fbpx

Eternal Gray - Your Gods, My Enemies

Eternal Gray debuterede i 2002 med albummet ”Kindless”, og nu sætter bandet igen hjemlandet Israel på det internationale Death Metal kort. Egentlig udsendte de selv dette album sidste år, men nu får det et ekstra skub takket være Season of Mist.
Man kan hurtigt høre, at perioden mellem de to albums ikke er blevet brugt på at opfinde nye og spændende stilmæssige fortolkninger, for Eternal Gray spiller meget traditionelt. Numrene drives frem af guitarerne, og tempoet svinger omkring det halvhurtige; nogle gange lidt tungere, nogle gange lidt mere friskt. Det hele er meget ordinært og ikke specielt ophidsende, hverken på den ene eller den anden måde. Både sammen og hver for sig yder musikerne en udmærket præstation, men det hele er lidt uspændende.
Et par steder prøves med afvigelser fra den slagne vej, men hverken eksperimenter med lidt hakkende rytmer eller mere teknisk betonede melodier falder heldigt ud. Og at afslutningsnummeret er en gentagelse af det tidligere track, denne gang blot i et elektronisk remix, virker næsten desperat.
At der er gået så lang tid mellem bandets to udgivelser skyldes problemer med besætningen, og albummet er indspillet sammen med et par gæstemusikere. Derfor søger Eternal Gray bl.a. en ny trommeslager, og jeg håber, det lykkes at finde nyt blod. Et eller andet skal der ske, hvis israelerne skal kunne gøre sig internationalt – i den nuværende udgave drukner de i mængden af konkurrenter.

Tracklist:
1. Lost Control
2. Controlled
3. Black Prophecy
4. Desolate the Weak
5. Inner Anger
6. Your Gods, My Enemies
7. Unlabeled
8. Blind Messiah
9. Never Waits
10. Never Waits [electronic version bonus track]

Samlet spilletid: 44:14
 

Læs mere...

Solstafir - Svartir Sandar

På mange måder er dette udspil en helt naturlig efterfølger til “Kold” fra 2009; dengang var Rock med en dyster tone og en meget lang spilletid de vigtigste kendetegn. 2 år senere har Solstafir ikke blot arbejdet videre med den musikalske stil, men også udvidet spilletiden, så der denne gang skal 2 CDer til at rumme indholdet.
Sidstnævnte er ikke ligefrem blevet mere muntert, for den mørke stemning, der prægede forgængeren, genfinder man i de nye numre. Stilen lyder som om Sort Sol, Lou Reed og Roger Waters er blandt inspirationskilderne. Det betyder ikke, at musikken er direkte depressiv, men stemningen er meget alvorlig.
Tempoet er i de fleste numre moderat, men det gør dem ikke mindre interessante; i stedet bliver Aðalbjörn Tryggvasons vokal mere indtrængende, hvilket forstærker det stemningsmæssige. Nogle steder vokser numrene til lidt skramlet Indie Rock, men de formår til andre tider at blive helt stille og sarte. Uanset hvilket tempo der spilles i, formår Solstafir at fastholde intensiteten, og det er denne større bredde, der gør ”Svartir Sandar” bedre end sin forgænger. Derfor gør det ikke noget, at spilletiden er udvidet, for det forbedrede kvalitetsniveau gør, at tingene passer fint sammen. Derfor må jeg konkludere, at Solstafir har udgivet deres bedste album til dato – deres mørke Voksenrock har aldrig været mere spændende end nu.

CD 1 "Andvari"
Tracklist:
1. Ljós í Stormi
2. Fjara
3. Þín Orð
4. Sjúki Skugginn
5. Æra
6. Kukl Samlet spilletid: 41:01

CD 2 "Gola"
Tracklist:
1. Melrakkablús
2. Draumfari
3. Stinningskaldi
4. Stormfari
5. Svartir Sandar
6. Djákninn

Samlet spilletid: 39:07
 

Læs mere...

Tsjuder - Legion Helvete

Her er et af den slags albums, som man skal være lidt forsigtig med: Hvis man sætter skiven på og skruer op uden at være forberedt, rammer åbningsnummeret lige så hårdt og uventet som en lige højre fra Mikkel Kessler. Norske Tsjuder lægger nemlig på ingen måde fingre imellem, men hamrer afsted med granithård Black Metal fra første anslag på instrumenterne. Det hele foregår i højt til meget højt tempo, så man skal være klar, hvis man ikke vil tromles ned. Det usminkede udtryk forstærkes af vokalen, for sangeren Nag lyder som en fyr, der kan skære gennem klipper med stemmen alene.
At styrken ikke kun ligger i højt tempo, høres i ”Slakt”; her har guitarerne pludselig groove, og omkvædet er skabt til at brøle med på – jeg kan forestille mig, hvor stærkt det virker i live-sammenhæng.
Det her er musik efter min smag: Vildt og råt, men hele tiden med styr på sagerne, og da der både præsenteres seje guitarer og små melodier imellem det brutale, er udtrykket mere varieret, end man umiddelbart skulle tro. Det viser slutnummeret, hvor det lykkes at holde dampen oppe i alle 10 minutter uden, at jeg mister interessen – det er klasse!
Efter 13 års eksisten gik Tsuder i opløsning i 2006, men bandets 3 medlemmer har nu fundet sammen igen – og tak for det! Det niveau, de præsterer på ”Legion Helvete” er virkelig i top, og indtil bandet igen er klar med nyt, vil jeg checke de 3 albums i bagkataloget for flere godbidder.

Tracklist:
1. The Daemon Throne
2. Fra en Råtten Kiste
3. Dauðir
4. Voldsherskeren
5. Slakt
6. Black Shadows Of Hell
7. Blod og Aske
8. Vårt Helvete
 

Læs mere...

Arckanum - Helvitismyrkr

Man kan ikke ligefrem beskylde den svenske musiker Shamaatae for at være doven; foruden at spille i forskellige Metalbands, har han udgivet bøger om religiøse temaer. Under navnet Arckanum spiller han Black Metal, og det har han gjort siden 1992. Projektet har kastet talrige EP´er og albums af sig, oftest med den nordiske mytologi som tema. Det nyeste udspil, ”Helvítismyrkr”, er således tilegnet guden Loke.
Han får sig en hilsen, som er pakket ind i den Sorte Metals traditionelle gevandter, hvor musikken og Shamaataes vokal deles pænt om indholdet i numrene. Vokalen er selvfølgelig ret så grum, men samtidig lidt anstrengende, fordi den er meget ensformig. Stilmæssigt kan man sige det samme om musikken, for numrene følger den samme opskrift på hovedparten af pladen; til gengæld lykkes det at få rigtig meget variation bygget ind i brugen af de forskellige instrumenter. Dette gælder først og fremmest for guitarerne, som forener det metalliske med det melodiske på en meget fin måde. Stort set alle numre eksekveres i pænt højt tempo, hvor den seksstrengede ikke blot fungerer som drivkraft, men også bidrager med fede melodier. Toppen af denne stil opnår Arckanum i ”Nifldreki”, men flere af de andre numre ligger lige i slipstrømmen på det.
Musikken indeholder ikke mange afvigelser fra de traditionelle mønstre, disse begrænses til violintoner i ”Svartr ok Þursligr” og lidt Folk-agtige rytmer mod slutningen. Alligevel er ”Helvítismyrkr” et interessant udspil, fordi de gængse elementer benyttes på en intelligent måde – Arckanum er et navn, som Black-fans roligt kan sætte på observationslisten, hvis det ikke allerede er der.

Tracklist:
1. Helvitt
2. Myrkrin Vinna Hefnt
3. Ór Djúpum
4. In Svarta
5. Nifldreki
6. Svartr ok Þursligr
7. Þrúðgelmis Hlaut
8. Sísoltinn
9. Outro (included in track 8 on the promo)

Samlet spilletid: 50:16
 

Læs mere...

Old Silver Key - Tales of Wanderings

Til dagligt er Roman Sayenko guitarist og mastermind i det ukrainske Black Metal band Drudkh, men han havde lyst til at prøve noget andet. Han fik resten af bandets medlemmer med på ideen, hyrede sangeren Neige, og voilá: Old Silver Key var en realitet.
Man må sige, at Sayenko mener det alvorligt, når han vil prøve noget andet – musikken her ligger nemlig meget langt fra Drudkhs normale stil: den indeholder ingen elementer fra Black Metal; ja, faktisk er der slet ikke tale om Metal. I stedet indeholder de 7 numre Rock, og den er ikke engang specielt mørk, vild eller voldsom. Ganske vist er tempoet flere steder pænt højt, og stemningen hælder generelt mod det melankolske, men disse stemninger fastholdes ikke ret længe ad gangen. Det hele ender i melodier og omkvæd, som er meget pæne og ufarlige; flere af dem tangerer ligefrem radiopop. Det er nu ikke så slemt, som man kunne frygte – kombineret med de førnævnte elementer virker det udmærket, i det mindste i et par numre. Herefter bliver man træt af det, fordi Old Silver Key ikke formår at forny sig; det er mere eller mindre de samme byggesten, der udgør numrenes indhold.
Ifølge presseteksten er bandets navn et billede på en nøgle, der lukker op til fortællinger om eventyrlige skabninger og deres oplevelser. Jeg får ikke så meget ud af teksterne, men hvis indholdet passer til musikken, er det så som så med eventyrstemningen. Her er der for lidt indhold til, at vi alle kan leve lykkeligt til vore dages ende.

Tracklist:
1. What Once Was And Will Never Happen Again
2. November Nights Insomnia
3. Cold Spring
4. Nineteen Winters Far Away From Home
5. Star Catcher
6. Burnt Letters
7. About Which An Old House Dreams

Samlet spilletid: 38:18
 

Læs mere...

Morbid Angel - Illud Divinum Insanus

Mangt og meget er skrevet på for- og bagkant angående dette album. Faktum er, at David Vincent er tilbage efter at have ligget på den lade side i godt 15 år. Nyheden om hans tilbagevenden blev naturligvis modtaget med kyshånd fra de mange fans. Efter hvad man kan læse på nettet, er der dog, efter udgivelsen af denne skive, mange der gerne så at han ville skride igen.
Grunden til dette er, at Morbid Angel’s nyeste album, ”Illud Divinum Insanus” er en vidtfavnende og noget speciel oplevelse. Groft sagt kan man dele pladen op i: 1/11 Intro, 5/11 death metal, 1/11 stadionrock og 4/11 techno/industrial.
I min bog er der ingen tvivl om, at ”Illud Divinum Insanus” er en glimrende plade. Der er faktisk kun to decideret ringe numre på. Det drejer sig om ”Too Extreme!” og ”Profundis – Mea Culpa”, der er øredøvende ringe technoskæringer og blot, i mine ører, fungerer som spild. De to resterende ”techno/industrial”- numre er helt klart til at overleve. Faktisk synes jeg ret godt om ”Radikult”. Death metal-numrene hører bestemt ikke til det bedste, Morbid Angel har præsteret, men de giver stadig mega-baghjul til 97 % af alle death metal-bands, der spiller eller har spillet. ”I am Morbid” er et rigtig fedt nummer… Faktisk et af de fedeste på skiven. Det hører bare ikke til på en Morbid Angel plade, da det er total stadionrock på den fede stiv-pik-og-håret-tilbage-måde. Destructos- nummeret og ”Radikult” er for så vidt heller ikke vintage-Morbid Angel-materiale, men godt er det stadigvæk, omend det er selvfedt techno….
Morbid Angel har fået en ny guitarist med i denne omgang, og han har skrevet et par af numrene, og det virker meget i den gode gamle ånd, ligesom at den nye trommeslager Tim Yeung også gør det fint. Bevares, han er ikke ligeså sloppy som Sandoval, og han er kanske en anelse mere moderne i sit trommespil, men en tornado, det er han sgu! Alt i alt vil jeg sige, at denne skive er langt bedre end den forrige ”Heretic”. Morbid Angel er uden tvivl tilbage, og når ”J-skiven” engang skal udgives, vil jeg være der!

Tracklist:
01: Omni Potens
02: Too Extreme!
03: Existo Vulgoré
04: Blades for Baal
05: I am Morbid
06: 10 More Dead
07: Destructos Vs. the Earth/Attack
08: Nevermore
09: Beauty Meets Beast
10: Radikult
11: Profundis – Mea Culpa

Samlet spilletid: 56:43
 

Læs mere...

Generation Kill - Red White and Blood

Hvis navnet ikke umiddelbart får klokker til at ringe, er det ikke overraskende, for Generation Kill er et splinternyt band fra USA. Stilmæssigt kan det betyde afstikkere i mange retninger, men når man ser, at Exodus-sangeren Rob Dukes også står i front her, er det ikke helt vanvittigt at forvente noget Thrash Metal.
Hvis man gør det, bliver man ikke skuffet – i første omgang nok nærmere imponeret, for Generation Kill lægger ud med eksempler på, hvordan dén genre skal lyde. ”Hate” og det efterfølgende titelnummer har simpelthen den perfekte balance mellem guitarriffs, energi og seje omkvæd – lidt amerikansk patriotisme i samme åndedrag passer fint ind i billedet.
Så taber bandet pusten, for selv om der blandt resten af numrene er flere i den samme stilretning, er disse langt fra at opnå de samme kvaliteter som udlægget. Her er det lige meget om musikken er i den klassike Bay Area-stil (”Walking Dead”) eller det er mere moderne toner, der dominerer (”Depraved Indifference”) – ret meget over en solid gennemsnitpræstation formår Generation Kill ikke at levere her. Lidt bedre går det i den melodiske ”Self Medicating”, ligesom der afsluttes med manér med et overraskende Nine Inch Nails – covernummer.
Kvalitetsmæssigt er ”Red White and Blood” en noget ujævn affære, for trods stærke højdepunkter trækker nogle mindre imponerende numre i negativ retning – forhåbentlig kan Generation Kill fremover holde et mere ensartet niveau.

Tracklist:
1. Hate
2. Red White and Blood
3. Feast for the Wolves
4. Self Medicating
5. Depraved Indifference
6. Slow Burn
7. Section 8
8. Walking Dead
9. Dark Days
10. Let Me Die
11. Wish [bonus Nine Inch Nails cover]

Samlet spilletid: 53:31
 

Læs mere...

Aborym - Generator

Det italienske Black metal band Aborym har udgivet deres 4. album ”Generator” på det franske pladeselskab Season of Mist og her byder de, som på deres tidligere albums, på noget som man med god vilje kunne kalde Elektro Black Metal.
Til min overraskelse er det et ret godt album med et nogenlunde varieret black metal lydbillede, visse steder tilsat munkekor, hvilket giver en god dyster effekt. Produktionen er helt i top og trommerne spilles effektivt af den tidligere Emperor trommeslager Bård G. Eithun ”Faust”. Hele produktionen er godt nok blødet op, med efter mine mening, alt for meget keyboard, så lyden bliver meget pompøs eller om man vil poppet og syntetisk.
Vokalen er old school black metal og byder som sådan ikke på noget nyt, men de bruger en hel masse elementer fra elektro bands og på den måde skaber deres helt egen stil inden for black metal uden at gå på kompromis med genren. Generelt har Aborym svært ved at leve op til andre black metal bands som Dimmu Borgir, Mayhem og Emperor, men ”Generator” er ikke noget dårligt album og vil helt sikkert kunne tilfredsstille black metal fans samtidig med at albummet kan nå et bredere publikum, med deres mere cyber heavy metal elementer.

Læs mere...

War From A Harlots Mouth - Voyeur

Jeg kan ikke lade være med at føle både nysgerrighed og lidt uro ved udsigten til at lægge arm med det fjerde album fra de ekstreme gutter i War From A Harlots Mouth (WFAHM); de foregående albums var hver for sig meget udfordrende; endda så meget, at jeg måtte smide håndklædet i ringen.
Ved første gennemlytning var der ikke meget der tydede på, at udfaldet skulle blive anderledes denne gang – WFAHM skaber stadig numre med kompromisløs gennemslagskraft, og Nico Webers voldsomt skrigende vokal udfordrer stadig mit nervesystem. Med et musikalsk modstykke, der med kaotiske elementer stritter i alle mulige retninger, suppleres vokalen meget passende. Resultatet er stadig ekstremt, men i modsætning til tidligere indeholder dette album passager med mere struktur. Det virker mere modent, og gør helheden mere spiselig.
Jeg vil ikke foregive at "Voyeur" er kandidat til min liste over årets 10 bedste albums, for det er albummet ikke i nærheden af. Dertil er musikken stadigvæk for usammenhængende, og vokalsiden for unuanceret. Når jeg alligevel giver en bedømmelse, som er højere end tidligere, skyldes det, at der er sket en positiv udvikling: I perioder viser WFAHM en hidtil uhørt modenhed og balance. Der stadig et stykke til, at det for alvor overbeviser mig, men udviklingen går i den rigtige retning.

Tracklist:
1. Origin
2. Vertigo
3. H(a)unted
4. Terrifier
5. Of Fear and Total Control
6. Temple
7. The Black Lodge
8. Beyond Life and Death
9. To the Villains
10. Krycek
11. Scopophobia
12. Catacombæ
13. Epiphany
14. Dolph Lundgren (bonus Will Haven cover)
15. To the Villains (bonus demo version)

Samlet spilletid: 41:11

Læs mere...

The Casualties - Resistance

Da The Casualties blev dannet I 1990, var det for at spille Street Punk i stil med f.eks. The Exploited og Charged GBH. Siden er det ikke kun blevet til en lang række EPer, live- og studiealbums, men også en tilsvarende lang liste af udskiftninger i besætningen. Således er det kun sangeren Jorge Herrera, som er tilbage fra det originale line-up.
Det forhindrer ham ikke i at lyde vred, for min første tanke ved mødet med ”Resistance” var, at nogen måtte have puttet glasskår i mandens mad. Den attitude passer udmærket til teksterne, for Casualties har mange ting på hjerte. Uanset om det drejer sig om finansverdenens grådighed, politibrutalitet eller indgreb i den personlige frihed, har bandet noget at sige. Derfor giver det absolut mening at teksterne indgår i promo materialet – ikke fordi de kandiderer til litterære priser, men fordi de indeholder et klart budskab.
Musikken er typisk Punk med frisk tempo, numre med meget enkel opbygning og sparsomme instrumentale udfordringer. Alligevel hænger tingene rigtig godt sammen, og der er hele tiden en rød tråd i numrene.
Herrera bliver støttet af bølleagtige kor som man kender det fra Hardcore, hvilket giver numrene en meget engelsk lyd – selv om Casualties er fra New York City. Baggrundskorene er perfekte at skråle med på, men tager ind imellem lidt for meget vrede ud af numrene. I længden bliver det lidt for meget woo-o-o-ow, og tingene begynder at lyde ret ens. Alligevel fænger albummet, og det er glimrende underholdning at lægge øre til skæringer som ”Behind Barbed Wire”, ”Modern Day Slaves” og ”Morality Police”. Man behøver derfor ikke at være punk for at synes om ”Resistance” – at kunne glædes over energisk Rock er tilstrækkeligt.

Tracklist:
1. My Blood. My Life. Always Forward.
2. Behind Barbed Wire
3. Resistance
4. Modern Day Slaves
5. Warriors on the Road
6. South East Asian Rebels
7. Morality Police
8. Brick Wall Justice
9. Always Walk Alone
10. Constant Struggle
11. It´s Coming Down on You
12. Life on the Line
13. No Hope
14. Corazones Intoxicados
15. Soul of Fire
16. Voice of the Outcast

Samlet spilletid: 39:18


Revolution Music vil gerne takke Season of Mist for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed