fbpx

Black Sheep Wall - No Matter Where It Ends

De fleste af de 5 medlemmer af bandet har spillet sammen på en eller anden måde siden skoletiden, men først i 2006 fandt de sammen i Black Sheep Wall. Efter udgivelse af albummet ”I Am God Songs” gik det hele mere eller mindre i stå, men efter et par skift frem og tilbage på posten som sanger, er California gutterne tilbage med deres andet album.
Vokalen er et godt sted at starte, for Trae Malone leverer en rigtig herrepræstation på posten – manden brøler med masser af energi og en stemme, der har et stort volumen; at den ikke er særlig varieret gør i første omgang ikke så meget. Vokalen understøttes af voldsomt forvrængede guitarer, som i malende, drævende tempo arbejder sig fremad. Det virker som en kæmpestor maskine, der er kommet i bevægelse, og som ikke sådan lige lader sig bremse.
Forudsætningerne for en rigtig sej oplevelse er således til stede, men tingene rykker ikke rigtigt for Black Sheep Wall. Musikken er nemlig fanget i et dilemma, eller en ond cirkel, om man vil: For at få noget ud af numrene, skal man som lytter sætte sig og virkelig LYTTE. Problemet er, at de tungt slæbende rytmer, det meget ensformige lydbillede, den tilsvarende vokal og de lange numre ikke ligefrem inviterer til dette. Derfor kræver det overvindelse at få hul på albummet, og jeg brugte en del gennemlytninger på at trænge ind i numrene. Når man først er nået derind, står belønningen ikke mål med anstrengelserne, for ”No Matter Where It Ends” forbliver en uinteressant og lidt kedelig sag. Der er simpelthen for lidt spænding i de 9 numre, og for mig personligt ender tingene her – albummet vil ikke blive lagret ret længe i min hukommelse.

Tracklist:
1. Agnostic Demon
2. Liminality
3. Vitruvian God
4. Black Church
5. Torrential
6. Ambient Ambitions
7. Cognitive Dissonance
8. Personal Prophet
9. Flesh Tomb

Samlet spilletid: 61:57

 

Læs mere...

Terrorizer - Hordes of Zombies

25 år i højeste gear er ingen undskyldning for at tage den med ro, i hvert fald ikke hvis man er Terrorizer. På deres nyeste album har veteranerne hentet Morbid Angel-frontmanden David Vincent tilbage på bas, ellers udgør Pete Sandoval på trommer, Katina Culture på guitar og Anthony Rezhawk på vokal bandets line-up. Tilsammen har de skabt et album, hvor tempo og slagkraft er i centrum; folk med hang til melodiske indslag må finde dem andre steder. Her er numrene opbygget af nogenlunde lige store dele Death – og Thrash Metal, og det hele er fyret godt op i fart. Det giver et naturligt højt energiniveau, som virkelig brager løs – man må ikke være tyndhudet, hvis man vil være med her. Uanset om det er strengeinstrumenter eller slagtøj, man fokuserer på, så bliver der bare arbejdet igennem.

Medlemmernes andre engagementer samt diverse udefra kommende begivenheder har gjort, at Terrorizer kun har udgivet 3 albums. Og det er måske godt, for variation og musikalsk bredde hører ikke til bandets styrker. Numrene følger stort set samme opbygning gennem hele albummet, og Rezhawks vokal har ikke mange muligheder for justering. Selv om alt sidder lige i skabet betyder det, at ”Hordes of Zombies“ ikke er et af den slags albums, man hører igen og igen. Til gengæld er det perfekt til at fjerne resterne af en træls arbejdsdag eller et nederlag på fodboldbanen; Terrorizer leverer varen så overbevisende, at det i sådanne situationer er rigtig fedt at blive blæst igennem.

Tracklist:
1. Intro
2. Hordes of Zombies
3. Ignorance and Apathy
4. Subterfuge
5. Evolving Era
6. Radiation Syndrome
7. Flesh to Dust
8. Generation Chaos
9. Broken Mirrors
10. Prospect of Oblivion
11. Malevolent Ghosts
12. Forward to Annihilation
13. State of Mind
14. A Dying Breed

Samlet spilletid: 39:18

 

Læs mere...

Kells - Anachromie

I hjemlandet Frankrig har Kells været et etableret navn siden debutalbummet ”Gaia” fra 2005, men det var først efter europæiske supportjobs for Epica og Tarja Turunen i 2010, at bandet for alvor fik smag for det internationale marked. Med skifte af pladeselskab er der lagt op til noget større via det tredje album, ”Anachromie”.
De ovenfor nævnte bands giver et hint om Kells´ stil, for også her har vi fat i den melodiske side af Metal med en kvinde i forgrunden. Hun hedder Virginie Goncalves, og har en meget spændende vokal: Når hun synger rent, sker det med en klar stemme, som er nydelig og samtidig kraftfuld – her minder hun om så mange andre kvinder i genren. Men hun har også en turbo, og når hun slår den til, veksler hun til en en voldsom hvæsen, der mest af alt lyder som et vildt kattedyr. Skiftet sker uden hørbar anstrengelse, begge udgaver fremføres meget overbevisende, og det er en imponerende vokal bredde, hun præsterer.
Den musikalske side er lidt mere indskrænket, for musikken holder sig indenfor genrens kendte rammer og opbygninger. Der er de vante rytmer og melodier, men udover at brugen af keyboard er begrænset, er der ikke så meget at bemærke her – hverken positivt eller negativt. Det er derfor primært på vokalen og de franske tekster, at Kells skal forsøge at stikke ud fra mængden, men om det vil lykkes, kan kun tiden vise. Jeg har mine tvivl om det er nok, for samlet set er ”Anachromie” udmærket, men ikke imponerende.

Tracklist:
1. Bleu
2. Se Taire
3. Illusion D´une Aire
4. L´heure Que Le Temps Va Figer
5. L´asphalte
6. Emmurés
7. Quelque Part
8. Le manège déchanté
9. Cristal
10. Addictions
11. L´Autre Rive
12. Nuances
13. L´écho
14. Furytale
15. On My Fate

Samlet spilletid: 56:05

 

Læs mere...

Dodecahedron - Dodecahedron

Hvis du er vild med Metal, som man har styr på efter den første gennemlytning, skal du ikke læse videre; denne anmeldelse drejer sig om et album, som kræver meget opmærksomhed, inden man kan afgøre, om man kan li´ det eller ej. Albummet er det første fra det hollandske band Dodecahedron, som bevæger sig i området mellem klassisk Black Metal og den mere eksperimenterende del af Post Black Metal. Det sker på en meget udfordrende måde, så selv om de 5 medlemmer optræder uden corpse paint og nitter, er deres musik alligevel lige så lidt imødekommende som de mest brutale repræsentanter for den Sorte Metal.
Resultatet er numre, hvor brugen af traditionelle byggeklodser som blastbeats og turbo-tempo er ret begrænset – størstedelen af den ret lange spilletid foregår i moderat tempo. Til gengæld er musikken præget af dissonante melodier, som konstant skærer igennem numrene. Det minder lidt om et billede, som ikke er helt skarpt, og udfordrer konstant lytterens ører. Især de første numre er præget af disse bevidst irriterende gentagelser, som hele tiden ligger på grænsen af det tålelige – pressetekstens opfordring til at prøve den bitre smag af undergang skal tages alvorligt!!
Hvis det bitre skal fungere, skal der være en modvægt, som her må søges i stille passager med forvrænget og messende vokal samt de eksempler på mere traditionel Metal, som trods alt findes på skiven. Desværre er det først i slutnummeret, disse trækkes frem, og bliver derfor too little, too late. De foregående 45 minutters lydmæssig terror er for meget til, at Dodecahedron kan overbevise. Jeg anerkender deres kompromisløse tilgang til musikken, men kan ikke anbefale resultatet.

Tracklist:
1. Allfather
2. I, Chronocrator
3. Vanitas
4. Descending Jacob´s Ladder
5. View from Hverfell I: Head above the Heavens
6. View from Hverfell II: Inside Omnipotent Chaos
7. View from Hverfell III: A Traveller of the Seed of the Earth

Samlet spilletid: 54:10
 

Læs mere...

Various Artists - Illud Divinum Insanus - The Remixes

Sidste år begejstrede Morbid Angel sine fans ved at udgive et nyt album efter 8 års tavshed, men vakte også en del opstandelse. "Illud Divinum Insanus” indeholder nemlig noget så uhørt som Techno/Industrial numre, hvilket fik nogle Death Metal fans helt op i det røde felt. Til gengæld har det givet genlyd i Industrial-kredse, idet en lang række kunstnere fra den elektroniske verden nu præsenterer deres versioner af numrene fra albummet.
Og det er der åbenbart mange, som vil bidrage til; hele 39 numre er inkluderet på udgivelsen. Når man tænker på, at det originale album kun indeholder 11 skæringer, må man naturligvis acceptere gentagelser. Men når et nummer som ”I am Morbid” optræder ikke mindre end 12 (TOLV!!) gange, bliver det for meget. Og for mange gentagelser er netop et af problemerne med denne udgivelse, for der er alt for meget af det samme læsset ind på skiverne. Ikke blot gentages det samme grundmateriale, men også mange af disse remixes lader til at være skåret efter samme skabelon.

Man må sige, at den musikalske metamorfose er fuldstændig, for det original materiale bliver konverteret fuldstændigt til Industrial / Electro – langt de de fleste numre har fået fjernet ethvert element af Death Metal. Heldigvis er der nogle få numre, hvor elektronikorgiet fungerer, og det er disse, der trækker de to stjerner hjem i bedømmelsen. Men jeg drukner simpelthen i stampende elektronik, og at kæmpe sig igennem de mange numre er virkelig hårdt arbejde.
Jeg forstår ikke, hvad Season of Mist vil med denne udgivelse, for som ekstra snack til de, som kunne lide originalens eksperimenter, er det her for massivt. Og for de, som allerede så udgangspunktet som en rød klud, er det her nærmest en tændt skærebrænder direkte i ansigtet. Hvis man sorterede de 10 bedste versioner fra og samlede på en enkelt CD, ville det kunne gå an – den foreliggende udgave er for de, som er MEGET glade for elektronisk musik, og så findes der sikkert bedre steder at søge inspiration end hos Death Metal ikoner.

Tracklist CD 1:
1. Laibach – I Am Morbid (Wall of Morbid mix)
2. cEvin Key /Hiwatt Marshall – OmniDead
3. Brain Leisure - Too Extreme (Black Symphony Edition)
4. The Toxic Avenger – 10 More Dead
5. Malakwa – I Am Morbid
6. Synapscape – Too Extreme
7. Punish Yourself vs Sonic Area – Destructos vs The Earth (DoomsdayMarchMix)
8. HIV+ - Too Extreme
9. Micropoint – I Am Morbid
10. John Lord Fonda - Too extreme (Metallizer Remix)
11. Evil Activities - Radikult
12. Mixhell – Too Extreme
13. Black Lung – I Am Morbid
14. Mondkopf - Radikult
15. Xytras – Existo Vulgoré
16. Toxic Engine – I Am Morbid

Samlet spilletid:70:52

Tracklist CD 2:
1. Ahnst Anders – I Am Morbid
2. Nachtmahr – Destructos vs. the Earth
3. Tim Skold – Profundis – Mea Culpa
4. Black Strobe – 10 More Dead
5. Chris Pohl – Too Extreme
6. Project Pitchfork – Destructos vs. the Earth
7. Treponem Pal – 10 More Dead
8. Scott Brown – I Am Morbid
9. Fixhead - Radikult
10. Dj Ruffneck – I Am Morbid
11. Igorrr – Remixou Morbidou
12. Tamtrum – I Am Morbid
13. Tek-One – 10 More Dead
14. Adrian – I Am Morbid
15. The Horrorist – Existo Vulgoré

Samlet spilletid: 72:34

Tracklist DROPCARD:
1. Combichrist – Destructos vs The Earth
2. Chrysalide - Nevermore
3. Asche – Destructos vs The Earth
4. Sylvgheist Maelstrom – 10 More Dead
5. Dead Sexy Inc. – I am Morbid
6. Roger Rotor - Radikult
7. The Processus – I am Morbid
8. Mulk – Existo Vulgoré

Samlet spilletid: 34:09
 

Læs mere...

Thy Catafalque - Rengeteg

Thy Catafalque debuterede tilbage i 1999, og er nu ude med det 5. album. Bandet er et soloprojekt for Tamás Kátai, som får hjælp af et par sangerinder og en cellist, men eller klarer han alt selv.
Albummet lægger ud med et par Metal numre, som har fin energi og gang i guitarerne; samtidig optræder vokalen både i en forvrænget udgave og som ren sang. Sidstnævnte er et forvarsel om resten af albummet, for efter at have raset ud og markeret sig, trækker Kátai tingene i en mere rolig retning. Musikken får mere karakter af Rock end Metal, og samtidig er der en snert af Folkemusik over numrene – ikke med de traditionelle rytmer, men via de stemninger, der optræder. Og disse opbygges med sikker hånd, for Kátai forstår at variere sig samtidig med, at han har flair for iørefaldende melodier. Disse er albummets største aktiv, og jeg har flere gange taget mig selv i at have dem kørende i hovedet.
At der optræder ekstra vokaler er ikke tegn på manglende evner hos hovedpersonen selv, for han synger med en meget blød og behagelig vokal. Det klæder teksterne, som jeg gætter er på ungarsk – det er svært at høre. Flere steder har numrene en mellemøstlig tone, f.eks. i ”Trilobita” – det gør tingene en smule eksotiske.
Albummet her er et eksempel på en anderledes tilgang til Rock og Metal, som forener tunge guitarer med keyboards, akustiske instrumenter og især glimrende omkvæd. Særligt det sidstnævnte gør ”Rengeteg” til et positivt bekendtskab, som man ikke går fejl af, hvis man ønsker et varieret udbud af melodier.

Tracklist:
1. Fekete mezok
2. Kel keleti szél
3. Trilobita
4. Ko koppan
5. Vashegyek
6. Holdkomp
7. Kék ingem lobogó
8. Az eso, az eso, az eso
9. Tar gallyak végül
10. Minden test fu

Samlet spilletid: 61:56
 

Læs mere...

Esoteric - Paragon of Dissonance

Når man skal graduere musikalsk tyngde, lyder rangordenen: Tung, tungere, Doom, og netop i den sidstnævnte kategori har engelske Esoteric været et markant navn i mange år. Bandets 6. album, som er genstand for denne anmeldelse, er en stor og massiv opgave: Fordelt på 2 CD-skiver er der 7 numre at tage fat på, og med en samlet spilletid på næsten 100 minutter, er der nok at gå i gang med.
Når man tænker på de rytmiske begrænsninger, der normalt hersker i Doom genren, kan udsigten til så lang tid i selskab med monstertunge numre, som kun laaangsomt skrider fremad, virke uoverkommelig – her overrasker Esoteric positivt, for de 7 numre er langt mere afvekslende end forventet.
Selvfølgelig er der mange passager, hvor rytmerne bevæger sig dinosaurtrampende tungt afsted, og fornemmelsen af tyngde forstærkes af Greg Chandlers vokal, som virkeligt er dybt rallende. Ved at lade forskellige små guitarmelodier indgå i disse sekvenser, lykkes det for Esoteric at give musikken et mere varieret udtryk. Men bandet tør at gå videre, og i perioder forlades Doom stilen til fordel for mere rolige og rytmisk mere varierede stilarter. Det er tilbagelænet og virker godt.
Mod slutningen overdrives eksperimenterne, og der er for mange perioder i numrene, som primært består af lydkollager uden ret meget rytmisk indhold. Det bidrager ikke med meget andet end spilletid, og man burde have overvejet en ekstra gang, om ikke de skulle nøjes med materiale til en enkelt CD.
Slutningen kommer derfor til at give ”Paragon of Dissonance” en lidt bitter eftersmag, som ikke er helt fortjent. På den første del af udgivelsen viser Esoteric en spændvidde, som man normalt kun finder i mere teknisk betonede stilarter; derfor vil jeg stadig anbefale albummet - man kan jo altid nøjes med at høre det i etaper.

Tracklist:
CD 1:
1.Abandonment
2. Loss of Will
3. Cipher
4. Non Being

Samlet spilletid: 47:05

CD 2:
1. Aberration
2. Disconsolate
3. A Torrent of Ills

Samlet spilletid: 50:22
 

Læs mere...

Cynic - Carbon-Based Anatomy

I starten af 1990´erne havde Cynic stor succes efter albummet “Focus” men blev opløst i 1994. 12 år senere blev bandet gendannet, og siden er det blevet til albummet “Traced in Air” fra 2008 samt en EP, som nu får en makker i form af endnu en af samme slags.
Denne gang er det 6 numre med en gennemsnitlig spilletid på 4 minutter, Cynic smider ud på markedet. Numrenes indhold varierer dog en del, for der findes både egentlige Rocknumre og kortere tracks, som mere er mellemspil med varierende indhold af musik og stemningsmæssige lydsekvenser. De egentlige skæringer er meget tilbagelænede i deres udtryk, så ud over lidt variation i trommespillet er der ikke meget at komme efter.
Titelnummeret byder på en udmærket melodi og et godt omkvæd, men ellers lyder indholdet som en lidt mere seriøs udgave af Phil Collins – det er temmelig skuffende!
I ”Box Up My Bones” lyder det ”I have everything I need”, men det kan jeg ikke tilslutte mig, når jeg skal bedømme denne EP: Der er udmærkede rytmiske elementer og enkelte gode omkvæd blandt numrene, men samlet set er det en uinteressant omgang, Cynic præsenterer – der mangler generelt både nerve og spænding. Hvis ikke d´herrer Reinert og Masvidal har mere at byde på, er det nok spørgsmålet, om det giver mening at fortsætte projektet Cynic.

Tracklist:
1. Amidst The Coals
2. Carbon-Based Anatomy
3. Bija!
4. Box Up My Bones
5. Elves Beam Out
6. Hieroglyph

Samlet spilletid: 23:51
 

Læs mere...

Eternal Gray - Your Gods, My Enemies

Eternal Gray debuterede i 2002 med albummet ”Kindless”, og nu sætter bandet igen hjemlandet Israel på det internationale Death Metal kort. Egentlig udsendte de selv dette album sidste år, men nu får det et ekstra skub takket være Season of Mist.
Man kan hurtigt høre, at perioden mellem de to albums ikke er blevet brugt på at opfinde nye og spændende stilmæssige fortolkninger, for Eternal Gray spiller meget traditionelt. Numrene drives frem af guitarerne, og tempoet svinger omkring det halvhurtige; nogle gange lidt tungere, nogle gange lidt mere friskt. Det hele er meget ordinært og ikke specielt ophidsende, hverken på den ene eller den anden måde. Både sammen og hver for sig yder musikerne en udmærket præstation, men det hele er lidt uspændende.
Et par steder prøves med afvigelser fra den slagne vej, men hverken eksperimenter med lidt hakkende rytmer eller mere teknisk betonede melodier falder heldigt ud. Og at afslutningsnummeret er en gentagelse af det tidligere track, denne gang blot i et elektronisk remix, virker næsten desperat.
At der er gået så lang tid mellem bandets to udgivelser skyldes problemer med besætningen, og albummet er indspillet sammen med et par gæstemusikere. Derfor søger Eternal Gray bl.a. en ny trommeslager, og jeg håber, det lykkes at finde nyt blod. Et eller andet skal der ske, hvis israelerne skal kunne gøre sig internationalt – i den nuværende udgave drukner de i mængden af konkurrenter.

Tracklist:
1. Lost Control
2. Controlled
3. Black Prophecy
4. Desolate the Weak
5. Inner Anger
6. Your Gods, My Enemies
7. Unlabeled
8. Blind Messiah
9. Never Waits
10. Never Waits [electronic version bonus track]

Samlet spilletid: 44:14
 

Læs mere...

Solstafir - Svartir Sandar

På mange måder er dette udspil en helt naturlig efterfølger til “Kold” fra 2009; dengang var Rock med en dyster tone og en meget lang spilletid de vigtigste kendetegn. 2 år senere har Solstafir ikke blot arbejdet videre med den musikalske stil, men også udvidet spilletiden, så der denne gang skal 2 CDer til at rumme indholdet.
Sidstnævnte er ikke ligefrem blevet mere muntert, for den mørke stemning, der prægede forgængeren, genfinder man i de nye numre. Stilen lyder som om Sort Sol, Lou Reed og Roger Waters er blandt inspirationskilderne. Det betyder ikke, at musikken er direkte depressiv, men stemningen er meget alvorlig.
Tempoet er i de fleste numre moderat, men det gør dem ikke mindre interessante; i stedet bliver Aðalbjörn Tryggvasons vokal mere indtrængende, hvilket forstærker det stemningsmæssige. Nogle steder vokser numrene til lidt skramlet Indie Rock, men de formår til andre tider at blive helt stille og sarte. Uanset hvilket tempo der spilles i, formår Solstafir at fastholde intensiteten, og det er denne større bredde, der gør ”Svartir Sandar” bedre end sin forgænger. Derfor gør det ikke noget, at spilletiden er udvidet, for det forbedrede kvalitetsniveau gør, at tingene passer fint sammen. Derfor må jeg konkludere, at Solstafir har udgivet deres bedste album til dato – deres mørke Voksenrock har aldrig været mere spændende end nu.

CD 1 "Andvari"
Tracklist:
1. Ljós í Stormi
2. Fjara
3. Þín Orð
4. Sjúki Skugginn
5. Æra
6. Kukl Samlet spilletid: 41:01

CD 2 "Gola"
Tracklist:
1. Melrakkablús
2. Draumfari
3. Stinningskaldi
4. Stormfari
5. Svartir Sandar
6. Djákninn

Samlet spilletid: 39:07
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed