge gutter, der alle mere eller mindre har gjort sig bemærket indenfor metalmiljøet – mest prominent er nok Bonne, der lige har lagt The Psyke Project i graven.

Albummet består af 14 numre, der fordeler sig over 24 minutters spilletid. Numrene er for det meste korte, men dog voldsomme energiudladninger, som på én gang imponerer med deres musicianship, men også med den følelse af at være blevet kørt over af en damptromle. Damptromle-effekten bliver i høj grad understøttet af den knastørre produktion, der må siges at give bandets kaotiske riffs den helt rigtige dimension. Tørrere bas skal man dælme lede længe efter! 

Numrene cykler rundt mellem mange forskellige subgenrer, men det er i mine ører skivens force. Disse gutter kan meget, og viser det gerne. Kaos hersker i ”Voice of the Wothless”, ”Liar(s)” er lidt mere stemningsskabende og til sidst gås Düreförsög i bedene med afslutningsnummeret ”Our Maker’s Invisible Hand”, der dog ender ud med at rotere rundt omkring det samme riff, som ”Detrimentalist” starter ballet op med. I øvrigt vil jeg gerne fremhæve riffet i ”Hollow Success”, der kommer omkring 0:50…. Fuck, hvor er det ærgerligt, at det kun bliver spillet i 6 sekunder!!

Produktionen, de maniske riffs og stemningen omkring hele skiven, får mig til at tænke på hedengange Crowpath. Piss Vortex har klart sin egen sound, men få gange popper Crowpath og The Dillinger Escape Plan (fra de gode gamle dage) op til overfladen og afslører inspirationskilderne. Det er bestemt ikke en dårlig ting, da begge bands, på toppen, var blandt de bedste. Piss Vortex formår at lave deres eget hegn, der dog smager lidt af de to bands.

Enkeltmandspræstationerne er også virkelig værd at fremhæve; Simon på vokal er virkelig manisk og virker faktisk som et fjerde instrument. Bonnes knudrede riffs på guitaren kan i starten virke… knudrede (haha), men der er bestemt mening med galskaben, og det er overraskende hvad den mand kan vride ud af sin guitar. Moesby findes lidt længere tilbage i lydbilledet, men giver i kraft af sin tørhed virkelig bund i skidtet. Kronen skal dog, efter min ringe mening, placeres på Niclas’ hoved – han er en superafvekslende trommeslager, der krydrer her, pifter der og i sidste ende leverer en meget overbevisende præstation på trommerne, som dog desværre ikke er lige så fedt produceret som resten af elementerne. 

På bundlinjen er Piss Vortex gået ind i folks bevidsthed med træsko på. Der er dog plads til at vokse på, men jeg er sikker på, at de nok skal diske op med noget overraskende i næste ombæring – ”Piss Vortex” bliver svær at overse, når årets top ti skal sammenfattes, og jeg håber at drengene når ud til et større publikum end lille Dannevang – det fortjener de!

Tracklist:
01: Detrimentalist
02: Voice of the Worthless
03: Devouring Intent
04: Inoperable
05: Altered State
06: Liar(s)
07: Hollow Success
08: Beaten Womb
09: Organic Shrapnel
10: Of Bodily Waste and Desire
11: Filth
12: Shit Life
13: Those Who Labor
14: Our Maker’s Invisible Hand

Samlet spilletid: 24:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed