fbpx

Frozen In Time - The Edge of Nothing

Da Frozen In Time blev dannet tilbage i efteråret 2011 på Vestbirk Musik- og Sportefterskole, var det især navne som Metallica og Avenged Sevenfold, der inspirerede. Med tiden er stilbarometeret begyndt at pege mere i retning af det melodiske, hvilket høres tydeligt på bandets anden EP, ”The Edge og Nothing”.

Rent teknisk er der masser af Metal i bandets musik; f.eks. har guitarerne i ”Unfold” udmærket kant, ligesom starten med bas og trommer i det afsluttende titelnummer er rimelig tung. Alligevel fremstår EP’en mere som Rock end egentlig Metal, og det er der flere grunde til: Først og fremmest er produktionen, som bandet selv har stået for, virkelig blød. Det betyder, at alle tiltag til Metal bliver kastreret, så de lyder mere som blød Rock. Dernæst er der omkvædene, som er iørefaldende og flot fremførte, men som ikke kommer til deres ret, fordi de mangler et hårdt modstykke i musikken. Og endelig er der frontvokalen, som stemmemæssigt minder mig meget om Tim Christensen; det leder automatisk tankerne i retning af Dizzy Mizz Lizzy. Hver for sig er elementerne okay, man det samlede resultat fungerer ikke efter hensigten. Med en mere skarp produktion, der fremhæver musikkens hårde sider og på den måde skaber kontrast til musikkens melodiske side, havde denne EP været helt anderledes spændende. Men i sin nuværende form er helheden for ensartet, og numrene flyder sammen; derfor fanger de mig ikke.

Tracklist:
1. Unfold
2. Lost Cause
3. Let It Out
4. Stand Your Ground
5. The Edge of Nothing
Samlet spilletid: 23:20

Læs mere...

Good Tiger - We Will All Be Gone

Da jeg for et par år siden anmeldte Good Tigers debutalbum ”A Headful Of Moonlight”, såede jeg tvivl om, om briterne ville få let ved at finansiere flere udgivelser. Den tvivl er nu gjort til skamme, hvor "We Will All Be Gone” er på gaden, igen via Metal Blade Records.

Også albummet byder på vante elementer: Som debut’en er det mikset af Adam "Nolly" Getgood, mens bandet denne gang har valgt Forrester Savell som producer - Han fortsætter den lyd, som bandet selv skruede sammen tidligere. Når det gælder indhold og stil, er det nye album også helt i tråd med debutskiven; Good Tiger fortsætter deres typisk engelske Rock med tilbagetrukne guitarer og flotte vokalarrangementer.

Der lægges ud til den hårde side med ”The Devil Thinks I'm Sinking”, hvor tempoet er pænt højt og guitarerne markerede. Nummeret har et snert af det progressive, som gør det til en spændende åbner. I det efterfølgende ”Float On” satses der på lidt tungere guitarer, nummeret er mere ligetil, men stadig udmærket.

Herfra er det som om Good Tiger taber pusten, for resten af albummet foregår i lavere tempo, med mindre power og desværre også med mindre intensitet. Resultatet er en omgang Rock, som er mere hyggelig end spændende, og der er stort set ingen udfordringer for lytteren. Stilen passer fint til radioen, for den vil sikkert tiltale de fleste, men der mangler spænding, så den vil kun begejstre de få.

Tracklist:
1. The Devil Thinks I'm Sinking
2. Float On
3. Such a Kind Stranger
4. Blueshift
5. Salt of the Earth
6. Grip Shoes
7. Just Shy
8. Nineteen Grams
9. Cherry Lemon
10. I'll Finish This Book Later
Samlet spilletid: 35:28

Læs mere...

Søren Huss - Koncerthuset

Søren Huss var en behagelig overraskelse på Smukfest i 2011: mit hidtil eneste møde med ham. Siden da har jeg ikke formået at fange ham live, men det har dog ikke været tilfældet med Saybia, som i både 2015 og 2016 leverede to helt fantastiske koncerter, ikke så lidt pga. Sørens Huss tilstedeværelse. Efter de to oplevelser, hvordan fungerer det så, når han selv er i centrum? Ikke så værst endda, kan jeg afsløre, men det blev aldrig ligeså godt som Saybia har præsteret.

Søren Huss:
Som udgangspunktet er Søren Huss koncerter i København, det værende i kirker, koncerthuse eller noget helt tredje udsolgte; og det er ligeledes tilfældet i aften. En tyk røg hænger i luften inden showstart, og der er et mylder af mennesker, primært i den ældre ende, men Huss er jo også i sin midtvejsalder, som titlen på det nyeste album, ”Midtvejsvise”, antyder. Fem minutter efter annonceret tid næsten spankulerer hovedpersonen på scenen uden det store palaver, og ganske typisk for manden, begynder han med at sige godaften, og så lige fortælle lidt om hvad der skal ske, hvad repertoiret indeholder, og hans egen ambivalens med at stå her i dette store rum. Ydmygheden kan mærkes, og det samme kan hyggen.

Herfra starter Huss med at stå alene på scenen, men ikke lang tid efter kommer forskellige musikere til, heriblandt fire strygere, en pianist (foruden Huss selv), en bassist, trommeslager og en guitarist (igen, foruden Huss selv). Som altid er lyden glimrende, fyldig og med en fin volumen – den er dog også skramlet, hvilket for det meste er fint, da det så føles mere organisk – vokalen har det dog med at forsvinde lidt i lydbilledet, når bølgerne går højt. Det flotte, men mestendels afdæmpede lys, er også en fin tilføjelse – men det kan af og til blive en anelse for meget, og for skarpt...

Ikke så overraskende lægger Huss ud med en håndfuld af de nye sange, og der går derfor et stykke tid inden det hyrede band får lov til at give den gas, men det sker i ”Øjeblikket”, og da er det kærkomment. Inden da har strygerne mest været i forgrunden, hvilket ikke altid rammer helt plet, da sangene forsøges gjort mere følsomme og fyldige end hvad både er nødvendigt eller muligt: det er ganske rigeligt med manden alene. Ved flere af sangene, primært de nye, fortælles der små anekdoter, både sjove og alvorlige, men altid med en klar, ironisk selvdistance. Det fungerer fordi det føles autentisk og fordi vi efterhånden ved, at Huss er et ydmygt menneske. Lige i dag virker Huss dog i ekstrahopla, og selvom det ikke skal blive alt for højtideligt, er ”...hvorfor?” stadig ligeså smuk og, ja, højtidelig som altid; den tilførte klagende guitar lægger et ekstra lag af nærværende sorg og uvished, og her fungerer det. Beretningen om dengang Huss svigtede sin datter som følge af hans egen overvældende sorg og tab (efter at have mistet sin kone i et trafikuheld), tildeler ”Svigt” en anden dimension end hvad man kan opleve derhjemme, og står også som et af aftenens højdepunkter.

Lad mig slå det fast: jeg er godt underholdt, morbidt som det lyder, og ligeledes fint bevæget: men på en hel time er der alligevel ikke indtrådt nogen deciderede magiske momenter, som Saybia ellers uden problemer fremtryllede. Udover de førnævnte tekniske småting er der ellers ikke noget i vejen: måske er det bare ikke i aften det skal være. Måske fungerer Saybia bare bedre som band i stedet for Huss + band. Måske er de nye sange bare knap så interessante, eller det overordnede musikalske udtryk i længden for ensformigt. Jeg er ikke sikker, men magisk bliver det aldrig. ”Godt og mere til” kan det dog nemt svinge sig op på, ikke mindst under ”Et Hav Af Udstrakte Hænder”, der stadig er en herlig sag, her tilført en del mere pondus, og derudover funky keyboardimprovisation. Det er dog ”Du Er” der efterlader det største aftryk: her giver bandet den virkelig hele armen!

Det er dog den nye ”Guldbryllup” der slutter af, hvor Huss forinden nærmest har leveret stand-up komedie i et forsøg på at trække tiden ud; ”det er jo virkelig hyggeligt”, som der bliver sagt. Jeg er enig. Og således kan vi gå fra Koncerthuset med en overordnet følelse af, at det da egentlig var ganske godt – ikke magisk eller perfekt, men bestemt en underholdende halvanden time. Tak for dansen.

Læs mere...

Enslaved - E

I promo materialet til deres fjortende studiealbum nævnes udgivelsen som en ny start for Enslaved; ikke kun fordi det er den første udgivelse efter bandets 25 års jubilæum, men også fordi der er sket meget i medlemmernes privatliv. Internt i bandet er den største nyhed, at Håkon Vinje har erstattet Herbrand Larsen på keyboard.

Det hele startes ret bombastisk med et gjaldende horn af den slags, som proklamerer, at her kommer noget stort. Men i stedet lægger åbningsnummeret en mere afdæmpet stil for dagen, så trods pænt stort baggrundskor og et par glimt med grum vokal fremstår nummeret åbent og venligt.

Den stil fortsætter kun delvist i ”The River's Mouth” og ”Sacred Horse”, for her får den brølende og rallende vokal mere spilletid. Samtidig bliver musikken mere pågående med elementer fra Black Metal, men de bliver dæmpet en smule i produktionen, så de ikke udfolder deres fulde potentiale. Det samme sker i ”Axis Of The Worlds”, her sørger hammond orgel for et skud retrostemning, men ellers er nummeret ret anonymt.
På albummets to sidste numre genfindes de samme elementer som nævnt ovenfor, men der eksperimenteres mere, så der bliver plads til både kaos og monotone gentagelser som modvægt til de mere lineære tiltag. Det fik mig flere steder til at tænke på Radiohead, som heller ikke går af vejen for at udfordre.

Diskussionen om noget helt nyt for Enslaved har jeg svært ved at finde i musikken, for nordmændene lyder som de gjorde ved mine tidligere møder med dem. Sine steder er musikken fængslende og imponerende, men andre steder lidt meget til den underlige side. Eller med andre ord: Kunne du lide det gamle, vil ”E” også falde i din smag.

Tracklist:
1. Storm Son
2. The River's Mouth
3. Sacred Horse
4. Axis Of The Worlds
5. Feathers Of Eolh
6. Hiindsiight
Samlet spilletid: 42:48

 

Læs mere...

Kellermensch - Voxhall

Dagen efter Jesus And The Mary Chain vendte jeg igen snuden mod Voxhall. Kellermensch clashede på dette års Roskilde Festival (Full Of Hell), så jeg missede dem desværre. Deres seneste udspil Goliath er blevet spillet ret ofte hjemme i privaten og aftenens udsolgte koncert beviste, at de er sværvægtere indenfor den danske rock scene. Forventningerne var skyhøje, og salen var fuldstændig proppet, og det viste sig, at jeg alligevel endte med at blive ret irriteret i løbet af aftenen.

 

Bellhound Choir

Opvarmningsbandet var akustiske Bellhound Choir. Jeg havde ikke stiftet bekendtskab med bandet før aftens koncert, men det viste sig så at være en lidt anderledes genre i forhold til aftenens hovednavn. Det melankolske og dystre lydunivers var skiftet ud med akustisk singer/songwriter, hvilket også var en rigtig god afveksling. Stemningen var rigtig god inde i salen, og lyden var også vældig god, men for at vende tilbage til den irritation, jeg talte om i starten af min anmeldelse, så lå den irritation i det at folk simpelthen snakkede under hele koncerten, og det er jo rigtig træls for os som er kommet for at høre musikken. Faktisk blev snakken så høj til sidst, at jeg var nødt til at forlade salen, i irritation. Rigtig fin opvarmning til Kellermensch men oplevelsen blev sgu ødelagt, af folk som simpelthen ikke kunne vente med at tale om deres børn, arbejde og nye kreditlån indtil pausen. Ærgerligt.

Karakter 3 ud af 6

 

Kellermensch

Efter noget tid var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Jeg placerede mig på balkonen og havde et godt overblik over hele salen, og brølet fra publikum kunne i den grad mærkes i kroppen, da bandet meldte deres ankomst på scenen. Atheist In A Foxhole satte en utrolig høj standard og den evigt intense og karismatiske Sebastian Wolff var den ondsindede dirigent som i aften viste os, at det her var sgu ikke for sjov og Kellermensch ikke tager fanger. Et sonisk kvælertag, hvor der ikke var nogen som undslap og Kellermensch var dem som leverede det kvælertag. Lyden inde i salen var fuldstændig spot on, og det var et show i sig selv at vidne hvor godt bandet spillede sammen. Der var meget blandet sange fra hele bandets diskografi, med en masse sange fra deres seneste udspil, men også en masse blandede godter fra hele deres bagkatalog. Den intense stemning, som blev nævnt tidligere, blev endnu mere intens da Wollf smed sin tamburin ned på scenegulvet, hvor den så efterfølgende hoppede ud i publikum. Stemningen inde i salen var på grænsen af bristepunktet, og man kunne i hvert fald mærke at der var en perfekt connection imellem band og publikum. Senere hen fik vi også rigtig fede sange som Mediocre Man, The Day You Walked, Pain Of Salvation og fællessangen kom til live da vi fik serveret Army Ants og publikum var helt ekstatiske. Bandet forlod scenen, og da de kom tilbage fik vi også hørt den evigt fede Bad Sign hvor Wolff valgte at stille sig på hegnet og stod sammen med publikum imens de spillede sangen. Moribound Town var det sidste sang for aftenens koncert, og jeg var fuldstændig målløs da det var færdigt. Kellermensch er uden tvivl den bedste koncert jeg nogensinde har set af et dansk Rock band. Jeg har i hvert fald tænkt mig at vende tilbage til februar, da bandet giver ekstra koncert på Voxhall, og det burde du også.

Karakter 6 ud af 6

Sætliste:
Atheist in a Foxhole
All That I Can Say
How To Get By
Don't Let it Bring You Down
Mediocre Man
Rattle the Bones
Black Dress
Remainder
The Pain of Salvation
The Day You Walked
Lost at Sea
30 Silver Coins
Army Ants
Ekstra:
Bad Sign
Moribund Town

Læs mere...

Breaking Benjamin - Amager Bio

Første gang i Danmark, 17 år efter deres dannelse – og jeg husker de gode, gamle tider som teenager tilbage omkring 2006/2007 hvor ”Phobia” kom på gaden. Selvfølgelig skulle jeg se Breaking Benjamin, der var ingen tvivl. Heldigvis blev det også en meget positiv overraskelse.

Breaking Benjamin:
Hvad er egentlig meningen...? Et hverdagsshow der rent faktisk slutter til et tilforladeligt tidspunkt, så man stadig kan være frisk og udhvilet dagen efter? Jeg ved det godt, det er jo nærmest forræderi, men det er præcist hvad der er tilfældet i aften. Så kan det godt være der stadig er en ganske lang kø der snor sig foran indgangen, men kl. 20:01 går Breaking Benjamin på scenen uden at se sig tilbage.

Straks er der flere ting, jeg kan og bør kommentere på: det er som skrevet gruppens første gang i Danmark, og det kan i den grad mærkes: der er en spænding i luften, og det gør så absolut intet, at ”So Cold” åbner ballet med stil. Det er samtidigt her det sublimt tilrettelagte lysshow kommer til sin ret, det varer ved hele vejen igennem, hvilket jeg som lystekniker selv kun kan sætte pris på – det underbygger simpelthen glimrende de breaks og finere detaljer, hver enkelt sang indeholder. Men det er imidlertid den sprøde, krystalklare lyd der virkelig rammer én som en hammer: det lyder simpelthen bedre end hvad jeg nogensinde før har oplevet i Amager Bio. Ligesom jeg som lystekniker svært kan ignorere lyset, er det på samme måde med trommerne – de lyder så afsindigt godt, at det er svært at tage blikket fra dem. Det er tungt, det er distinkt, stortrommen buldrer (behageligt) i maven; og dette går igen for alle instrumenterne, som både komplementerer hinanden, og har masser af udfoldelsesplads. Ah men altså, lyden i sig selv er til en topkarakter. Så kan det godt være tre guitarister umiddelbart virker overdrevet, men ikke i aften – dette er GRUNDEN til at jeg går til koncerter: med håbet om, at alle shows må lyde så godt og så massivt som i aften. Der er dér, hvor musikken bliver til mere end på plade.

Så er det også samtidigt heldigt, at Breaking Benjamin tydeligvis kan lide at være her – det skinner igennem, samtidigt med at der opretholdes en dybt professionel tilgang til værket: det skal lyde ordentligt, folk skal underholdes, tiden skal ikke spildes. Det der derimod går tabt, er intimiteten og det personlige bånd mellem band og publikum – det er der intet af. Lige i aften bytter jeg dog gerne, og det ser da også ud til at publikum er tilfredse, for der bliver uden tøven udøvet fællessang både på og uden kommando. Forsangeren behøver faktisk knap nok gøre andet end at bede pænt.

Nej, Breaking Benjamins handicap er, at deres bedst kendte album er 11 år gammelt – og værende deres første gang i landet, virker langt de fleste til at være kommet for nostalgien mere end noget andet. Det trækker ikke ned, men det kunne dog derimod trække gevaldigt op: forestil dig blot, at samtlige sang lige så meget med på nyere sange som f.eks. ”Never Again” eller ”Believe”, som det foregår på ”I Will Not Bow” og ”The Diary Of Jane”.

Så det kører: den ene sang erstatter den anden, flydende og med mindre introsekvenser – tiden flyver afsted, folk er glade. Hvorfor så ikke bare fortsætte sådan? Her kommer den førnævnte professionelle tilgang ind i billedet: folk skal ikke miste fokus, og hvad er mere opmærksomhedsmålrettet, end at lave et medley af de nok allermest tilgængelige rock/metalsange midt i sættet? Lige præcis, det er sgu svært at toppe den idé. Og ærligt, jeg forstår det udmærket: Breaking Benjamin ved godt, at de fleste er her for de ældre sange, og da de ikke udelukkende spiller dem, vil nogle muligvis begynde at kede sig en smule. Og det går jo ikke!

Så vi får både den fjollede, men dog metalliske og insisterende ”Imperial March”, grunge-tilsat-grunge ”Smells Like Teen Spirit”, (hvis Pantera havde eksisteret i dag og set Trump blive valgt) ”Walk”, en speed-udgave af ”Bulls On Parade” (med en tyngde Prophets Of Rage faktisk godt kunne have brugt for nogle måneder siden), samt bedre-end-bandet-selv ”Sad But True”. Eller, sagt på en anden måde, Breaking Benjamins 10 minutters ”i virkeligheden ville vi gerne spille metal...”-medley.

Det er unødvendigt, og lidt for langtrukkent, men jeg forstår: det er ekstremt effektivt, og publikum er helt med. Aftenens eneste ballade, ”Ashes Of Eden”, og trommesoloen giver ligeledes mening – men ingen af delene gør noget for mig, også selvom balladen er skrevet præcist som den skal og trommeslageren er dygtig. Jeg ville bare gerne høre nogle flere sange – og i øvrigt meget gerne nogle i et andet tempo. Javist, den sidste halve time af koncerten er stort set udelukkende hits, men samtidigt alle til hobe midtempo sange. Tiden flyver stadig forbi, men modsat starten og midten som vekslede mere, trænger den sidste del til en anelse mere variation.

Men når først Breaking Benjamin forlader scenen, for så at komme tilbage for kun at spille én sang – den sang alle har ventet på, så er der nostalgi for alle pengene. Men jeg tager det. Ligesom resten af showet, med unødvendige breaks og lir. Det er godkendt, og meget mere til.

Sætliste:
1) – So Cold
2) – Angels Fall
3) – Sooner Or Later
4) – Blow Me Away
5) – Never Again
6) – Failure
7) – Believe
8) – Breath
9) – The Imperial March/Smells Like Teen Spirit/Walk/ Bulls on Parade/Sad But True (medley)
10) – Polyamorous
11) – Ashes Of Eden
12) – Until The End
13) – Evil Angel
14) – I Will Not Bow
Encore:
15) – The Diary Of Jane
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Breaking Benjamin_3
  • Forfatter: Jill
  • Breaking Benjamin_2
  • Forfatter: Jill
  • Breaking Benjamin_6
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Europe - Copenhell 2017

One-hit wonder bandet over dem alle (foruden Survivors ”Eye Of The Tiger”, naturligvis) – hvordan skal det dog gå? Desværre præcist som frygtet... ”Rock The Night”, der ligger i begyndelsen, og så ”The Final Countdown”, helt til sidst, er hvad vi alle er kommet for – det er højdepunkter i sig selv. Men alt imellem? Forglemmeligt.

Publikum er døde, men helt utroligt talrige. Og alligevel lader Europe flot som om, at vi er her for hele pakken. Det er selvbedrag af en vis kaliber, men selv det ville kunne undskyldes, hvis man som minimum hel- (eller bare halv!)-hjertet gjorde sit til at levere et kvalitetsshow. Men det er så idéforladt, så fattigt, og mest af alt så sørgeligt rutine at se på, at det kun kan stå som Copenhells værste booking – nogensinde. Book meget gerne nichebands, eller de som sjældent kommer til landet, eller de som er hamrende usikre. Men de fallerede kan vi sagtens være fri for.

For igen igen er der tale om et band der tror så meget på eget materiale, at man intet gør for at række ud til nye fans – her tæller patetiske crowdcontrol manøvrer altså ikke med, ligegyldigt hvor ofte (i virkeligheden ret sjældent) vi bliver opfordret til fællesklap. Det er tilsyneladende nok at læne sig tilbage og posere, samt løfte mikrofonstativet lidt af og til for lige at vise, at man er i live.

Jeg siger ikke at bandets fans (der er altid nogen), samt de på de forreste rækker, ikke har haft en fest – det har de såmænd nok. Men det er slet ikke nok, og det er så tydeligt at 99 % er kommet udelukkende for at høre én sang. For at få sat et hak et sted i ens bevidsthed, så man kan sige at man har hørt ”The Final Countdown”. Er dét moment så noget værd? Bestemt, luftkeyboardet har vist aldrig stået stærkere end i de små fire minutter. Men det var så også det, og Europe er hermed igen et ligegyldigt band, præcis som de var før Copenhell 2017.

Sætliste:
1) – War Of Kings
2) – Hole In My Pocket
3) – Rock The Night
4) – Scream Of Anger
5) – Last Look At Eden
6) – Firebox
7) – Sign Of The Times
8) – Ready Or Not
9) – Nothin’ To Ya
10) – The Beast
11) – Superstitious
12) – The Final Countdown
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • BAEST_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • EUROPE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BAEST_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Airbourne - Copenhell 2017

Når de gamle helte takker af (frivilligt eller ej), træder de nye kræfter til – dette er i AC/DC’s tilfælde landsbrødrene i Airbourne. Og foruden en lidt for insisterende bas, der varer ved hele vejen igennem, er vi rent teknisk godt sat. Fredagens første hovednavn på Helviti er velbesøgt, og publikum er klar til et solidt skud rock’n’roll – der skal dog gå en halv time, før forsangeren finder ud af, at det at tylle en kvart flaske whiskey i ét er en fantastisk måde at starte en fest på. Men det finder han så ud af!

Og så skal jeg lige love for at bandet lever op, nu med forsangerens energi bag sig. Han kaster ikke længe efter øl ud til mængden (åbne, skal lige siges – så det var lidt en udfordring at gribe dem / et sjovt øjeblik for os andre), og begynder herefter reelt at snakke til de forsamlede. Han sætter sig også på en vagts skulder, for så at dirigere ham nådesløst frem og tilbage nede i fotopitten – alle skal have en highfive! Festen er begyndt.

Og den varer ved de næste tre kvarter. Sangene er frygteligt uoriginale, og ligeledes nær identiske – så selvom Lemmy hyldes overbevisende, er der én overordnet pointe bandet usagt får sagt: når man (næsten) fremfører kopimusik, skal man levere på andre fronter. Og det gør Airbourne så. Da det er tidlig aftentide, er jeg endnu komplet ædru, men jeg er dog ikke i tvivl om, at det ville være en endnu større fest havde jeg fået tilpas indenbords. Det ses helt tydeligt oppe foran hegnet, hvor der er godt gang i den.

Vi har dog ikke længere en forsanger der kravler op i scenens top, som jeg husker det fra shows i fortiden... Til gengæld får vi både wall of death og cirkelpit hen mod slutningen: en fair byttehandel, vil jeg sige. Overordnet bliver det hele gradvist bedre, og jeg tænker ved mig selv, at hvis bare det havde begyndt, hvor vi var efter den første halv time... Så havde det været godt. Og hvis man var fuld, naturligvis. Men måske de to ting sker næste gang. Hvem ved! Tak for dansen.

Sætliste:
1) – Ready To Rock
2) – Too Much, Too Young, Too Fast
3) – Rivalry
4) – Down On You
5) – Cheap Wine & Cheaper Women
6) – Girls In Black
7) – It's All For Rock 'n' Roll
8) – Breakin' Outta Hell
9) – No Way But The Hard Way
10) – Stand Up For Rock 'n' Roll
Encore:
11) – Live It Up
12) – Runnin’ Wild
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • AIRBOURNE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • MOTIONLESS_IN_WHITE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Five Finger Death Punch_1
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Guns N' Roses - Telia Parken

”Not In This Lifetime”-tour: nej, det var nok ikke mange der havde forventet at Axl og Slash kunne begrave deres stridigheder efter så mange år – men her står vi. Ikke siden 1993 har Guns N’Roses været i omegnen af København for et ”klubshow”, og koncerten på Roskilde for 11 år siden bliver der stadig snakket om, og ikke i positive vendinger. Så der er lagt op til den helt store tilgivningssession, men sådan endte det altså ikke...

Guns N’Roses:
Hvilket andet band har animerede pistoler på en storskærm, der affyrer kontinuerlige ”skud” under buldrende volumen – for så, i direkte overgang, at sætte ”Looney Tunes” temaet på, som lyset dæmpes? Hvor skizofrent dét end måtte lyde, bliver det kun værre da ”It’s So Easy” brager ud af højtalerne: hvad/hvem er det meningen man skal lægge mærke til? Er det guitaren, vokalen, trommerne – lyset eller fyrværkeriet – eller måske de to (!) pianister/backing vokalister? Jeg medgiver, at Guns N’Roses har behov for to guitarister – så langt vil jeg gerne gå. Men de to pianister? Man undres... Har bandet nogle sange med keyboard, hvor det ikke er Axl selv der er manden bag? Og er der behov for anden backing vokal, end fra rytmegruppen? Jeg er ikke sikker på det første, men svaret på sidstnævnte er et klart nej.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at lyden er rod af buldrende trommer og skinger guitar: et stort virvar af visuelle og auditive indtryk, eller sagt på en anden måde: Parken slår til igen - igen. Man kunne så håbe at det blot var i begyndelsen, et vilkår man generelt må affinde sig med – men nej, den ellers udødelige klassiker ”Welcome To The Jungle” retter ikke op på rodet. I stedet er det en regulær slagtning, og det bliver her tydeligt at vi i aften står med flere udfordringer. Parkens lyd er ét, men Axl’s stemme er så sandelig også værd at bide mærke i: forpustet, halvgammel, ude af træning – måske en blanding af alle tre, men faktum er, at det lyder helt håbløst, hvis man kender sangen og/eller har en tone i livet.

Resten af besætningen gør heldigvis en hæderlig indsats, og jeg tror at alle forsamlede nu forstår (eller bekræfter hinanden i) hvorfor holdningen var, at der ikke var nogen Guns N’Roses uden Slash. Jeg ved virkelig ikke hvad de ville gøre uden ham og hans overlegne evner. Med det sagt er det stadig med en vis distance, at han fremfører sit værk: jeg føler aldrig jeg kommer ind under huden på manden, på trods af at han mere eller mindre altid er i centrum. Den sidste del af trioen, Duff, er i samme stil nonchalant og cool, som han spankulerer selvsikker rundt. Det er dog rytmeguitaristen Richard Fortus, der altså lidt overraskende besidder mest showmanship i aften: han gør en reel indsats for at vise gejst, og poserer gerne for både kameraer og nysgerrige blikke.

Man skal ikke undervurdere nostalgiens kraft – og i aften er den i top. Men det er stadig urimeligt ringe, selvom enkelte bandmedlemmer forsøger at levere varen. At Axl spæner rundt på scenen som en anden dreng i frikvarteret, kan ikke bruges som undskyldning for hans vokalpræstation – og ligegyldigt hvad er det et dødt blik der møder os, komplet tømt for energi. Handler det kun om pengene, eller hvad? Hvis dét her er standarden, så bør stikket være blevet trukket før touren overhovedet satte i gang. Det ville heller ikke skade at hilse på publikum, måske bare en enkelt gang – kommunikation i det hele taget ville være værdsat. Det føles som en envejsforbindelse, og nok kan man holde folk hen med guitarlir og klassikere fra bagkataloget, men ikke for bestandigt. Ridserne i lakken fremstår hastigt klarere, også for dem på gulvet, ser det ud til.

Jeg er næsten chokeret, for jeg må indrømme at kedsomheden sniger sig op på mig. Jeg sidder og ser et af verdens største rockbands, her på tour med et lineup fans de sidste tyve år knap har turde drømme om... og det er røvsygt. Som mit blik scanner Parken, virker det til at det langtfra kun er mig der har det sådan. Folk ser uinteresserede ud, og er til tider både uopmærksomme eller døde i ansigtet, på samme måde som Axl selv er det. Fra hvor jeg sidder, består undtagelsen af en gruppe midaldrende mænd bag mig, der på ingen måde ser ud som om de nogensinde har tænkt sig at gå hjem – og dét syn er næsten sjovere end koncerten selv.

Der er højdepunkter – bevares. ”Rocket Queen” ser publikum kortvarigt formaste sig til en omgang fællesklap, på anledning fra Axl. At han så i de efterfølgende sange, der bl.a. inkluderer et AC/DC cover, synger pivfalsk... det gør sgu ikke meget for at redde affæren. Og lige her kan vi byde den næste udfordring velkommen: den lange sætliste. Guns N’Roses er gået 100 % ind på at give fans muligheden for at høre så meget af deres materiale som muligt – det er jo prisværdigt, men der er altså tale om et band, der bider over alt for meget end de kan fortære. Når der er flere studiealbums at tage af, hvorfor så inkludere intet mindre end 8 covers, for det meste af ringe kvalitet?

Normalt ville jeg påskønne at få fuld valuta for pengene, men omvendt kan det blive en seriøs hæmsko, hvis det ender med at kun de største hits bliver reelt værdsat – når der skal ørkentraves igennem så meget fyld på vejen dertil, så taber man pusten. To timer ville have været rigeligt, og, med al respekt for Slash’ evner, så er det strengt talt ikke nødvendigt med to x guitarsolo i næsten hver sang – og da slet ikke en udenom disse. Men gudhjælpemig om de ikke fortsætter ufortrødent. Da klokken er en halv time fra midnat, er jeg for længst stået af, men det skal åbenbart vare tre timer – og for al sin nostalgiværdi og publikums øjebliksentusiasme, ødelægges ”Sweet Child O’Mine” af både Parken og Axl i uskøn forening. Heller ikke Soundgardens ”Black Hole Sun” eller Bob Dylans’ ”Knockin' On Heaven's Door” har fortjent denne mishandling, og da ”Paradise City” endelig lukker ballet, har jeg været klar til at gå i alt, alt for lang tid. ”Det bliver simpelthen ikke bedre”, tænkte jeg for en time siden, og det gjorde det minsandten ikke... Fy for en fuser.

Sætliste:
1) – It’s So Easy
2) – Mr. Brownstone
3) – Chinese Democracy
4) – Welcome To The Jungle
5) – Double Talkin' Jive
6) – Better
7) – Estranged
8) – Live And Let Die (Wings cover)
9) – Rocket Queen
10) – Whole Lotta Rosie (AC/DC cover)
11) – You Could Be Mine
12) – New Rose (The Damned cover)
13) – This I Love
14) – Civil War
15) – Yesterdays
16) – Coma
17) – Speak Softly Love (Love Theme From The Godfather) (Nino Rota cover)
18) – Sweet Child O' Mine
19) – My Michelle
20) – Wish You Were Here (Pink Floyd cover)
21) – November Rain
22) – Black Hole Sun (Soundgarden cover)
23) – Knockin' On Heaven's Door (Bob Dylan cover)
24) – Nightrain
Encore:
25) – Patience
26) – The Seeker (The Who cover)
27) – Paradise City
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Alter Bridge - Copenhell 2017

Mit kendskab til Alter Bridge består kun i et par enkelte numre, hvis titler jeg ikke rigtig har følt behov for at huske. Mit indtryk af dem er, at det da er ganske godt skrevet, men at det er meget pænt og meget ufarligt af så’n noget hård rock at være.

Det er såmænd også det indtryk, jeg sidder tilbage med efter denne fredag aften. Alter Bridge har rigtig mange gode kvaliteter, bevares. Især vokalist Myles Kennedy har en ekstremt lækker klang og en ganske sindssyg teknik. Og Mark Tremonti ER da en fed leadguitarist. Mange af hans soloer er desværre bare lidt retningsløse og ligesom resten af bandet præget af en noget uregelmæssig lyd, som dog skyldes fænomenet ikke-ordentligt-fastspændte-højttalere-i-blæst, der desværre er noget langt mere alvorligt end en hypotetisk titel på et hypotetisk stykke moderne kunst. Tag nu ved lære, Copenhell.

Nej, men det er egentlig meget sjovt: Alter Bridge er på sin vis slet ikke nogen ringe gruppe. Udover at især C-stykkerne gerne trækker på veksler fra både ældre og nyere metal, skriver bandet fine melodier og har en både fin energi og et fint overskud. Tingen er bare, at det hele netop er meget fint. Og det bliver kun sjovere af, at overtegnede selv har en afgrundsdyb svaghed for store dele af 80’ernes puddelrockscene, der netop var enormt spiselig sammenlignet med storbritanniens nye heavybølge og vestkystens spirende thrashscene.

Men hvor datidens Mötley Crüe reelt var møgbeskidte og bogstaveligt talt dødsensfarlige, og hvor Def Leppard stadig er ubesejrede i gudeproducerede stadionbaskere, har Alter Bridge for mig at se ikke de store personlighedstræk, der adskiller dem fra flommen af dén 21st century post-post-grunge-bølge, de red ind på for de dérsens 12-13 år siden.

Copenhell-publikummet virker ellers overvejende glade deroppe foran. Og hen imod slutningen kommer der da også et par stand-out-momenter i form af den fine “Blackbird” — komplet med Beatles-intermezzo — og den sigende “Metalingus”. (Hvad skal jeg dog egentlig mene om dén titel?). Men ud fra hvad jeg har kunnet bedømme på de yderligere anmeldelser, jeg har læst af denne Alter Bridge-performance, har jeg ikke været den eneste, der sad tilbage med et lidt lunkent indtryk.

Alter Bridge får gerne en chance til på et andet tidspunkt, men jeg vil fortsat opprioritere at lytte til de REO Speedwagon-skiver, jeg stadig har til gode. Uden yderligere sammenligning i øvrigt. REO Speedwagon er bare så'n et band, man taler for lidt om, så jeg syntes lige, jeg ville nævne REO Speedwagon et par gange.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Alter Bridge_4
  • Forfatter: Jill
  • POWERWOLF_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BATUSHKA_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed