fbpx

Erdve - Savigaila

Det er ikke så tit, vi anmelder udgivelser fra Litauen, men selvfølgelig er der også en musikscene der. Et af navnene er Erdve, der blev dannet i hovedstaden Vilnius i 2016, og udsendte sit første album i 2018. Nu er de tre medlemmer så klar med album nummer to, ”Savigaila”.
Bandets stil bliver beskrevet som ”eksperimenterende Hardcore Sludge” – en helgardering, der kunne være hvad som helst. På ”Savigaila” dækker det over en blanding, hvor det eksperimenterende overskygger de nævnte genrer. Godt nok kunne den skrigende vokal sagtens være taget direkte fra et Hardcore band, men den ledsagende musik har på intet tidspunkt det energiske og medrivende drive, der kendetegner dén genre. Er det så sludge?
Heller ikke direkte, selv om passager foregår i slæbegear, er musikken en tand for voldsom til, at dét genrestempel passer.
Så jo, albummet er et mest af alt et eksperiment, men desværre ikke et vellykket et af slagsen. Stemningen er mørk og fyld med mol-klange, men i lange passager står tingene næsten helt stille; selv om det er ret voldsomt, består musikken mest af monotone gentagelser. Ikke overraskende mister jeg interessen her …
Alt for sjældent afviges der fra oplægget, som når nedtones og slapper af, eller når klavertoner giver musikken en anden vinkel. Derfor har jeg svært ved at anbefale albummet til andre en de, der bevidst søger det afvigende.

Tracklist:
1. Lavondėmės
2. Smala
3. Votis
4. Betonas
5. Pleura
6. Bendrystė
7. Sugretinimas
8. Pragulos
9. Savigaila
10. Skilimas
11. Takoskyra
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Urne - Serpent & Spirit

Da bandet Hang The Bastard gik i opløsning i 2016, besluttede bassisten Joe Nally og guitaristen Angus Neyra sig for at danne Urne. I 2018 kom trommeslageren Richard Harrison ombord, og samme år udkom EP´en ”The Mountain Of Gold”. Nu, hvor man kan begynde at ane en ende på corona-pandemien, er bandet fra London klar med deres første album, som fortæller historien om en mand, der skifter mellem godt og ondt.
Og lige så enkelt, som det lyder, lige omfattende er det arsenal af genrer, som Urne benytter sig af, for at skabe den ledsagende musik og ditto vokal. Denne fremstår hovedsageligt som aggressiv og skrigende, men optræder også brølende og endda ren og blød. Musikken går et skridt videre, og betjener sig af elementer fra Post Rock, Heavy Metal, Grunge, Sludge Metal – genrefetichister kan sikkert udvide listen yderligere. Med så mange inspirationskilder i spil, kunne man frygte, at albummet ville være en rodebutik – men det er ikke tilfældet. Godt nok var det første indtryk lidt rodet og ufokuseret, men efter et stykke tid begyndte tingene at give mening, og jeg endte faktisk med at synes godt om ”Serpent & Spirit”. Urne rammer ikke plet hver gang, men alle numre rammer skiven, uanset hvilken genre, der dominerer dem.

Tracklist:
1. Serpent & Spirit
2. The Palace Of Devils & Wolves
3. Memorial
4. Moon&Sky
5. Desolate Heart
6. Envy The Dead
7. Memorial: Sing Me To Rest
8. A Tomb So Frail
Samlet spilletid: 53:55

Læs mere...

Offernat – Offernat

Offernat er endnu et nyt navn opstået under pandemiens nedlukning af samfundet. Bandet stammer fra København, og nu er de tre medlemmer klar med deres første udspil, som er en selvbetitlet EP med 4 numre.
Og det er en EP, der peger i forskellige retninger! Åbneren ”Submissive Impulse” er domineret af en let punket guitar, der driver nummeret frem i frisk tempo, mens den vrede frontvokal og baggrundskor i Gang Vocals stil giver nummeret et kraftigt præg af Hardcore. Har man forventninger om, at det er stilen fremadrettet, vender ”Black Lung” op og ned på det hele; nummeret veksler mellem passager med helt stille guitar, og ditto med voldsom brølen og tunge anslag – et nummer med store kontraster. Dem er der ikke så mange af i ”Nattefrost”, som er helt nedtonet med akustisk guitar og klaver; nummeret er instrumentalt, og passer perfekt til titlen: Det hele er stille, rent og klart.
Det kan man til gengæld ikke påstå om slutnummeret ”Shadow of Flame”; dets næsten 10 minutter lange spilletid er præget af tunge guitarer i Doom / Sludge-stil i begyndelsen, men skifter senere karakter og bliver mere groovy.
Så ja, vi kommer vidt omkring med Offernat, og EP’en efterlader indtrykket af et band, som har lyst til at eksperimentere, men endnu ikke helt har afstukket deres musikalske kurs.

Tracklist:
1. Submissive Impulse
2. Black Lung
3. Nattefrost
4. Shadow of Flame
Samlet spilletid: 24:40

Læs mere...

Suffocate For Fuck Sake - Fyra

Selv om Suffocate For Fuck Sake (SFFS) debuterede tilbage i 2004, er det svenske band et ubeskrevet blad i min bog. Det har ændret sig med mødet med bandets fjerde album, som blot hedder ”Fyra”, og som på flere måder ligger langt fra mainstream musik. Albummet har afhængighed som tema, og det belyses via mødet med 4 personer, hvis liv er påvirket af forskellige former for afhængighed. Hvert konkrete eksempel har sit eget kapitel, hvor Mikael (stoffer), Mia (alkohol), Adam (spil) og Martina (mad) fortæller deres historie. Det sker via en kombination af lydklip fra interviews og podcasts, som supplerer bandets musik.
Musikken er Rock, der ofte holdes rolig og stemningsfyldt, især omkring de talte passager som en slags indramning af disse. Men pludseligt eksploderer de i voldsomme udbrud med masser af energi, ikke mindst takket være vokalen. Den er oftest af den skrigende slags, der normalt får mig til at vende tommelfingeren nedad. At det ikke sker her skyldes dels, at musikken virker beroligende, dels at den udtrykker meget af den frustration og lidelse, der er forbundet med de fire afhængigheder. På den måde skabes en symbiose mellem de talte sekvenser og musikken, som gør ”Fyra” mere interessant end man på forhånd skulle tro. At eksperimentet lykkes skyldes især, at SFFS formår at balancere de forskellige elementer i numrene til en cocktail, som har kant, men som ikke bliver for ekstrem. Resultatet er anderledes, men ikke mere, end at det fortjener et prøvelyt.

Tracklist:
1. From The Window
2. 15 Missed Calls
3. All Our Memories
4. Alone
5. The Surface
6. Hope
7. Cosmopol
8. Behind The Door
9. To Fall Apart
10. Here
11. Small Comments
12. Quiet
Samlet spilletid: 81:48

Læs mere...

White Void - Anti

Lars Nedland er mest kendt som medlem af Borknagar, men nu starter han det nye band White Void, hvor medlemmerne har baggrund i så forskellige genrer som Black Metal, Electronica og Blues – på papiret et solidt fundament for meget forskelligartet musik.
Nedland har skrevet tekst og musik til alle 8 numre, og han har valgt en stil, som ligger langt fra den Sorte Metal. I stedet er der tale om Rock, som både indeholder elementer fra det progressive og det Blues-baserede. At jeg ikke betegner musikken som decideret progressiv, skyldes det, at numrenes opbygning er mere åben og ligetil, end genren er kendt for. Og det er ikke negativt ment, for både produktion, omkvæd og den lyse frontvokal er åbne og inviterer lytteren indenfor.
Så er det straks nemmere at udpege Blues-inspirationen, for når de old school orgeltoner, der optræder flere steder, blander sig med Eivind Marums virkelig lækre guitar, er man ikke i tvivl.
Men er der så tale om et Blues-Rock album? Nej, det kan man heller ikke sige. Og netop det udefinerbare er albummets styrke, fordi det ikke ”bare” lader sig placere i en bestemt rubrik. Derfor er det de enkelte numres kvaliteter, der bestemmer om man synes om ”Anti”. Personligt synes jeg langt henad vejen godt om numrene; White Void formår at gøre det interessant. Mit eneste ankepunkt er, at tingene for ofte er lidt for pæne og behagesyge – her ville det pynte med noget aggression og skarphed.

Tracklist:
1. Do. Not. Sleep
2. There Is No Freedom But The End
3. Where You Go, You'll Bring Nothing
4. The Shovel And The Cross
5. This Apocalypse Is For You
6. All Chains Rust, All Men Die
7. The Fucking Violence Of Love
8. The Air Was Thick With Smoke
Samlet spilletid: 46:01

Læs mere...

Emptiness - Vide

Langt hovedparten af de anmeldelser, vi bringer her på siden, hører hjemme i kategorierne Rock og Metal; når vi taler musikalske ekstremer, er det normalt i den voldsomme ende: Vild, vildere, vildest – opadtil er der ingen grænser for, hvor brutalt det kan blive. Men fra tid til anden får vi udgivelser, der rammer helt ovre i den modsatte ende af skalaen. Sådan en udgivelse er ”Vide”, som er det sjette album fra belgiske Emptiness. Bandet er et nyt bekendtskab, men jeg læser mig til, at de er startet med skarp Metal, og siden har bevæget sig i retning mod det mere afdæmpede.
Jeg tvivler på, at de kan komme ret meget længere ad den sti, for de 10 numre markerer noget af det mest nedtonede musik, jeg længe har hørt. Instrumenteringen er egentlig ikke anderledes end ved gængs Rock, men resultatet er virkelig reduceret til det absolutte minimum. Således er alle anslag på instrumenterne nærmest sarte og forsigtige, som hvis der blev spillet ved siden af en sovende bjørn – Shhhh! Samtidig er vokalen halvt talt, halvt hvisket, så den følger det samme spor.
Hvad der kunne lyde som en kedelig ide, er overraskende effektivt, når man lukker verden ude og koncentrerer sig om musikken; det sidste er et absolut must, for som baggrundsmusik bliver ”Vide” hurtigt overdøvet. Men når man lytter på musikkens præmisser, er stemningerne ret intense, netop fordi resultatet er så gennemført. Derfor kan jeg anbefale ”Vide”, men kun når du er i det rette humør – ellers fungerer eksperimentet slet ikke.

Tracklist:
1. Un corps à l’abandon
2. Vide, incomplet
3. Le mal est chez lui
4. Le sévère
5. Ce beau visage qui brûle
6. Détruis‐moi à l’amour
7. Plus jamais
8. L’erreur
9. On n’en finit pas
10. L’ailleurs
Samlet spilletid: 43:32

Læs mere...

Aliceissleeping - Completely Fine

Aliceissleeping er er et nyt navn fra London, UK, som består af Alice Dionis (Vokal & Bas), Jon Hare-Winton (Trommer) og Dan Murroni (Guitar). De tre udsendte EPen ”Space Wanders & Bleeding Hearts” i 2018, og følger nu op med deres første album.
Her præsterer de en omgang frisk Rock i Indie-klassen, hvor produktionen ikke er overdrevet, og man i stedet koncentrerer sig om musikkens energi. Alice Dionis bringer sig automatisk i centrum, for udover at lægge navn til bandet, leverer hun også en udmærket vokal med fin spændvidde. Flere steder minder hun mig om Gwen Stefani fra tiden i No Doubt, men hun kan også bevæge sig op i de øverste oktaver, som det sker i ”Twilight”.
Musikken er frisk og har et udmærket drive, men det er som om, at man lægger bånd på sig selv; især albummets første 4-5 numre efterlader dette indtryk. Men fra albummets midte og frem er det som om, at der gradvist slækkes på restriktionerne; numrene får mere bid, og der kommer mere power. Det hele kulminerer i ”Negotiating Sex”, som bare er et fedt rocknummer med stærkt drive og et godt omkvæd.
Den lidt tilbageholdende start gør, at man skal gennemlytte albummet et par gange, før det hele sidder i skabet, men så fungerer det også. Aliceissleeping er et band, som jeg gerne vil se live, for jeg fornemmer, at de tre slipper vildskaben løs på scenen. Men albummet viser også, at bandets navn er misvisende, for Alice sover bestemt ikke! Til gengæld dækker albumtitlen meget godt – denne debut er Completely Fine!

Tracklist:
01. Outsiders
02. Felix
03. Over And Over Again
04. Twilight
05. Scary Mary
06. Alien
07. Not Cool
08. Negotiating Sex
09. Lost Girls
Samlet spilletid: 38:02

Læs mere...

Ricky Warwick - When Life Was Hard & Fast

Selv om Ricky Warwick har en fortid i bands som New Model Army og The Almighty, er han mest kendt i rollen som frontmand for det gendannede Thin Lizzy og videreudviklingen Black Star Riders. Ved siden af har han løbende udsendt albums i eget navn, og det foreliggende er nummer fem i rækken.
At stå på egne ben betyder ingen musikalske revolutioner for hovedpersonen, for stilen lægger sig tæt op ad de andre sammenhænge, han er optræder i - Derfor er det gedigen Rock efter klassiske opskrifter, der præger de 11 numre. Flere af dem kunne sagtens høre hjemme hos Thin Lizzy og Black Star Riders, især når tempoet er højt som i titelnummeret og ”Still Alive”.
I den anden ende af skalaen ligger balladen ”Time Don't Seem To Matter”, som er en duet med datteren Pepper; den ender som de fleste af slagsen med at blive for pladret. Så går det bedre for ”Clown Of Misery”, som er optaget på Warwicks telefon, og derved bliver meget autentisk i sin enkelthed.
De resterende numre byder både på hårde og mindre vilde toner, men de er hurtigt glemt; enten fordi de er udstyret med uinteressante omkvæd, eller fordi de er alt for uskarpe og hyggelige. Warwicks fans vil sikkert være uenige, men jeg er glad for, at han ikke kun udgiver musik under eget navn.

Tracklist:
1. When Life Was Hard and Fast
2. You Don't Love Me
3. I'd Rather Be Hit
4. Gunslinger
5. Never Corner A Rat
6. Time Don't Seem To Matter
7. Fighting Heart
8. I Don't Feel At Home
9. Still Alive
10. Clown Of Misery
11. You're My Rock 'n Roll
Samlet spilletid: 39:38

Læs mere...

CS Nielsen - Pilgrims

Det er ganske vist primært metal der anmeldes her på siden. Genrer, der for en stor dels vedkommende sigter efter det chokerende, det frastødende, provokerende, skræmmende osv. Alligevel bliver alle disse (ingen nævnt, ingen glemt) bands sat til vægs med åbningsnummeret på Pilgrims, ”Judges 19”, der tager udgangspunkt i en af de mest bestialske historier i Bibelen; Dommernes Bog.
Det er for lyrikken, hvad Penderecki er for musikken. Afmålt, stemningsfuldt … og grusomt.

Og så er det både storladent og afdæmpet – det starter stille, og ildevarslende ud, med trommer og CS Nielsens fabelagtige stemme og kulminerer i ren Ennio Morricone-stemning med guitarer, klokker og mandskor (fornemt leveret af danske Salem).

Den danske forfatter Ida Jessen udgav i år en bog, ”Kaptajnen og Ann Barbara”, som bliver kaldt en western fra den jyske hede. Hvis den skal filmatiseres, skal CS Nielsen bestemt levere soundtracket.

Udover åbningsnummeret vil jeg fremhæve den livsbekræftende ”Every Day I Aim (But Most Days I Miss)” – som sagtens kunne være skrevet om undertegnedes præstationer på årets gåsejagter, men nok nærmere handler om, at det drejer sig om at prøve. Så kan det godt være du fejler, men du har i det mindste prøvet.

Det var svært at skrive denne anmeldelse, for man sidder tilbage med en tom fornemmelse når man har lyttet pladen igennem … ligesom når man lige har set en fantastisk god film i biografen. Man er mættet af indtryk – det skal lige synke ind og det skal behandles.

For det er ikke let musik. Ikke at det er mørkt og dystert .. hele vejen igennem. Men det er musik, der gør indtryk og vidner om en ophavsmand, med noget på hjerte. Og som CS Nielsen synger om i den smukke ”Of What One Cannot Speak”, skal man forstå, der er nogle ting man ikke kan tale om … og det kan godt være, jeg ikke rigtigt kan skrive, hvor god den her plade er. Jeg kan kun anbefale dig at høre den.

Tracklist:
1. Judges 19
2. Every Day I Aim (But Most Days I Miss)
3. Beginning of Sorrows
4. Sinner Man
5. Holy Ghost Building
6. Camel, Lion, Child
7. Silent Hour
8. All Right No How
9. Fool
10. Of What One Cannot Speak
11. Rebel Song
Samlet spilletid: 50:25

Læs mere...

Shame On Youth! - Human Obsolescence

De 4 medlemmer i det italienske band Shame On Youth! har baggrund i Garagerock og Hardcore, så der var lagt op til masser af energi, da bandet udsendte demo’en ”Zero” i 2017. Nu har de så fået mod mere i form af albummet ”Human Obsolescence”.
Jeg ville umiddelbart mene, at de nævnte genrer ville være nemme at blande til noget spændende, men der er jeg åbenbart lidt for optimistisk. Det kniber i hvert fald for Shame On Youth! At bestemme sig for, om de vil spille Garagerock eller egentlig Hardcore. Resultatet på de første numre er, at det ender som lidt halvskramlet Rock tilsat en smule gang vocals.
Omkring albummets midte begynder der så at ske noget, i ”A Bunch Of Crap (I Don’t Care About)” og ”Uniform” er der mere kant og vrede. Men netop man tror, at Shame On Youth! Har spillet sig varme, falder de igen tilbage i noget ufarligt. Og når de i ”Premium 9,99” leverer en hæderlig omgang Hardcore, er det too little, too late.
Elementerne til en fornuftig omgang Hardcore er til stede, men Shame On Youth! kommer ikke helt ud over rampen. Der er for lidt vrede, for lidt energi, for lidt attitude i deres musik; det virker som om, at de ikke har sluppet håndbremsen. I de nævnte numre er italienerne tæt på, men samlet er deres performance på det jævne.

Tracklist:
1. Got No Choice
2. The Show Must Go Wrong
3. Seed
4. Mr. Crasher
5. A Bunch Of Crap (I Don’t Care About)
6. Uniform
7. Fluke Of Faith
8. Premium 9,99
9. Demons Are Right
Samlet spilletid: 31:22

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed