fbpx

Deathwhite - For A Black Tomorrow

Deathwhite stammer fra Pittsburgh i Pennsylvania, hvor andet blev startet I 2012. I 2014 udsendtes EP’en ”Ethereal”; den blev efterfulgt af endnu en EP, ”Solitary Martyr” året efter. Nu er amerikanerne klar med deres første udgivelse i fuld længde, som er produceret af Shane Mayer og udgives af Season of Mist.

Albummet har fået titlen “For A Black Tomorrow”, men indholdet er ikke Sort Metal. I stedet bevæger Deathwhite sig i området hvor Hardrock ind imellem bliver til Metal, specielt i starten af albummet: Åbningsnummeret ”The Grace of the Dark” markerer sig med en stærk melodi og en flot vokal, og med skarpe guitarer og hamrende stortrommer mod slut har det en fin kant af Metal. Det samme gælder det efterfølgende ”Contrition”, som har flotte double lead guitarer.

De følgende numre er mere Hardrock i stil med Creed, så det er melodierne, der kendetegner dem. De er ikke specielt gode; de er ret ens i opbygning, og metalfronten udsultes, men hjælpes på vej af den flotte vokal og udmærkede produktion (tak, Mayer!). Først i ”Prison of Thought” og det afsluttende titelnummer vender de stærke guitarer tilbage, men det er ikke nok til at hæve albummet over middel – det havde potentiale til at blive en perfekt brobygger mellem Hardrock og Metal, men ender som et udmærket Hardrock udspil.

Tracklist:
1. The Grace of the Dark
2. Contrition
3. Poisoned
4. Just Remember
5. Eden
6. Dreaming the Inverse
7. Death and the Master
8. Prison of Thought
9. For a Black Tomorrow
Samlet spilletid: 43:26

Læs mere...

Erdve - Vaitojimas

Da Erdve blev dannet i Vilnius i 2016, var det med det klare formål at udforske mulighederne i musik bestående af elementer fra Hardcore, Sludge og Black Metal – På papiret er det unægtelig en mørk og speciel kombination, der skaffede litauerne en kontrakt med Season of Mist.

Det særegne og dystre eksisterer bestemt ikke kun på papiret, for ”Vaitojimas” er virkelig en led satan af et album: Musikken er meget lukket og svær at komme ind på, og vokalen er monotont skrigende – en kombination, der normalt ville få mig helt op i det røde felt. Når det ikke sker, skyldes det en knivskarp balance mellem de nævnte elementer, og små stumper af melodi, som meget begavet er flettet ind i musikken. Resultatet er virkelig stærkt, og musikken formår endda mere end udligne vokalen – overraskende, men effektivt.

Teksterne forstår jeg ikke et hak af, men ifølge pressematerialet omhandler de temaer som vold i hjemmet, frastødende adfærd, ekstremisme og forbrydelser mod menneskeheden – musikkens voldsomme natur taget i betragtning, tror jeg på det.
Det positive indtryk varer lige indtil et stykke ind i ”Pilnatvė”; på et tidspunkt falder tempoet, så vokalen får overtaget. Det gør de sidste knap 10 minutter af albummet til en ustruktureret og temmelig anstrengende affære. Men den foregående halve time er fyldt med så mange seje elementer, at Erdve får varme anbefalinger med herfra.

Tracklist:
1. Vaitojimas
2. Išnara
3. Prievarta
4. Apverktis
5. Pilnatvė
6. Atraja
Samlet spilletid: 37:00

Læs mere...

Heilung - Ofnir

Egentlig burde jeg ikke anmelde dette album, for oprindeligt udsendte Heilung det selv i 2015. Når jeg alligevel gør det, skyldes det to ting: Først og fremmet har bandet skrevet kontrakt med Season of Mist, som nu udsender ”Ofnir”, dernæst så jeg tilfældigt et liveclip på Youtube, hvor bandets specielle stil vakte min interesse.

Det skyldes bl.a. at Heilung ikke spiller musik i gængs forstand; her skal man ikke lede efter omkvæd eller A og B stykker. I stedet har de enkelte numre nærmere karakter af stammeritualer, hvor der via taktfaste råb og messen skabes fornemmelsen af, at man som lytter befinder sig midt i begivenhederne – dette introduceres allerede i åbningsnummeret ”Alfadhirhaiti”, og dukker op igen i nogle af de efterfølgende numre.

Et andet gennemgående træk er brugen af stampende rytmer, som repeteres på en nærmest hypnotisk facon, det giver en Drone-agtig stemning i numrene, specielt når der blandes elektroniske lyde mellem trommerne, eller vokalen forvrænges som i ”In Maidjan”. Samtidig er indeholder vokalerne sjældent egentlig sang; de er nærmere tale, som fremføres på fremmedartede sprog – om disse er egentlige sprog eller andets egne opfindelser, tør jeg ikke gætte på. Resultatet er, at vokalerne flyder sammen med den ledsagende musik, og distancerer sig fra traditionel musik.
Selv om der bruges forskellige instrumenteringer under opbygning i de enkelte numre, kommer disse til at fremstå temmelig ens – og så er 70 minutters spilletid en udfordring. Heldigvis brydes monotonien når sangerinden Maria Franz kommer på banen. Hendes sang i ”Fylgija Ear” tilfører melodi, som hæver nummerets kvalitet. Det samme sker i ”Krigsgaldr”, som er albummets ubestridte højdepunkt: Her passer alle Heilungs elementer perfekt sammen. I de resterende numre mangler der desværre det sidste for at fastholde min interesse, så selv om ”Ofnir” er en anderledes og selvstændig udgivelse, rammer den mig ikke.

Tracklist:
1. Alfadhirhaiti
2. Krigsgaldr
3. Hakkerskaldyr
4. Schlammschlacht
5. Carpathian Forest
6. Fylgija Ear
7. Futhorck
8. In Maidjan
9. Afhomon
Samlet spilletid: 71:52

Læs mere...

Cloak - To Venomous Depths

Cloak blev dannet i 2013, og efter to års arbejde i øvelokalet udsendte bandet fra Atlanta, Georgia deres første demo. Den blev fulgt op med en EP året efter, som banede vejen for det første fuldlængde album: ”To Venomous Depths”.

Her har bandet valgt en stil, som tager udgangspunkt i den Sorte Metal, men også blander mere forsonende elementer som strygere og klaver i lydbilledet. Resultatet er et album med et mørkt, men ikke ultramørkt udtryk – man kan sige, at kanterne er blevet rundet en smule.

Fra starten opbygges flotte stemninger, hvor tunge guitarer sammen med rytmesektionen står for den mørke side sammen med Scott Taysoms grumme vokal, mens de førnævnte elementer sammen med melodiske guitarer skaber kontraster. Det lyder som en alt for simpel opskrift, men er det langt fra. Cloak bruger nemlig den ret lange spilletid for hvert nummer til at skabe forskellige udtryk. Det giver overraskende meget dynamik og sikrer, at spændingen bevares. Samtidig giver de stærke melodier i ”Within the Timeless Black”, ”Beyond the Veil” og ”Deep Red” hele albummet et løft.

Så længe numrene holdes retlinede, holder Cloak et højt niveau; men når de afviger, som det sker i ”Death Posture” og ”Forever Burned”, så går spændingen voldsomt nedad. Det viser, at trods mange positive sider ved denne debut, så har amerikanerne stadig noget at arbejde med.

Tracklist:
1. To Venomous Depths / Where No Light Shines
2. Within the Timeless Black
3. The Hunger
4. Beyond the Veil
5. Death Posture
6. In the Darkness, the Path
7. Forever Burned
8. Passage
9. Deep Red
Samlet spilletid: 57:24

Læs mere...

AUÐN - Farvegir Fyrndar

”Farvegir Fyrndar” er titlen på det andet album fra islandske Auðn, og det kommer syv år efter bandets selvbetitlede debut. Albummet er indspillet i Sundlaugin Studio i Reykjavík med den samme besætning, som startede bandet i 2010.

Pladeselskabet promoverer bandets stil som ”Icelandic Black Metal”, hvilket pirrede min nysgerrighed, for hvad indeholder dén subgenre? Her blev jeg en smule skuffet, for det korte svar er: Ingenting. Auðn spiller Black Metal efter helt traditionel opskrift, hvor det kun er de islandske tekster, der repræsenterer noget særligt. Men da de fremføres af en nærmest uforståeligt skrigende vokal, og jeg ikke forstår sproget, er dén detalje af meget lille værdi.

Heldigvis kan bandet klare sig uden kunstige effekter, for selv om de ikke tilfører stilen så meget nyt, så får de ret meget ud af kendte elementer. Helt overordnet lykkes det rigtig godt at etablere kontrasten mellem musikken og den uvenlige vokal på den ene side, og de melodiske guitarer, der dukker op i stort set alle numre, på den anden. Især balancen mellem det grimme og det smukke rammes flot, så begge dele kommer til orde. Desværre bruges den samme grundopbygning i de fleste numre; sammen med den monotone vokal går det ud over den musikalske bredde. Auðn viser, at de har et solidt greb om genren, men jeg kunne godt tænke mig lidt mere personlighed – her er sproget ikke tilstrækkeligt.

Tracklist:
1. Veröld Hulin
2. Lífvana Jörð
3. Haldreipi Hugans
4. Prísund
5. Ljósaslæður
6. Blóðrauð Sól
7. Eilífar Nætur
8. Skuggar
9. Í Hálmstráið Held
Samlet spilletid: 49:57

Læs mere...

Impureza - La Caída De Tonatiuh

Selv om Impureza kommer fra Frankrig, holder de fem medlemmer sig til det det spanske sprog; ikke kun ved valg af navn, men også når det gælder teksterne. Bandet har eksisteret siden 2004, og albummet her er deres andet.

At det spanske også har smittet af på bandets musik, står klart allerede i åbningsnummeret: Her er der udelukkende traditionel spansk musik med guitar, håndklap og flerstemmig sang på programmet. Det hele er meget autentisk, og en ting som bandet mener alvorligt; opskriften gentages nemlig i yderligere et par numre senere hen.

Men det hele ender ikke i folklore opvisning, for Impurezas fokus ligger på Death Metal, som serveres i højt tempo, men også med forskellige andre elementer: I ”Otumba, 1520” shreddes der løs på guitaren, ”Abre-Aguas” supplerer energien med talte sekvenser mens ”Camino Hacia Mictlán” med sine mange temposkift og messende vokaler minder om Nile. Endelig er der flere numre, hvor de traditionelle spanske toner blandes med Dødsmetal. Det er med til at give den ekstra bredde, som er albummets største force: De mange forskellige elementer er medvirkende til, at tingene aldrig bliver ensformige på ”La Caída De Tonatiuh”. Samtidig sikrer den virkelig energiske Dødsmetal, at musikken aldrig mangler power – ind imellem er musikken direkte brutal. Samlet set giver det et stærkt album, hvor Impureza scorer point ved at fortolke genren på en meget personlig facon.

Tracklist:
1. Lamentos De Un Condenado
2. Sangre Para Los Dioses
3. Otumba, 1520
4. El Dorado
5. Abre-Aguas (En la Tormenta de Tlaloc)
6. Leyenda Negra
7. Corazón Al Cielo (Homenaje A Paco De Lucía)
8. Camino Hacia Mictlán
9. El Nuevo Reino De Los Ahorcados
10. Ultimo Día Del Omeyocán
11. La Caída De Tonatiuh
12. La Llegada De Los Teules
Samlet spilletid: 50:16

Læs mere...

Ne Obliviscaris – Urn

Det er ikke så tit, at jeg støder på progressiv musik fra Australien, men selvfølgelig har kontinentet også en scene herfor. En af repræsentanterne er bandet Ne Obliviscaris, som har været aktivt siden 2003, og med ”Urn” udsender sit tredje album. Umiddelbart inden optagelserne forlod bassisten Brendan Brown bandet; hans plads er overtaget af gæstemusikeren Robin Zielhorst.

Ne Obliviscaris spiller Progressiv Metal, og selv om der er langt fra Australien til Sverige, er det navne herfra, jeg kommer til at tænke på, når jeg lytter til ”Urn”. Både når det gælder opbygning og indhold minder de ret så lange numre mig om Memfis og de tidlige udspil fra Opeth. Der er mange lighedspunkter, men på især ét punkt går Ne Obliviscaris sin egen vej. Det er ved brugen af strygere, hvor man ud over den faste violinist Tim Charles (som også står for de rene vokaler) flere steder bruger gæstemusikere med samme instrumenttype.

Hvordan bandet klarer sig når alle elementer kommer i spil, høres bedst i ”Intra Venus”, som er albummets stærkeste track. Foruden de stemningsfyldte strygere lægger man især mærke til virkelig lækkert basspil i en afvekslende cocktail, der vokser i styrke efterhånden som nummeret skrider frem – her lykkes alt.

De øvrige numre kommer ikke helt op på samme level, men klarer sig alligevel flot takket være dygtigt håndværk og ditto sangskrivning. Det gør ”Urn” til et spændende bekendtskab, som inspirerer til at undersøge bandets bagkatalog nærmere.

Tracklist:
1. Libera (Part I) – Saturnine Spheres
2. Libera (Part II) – Ascent of Burning Moths
3. Intra Venus
4. Eyrie
5. Urn (Part I) – And Within The Void We Are Breathless
6. Urn (Part II) – As Embers Dance In Our Eyes
Samlet spilletid: 45:56

Læs mere...

Complete Failure – Crossburner

I 2013 anmeldte jeg albummet ”The Art Gospel of Aggravated Assault” fra Complete Failure; udspillet var en ensidig og ikke særlig interessant omgang Grindcore. Nu er bandet fra Pittsburgh, Pennsylvania tilbage med deres fjerde studieskive, som har fået titlen “Crossburner”.

Her står det hurtigt klart, at de forgangne år ikke har dæmpet bandets vrede, snarere tværtimod. Musikken fyres af i et vildt opskruet tempo, der næsten giver lytteren åndenød. Når man så lægger Joe Macks uforståelig, skrigende vokal oveni, balancerer tingene lige på kanten af kaos. Måske er det årsagen til, at albummet har en del numre med en anden tilgang til materialet: I ”Suicide Screed of Total Invincibility” startes stille, og nummeret udvikler sig tungt, mens ”I Am the Gun” og ”Soft White and Paid For” drives frem af sejtrækkende guitarer.

Numrene udgør en fin kontrast til det lettere kaotiske, men er ikke bandets stærkeste kort – det lykkes kun få steder at gøre tingene interessante. Derfor er det de hurtige numre, der scorer pluspoint for Complete Failure. Problemet er, at de ligner hinanden virkelig meget, så jeg hurtigt når at blive træt af dem. Derfor er ”Crossburner” kun marginalt bedre end sin forgænger, så der bedømmes en smule bedre.

Tracklist:
1. Schadenfreude
2. Bimoral Narcotic
3. Man-made Maker
4. Suicide Screed of Total Invincibility
5. I Am the Gun
6. Rat Heart
7. Curse of Birth
8. Demise of the Underdog
9. Fist First, Second to None
10. Flight of the Head Case
11. Soft White and Paid For
12. Oath of Unbecoming
13. Misuse Abuse Reuse
14. A List with Names on It
Samlet spilletid: 36:06

Læs mere...

Altarage - Endinghent

Selv om øl er en virkelig gammel drik, er der alligevel inden for de senere år sket en rivende udvikling; situationen fra mine ungdomsår, hvor udvalget var begrænset og det var fint med en Tuborg, ville aldrig gå i dag. Fremkomsten af mikrobryggerier og en entusiastisk kultur har gjort, at man i dag kan få stort set alle smagsvarianter fra boblende hindbærsmag til den sorteste bryg. Hvorfor nu al den snak om øl? Jo, for da jeg stødte på ”Endinghent”, som er det andet album fra spanske Altarage, kom jeg hurtigt til at drage paralleller til øllens verden.

Bandets musik hører klart til i Black Metal kategorien, men det er ikke traditionelle virkemidler som blastbeats og fræsende tremoloanslag på guitarerne, der får mig til at placere den der. Musikken er en meget lukket affære, hvor billedet af en veritabel mur er meget passende. Det hele fremstår uden forsonende elementer, tværtimod krydres baggrundstæppet med skæve og hypnotisk gentagne melodistumper. Samtidig er vokalen af den komplet uforståelige slags, som nærmest har karakter af et instrument.

Det bringer mig tilbage til ølsammenligningen, for albummet minder mig om en af de ultrasorte typer, som almindeligt dødelige kun kan klare i små mængder, og derfor primært tiltaler en niche af entusiaster. På samme måde er ”Endinghent” for folk med en helt speciel musiksmag…

Tracklist:
1. Incessant Magma
2. Spearheaderon
3. Cataclysmic Triada
4. Fold Eksis
5. Rift
6. Orb Terrax
7. Weighteer
8. Barrier
Samlet spilletid: 36:41

Læs mere...

Archspire - Relentless Mutation

Da jeg tilbage i 2014 anmeldte albummet ”The Lucid Collective”, blæste Archspire mig helt bagover med en omgang Dødsmetal, som lå på grænsen af det teknisk mulige, og alligevel ikke blev klinisk og uinteressant – en uheldig bivirkning, som ofte rammer genren. Nu er canadierne så tilbage med et nyt album, som giver debut til bassisten Jared Smith.
Det har ikke ændret på bandets stil, for igen leverer Archspire Death Metal på så højt et teknisk niveau, at man ind imellem må tage en dyb indånding for at kunne kapere det, man hører: Guitarer og bas præsterer løb hen over strengene i et tempo, som gjaldt det livet – vel at mærke 100% synkront og med flotte melodier som resultat. Det er fuldstændig vanvittigt, og hver gennemlytning afslører nye fantastiske detaljer - intet mindre end awesome!

At det ikke kun er musikerne, som er rappe på deres instrumenter, viser sangeren Oliver Rae Aleron i ”Calamus Will Animate”; bandet har uploaded en karaokevideo til nummeret, hvor man dårligt kan nå at læse teksten, mens ordene fyres af som maskingeværsalver… WOW!
Men det, der er det vildeste ved albummet er, at det igen er lykkedes at tøjle imponatoreffekten og skabe en stribe numre, som er brutale og smukke på samme tid, og oveni skifter udtryk, så de hele tiden er spændende. Det samlede resultat er så overbevisende, at jeg flere gange bogstavelig talt har fået kuldegysninger under mine gennemlytninger.

For tre år siden var Archspire uhyre tæt på at score topkarakter for deres indsats, og denne gang er de endnu bedre. Jeg kan derfor ikke finde på undskyldninger for at trække noget som helst fra, snarere tværtimod: ”Relentless Mutation” er et mesterværk, som fuldt ud fortjener de seks stjerner. Og ja, det her er vanvittigt, men jeg kan kun sige SLIP VANVIDDET LØS!!!

Tracklist:
1. Involuntary Doppelgänger
2. Human Murmuration
3. Remote Tumour Seeker
4. Relentless Mutation
5. The Mimic Well
6. Calamus Will Animate
7. A Dark Horizontal
Samlet spilletid: 30:40

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed