fbpx

Gargoyl - Gargoyl

Nye bands opstår ikke sjældent ved tilfældige møder. I tilfældet Gargoyl var det de to guitarister Dave Davidson og Luke Roberts, der var på turné og fandt ud af, at de havde fælles idéer. Resultatet blev Gargoyl, hvis line-up afrundes af James Knoerl (Trommer) og Brett Leier (Bas).
At Gargoyl har en anderledes tilgang til musikken end de fleste, hører man allerede i åbneren ”Truth of a Tyrant”: Nummeret er rent a capella med flot arrangeret flerstemmig sang. Disse vokaler er et ret centralt element på albummet, og anvendes i mange numre.
Rent musikalsk har man valgt at skabe kontraster til vokalerne, og det sker ved at gøre tingene mere eller mindre skæve. I flere numre er det som om, at man bevidst bremser musikken, så den ikke får et egentligt drive, men i stedet kun bevæger sig langsomt afsted. Men Gargoyl har endnu et trin i deres opbygning af kontraster, for i ”Electrical Sickness” og ”Waltz Dystopia” kører guitaren nærmest bare skæve skalaer i baggrunden. Det ødelægger enhver fremdrift, og er bare enormt irriterende at lytte til. I ”Ophidian” og ”Nightmare Conspiracy” er det tydeligt, at musikken gøres skæv med det ene formål at være skæv og skurrende. Der er intet spændende ved disse tiltag, og jeg står helt uforstående overfor, hvad meningen er.
Musik udmærker sig bl.a. ved, at der findes noget til enhver stemning – men jeg kan ikke komme i tanke om en stemning, hvor jeg har lyst til at høre det her. Det er irriterende uden at skabe et ønske om at høre mere.

Tracklist:
1. Truth of a Tyrant
2. Plastic Nothing
3. Cursed Generation
4. Electrical Sickness
5. Wraith
6. Ophidian
7. Nightmare Conspiracy
8. Waltz Dystopia
9. Ambivalent I
10. Acid Crown
11. Asphyxia
Samlet spilletid: 54:27

Læs mere...

Crippled Black Phoenix - Ellengæst

“Ellengæst” er blevet et noget anderledes album, end det var planen for Crippled Black Phoenix: På dagen, hvor optagelserne skulle starte, valgte både bandets sanger og keyboardspiller at sige op. Heldigvis har bandets hovedmand, Justin Greaves, et godt netværk, så en række gæstesangere kunne træde til med kort varsel.
Brugen af de forskellige gæstevokalister sætter ikke så stort et aftryk på albummet, som man umiddelbart skulle forvente. Det skyldes hovedsageligt numrenes opbygning, for her har de musikalske stemninger større vægt end vokalerne. Stemningen er generelt til den mørke side med ”Cry Of Love” og et cover af Bauhaus’ “She’s in Parties” som de eneste mindre undtagelser.
Et par af gæsterne stikker ud fra mængden, og er derfor værd at fremhæve: Først er der
Anathema’s Vincent Cavanagh, som i de to første numre synger duet med Belinda Kordic. Sangerne skiftes til at føre an, men i begge tilfælde har de et godt materiale at arbejde med. Og så er der en af Gaahls meget sjældne gæsteoptrædener i ”In The Night”, hvor hans halvt talte vokal passer fint til Kordics sang.
De øvrige numre er der ikke så meget at sige om; de gennemgående stemninger er udmærket bygget op, men efterlader ikke noget varigt aftryk. Det begrænser også albummets samlede eftermæle, selv om det har nogle fine momenter.

Tracklist:
1. House Of Fools
2. Lost
3. In The Night
4. Cry Of Love
5. Everything I Say
6. (-)
7. The Invisible Past
8. She’s In Parties
Samlet spilletid: 54:56

Læs mere...

The Devil's Trade - The Call of the Iron Peak

Bag navnet The Devil’s Trade står den ungarske sanger og guitarist Dávid Makó, som med ”The call of the Iron Peak” udsender sit første album på Season of Mist.
Her har han valgt at virkelig at skære ind til benet, for hovedparten af spilletiden udfyldes af kun af vokal og få akustiske instrumenter. Resultatet er et album et sted mellem Folk og Singer/songwriter, hvor sangenes kerne er det essentielle.
Satsningen på vokal og kun et enkelt eller to ledsagende instrumenter virker fint isoleret set; Makós stemme er både udtryksfuld og fængslende, og den sparsommelige instrumentering sætter fokus på vokalen. Både den og arrangementerne ligger ikke så langt fra Serj tankian, når han holder sig til ren sang.
Men ret hurtigt bliver det kedeligt, for fraværet af slagtøj eller anden rytmisk struktur gør numrene meget ens. Den monotone strøm af numre afbrydes kun af 3 korte mellemspil med keyboardlyde, men disse indslag er alt for korte til, at de reelt påvirker helheden.
Havde ”The call of the Iron Peak” være en EP med de 4 bedste numre, var The Devil’s Trade sluppet afsted med skindet på næsen, men i sin nuværende form er albummet simpelthen for kedeligt, og de godt tre kvarters spilletid opleves som mindst det dobbelte.

Tracklist:
1. The Iron Peak
2. Dead Sister
3. III
4. No Arrival
5. Expelling of the Crafty Ape
6. IIIIIIIIIIII
7. Három Árva
8. Eyes in the Fire
9. IIIIII
10. Dreams from the Rot
11. The Call of the Iron Peak
Samlet spilletid: 46:43

Læs mere...

Venomous Concept - Politics Versus the Erection

Femten år er der gået, siden Napalm Deaths Shane Embury og Kevin Sharp fra Brutal Truth besluttede sig for at starte et fælles band. Det blev til Venemous Concept, som med ”Politics vs. the Erection” udgiver album nummer 4. Det tager udgangspunkt i nutidens politiske landskab, og hvad bandet synes om det, indikerer coverets sammensmeltning af MAD karakteren Alfred E. Neuman og Donald Trump.
Bandets musikalske stil er stadig en sammensmeltning af Hardcore og Grindcore, og det er næsten overflødigt at bemærke, at energi ikke ligefrem er en mangelvare. Skal man være meget firkantet, kan indholdet deles op i to: Når tempoet er højt, er det Grindcore, der er på programmet – det illustrerer ”Hole in the Ground” og ”Dementia Degeneration” ret overbevisende. Omvendt er numrene med lavere tempo Hardcore, som det høres i ”Lemonade” og ”Promise.
Desværre er masser af smadder ikke automatisk lig med høj kvalitet, og de fleste numre ryger ret ubemærket igennem mit system. Der mangler generelt lige det sidste for at tingene bliver rigtigt fede, og helheden er oftere rodet end overbevisende. Samtidig er Sharps skrigende vokal svær at forstå, og så går ideen med at have et budskab i sine tekster fløjten…
For mig lykkes bandet kun med musikken i ”Septic Mind” og ”Shadows”, fordi numrene har et sejt drive. Ellers er udgivelsen ret skuffende, og efterlader mig med et suk, et skuldertræk … og så videre med noget andet.

Tracklist:
1. Simian Flu
2. Hole in the Ground
3. Eliminate
4. Lemonade
5. Colossal Failure
6. Promise
7. Septic Mind
8. Dementia Degeneration
9. Carrion
10. Broken Teeth
11. Shadows
12. Mantis Toboggan
13. Politics Versus the Erection
Samlet spilletid: 33:43

Læs mere...

Voyager - Ghost Mile

Australske Voyager udgav selv dette album i 2017, men har siden skrevet kontrakt med Season of Mist, som giver det en chance for at møde et større publikum. I den forbindelse studser jeg over pladeselskabets genrebetegnelse, som de angiver til Pop/Progressive – den kombination er jeg ikke stødt på før.
Pop forbinder jeg oftest med letfordøjelig og overfladisk musik, men det er uretfærdigt at bruge betegnelsen på Voyagers musik! Godt nok har numrene melodiske omkvæd, som er ret iørefaldende, og Danny Estrin synger rent – Men det gør ikke musikken til Pop!
Og slet ikke, når man lytter til de skæve og varierede rytmiske mønstre, som numrene også indeholder – tag for eksempel numrene ”Lifeline”, ”Ghost Mile” og ”Lost” - her rammer Voyager den progressive musik spot on, og resultatet minder mig om et band som Leprous.
At Voyager giver den lidt mere gas i livesammenhæng, viser de i de tre sidste numre, som er optaget til forskellige koncerter, og endda indeholder et Trance-indlæg til ære for de hollandske tilskuere.
”Ghost Mile” er ikke verdens mest udfordrende udgivelse inden for Prog Metal, men albummet byder på god underholdning, og viser et band med et sikkert greb om tingene. Derfor fortjener det et lyt, trods den vildledende genrebetegnelse.

Tracklist:
01 Ascension
02 Misery Is Only Company
03 Lifeline
04 The Fragile Serene
05 To The Riverside
06 Ghost Mile
07 What A Wonderful Day
08 Disconnected
09 This Gentle Earth
10 As The City Takes The Night
11 Ghost Mile (Live)
12 The Meaning of I (Live)
13 Lost (Live)
Samlet spilletid: 63:04

Læs mere...

Constellatia - The Language of Limbs

Gideon Lamprecht og Keenan Oakes har allerede sat Sydafrika på kortet med deres projekter Crow Black Sky og Wildernessking, og nu tilføjer de et nyt navn i form af Constellatia, hvis første album er "The Language of Limbs”.
Traditionelt er Black Metal et møde mellem det vilde og rå på den ene side, og det melodiske på den anden, og netop disse modsætninger finder man i Constellatias musik.
Det vises meget fint i åbningsnummeret, hvor en stille og næsten fin guitar ledsager en let brølende vokal, mens trommerne bare pisker derudaf i højt tempo. Vokalen skærpes et par steder, men ellers eksisterer de to modsætninger fredeligt side om side. På et tidspunkt falder trommerne til ro, og den rå vokal udskiftes med en ren og blød version, inden der vendes tilbage til udgangspunktet.
I de tre følgende numre benytter bandet sig af stort set de samme tiltag; de eneste forskelle ligger i varigheden af hhv. de vilde og de melodiske dele. Og netop fordi nogle af de stille passager strækker sig pænt langt, er Black Metal betegnelsen ikke helt dækkende, derfor er der også angivet en Post-sektion.
Tager man numrene hver for sig, er de udmærkede, men fire af slagsen efter næsten samme opskrift er lidt for fantasiløst; her burde Lamprecht og Oakes have smidt lidt flere ideer i gryden.

Tracklist:
1. All Nights Belong to You
2. In Acclamation
3. Empyrean
4. The Garden
Samlet spilletid: 35:01

Læs mere...

Revenge - Strike.Smother.Dehumanize

Når man skal opremse lande med markante Black Metal navne, kommer Canada langt nede på listen, men naturligvis findes der også hér en base for Sort Metal. Siden 2000 har Revenge været et af scenens mest ekstreme navne, og på deres sjette studiealbum fortsætter de ikke kun traditionen med en titel bestående af tre ord; de brager også løs med kaotisk Black Metal. James Read er stadig bandets eneste medlem, og står for vokal og diverse instrumenter. Han får hjælp af Vermin, som supplerer på bas og guitar.
Der er gået mere end ti år, siden jeg sidst stødte på bandet, men tiden har ikke gjort udtrykket mere forsonligt. Lige fra første anslag bliver man som lytter bombarderet med fræsende Black Metal i virkelig højt tempo, og musikken skyller nærmest ind over som angrebsbølger. Samtidig leverer Read en dyrisk, bjæffende vokal, som gør det umuligt at forstå teksterne.
Strømmen af vrede og tøjlesløs vildskab afbrydes ind imellem af mere rolige, ofte ret seje passager, men disse varer sjældent mere end få takter, og virker derfor kun som åndehuller, inden det igen går løs med afstraffelse af modtagerens sansesystem.
At det virkelig kræver sin mand m/k at tage imod disse prygl igennem albummets spilletid, skyldes kun i mindre grad musikkens vildskab – den finder man også andre steder. Problemet ligger meget mere i den ensformighed, der hurtigt breder sig og ødelægger oplevelsen – dén kunne jeg godt undvære.

Tracklist:
1. Reaper Abyss (Real Rain)
2. Reign Power (Above All Born)
3. Oath Violator
4. Salvation Smothered (Genocide of Flock)
5. Human Animal
6. Excommunication
7. Lightning Mythos
8. Self Segregation (System Torched)
9. Death Hand (Strike Dehumanization)
10. Apostasy Imposed (Takeover Mode)
Samlet spilletid: 36:50

Læs mere...

...and Oceans - Cosmic World Mother

Da ...and Oceans startede i 1995, var stilen symfonisk Black Metal, men på de albums, som bandet udsendte hen over de næste ti år, skiftede stilen i mere elektronisk retning – endda så meget, at man i 2002 lukkede bandet ned, for at fortsætte under navnet Havoc Unit 3 år senere. I 2017 blev bandet gendannet for at spille udvalgte shows, og med indlemmelse af 3 nye medlemmer er man nu klar med et album.
Man kunne forledes til at tro, at bandet er bange for at blive kaldt tøsedrenge, fordi de har keyboards med; der bliver virkelig hamret igennem, og numrene indeholder ikke meget melodi ud over det, som flettes ind i guitarerne. Keyboardet bidrager også lidt, men det samlede resultat når ikke op på fordums indhold af symfoniske elementer. I stedet er det de brutale sider, der ledsager den noget ensidige vokal.
Tager man et enkelt eller to numre, kan energien alene fastholde interessen, men når man går længere, begynder det at blive kedeligt. Her går finnerne endnu længere, for beskrivelsen ovenfor køres mere eller mindre uændret igennem 10 af albummets 11 numre! Den eneste markante afvigelse findes i det instrumentale ”In Abhorrence Upon Meadows”, som kun består af klaver og keyboards – den afveksling er meget velkommen.
Netop manglen på afveksling er albummets akilleshæl, for selv om jeg er tilhænger af Black Metal med knald på, så bliver det hurtigt for meget. Det trækker oplevelsen ned, så ”Cosmic World Mother” ender som en skuffelse.

Tracklist:
1. The Dissolution of Mind and Matter
2. Vigilance and Atrophy
3. Five of Swords
4. As the After Becomes the Befor
5. Cosmic World Mother
6. Helminthiasis
7. Oscillator Epitaph
8. In Abhorrence Upon Meadows
9. Apokatastasis
10. One of Light, One of Soil
11. The Flickering Lights
Samlet spilletid: 47:30

Læs mere...

Green Carnation - Leaves of Yesteryear

Historien om Green Carnation går tilbage til 1990, hvor hovedmanden Terje Vik Schei (under navnet Tchort) startede bandet med rendyrket Dødsmetal. Siden har stilen varieret i takt med mange justeringer i line-uppet, og bandet har et par gange været opløst. Seneste genstart var i 2014, og med ”Leaves of Yesteryear” udsender nordmændene deres første nye musik i 14 år.
Ikke alt er dog nyt, for 2 af albummets 5 numre er gamle kendinge: Først er der en genindspilning af det 15 minutter lange “My Dark Reflections of Life and Death”, som først var at finde på albummet “Journey to the End of the Night”. Og så afrundes det hele med et cover af Black Sabbaths ”Solitude”, som er tro mod originalen, men med mere fylde understreger, hvor god denne ofte oversete perle er. Begge numre er kendetegnet ved at leve af styrken i deres melodier, så de vokser i styrke efter flere gennemlytninger.
Dette kendetegn har de 3 nye tracks også, for hverken musikken eller produktionen er optimeret efter hårdhed. I stedet bruges spilletiden til at variere intensitet og udtryk uden at forhaste sig. Titelnummeret er albummets højdepunkt; her passer alt ekstra godt sammen, og nummeret er blevet ved med at vokse på mig.
Men det positive indtryk gælder hele albummet, som jeg håber kan blive startskud til mere aktivitet fra Green Carnations side; bandet har stadig meget at byde på, og det ville være synd og skam, hvis vi skulle vente 14 år igen.

Tracklist:
1. Leaves of Yesteryear
2. Sentinels
3. My Dark Reflections of Life and Death
4. Hounds
5. Solitude
Samlet spilletid: 44:36

Læs mere...

Barishi - Old Smoke

Vermont i USA er hjemstat for bandet Barishi, som blev dannet i 2010, og som med ”Old Smoke” udsender det tredje album. Bandet består stadig af de originale medlemmer Graham Brooks (guitar/vokal), Jonathan Kelley (bas) og Dylan Blake (trommer).
I de første leveår var bandets materiale rent instrumentalt, men senere kom der også vokal til; hvad det betyder for helheden, vender jeg tilbage til om lidt. Hvis vi starter med musikken, så er den generelt tung, og afvikles i meget moderat tempo. I de fleste numre benyttes en struktur, som er baseret på repetition af små guitarmelodier; det giver en let hypnotisk effekt, som ret hurtigt afløses af afventende utålmodighed. Musikken er nemlig meget indelukket, og bevæger sig i et ret smalt bånd på volumenskalaen – eller med andre ord: Her er der meget lidt dynamik.
Der er to numre, hvor Barishi afviger fra ovenstående beskrivelse: Først det ret korte instrumentalnummer ”Cursus Ablaze”, som med klangflader skaber en lidt drømmende stemning, og så det afsluttende titelnummer, hvor strukturen bibeholdes, men hvor udtrykket er anderledes og meget mere åbent.
Og så til vokalen, som guitaristen Graham Brooks står for. Den udmønter sig i en dyb growl, men er ikke særligt nuanceret, og virker ofte som endnu et instrument. Alligevel gør den en afgørende forskel i forhold til de rent instrumentale passager, alene ved at bringe mere variation ind i billedet. Det hæver den samlede oplevelse, som stadig er for speciel til mere end en middel bedømmelse.

Tracklist:
1. The Silent Circle
2. Blood Aurora
3. The Longhunter
4. Cursus Ablaze
5. Entombed in Gold Forever
6. Old Smoke
Samlet spilletid: 49:36

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed