fbpx

Shotgun Revolution - IV

Shotgun Revolution har efterhånden eksisteret i mere end ti år, hvor bandet fra hovedstaden har udgivet 3 albums og sideløbende turneret flittigt. Nu er de klar med endnu et album, som er indspillet i Los Angeles med Flemming Rasmussen ved knapperne, mens Jacob Hansen har stået for mix og mastering.
Indholdsmæssigt ligner ”IV” på mange måder forgængeren ”All This Could Be Yours”, der udkom for 5 år siden: Det er igen guitardrevet Rock, der er i centrum. I forhold til forgængeren er der lagt mindre vægt på det ørevenlige, hvilket giver plads til tungere riffs og flere eksempler på forvrænget guitar, som i ”Cold Star Light”. Ellers er det albummets første halvdel, der byder på de mest interessante oplevelser, specielt ”Café of the Damned”, som leder mine tanker i retning af Audioslave.
Desværre kan Shotgun Revolution ikke holde niveau hele vejen igennem, og min interesse falder støt og roligt igennem albummet. Hverken melodier eller guitarriffs er i stand til at skabe noget vedvarende, og numrene er hurtigt glemt – et faktum der ikke ændrer sig trods mange gennemlytninger. Når jeg betragter albummet som helhed, er der for mange ligegyldige momenter til, at det rækker til de 3 stjerner, jeg tildelte forgængeren.

Tracklist:
1. Wormwood
2. Enter the Fire
3. Café of the Damned
4. Under the Surface
5. Black Angel
6. Claustrophobia
7. The Fall
8. Silent Torture
9. Cold Star Light
10. After the Storm
Samlet spilletid: 36:00

Læs mere...

Shotgun Revolution - All This Could Be Yours

Shotgun Revolution debuterede med albummet ”Join The Revolution” i 2010, og har siden spillet rigtig mange koncerter. Nu er de klar med deres tredje album, som har fået titlen "All This Could Be Yours” – så er spørgsmålet hvad man skal svare til dét tilbud.

Bedømt ud fra åbningsnummeret ”Don’t Stop That Grind” er svaret positivt, for med sit retroprægede guitarriff kører det ret godt. Det efterfølgende ”Rise To Power” kan ikke helt følge trop, men har okay energi og flotte vokaler; herfra bliver der droslet voldsomt ned for bid og power. Set i sin helhed er albummet fintrimmet til at kunne spilles på alle radiostationer uden at afstedkomme stødte kommentarer, for her befinder vi os middle-of-the-road uden nogen form for vilde udsving. Blød lyd på guitaren og polerede vokaler afvæbner Rockattituden, og kun et enkelt sted fungerer det for mig. Det er i ”God’s Damned Poetry”, som med sin udmærkede melodi og Def Leppard-agtige vokaler hæver sig over albummets øvrige numre.

Når der endelig kommer lidt gang i guitaren, som i ”S.O.B.”, bliver der brugt så mange af genrens klichéer, at jeg er ved at få kaffen i den gale hals. I den sidste ende er det derfor den gennemførte og sikre håndtering af stilen, der afholder mig fra at svare Nej Tak til spørgsmålet fra indledningen, men det sker med det yderste af neglene.

Tracklist:
1. Don’t Stop That Grind
2. Rise To Power
3. All This Could Be Yours
4. Refugee
5. City Of Fire
6. Dissolve
7. God’s Damned Poetry
8. S.O.B.
9. Suzie
10. River Of Dreams
Samlet spilletid: 37:25

 

Læs mere...

Shotgun Revolution udgiver ny single og tager på Kina-eventyr

Mandag d. 28 April sætter de 5 drenge fra Shotgun Revolution sig ombord i et SAS fly med kurs med Beijing, Kina.

Her er Shotgun Revolution på programmet på 2 af Beijings store kulturfestivaler, Meet In Beijing og Strawberry Festival, der begge foregår i starten af maj 2014.

Her skal de spille ikke mindre end 3 koncerter, hvorefter rejsen går mod Shanghai, hvor et endnu ubekræftet antal koncerter vil løbe af stablen. Turen er delvist finansieret af det Kinesiske kulturministerium, Sinex Rejser, Rosa og bandet selv og har til formål at præsentere Shotgun Revolution for det Kinesiske folk og styrke fundamentet for fremtidig musikalsk aktivitet for bandet og andre danske kunstnere i Kina.

Det er første gang at Shotgun Revolution besøger Kina og drengene glæder sig til mødet med en vildt fremmed kultur og et folk, der kun sjældent oplever vestlig rock og i særdeleshed dansk hård rock.

Shotgun Revolution kan hermed føje Kina til listen af koncert destinationer, der allerede består af England, Sverige, Tyskland, USA og den internationale militærbase Camp Bastion i den Afghanske ørken.

Umiddelbart før afgang mod Kina, udgiver Shotgun Revolution singlen ”Suzie”, som kan hentes gratis på bandets Facebook-side fra idag og indtil d. 1 Maj. Se videoen til nummeret nedenfor.

 

Om sangen skriver Mighty Music:

””Suzie” er Shotgun Revolution´s bud på en ukompliceret og uprætentiøs sommer-single. En hyldest til livet, til the underdog, til sol og sex, og ikke mindst til rock and roll, der når alt er sagt og gjort handler om, at glemme hverdagens problemer og få et smil på læben...i hvert fald de 3 minutter sangen varer.”

 

Endvidere spiller bandet tre koncerter på dansk grund inden afrejse, så de er godt varmet op til det kinesiske publikum.

24. April - TEMPLET // Lyngby
25. April - PALETTEN // Viborg
26. April - PAVILLIONEN // Grenå

 

Shotgun Revolution - Suzie (official music video)

Læs mere...

Shotgun Revolution - Shotgun Revolution

Danske Shotgun Revolution har netop smidt deres selvtitlede debut EP på gaden. De skulle være inspireret af bands som Aerosmith, Guns N Roses, AC/DC o.s.v, så det er altså rock vi snakker om her, og det er sgu meget rammende – deres lyd ligger i mine ører et sted mellem D.A.D og Guns N Roses. Normalt er denne stil ikke lige min kop the, men det her er slet ikke så ringe endda.

Det er altid svært at anmelde noget med så lidt spilletid som denne EP har; en samlet spilletid på under 10 minutter. Men de 3 skæringer, som er at finde på pladen, har alle en fed energi samt et godt drive, og det er ganske iørefaldende rock, der som sagt minder mest om en blanding af D.A.D og Guns N Roses.

Man kan udlede af bandets hjemmeside, at de i løbet af 2007 har planer om at udgive en fuldlængde cd, og hvis bandet fortsætter i denne dur, kan jeg ikke se nogen grund til, at de ikke skulle kunne begå sig i denne genre. Og fans af de førnævnte bands bør så absolut gå ud og købe denne EP, for det er helt sikkert et hæderligt udspil!

Tracklist:
01. Super Blond Babe
02. Fire In Your Eyes
03. Bleeding

Samlet spilletid: 09:39


Revolution Music vil gerne takke Gilmartin Music og Shotgun Revolution for tilsending af dette album.

Læs mere...

Shotgun Revolution - The Legacy Of Childhood Dreams

I 2010 udgav Shotgun Revolution deres debut, Join The Revolution. Herefter er det blevet til en heftig omgang tour, hvortil bandet nu er parat med deres andet udspil - The Legacy Of Childhood Dreams. Et album der tager teten op fra debuten og arbejder videre med de gode takter, der dannede grundlag for bandet, da debuten blev indspillet.

Første nummer på skiven ”Hustled And Played” er en gedigen åbner, der spiller på de bedste strenge fra første sekund til slut. Det er gennemført, det er beskidt, det er hårdt og det er pisse godt materiale, der virkelig får det til at rykke i de små nakkehår. En perfekt start, der i min optik viser det danske band fra dets bedste side. ”Driving Without Brakes” følger godt op med nogle lækre riffs og et ganske singalong venligt omkvæd – til trods for at strofen ”There is no time to be afraid, when you are driving without brakes”, absolut ikke er af den mest opfindsomme klasse – nogen vil muligvis endda kalde det klichefyldt. Et element der gør sig gældende flere steder på skiven, f.eks. på ”Blessed Be My Child”, hvor strofen ”I need you like the flower needs the rain” bliver skudt af sted. Klichefyldt – Ja det tror jeg på. Men derud over gør Ditlev Ulriksen det rigtig godt på vokal. Der leveres en fed rockvokal, der går smukt i tråd med genre og musik.

Bedst går det for bandet, når der spilles med musklerne. Føromtalte ”Hustled And Played” er et godt eksempel, men også ”No Good Bastard”, ”Too Much Reality” og ”Backstabber” er pure hard rock med hele attitudetapetet i brug. Hertil er det faktisk svært at fremhæve numre hvor det går skidt, for overordnet fremstår The Legacy Of Childhood Dreams som et gennemarbejdet album, hvor samtlige numre holder et flot niveau. De 11 tracks er velkomponerede, og alle fem mand høj leverer en overbevisende præstation. Til trods for roserne, er det derved ikke sagt, at der er tale om rent guld, for det er ikke alle numre der er lige interessante. Førnævnte er absolut blandt de mest spillede for undertegnedes vedkommende, men der er også andre numre, der hænger knapt så godt ved. F.eks. ”Give Me More”, der godt nok har den gode hard rock sound og attitude, men hvor melodien simpelthen ikke er spændende nok.

Samlet set er The Legacy Of Childhood Dreams er et flot andet udspil, der fremviser et velspillende dansk stykke hardrock band, når det er bedst. Albummet er klart anbefalelsesværdigt til trods for, at det ikke er alle numre der sidder 100 % i skabet, samt den til tider klichefyldte lyrik. 5 ud af 6 til Shotgun Revolution, der kan se sig godt tilfredse med deres andet udspil.

1. Hustled And Played
2. Driving Without Brakes
3. Just Gettin´High
4. No Good Bastard
5. Give Me More
6. The Legacy Of Childhood Dreams
7. Too Much Reality
8. Rund Daddy Run
9. Backstabber
10. Blessed Be My Child
11. Super Blonde Babe (Bonus track)


 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed