fbpx

The Devil's Trade - The Call of the Iron Peak

Bag navnet The Devil’s Trade står den ungarske sanger og guitarist Dávid Makó, som med ”The call of the Iron Peak” udsender sit første album på Season of Mist.
Her har han valgt at virkelig at skære ind til benet, for hovedparten af spilletiden udfyldes af kun af vokal og få akustiske instrumenter. Resultatet er et album et sted mellem Folk og Singer/songwriter, hvor sangenes kerne er det essentielle.
Satsningen på vokal og kun et enkelt eller to ledsagende instrumenter virker fint isoleret set; Makós stemme er både udtryksfuld og fængslende, og den sparsommelige instrumentering sætter fokus på vokalen. Både den og arrangementerne ligger ikke så langt fra Serj tankian, når han holder sig til ren sang.
Men ret hurtigt bliver det kedeligt, for fraværet af slagtøj eller anden rytmisk struktur gør numrene meget ens. Den monotone strøm af numre afbrydes kun af 3 korte mellemspil med keyboardlyde, men disse indslag er alt for korte til, at de reelt påvirker helheden.
Havde ”The call of the Iron Peak” være en EP med de 4 bedste numre, var The Devil’s Trade sluppet afsted med skindet på næsen, men i sin nuværende form er albummet simpelthen for kedeligt, og de godt tre kvarters spilletid opleves som mindst det dobbelte.

Tracklist:
1. The Iron Peak
2. Dead Sister
3. III
4. No Arrival
5. Expelling of the Crafty Ape
6. IIIIIIIIIIII
7. Három Árva
8. Eyes in the Fire
9. IIIIII
10. Dreams from the Rot
11. The Call of the Iron Peak
Samlet spilletid: 46:43

Læs mere...

Witchcraft - Black Metal

Et band med navnet Witchcraft, som udsender et album med titlen ”Black Metal” – lyder det som noget for denne anmelder? Er paven katolik? Selvfølgelig er det det; jeg har altid været fan af den Sorte Metal, og selvom Witchcraft plejer at spille Doom, havde titlen vakt min nysgerrighed. Her burde jeg måske have lagt mere vægt på, at Nuclear Blast Records havde angivet genren som ”other” …
Denne indledning skulle til for at du, kære læser, kan forstå min overraskelse, da jeg satte albummet på første gang: ”Black Metal” indeholder hverken sataniske ritualer omskrevet til 270 BPM eller tonstunge guitarriffs. I stedet byder skiven på 7 numre, som alle kun består af en mandlig vokal akkompagneret af en akustisk guitar – den stil, man kalder Singer / Songwriter. I et enkelt nummer suppleres med et par klavertoner, ellers er det kun vokal og guitar. Der er ingen trommer eller andre elementer, som kan skabe en rytmisk struktur….

Nu spørger du sikkert, om ikke det her er verdens nemmeste anmelderjob: Straf den åbenlyse vildledning med en absolut bundkarakter og se at komme videre? Det ville det være, hvis ikke det var for den detalje, at numrene faktisk er ret gode. Især åbningsnummeret ”Elegantly Expressed Depression” er så intenst, at det automatisk tryllebinder lytteren; her er virkelig en kunstner, som har noget på hjerte! I de efterfølgende to numre er stemningen lettere og mere old school, men herfra rammes numrene af den ensformighed, der ligger i det begrænsede arbejdsrum. Det er ikke helt godkendt, men set i lyset af den falske varebetegnelse kunne det være gået meget værre for Witchcraft.

Tracklist:
1. Elegantly Expressed Depression
2. A Boy And A Girl
3. Sad People
4. Grow
5. Free Country
6. Sad Dog
7. Take Him Away
Samlet spilletid: 32:59

Læs mere...

Steve 'n Seagulls - Farm Machine

Finske Steve n' Seagulls er Nordens svar på Heyseed Dixie - bandet der er blevet verdensberømte på at lave hillbilly-covers af kendte rockklassikere, og selvom ligheden er mere end slående, er Steve n' Seagulls stadig et frisk ironisk pust i en til tider højtidelig rock-indsutri, selvfølgelig serveret med en god portion finsk charme, vildskab og humor.

'Farm Machine' favner bredt i sit katalog af covers: Led Zeppelin, AC/DC, Iron Maiden, Rammstein, Guns N' Roses, Dio, Metallica, og flere har alle været en tur igennem The Farm Machine og det er der kommet nogle morsomme og til tider raffinerede hillbilly covers ud af. Steve N' Seagulls ville ikke have fået så meget opmærksomhed, hvis de ikke havde kunnet deres håndværk, og de spiller faktisk også umådelig tight, bl.a. på deres cover af 'Thunderstruck', og sender tankerne hen på en lidt tungere udgave af hele Danmarks "De Glade Sømænd".

Selvom Steve N' Seagulls sagtens kan levere underholdning i særklasse på de enkelte skæringer, bliver det dog en lidt ensformig oplevelse at høre den ene rockklassiker i hillbilly-indpakning efter den anden, og til tider på nogle af de mere forglemmelige numre bliver 'Farm Machine' noget nær anstrengende at høre på. Havde de skåret en 3-4 numre fra 'Farm Machine' ville man måske ikke nå til netop det punkt, men der er ingen tvivl om at Steve n' Seagulls ellers er et spillemandsband af ganske høj kaliber.

Tracklist:
1. Grand Opening
2. Black Dog
3. Thunderstruck
4. The Trooper
5. Ich Will
6. Paradise City
7. Nothing Else Matters
8. Over The Hills And Far Away
9. Seek And Destroy
10. Holy Diver
11. Run To The Hills
12. You Shook Me All Night Long
13. Cemetery Gates

Samlet Spilletid: 49 min.

 

Læs mere...

Christian Bonde - Feeding Wolves

Det første jeg for en god håndfuld år siden hørte til Christian Bonde var, at han var en upcoming metalproducer med blandt andre Dawn of Demise på cv’et. Dernæst fik man manden selv i øregangene som frontmand i rockbandet Whores & Thieves, og nu er han så sprunget ud som solist på ”Feeding Wolves”, hvor det rent faktisk ham der laver næsten det hele. Meget få steder er der indhentet hjælp udefra fra blandt andre Mikkel Schack. 

Albummet, der har fået titlen ”Feeding Wolves”, starter ud med den korte og egentlig lidt misvisende ”Forest”, der på én gang varsler ro og afdæmpethed kontra det lidt støjende, eksperimentelle og kaotiske udtryk, den som udgangspunkt lægger ud med. Der er dog ro under den stikkende overflade, men ”Forest” fortæller ikke hele historien, for efter ”Forest”, der nok mere må betegnes som en intro, tager ”lounge-effekten” over, og selvom numrene fint varierer i udtryk på resten af albummet, er vi altså ovre i den mere rolige ende af singer/songwriter-spektret, der kommer vidt omkring, både med lidt country-agtige inspirationer, men også nogle få pop- og rockreferencer. 

Der hvor Christian Bonde i mine ører virkelig vælter kegler, er når hans dybe bariton-stemme fylder æteren. Som på ”Let the Kid Go Machine” hvor han crooner af sted på allerbedste Nick Cave-maner, og uden at der skal gå plagiat i den, så er Christian Bondes stemme tæt på den gale australier. Men i mine ører kan Bonde bare så meget mere. Dette kommer til udtryk mange steder på albummet - for eksempel på ”If I Get Lost” hvor det er hans falset, der bærer nummeret. Det virker supergodt. 

Man kan faktisk gå så langt som at sige, at instrumenteringen på ”Feeding Wolves” er sekundær – Der er virkelig vokalen, der bærer byrden her. Selvfølgelig er der brug for instrumenter på albummet, men det er ikke dem, man husker pladen for – Det er Christian Bondes dragende, klangfyldte og melankolske stemme, man husker den for!

Numrene er mestendels korte og består meget sjældent af mere end et A-stykke og et B-stykke. Men det er faktisk den umiddelbare korthed, der gør numrene friske og interessante – hellere kort og koncist end langtrukkent og gentagende. Numrene har en friskhed over sig, der er de fleste bands/kunstnere undt, og selvom man nogen gange sidder, blandt andet på solide skæringer som ”Echo”, ”Oh Lord”, ”Murderous” og ”Out of Fuel”, og tænker, ”arh, den kunne godt have gentaget det omkvæd”, så gør numrenes korthed, at man gerne sætter ”Feeding Wolves” på igen og igen.

”Feeding Wolves” er skrabet produceret og skrabet instrumenteret. Resultatet er dog alt andet end skrabet, og jeg er sikker på, at Christian Bonde nok skal få god respons – ”Echo” har allerede været i rotation i radioen. Mon ikke flere sange følger?

Tracklist: 

01: Forest
02: Let the Kid Go Machine
03: Echo
04: Murderous
05: If I Get Lost
06: Feeding Wolves
07: Oh Lord
08: Out of Fuel
09: The Devil Came Dancing
10: Set Yourself Free
11: Me, Myself & I
12: Dear June

Total Spilletid: 30:07 Minutter

Læs mere...

City And Colour, Hannah Georgas

Mandag aften kan være en svær aften at komme ud på. Ugen er lige startet og de fleste har nok mest lyst til at gemme sig hjemme i hulen med godt selskab, en vamset trøje og varmen fra kaminen. Well jeg har hverken kamin eller vamsede trøjer, så hvorfor ikke tage i Store Vega og nyde nogle lækre toner fra Dallas Green og hans City And Colour projekt?

 

Hannah Georgas
Inden vi skulle have fornøjelsen af den tidligere forsanger i Alexisonfire, fik vi dog mulighed for at nyde de silkebløde toner fra Hannah Georgas. Pop-rock singer-songwriteren blev akkompagneret på scenen af trommer, bas, guitar og keys, men det var uden tvivl frontkvindens organ der var det mest interessante ved konstellationen. Blandt publikum var der en hel del, der åbenbart ikke havde hverken kamin eller vamsede trøjer og havde fået samme ide som undertegnede og fundet vej i mørket. Sammen kunne vi nyde 45 minutters skønsang, der dog tendenserede til ensformighed og trivielt samspil.


Georgas vokal var stjernen i midten, men det fremførte materiale led af mangel på opfindsomhed. Efter tre numre (her i blandt "Enemies") var publikum introduceret til kunstneren og det efterfølgende var langt hen af vejen gentagelse. Lidt kant ville have gavnet og sandsynligvis brudt den halvmonotone sound, der indhyllede publikum. Hertil var samspillet med Georgas kvindelige vokal og den mandlige support ikke eksisterende på grund af for lavt indstillet supportvokal.

 

Georgas viste flaget, publikum lyttede og alle var glade, ingen var euforiske. 4 ud af 5.

 

City and Colour
21:15 fandt Dallas Green og hans fire mand store ensemble endelig vej til scenen. Med et godt fyldt Vega, var det forståeligt, at koncerten var blevet rykket fra Lille Vega. Bekymringer for en mindsket intimitet og nærvær på den store scene, blev gjort til skamme som Greens vokal fyldte salen og publikum.

 

Med Greens vokal naturligt justeret forrest i lydbilledet, spillede kvintetten sig sikkert igennem aftenen, men en lyd der lå velbalanceret i Vegas lokaler. Setuppet på scenen var enkelt og stilistisk hvilket også gjorde sig gældende for lyset, det badede band og frontmand i varme farver. Simpelt og velfungerende. Ude af mange højdepunkter vil jeg tillade mig at fremhæve "As Much As I Ever Could" - leveret helt forrygende indlevende og intenst, "Day Old Hate", med Green alene på scenen , blottet og nøgen i det blå og lilla skær, mens et fuldkommen stille Vega energisk lyttede. Tilføj hertil "Comin' Home", "Thirst", "Fragile Bird" og alle de andre. Perfekt eksekveret, på ydmyg vis men samtidig utroligt stærkt.

 

Jeg har lyst til at give topkarakter. 20 numre ish blev det til. Tilføj hertil den karismatiske frontfigur og et velspillende band. Det burde være en succes og langt hen af vejen var det også realitet. Til tider røg koncentrationen dog hos undertegnede såvel som større dele af publikum. Når koncentrationen i perioder er så intens, at der stort set ingenting kan høres fra publikum, er det endnu tydeligere når først der opstår støj og småsnakken. Det ændre dog ikke ved at aftenen var en markant City And Colour succes. 5,5 ud af 6.

 

  • City & Colour _8
  • Forfatter: Jill
  • City & Colour _12
  • Forfatter: Jill
  • City & Colour _11
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Læs mere...

Mark Knopfler

Hvis man siger Mark Knopfler, må man nødvendigvis også sige Dire Straits – eller er det omvendt? Der er i hvert fald ingen tvivl om at Dire Straits har haft en abnorm betydning for rockmusikken, og det skyldes i høj grad bandets sangskriver, Mark Knopfler. 

Her er en herre som er meget pæn til at besøge Danmark. Mark Knopfler har i løbet af de sidste 6 år besøgt Danmark intet mindre end 4 gange; Forum, 2008. Under Broen i Middelfart, 2010. Jyske Bank Boxen m. Bob Dylan, 2011, og nu senest i Forum i år – han besøgte endda Malmö dagen før, men de hyppige besøg påvirker tilsyneladende ikke fremmødet, for der var til aftenens koncert udsolgt flere uger i forvejen.

Denne koncert, med tilnavnet ”An Evening With Mark Knopfler”, var arrangeret med nummererede siddepladser og begyndte på det ugudelige tidlige tidspunkt af kl. 18:30.

Mark Knopfler:
Mark Knopfler var først aktiv med Dire Straits fra 1977 – 1995. Han begyndte dog på sine musikalske eventyr helt tilbage i 1965. Hans første soloalbum, “Golden Heart”, blev udgivet tilbage i 1996, kun 1 år efter at Dire Straits var brudt op. Albummet blev modtaget med middelmådige anmeldelser, hældende til det positive. Det samme var tilfældet for alle hans senere albums, som pt. tæller; ”Sailing To Philadelphia” fra 2000, “The Ragpicker’s Dream” fra 2002, “Shangri-la” fra 2004, “Kill To Get Crimson” fra 2007, “Get Lucky” fra 2009 og senest “Privateering” fra 2012. 
Anderledes ser det ud med Mark Knopflers filmiske albums, som f.eks. debutten ”Local Hero” fra 1983 og ”Wag The Dog” fra 1998, som begge fik overvældende rosende ord med på vejen.

Forum har gjort en del ud af at gøre det klart for alle tilskuere at koncerten begynder PRÆCIST til tiden. Da jeg får slået mig ned i mit sæde er klokken lige omkring 18:25, og – hold nu fast for jeg lyver ikke – klokken 18:32 var alle på plads, lysene var slukkede og publikum var musestille. Det er sgu ligegodt imponerende på en eller anden måde. 

Da Mark Knopfler og hans store ensemble på 8 mand, så vidt jeg kan tælle fra min ret så distancerede siddeplads, lægger fra land med “What It Is”, så ved jeg at det bliver godt. Jeg vil være ærlig allerede nu; jeg har (desværre, kan jeg nu sige!) aldrig fået lyttet ordentligt til Mark Knopflers solomateriale. Men det må jeg se at få gjort, for det er da ligegodt fantastisk. Indrømmet, jeg er en sucker for næsten alt som inkluderer elementer af “folk” i form af fløjte, violin og sækkepibe – der kan svært være for meget af det!

Netop denne aften veksler smukt og ubesværet mellem Mark Knopflers blues-inspirerede sange, til de stille country ballader og igen over til de folkede passager, som uden tvivl står som de stærkeste i aften – for mig, altså. Man kan selvfølgelig have forskellige meninger om hvorhenne Mark Knopfler er bedst, men de musikere som han har medbragt i dag, gør det umuligt ikke at blive betaget af fløjtens sørgende, søgende, melankoli, eller af violinistens tydelige spilleglæde.

Faktisk er det, ironisk nok, Mark Knopfler som modtager mindst af min opmærksomhed. Det er bare langt mere interessant at se hans musikere folde sig ud på scenen. Ikke fordi hovedpersonen ikke kan spille, for når han endelig fyrer op for soloerne, så lyder de virkelig godt. Men han har ikke meget sceneperformance, og selvom vokalen passer rigtig godt til musikken, er hans sangevner ikke bedre eller bredere end så mange andre. Og dette er så absolut ikke en kritik, faktisk det stik modsatte, for koncerten handler ikke om et eksplosivt show, men om at læne sig tilbage og nyde øjeblikket, og at Mark Knopfler ved dette, gør det kun til en så meget mere naturlig oplevelse. Her skal der ikke bevises noget. 

Og vi kan nyde det, for lyden er nok omtrent så god som den kan blive i Forum. Jeg er i det store og hele langt mere til stående koncerter, men i aften har jeg heldigvis perfekt udsigt til scenen, også er mit sæde placeret rigtig godt i forhold til højtalerne – jeg skal dog ikke kunne sige med sikkerhed om alle har været så heldige. Den gode lydkvalitet gør dog at jeg ubesværet kan sætte mig tilbage i sædet, lukke øjnene og lade sindet vandre omkring. Det er skønt. 

Publikum er for det meste stille og opmærksomme. Selvfølgelig vil der være forventninger til at høre nogle sange af Dire Straits, og selvom jeg, med mit begrænsede kendskab til bandet, da håbede på at ”Sultans Of Swing” ville blive luftet, gjorde det absolut ingenting at den ikke var med på aftenens sætliste. Fra den kant fik vi i stedet den smukke ”Romeo And Juliet”, som faktisk fik så gode modtagelser af publikum, at flere valgte at stille sig op. Mit personlige højdepunkt skulle dog komme fra den nye sang ”Kingdom Of Gold”, og den (u)naturlige fortsættelse i ”I Used To Could”. Her er et eksempel på at kunne gå fra folk til blues uden problemer.

Vi skulle hele 14 sange ind før vi nåede til ekstranumre, og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så begyndte jeg at blive en smule utålmodig – og det bør jeg ikke, for musikken fejler ingenting! Men måske er det netop dét, at når man først har oplevet blues-delen, country-delen, folk-delen, og selvfølgelig ”Dire Straits”-delen, ja så er der ikke meget mere at komme efter. Måske man kunne og skulle have byttet et par af de nye sange ud med noget mere Dire Straits, som publikum kendte bedre? 

I hvert fald var begejstringen meget tydelig under den meget lange ”Telegraph Road”, som også markerede den første “slutning”. For vi skulle selvfølgelig have noget mere, og det fik vi i form af “So Far Away” – endnu en Dire Straits sang. ”Piper To The End” var dog den sidste sang for i aften, også kunne publikum glæde sig over at have fået lige godt og vel 2 timer i et behagelig og rart selskab. En del af publikum søgte faktisk op mod scenekanten til de 2 sidste sange, eller også rejste de sig op og blokerede de bagved siddendes synsfelt. En smule irriterende, men også forståeligt nok, da der ikke var indlagt nogle pauser i showet – og er man fan, skal man også vise man er fan. 

Når alt ovenstående er sagt, så er der kun karakteren tilbage. Den lander på et solidt 5-tal. 
Det skyldes at den første halvdel af koncerten var, for mig som “jomfru” en sand fornøjelse. Men efter ca. 1 time og 15 minutter kunne man have ønsket sig enten at gå direkte til ekstranumrene, eller simpelthen at smide flere crowdpleasere ind i sættet. Egentlig manglede vi ikke ”Sultans Of Swing”, men den ville stadig have været rar at få. Men tag ikke fejl; når Mark Knopfler kommer tilbage, og mon ikke det bliver snart?, så vil jeg se ham igen – for han, og især hans musikere, er garant for en god og mindeværdig oplevelse.

Sætliste:
1) – What It Is
2) – Corned Beef City
3) – Privateering
4) – Father And Son
5) – Hill Farmer’s Blues
6) – Kingdom Of Gold
7) – I Used To Could
8) – Romeo And Juliet (Dire Straits sang)
9) – Song For Sonny Liston
10) – Haul Away
11) – Postcards From Paraguay
12) – Marbletown
13) – Speedway At Nazareth
14) – Telegraph Road (Dire Straits sang)
Encore:
15) – So Far Away (Dire Straits sang)
Encore 2:
16) – Piper To The End

Læs mere...

Stöj Snak

Niels Höjgaard Sörensen er en aktiv musikker i den aalborgensiske rock, punk og metal scene, nok mest kendt for hans rolle i hardcore punk bandet Mighty Midgets, men han har også gjort sig i andre projekter bl.a. indenfor grindcore, men seneste skud på stammen er hans solo projekt som screamo Singer-songwriter under navnet Stöj Snak. Denne snak går på Stöj Snak og hans debut albummet ”Songs Of Beliefs”. Som mange steder, såvel som på Revolution Music har fået fremragende ros det lidt anderledes album.

Læs mere...

Brudevalsen - 2005

To ting gjorde, at det var med stor skepsis jeg ”trådte ind” i denne demo…

Den første var navnet… Brudevalsen…?!
Hvordan kommer det til at lyde på engelsk?
Og hvad er deres stil?

Nå… Videre. Navnet betyder jo som bekendt ikke en disse hvis bare musikken er ok.

Den anden ting var det faktum at de har indspillet et cover af Tom Waits. Jeg vil give anmelderen fra Danish Metal ret i at man (Næsten) ikke kopierer TW uden at blive straffet. (Dog er skæringen IKKE fra hans seneste album, men fra ”Bone Machine”.) Læg mærke til det der næsten… Jeg mener nemlig, at tracket ”Dirt in the Ground” er et af demoens højdepunkter. Brudevalsen spiller den som de synes den skal lyde, og det er vel det der er meningen med en cover sang… Eller hvad?!

Starteren ”Nothing Left” er gennemført med et virvar af stemmer i starten som virkelig trækker tænder ud… Det er virkelig en god åbner som går fra melankolsk til manisk med et fingerknips.
Herefter følger sangene som har hver deres særpræg. Men fælles for dem alle er, at lydbilledet går fra kosmos til kaos i meget glidende overgange.
Det faktum at bassisten spiller på en kontrabas giver bunden en lidt mudret, men glidende overgang, og pianoet sætter også sit spor på hele herligheden.

Jeg kunne fortsætte med at skrive spalte op og spalte ned om Brudevalsen, men faktum er, at de fortjener mest mulig ros og hæder for dette demo, der virkelig sætter en international lyd for dagen. Meget godt båret frem af forsangeren Christian Sindermann der til tider går hen og minder om en klon mellem Eddie Vedder, Layne Staley og faktisk……Tom Waits!
Jeg ved at tracksne kan downloades på deres hjemmeside, så check dem ud og dan dit eget billede af disse talentfulde esbjergensere.

PS: Dette er mit første 6 tal nogensinde!!!


Revolution Music vil gerne takke Brudevalsen for tilsendelsen af denne cd.

Læs mere...

Brian Tronsgaard - Second Chance

Den forhenværende forsanger I det hedengangne bluesrockband, “De Ubehagelige Typer”, er nu gået solo og har leveret en pragtfuld singer/song-writer plade.

Denne gang har Brian Tronsgaard allieret sig med en række musikere, der oprindeligt er kendt fra Brønderslevs musikscene: Søren Sanderhoff tager sig af indspilningen af trommerne – han er bl.a. kendt fra københavnerbandet ”Vixy Vox”, der jo desværre gik i opløsning sidste år, og nogle vil måske også huske navnet fra koncerten ”Rock mod Regeringen”, sidste år i Brønderslev – en koncert hjemmesiden her i øvrigt havde del i. Ved denne koncert spillede Søren Sanderhoff også trommer for Brian Tronsgaard i det band der kaldte sig ”Det Ydre Rum”. Og trommeslageren er ikke den eneste fra ”Det Ydre Rum” som Brian Tronsgaard har genoptaget samarbejdet med: Også bassisten, Kaspar Poulsen, er atter på banen.

Selv tager Brian Tronsgaard sig af guitar, klaver, ukulele, mundharpe og ikke mindst sang. Og de der har været heldige at opleve ”De Ubehagelige Typer” eller den ene koncert med ”Det Ydre Rum”, vil sikker kunne erklære sig enige i at Brian Tronsgaard er en fantastisk sanger og guitarist, og på ”Second Chance” viser han at han er en meget alsidig kunstner, der mester mange instrumenter. Derudover medvirker flere gæstemusikere også på pladen: Mades Lykke spiller saxofonsolo på åbningsnummeret, ”This Street” og på afslutningsnummeret ”Song to Myself”, hvor forsangeren fra ”Ford T”, Kasper Westeraa, leverer en guitarsolo. På to af pladens ni numre, ”Inside the American Mind” og ”Living Dead Blues”, er der kommet et strejf af den internationale rockscene, da der på disse numre bliver spillet guitarsolo af Steffen Westmark fra ”The Blue Van”. Hvis titlen ”Living Dead Blues” i øvrigt får en klokke til at ringe, så er den god nok: ”Ford T” har indspillet ”Living Dead” – teksten er af Brian Tronsgaard og nu har han indspillet sin egen bluesudgave af nummeret.

Alt i alt har Tronsgaard lavet en rigtig god plade, der er dejligt afvekslende både musikalsk og tekstmæssigt, og Brian Tronsgaard udviser stort talent som sanger og sangskriver. På ”Second Chance” er der både eftertænksomme sange som ”Living is a waste of time”, der funderer over grunden til al den ufred i verden, eller ”Inside the American Mind”, der er en kritik af det amerikanske samfund og deres hykleri. Der er også plads til den smukke ballade i form af den ubetingede kærlighedssang ”Dive into the Water”, og et nummer som ”Friendly Fire”, der hylder de nære venner. Som sagt er der også en dirty blues gemt på track otte, hvor man hører Brian Tronsgaards fortolkning af ”Living Dead”.

Så det er en plade der tematisk spænder bredt, og den er rigtig god at sætte på en rolig aften sammen med gutterne og en flaske whisky! Derfor vil jeg give ”Second Chance” fire ud af seks ”Fuck Pop's”, for det er et rigtig godt bud på en soloplade!


Revolution Music vil gerne takke Brian Tronsgaard for tilsending af denne demo.

Læs mere...

CS Nielsen - Man of the Fall

Denne anmeldelse har taget mig forholdsvis lang tid at skrive. Ganske enkelt fordi jeg føler, at et produkt, der er så gennemarbejdet som CS Nielsens nye plade, fortjener at blive bedømt på et ordentligt grundlag, og med velovervejede ord.
Det er altså ikke uvilje eller sløseri fra undertegnedes side – tværtimod.
Man kan heller ikke beskylde den gode CS Nielsen for sløseri på nogen måde. For efter at have udgivet en fremragende debut i 2007, er han nu klar med en plade, der faktisk overgår den første. Stilen er den samme; personligheder som Johnny Cash, Bob Dylan og Jimmie Rodgers har sat sig dybe spor i samsingen. Mon ikke alle andre anmeldere skynder sig at sammenligne CS Nielsen med netop Johnny Cash, så det vil jeg helt lade være med – for der er mange andre facetter i stemmen, teksterne og stemningerne, der udgør CS Nielsen.
Det har på flere måder været en vanskelig plade at anmelde. Dels er det faktisk stort set umuligt for mig at udpege enkelte numre, der udmærker sig i forhold til andre; den høje standard bliver simpelthen opretholdt igennem hele pladen. Dels er det en plade, der udvikler sig for hver gang man hører den. I skrivende stund sidder jeg og foretager en sidste gennemlytning – og har lige opdaget nye facetter; f.eks. er der lige dukket noget slide-guitar op på titelnummeret.

Gennemgående er det egentlig en ret mørk og dyster plade – og det passer fantastisk til CS Niel-sens imponerende vokal, der emmer af visdom, erfaring … og jeg synes at ane et vist håb.
Som sagt har det været en vanskelig plade at anmelde, for jeg fristes til at anvende så mange su-perlativer, at det nærmer sig det klichefyldte. Så for at undgå det, vil jeg, uden tøven, udråbe Man of the Fall til den bedste danske udgivelse i 2012.

Trackliste:
1. Border Blues
2. Man of the Fall
3. Road Song
4. Blood of the Lamb
5. I followed my woman
6. Old House by the Sea
7. Come to the Bower
8. Black Jack Davey
9. A Stone’s throw away
10. Miles to go
11. Makeup
12. Sometimes at night
13. Nothin’ But

Total spilletid: 59:57
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed