fbpx

Long Line Down - Days Gone By

At en ny duo træder ind på musikscenen er der ikke noget specielt i – det sker hele tiden. Alligevel formår Long Line Down at falde udenfor normen, idet besætningen med trommer (Anders Holm) og guitar (Martin Christensen) ikke er den mest gængse; specielt fordi det er førstnævnte, der står for vokalen.

Bandets debutalbum har fået titlen “Days Gone By”, en titel som umiddelbart leder tankerne hen på modne mænds tilbageblik på livet. Det stemmer ikke på Long Line Down, for bedømt på billedmaterialet er de to ret unge. Det forhindrer dem ikke i at prøve kræfter med klassisk Rock og Blues, som de kombinerer på forskellig vis hen over de tretten numre. De første af disse befinder sig i den mere poppede og lettilgængelige del af skalaen, hvor ”Fathers Words” minder om Crowded House, mens ”Bareboned” kører med latin rytmer. Igennem numrene er det især Holms rene og udtryksfulde vokal, der scorer point.

Herefter er der primært Blusrock på programmet, som spænder fra det stille og tilbagelænede i ”Morrow” til det rigtig seje i ”Old Man”. Generelt fungerer det fint, men flere steder sidder jeg med en fornemmelse af, at numrene mangler et eller andet, som om de ikke er helt gennemarbejdede. Det har d’herrer Holm og Christensen rig mulighed for at rette op på, for jeg forventer at høre meget mere til Long Line Down.

Tracklist:
1. GENERIC
2. FATHERS WORDS
3. BAREBONED
4. ME & I
5. CATHERINE
6. JOHN DOE
7. SAILORS LULLABY
8. KINDA KNEW
9. BANISHED
10. THE WAY IT IS
11. OLD MAN
12. MORROW
13. A PAWN IN THE GAME
Samlet spilletid: 42:30

Læs mere...

U2 - Royal Arena, 29.09.18

Lige siden det dengang næsten ukendte irske band optrådte på Roskilde Festival i ’82 har bandet været en særlighed i en dansk kontekst. Vi fortæller os selv, at det var dén optræden der gjorde, at U2 blev propelleret fremad mod den berømmelse de i dag (retmæssigt) nyder. Jeg er slet ikke gammel nok til at vide om det er korrekt, eller måske en anelse overdrevet, så dén tankestrøm vil jeg ikke bevæge mig videre nedad. Det er dog sikkert og vidst, at det nu er otte år siden U2 var her sidst og at det er ikke mindre end 13 år siden deres sidste visit i hovedstaden.

U2:
Forventningerne er derfor høje, både i dag og til morgendagens ekstrashow, begge udsolgte for længst. Både fordi det er lang tid siden, men også det faktum, at U2 igennem stort set hele deres levetid har gået op i, at levere en optræden udover det forventelige (deres 360°-tour fra 2009-2011 er stadig den bedst sælgende på verdensplan). Denne gang er det en efterfølger til ” iNNOCENCE + eXPERIENCE tour” fra 2015, nu navndøbt ”eXPERIENCE + iNNOCENCE”, og begge i forbindelse med U2’s seneste og 14. album, Songs of Experience. Okay, så er vi ligesom på plads.

Royal Arena er proppet til bristepunktet fra gulv til siddepladser. Selv får jeg en fantastisk udsigt fra siden, og er et kort øjeblik glad for, at jeg ikke står som sild i en tønde på gulvet. De tanker bliver mere og mere udsagte som klokken slæber sig af sted: U2 skulle have været på scenen kl. 20:00 præcis, men der går hele 25 minutter inden der sker noget. Men så løfter der sig også en slags magi i luften som den aflange storskærm i midten af salen langsomt begynder at lyse op – og herefter er alle tanker om forsinkelse og sild-i-tønde som forduftet. En strøm af kraftige billeder af ødelæggelse fra forskellige krige og konflikter strømmer over skærmen, men alligevel med en vis opmuntrende underlægningsmusik, inden en kort del af talen fra ”The Great Dictator” dukker op. Herfra skifter billederne til et mere moderne islæt over f.eks. Trump, Putin og #MeToo alt imens Chaplins slagkraftige røst om, at tage magten tilbage fra diktatorer til folket brøler ud i rummet.

Så er vi i gang. Via nettet kunne man lade sig forstå, at første halvdel af koncerten ville se bandet spille ”indeni skærmen”. Det viser sig, at det skal forstås bogstavelig talt da det under åbneren ”The Blackout” afsløres, at U2 rent faktisk står inde i, ja, skærmen. Og spiller, altså. Herefter vender de snuden mod scenen bortset fra Bono der beder om ”vores lys”, og det får han i overflod, inden han ender på det runde podie for enden af storskærmen (i højre side af salen, selve scenen er til venstre).

Og nu da de første indtryk har indfundet sig kan man læne sig en anelse tilbage og bare lytte. Det er noget af den bedste lyd arenaen har præsteret, kan jeg hurtigt konkludere. I virkeligheden er det faktisk næsten for pænt, for vellydende, hvilket er en mærkværdig kritik i en koncertsituation, for det skal jo lyde godt, ellers kan det næsten være ligemeget. Det er også sandt, det er blot utroligt hvor kontrolleret det lyder: guitaren går direkte og ubesværet i øregangene, trommerne buldrer ikke det mindste og vokalen... okay, givet, den er måske en lillebittesmule for lav i mixet (men jeg mistænker, at det handler mere om Bono end det tekniske aspekt). Helt overordnet mangler der en vis oomph! for, at det står perfekt – men der er altså latterligt kort derhen, og igen må jeg understrege hvor godt det lyder. Hatten af for den lydtekniker.

Alle fik ved indgangen udleveret et papir med en farve på og i ”Beautiful Day” kan man se resultatet: et dansk flag vejer smukt og en anelse skævt overfor mig, mens vi på denne side står med et irsk. Det er både en fin idé og måde til at få publikum involveret i foretagendet. Ikke at Bono behøver det, han er stadig en showmand uden lige. ”Giv mig lys!”, og der er lys. ”Op med hænderne, København!”, og hænderne er i vejret. Og det endda uden at ty til de visuelle tricks konstant: storskærmen kører naturligvis meget af tiden, så der er noget at se på, men det er altid ift. en specifik sang eller tema. I samme omgang er de tre andre herrer der udgør U2 fint tilfredse med at stå i baggrunden. Og det er helt fint. Det viser sig faktisk som en overordnet tilgang hele vejen igennem, at U2 ikke nødsager sig til at have en særlig gimmick ved hver eneste sang (Coldplay, jeg kigger på dig). De behøver ikke hoppe og springe, for musikken kan sagtens bære det uden. Det gør, at man har mulighed for at tage det ind, nyde det, opleve det – slappe af i det. Selvfølgelig ER det planlagt ned til mindste detalje som da Bono vandrer ned af den i-storskærmen-skabte vej i ”Cedarwood Road” eller når ”Copenhagen” indsættes forskellige steder i teksterne. Eller at de forskellige anekdoter helt sikkert er sagt mange, mange gange før. Selvfølgelig er det planlagt. Men der er midt i det tilpas meget plads til den nøgne livefremstilling så det ikke kammer over i et visuelt cirkus uden lige. De animerede seancer på storskærmen er en fryd at lade sig opsluge af, alt imens musikken vellydende og ubesværet bevæger sig ind og ud af øregangene – fordi de ikke er i vejen, men supplerer frem for at overtage fokus.

En times tid senere skifter U2 fra den store scene i venstre side til den lille og runde i højre del af salen, som Bono tidligere alene af og til stod på (som nu også aktiveres med symboler, billeder og lignende direkte under bandets fødder). Nu kan alle således få et godt blik på dem, og i den første sang er der en forhøjet begejstring af spore iblandt publikum. Ikke at det ”behøves”: publikum har været rigtig godt med fra den første anslåede tone, om det så er nyt eller gammelt, roligt eller med mere gang i den. Her på siddepladserne er det i samme omgang voldsomt begrænset hvor meget man reelt får lov at sidde ned, for halvdelen af tiden står alle op alligevel. Rygterne om Bonos storhedsvanvid var måske sande engang, men ikke i aften. Her er det i stedet en ganske selvrealiseret frontmand vi møder. I en længere introduktion til ”Vertigo” beretter han med ironi og store armbevægelser om, at man som ”indbildt rockstjerne ikke er bedre end de virkelige helte som skolelærere, brandmænd og pædagoger”. Det er nu ret forfriskende med et band der kan se tilbage på fortiden og med åbne øjne samt humor berette om, at ja, vi tog sgu munden for fuld – det har vi lært noget af, den rejse.

Det bringer os jo også meget naturligt til det politiske, for også her har bandet og især Bono taget ved lære af fortiden (eller i hvert fald reageret på den). Der gøres med ironisk distance grin med burka- og smykkeloven under ”Acrobat”, mens personer som Viktor Orbán, Marine Le Pen og Jimmie Åkesson ”hyldes” da Bono via storskærmen for en stund transformeres til Macphisto (deres egen figur baseret på Mephisto/Mephistopheles, den onde dæmon). For mit vedkommende tager jeg dette teaterstykke over storslåede (og til dels selvhellige) taler til hver en tid. Disse politiske intermezzoer er også tilpas korte og spredte til ikke at afbryde flowet, også selvom de opstår flere gange. Her i ”Acrobat” er det med en spydig distance, som teaterformen bl.a. kan skabe, mens det tidligere under ”The Ocean” glider ubesværet fra en personlig fortælling centreret om Middelhavet om bl.a. at se ens børn vokse op – for så at hoppe til billeder af flygtninge på flugt over selvsamme hav, hertil med billeder af børn ind imellem. Et sted efter ”Acrobat” stikker det politiske væsen sit hoved op igen, denne gang med klip først af indvandrerkritiske toner for så, igen gnidningsløst, at slå over i ”Refugees welcome!”-demonstrationer alt imens Bonos indtrængende røst når os med ordene ”this is who we are!”. EU får også en (uironisk) kærlig hilsen med på vejen, da der vises helikopterbilleder af forskellige byer som så falmer ud og bliver til gule stjerner på et blåt lærred, og det danske flag smelter i samme omgang til ét med det europæiske. Der tages til sidst beskik af #MeToo-kampagnen via ”Women of the World”-højtalerkoret, der åbner encoret inden ”One” kryber ud over højtalerne og også får en kort politisk bemærkning med på vejen.

Man slipper altså ikke for politik i aften, men havde man regnet/håbet på andet var det nok også et utopisk ønske. Men det kammer ikke over på noget tidspunkt, ikke rigtigt. Og som vi kommer længere og længere ind i aftenens forløb skiftes der nu ubesværet fra scene til scene, fra det politiske til det personlige. Vi når så til førnævnte ”One” der udgør en trio af sange inden Bono på egen hånd lukker og slukker. Resten af bandet har uden man rigtigt har bemærket det nemlig allerede forladt scenen, så frontmanden takker os alle fra midten af salen, synger sidste vers, og forlader så hallen via en brandudgang – Bono has left the building. I de næste ti-tyve sekunder er der mørke – og stilhed. Den skønneste stilhed, hvor alle holder vejret og tager det hele ind. Kommer der mere? Nej, det gør der ikke.

Sjældent har jeg oplevet, at en tours navn er så korrekt som i aften. Det er nemlig først og fremmest en oplevelse, det er ikke ”bare” en koncert eller et show, det er mere end det og som aftenen skrider fremad bliver vi blidt og behageligt, ja sommetider næsten umærkeligt, ført længere og længere ind i U2’s univers hvor alle er venner og hvor der ikke er nogen problemer og der er plads til alle og verdens folk er én. Et andet navn for dét ville være naivitet – eller uskyldighed. Således ved vejs ende, og vi kan alle gå ud i den barske og virkelige verden, hvor svarene ikke er så simple. Men hvad er musik, og deraf koncerter, hvis ikke eskapisme af en art? På den måde giver U2 i aften, foruden de mindste og nærmest trivielt ligegyldige småting, en af de bedste oplevelser jeg nogensinde har haft. En af de der i sandhed magiske oplevelser, hvor det kun er det lige foran én der har betydning og hvor man er komplet opslugt. Ja, det er blot et selvskabt rum, men det er okay at drømme, også når man hedder Bono og når man hedder U2.

Sætliste:
1) – The Blackout
2) – Lights Of Home
3) – I Will Follow
4) – All Because Of You
5) – Beautiful Day
6) – The Ocean
7) – Iris (Hold Me Close)
8) – Cedarwood Road
9) – Sunday Bloody Sunday
10) – Until The End Of The World
11) – Elevation
12) – Vertigo
13) – Even Better Than The Real Thing
14) – Acrobat
15) – You're The Best Thing About Me
16) – Summer Of Love
17) – Pride (In The Name Of Love)
18) – Get Out Of Your Own Way
19) – New Year’s Day
20) – City Of Blinding Lights
Encore:
21) – One
22) – Love Is Bigger Than Anything In Its Way
23) – 13 (There Is A Light)

Læs mere...

Redemption - Long Night's Journey Into Day

Der er gået to år siden Redemption udgav ”The Art Of Loss”, og dermed er bandet fra Los Angeles vendt tilbage til deres normale frekvens for studieudgivelser. Albummet markerer også noget nyt, idet det er det første med Evergrey- sangeren Tom Englund i front; han afløser Ray Alder, som forlod bandet sidste år.

At det ikke er et dårligt valg, beviser Englund allerede i åbningsnummeret ”Eyes You Dare Not Meet in Dreams” – Han synger kraftfuldt og varieret, og viser en glimrende indlevelse i nummeret. I det hele taget viser Redemption sig her fra deres bedste side: Nummeret er udstyret med virkelig stærke melodier, og på den musikalske side er der næsten perfekt balance mellem den meget varierede rytmesektion og de stærke guitarparter og flotte soli. At det hele er produceret til topkarakter, er næsten en selvfølgelighed.
At jeg bruger så meget plads på det første nummer skyldes, at beskrivelsen er dækkende for resten af albummet, når vi ser på fremførelse og opbygning. Og hvis Redemption havde præsteret lige så stærkt materiale på resten af albummet, havde jeg kvitteret med et sekstal i bedømmelsen. Når det ikke sker, skyldes det nogle blege numre omkring albummets midte, hvor der trædes lige lovlig meget vande. Men resten af albummet er Progressiv musik af høj klasse, så det sendes videre med en klar anbefaling herfra.

Tracklist:
1. Eyes You Dare Not Meet in Dreams
2. Someone Else's Problem
3. The Echo Chamber
4. Impermanent
5. Indulge in Color
6. Little Men
7. And Yet
8. The Last of Me
9. New Year's Day
10. Long Night's Journey into Day
Samlet spilletid: 64:42

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Nick Cave & The Bad Seeds

Mørkemanden over dem alle, velsign os små og skrøbelige mennesker endnu engang! Det er ni år siden sidst for mit vedkommende, også dengang på Orange Scene. Og manden bliver modtaget som en ny messias, i hvert fald blandt folk i de forreste pits. Det er manden, og så hans band – sådan er rollerne fastlagt. Derfor er det også helt i ånden, at han begynder alene tilnærmelsesvis som spoken word i ”Jesus Alone”. Herefter dukker The Bad Seeds op, et bredt ensemble med både en pianist, en perkussionist og en violinist, dertil foruden, at Cave selv både behersker guitar og klaveret af og til.

Og hovedpersonen er i hopla. Om han så besøger publikum igen og igen, sidder bag klaveret eller ham og ’Seeds går fuldstændig amok i ”From Her To Eternity” hvor der kastes med mikrofoner og bliver skruet op til elleve, hvor Nick Cave er nede på sine tryglende knæ og violinisten vælter (kontrolleret) rundt – det stikker af. Men det kan ligeså godt siges med det samme: der er halvtomt foran Orange. Hvorfor? Bevares, jeg havde ikke forventet at alle ville være her, men når man uden problemer kan nå næsten helt op til det bagerste hegn så føles det mangelfuldt. Kender de unge Roskildegængere ham ikke, måske? Jeg mindes i hvert fald en hel del flere ved siden optræden. Som ”modspil” når lyden dog gnidningsløst hele vejen ud, og hvilken massiv, insisterende, ruskende herlig lyd. Foruden en lidt for fyldig bas af og til er det lige i øjet. Så langt så godt.

Der slår mig, at jeg her og nu indser hvor bands som f.eks. Kellermensch har draget inspiration fra, og ikke kun musikalsk og/eller lyrisk. Dynamikken er den samme med forsangeren/hovedmanden der driver værket fremad og hvor bandet er som et maskineri der starter og stopper på kommando. Effektivt, og naturligvis levende i sin egen ret, men med et klart defineret forhold. Den dynamik er nok mest tydelig i den trekløver af skøn og nådesløs musik fra ”From Her To Eternity” over i ”Loverman” og så ”Red Right Hand” vi får her i midten af showet. Det er voldsomt og larmende, tungt og vildt, lige fra lyden til volumen til det skumle lys. Det er herligt at overvære.

Så når vi til balladerne. ”Into My Arms” finder som ventet vej og hvis Nick Cave har ét hit han egentlig sagtens kunne skippe må det være denne, god som den er. Jeg mener, resten af sættet er ikke ligefrem en hit-kavalkade og hurra for det. Under alle omstændigheder har ”Into My Arms” ikke en chance mod publikums snakkende tendenser, og den bliver som følge deraf umulig at nyde. Så klarer ”Girl In Amber” sig lige marginalt bedre, men udelukkende fordi der ikke er kunstpauser i sangen. Snakkeklubben, der altså som minimum strækker sig helt hen til lydteltet, var sådan set også til stede tidligere, men i larmen markant sværere at blive distraheret af. Overordnet er det mest af alt trist, at så mange af tilskuerne ikke har blikket vendt mod scenen – der er ellers masser at se på, og Nick Cave & The Bad Seeds fortjener bedre med den indsats de lægger for dagen.

Vi går naturligvis lidt ned i tempo som følge af balladerne – men så direkte op igen med ”Tupelo” og ”Jubilee Street”. Sidstnævnte munder ud i et inferno af lyd så det er de store post-rock bands værdige. Det gør godt. Ligeledes gør ”Weeping Song” med dets lille publikums-intermezzo: hvad det præcist går ud på er lidt svært at greje her på afstand, men det virker, så hul i det. ”Stagger Lee” og ”Push The Sky Away” lukker elegant og selvsikkert. Førstnævnte bliver effektfuldt trukket i langdrag (men aldrig for langt) hvor både Cave og violinisten er i sit energiske, ja næsten dyriske es. Sidstnævnte går i den diametralt modsatte retning med dens atmosfæriske, drømmende og gentagende fraser a la titlen. Det er en sublim afslutning hvor vi kommer fuld cirkel både musikalsk og følelsesmæssigt. Hvis bare snakkeklubben var blevet hjemme, hvis bare flere havde været med, hvis bare... ja, man kan ønske sig så meget. Det kunne have været årets koncert, og det var det måske også, men kun for de indviede.

Sætliste:
1) – Jesus Alone
2) – Magneto
3) – Do You Love Me?
4) – From Her To Eternity
5) – Loverman
6) – Red Right Hand
7) – Into My Arms
8) – Girl In Amber
9) – Tupelo
10) – Jubilee Street
11) – The Weeping Song
12) – Stagger Lee
13) – Push The Sky Away
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Kontinuum - No Need to Reason

Mit første møde med Kontinuum ligger tre år tilbage, og omhandlede bandets andet album, ”Kyrr”. Nu er islændingene tilbage med ti nye numre, som de samlet har givet navnet ”No Need to Reason”.

På ”Kyrr” dyrkede Kontinuum det stemningsfyldte og lidt mørke, og den stil har de holdt fast i. Numrene er baseret på guitarer, som er nedtonede, og i det hele taget er musikken lidt indadvendt. Især på albummets første halvdel har numrene svært ved at imponere, det er som om tingene ikke rigtigt kommer i gang. Derfor skal vi helt hen til albummets midte, hvor titelnummeret med sin fine stemning og Pink Floyd-agtige vokal giver forhåbning om mere kvalitet.

Den kommer på andel halvdel, men det er ikke fordi jeg ligefrem bliver blæst bagover i stolen. ”Erotica” klarer sig fint med friskere tempo, men albummets stærkeste track er ”Two Moons”; her er der endelig noget af den styrke i melodierne, som jeg har savnet i de første skæringer.

Konklusionen bliver, at albummet starter ret ensformigt og blegt, men selv om der sættes ind med en slutspurt, kan det ikke helt redde Kontinuum; jeg er lidt skuffet over udspillet, så bedømmelsen ender en halv stjerne under, hvad forgængeren høstede.

Tracklist:
1. Shivers
2. Lifelust
3. Warm Blood
4. Neuron
5. No Need to Reason
6. Low Road
7. Erotica
8. Stargaze
9. Two Moons
10. Black Feather
Samlet spilletid: 47:02

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Natjager

NATJAEGER_3At tro, at der ville være proppet så tidligt på dagen var nok ønsketænkning, men ledt an af den altid hyperenergiske forsanger ser Natjager ikke ud til at bekymre sig det mindste – så selvom det er en relativt lille flok der er mødt op, føles det som om, at bandet kunne spille foran tusind mennesker. Kort sagt, Natjager er langt mere selvsikre og sammentømrede end for et år siden og dertil er der nu fuld kontrol over teknikken ift. den kendetegnende autotune-vokal.

Generelt vokser bandet meget, både live og på album. Det er ikke ofte, at man kommer til en koncert, glæder sig til det gamle og kendte – og så går derfra med en oplevelse af, at det nye er bedre. Ikke at misforstå: ”Historier” og ”Blå” lægger glimrende fra land og både ”Tyler Durden” og ”Drøm Hårdt” (sidstnævnte dedikeret til gode, gamle Onkel Reje) vækker genkendelsesglæde og engagement hos publikum – men det er den nye og hårdtslående ”Diamant” der umiddelbart stjæler showet. Med det sagt går de syv allerede udgivne sange bedre ind og tre nye skæringer i streg er liiiige i overkanten, især da ”Bjerg” her ved første lyt virker en anelse anonym. Det skal nok blive anderledes når den kommer ind under huden, men der er vi som bekendt ikke endnu.

Pandæmonium disker i dagens anledning op med en tung og kradsbørstig lyd og dertil en passende volumen; endelig, kunne man fristes til at sige. Om det gør en forskel ift. publikumsmængden, ja nok ikke, men over de næste tre kvarter kommer der alligevel en god portion mennesker til. Og selvom det kun er de forreste rækker der virkelig føler den og trækker bare en anelse op til ballade, ja så er det underholdende (men altså for tidligt for moshpits og lignende). Dette gælder dog ikke for forsangeren Jon Sluzh Kirkhoff der i vanligt vis gør alt for at få energien udover scenekanten, og lykkes: han står aldrig stille, hopper frem og tilbage, besøger publikum både under ”Blå” og ”Ingenting”, fortæller små anekdoter og smiler vildt gennem det viltre skæg.

Natjager føles her et år senere næsten som et nyt band, og med den smukke / melankolske ”Feberdrøm” samt den tilnærmelsesvist System Of A Down-sprælske ”Rejser” bliver vi sendt godt afsted. Som fan er jeg fuldt ud tilfreds. Som anmelder kan vi ikke komme udenom, at dette var en koncert for de få. Der er et stykke vej op til de stjerner og planeter vi synger om, og ikke alle kommer til at kunne lide rejsen, men skidt med dem – de er ingenting, og vi andre kan dele historien sammen. Drøm hårdt, homie.

Sætliste:
1) – Historier
2) – Blå
3) – Tyler Durden
4) – Drøm Hårdt
5) – Konkylie
6) – Diamant
7) – Bjerg
8) – Ingenting
9) – Feberdrøm
10) – Rejser

Læs mere...

Árstídir - Nivalis

Man må sige, at Árstídir fik noget af en kanon start hjemme på Island; fra de tre medlemmer mødtes og spillede på små klubber i 2008 til de stod med et radiohit gik der kun få måneder, og derfra var der ikke langt til udgivelse af albums og internationale turnéer med navne som Anneke van Giersbergen og Pain Of Salvation. Nu er bandet klar med deres fjerde album, ”Nivalis”, som udsendes på Season of Mist.

Dette samarbejde kan umiddelbart virke overraskende, for selskabet er kendt for deres udgivelse af Metalverdenens mest ekstreme repræsentanter – og Árstídir ligger næsten så langt herfra, som de kan komme. Islændingene spiller Rock, men i en udgave, hvor der ikke er ret meget fokus på det rytmiske – her bliver der mere antydet end hamret igennem. I stedet arbejdes der meget med de stemningsmæssige aspekter i musikken, hvor udstrakt brug af klaver og strygere ofte er toneangivende.
Ellers er det vokalerne, der påkalder sig opmærksomhed, og jeg kan godt nikke genkendende til pressematerialets sammenligning med Simon & Garfunkel, men synes også at høre inspiration fra Bee Gees (vel at mærke fra tiden FØR der gik Disco i den). Resultatet er meget flotte harmonier, som passer perfekt til de førnævnte stemninger i numre, der tangerer både Pop og Folk. Resultatet er gennemført og flot udført, men set i lyset af tre kvarters spilletid, er der for få spændende øjeblikke – også for ikke-metalheads.

Tracklist:
1. While This Way
2. Lover
3. Please Help Me
4. Entangled
5. Like Snow
6. Þar sem enginn fer (sjálfviljugur)
7. Circus
8. Órói
9. Mute
10. Conviction
11. In the Wake of You
12. Wasting Time
13. Passion
Samlet spilletid: 46:07

Læs mere...

Northside Festival 2018: Jimmy Eat World

Damn, 10 år. Hvor er de blevet af? Ligesom N.E.R.D. lige forinden oplevede jeg sidste gang emo-rockerne i Jimmy Eat World for over 10 år siden, dengang i Lille Vega. Jeg husker det som godt, men uden flere klare detaljer. Og der skulle da også gå 9 år før de vendte tilbage til vores breddegrader, mere præcist på Tinderbox sidste år. Og nu er de så her. Hvad forventer jeg egentlig?

Det er svært at sige. Ligesom forsamlingen op til nu er den mest blandede jeg har set på Northside, således er jeg også selv blandet; afventende, nysgerrig, men også noget distanceret. Jeg har ikke dyrket bandet i den mindste grad, men lyttede dog op på dem her inden og kunne konkludere, at de ville fokusere på ”Bleed American” og ”Futures”: de to albums der propellerede Jimmy Eat World fra undergrunden til mainstream succes – det kan godt være vi max. er nogle hundrede mand her i dag (og det er gavmildt sat, området omkring Rød Scene er ikke engang halvt fyldt), men i USA er det gigantiske arenaer der er tale om. Det må være spøjst for sådanne bands at komme hertil, og nogle gange kan man undre sig over hvorfor de overhovedet gider.

Sidstnævnte er hurtigt der jeg lander: hvorfor er I her, Jimmy-drengene? Det er ikke ligefrem entusiasme eller spilleglæden der lyser ud af jer. Det tekniske sidder i skabet, lyden ligeledes, men nøj hvor det ellers kører på den grumme rutine, dette foretagende. Det er langt fra dårligt, vi har trods alt at gøre med nogle ekstremt erfarne herrer – men det klikker bare ikke rigtigt. Og det handler altså ikke om sangene: det er de store hits der bliver leveret, kun enkelte udstikkere til de mindste populære albums finder vej til sætlisten, og håndværket er helt i orden. Men der mangler følelser i det, nerve og bare en anelse vildskab. Det er alt, alt for pænt, og i den grad det modsatte af nærværende, selvom der som nævnt kun er ganske få mødt op, og det derfor på alle måder har muligheden for at være intimt – det sker bare ikke.

Måske er det dét faktum, at mange virker til at være dukket op som interesserede i stedet for som fans. Måske gad Jimmy Eat World bare ikke lige denne dag. Under alle omstændigheder får ”The Middle” som den eneste skæring kortvarigt gang i forsamlingen, men dét er så også det, og her tre kvarter senere er det forbi. Middelmådigt i ordets klareste forstand.

Sætliste:
1) – Bleed American
2) – A Praise Chorus
3) – Big Casino
4) – Sure And Certain
5) – Futures
6) – Pain
7) – Work
8) – Love Never
9) – Lucky Denver Mint
10) – Sweetness
11) – The Middle
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Roamer - What The Hell

Keyboardspilleren og sangeren Samuel Blatter har spillet i forskellige bands, ligesom han har skrevet musik til teater i hjemlandet Schweiz. I 2008 dannede han bandet Roamer som en platform for sine egne musikalske visioner, hvilket tidligere har kastet to EP’er af sig. Nu følger det første udspil i fuld længde, ”What The Hell”.

Det var nogenlunde hvad jeg tænkte, da jeg første gang hørte åbningsnummeret ”Open My Pants”; nummeret har meget skæve rytmer, som konstant udfordrer omverdenen. Men det er kun et spørgsmål om at fange lytterens opmærksomhed, for herfra bliver tingene mere retlinede. Resultatet er numre, som i opbygning og brug af rytmer holder sig på kendte stier.

Men selv om Roamer holder sig til Rock af mere almindelig støbning, bliver der plads til små skævheder, især på vokalsiden. Her veksler Blatter mellem forskellige former for sang, men nogen stor sanger er han ikke – stemmen har sine begrænsninger.

Dem er der færre af i musikken, hvor jeg flere steder synes at kunne høre inspiration fra Beatles. Alligevel befinder Roamer sig fint i nutiden, selv om det er svært at placere bandet 100% indenfor kendte genrer. Det er positivt med kunstnere, som forsøger at skille sig ud, men desværre skaber Roamer for få øjeblikke, hvor deres musik virkelig trænger igennem.

Tracklist:
1. OPEN MY PANTS
2. TODAY
3. WHAT THE HELL
4. SICK ENOUGH
5. BYE BYE BABY
6. THERE´S NO ME
7. ONE STEP
8. TOUCHSCREEN
9. REBEL
10. NUMBER
11. SUNDAY MORNING
Samlet spilletid: 45:32

Læs mere...

Darius - Clôture

Med den lidt usædvanlige besætning trommer, bas og hele tre guitarer udsender det Schweiziske band Darius deres anden udgivelse i form af EP’en ”Clôture”. Både bandet selv og deres pladeselskab er nærige med oplysninger, men trommeslageren Julien Bernard er åbenbart ny i foretagenet.

Han gør sig nu ikke meget bemærket, for musikken byder ikke på de store rytmiske udfordringer – Darius holder sig til at spille Rock uden overraskelser, det meste bevæger sig afsted drevet af enkle guitarmelodier. Desværre sker det uden at man bemærker antallet af guitarer – musikken udfordrer på intet tidspunkt lytteren. Det eneste man har at glæde sig over, er et par udmærkede melodistykker, men det er altså for lidt til at udfylde knap 25 minutters spilletid. Kun i ”Pipistolet” bliver der skruet en smule op for intensiteten, men nummeret er så kort, at man kun lige når at opdage det, inden Darius falder tilbage til deres vanlige stil.

Når man vælger at stille op uden vokalist, er man tvunget til at byde ind med noget andet – på papiret har Darius alle forudsætninger herfor ved hele tre guitarer i line-uppet. Desværre bliver chancen forpasset, for potentialet bliver på intet tidspunkt udfoldet. For mig er denne EP derfor et fejlskud, som bør give bandet anledning til at overveje den fremtidige kurs.

Tracklist:
1 Glaucal
2 Charlotte
3 Pipistolet
4 Trace
Samlet spilletid: 24:28

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed