fbpx

Esoteric - A Pyrrhic Existence

Man kan let undervurdere omfanget af det nyeste udspil fra Esoteric; tracklisten på ”A Pyrrhic Existence” indeholder kun 6 numre, så det er vel hurtigt overstået? Det er det så langt fra, for de fleste numre runder en spilletid mere end et kvarter, så vi i alt når helt op på 98 minutter. Når man dertil lægger, at indholdet er Doom af den allertungeste slags, står det klart, at englændernes 7. album er noget af en moppedreng.
Doom Metal er en genre med begrænset udtryk, og når den kombineres med så lange numre som her, er det svært at skelne de enkelte tracks fra hinanden – man skal virkelig være inde i materialet for at kunne stedfæste en bestemt detalje. I stedet kommer albummet til at fremstå som én lang rejse igennem Esoterics musikalske univers. Og det er en rejse, som handler meget om den stemning, de 6 numre skaber. Musikkens tyngde er det naturlige udgangspunkt for musikken, og når vokalen sætter ind i form af virkelig dyb growl, bliver automatisk trukket med ned – det er TUNGT. Men musikken er mere nuanceret end man skulle tro, for der er ret lange instrumentale passager, hvor keyboards skaber rolige klangflader, og hvor guitarerne tilfører melodi.
Det skaber en udmærket afveksling, så det hele ikke drukner i tyngde med tyngde på. Alligevel balancerer tingene ikke helt for Esoteric denne gang; trods ihærdigt arbejde kan indholdet ikke retfærdiggøre den voldsomme spilletid, så den samlede oplevelse får et hak nedad.

Tracklist:
CD1
01. Descent
02. Rotting in Dereliction
03. Antim Yatra
Samlet spilletid: 48:10
CD2
04. Consuming Lies
05. Culmination
06. Sick and Tired
Samlet spilletid: 49:34

Læs mere...

Cannabis Corpse - Nug So Vile

For mere end ti år siden startede brødrene Phil 'Landphil' Hall (bas og vokal) og Josh 'Hallhammer' Hall (trommer) bandet Cannabis Corpse for at forene deres interesse for marihuana og Death Metal. Sammen med guitaristen Adam Gulliams er de to nu klar til at præsentere deres sjette studiealbum for omverdenen.
Som navnet og numrenes titler angiver, har bandet en forkærlighed for cannabis, og det er muligt, at albummets indhold er blevet til under indflydelse af en joint eller to. Men så stopper enhver sammenligning med andre bands, som kalder deres musik for Weed Metal også. For hvis man forventer at skulle lægge øre til en flok uduelige bonghoveders eskapader, bliver man noget overrasket – Cannibis Corpse spiller nemlig en udmærket omgang Death Metal!
Deres stil er klassisk, old school med opskruet tempo og højt energiniveau. Oveni ligger Landphils growl, som er uforståelig, men dejlig dyb.
Hurtige numre som "Conquerors of Chronageddon”, “The Cone is Red” og “Cylinders of Madness” har et fint drive, men også tungere sager som ”Cylinders of Madness” klarer sig godt, ikke mindst takket være udmærkede guitarindlæg. Omvendt er der også et par tracks, som er lidt rodede, men det ændrer ikke det generelle billede af et udspil, som godt nok ikke udvider genren, men alligevel er mere end godkendt.

Tracklist:
1. Conquerors of Chronageddon
2. Nug So Vile
3. Blunt Force Domain
4. Cylinders of Madness
5. Blasphemy Made Hash
6. Cheeba Jigsore Quandary
7. Edibles Autopsy
8. Dawn of Weed Possession
9. The Cone is Red (Long Live the Cone)
10. The Ultimate Indicantation
Bonus track:
11. From Enslavement to Hydrobliteration
Samlet spilletid: 35:43

Læs mere...

1349 – The Infernal Pathway

Siden deres debutalbum “Liberation” udkom i 2003, har 1349 hørt til blandt de mest markante repræsentanter for den norske Black Metal scene. Positionen har de udbygget med de efterfølgende udgivelser, og nu søger bandet at befæste den yderligere med deres album nummer syv.
Når jeg ovenfor skriver markant, mener jeg i virkeligheden brutal, og når man tager numrene på det nye album enkeltvis, ligger de inden for denne kategori: Frost maltrakterer sine trommer med vanlig intensitet, og Ravn brøler teksterne ud med stor vrede. Det hele sker primært i højt tempo, hvilket gør numre som ”Towers Upon Towers” og ”Striding the Chasm” til rene energibomber. Også ”Dødskamp” bør fremhæves, nummeret er baseret på et maleri af Edward Munch og var en opgave, som Munch museet gav til 4 forskellige bands i 2018.
For de enkelte numre er der således ikke noget at udsætte på indholdet, men når man ser på albummet som helhed, ændrer billedet sig lidt. Fordi hovedparten af spilletiden foregår med speederen i bund, bliver man lidt ”fartblind”, og tingene flyder lidt sammen. Det giver perioder, som er lidt monotone og ikke rykker helt så meget, og det trækker oplevelsen lidt nedad. Så selv om 1349 igen leverer brutal Metal, så mangler jeg noget substans, og "The Infernal Pathway” fanger mig ikke 100%.

Tracklist:
1. Abyssos Antithesis
2. Through Eyes of Stone
3. Tunnel of Set VIII
4. Enter Cold Void Dreaming
5. Towers Upon Towers
6. Tunnel of Set IX
7. Deeper Still
8. Striding the Chasm
9. Dødskamp
10. Tunnel of Set X
11. Stand Tall in Fire
Samlet spilletid: 44:02

Læs mere...

Urn - Iron Will Of Power

Med en start der ligger helt tilbage i 1993 er finske Urn på papiret et veteranband, men med til historien hører en del stille perioder og mange udskiftninger i line-uppet. Derfor er albummet her kun bandets femte, og meget sigende har hovedmanden Sulphur skiftet resten af besætningen ud siden ”The Burning” fra 2017.
Bandet lægger ud med en blanding af Black- og Thrash Metal med højt tempo og deraf følgende energiniveau. Selvom musikken indeholder mange elementer fra den Sorte Metal, trækker Sulphurs vokal lidt i den anden retning: Den er let brølende, men ikke ekstrem; derfor opfatter jeg mere stilen som Thrash tilsat Black Metal end den rene vare. Urn fastholder stilen på albummets første 4 numre, og her begynder det at blive lidt ensformigt. Derfor er det meget passende med det stille og instrumentale ”Gates To Hyboria”, der ikke blot fungerer som et stille afbræk, men også markerer et stilskifte. I de sidste numre er musikken mindre voldsom og mere i retning af Heavy Metal. den beholder sin skarpe kant, men er mere sej og groovy. Det giver plads til nogle seje guitarer i ”Spears of Light” og ”Hunted”, som begge hører til blandt albummets highlights. Det bidrager til en flot afslutning på et album, som trods en lidt ensidig start alligevel fremstår som interessant.

Tracklist:
1. Downfall of Idols
2. Malignant Strange Vision
3. Funeral Oath
4. Prayers
5. Gates to Hyboria
6. Demonlord
7. Spears of Light
8. Hunted
9. Will to Triumph
Samlet spilletid: 40:50

Læs mere...

Heilung - Futha

Det dansk-norsk-tyske band Heilung vakte betydelig opsigt med debutalbummet ”Ofnir”; bandets specielle fortolkning af Folk med referencer til fortidens stammeritualer ligger nogenlunde så langt væk, man kan komme fra de metalalbums, jeg normalt anmelder her på siden. Nu er Heilung klar med deres andet studiealbum, som har fået titlen "Futha” efter inskriptioner på fund fra vikingetiden. Ifølge presseteksten er betydningen en reference til de kvindelige kønsorganer, og Heilung har bevidst søgt et mere feminint udtryk end på forgængeren. Hmm, godt så.

Det kan umiddelbart være svært at høre, for det er igen messende vokaler og stampende rytmer, der møder lytteren. Samtidig består rygraden i de fleste numre er gentagelser; enten af sekvenser af lyde (”Hamrer Hippyer”), eller flerstemmig sang (”Othan”), som så repeteres med en nærmest hypnotisk stemning til følge. Ved at variere tempoet og intonationen opbygges en intens stemning, så referencen til stammeritualer igen er passende.

Når man har fået styr på disse hårde og i grunden maskuline elementer, bliver det tydeligere, at der er flere feminine bidrag i musikken. De kommer alle fra Maria Franz, hvis klare og fine vokal bringer det kvindelige i spil. Men det er under pres, for albummet indeholder også lyde af kamp og stemningsfulde, talte sekvenser med herrevokal.

Heilung befinder sig stadig langt udenfor min normale musikradar, men ”Futha” fremstår mere modent og mere gennemført end sin forgænger, men frem for alt bedre afbalanceret. Det belønner jeg med tre stjerner og en opfordring til at give albummet en chance – men gør det med åbent sind!

Tracklist:
1. Galgaldr
2. Norupo
3. Othan
4. Traust
5. Vapnatak
6. Svanrand
7. Elivagar
8. Elddansurin
9. Hamrer Hippyer
Samlet spilletid: 1:13:34

Læs mere...

Abbath - Outstrider

Efter at have forladt Immortal dannede Abbath dette band med samme navn, men ikke nok med det; også bandets første album fra 2016 fik denne titel. Alligevel var hovedmanden ikke helt tilfreds, for bandets andet album, som har fået titlen ”Outstrider”, er indspillet med et helt nyt line up bag den karismatiske frontmand.

Ikke overraskende har udskiftningerne ikke har nogen nævneværdig indflydelse på bandets stil, for Abbath fortsætter med deres mørke, lidt indelukkede stil. Den har lidt svær at begejstre mig, for man skal lytte godt efter for at fange nuancerne. Og det er ikke fordi der mangler energi, specielt når tempoet øges som i ”Harvest Pyre”, eller det rå og voldsomme slippes løs i ”Land of Khem” – nummeret balancerer på kanten af kaos, men det rykker fint.

Med en musikalsk side, der ikke ligefrem er prangende, rettes fokus automatisk på vokalen, og her har manden Abbath noget at byde på. I grunden lyder han som han altid har gjort, og tak for det! Med sin mørke og truende stemme formår han trods alt at give numrene en smule kant.

Og netop som jeg troede, at jeg havde hørt alle albummets hemmeligheder, dukker ”Hecate” op ud af det blå og viser på falderebet, at Abbath faktisk kan skrive rigtig fede numre. Dem kunne jeg godt tænke mig flere af, for trods den gode afslutning er ”Outstrider” kun et middelgodt album.

Tracklist:
1. Calm in Ire (Of Hurricane)
2. Bridge of Spasms
3. The Artifex
4. Harvest Pyre
5. Land of Khem
6. Outstrider
7. Scythewinder
8. Hecate
9. Pace till Death (BATHORY cover)
Samlet spilletid: 38:52

Læs mere...

Gaahls WYRD - GastiR-Ghosts Invited

Han hedder Kristian Espedal, men under navnet Gaahl har han stået i front for markante bands som Gorgoroth, Trelldom og God Seed. Nyeste skud på stammen er Gaahls Wyrd, hvor hovedpersonen har teamet op musikere fra den norske Black Metal scene.
Hvis man har fulgt lidt med i Gaahls karriere, er der ikke de store overraskelser på det nye album, for stil og fremførelse ligger meget tæt på, hvad han er kendt for. Musikken er generelt kendetegnet ved genrens fræsende guitarer og hamrende trommer, men deres effekt er meget afhængig af produktionen. I ”Ek Erilar” og ”The Speech And The Self” er den således dæmpet så meget, at numrene mister hovedparten af deres aggressivitet.

Den er til gengæld intakt i ”Ghosts Invited”, hvor den højtidelige stemning minder om Trelldom. Det samme gør den flotte guitarmelodi i ”Carving The Voices”, hvor vokalen ligger i den dybe ende af Gaahls spændvidde – igen med en stærk stemning til følge.

Den kommer også frem i større eller mindre grad i de fleste andre numre, men desværre er det oftest i den sidste kategori. Det gør albummet til en blandet fornøjelse, for det er ikke alle numre, der fungerer lige godt. Heldigvis er det rolige og stærke slutnummer en intens afrunding af et album, som har sine stærke sider, men også uinteressante passager.

Tracklist:
1. Ek Erilar
2. From The Spear
3. Ghosts Invited
4. Carving The Voices
5. Veiztu Hve
6. The Speech And The Self
7. Through And Past And Past
8. Within The Voice Of Existence
Samlet spilletid: 42:07

Læs mere...

Vltimas - Something Wicked Marches In

Navnet Rune Eriksen siger dig måske ikke det store, men hvis jeg i stedet skriver Blasphemer, bør hans tid i Mayhem dukke op i hukommelsen. Siden har han arbejdet med flere projekter, og nu kommer der med Vltimas et mere i rækken. Her har Eriksen teamet op med et par andre store navne, idet David Vincent (med en fortid i Morbid Angel) står for vokalen, mens Flo Mounier fra Cryptopsy håndterer trommerne.

Debutalbummet lægger hårdt ud, og de første numre er udstyret med nogle af de hurtigste guitarangreb jeg længe har hørt – aldrig var sammenligningen med maskingeværild mere passende – især i det seje titelnummer lyder det bare SÅ fedt!
Det høje tempo fastholdes gennem hele albummet, hvor Mounier støtter guitarerne med masser af blasts, mens Vincents myndige stemme giver numrene ekstra kant. Det resulterer selvsagt i et højt energiniveau, men selvom der er lighedspunkter, så har musikken ikke det samme flow som f.eks hos Marduk. I stedet er der lidt knudrede passager, der vækker minder om Eriksens tid i Mayhem. Det samme gør de hurtige tremoloanslag på guitaren, som ikke gør musikken helt Sort, men alligevel svider den lidt i kanten.

Når man lægger alt sammen, står man tilbage med et virkelig godt album, hvor alle tre aktører understreger deres høje niveau, både som musikere og sangskrivere. Jeg håber derfor, at Vltimas ikke forbliver et studieprojekt, men at der bliver mulighed for at opleve musikken live.

Tracklist:
1. Something Wicked Marches In
2. Praevalidus
3. Total Destroy!
4. Monolilith
5. Truth And Consequence
6. Last Ones Alive Win Nothing
7. Everlasting
8. Diabolus Est Sanguis
9. Marching On
Samlet spilletid: 38:21

Læs mere...

Rotting Christ - The Heretics

Pressematerialet udråber dette album til at være en ny begyndelse for Rotting Christ, men som altid, når der er tale om etablerede kunstnere (Rotting Christ har eksisteret i mere end 3 årtier) er jeg mere end skeptisk overfor den slags salgstaler – at det er svært at lære gamle hunde nye tricks er gælder (næsten) altid i Metal.

Og godt det samme, for grækerne fastholder deres grundlæggende stil og giver på ”The Heretics” prøver på den stil, der har holdt dem på banen i så mange år. Det betyder arrangementer med store kor, som ikke kun bruges til at forstørre lydbilledet, men mere tjener til at skabe en mørk stemning. Stemningen minder om kirkemusik og giver musikken en alvorlig tone, uafhængigt af dens hårdhed. De kirkelige referencer er ingen tilfældighed, for som albummets titel indikerer, er kirkens holdning til de ikke-troende et gennemgående tema. Det fremgår både af teksterne og de talte sekvenser, der introducerer flere numre; sidstnævnte præsenterer kort indholdet eller budskabet i det enkelte track, og virker ret intenst.

En anden styrke ved bandets musik er evnen til at inkludere melodier – ikke kun pakket ind i guitararbejdet som i den klassiske Black Metal, men også som rene melodiske indslag. Det står stærkt i ”Heaven & Hell & Fire” og “The New Messiah”, som begge er rigtige sejtrækkere.

Og når Sakis Tolis i slutnummeret ”The Raven” citerer Edgar Allan Poes klassiske værk af samme navn, markerer det afslutning af et rigtig godt album, hvor kun et par mindre stærke tracks koster de fem stjerner i bedømmelsen.

Tracklist:
1. In the name of God
2. Vetry Zlye (ВЕТРЫ ЗЛЫЕ)
3. Heaven & Hell & Fire
4. Hallowed be thy name
5. Dies Irae
6. I believe (ΠΙΣΤΕΥΩ)
7. Fire God and Fear
8. The Voice of the Universe
9. The New Messiah
10. The Raven
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Windswept - The Onlooker

Med to år og et enkelt album før dette er Windswept en ret ny affære, men folkene bag har en noget længere historie indenfor Metal. Hovedmanden Roman Sayenko er også primus motor i Ukraines mest kendte Black Metal band, Drudkh. Herfra har han også rekrutteret de to andre medlemmer, som kun nævnes ved deres forbogstav – hemmeligt og old school skal det være.

Det samme gælder musikken, for efter en kort intro med lyden af en spilledåse, kører Windswept løs med Black Metal helt efter tekstbøgerne: Højt tempo hele raden rundt, en vokal som skiftevis hvæser og brøler, og guitarer med den helt rigtige blanding af hårdhed og melodi. Det er helt traditionelt, men stilsikkert fremført.

Her ville jeg sikkert have fortsat med positive beskrivelser af indholdet, hvis ikke Windswept havde valgt at forsætte i den eksakt samme stil igennem de resterende numre. Afvigelserne fra nummer til nummer er små, og man ville ikke kunne klandre lyttere, som mener at have hørt det samme nummer flere gange – så tæt ligger tingene op ad hinanden.

Denne ensidige tilgang trækker selvfølgelig den samlede oplevelse i negativ retning, for det bliver hurtigt kedeligt at lægge øre til. At stilen fastholdes er der ikke noget i vejen med, men den udtalte mangel på fantasi og selvstændighed er skuffende.

Tracklist:
1. I’m Oldness and Oblivion (Intro)
2. Stargazer
3. A Gift to Feel Nostalgia
4. Disgusting Breed of Hagglers
5. Gustav Meyrink's Prague
6. Insomnia of the Old Men
7. Times of No Dreams & No Poets
8. Bookworm, Loser, Pauper
Samlet spilletid: 37:39

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed