fbpx

Revenge - Strike.Smother.Dehumanize

Når man skal opremse lande med markante Black Metal navne, kommer Canada langt nede på listen, men naturligvis findes der også hér en base for Sort Metal. Siden 2000 har Revenge været et af scenens mest ekstreme navne, og på deres sjette studiealbum fortsætter de ikke kun traditionen med en titel bestående af tre ord; de brager også løs med kaotisk Black Metal. James Read er stadig bandets eneste medlem, og står for vokal og diverse instrumenter. Han får hjælp af Vermin, som supplerer på bas og guitar.
Der er gået mere end ti år, siden jeg sidst stødte på bandet, men tiden har ikke gjort udtrykket mere forsonligt. Lige fra første anslag bliver man som lytter bombarderet med fræsende Black Metal i virkelig højt tempo, og musikken skyller nærmest ind over som angrebsbølger. Samtidig leverer Read en dyrisk, bjæffende vokal, som gør det umuligt at forstå teksterne.
Strømmen af vrede og tøjlesløs vildskab afbrydes ind imellem af mere rolige, ofte ret seje passager, men disse varer sjældent mere end få takter, og virker derfor kun som åndehuller, inden det igen går løs med afstraffelse af modtagerens sansesystem.
At det virkelig kræver sin mand m/k at tage imod disse prygl igennem albummets spilletid, skyldes kun i mindre grad musikkens vildskab – den finder man også andre steder. Problemet ligger meget mere i den ensformighed, der hurtigt breder sig og ødelægger oplevelsen – dén kunne jeg godt undvære.

Tracklist:
1. Reaper Abyss (Real Rain)
2. Reign Power (Above All Born)
3. Oath Violator
4. Salvation Smothered (Genocide of Flock)
5. Human Animal
6. Excommunication
7. Lightning Mythos
8. Self Segregation (System Torched)
9. Death Hand (Strike Dehumanization)
10. Apostasy Imposed (Takeover Mode)
Samlet spilletid: 36:50

Læs mere...

...and Oceans - Cosmic World Mother

Da ...and Oceans startede i 1995, var stilen symfonisk Black Metal, men på de albums, som bandet udsendte hen over de næste ti år, skiftede stilen i mere elektronisk retning – endda så meget, at man i 2002 lukkede bandet ned, for at fortsætte under navnet Havoc Unit 3 år senere. I 2017 blev bandet gendannet for at spille udvalgte shows, og med indlemmelse af 3 nye medlemmer er man nu klar med et album.
Man kunne forledes til at tro, at bandet er bange for at blive kaldt tøsedrenge, fordi de har keyboards med; der bliver virkelig hamret igennem, og numrene indeholder ikke meget melodi ud over det, som flettes ind i guitarerne. Keyboardet bidrager også lidt, men det samlede resultat når ikke op på fordums indhold af symfoniske elementer. I stedet er det de brutale sider, der ledsager den noget ensidige vokal.
Tager man et enkelt eller to numre, kan energien alene fastholde interessen, men når man går længere, begynder det at blive kedeligt. Her går finnerne endnu længere, for beskrivelsen ovenfor køres mere eller mindre uændret igennem 10 af albummets 11 numre! Den eneste markante afvigelse findes i det instrumentale ”In Abhorrence Upon Meadows”, som kun består af klaver og keyboards – den afveksling er meget velkommen.
Netop manglen på afveksling er albummets akilleshæl, for selv om jeg er tilhænger af Black Metal med knald på, så bliver det hurtigt for meget. Det trækker oplevelsen ned, så ”Cosmic World Mother” ender som en skuffelse.

Tracklist:
1. The Dissolution of Mind and Matter
2. Vigilance and Atrophy
3. Five of Swords
4. As the After Becomes the Befor
5. Cosmic World Mother
6. Helminthiasis
7. Oscillator Epitaph
8. In Abhorrence Upon Meadows
9. Apokatastasis
10. One of Light, One of Soil
11. The Flickering Lights
Samlet spilletid: 47:30

Læs mere...

Green Carnation - Leaves of Yesteryear

Historien om Green Carnation går tilbage til 1990, hvor hovedmanden Terje Vik Schei (under navnet Tchort) startede bandet med rendyrket Dødsmetal. Siden har stilen varieret i takt med mange justeringer i line-uppet, og bandet har et par gange været opløst. Seneste genstart var i 2014, og med ”Leaves of Yesteryear” udsender nordmændene deres første nye musik i 14 år.
Ikke alt er dog nyt, for 2 af albummets 5 numre er gamle kendinge: Først er der en genindspilning af det 15 minutter lange “My Dark Reflections of Life and Death”, som først var at finde på albummet “Journey to the End of the Night”. Og så afrundes det hele med et cover af Black Sabbaths ”Solitude”, som er tro mod originalen, men med mere fylde understreger, hvor god denne ofte oversete perle er. Begge numre er kendetegnet ved at leve af styrken i deres melodier, så de vokser i styrke efter flere gennemlytninger.
Dette kendetegn har de 3 nye tracks også, for hverken musikken eller produktionen er optimeret efter hårdhed. I stedet bruges spilletiden til at variere intensitet og udtryk uden at forhaste sig. Titelnummeret er albummets højdepunkt; her passer alt ekstra godt sammen, og nummeret er blevet ved med at vokse på mig.
Men det positive indtryk gælder hele albummet, som jeg håber kan blive startskud til mere aktivitet fra Green Carnations side; bandet har stadig meget at byde på, og det ville være synd og skam, hvis vi skulle vente 14 år igen.

Tracklist:
1. Leaves of Yesteryear
2. Sentinels
3. My Dark Reflections of Life and Death
4. Hounds
5. Solitude
Samlet spilletid: 44:36

Læs mere...

Barishi - Old Smoke

Vermont i USA er hjemstat for bandet Barishi, som blev dannet i 2010, og som med ”Old Smoke” udsender det tredje album. Bandet består stadig af de originale medlemmer Graham Brooks (guitar/vokal), Jonathan Kelley (bas) og Dylan Blake (trommer).
I de første leveår var bandets materiale rent instrumentalt, men senere kom der også vokal til; hvad det betyder for helheden, vender jeg tilbage til om lidt. Hvis vi starter med musikken, så er den generelt tung, og afvikles i meget moderat tempo. I de fleste numre benyttes en struktur, som er baseret på repetition af små guitarmelodier; det giver en let hypnotisk effekt, som ret hurtigt afløses af afventende utålmodighed. Musikken er nemlig meget indelukket, og bevæger sig i et ret smalt bånd på volumenskalaen – eller med andre ord: Her er der meget lidt dynamik.
Der er to numre, hvor Barishi afviger fra ovenstående beskrivelse: Først det ret korte instrumentalnummer ”Cursus Ablaze”, som med klangflader skaber en lidt drømmende stemning, og så det afsluttende titelnummer, hvor strukturen bibeholdes, men hvor udtrykket er anderledes og meget mere åbent.
Og så til vokalen, som guitaristen Graham Brooks står for. Den udmønter sig i en dyb growl, men er ikke særligt nuanceret, og virker ofte som endnu et instrument. Alligevel gør den en afgørende forskel i forhold til de rent instrumentale passager, alene ved at bringe mere variation ind i billedet. Det hæver den samlede oplevelse, som stadig er for speciel til mere end en middel bedømmelse.

Tracklist:
1. The Silent Circle
2. Blood Aurora
3. The Longhunter
4. Cursus Ablaze
5. Entombed in Gold Forever
6. Old Smoke
Samlet spilletid: 49:36

Læs mere...

Helfró - Helfró

Et band med to medlemmer, som deler opgaverne imellem sig, et album med håbløshed og tomhed som tema – Yes, der er ny Black Metal i anmelderstakken – Denne gang fra islandske Helfró, hvis medlemmer Ragnar og Simon har valgt at opkalde deres debutalbum efter bandet.
Black Metal er oftest synonym for fræsende guitarer, blastende trommer og skærende vokaler – Alt sammen leveret i højt til meget højt tempo. Alle disse elementer genfindes hos Helfró, men at kalde deres debut for gammel vin på nye flasker ville være overfladisk, halvhjertet og meget uretfærdigt. Det kan godt være, at håbløshed er et tema på albummet, men det gælder hverken for bandets sangskrivning eller fremførelse!
At alle elementer sidder i skabet er nærmest en selvfølge, så der hvor islændingene virkelig scorer point, er i den bredde, de viser i deres numre: ”Ávöxtur af rotnu tré” er klassisk Sort Metal med power og indbygget snert af melodi, ”Þrátt fyrir brennandi vilja” er tungere og mere dyster, mens der i ”Katrín” er passager med inspiration fra bandets hjemlige Folkemusik. Selv om numrene er meget forskellige, hører de klart hjemme i Black Metal genren, og markerer blot tre forskellige tilgange til opgaven. Også indenfor de enkelte tracks skifter udtrykket, og helheden gør Helfró til et meget spændende bekendtskab, som man skal holde øje med fremover; for alle med bare lidt hang til Black Metal er der dømt lyttepligt!

Tracklist:
1. Afeitrun
2. Ávöxtur af rotnu tré
3. Eldhjarta
4. Þrátt fyrir brennandi vilja
5. Þegn hinna stundlegu harma
6. Hin forboðna alsæla
7. Katrín
8. Musteri agans
Samlet spilletid: 36:36

Læs mere...

Abysmal Dawn - Phylogenesis

Seks år er der gået, siden Abysmal Dawn udgav ”Obsolescence”, og den tid har bandets eneste originale medlem, Charles Elliott, brugt på at justere på besætningen. Heldigvis er der også blevet tid til at skrive ny musik, som nu udsendes på Season of Mist.
Med Elliott som primus motor er det ingen overraskelse, at menuen igen står på Dødsmetal med højt oktaltal. Der er hele tiden virkelig smæk på drengen, når de fire medlemmer giver den gas; uanset om det er strengeinstrumenter eller slagtøj, så bliver der arbejdet rigtig hårdt. Og Elliotts vokal med growl og brøl kan der heller ikke sættes fingre på, den er så olm som den skal være.
For et enkelt nummer eller to er opskriften fin, og jeg føler mig godt underholdt. Men trods de mange detaljer kommer numrene til at fremstå ret ens, og det dæmper min begejstring. Det hjælper en del, når der suppleres med noget så umoderne som guitarsoli, eller der ændres på rytmerne som i ”Coerced Evolution”, men helt fjerne fornemmelsen af gentagelser, kan disse elementer ikke.
Derfor ender det med en middelkarakter til Abysmal Dawn, for selv om der arbejdes hårdt, så resulterer det desværre ikke i tilsvarende høj underholdningsværdi.

Tracklist:
1. Mundane Existence
2. The Path of The Totalitarian
3. Hedonistic
4. A Speck in The Fabric of Eternity
5. Coerced Evolution
6. True to The Blind
7. Soul-Sick Nation
8. The Lament Configuration
9. Flattening of Emotions (DEATH cover)
Samlet spilletid: 43:09

Læs mere...

Benighted - Obscene Repressed

De senere år har været ret turbulente for franske Benighted med mange udskiftninger, så sangeren Julien Truchan nu er det eneste tilbageværende originale medlem. Alligevel ser man fremad med udgivelse af studiealbum nummer 9.
Hvis man på noget tidspunkt har tvivlet på, om Benighted ville være i stand til at holde niveauet fra tidligere, så bliver man hurtigt beroliget: ”Obscene Repressed” byder igen på en blanding af Dødsmetal og Grind Metal, og man holder det kendte niveau – både når det gælder rå power, og når det gælder numrenes kvalitet. Her er Truchan det naturlige midtpunkt, når han synger, brøler, growler eller slår over i bree vokal, alt imens musikken fyres af i vildt opskruet tempo omkring ham.
Det høje tempo har altid været et kendetegn for Benighted, og det holder de fast i – her går det virkelig stærkt. Men da et helt album med gashåndtaget i bund ville være dræbende, er det rart at franskmændene også varierer tempoet hen gennem de enkelte numre; der bliver ind imellem plads til at trække vejret, ligesom der her og der suppleres med lidt groove.
Sammen med den pænt varierede vokal giver det et album, der trods det meget høje energiniveau uden problemer kan lyttes igennem trods en spilletid på den anden side af 40 minutter – det er ikke standard for genren.

Tracklist:
1. Obscene Repressed
2. Nails
3. Brutus
4. The Starving Beast
5. Smoke Through The Skull
6. Implore The Negative
7. Muzzle
8. Casual Piece Of Meat
9. Scarecrow
10. Mom, I Love You The Wrong Way
11. Undivided Dismemberment
12. Bound To Facial Plague
13. The Rope
14. Get This (Slipknot Cover)
Samlet spilletid: 43:03

Læs mere...

Omega Infinity - Solar Spectre

Omega Infinity blev startet som et studieprojekt for Tentakel P i 2018, da hans hidtidige hovedband Todgelichter blev sat i bero på ubestemt tid. Han manglede blot en sanger, som kunne stå for numrenes vokale sider. Det blev Xenoyr, som også står i front for Ne Obliviscaris. Debutalbummet ”Solar Spectre” beskriver en rejse igennem vores solsystem, hvor den musikalske side tager afsæt i 1990’ernes Black Metal.
Turen igennem rummet mærker man nu ikke så meget til; den kommer kun til udtryk i nogle få sekvenser i starten af flere numre, hvor synthesizeren skaber lidt space stemning. Den Sorte Metal derimod, den træder virkelig i karakter: Så snart den stille intro er overstået, fræses der løs i vildt opskruet tempo, hvor den skrigende vokal skærer igennem musik, marv og ben. Det er temmelig voldsomt, men da der kun er korte afbræk i angrebene, bliver det meget hurtigt monotont og uinteressant.
Så går det bedre med de tungere rytmer i ”Jupiter”, hvor stemningen er speciel, og ”Neptune”, som både har sammenhængende klangflader og rene vokaler. Desværre er resten en ensidig satsning på næsten kaotisk vildskab. Der er også vildt, men ikke så meget andet – genrens typiske synergi mellem vildskab og melodi bliver ignoreret, og det er ikke nok i længden.

Tracklist:
1. Uranus
2. Mars
3. Venus
4. Jupiter
5. Sol
6. Neptune
7. Saturn
8. Terra
9. Mercury
10. Hosannas From The Basements Of Hell (KILLING JOKE cover)
Samlet spilletid: 48:00

Læs mere...

Regarde Les Hommes Tomber - Ascension

Da franske Regarde Les Hommes Tomber (RLHT) i 2013 udgav deres selvbetitlede debutalbum, leverede de første del af en trilogi, hvis anden del kom to år senere i form af ”Exile”. Nu slutter franskmændene ringen med den sidste del: ”Ascension”.
Hvor bandets tidlige stil var en blanding af Sludge og Black Metal, bekender de sig 100% til den Sorte Metal på deres tredje fuldlængde. Det giver sig udslag i, at hovedparten af spilletiden byder på Metal spillet i rasende højt tempo, mens vokalen skiftevis brøler, råber og skriger. Det giver et udtryk, som er råt, især fordi RLHT er ret fedtede med de melodiske elementer. I praksis optræder de kun via guitarerne, og det endda kun i korte sekvenser.
Stort set alle numre starter med lavere tempo og et næsten forsonligt udtryk, men på et tidspunkt (det er ikke et spørgsmål om, kun om hvornår) bliver gashåndtaget drejet i bund, og der fræses afsted, alt hvad remmer, tøj, strenge og trommeskind kan holde til. I længden bliver det for ensformigt at lytte til, og man mister fornemmelsen for, hvor meget energi musikken indeholder, ene og alene fordi musikken flyder sammen.
Derfor er ”Ascension” en skuffende afslutning fra RLHT, for albummet er for ensformigt og uspændende – hvis man vil have high speed Metal, findes der mange bedre bud derude.

Tracklist:
1. L'ascension
2. A New Order
3. The Renegade Son
4. The Crowning
5. Stellar Cross
6. La tentation
7. Au bord du gouffre
Samlet spilletid: 46:48

Læs mere...

Necrowretch - The Ones From Hell

Efter godt ti års eksistens og 3 studiealbums på gaden, syntes Necrowretch’ hovedmand Vlad, at der skulle ske noget nyt som optakt til det, der skulle blive til bandets fjerde album, ”The Ones From Hell”. Derfor tog han til Istanbul for at skrive materialet i nye omgivelser; ganske gennemført, må man sige.
Men hvis man ud fra den historie forventer at høre musik med østens mystik og stil flettet ind i numrene, bliver man skuffet; Necrowretch fortsætter stilmæssigt helt som de plejer med en blanding af Death- og Black Metal, der har kraftig slagside mod den sidstnævnte genre.
Det understreges fra start, for de to første numre er nærmest en opvisning i blastbeats og vilde guitarer, selv om der også bliver plads til en smule groove. Det kommer der mere af i titelnummeret, som længe bevæger sig i moderat, men sejt tempo, inden sluserne åbnes til slut, og der igen fræses løs. Hermed er der linet op til resten af albummet, hvor numrene er strikket sammen af de nævnte elementer. Og hvis man lige ser bort fra det uinteressante og ufærdige ”Absolute Evil”, klarer Vlad & Co. sig fint igennem balancen mellem brutal vanvid og seje riffs. Så selv om opskruet tempo virker som svaret på de fleste problemer, hæver ”The Ones From Hell” en tak over mine tidligere møder med Necrowretch.

Tracklist:
1. Pure Hellfire
2. Luciferian Sovranty
3. The Ones From Hell
4. Absolute Evil
5. Codex Obscuritas
6. Darkness Supreme
7. Through The Black Abyss
8. Necrowretch
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed