fbpx

Carnation - Chapel of Abhorrence

At belgiske Carnation udsender deres første studiealbum nu, fem år efter deres start i 2013, er ikke overraskende – tidsmæssigt er det meget normalt. Derimod er det overraskende, at bandet allerede har udsendt et livealbum, som blev optaget til Asakusa Deathfest i Japan; det er lidt den omvendte verden.

Til gengæld vender Carnation tilbage til det kendte, når det gælder indholdet, for ideen med bandet har hele tiden været, at hylde den traditionelle Dødsmetal. Og det formål skal jeg lige love for bliver opfyldt, for de 11 numre er sat sammen efter klassiske opskrifter – På den fede måde, vel at mærke! Generelt træder belgierne ret hårdt på speederen, så tempoet er pænt højt. Det giver helt naturligt energi, som forstærkes af numrenes øvrige kvaliteter: Der bliver virkelig fyret op når guitarer og trommer i fællesskab fræser afsted, som det sker i ”Hellfire” og ”Hatred Unleashed”. Men Carnation formår også at skabe power i mere modereat tempo; det viser de tydeligt i titelnummeret og det virkelig velfungerende ”Fathomless Depths”. Et væsentligt bidrag til numrene leverer sangeren Simon Duson; hans growl er grum og overbevisende, men stadig let at forstå.

Den positive stemning bliver kun forstyrret et par gange undervejs gennem albummet; det sker hvor nogle numre ligner hinanden lige lovlig meget. Men det er ikke så afgørende, for som helhed betragtet er ”Chapel of Abhorrence” en imponerende debut.

Tracklist:
1. The Whisperer
2. Hellfire
3. Chapel of Abhorrence
4. The Unconquerable Sun
5. Disciples of Bloodlust
6. Hatred Unleashed
7. Plaguebreeder
8. Magnum Chaos
9. Sermon of the Dead
10. Fathomless Depths
11. Power Trip
Samlet spilletid: 47:41

Læs mere...

Kontinuum - No Need to Reason

Mit første møde med Kontinuum ligger tre år tilbage, og omhandlede bandets andet album, ”Kyrr”. Nu er islændingene tilbage med ti nye numre, som de samlet har givet navnet ”No Need to Reason”.

På ”Kyrr” dyrkede Kontinuum det stemningsfyldte og lidt mørke, og den stil har de holdt fast i. Numrene er baseret på guitarer, som er nedtonede, og i det hele taget er musikken lidt indadvendt. Især på albummets første halvdel har numrene svært ved at imponere, det er som om tingene ikke rigtigt kommer i gang. Derfor skal vi helt hen til albummets midte, hvor titelnummeret med sin fine stemning og Pink Floyd-agtige vokal giver forhåbning om mere kvalitet.

Den kommer på andel halvdel, men det er ikke fordi jeg ligefrem bliver blæst bagover i stolen. ”Erotica” klarer sig fint med friskere tempo, men albummets stærkeste track er ”Two Moons”; her er der endelig noget af den styrke i melodierne, som jeg har savnet i de første skæringer.

Konklusionen bliver, at albummet starter ret ensformigt og blegt, men selv om der sættes ind med en slutspurt, kan det ikke helt redde Kontinuum; jeg er lidt skuffet over udspillet, så bedømmelsen ender en halv stjerne under, hvad forgængeren høstede.

Tracklist:
1. Shivers
2. Lifelust
3. Warm Blood
4. Neuron
5. No Need to Reason
6. Low Road
7. Erotica
8. Stargaze
9. Two Moons
10. Black Feather
Samlet spilletid: 47:02

Læs mere...

Árstídir - Nivalis

Man må sige, at Árstídir fik noget af en kanon start hjemme på Island; fra de tre medlemmer mødtes og spillede på små klubber i 2008 til de stod med et radiohit gik der kun få måneder, og derfra var der ikke langt til udgivelse af albums og internationale turnéer med navne som Anneke van Giersbergen og Pain Of Salvation. Nu er bandet klar med deres fjerde album, ”Nivalis”, som udsendes på Season of Mist.

Dette samarbejde kan umiddelbart virke overraskende, for selskabet er kendt for deres udgivelse af Metalverdenens mest ekstreme repræsentanter – og Árstídir ligger næsten så langt herfra, som de kan komme. Islændingene spiller Rock, men i en udgave, hvor der ikke er ret meget fokus på det rytmiske – her bliver der mere antydet end hamret igennem. I stedet arbejdes der meget med de stemningsmæssige aspekter i musikken, hvor udstrakt brug af klaver og strygere ofte er toneangivende.
Ellers er det vokalerne, der påkalder sig opmærksomhed, og jeg kan godt nikke genkendende til pressematerialets sammenligning med Simon & Garfunkel, men synes også at høre inspiration fra Bee Gees (vel at mærke fra tiden FØR der gik Disco i den). Resultatet er meget flotte harmonier, som passer perfekt til de førnævnte stemninger i numre, der tangerer både Pop og Folk. Resultatet er gennemført og flot udført, men set i lyset af tre kvarters spilletid, er der for få spændende øjeblikke – også for ikke-metalheads.

Tracklist:
1. While This Way
2. Lover
3. Please Help Me
4. Entangled
5. Like Snow
6. Þar sem enginn fer (sjálfviljugur)
7. Circus
8. Órói
9. Mute
10. Conviction
11. In the Wake of You
12. Wasting Time
13. Passion
Samlet spilletid: 46:07

Læs mere...

Craft - White Noise and Black Metal

Vi skal tilbage til 2011 for at finde det seneste album fra svenske Craft, dengang var det ”Void”. Men pænt lang tid mellem udgivelser har været et gennemgående træk for Craft, hvorfor det nyeste album kun er det femte, selv om bandet har eksisteret i 20 år.
Som man kan forvente af så rutineret et band, har de ikke bare 100% styr på alle stilelementer, men formår også at omsætte dem med et ekstra overskud. Således er f.eks. tremoloanslagene på guitarstrengene lige en tand mere komplekse end normalt, så de giver mulighed for et bredere udtryk. Samtidig har vokalen den helt rigtige kirkegårdsstemning; sangeren Nox leverer en gennemført og lækker dødsrallen.

Også når det gælder den tempomæssige side af sagen, prøver svenskerne flere ting af, i stedet for bevidstløst at satse på én indstilling af gashåndtaget. Det giver numre afviklet i frisk tempo, men Craft afholder sig fra at køre op i det ekstreme. Og det er måske en fejl, for en del steder bliver numrene lukkede og indadvendte; her havde det været befriende med et par eksplosioner til at rense luften.

Men de kommer ikke, og så må vi nøjes med de ret fede sejtrækkende guitarer som de stærkeste elementer på et album, hvor Craft i flere omgange viser tilløb til noget stort, men hvor det store brag udebliver.

Tracklist:
1. The Cosmic Sphere Falls
2. Again
3. Undone
4. Tragedy of Pointless Games
5. Darkness Falls
6. Crimson
7. Shadow
8. White Noise
Samlet spilletid: 42:18

Læs mere...

Rotten Sound - Suffer to Abuse

Hov, “Suffer To Abuse” – har Rotten Sound ikke udgivet den én gang? Jo, i 2016 udsendte finnerne et album med den titel, men det er ikke det, der anmeldes her. I stedet er det en EP med syv numre, som udgives som optakt til bandets program for sommeren 2018.

Syv numre lyder af en del for en EP, men i Grindcore-universet rækker det kun til ti minutters spilletid. Alligevel bliver det, som altid, en voldsom og fyldig oplevelse at lægge øre til Rotten Sound. I ”Privileged” og “Stressed Mess” er det primært den råbende vokal og det lurende kaos, der tiltrækker opmærksomhed; man skal holde tungen lige i munden for at finde strukturen i musikken. Samtidig signalerer den meget rå produktion, at oplevelsen af ubarmhjertig Metal er en helhed.

Det understreges i ”Harvester of Boredom”, ”One Hit Wonder” og ”Slaves of Lust” hvor det hele lige får en tand mere. Her er de tunge passager lidt tungere, og i de hurtige sekvenser er gashåndtaget drejet så meget i bund, at man kunne frygte, at kablet knækker.

Samlet er “Suffer To Abuse” i EP version en typisk omgang Grindcore, og selv om udspillet er ikke finnernes bedste, har det alligevel tilstrækkelig power til at kunne fyre godt og grundigt op under sommerens Metal festivaler.

Tracklist:
1. Privileged
2. The Misfit
3. Stressed Mess
4. Harvester of Boredom
5. One Hit Wonder
6. Nutrition
7. Slaves of Lust
Samlet spilletid: 9:52

Læs mere...

Nightmarer - Cacophony of Terror

Hvis man slår ordet “kakafoni” op i den danske ordbog, finder man beskrivelsen ”uskøn sammenblanding af forskellige uharmoniske lyde”. På den baggrund er det ikke overraskende, at debutalbummet fra Nightmarer er en meget voldsom og uvenlig affære – det underbygges af medlemmernes tidligere involvering med bands som Burning Skies og War From A Harlots Mouth.

Ordbogens beskrivelse er overraskende dækkende for albummets indhold, for de tre medlemmer nærmest vælter sig rundt i små og skæve melodistumper og lyde, der virker som skarpe glassplinter i lydbilledet. De er fæstnet på en kerne af Death Metal, som i hovedparten af spilletiden befinder sig i den tunge ende af skalaen, og kun i mindre grad fremføres i højt tempo. Alligevel er intensiteten hele tiden okay, men hver gang der er tilløb til noget medrivende, brydes mit fokus af musikkens skæve elementer, lidt som at træde på en skarp sten.

Jeg har ofte kritiseret musik uden modhager, musik som glider for nemt ned uden at efterlade spor hos lytteren. Set i det lys burde mødet med ”Cacophony of Terror” være en positiv oplevelse, men det er det ikke. Nightmarer overdriver mængden af skæve indslag, så det hele bliver skævt uden andet formål end at være generende. Det er ikke hvad jeg søger i musik, så jeg kan ikke anbefale denne debutskive.

Tracklist:
1. The Descent
2. Stahlwald
3. Skinner
4. Bleach
5. Cave Digger
6. Fetisch
7. Tidal Waves of Terror
8. Ceremony of Control
9. Death
10. Swansong
Samlet spilletid: 35:23

Læs mere...

Drudkh - They Often See Dreams About The Spring

Ukrainske Metal bands er ikke hverdagskost, men Drudkh har formået at markere sig på scenen for Black Metal siden de startede i 2002 – dels ved at benytte mange tekster fra hjemlandets digtere, dels ved at være meget produktive; albummet her er nummer elleve i rækken.

Trenden med at bruge tekster fra ukrainske digtere fortsætter, men det har jeg kun fra presseteksten – jeg bliver hverken klogere af titlerne på de fem numre eller navnene digterne bag dem. Når teksterne således mister deres styrke, bliver det musikken, der kendetegner indholdet; her markerer numrene sig forskelligt.

Som forventet spiller Drudkh traditionel Black Metal, men udtrykket i åbningsnummeret overrasker alligevel; trods udmærket gang i både rytmesektion og guitarer gør den lidt bløde produktion, at musikken fremstår mindre hård – det samme gør den lidt tilbagetrukne vokal.

I de følgende numre bliver der skruet en lille smule op for hårdheden, men ikke meget – numrene bliver aldrig ekstreme. Tværtimod er det den flotte guitarmelodi i track fire, der gør nummeret til min favorit på udgivelsen.
I slutnummeret slippes tøjlerne endnu en tak, så strukturen bliver lidt mere knudret, og nummeret lidt sværere at blive dus med. Men det ændrer ikke på det samlede billede af albummet som et udspil, der holder sig til det sikre uden at udfordre. Det er muligt, at forståelse for teksterne ville give albummet en ny dimension, men i min bog burde et så erfarent band have mere at byde på.

Tracklist:
1. Nakryta Neba Burym Dakhom…
2. U Dakhiv Irzhavim Kolossyu…
3. Vechirniy Smerk Okutuye Kimnaty...
4. Za Zoreyu Scho Striloyu Syaye…
5. Bilyavyi Den’ Vtomyvsya I prytykh…
Samlet spilletid: 43:30

Læs mere...

Deathwhite - For A Black Tomorrow

Deathwhite stammer fra Pittsburgh i Pennsylvania, hvor andet blev startet I 2012. I 2014 udsendtes EP’en ”Ethereal”; den blev efterfulgt af endnu en EP, ”Solitary Martyr” året efter. Nu er amerikanerne klar med deres første udgivelse i fuld længde, som er produceret af Shane Mayer og udgives af Season of Mist.

Albummet har fået titlen “For A Black Tomorrow”, men indholdet er ikke Sort Metal. I stedet bevæger Deathwhite sig i området hvor Hardrock ind imellem bliver til Metal, specielt i starten af albummet: Åbningsnummeret ”The Grace of the Dark” markerer sig med en stærk melodi og en flot vokal, og med skarpe guitarer og hamrende stortrommer mod slut har det en fin kant af Metal. Det samme gælder det efterfølgende ”Contrition”, som har flotte double lead guitarer.

De følgende numre er mere Hardrock i stil med Creed, så det er melodierne, der kendetegner dem. De er ikke specielt gode; de er ret ens i opbygning, og metalfronten udsultes, men hjælpes på vej af den flotte vokal og udmærkede produktion (tak, Mayer!). Først i ”Prison of Thought” og det afsluttende titelnummer vender de stærke guitarer tilbage, men det er ikke nok til at hæve albummet over middel – det havde potentiale til at blive en perfekt brobygger mellem Hardrock og Metal, men ender som et udmærket Hardrock udspil.

Tracklist:
1. The Grace of the Dark
2. Contrition
3. Poisoned
4. Just Remember
5. Eden
6. Dreaming the Inverse
7. Death and the Master
8. Prison of Thought
9. For a Black Tomorrow
Samlet spilletid: 43:26

Læs mere...

Erdve - Vaitojimas

Da Erdve blev dannet i Vilnius i 2016, var det med det klare formål at udforske mulighederne i musik bestående af elementer fra Hardcore, Sludge og Black Metal – På papiret er det unægtelig en mørk og speciel kombination, der skaffede litauerne en kontrakt med Season of Mist.

Det særegne og dystre eksisterer bestemt ikke kun på papiret, for ”Vaitojimas” er virkelig en led satan af et album: Musikken er meget lukket og svær at komme ind på, og vokalen er monotont skrigende – en kombination, der normalt ville få mig helt op i det røde felt. Når det ikke sker, skyldes det en knivskarp balance mellem de nævnte elementer, og små stumper af melodi, som meget begavet er flettet ind i musikken. Resultatet er virkelig stærkt, og musikken formår endda mere end udligne vokalen – overraskende, men effektivt.

Teksterne forstår jeg ikke et hak af, men ifølge pressematerialet omhandler de temaer som vold i hjemmet, frastødende adfærd, ekstremisme og forbrydelser mod menneskeheden – musikkens voldsomme natur taget i betragtning, tror jeg på det.
Det positive indtryk varer lige indtil et stykke ind i ”Pilnatvė”; på et tidspunkt falder tempoet, så vokalen får overtaget. Det gør de sidste knap 10 minutter af albummet til en ustruktureret og temmelig anstrengende affære. Men den foregående halve time er fyldt med så mange seje elementer, at Erdve får varme anbefalinger med herfra.

Tracklist:
1. Vaitojimas
2. Išnara
3. Prievarta
4. Apverktis
5. Pilnatvė
6. Atraja
Samlet spilletid: 37:00

Læs mere...

Heilung - Ofnir

Egentlig burde jeg ikke anmelde dette album, for oprindeligt udsendte Heilung det selv i 2015. Når jeg alligevel gør det, skyldes det to ting: Først og fremmet har bandet skrevet kontrakt med Season of Mist, som nu udsender ”Ofnir”, dernæst så jeg tilfældigt et liveclip på Youtube, hvor bandets specielle stil vakte min interesse.

Det skyldes bl.a. at Heilung ikke spiller musik i gængs forstand; her skal man ikke lede efter omkvæd eller A og B stykker. I stedet har de enkelte numre nærmere karakter af stammeritualer, hvor der via taktfaste råb og messen skabes fornemmelsen af, at man som lytter befinder sig midt i begivenhederne – dette introduceres allerede i åbningsnummeret ”Alfadhirhaiti”, og dukker op igen i nogle af de efterfølgende numre.

Et andet gennemgående træk er brugen af stampende rytmer, som repeteres på en nærmest hypnotisk facon, det giver en Drone-agtig stemning i numrene, specielt når der blandes elektroniske lyde mellem trommerne, eller vokalen forvrænges som i ”In Maidjan”. Samtidig er indeholder vokalerne sjældent egentlig sang; de er nærmere tale, som fremføres på fremmedartede sprog – om disse er egentlige sprog eller andets egne opfindelser, tør jeg ikke gætte på. Resultatet er, at vokalerne flyder sammen med den ledsagende musik, og distancerer sig fra traditionel musik.
Selv om der bruges forskellige instrumenteringer under opbygning i de enkelte numre, kommer disse til at fremstå temmelig ens – og så er 70 minutters spilletid en udfordring. Heldigvis brydes monotonien når sangerinden Maria Franz kommer på banen. Hendes sang i ”Fylgija Ear” tilfører melodi, som hæver nummerets kvalitet. Det samme sker i ”Krigsgaldr”, som er albummets ubestridte højdepunkt: Her passer alle Heilungs elementer perfekt sammen. I de resterende numre mangler der desværre det sidste for at fastholde min interesse, så selv om ”Ofnir” er en anderledes og selvstændig udgivelse, rammer den mig ikke.

Tracklist:
1. Alfadhirhaiti
2. Krigsgaldr
3. Hakkerskaldyr
4. Schlammschlacht
5. Carpathian Forest
6. Fylgija Ear
7. Futhorck
8. In Maidjan
9. Afhomon
Samlet spilletid: 71:52

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed