fbpx

Necrowretch - The Ones From Hell

Efter godt ti års eksistens og 3 studiealbums på gaden, syntes Necrowretch’ hovedmand Vlad, at der skulle ske noget nyt som optakt til det, der skulle blive til bandets fjerde album, ”The Ones From Hell”. Derfor tog han til Istanbul for at skrive materialet i nye omgivelser; ganske gennemført, må man sige.
Men hvis man ud fra den historie forventer at høre musik med østens mystik og stil flettet ind i numrene, bliver man skuffet; Necrowretch fortsætter stilmæssigt helt som de plejer med en blanding af Death- og Black Metal, der har kraftig slagside mod den sidstnævnte genre.
Det understreges fra start, for de to første numre er nærmest en opvisning i blastbeats og vilde guitarer, selv om der også bliver plads til en smule groove. Det kommer der mere af i titelnummeret, som længe bevæger sig i moderat, men sejt tempo, inden sluserne åbnes til slut, og der igen fræses løs. Hermed er der linet op til resten af albummet, hvor numrene er strikket sammen af de nævnte elementer. Og hvis man lige ser bort fra det uinteressante og ufærdige ”Absolute Evil”, klarer Vlad & Co. sig fint igennem balancen mellem brutal vanvid og seje riffs. Så selv om opskruet tempo virker som svaret på de fleste problemer, hæver ”The Ones From Hell” en tak over mine tidligere møder med Necrowretch.

Tracklist:
1. Pure Hellfire
2. Luciferian Sovranty
3. The Ones From Hell
4. Absolute Evil
5. Codex Obscuritas
6. Darkness Supreme
7. Through The Black Abyss
8. Necrowretch
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Defiled - Infinite Regress

Siden deres tidlige karriere i 1990’erne har Defiled været et stort navn i hjemlandet Japan, når det gælder Death Metal, og med tiden har de også opnået en vis popularitet i USA og Europa. Her har de i en årrække været i stald hos Season of Mist, som også står for udgivelse af bandets sjette album.
Der møder man Dødsmetal, der er opbygget helt efter de traditionelle opskrifter – i flere tilfælde kunne numrene tjene som illustration til en håndbog i genren. Den eneste afvigelse er Shinichiro Hamadas vocal, der er mere brølende end egentlig growlende, men det er en detalje.
At fastholde en klassisk stil er ikke en dum ide, hvis man har gode ideer – det er der mange eksempler på. Desværre falder ”Infinite Regress” ikke i dén kategori, for hold da op hvor de fire musikere bare lirer ligegyldigheder af sig i hovedparten af den gode halve time, albummet varer. Det betyder ikke, at der ikke er knald på, for musikken er energisk nok – det er de gode ideer, der glimrer ved deres fravær.
Man behøver ikke at være bange for at overanstrenge sine nakkemuskler, for der er ingen sekvenser, der tvinger dem i brug. Det meste efterlader mig helt upåvirket, og i den sidste ende er det et par steder, der kunne have udviklet til noget godt, der sammen med en udmærket trommelyd forhindrer pointhøsten i at falde værre ud.

Tracklist:
1. Intro
2. Divide and Conquer
3. Tragedy
4. Systematic Decomposition
5. So Blind
6. Legacy
7. Masses in Chaos
8. Centuries
9. Aftermath
10. Invisible War
11. Ignorant
12. Slaverobot
13. Infinite Regress
14. Outro
Samlet spilletid: 35:24

Læs mere...

Deathwhite - Grave Image

“Grave Image” er det andet album fra det amerikanske band Deathwhite, og her tager man fat på hvordan sandheden i det moderne samfund forvrænges efter behov, og hvordan hykleri bliver en undskyldning for at vende det blinde øje til, når det gælder vores brug af jordens ressourcer. Det er ret alvorlige sager, og sammenholder man dem med bandets navn og albummets titel, kunne man godt forvente en musikalsk kulisse i den voldsomme, ekstreme ende.
Det får man ikke, langt fra endda; Deathwhites musik er meget nedtonet og alt andet end aggressiv. Åbningsnummeret ”Funeral Ground” illustrerer billedet meget godt:
Nummeret præges af en lækker, melodisk guitar og en ret stærk melodilinje, som fremføres med en ren, men lidt højtidelig vokal. Det giver en alvorlig stemning, der passer fint til albummets tema. Og Deathwhite formår at fastholde intensiteten, når melodien er stærk, som det sker i ”Plague of Virtue”. Desværre er der langt imellem de numre, hvor det er tilfældet; de fleste af dem mangler lige det sidste for at holde niveau. Det får dem til at fremstå meget ens, blege og lidt upersonlige.
Det samlede billede er derfor, at ”Grave Image” er et album, som hurtigt kommer til at virke overfladisk og uinteressant, og hvor man som lytter ikke belønnes tilstrækkeligt for indsatsen.

Tracklist:
1. Funeral Ground
2. In Eclipse
3. Further from Salvation
4. Grave Image
5. Among Us
6. Words of Dead Men
7. No Horizon
8. Plague of Virtue
9. A Servant
10. Return to Silence
Samlet spilletid: 48:48

Læs mere...

Thy Catafalque - Naiv

Thy Catafalque er et af den slags bands, som ikke lader sig sætte i bås, simpelthen fordi deres musik peger i mange forskellige retninger. Det sker også på bandets niende udspil, hvor Tamás Kátai som eneste medlem selv spiller en lang række instrumenter, men også får hjælp af en del gæstemusikere- og sangere.
Sangerne er ikke så fremtrædende, for hovedparten af spilletiden er rent instrumental; vokalerne optræder kun i korte sekvenser, og spænder fra Kátais vildt brølende stemme til rene og nydelige kvindevokaler, som vender tilbage flere gange og er med til at binde tingene sammen. Og det er der brug for, for albummet er en sand skattekiste af forskellige stilarter, som sammensættes på kryds og tværs til spændende konstellationer. ”Naiv” er et puslespil sammensat af brikker fra stilarter som Metal, Rock, Electronica, Folk og Jazz – ikke umiddelbart nem en opgave at samle til fornuftigt album. Men det lykkes for Kátai; han formår både at gengive de enkelte genrer autentisk, men topper indsatsen ved at matche brikkerne, så musikken bevarer sin intensitet og nerve. Samtidig er den i konstant bevægelse, og hele tiden på vej mod noget nyt. Således matches kvindevokaler med Metalguitar og en Rockmelodi med fedt drive afløses af saxofonjazz; det hele vel at mærke uden, at det virker rodet eller forkert. Og det er i virkeligheden den største bedrift på et album, der får de varmeste anbefalinger med herfra.

Tracklist:
1. A bolyongás ideje
2. Tsitsushka
3. Embersólyom
4. Számtalan színek
5. A valóság kazamatái
6. Kék madár (Négy kép)
7. Napút
8. Vető
9. Szélvész
Samlet spilletid: 47:03

 

Læs mere...

Nero Di Marte - Immoto

Italienske Nero Di Marte har eksisteret siden 2012, men selv om bandet udsendte albums i både 2013 og 2014, er "Immoto” mit første møde med dem. Det relativt lange interval fra seneste udgivelse skyldes, at bandet har fokuseret på at turnere, og derfor først nu har fundet tid til at gå i studiet.
På albummet lægger man hurtigt mærke til sangeren Sean Worrell; han har en vokal stil, hvor han i lige så høj grad som at synge prøver at fortælle og udleve teksterne; det minder mig lidt om Niklas Kvarforth, bare ikke nær så gennemført og slet ikke så overbevisende.

Den ledsagende musik optræder i mange afskygninger, men kan hurtigt opdeles i to dele: Én hvor der virkelig hamres igennem, hvor tempoet er højt, og hvor det hele er lidt kaotisk; og Én hvor alt er nedtonet med henblik på at skabe fine, rolige stemninger. Betragter man albummet som helhed, er der meget stor forskel på de mest stille og de voldsomste passager; det kunne forlede læseren til at tro, at albummet er meget dynamisk. I virkeligheden oplever man det ikke sådan, fordi de forskellige grader af intensitet optræder i meget lange afsnit med helt samme niveau. Samtidig er numrene ikke særligt interessante; de stille passagers fine stemninger fører ikke rigtigt nogle steder hen, og de voldsomme pendanter rykker ikke for alvor. Så selv om Nero Di Marte eksperimenterer fint, så holder deres koncept ikke helt; derfor er ”Immoto” ikke godkendt herfra.

Tracklist:
1. Sisyphos
2. L'Arca
3. Immoto
4. Semicerchi
5. La Casa del Diavolo
6. Irradia
7. La Fuga
Samlet spilletid: 67:10

Læs mere...

Esoteric - A Pyrrhic Existence

Man kan let undervurdere omfanget af det nyeste udspil fra Esoteric; tracklisten på ”A Pyrrhic Existence” indeholder kun 6 numre, så det er vel hurtigt overstået? Det er det så langt fra, for de fleste numre runder en spilletid mere end et kvarter, så vi i alt når helt op på 98 minutter. Når man dertil lægger, at indholdet er Doom af den allertungeste slags, står det klart, at englændernes 7. album er noget af en moppedreng.
Doom Metal er en genre med begrænset udtryk, og når den kombineres med så lange numre som her, er det svært at skelne de enkelte tracks fra hinanden – man skal virkelig være inde i materialet for at kunne stedfæste en bestemt detalje. I stedet kommer albummet til at fremstå som én lang rejse igennem Esoterics musikalske univers. Og det er en rejse, som handler meget om den stemning, de 6 numre skaber. Musikkens tyngde er det naturlige udgangspunkt for musikken, og når vokalen sætter ind i form af virkelig dyb growl, bliver automatisk trukket med ned – det er TUNGT. Men musikken er mere nuanceret end man skulle tro, for der er ret lange instrumentale passager, hvor keyboards skaber rolige klangflader, og hvor guitarerne tilfører melodi.
Det skaber en udmærket afveksling, så det hele ikke drukner i tyngde med tyngde på. Alligevel balancerer tingene ikke helt for Esoteric denne gang; trods ihærdigt arbejde kan indholdet ikke retfærdiggøre den voldsomme spilletid, så den samlede oplevelse får et hak nedad.

Tracklist:
CD1
01. Descent
02. Rotting in Dereliction
03. Antim Yatra
Samlet spilletid: 48:10
CD2
04. Consuming Lies
05. Culmination
06. Sick and Tired
Samlet spilletid: 49:34

Læs mere...

Cannabis Corpse - Nug So Vile

For mere end ti år siden startede brødrene Phil 'Landphil' Hall (bas og vokal) og Josh 'Hallhammer' Hall (trommer) bandet Cannabis Corpse for at forene deres interesse for marihuana og Death Metal. Sammen med guitaristen Adam Gulliams er de to nu klar til at præsentere deres sjette studiealbum for omverdenen.
Som navnet og numrenes titler angiver, har bandet en forkærlighed for cannabis, og det er muligt, at albummets indhold er blevet til under indflydelse af en joint eller to. Men så stopper enhver sammenligning med andre bands, som kalder deres musik for Weed Metal også. For hvis man forventer at skulle lægge øre til en flok uduelige bonghoveders eskapader, bliver man noget overrasket – Cannibis Corpse spiller nemlig en udmærket omgang Death Metal!
Deres stil er klassisk, old school med opskruet tempo og højt energiniveau. Oveni ligger Landphils growl, som er uforståelig, men dejlig dyb.
Hurtige numre som "Conquerors of Chronageddon”, “The Cone is Red” og “Cylinders of Madness” har et fint drive, men også tungere sager som ”Cylinders of Madness” klarer sig godt, ikke mindst takket være udmærkede guitarindlæg. Omvendt er der også et par tracks, som er lidt rodede, men det ændrer ikke det generelle billede af et udspil, som godt nok ikke udvider genren, men alligevel er mere end godkendt.

Tracklist:
1. Conquerors of Chronageddon
2. Nug So Vile
3. Blunt Force Domain
4. Cylinders of Madness
5. Blasphemy Made Hash
6. Cheeba Jigsore Quandary
7. Edibles Autopsy
8. Dawn of Weed Possession
9. The Cone is Red (Long Live the Cone)
10. The Ultimate Indicantation
Bonus track:
11. From Enslavement to Hydrobliteration
Samlet spilletid: 35:43

Læs mere...

1349 – The Infernal Pathway

Siden deres debutalbum “Liberation” udkom i 2003, har 1349 hørt til blandt de mest markante repræsentanter for den norske Black Metal scene. Positionen har de udbygget med de efterfølgende udgivelser, og nu søger bandet at befæste den yderligere med deres album nummer syv.
Når jeg ovenfor skriver markant, mener jeg i virkeligheden brutal, og når man tager numrene på det nye album enkeltvis, ligger de inden for denne kategori: Frost maltrakterer sine trommer med vanlig intensitet, og Ravn brøler teksterne ud med stor vrede. Det hele sker primært i højt tempo, hvilket gør numre som ”Towers Upon Towers” og ”Striding the Chasm” til rene energibomber. Også ”Dødskamp” bør fremhæves, nummeret er baseret på et maleri af Edward Munch og var en opgave, som Munch museet gav til 4 forskellige bands i 2018.
For de enkelte numre er der således ikke noget at udsætte på indholdet, men når man ser på albummet som helhed, ændrer billedet sig lidt. Fordi hovedparten af spilletiden foregår med speederen i bund, bliver man lidt ”fartblind”, og tingene flyder lidt sammen. Det giver perioder, som er lidt monotone og ikke rykker helt så meget, og det trækker oplevelsen lidt nedad. Så selv om 1349 igen leverer brutal Metal, så mangler jeg noget substans, og "The Infernal Pathway” fanger mig ikke 100%.

Tracklist:
1. Abyssos Antithesis
2. Through Eyes of Stone
3. Tunnel of Set VIII
4. Enter Cold Void Dreaming
5. Towers Upon Towers
6. Tunnel of Set IX
7. Deeper Still
8. Striding the Chasm
9. Dødskamp
10. Tunnel of Set X
11. Stand Tall in Fire
Samlet spilletid: 44:02

Læs mere...

Urn - Iron Will Of Power

Med en start der ligger helt tilbage i 1993 er finske Urn på papiret et veteranband, men med til historien hører en del stille perioder og mange udskiftninger i line-uppet. Derfor er albummet her kun bandets femte, og meget sigende har hovedmanden Sulphur skiftet resten af besætningen ud siden ”The Burning” fra 2017.
Bandet lægger ud med en blanding af Black- og Thrash Metal med højt tempo og deraf følgende energiniveau. Selvom musikken indeholder mange elementer fra den Sorte Metal, trækker Sulphurs vokal lidt i den anden retning: Den er let brølende, men ikke ekstrem; derfor opfatter jeg mere stilen som Thrash tilsat Black Metal end den rene vare. Urn fastholder stilen på albummets første 4 numre, og her begynder det at blive lidt ensformigt. Derfor er det meget passende med det stille og instrumentale ”Gates To Hyboria”, der ikke blot fungerer som et stille afbræk, men også markerer et stilskifte. I de sidste numre er musikken mindre voldsom og mere i retning af Heavy Metal. den beholder sin skarpe kant, men er mere sej og groovy. Det giver plads til nogle seje guitarer i ”Spears of Light” og ”Hunted”, som begge hører til blandt albummets highlights. Det bidrager til en flot afslutning på et album, som trods en lidt ensidig start alligevel fremstår som interessant.

Tracklist:
1. Downfall of Idols
2. Malignant Strange Vision
3. Funeral Oath
4. Prayers
5. Gates to Hyboria
6. Demonlord
7. Spears of Light
8. Hunted
9. Will to Triumph
Samlet spilletid: 40:50

Læs mere...

Heilung - Futha

Det dansk-norsk-tyske band Heilung vakte betydelig opsigt med debutalbummet ”Ofnir”; bandets specielle fortolkning af Folk med referencer til fortidens stammeritualer ligger nogenlunde så langt væk, man kan komme fra de metalalbums, jeg normalt anmelder her på siden. Nu er Heilung klar med deres andet studiealbum, som har fået titlen "Futha” efter inskriptioner på fund fra vikingetiden. Ifølge presseteksten er betydningen en reference til de kvindelige kønsorganer, og Heilung har bevidst søgt et mere feminint udtryk end på forgængeren. Hmm, godt så.

Det kan umiddelbart være svært at høre, for det er igen messende vokaler og stampende rytmer, der møder lytteren. Samtidig består rygraden i de fleste numre er gentagelser; enten af sekvenser af lyde (”Hamrer Hippyer”), eller flerstemmig sang (”Othan”), som så repeteres med en nærmest hypnotisk stemning til følge. Ved at variere tempoet og intonationen opbygges en intens stemning, så referencen til stammeritualer igen er passende.

Når man har fået styr på disse hårde og i grunden maskuline elementer, bliver det tydeligere, at der er flere feminine bidrag i musikken. De kommer alle fra Maria Franz, hvis klare og fine vokal bringer det kvindelige i spil. Men det er under pres, for albummet indeholder også lyde af kamp og stemningsfulde, talte sekvenser med herrevokal.

Heilung befinder sig stadig langt udenfor min normale musikradar, men ”Futha” fremstår mere modent og mere gennemført end sin forgænger, men frem for alt bedre afbalanceret. Det belønner jeg med tre stjerner og en opfordring til at give albummet en chance – men gør det med åbent sind!

Tracklist:
1. Galgaldr
2. Norupo
3. Othan
4. Traust
5. Vapnatak
6. Svanrand
7. Elivagar
8. Elddansurin
9. Hamrer Hippyer
Samlet spilletid: 1:13:34

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed