fbpx

Six Feet Under - Nightmares of the Decomposed

Med “Nightmares of the Decomposed” kan Six Feet Under (SFU) fejre et jubilæum; ikke fordi albummet er nummer 17 i rækken, eller fordi Chris Barnes har skiftet hele bandet ud inden for de seneste 10 år. Nej, udgivelsen markerer, at det er 25 år siden, at Barnes og Jack Owen senest arbejdede sammen – dengang var det i Cannibal Corpse.

Nu er det i SFU, hvor Owen har skrevet alle numrene, mens Barnes igen står for teksterne. Og denne genforening var en god ide, for på deres nyeste lyder de langt mere inspirerede end jeg har hørt dem meget, meget længe. Barnes fører an med sin specielle vokal, som med growl og bree-hvin er blevet et trademark for bandet. Hertil har Owen skabt en varieret stribe Dødsmetal numre, hvor de tre startnumre sætter barren højt med ret så forskellige opbygninger, men alle med høj kvalitet. Jeg er også nødt til at fremhæve ”Migraine”, hvor de sejtrækkende guitarer og den ondsindene vokal matcher hinanden perfekt.

Men træerne vokser ikke ind i himmelen, for "Self Imposed Death Sentence” fremstår rodet, mens ”Drink Blood, Get High” og "Blood of the Zombie” er lidt kedelige, selv om sidstnævnte indeholder noget så usædvanligt som en bassolo.

Disse svipsere kan tilgives, og de ændrer ikke på det faktum, at Six Feet Under denne gang virkelig har skabt et godt Death Metal album – jeg håber, at ”Owen effekten” kan smitte af på flere albums.

 

Tracklist:   

  1. Amputator
  2. Zodiac
  3. The Rotting
  4. Death Will Follow
  5. Migraine
  6. The Noose
  7. Blood of the Zombie
  8. Self Imposed Death Sentence
  9. Dead Girls Don't Scream
  10. Drink Blood, Get High
  11. Labyrinth of Insanity
  12. Without Your Life

 Samlet spilletid: 43:31

Læs mere...

Six Feet Under - Graveyard Classics IV: The Number of the Priest

Siden Six Feet Under i år 2000 første gang præsenterede deres udgaver af klassiske Metal numre, har amerikanerne med jævne mellemrum udsendt nye albums i serien, som nu er kommet til sin fjerde udgave med titlen ”The Number of the Priest”.
Og man skal ikke kende specielt meget til klassisk Heavy Metal for at man ud fra titlen kan identificere Iron Maiden og Judas Priest som ansvarlige for numrenes originale udgaver.

Som med de øvrige udgivelser i Six Feet Unders serie er der ikke så meget at sige til de enkelte numre; de er netop klassikere og dermed kendt af de fleste. Min bedømmelse af albummet kommer således ikke til at dreje sig om materialet, men om hvor godt de bliver forvaltet i de nye udgaver.

Musikalsk er der ikke så meget at sige, der spilles tæt op ad de originale versioner. Der, hvor SFU tilfører noget nyt, er på vokalsiden: Chris Barnes’ growl er virkelig dyb og grum, og dermed perfekt til den Death Metal, den normalt sættes sammen med. Kontrasten til de originale vokaler er dermed meget stor, hvilket i sig selv er okay. Problemet er, at Barnes slet, slet ikke besidder den variation, som Paul Di’Anno, Bruce Dickinson og Rob Halford mestrer. Resultatet er, at numrene kommer til at fremstå utroligt ens, fordi Barnes’ vokal kun er en anelse mere nuanceret end lyden af tv’s prøvebillede...

Jeg vil ikke sige, at SFU direkte ødelægger numrene, for det er absolut okay at høre de enkelte tracks i tunede udgaver, men det er tæt på: Materialet bliver frarøvet en stor del af den indbyggede karisma, og hvis de i sin tid var blevet spillet som på dette album, var de ikke blevet til de klassikere, de er i dag!

Tracklist:
1. Nightcrawler
2. Starbreaker
3. Genocide
4. Invader
5. Never Satisfied
6. Murders in the Rue Morgue
7. Prowler
8. Flash of the Blade
9. The Evil that Men Do
10. Stranger in a Strange Land
11. Total Eclipse
Samlet spilletid: 51:50

 

Læs mere...

Six Feet Under - Crypt Of The Devil

I mange år har Florida været det vigtigste sted for Dødsmetal i USA; alligevel har Chris Barnes valgt at opgive solskinsstaten for at flytte til Seattle. Det har betydet, at han ikke har kunnet samle Six Feet Under til indspilning af dette album; derfor er der samlet ét line-up til studiet, mens alle koncerter bliver gennemført med et andet – kun Barnes er genganger.

Det betyder nu ikke noget for stilen; Six Feet Under spiller stadig klassisk Death Metal - Det betyder tunge og seje guitarer, og growl i rå mængder. Det hele veksler en del i tempo, hvor åbningsnummeret og ”Slit Wrists” markerer den tunge del, mens ”Break the Cross in Half” markerer albummets højdepunkt – ikke kun kvalitetsmæssigt, men også når det gælder energi og voldsomhed – her giver bandet den virkelig gas.

Ellers bevæger materialet sig i den sikre ende af skalaen, der bliver ikke eksperimenteret eller taget chancer. Nej, helt som ventet indeholder albummet traditionel Metal uden overraskelser – omplantningen nordpå er ikke gået ud over Barnes’ evne til at spille old school Død, og som titlerne ”Open Coffin Orgy” og ”Broken Bottle Rape” viser, har han heller ikke glemt sin tid i Cannibal Corpse. Omvendt har flytningen heller ikke givet noget nyt, så resultatet ender i mellemklassen – robust og sikkert, men ikke specielt spændende.

Tracklist:
1. Gruesome
2. Open Coffin Orgy
3. Broken Bottle Rape
4. Break the Cross in Half
5. Lost Remains
6. Slit Wrists
7. Stab
8. The Night Bleeds
9. Compulsion to Brutalize
10. Eternal Darkness
Samlet spilletid: 36:54

 

Læs mere...

Six Feet Under - Unborn

Sidste år udgav Six Feet Under albummet ”Undead”, og nu kommer så opfølgeren i form af ”Unborn”. Som det var tilfældet på forgængeren, har Chris Barnes skrevet numrene sammen med bl.a. Ben Savage (Whitechapel) og Jari Laine (Torture Killer). Samtidig er der i forbindelse med indspilningerne skiftet ud i besætningen, hvor Ola England og Jeff Hughell er nye på hhv. guitar og bas, mens Steve Swanson og Kevin Talley afrunder line-uppet på guitar og trommer.

Barnes er en veteran på Death Metalscenen, men han kan stadig frembringe en af genrens absolut fedeste vokaler – den er grum, sej og med masser af personlighed. Og når han gør det så gennemført som på dette album, smitter det automatisk af på helheden.

Vokalen følges på vej af ret så sejtrækkende guitarer, og numrenes tempo er generelt moderat; det forstærker det seje og coole i dem. I de sekvenser hvor der skiftes til højere gear, er det Talley, som med sit energiske spil driver resten af bandet fremad. Omkvædene er generelt holdt nede på ganske få ord, og det er ikke svært at forestille sig et tændt publikum skråle med på ”Incision” og ”Inferno” eller ”Psychosis”. Det er således ikke den store variation, der præger numrenes udtryk, men SFU holder et godt bundniveau. Derfor markerer ”Unborn” sig ikke i kraft af mange highlights, men mere ved manglen på missere eller fyldnumre. Det gør albummet til en bundsolid sag, der vil falde i god jord hos genrens fans.

 

Tracklist:  

 

1.                   Neuro Osmosis               

2.                   Prophecy    

3.                   Zombie Blood Curse      

4.                   Decapitate  

5.                   Incision       

6.                   Fragment    

7.                   Alive to Kill You              

8.                   The Sinister Craving      

9.                   Inferno        

10.                Psychosis  

11.                The Curse of the Ancients                 

 

Samlet spilletid: 36.01

Læs mere...

Six Feet Under frontmanden arbejder på nyt projekt

Six Feet Under frontmanden Chris Barnes arbejder fortiden på sit nye “brutal side project” med navnet IHate. Bandet har offentliggjort deres nye video til sangen ”Stretcher” som kan ses nedenfor.

Six Feet Under’s tiende album ”Unborn” udkommer senere denne måned, 19. marts, via Metal Blade Records. ”Undead” er mikset af Chris ”Zuess” Harris, som tidligere har arbejdet med bl.a. Suicide Silence, All That Remains, Soulfly og mange flere.

"Unborn"vil kunne anskaffes som en esklusiv bokse edition som indeholde den limited edition digipack af albummet, som også indeholder bonus sangen “Illusions”, udover det vil boksen indeholde en plakat, patch, to pins og klistermærker.

 

IHATE – Stretcher:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=73XkojmhZ2w

Læs mere...

Six Feet Under

Mens de fleste er på Roskilde og drikke sig i hegnet, tog jeg en tur til København under den sidste opvarmningsdag. The Rock havde samlet en hel mini-festival med hele 7 bands – der i blandt amerikanske Master og danske Illdisposed. Selv nåede jeg kun at opleve Six Feet Under.

The Rock var en smule over halvt fyldt. Lyset blev dæmpet sidste gang for denne aften, og det 4 mand store band kom ind på scenen. Forsanger Chris Barnes har måske de længste dreadlocks, jeg nogensinde har set. Det i sig selv var et syn man kunne blive ved med at kigge på – for de bevægede sig konstant i luften. De andre bevægede sig nu ikke meget i løbet af de næste 70 minutter.

Publikum var også ganske godt tilfreds. Imellem de mange forskellige numre – som alle blev leveret uden mange dikkedarer – var der mange gange glæde at spore. Guitaristen, bassisten og især trommeslageren spillede utrolig tight. Lyden var, det meste af tiden, også godkendt. Det store minus var forsangeren.

Han var stiv. Han var helt vildt stiv. Sommetider kan stive forsangere gøre det godt – og være underholdende på en scene. Chris Barnes var det modsatte. Han var irriterende og, mest af alt, helt latterligt utight. Jeg havde svært ved at høre noget som helst, der blev sagt. Og selvom han sommetider smilede lidt og sagde nogle få ord, så var han helt væk. Der var ingen opmærksomhed på at levere varen – og det ødelagde oplevelsen. Det er synd, for jeg er helt sikker på, at Six Feet Under kan gøre det godt. Men denne gang var forsangerens ikke-tilstedeværelse nok til at tabe det hele på jorden. Ærgerligt, og jeg håber at næste gang bliver en smule mere ædruelig. 3 stjerner.

Læs mere...

Wacken Open Air 2006

SCORPIONS - Torsdag kl. 21:45 (True metal stage)
Karakter: 2 / 6
Torsdag aften var en forholdsvis kedelig aften. Der var blot 4 bands på programmet, og der var kun gang i en af scenerne.
Det eneste band jeg gad at tjekke ud var Scorpions; og det på trods af, at jeg hverken kender eller kan lide bandet særlig godt.

Bandet gik på til tiden, og jeg kunne hurtigt høre, at lyden var standard. Når jeg siger standard, så mener jeg Wacken-standard, og det er altså ikke særlig godt.

Scorpions spillede en god håndfuld hits, men på intet tidspunkt var jeg oppe at køre. Det var faktisk den generelle stemning i publikum. Folk virkede lidt uimponerede. Aftenens højdepunkt var "Rock You Like A Hurricane", der selvfølgelig sparkede røv og fik folk godt med.
Det var alt i alt en kedelig koncert med noget rimelig tyndt vokalarbejde. Sidst men ikke mindst er det totalt utilgiveligt, at de ikke spillede klassikeren "Wind Of Change".... Kom ind i kampen, i mawere tyskere.

MYSTIC CIRCLE - Fredag kl. 11:00 (Black stage)
Karakter: 1 / 6
Jeg vidste ikke hvad Mystic Circle var for noget, så jeg gik hen for at få stillet min nysgerrighed. Jeg hørte 3 minutter af koncerten. Det viste sig nemlig, at der var tale om black metal, og oveni det med dårlig lyd, så jeg smuttede. Så en lidt subjektiv karakter herfra (Jeg er jo Mr. Anti-black).

WINTERSUN - Fredag kl. 12:00 (True metal stage)
Karakter: 3 / 6
Bandet spillede en tight, men rimelig kedelig koncert. Forsanger og guitarist Jari (et eller andet langt ude efternavn) er bestemt ikke uden evner. Han blander en black metal vokal (øv) med fantastisk 80'er vokal, det sidstnævnte sparker røv. Han spillede på en Paul Gilbert spade, og det skulle hurtigt vise sig hvorfor. Masser af sweeps og tapping - FEE!!! 3-tallet er for blær, musikken var nemlig ganske kedelig og rimelig standard.

LEGION OF THE DAMNED - Fredag kl. 12:55 (Black stage)
Karakter: 4 / 6
Hollandske L.O.T.D lagde ud med nummeret "Werewolf Corpse", og så var stilen ligesom lagt. De spillede noget uoriginalt og meget oldschool thrash, i stil med Slayer. Der var garn over det hele, og det var en rigtig god koncert, hvor folk var godt med. De sluttede perfekt med nummeret "Legion Of The Damned", der efter min mening nok er den bedste skæring på deres debut "Malevolent Rapture" (skiven kan anbefales til folk, der kan lide fee thrash med skrigende vokal).
- Det var dejligt med en god omgang lige-ud-ad-landevejen thrash.

SIX FEET UNDER - Fredag kl. 15:00 (Black stage)
Karakter: 3½ / 6
S.F.U var som man kunne forvente - tight, oldschool, groovy og tunge. Chris Barnes er sgu en rutineret ræv. Han kan sit pis - både som sanger og som frontfigur. For mig var det en meget gennemsnitlig koncert, uden de store overraskelser. Det var kopi-numrene, der rykkede bedst. "Warmachine" og "T.N.T" satte virkelig gang i publikum.... Sejt!


NEVERMORE - Fredag kl. 16:15 (True metal stage)
Karakter: 5½ / 6
Så kom vi endelig til noget som undertegnede havde glædet sig meget til at se. For 2 år siden spillede Nevermore også her på festivalen, og det var fee, men lyden var ekstremt elendig. Lyden var heller ikke god denne gang, men stadig væsentlig bedre end for et par år siden.
Nevermore havde en anden makker med på spade som stand-in for Steve Smythe, som desværre er meget syg for tiden.
"Final Product" var åbningsnummeret, og folk var godt med - singalong, og alt det der. De to næste på programmet var "The River Dragon Has Come" og "I, Voyager". Folk sang med, gik berserk og det var tydeligt at se, at Nevermores popularitet stiger og stiger. Af andre numre jeg lige kan huske, spillede de: "Dead Heart In A Dead World", "Narcosynthesis", "Born", "Engines Of Hate", og meget uventet, "This Godless Endeavour". En lang satan på mere end 8 minutter - Sejt! Warrel Dane lagde op til, at folk skulle crowdsurfe. De skulle slå en Wacken rekord - ha ha.... Jeg tror ikke den blev slået, men måske var det tæt på?
Det var en superfee koncert, med en masse energi og lir..... Hold kæft hvor spiller de stramt!!!!!

SOILWORK - Fredag kl. 17:30 (Party stage)
Karakter: 4 / 6
Jeg skulle vælge imellem Soilwork og Opeth, og da jeg ikke kender Opeth særlig godt, faldt valget på Soilwork. Bandet havde den bedste lyd, jeg indtil videre havde hørt på festivalen; man kunne høre alt - FEE!!! De spillede alle deres hits, og det var rigtig fee at stå og skråle med. Martin S (Dawn Of Demise), Lars Ole Bøgel (Ferocity), Brylle (Mnemic) og mig selv, sang med på alle omkvæd (øllet havde sat dets præg). Bandet har fået Dirk fra Scarve med trommer, og han spillede fandeme godt - godt valg, drenge.

CARNIVORE - Fredag kl. 20:00 (Black stage)
Karakter: 3 / 6
Det var ikke fordi jeg kendte Carnivore særlig godt (har dog "Retaliate" på vinyl), at jeg gik over for at se dem. Jeg ville da bare lige se giganten Pete Steele "in-action". Bandet fremførte deres New Yorker hardcore med stil, det fungerede ganske ok live. En lille celebrity bonus fik man da også med i købet. Bandet havde Joey C. fra Life Of Agony med på rytmespade, og han har sgu en god energi på scenen.
Til folk der ikke kender Carnivore, så er det Pete Steele's gamle hardcore band. Det han spillede i før han startede Type O Negative.

CHILDREN OF BODOM - Fredag kl. 21:30 (True metal stage)
Karakter: 4 / 6
Dette skulle så være anden gang jeg skulle se finske Children Of Bodom, og ved i hvad? Det var sgu præcis lige så godt som første gang. Ganske fed lyd, et godt liveshow (Denne gang med en masse biler), og et velspillet og interessant sæt. Mine personlige favoritter var "needled 24/7" og "Sixpounder". Sidstnævnte satte ihvertfald gang i mig og mit Brian-slæng. Alexi L. spillede fantastisk, og havde som altid et godt publikumstække. Jeg gad bare godt, at de kunne tage en slapper med det forbandede keyboard... Øv!!!! Hvor er det træls at høre på i længden.

Jeg ville så gerne have set tyske Primal Fear med kæmpen Ralf i forgrunden, men var desværre for fuld og faldt i søvn.

ABORTED - Lørdag kl. 12:00 (Black stage)
Karakter: 4 / 6
Jeg hørte Aborted for første gang, dagen inden vi skulle afsted til Wacken. Så det er desværre umuligt for mig at fortælle, hvilke numre de spillede, fordi jeg aner det simpelthen ikke. Jeg kan dog sige, at de var fede.

Bandet spillede en god koncert med masser af headbanging og skrald på. Deres blanding af death metal, goregrind, N.Y dødsmetal og hardcore (meget lidt) fungerede rigtig godt live. Der var masser af dyb vokal, og det synes onkel Bjørn jo er superfee!!!! Jeg gad bare godt, at vores kære Sven gad at slappe af med det der råberi. Det kommer til at virke lidt metalcore-agtigt, og det kan for fanden da ikke være meningen? (jeg har ikke noget imod metalcore, synes bare ikke lige, at passer ind i Aborted).
I bund og grund var dette en rigtig god og interessant dødsmetal koncert. Jeg skal helt sikkert tjekke dem bedre ud. Som et ekstra plus spillede bandet lige Carcass' klassiker "Heartwork" - god stil der!!!!

BLOODTHORN - Lørdag kl. 13:55 (Party stage)
Karakter: 1½ / 6
Med det navn troede jeg, at der var tale om noget død, men nej: det var black metal, og det lød rimelig mawert. Jeg ville dog lige sige, at de en sjælden gang imellem præsterede at fyre et fee riff af. Det var dog en dårlig koncert alligevel, altså de ti minutter jeg så.

ARCH ENEMY - Lørdag kl. 13:55 (Black stage)
Karakter: 4 / 6
Arch Enemy var nøjagtigt som jeg havde regnet med, at de var - supertighte. Michael Amott og deres nye guitarist (som jeg ikke ved hvad hedder - eller gør jeg? et eller andet med akesson... måske?) spillede fedt, masser af harmonier og rigeligt med soli. Mike kan sgu stadig. Sharlee D'angelo er altid god på en scene, og det samme kan siges om Angela Gossow, der rigtigt fik struttet med røven... jaja, det må vi så absolut ikke klage over. De spillede deres hits, deriblandt "We Will Rise", som undertegnede nok synes var koncertens højdepunkt. Det sad altsammen i skabet -Fedt! Specielt trommeslager Daniel Erlandsson spillede som en maskine. Alle stortromme parterne sad lige i skabet, og det kan man sgu ikke sige om mange grydebankere. En mere en godkendt koncert herfra.

FEAR FACTORY - Lørdag kl .14:45 (True metal stage)
Karakter: 3½ / 6
Christians ben er helet. Så allerede der vidste man bare, at sceneshowet ville blive mere interessant end i Århus sidste gang.
Bandet havde et sæt med, der var smækfyldt med fede numre, deriblandt "Edgecrusher", "Slave labour" og den gode gamle "Replica", der virkelig satte gang i de grimme tyskere. Jeg er bare ikke tossevild med Fear Factory længere. Det gik faktisk over inden de lavede "Obsolete". Så jeg synes jo, at koncerten gik hen og blev lidt kedelig. Lidt ligesom i Århus, det var fedt at høre deres hits, og så var det det. Christian Olde Wolbers havde fødselsdag, så der blevet sunget føs'das sang, og bandet valgte lige at spille to minutter af Pantera klassikeren "Walk", hvorfor ved jeg ikke? Men det var for mig koncertens klimaks. Lige her tilsidst - Burton C. Bell synger fandeme ringe. Der var ikke noget af det rene vokal, der sad som det skulle.

MORBID ANGEL - Lørdag kl. 16:00 (Black stage)
Karakter: 5½ / 6
Her kom der så noget, som Bjørn J virkelig havde set frem til. Det var ikke bare Morbid Angel, men Morbid Angel med David Vincent tilbage i folden - Yihaaaa!!!!! Han har været meget savnet!!!!
Lyden var ikke særlig god, ikke på noget tidspunkt, men blev dog bedre og tilnærmelsesvis ok omkring halvvejs gennem sættet
Som nævnt før, er David Vincent tilbage, og som en ekstra "treat" var Erik Rutan med på spade. Så der var jo tale om en vaskeægte "Domination" besætning.
Bandet åbnede koncerten med "Rapture" fra "Covenant" skiven, og fulgte så op med "Pain Divine" fra samme skive. Der var nu rigtig godt gang i publikum. Over 20.000 dødshoveder fik fandeme smæk for skillingen. Nu skal jeg så prøve at huske, hvad de ellers spillede - Here goes nothing: "Maze Of Torment", "Lord Of All Fevers And Plagues", "Chapel Of Ghouls", "Immortal Rites", "Fall From Grace", "Dawn Of The Angry", "Sworn To The Black", "Where The Slime Live" og "God Of Emptiness". De to sidstnævnte blev spillet lige efter hinanden - MEGASEJT!!!!!!!! To af dødsmetallens allerstørste numre - WOW!!! Jeg er stadig oppe at køre.

Jeg er genfødt Morbid Angel fan. David Vincent var kongen, og tro mig; det er han stadigvæk. Selvom vi ikke hørte "Blood On My Hands" og et par andre, så var det fandeme en god koncert med ene af numre fra "Vincent-perioden" - Det passede mig egentlig fint nok.

P.S Hvad Phil Rudd (AC/DC) er for 2/4, er Pete Sandoval for stortrommer.

ATHEIST - Lørdag kl. 18:45 (Party stage)
Karakter: 5 / 6
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få chancen for at se Atheist live igen. Sidst jeg så dem, var i Århus, i 93'. De blev opløst samme år. Så dette skulle være lidt af en "dream come true".
Deres tre skiver "Piece Of Time", "Unquestionable Pressence" og "Elements" har kørt jævnligt på mit anlæg i de sidste 12-15 år, så juhuuuuu - jeg glædede mig.
Bandet spillede stramt, og havde en ganske ok lyd. Det var meget vigtigt, da Atheist jo spiller super teknisk, og en musik der er smækfyldt med en masse små detaljer.
Specielt skal nævnes superbassisten Tony Choy, der overtog bastjansen efter den tragiske død af basmonsteret Roger Patterson i 92' (R.I.P). Tony Choy spillede som en drøm, og gav den virkelig fuld skrue igennem hele koncerten. Kelly (forsanger) sørgede også for at få gang i folk, og det hele fungerede denne eftermiddag/aften for Atheist. Bandet spillede blandt andet: "Green", "Air", "Mineral", "Piece Of Time", "I Deny"(tror jeg nok den hedder) og "Motherman", min personlige favorit. De spillede selvfølgelig flere numre. Jeg kan bare ikke huske det. På det tidspunkt var jeg nok allerede ved at være der - hvis i ved hvad jeg mener?
Kelly Schaefer lignede lidt en kopi af Axl Rose, dog vil jeg sige, at makkeren er omkring ti gange sejere end Axl....Ihvertfald nu om dage.

WHITESNAKE - Lørdag kl. 20:15 (True metal stage)
Karakter: 5 / 6
Jeg er ikke rigtigt inde i Whitesnakes materiale, men jeg vil sige dette om deres koncert: David Coverdale sang perfekt, Tommy Aldridge spillede megafede gryder og guitaristerne spillede begge som en drøm. Bandet havde uden tvivl festivalens bedste lyd og klassikeren "Here I Go Again" sparkede herre røv! - Mega fee koncert!!!

OBSCENITY - Lørdag kl. 23:15 (Wet stage)
Karakter: 4 / 6
Nu får jeg garanteret skideballe? Jeg gik i teltet for at se tysker død med smæk på, frem for at se motorhead - hahaha!!!! Det er nu ikke fordi at jeg ikke kan lide motorhead, tværtimod. Jeg har bare set dem et par gange før, og jeg var småfuld, så det skulle være noget hegn med fart på - nemlig.
Bandet spillede dødsmetal i den hurtigere ende af skalaen, og det var fee. Thomas fra powermetal.dk og mig selv stod og nød koncerten, og mine pilsnere blev drukket hurtigt - øv! (men det er jo død, så ryger de bare hurtigere ned). Obscenity's dødsmetal lyder meget henad Cannibal Corpse, og det er jo ikke helt ringe. Specielt vil jeg fremhæve nummeret "Cold Blooded Murder", der med dens tunge stykker ihvertfald gav undertegnet lyst til at svinge med garnet.... Men nej, for gammel og for fuld. Er du til CC? så synes jeg, du skal prøve at tjekke Obscenity ud....

Dette års Wacken Open Air var en succes. Der var udsolgt, programmet var ganske udmærket og solen stod højt på himlen. Jeg vil gerne rose Wacken for deres toilet og badeforhold. Det skal fandeme være iorden, og det var det også. Sidst men ikke mindst - tak for kolde øl, god mad og en masse fee hegn.... Ses helt sikkert næste år.

Læs mere...

Six Feet Under - Undead

Efter ”Graveyard Classics III” fra 2010, hvor Six Feet Under (SFU) bare trådte vande med andres materiale, er bandet tilbage; ikke bare med et nyt album, men også med en kraftig opdatering i line-uppet: KevinTalley er kommet med på trommer, Jeff Hughell er ny på bas og efter sin exit fra Chimaira fyrer Rob Arnold nu sin guitar af i SFU.
På papiret er ændringerne markante, men i praksis betyder det intet for bandet stil – her er alt som det plejer at være. Endda så meget, at jeg efter første gennemlytning var tilbøjelig til at afskrive ”Undead” som endnu en omgang kedelig stangvare. Den vurdering blev ændret efter flere livtag med albummet, for blandt de 12 numre er der et par stykker, som stikker ud fra mængden: “Missing Victims”, “Reckless” og “Vampire Apocalypse” markerer sig alle med godt drive i guitararbejdet, som gør netop disse skæringer ekstra fede. De resterende tracks er traditionel Dødsmetal med Chris Barnes´ let genkendelige, men ikke særligt varierede vokal som mest markante element. Manglen på variation er albummets største problem, for selv de fremhævede numre har rigtig mange lighedspunkter. Alligevel holder SFU et udmærket niveau, og selvom der ikke er så mange egentlige highlights, bliver det aldrig direkte dårligt. Derfor er ”Undead” et forudsigeligt men solidt bud på traditionel Dødsmetal anno 2012.

Tracklist:
01. Frozen At the Moment of Death
02. Formaldehyde
03. 18 Days
04. Molest Dead
05. Blood On My Hands
06. Missing Victims
07. Reckless
08. Near Death Experience
09. Delayed Combustion Device
10. The Scar
11. Vampire Apocalypse
12. The Depths of Depravity

Samlet spilletid: 40:11


Revolution Music vil gerne takke Metal Blade Records for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed