fbpx

Kontinuum - No Need to Reason

Mit første møde med Kontinuum ligger tre år tilbage, og omhandlede bandets andet album, ”Kyrr”. Nu er islændingene tilbage med ti nye numre, som de samlet har givet navnet ”No Need to Reason”.

På ”Kyrr” dyrkede Kontinuum det stemningsfyldte og lidt mørke, og den stil har de holdt fast i. Numrene er baseret på guitarer, som er nedtonede, og i det hele taget er musikken lidt indadvendt. Især på albummets første halvdel har numrene svært ved at imponere, det er som om tingene ikke rigtigt kommer i gang. Derfor skal vi helt hen til albummets midte, hvor titelnummeret med sin fine stemning og Pink Floyd-agtige vokal giver forhåbning om mere kvalitet.

Den kommer på andel halvdel, men det er ikke fordi jeg ligefrem bliver blæst bagover i stolen. ”Erotica” klarer sig fint med friskere tempo, men albummets stærkeste track er ”Two Moons”; her er der endelig noget af den styrke i melodierne, som jeg har savnet i de første skæringer.

Konklusionen bliver, at albummet starter ret ensformigt og blegt, men selv om der sættes ind med en slutspurt, kan det ikke helt redde Kontinuum; jeg er lidt skuffet over udspillet, så bedømmelsen ender en halv stjerne under, hvad forgængeren høstede.

Tracklist:
1. Shivers
2. Lifelust
3. Warm Blood
4. Neuron
5. No Need to Reason
6. Low Road
7. Erotica
8. Stargaze
9. Two Moons
10. Black Feather
Samlet spilletid: 47:02

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Natjager

NATJAEGER_3At tro, at der ville være proppet så tidligt på dagen var nok ønsketænkning, men ledt an af den altid hyperenergiske forsanger ser Natjager ikke ud til at bekymre sig det mindste – så selvom det er en relativt lille flok der er mødt op, føles det som om, at bandet kunne spille foran tusind mennesker. Kort sagt, Natjager er langt mere selvsikre og sammentømrede end for et år siden og dertil er der nu fuld kontrol over teknikken ift. den kendetegnende autotune-vokal.

Generelt vokser bandet meget, både live og på album. Det er ikke ofte, at man kommer til en koncert, glæder sig til det gamle og kendte – og så går derfra med en oplevelse af, at det nye er bedre. Ikke at misforstå: ”Historier” og ”Blå” lægger glimrende fra land og både ”Tyler Durden” og ”Drøm Hårdt” (sidstnævnte dedikeret til gode, gamle Onkel Reje) vækker genkendelsesglæde og engagement hos publikum – men det er den nye og hårdtslående ”Diamant” der umiddelbart stjæler showet. Med det sagt går de syv allerede udgivne sange bedre ind og tre nye skæringer i streg er liiiige i overkanten, især da ”Bjerg” her ved første lyt virker en anelse anonym. Det skal nok blive anderledes når den kommer ind under huden, men der er vi som bekendt ikke endnu.

Pandæmonium disker i dagens anledning op med en tung og kradsbørstig lyd og dertil en passende volumen; endelig, kunne man fristes til at sige. Om det gør en forskel ift. publikumsmængden, ja nok ikke, men over de næste tre kvarter kommer der alligevel en god portion mennesker til. Og selvom det kun er de forreste rækker der virkelig føler den og trækker bare en anelse op til ballade, ja så er det underholdende (men altså for tidligt for moshpits og lignende). Dette gælder dog ikke for forsangeren Jon Sluzh Kirkhoff der i vanligt vis gør alt for at få energien udover scenekanten, og lykkes: han står aldrig stille, hopper frem og tilbage, besøger publikum både under ”Blå” og ”Ingenting”, fortæller små anekdoter og smiler vildt gennem det viltre skæg.

Natjager føles her et år senere næsten som et nyt band, og med den smukke / melankolske ”Feberdrøm” samt den tilnærmelsesvist System Of A Down-sprælske ”Rejser” bliver vi sendt godt afsted. Som fan er jeg fuldt ud tilfreds. Som anmelder kan vi ikke komme udenom, at dette var en koncert for de få. Der er et stykke vej op til de stjerner og planeter vi synger om, og ikke alle kommer til at kunne lide rejsen, men skidt med dem – de er ingenting, og vi andre kan dele historien sammen. Drøm hårdt, homie.

Sætliste:
1) – Historier
2) – Blå
3) – Tyler Durden
4) – Drøm Hårdt
5) – Konkylie
6) – Diamant
7) – Bjerg
8) – Ingenting
9) – Feberdrøm
10) – Rejser

Læs mere...

Árstídir - Nivalis

Man må sige, at Árstídir fik noget af en kanon start hjemme på Island; fra de tre medlemmer mødtes og spillede på små klubber i 2008 til de stod med et radiohit gik der kun få måneder, og derfra var der ikke langt til udgivelse af albums og internationale turnéer med navne som Anneke van Giersbergen og Pain Of Salvation. Nu er bandet klar med deres fjerde album, ”Nivalis”, som udsendes på Season of Mist.

Dette samarbejde kan umiddelbart virke overraskende, for selskabet er kendt for deres udgivelse af Metalverdenens mest ekstreme repræsentanter – og Árstídir ligger næsten så langt herfra, som de kan komme. Islændingene spiller Rock, men i en udgave, hvor der ikke er ret meget fokus på det rytmiske – her bliver der mere antydet end hamret igennem. I stedet arbejdes der meget med de stemningsmæssige aspekter i musikken, hvor udstrakt brug af klaver og strygere ofte er toneangivende.
Ellers er det vokalerne, der påkalder sig opmærksomhed, og jeg kan godt nikke genkendende til pressematerialets sammenligning med Simon & Garfunkel, men synes også at høre inspiration fra Bee Gees (vel at mærke fra tiden FØR der gik Disco i den). Resultatet er meget flotte harmonier, som passer perfekt til de førnævnte stemninger i numre, der tangerer både Pop og Folk. Resultatet er gennemført og flot udført, men set i lyset af tre kvarters spilletid, er der for få spændende øjeblikke – også for ikke-metalheads.

Tracklist:
1. While This Way
2. Lover
3. Please Help Me
4. Entangled
5. Like Snow
6. Þar sem enginn fer (sjálfviljugur)
7. Circus
8. Órói
9. Mute
10. Conviction
11. In the Wake of You
12. Wasting Time
13. Passion
Samlet spilletid: 46:07

Læs mere...

Northside Festival 2018: Jimmy Eat World

Damn, 10 år. Hvor er de blevet af? Ligesom N.E.R.D. lige forinden oplevede jeg sidste gang emo-rockerne i Jimmy Eat World for over 10 år siden, dengang i Lille Vega. Jeg husker det som godt, men uden flere klare detaljer. Og der skulle da også gå 9 år før de vendte tilbage til vores breddegrader, mere præcist på Tinderbox sidste år. Og nu er de så her. Hvad forventer jeg egentlig?

Det er svært at sige. Ligesom forsamlingen op til nu er den mest blandede jeg har set på Northside, således er jeg også selv blandet; afventende, nysgerrig, men også noget distanceret. Jeg har ikke dyrket bandet i den mindste grad, men lyttede dog op på dem her inden og kunne konkludere, at de ville fokusere på ”Bleed American” og ”Futures”: de to albums der propellerede Jimmy Eat World fra undergrunden til mainstream succes – det kan godt være vi max. er nogle hundrede mand her i dag (og det er gavmildt sat, området omkring Rød Scene er ikke engang halvt fyldt), men i USA er det gigantiske arenaer der er tale om. Det må være spøjst for sådanne bands at komme hertil, og nogle gange kan man undre sig over hvorfor de overhovedet gider.

Sidstnævnte er hurtigt der jeg lander: hvorfor er I her, Jimmy-drengene? Det er ikke ligefrem entusiasme eller spilleglæden der lyser ud af jer. Det tekniske sidder i skabet, lyden ligeledes, men nøj hvor det ellers kører på den grumme rutine, dette foretagende. Det er langt fra dårligt, vi har trods alt at gøre med nogle ekstremt erfarne herrer – men det klikker bare ikke rigtigt. Og det handler altså ikke om sangene: det er de store hits der bliver leveret, kun enkelte udstikkere til de mindste populære albums finder vej til sætlisten, og håndværket er helt i orden. Men der mangler følelser i det, nerve og bare en anelse vildskab. Det er alt, alt for pænt, og i den grad det modsatte af nærværende, selvom der som nævnt kun er ganske få mødt op, og det derfor på alle måder har muligheden for at være intimt – det sker bare ikke.

Måske er det dét faktum, at mange virker til at være dukket op som interesserede i stedet for som fans. Måske gad Jimmy Eat World bare ikke lige denne dag. Under alle omstændigheder får ”The Middle” som den eneste skæring kortvarigt gang i forsamlingen, men dét er så også det, og her tre kvarter senere er det forbi. Middelmådigt i ordets klareste forstand.

Sætliste:
1) – Bleed American
2) – A Praise Chorus
3) – Big Casino
4) – Sure And Certain
5) – Futures
6) – Pain
7) – Work
8) – Love Never
9) – Lucky Denver Mint
10) – Sweetness
11) – The Middle
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Roamer - What The Hell

Keyboardspilleren og sangeren Samuel Blatter har spillet i forskellige bands, ligesom han har skrevet musik til teater i hjemlandet Schweiz. I 2008 dannede han bandet Roamer som en platform for sine egne musikalske visioner, hvilket tidligere har kastet to EP’er af sig. Nu følger det første udspil i fuld længde, ”What The Hell”.

Det var nogenlunde hvad jeg tænkte, da jeg første gang hørte åbningsnummeret ”Open My Pants”; nummeret har meget skæve rytmer, som konstant udfordrer omverdenen. Men det er kun et spørgsmål om at fange lytterens opmærksomhed, for herfra bliver tingene mere retlinede. Resultatet er numre, som i opbygning og brug af rytmer holder sig på kendte stier.

Men selv om Roamer holder sig til Rock af mere almindelig støbning, bliver der plads til små skævheder, især på vokalsiden. Her veksler Blatter mellem forskellige former for sang, men nogen stor sanger er han ikke – stemmen har sine begrænsninger.

Dem er der færre af i musikken, hvor jeg flere steder synes at kunne høre inspiration fra Beatles. Alligevel befinder Roamer sig fint i nutiden, selv om det er svært at placere bandet 100% indenfor kendte genrer. Det er positivt med kunstnere, som forsøger at skille sig ud, men desværre skaber Roamer for få øjeblikke, hvor deres musik virkelig trænger igennem.

Tracklist:
1. OPEN MY PANTS
2. TODAY
3. WHAT THE HELL
4. SICK ENOUGH
5. BYE BYE BABY
6. THERE´S NO ME
7. ONE STEP
8. TOUCHSCREEN
9. REBEL
10. NUMBER
11. SUNDAY MORNING
Samlet spilletid: 45:32

Læs mere...

Darius - Clôture

Med den lidt usædvanlige besætning trommer, bas og hele tre guitarer udsender det Schweiziske band Darius deres anden udgivelse i form af EP’en ”Clôture”. Både bandet selv og deres pladeselskab er nærige med oplysninger, men trommeslageren Julien Bernard er åbenbart ny i foretagenet.

Han gør sig nu ikke meget bemærket, for musikken byder ikke på de store rytmiske udfordringer – Darius holder sig til at spille Rock uden overraskelser, det meste bevæger sig afsted drevet af enkle guitarmelodier. Desværre sker det uden at man bemærker antallet af guitarer – musikken udfordrer på intet tidspunkt lytteren. Det eneste man har at glæde sig over, er et par udmærkede melodistykker, men det er altså for lidt til at udfylde knap 25 minutters spilletid. Kun i ”Pipistolet” bliver der skruet en smule op for intensiteten, men nummeret er så kort, at man kun lige når at opdage det, inden Darius falder tilbage til deres vanlige stil.

Når man vælger at stille op uden vokalist, er man tvunget til at byde ind med noget andet – på papiret har Darius alle forudsætninger herfor ved hele tre guitarer i line-uppet. Desværre bliver chancen forpasset, for potentialet bliver på intet tidspunkt udfoldet. For mig er denne EP derfor et fejlskud, som bør give bandet anledning til at overveje den fremtidige kurs.

Tracklist:
1 Glaucal
2 Charlotte
3 Pipistolet
4 Trace
Samlet spilletid: 24:28

Læs mere...

Silhouette - Aileen

Silhouette holder til i trekantsområdet, og siden starten i 2012 har de fire medlemmer udgivet en enkelt EP samt turneret i både Danmark og rundt i Europa. Nu er de klar med tre nye numre, som udsendes lidt utraditionelt. Det sker på en 12” single, hvor den ene side af vinylen indeholder numrene, mens den anden side er tom. Men udgivelsen er også tilgængelig digitalt, hvilket er essentielt for denne anmelder.

Der åbnes med ”My Avidity”, som starter frisk med udmærket gang i guitaren. Samtidig har nummeret en flot retrostemning, som skabes via orgel og den udmærkede melodi. Mod slutningen skifter nummeret karakter, og der bliver plads til en helt cool kombination af orgel og stille guitar.

Næste nummer er ”Death” starter dystert med en harmonika agtig melodi, men snart er vi tilbage i den gammeldags stil fra startnummeret – dog uden, at det bliver lige så interessant.

Titelnummeret har man gemt til sidst, og her starter Silhouette noget hårdere end i de to første tracks; tungere riffs giver en mere metallisk tilgang, men ret hurtigt vender bandet tilbage til retrostilen, igen med en stærk melodi som rygrad.
På de tre numre viser Silhouette, at de har fint styr på de gammeldags elementer, og at de formår at omsætte dem på en personlig facon. Mit første møde med bandet må derfor siges at være et positivt et af slagsen.

Tracklist:
1. My Avidity
2. Death
3. Aileen
Samlet spilletid: 19:35

Læs mere...

Eigengrau - Radiant

Trods det tyske navn er Eigengrau fra Aarhus, hvor de fem medlemmer startede 1.januar 2013. Bandet har valgt at holde deres musik 100% instrumental, men fraværet af en sanger gør, at bas og trommer suppleres med hele tre guitarer.

Ved at vælge den rent instrumentale tilgang sætter bandet sig selv under pres; for at få succes skal musikken være spændende og varieret nok til, at man glemmer den manglende vokal – en svær opgave i sig selv. Eigengrau har valgt at satse på en stil med vægten lagt på det tekniske; den meget nøjagtige angivelse af bandets grundlæggelse overrasker ikke, for musikerne er lige så nøjeregnende med deres musik. Derfor veksler indholdet af de seks numre en del; der er stille passager, hvorfra der bygges op til noget mere kontant. Men det bliver aldrig decideret voldsomt eller aggressivt; det tætteste man kommer det, er nogle passager i ”Arouk”, hvor der vises tænder med hug i instrumenterne, så musikken får et snert af Metal. Men det er en undtagelse, for ellers satser bandet mest på fine melodistykker – både i samme nummer og i det efterfølgende ”Omieddaram”. I det afsluttende ”Moving Clouds” dominerer klangflader, og det er let at se skyerne for sig, mens musikken glider afsted.

At produktionen er meget vellykket er et plus, og langt hen ad vejen er dette album en meget positiv oplevelse. Men det lykkes ikke helt at få mig til at glemme fraværet af vokal, så der er passager, hvor ensformigheden sniger sig ind i billedet – De er korte, men de er der.

Tracklist:
1. Once I Was
2. Nuuretarik
3. Plains
4. Arouk
5. Omieddaram
6. Moving Clouds
Samlet spilletid: 42:05

Læs mere...

The Killers - Royal Arena, 25.02.18

11 år og tre albums skulle der gå, inden The Killers valgte at besøge hovedstaden igen (eller så tæt man nu kunne komme, siden det i 2007 var på Roskilde Festival). I mellemtiden har Skive fået en visit i 2009, og Odense sidste år, specifikt på Tinderbox. For mig er Killers ”et af de der” bands jeg opdagede i mine teenageår, og siden da har ønsket at få krydset af listen, men op til koncerten har jeg naturligvis forberedt mig, og ligesom så mange andre (kunne jeg forestille mig), er de gamle albums altså bare bedst... så lad os se hvordan det går.

The Killers:
Lyset dæmper sig, en intro går på, tæppet falder... og damn, der er ikke sparet på sceneproduktionen. Som ”Run For Cover” og ”Somebody Told Me” brager derudaf, er det mere dét, at hele scenens ”bagtæppe” er to skævt opdelte skærme, at der er to gigantiske neonpile, at der er et vandtårn (!), endda tilføjet ”Copenhagen” midtpå – og så deciderede kønssymboler, ét mandligt for frontfigur-indpisker Brandon Flowers, og tre kvindelige foran de tre, ja, kvindelige korsangere. Og det er foruden de to normale skærme i siden af arenaen, og uden lysshowet i sig selv, naturligvis. Og selvom de faste ting ikke skifter, så gør videoerne / billederne på skærmene til næsten hver eneste sang, hvis det ikke blot viser live fra publikum eller scenen, altså.

Helt så god er lydkvaliteten dog ikke: det meste går sådan set rimeligt igennem, men det har det med at runge og buldre, når lydbilledet er tæt. Vokalen er også notorisk for lav, men det handler dog mere om, at Flowers nægter at stå stille for mere end et halvt sekund af gangen, og så altså ikke har stemmen derudover. Træthed, sygdom, ugidelighed – jeg er ikke sikker, men det klikker ikke helt som det burde. Når tempoet sættes ned, f.eks. i ”Rut”, lyder det dog godt, og Royal Arena er efterhånden groet godt ud af børnesygdommene, virker det til. Og ja, Flowers... slap af, for fanden. Tro på det. Tro på dig selv. Du er en entertainer, fint, cool, men du behøver ikke overgøre det – sangene skal for det meste nok bære sig selv, ikke mindst når du har et ganske velspillende og solidt band bag dig (der halvvejs består af tourmusikere, da guitarist og bassisten ikke er med på touren).
I de ældre sange især, der fungerer det helt fint, i de nyere er det mere svingende. Men publikum virker til at have savnet bandet uagtet, der som bekendt ikke har været i nærheden i elleve år.

Det hele minder mig i virkeligheden en hel del om Coldplays sidste optræden. Det er en ambivalent følelse, for det show var prægtigt – men netop dét, et show langt mere end en koncert. Underholdningsværdien er her på samme måde nærmest uløseligt bundet op på sceneshowet, hvilket giver mening når man tænker på den gradvise opbygning til arenarock som Killers har gående for sig, men det er slet ikke ligeså velfungerende – og slet ikke i alle de ældre sager. Givet, det musikalske indtryk fylder stadig mere her end hos Coldplay, men der er ingen tid til at nyde det, der er ingen reel differentiation mellem sangene, det hele er én kontinuerlig, uafbrudt køre, gammel som ny, hit som ikke-hit (22 sange på to timer bliver det til i alt). Og hvor Coldplay har ressourcerne til tre scener, lysende armbånd, glimmer og konfetti, balloner, ja nærmest en gimmick for hver enkelt skæring, så har Killers deres statiske scene, et (fint) lysshow og lidt konfetti hist og her – det er det. I disse dage er man vant, og måske for vant, til langt, langt mere, så det er ikke dén del der slår igennem, og når den ikke gør, og Flowers og co. ikke vil stå på musikken... hvad så?

Ja, så fylder de mindre gode sange simpelthen mere – og man keder sig, slet og ret. Og ved den fjerde indlagte crowdcontrol-pause, ja så bliver man altså noget træt. Eller var det noget så ligegyldigt som de koreograferede korsangerens håndbevægelser? Jeg er ikke sikker. Det er fladt og intetsigende, konfettieksplosioner eller ej. Men måske følger de blot deres publikum, for der er ganske meget snak i krogene, de stille sange især – det eneste tidspunkt hvor musikken for en kort stund rent faktisk får plads (præcist ligesom Coldplay i øvrigt). Og tænk sig: ”Rut” og især ”Be Still” fungerer bedre end alt det andet. Med det sagt er de sidste fire sange faktisk ganske veleksekveret, og der fungerer Flowers hyperaktivitet og det musikalske udtryk godt sammen for en gangs skyld – men det tog alt, alt for lang tid at nå dertil.

Sætliste:
1) – Run For Cover
2) – Somebody Told Me
3) – Spaceman
4) – The Way It Was
5) – Shot At The Night
6) – Jenny Was A Friend Of Mine
7) – Miss Atomic Bomb
8) – Human
9) – Rut
10) – Smile Like You Mean It
11) – For Reasons Unknown
12) – The Man
13) – Tyson vs. Douglas
14) – A Dustland Fairytale
15) – Be Still
16) – Runaways
17) – Read My Mind
18) – All These Things That I’ve Done
Encore:
19) – The Calling
20) – Andy, You’re A Star
21) – When You Were Young
22) – Mr. Brightside
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Bunkerstruck - The Showdown

Bunkerstuck er en Rock trio fra København, bestående af Henrik Juul (guitar), Ole Kaspersen (trommer) og Stig Nyeng (bas & vokal). Bandet startede i 2012 med det formål at spille enkel Rock med masser af guitar. Hvordan det fungerer, kan man høre på bandets debutalbum ”The Showdown”, hvis cover med synlige brystvorter var for provokerende for Itunes.

Helt så provokerende er bandets musik ikke, for deres fortolkning af Rockmusikken bevæger sig indenfor de vanlige rammer. Det udmærkede drive fra åbningsnummeret fortsætter i de fleste tracks, men et par steder bliver tonen skærpet: I titelnummeret suppleres de halvtunge riffs med en sej guitarsolo, mens det efterfølgende ”This Conversation Is Over” lige er en tand skarpere. Den bedste balance bandets mellem skarpe guitarer og flotte vokaler finder man i ”Sigh”; nummeret sammenfatter på glimrende facon hvad Bunkerstruck står for.

I de nævnte eksempler kører det fint for trioen, men der er også mellemliggende numre, hvor kanterne mangler, og tingene bliver ufarlige og lidt for hyggelige – her varierer materialets kvalitet en del.

Alligevel har Bunkerstruck opfyldt deres mål om at holde tingene enkle, for de gør det ikke mere indviklet end nødvendigt. Samtidig er guitaren virkelig i centrum, og selv om vokalerne er flotte, er det den seksstrengede, der er bandets største aktiv. At materialet ind imellem viser svaghedstegn er et mindre problem – det er trods alt en debut, vi har fat i her.

Tracklist:
1. Schhh
2. Lame
3. The Showdown
4. This Conversation Is Over
5. No One’s Gonna Stop You
6. Larger Than Life
7. Nightmare
8. Sigh
9. Bite The Pillow
10. Alive And Unwell
Samlet spilletid: 41:51

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed