fbpx

Altarage - The Approaching Roar

Da jeg for to år siden anmeldte albummet ”Endinghent” fra spanske Altarage, måtte jeg konkludere, at bandets personlige, men ekstreme stil ikke var for det brede publikum. Om det stadig er tilfældet, giver det nye udspil, ”The Approaching Roar”, et bud på.
At svaret er et rungende JA, skal man ikke lytte længe for at konkludere – Altarage har på ingen måde sænket paraderne, snarere tværtimod. Det giver fra starten problemer med at rubricere indholdet: Når jeg angiver genren til at være en blanding af Death- og Black Metal, er det ikke forkert; begge dele findes i musikken. Men den indeholder også elementer af Sludge, men hvad skal jeg vælge? Jeg kunne også have valgt den nemme løsning og skrevet Ekstrem Metal, hvilket heller ikke er forkert, men som de andre bud ikke dækkende i sig selv; her skal der uddybes. Og alligevel må jeg starte i skuffen for klichéer, for den klassiske beskrivelse af musikken som ”En mur af Metal” har aldrig været mere spot-on, end den er her.

I de fleste numre afvikles musikken i højt tempo, men pga. en meget massiv lyd, hvor musikken og den growlende vokal fremstår som en enhed, får man fornemmelsen af noget massivt, som bevæger sig langsomt fremad. Der er ikke så meget som antydning af melodisk indhold, så musikken knuser alt på sin vej. En lille antydning af åbning høres i ”Urn”, men da nummeret starter med to et halvt minuts Drone anslag på en vildt forvrænget guitar, skifter Altarage bare til et andet ekstrem.

Man kan ikke sige at musikken er direkte dårlig, for i glimt er det ekstreme niveau ganske fascinerende. Men det kan ikke holde mig fanget ret lang tid ad gangen – nuancerne udviskes fuldstændigt, og det hele fremstår som en meget mørk tåge. Derfor er ”The Approaching Roar” ikke et album, jeg vender tilbage til.

Tracklist:
1. Sighting
2. Knowledge
3. Urn
4. Hieroglyphic Certainty
5. Cyclopean Clash
6. Inhabitant
7. Chaworos Sephelln
8. Werbuild
9. Engineer
Samlet spilletid: 42:32

Læs mere...

Esben And The Witch - Nowhere

Esben And The Witch er et nyt bekendtskab for mig, selvom den britiske trio har flere albums på deres CV. Jeg hæfter mig i første omgang ved, at det særprægede navn stammer fra det danske eventyr ”De tre brødre”, inden jeg vender opmærksomheden mod bandets nyeste udspil.

Åbningsnummeret ”A Desire For Light” byder på ret så skramlet og støjende Indierock, en stil som rundt regnet dominerer halvdelen af albummet. Efter en ret lang instrumental intro dukker Rachel Davies´ vokal op, hendes stemme har noget af den samme skrøbelighed, man også hører hos Marie Key; bare mindre skinger. I passagerne med larm i gaden har hun ind imellem svært ved at gøre sig gældende, men heldigvis er der også helt stille numre som ”Golden Purifier” og ”Seclusion”, hvor der er mere plads, og hun derfor kommer til sin ret. Resultatet er en lidt melankolsk stemning, som alligevel er meget udtryksfuld.

Nogle vil kalde arrangementerne minimalistiske, andre spartanske; faktum er, at der er skåret ind til benet, så kun de tre medlemmers bidrag høres – ingen strygere eller andre ydre faktorer spiller ind. Det gør numrene meget overbevisende, men lægger også en begrænsning på udtrykket – derfor er det de nævnte stille numre, der sætter sig fast efter, at det sidste nummer klinger ud. Det gør albummet til en udmærket, men noget ujævn oplevelse.

Tracklist:
1. A Desire For Light
2. Dull Gret
3. Golden Purifier
4. The Unspoiled
5. Seclusion
6. Darkness (I Too Am Here)
Samlet spilletid: 37:53

Læs mere...

Sarah Longfield - Disparity

Selv om Sarah Longfield har flere udgivelser bag sig, både med bandet The Fine Constant og under eget navn, har hun fået mest opmærksomhed for sine videoer på Youtube – her demonstrer sin hun imponerende tapping teknik på den 8-strengede guitar. Den kommer selvfølgelig også i spil på ”Disparity”, som er hendes første album på Season of Mist.

Hvor Youtube er medie til at vise sig frem til sine følgere, så er stemningen en helt anden på albummet; alt er afdæmpet og tilbagetrukket, som om man ville lokke lytteren tættere på. Produktionen er af samme kaliber, så der er ingen aggressivitet at spore der. Det forhindrer heldigvis ikke Longfield i at give prøver på sit guitarspil – selvfølgelig den specielle tapping teknik, men også nogle virkelig hurtige løb, hvor fingrene spurter op og ned ad gribebrættet. Og så får vi nogle flotte soli, hvor det melodiske trækkes frem på en lækker måde.

Disse elementer burde gør albummet til en positiv oplevelse, men gør det desværre ikke. Årsagen er, at guitaren i flere numre skubbes til side af en enerverende 1980’er saxofon, som fylder alt for meget – det ødelægger det hele.
Der er ingen tvivl om det høje tekniske niveau hos alle bidragydere, men der er alt for lidt Sarah Longfield og for meget af alt muligt andet – albummet er hverken personligt eller spændende nok til at indfri det voldsomme hype, der er om hovedpersonen. På grund af de nedtonede melodier og en meget lidt påtrængende produktion får albummet hurtigt status som baggrundsmusik; derfor ender ”Disparity” som en skuffelse, der hurtigt er glemt.

Tracklist:
1. Intro
2. Embracing Solace
3. Departure
4. Cataclysm
5. Sun
6. Citrine
7. Miro
8. Stay Here
9. The Fall
Samlet spilletid: 29:37

Læs mere...

Sylvaine - Atoms Aligned, Coming Undone

Selvom navnet klinger fransk og albummet her er optaget i Frankrig med en lokal producer, kommer Sylvaine fra Norge. Hun udgav debutalbummet ”Silent Chamber, Noisy Heart” i 2014 og fulgte op med ”Wistful” to år senere. Nu kommer så det tredje album i form af ”Atoms Aligned, Coming Undone”. Her står hun selv for alle instrumenter og vokaler; kun få steder lader hun en af sessionmusikerne tage over.

Sylvaines musik befinder sig hovedsageligt i den mere afdæmpede ende af skalaen; der lægges hovedsageligt vægt på at skabe stemninger, som langsomt bygges op. Et væsentligt element her er vokalen, som ligger tilbagetrukket og med sin rene og fine karakter giver numrene et smukt bagtæppe. Kun i ”Worlds Collide” ligger Sylvaines stemme fremme i lydbilledet, hvilket giver en ekstra flot stemning.

Men bag den smukke facade lurer noget vildt og farligt, for flere steder skifter musikken karakter til egentlig Black Metal med højere tempo og markering af rytmerne. Samtidig skifter vokalen til vilde skrig og heftige brøl.

Brugen af disse elementer leder helt automatisk tankerne hen på Myrkur, som også håndterer disse kontraster i sin musik. Men hvor Myrkur ofte henter inspiration fra den nordiske Folkemusik, holder Sylvaine sig udelukkende til de samme typer af opbygning i sin musik. Resultatet er langt mindre varieret end hos hendes danske kollega; der skabes ikke nær så store kontraster, ligesom kvaliteten af melodierne også ligger noget efter Myrkurs. Alt dette betyder ikke, at Sylvaine har begået et dårligt album; hun befinder sig bare i en genre, som er domineret af stærkere kunstnere.

Tracklist:
1. Atoms Aligned, Coming Undone
2. Mørklagt
3. Abeyance
4. Worlds Collide
5. Severance
6. L'Appel du Vide
Samlet spilletid: 42:16

Læs mere...

Beyond Creation - Algorythm

For fem år siden stødte jeg for første gang på Beyond Creation; det var i forbindelse med, at Season of Mist genudgav bandets debutalbum ”The Aura” – en spændende omgang teknisk Metal. Nu er franskcanadierne så ude med album nummer tre ”Algorythm”, hvor de på mange måder imponerer mig.

Det hele starter med en lidt dyster og pompøs intro af den slags, som skal introducere noget stort. Og det kommer så i form af en omgang Death Metal med alt det brøl, growl, guitarfræs og stortrommeangreb, der hører sig til, men det betyder mindre - Herr det nemlig ikke så vigtigt HVAD der spilles, som HVORDAN det gøres. Beyond Creation spiller nemlig på et enormt højt teknisk niveau, deroppe hvor perfekte basløb og ditto guitarsoli er lige så naturlige som en markant vokal og en gennemført produktion.

Musik med teknik i højsædet har ofte en tendens til at blive klinisk, upersonligt og kedeligt, men ikke her – de fire medlemmer viser nemlig, at man sagtens kan præstere teknisk perfektion OG være tilbagelænet. Bedste eksempel høres i ”Surface's Echoes”, hvor stille, jazzet guitar og funky bas blandes med smadrende Dødsmetal på den mest naturlige måde – det er cool!

Nej, det er ikke hver dag, man støder på et album med så stor en spændvidde som ”Algorythm” – og slet ikke spillet med så stort teknisk overskud, som Beyond Creation lægger for dagen. Havde der bare været lidt mere ro helt til slut, så var jeg ikke kørt træt i den enorme strøm af informationer. Men det gjorde jeg, så Beyond Creation må nøjes med 4,5 stjerner i stedet for de fem, de ellers var på vej til.

Tracklist:
1. Disenthrall
2. Entre Suffrage Et Mirage
3. Surface's Echoes
4. Ethereal Kingdom
5. Algorythm
6. À Travers Le Temps Et L'Oubli
7. In Adversity
8. The Inversion
9. Binomial Structures
10. The Afterlife
Samlet spilletid: 50:39

Læs mere...

Benighted - Dogs Always Bite Harder Than Their Master

Franske Benighted har efterhånden eksisteret i to årtier; en periode som har kastet ikke mindre end otte studiealbums af sig. Jubilæet markerer bandet nu med udsendelse af et album, som giver forskellige prøver på bandets kunnen.

Der lægges ud med tre helt nye numre, som er mønstereksempler på, hvad ekstrem Metal er: Tempoet er vanvittigt højt, men der er også korte sekvenser med groove, inden det går løs igen. At vokalen veksler mellem uforståelig growl, skrig og bree, gør kun tingene mere ekstreme.

Herpå følger et cover af At The Gates’ “Slaughter Of The Soul”, hvor der stadig er godt gang i den, men som alligevel virker næsten beroligende ovenpå den vilde beskydning fra de tre første tracks.

At musikerne formår at overføre både tempo, tightness og energi fra studiet til scenen, illustreres i albummets sidste seks numre, som er optaget til en koncert i Lyon tidligere på året, hvor bandet fik hjælp af gæstevokalisterne Sven Decaluwé (Aborted), Nikita Kamprad (Der Weg Einer Freiheit), Arno (Black Bomb A), Niklas Kvarforth (Shining) og Ben Wright (Unfathomable Ruination).

Resultatet er en vild og voldsom fest, som ind imellem bliver lige kaotisk nok – det gør nogle numre ret ensidige. Det lader nu ikke til at bekymre de tilstedeværende, for publikum er meget entusiastisk.

Samlet må albummet siges at være en markering helt i bandets ånd, og selv om jeg tvivler på, at titlen kan overføres til alle hunde, må jeg konstatere, at dén her er bidsk!

Tracklist:
1. Teeth And Hatred
2. Martyr
3. Dogs Always Bite Harder Than Their Master
4. Slaughter Of The Soul (At The Gates cover)
5. Reptilian (Live in Lyon 2018)
6. Cum With Disgust (Live in Lyon ft. Arno, Black Bomb A)
7. Spit (Live in Lyon 2018 ft. Niklas, Shining)
8. Necrobreed (Live in Lyon 2018)
9. Unborn Infected Children (Live in Lyon 2018 ft. Sven, Aborted)
10. Foetus (Live in Lyon 2018 ft. Ben, Unfathomable Ruination)
Samlet spilletid: 33:55

Læs mere...

Vreid - Lifehunger

Selv om jeg ikke tidligere har anmeldt udgivelser fra norske Vreid, er jeg stødt på bandets fortolkning af Black Metal, som går i lidt forskellige retninger, alt efter hvilken et af deres i alt otte albums, man får fat i. Er stilen variabel, så er bandet til gengæld yderst stabilt, når det gælder line-uppet: Siden starten i 2004 er der kun ændret på en enkelt position.

Stilen på ”Lifehunger” ret så klassisk Black Metal, så en beskrivelse indeholder traditionelle elementer som eksplosive blastbeats, tremoloanslag på de seksstrengede og en skrigende vokal. Den beskrivelse kan bruges på stort set alle udgivelser i den Sorte afdeling, så man kan stille spørgsmålet: ”Er albummet bare kønsløs stangvare?”

Til det kan jeg kun svare NEJ, for musikken er både personlig og alt andet end kønsløs. Numre som ”One Hundred Years” og titelnummeret har et lækkert drive, mens ”Black Rites in the Black Nights” og ”Sokrates Must Die” er mere pågående og aggressive. Samtidig lykkes det for Vreid at give genren et lidt mildere udtryk uden, at det koster power – her spiller den lidt knapt så voldsomme produktion en rolle. Samtidig har numrene flotte melodier, så selv om ”Hello Darkness” med sin let vrængende retrostil falder lidt ved siden af, indeholder de resterende tracks rigeligt med kvalitet til, at det ottende album fra Vreid får en et Thumbs Up med fra mig.

Tracklist:
1. Flowers & Blood
2. One Hundred Years
3. Lifehunger
4. The Dead White
5. Hello Darkness
6. Black Rites in the Black Nights
7. Sokrates Must Die
8. Heimatt
Samlet spilletid: 38:39

Læs mere...

Carnation - Chapel of Abhorrence

At belgiske Carnation udsender deres første studiealbum nu, fem år efter deres start i 2013, er ikke overraskende – tidsmæssigt er det meget normalt. Derimod er det overraskende, at bandet allerede har udsendt et livealbum, som blev optaget til Asakusa Deathfest i Japan; det er lidt den omvendte verden.

Til gengæld vender Carnation tilbage til det kendte, når det gælder indholdet, for ideen med bandet har hele tiden været, at hylde den traditionelle Dødsmetal. Og det formål skal jeg lige love for bliver opfyldt, for de 11 numre er sat sammen efter klassiske opskrifter – På den fede måde, vel at mærke! Generelt træder belgierne ret hårdt på speederen, så tempoet er pænt højt. Det giver helt naturligt energi, som forstærkes af numrenes øvrige kvaliteter: Der bliver virkelig fyret op når guitarer og trommer i fællesskab fræser afsted, som det sker i ”Hellfire” og ”Hatred Unleashed”. Men Carnation formår også at skabe power i mere modereat tempo; det viser de tydeligt i titelnummeret og det virkelig velfungerende ”Fathomless Depths”. Et væsentligt bidrag til numrene leverer sangeren Simon Duson; hans growl er grum og overbevisende, men stadig let at forstå.

Den positive stemning bliver kun forstyrret et par gange undervejs gennem albummet; det sker hvor nogle numre ligner hinanden lige lovlig meget. Men det er ikke så afgørende, for som helhed betragtet er ”Chapel of Abhorrence” en imponerende debut.

Tracklist:
1. The Whisperer
2. Hellfire
3. Chapel of Abhorrence
4. The Unconquerable Sun
5. Disciples of Bloodlust
6. Hatred Unleashed
7. Plaguebreeder
8. Magnum Chaos
9. Sermon of the Dead
10. Fathomless Depths
11. Power Trip
Samlet spilletid: 47:41

Læs mere...

Kontinuum - No Need to Reason

Mit første møde med Kontinuum ligger tre år tilbage, og omhandlede bandets andet album, ”Kyrr”. Nu er islændingene tilbage med ti nye numre, som de samlet har givet navnet ”No Need to Reason”.

På ”Kyrr” dyrkede Kontinuum det stemningsfyldte og lidt mørke, og den stil har de holdt fast i. Numrene er baseret på guitarer, som er nedtonede, og i det hele taget er musikken lidt indadvendt. Især på albummets første halvdel har numrene svært ved at imponere, det er som om tingene ikke rigtigt kommer i gang. Derfor skal vi helt hen til albummets midte, hvor titelnummeret med sin fine stemning og Pink Floyd-agtige vokal giver forhåbning om mere kvalitet.

Den kommer på andel halvdel, men det er ikke fordi jeg ligefrem bliver blæst bagover i stolen. ”Erotica” klarer sig fint med friskere tempo, men albummets stærkeste track er ”Two Moons”; her er der endelig noget af den styrke i melodierne, som jeg har savnet i de første skæringer.

Konklusionen bliver, at albummet starter ret ensformigt og blegt, men selv om der sættes ind med en slutspurt, kan det ikke helt redde Kontinuum; jeg er lidt skuffet over udspillet, så bedømmelsen ender en halv stjerne under, hvad forgængeren høstede.

Tracklist:
1. Shivers
2. Lifelust
3. Warm Blood
4. Neuron
5. No Need to Reason
6. Low Road
7. Erotica
8. Stargaze
9. Two Moons
10. Black Feather
Samlet spilletid: 47:02

Læs mere...

Árstídir - Nivalis

Man må sige, at Árstídir fik noget af en kanon start hjemme på Island; fra de tre medlemmer mødtes og spillede på små klubber i 2008 til de stod med et radiohit gik der kun få måneder, og derfra var der ikke langt til udgivelse af albums og internationale turnéer med navne som Anneke van Giersbergen og Pain Of Salvation. Nu er bandet klar med deres fjerde album, ”Nivalis”, som udsendes på Season of Mist.

Dette samarbejde kan umiddelbart virke overraskende, for selskabet er kendt for deres udgivelse af Metalverdenens mest ekstreme repræsentanter – og Árstídir ligger næsten så langt herfra, som de kan komme. Islændingene spiller Rock, men i en udgave, hvor der ikke er ret meget fokus på det rytmiske – her bliver der mere antydet end hamret igennem. I stedet arbejdes der meget med de stemningsmæssige aspekter i musikken, hvor udstrakt brug af klaver og strygere ofte er toneangivende.
Ellers er det vokalerne, der påkalder sig opmærksomhed, og jeg kan godt nikke genkendende til pressematerialets sammenligning med Simon & Garfunkel, men synes også at høre inspiration fra Bee Gees (vel at mærke fra tiden FØR der gik Disco i den). Resultatet er meget flotte harmonier, som passer perfekt til de førnævnte stemninger i numre, der tangerer både Pop og Folk. Resultatet er gennemført og flot udført, men set i lyset af tre kvarters spilletid, er der for få spændende øjeblikke – også for ikke-metalheads.

Tracklist:
1. While This Way
2. Lover
3. Please Help Me
4. Entangled
5. Like Snow
6. Þar sem enginn fer (sjálfviljugur)
7. Circus
8. Órói
9. Mute
10. Conviction
11. In the Wake of You
12. Wasting Time
13. Passion
Samlet spilletid: 46:07

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed