fbpx

Heilung - Futha

Det dansk-norsk-tyske band Heilung vakte betydelig opsigt med debutalbummet ”Ofnir”; bandets specielle fortolkning af Folk med referencer til fortidens stammeritualer ligger nogenlunde så langt væk, man kan komme fra de metalalbums, jeg normalt anmelder her på siden. Nu er Heilung klar med deres andet studiealbum, som har fået titlen "Futha” efter inskriptioner på fund fra vikingetiden. Ifølge presseteksten er betydningen en reference til de kvindelige kønsorganer, og Heilung har bevidst søgt et mere feminint udtryk end på forgængeren. Hmm, godt så.

Det kan umiddelbart være svært at høre, for det er igen messende vokaler og stampende rytmer, der møder lytteren. Samtidig består rygraden i de fleste numre er gentagelser; enten af sekvenser af lyde (”Hamrer Hippyer”), eller flerstemmig sang (”Othan”), som så repeteres med en nærmest hypnotisk stemning til følge. Ved at variere tempoet og intonationen opbygges en intens stemning, så referencen til stammeritualer igen er passende.

Når man har fået styr på disse hårde og i grunden maskuline elementer, bliver det tydeligere, at der er flere feminine bidrag i musikken. De kommer alle fra Maria Franz, hvis klare og fine vokal bringer det kvindelige i spil. Men det er under pres, for albummet indeholder også lyde af kamp og stemningsfulde, talte sekvenser med herrevokal.

Heilung befinder sig stadig langt udenfor min normale musikradar, men ”Futha” fremstår mere modent og mere gennemført end sin forgænger, men frem for alt bedre afbalanceret. Det belønner jeg med tre stjerner og en opfordring til at give albummet en chance – men gør det med åbent sind!

Tracklist:
1. Galgaldr
2. Norupo
3. Othan
4. Traust
5. Vapnatak
6. Svanrand
7. Elivagar
8. Elddansurin
9. Hamrer Hippyer
Samlet spilletid: 1:13:34

Læs mere...

Abbath - Outstrider

Efter at have forladt Immortal dannede Abbath dette band med samme navn, men ikke nok med det; også bandets første album fra 2016 fik denne titel. Alligevel var hovedmanden ikke helt tilfreds, for bandets andet album, som har fået titlen ”Outstrider”, er indspillet med et helt nyt line up bag den karismatiske frontmand.

Ikke overraskende har udskiftningerne ikke har nogen nævneværdig indflydelse på bandets stil, for Abbath fortsætter med deres mørke, lidt indelukkede stil. Den har lidt svær at begejstre mig, for man skal lytte godt efter for at fange nuancerne. Og det er ikke fordi der mangler energi, specielt når tempoet øges som i ”Harvest Pyre”, eller det rå og voldsomme slippes løs i ”Land of Khem” – nummeret balancerer på kanten af kaos, men det rykker fint.

Med en musikalsk side, der ikke ligefrem er prangende, rettes fokus automatisk på vokalen, og her har manden Abbath noget at byde på. I grunden lyder han som han altid har gjort, og tak for det! Med sin mørke og truende stemme formår han trods alt at give numrene en smule kant.

Og netop som jeg troede, at jeg havde hørt alle albummets hemmeligheder, dukker ”Hecate” op ud af det blå og viser på falderebet, at Abbath faktisk kan skrive rigtig fede numre. Dem kunne jeg godt tænke mig flere af, for trods den gode afslutning er ”Outstrider” kun et middelgodt album.

Tracklist:
1. Calm in Ire (Of Hurricane)
2. Bridge of Spasms
3. The Artifex
4. Harvest Pyre
5. Land of Khem
6. Outstrider
7. Scythewinder
8. Hecate
9. Pace till Death (BATHORY cover)
Samlet spilletid: 38:52

Læs mere...

Gaahls WYRD - GastiR-Ghosts Invited

Han hedder Kristian Espedal, men under navnet Gaahl har han stået i front for markante bands som Gorgoroth, Trelldom og God Seed. Nyeste skud på stammen er Gaahls Wyrd, hvor hovedpersonen har teamet op musikere fra den norske Black Metal scene.
Hvis man har fulgt lidt med i Gaahls karriere, er der ikke de store overraskelser på det nye album, for stil og fremførelse ligger meget tæt på, hvad han er kendt for. Musikken er generelt kendetegnet ved genrens fræsende guitarer og hamrende trommer, men deres effekt er meget afhængig af produktionen. I ”Ek Erilar” og ”The Speech And The Self” er den således dæmpet så meget, at numrene mister hovedparten af deres aggressivitet.

Den er til gengæld intakt i ”Ghosts Invited”, hvor den højtidelige stemning minder om Trelldom. Det samme gør den flotte guitarmelodi i ”Carving The Voices”, hvor vokalen ligger i den dybe ende af Gaahls spændvidde – igen med en stærk stemning til følge.

Den kommer også frem i større eller mindre grad i de fleste andre numre, men desværre er det oftest i den sidste kategori. Det gør albummet til en blandet fornøjelse, for det er ikke alle numre, der fungerer lige godt. Heldigvis er det rolige og stærke slutnummer en intens afrunding af et album, som har sine stærke sider, men også uinteressante passager.

Tracklist:
1. Ek Erilar
2. From The Spear
3. Ghosts Invited
4. Carving The Voices
5. Veiztu Hve
6. The Speech And The Self
7. Through And Past And Past
8. Within The Voice Of Existence
Samlet spilletid: 42:07

Læs mere...

Vltimas - Something Wicked Marches In

Navnet Rune Eriksen siger dig måske ikke det store, men hvis jeg i stedet skriver Blasphemer, bør hans tid i Mayhem dukke op i hukommelsen. Siden har han arbejdet med flere projekter, og nu kommer der med Vltimas et mere i rækken. Her har Eriksen teamet op med et par andre store navne, idet David Vincent (med en fortid i Morbid Angel) står for vokalen, mens Flo Mounier fra Cryptopsy håndterer trommerne.

Debutalbummet lægger hårdt ud, og de første numre er udstyret med nogle af de hurtigste guitarangreb jeg længe har hørt – aldrig var sammenligningen med maskingeværild mere passende – især i det seje titelnummer lyder det bare SÅ fedt!
Det høje tempo fastholdes gennem hele albummet, hvor Mounier støtter guitarerne med masser af blasts, mens Vincents myndige stemme giver numrene ekstra kant. Det resulterer selvsagt i et højt energiniveau, men selvom der er lighedspunkter, så har musikken ikke det samme flow som f.eks hos Marduk. I stedet er der lidt knudrede passager, der vækker minder om Eriksens tid i Mayhem. Det samme gør de hurtige tremoloanslag på guitaren, som ikke gør musikken helt Sort, men alligevel svider den lidt i kanten.

Når man lægger alt sammen, står man tilbage med et virkelig godt album, hvor alle tre aktører understreger deres høje niveau, både som musikere og sangskrivere. Jeg håber derfor, at Vltimas ikke forbliver et studieprojekt, men at der bliver mulighed for at opleve musikken live.

Tracklist:
1. Something Wicked Marches In
2. Praevalidus
3. Total Destroy!
4. Monolilith
5. Truth And Consequence
6. Last Ones Alive Win Nothing
7. Everlasting
8. Diabolus Est Sanguis
9. Marching On
Samlet spilletid: 38:21

Læs mere...

Rotting Christ - The Heretics

Pressematerialet udråber dette album til at være en ny begyndelse for Rotting Christ, men som altid, når der er tale om etablerede kunstnere (Rotting Christ har eksisteret i mere end 3 årtier) er jeg mere end skeptisk overfor den slags salgstaler – at det er svært at lære gamle hunde nye tricks er gælder (næsten) altid i Metal.

Og godt det samme, for grækerne fastholder deres grundlæggende stil og giver på ”The Heretics” prøver på den stil, der har holdt dem på banen i så mange år. Det betyder arrangementer med store kor, som ikke kun bruges til at forstørre lydbilledet, men mere tjener til at skabe en mørk stemning. Stemningen minder om kirkemusik og giver musikken en alvorlig tone, uafhængigt af dens hårdhed. De kirkelige referencer er ingen tilfældighed, for som albummets titel indikerer, er kirkens holdning til de ikke-troende et gennemgående tema. Det fremgår både af teksterne og de talte sekvenser, der introducerer flere numre; sidstnævnte præsenterer kort indholdet eller budskabet i det enkelte track, og virker ret intenst.

En anden styrke ved bandets musik er evnen til at inkludere melodier – ikke kun pakket ind i guitararbejdet som i den klassiske Black Metal, men også som rene melodiske indslag. Det står stærkt i ”Heaven & Hell & Fire” og “The New Messiah”, som begge er rigtige sejtrækkere.

Og når Sakis Tolis i slutnummeret ”The Raven” citerer Edgar Allan Poes klassiske værk af samme navn, markerer det afslutning af et rigtig godt album, hvor kun et par mindre stærke tracks koster de fem stjerner i bedømmelsen.

Tracklist:
1. In the name of God
2. Vetry Zlye (ВЕТРЫ ЗЛЫЕ)
3. Heaven & Hell & Fire
4. Hallowed be thy name
5. Dies Irae
6. I believe (ΠΙΣΤΕΥΩ)
7. Fire God and Fear
8. The Voice of the Universe
9. The New Messiah
10. The Raven
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Windswept - The Onlooker

Med to år og et enkelt album før dette er Windswept en ret ny affære, men folkene bag har en noget længere historie indenfor Metal. Hovedmanden Roman Sayenko er også primus motor i Ukraines mest kendte Black Metal band, Drudkh. Herfra har han også rekrutteret de to andre medlemmer, som kun nævnes ved deres forbogstav – hemmeligt og old school skal det være.

Det samme gælder musikken, for efter en kort intro med lyden af en spilledåse, kører Windswept løs med Black Metal helt efter tekstbøgerne: Højt tempo hele raden rundt, en vokal som skiftevis hvæser og brøler, og guitarer med den helt rigtige blanding af hårdhed og melodi. Det er helt traditionelt, men stilsikkert fremført.

Her ville jeg sikkert have fortsat med positive beskrivelser af indholdet, hvis ikke Windswept havde valgt at forsætte i den eksakt samme stil igennem de resterende numre. Afvigelserne fra nummer til nummer er små, og man ville ikke kunne klandre lyttere, som mener at have hørt det samme nummer flere gange – så tæt ligger tingene op ad hinanden.

Denne ensidige tilgang trækker selvfølgelig den samlede oplevelse i negativ retning, for det bliver hurtigt kedeligt at lægge øre til. At stilen fastholdes er der ikke noget i vejen med, men den udtalte mangel på fantasi og selvstændighed er skuffende.

Tracklist:
1. I’m Oldness and Oblivion (Intro)
2. Stargazer
3. A Gift to Feel Nostalgia
4. Disgusting Breed of Hagglers
5. Gustav Meyrink's Prague
6. Insomnia of the Old Men
7. Times of No Dreams & No Poets
8. Bookworm, Loser, Pauper
Samlet spilletid: 37:39

Læs mere...

Altarage - The Approaching Roar

Da jeg for to år siden anmeldte albummet ”Endinghent” fra spanske Altarage, måtte jeg konkludere, at bandets personlige, men ekstreme stil ikke var for det brede publikum. Om det stadig er tilfældet, giver det nye udspil, ”The Approaching Roar”, et bud på.
At svaret er et rungende JA, skal man ikke lytte længe for at konkludere – Altarage har på ingen måde sænket paraderne, snarere tværtimod. Det giver fra starten problemer med at rubricere indholdet: Når jeg angiver genren til at være en blanding af Death- og Black Metal, er det ikke forkert; begge dele findes i musikken. Men den indeholder også elementer af Sludge, men hvad skal jeg vælge? Jeg kunne også have valgt den nemme løsning og skrevet Ekstrem Metal, hvilket heller ikke er forkert, men som de andre bud ikke dækkende i sig selv; her skal der uddybes. Og alligevel må jeg starte i skuffen for klichéer, for den klassiske beskrivelse af musikken som ”En mur af Metal” har aldrig været mere spot-on, end den er her.

I de fleste numre afvikles musikken i højt tempo, men pga. en meget massiv lyd, hvor musikken og den growlende vokal fremstår som en enhed, får man fornemmelsen af noget massivt, som bevæger sig langsomt fremad. Der er ikke så meget som antydning af melodisk indhold, så musikken knuser alt på sin vej. En lille antydning af åbning høres i ”Urn”, men da nummeret starter med to et halvt minuts Drone anslag på en vildt forvrænget guitar, skifter Altarage bare til et andet ekstrem.

Man kan ikke sige at musikken er direkte dårlig, for i glimt er det ekstreme niveau ganske fascinerende. Men det kan ikke holde mig fanget ret lang tid ad gangen – nuancerne udviskes fuldstændigt, og det hele fremstår som en meget mørk tåge. Derfor er ”The Approaching Roar” ikke et album, jeg vender tilbage til.

Tracklist:
1. Sighting
2. Knowledge
3. Urn
4. Hieroglyphic Certainty
5. Cyclopean Clash
6. Inhabitant
7. Chaworos Sephelln
8. Werbuild
9. Engineer
Samlet spilletid: 42:32

Læs mere...

Esben And The Witch - Nowhere

Esben And The Witch er et nyt bekendtskab for mig, selvom den britiske trio har flere albums på deres CV. Jeg hæfter mig i første omgang ved, at det særprægede navn stammer fra det danske eventyr ”De tre brødre”, inden jeg vender opmærksomheden mod bandets nyeste udspil.

Åbningsnummeret ”A Desire For Light” byder på ret så skramlet og støjende Indierock, en stil som rundt regnet dominerer halvdelen af albummet. Efter en ret lang instrumental intro dukker Rachel Davies´ vokal op, hendes stemme har noget af den samme skrøbelighed, man også hører hos Marie Key; bare mindre skinger. I passagerne med larm i gaden har hun ind imellem svært ved at gøre sig gældende, men heldigvis er der også helt stille numre som ”Golden Purifier” og ”Seclusion”, hvor der er mere plads, og hun derfor kommer til sin ret. Resultatet er en lidt melankolsk stemning, som alligevel er meget udtryksfuld.

Nogle vil kalde arrangementerne minimalistiske, andre spartanske; faktum er, at der er skåret ind til benet, så kun de tre medlemmers bidrag høres – ingen strygere eller andre ydre faktorer spiller ind. Det gør numrene meget overbevisende, men lægger også en begrænsning på udtrykket – derfor er det de nævnte stille numre, der sætter sig fast efter, at det sidste nummer klinger ud. Det gør albummet til en udmærket, men noget ujævn oplevelse.

Tracklist:
1. A Desire For Light
2. Dull Gret
3. Golden Purifier
4. The Unspoiled
5. Seclusion
6. Darkness (I Too Am Here)
Samlet spilletid: 37:53

Læs mere...

Sarah Longfield - Disparity

Selv om Sarah Longfield har flere udgivelser bag sig, både med bandet The Fine Constant og under eget navn, har hun fået mest opmærksomhed for sine videoer på Youtube – her demonstrer sin hun imponerende tapping teknik på den 8-strengede guitar. Den kommer selvfølgelig også i spil på ”Disparity”, som er hendes første album på Season of Mist.

Hvor Youtube er medie til at vise sig frem til sine følgere, så er stemningen en helt anden på albummet; alt er afdæmpet og tilbagetrukket, som om man ville lokke lytteren tættere på. Produktionen er af samme kaliber, så der er ingen aggressivitet at spore der. Det forhindrer heldigvis ikke Longfield i at give prøver på sit guitarspil – selvfølgelig den specielle tapping teknik, men også nogle virkelig hurtige løb, hvor fingrene spurter op og ned ad gribebrættet. Og så får vi nogle flotte soli, hvor det melodiske trækkes frem på en lækker måde.

Disse elementer burde gør albummet til en positiv oplevelse, men gør det desværre ikke. Årsagen er, at guitaren i flere numre skubbes til side af en enerverende 1980’er saxofon, som fylder alt for meget – det ødelægger det hele.
Der er ingen tvivl om det høje tekniske niveau hos alle bidragydere, men der er alt for lidt Sarah Longfield og for meget af alt muligt andet – albummet er hverken personligt eller spændende nok til at indfri det voldsomme hype, der er om hovedpersonen. På grund af de nedtonede melodier og en meget lidt påtrængende produktion får albummet hurtigt status som baggrundsmusik; derfor ender ”Disparity” som en skuffelse, der hurtigt er glemt.

Tracklist:
1. Intro
2. Embracing Solace
3. Departure
4. Cataclysm
5. Sun
6. Citrine
7. Miro
8. Stay Here
9. The Fall
Samlet spilletid: 29:37

Læs mere...

Sylvaine - Atoms Aligned, Coming Undone

Selvom navnet klinger fransk og albummet her er optaget i Frankrig med en lokal producer, kommer Sylvaine fra Norge. Hun udgav debutalbummet ”Silent Chamber, Noisy Heart” i 2014 og fulgte op med ”Wistful” to år senere. Nu kommer så det tredje album i form af ”Atoms Aligned, Coming Undone”. Her står hun selv for alle instrumenter og vokaler; kun få steder lader hun en af sessionmusikerne tage over.

Sylvaines musik befinder sig hovedsageligt i den mere afdæmpede ende af skalaen; der lægges hovedsageligt vægt på at skabe stemninger, som langsomt bygges op. Et væsentligt element her er vokalen, som ligger tilbagetrukket og med sin rene og fine karakter giver numrene et smukt bagtæppe. Kun i ”Worlds Collide” ligger Sylvaines stemme fremme i lydbilledet, hvilket giver en ekstra flot stemning.

Men bag den smukke facade lurer noget vildt og farligt, for flere steder skifter musikken karakter til egentlig Black Metal med højere tempo og markering af rytmerne. Samtidig skifter vokalen til vilde skrig og heftige brøl.

Brugen af disse elementer leder helt automatisk tankerne hen på Myrkur, som også håndterer disse kontraster i sin musik. Men hvor Myrkur ofte henter inspiration fra den nordiske Folkemusik, holder Sylvaine sig udelukkende til de samme typer af opbygning i sin musik. Resultatet er langt mindre varieret end hos hendes danske kollega; der skabes ikke nær så store kontraster, ligesom kvaliteten af melodierne også ligger noget efter Myrkurs. Alt dette betyder ikke, at Sylvaine har begået et dårligt album; hun befinder sig bare i en genre, som er domineret af stærkere kunstnere.

Tracklist:
1. Atoms Aligned, Coming Undone
2. Mørklagt
3. Abeyance
4. Worlds Collide
5. Severance
6. L'Appel du Vide
Samlet spilletid: 42:16

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed