fbpx

Electric Guitars - Freewheeler

Med kalendere, der altid er overtegnet med spilleopgaver for forskellige bands og Søren Andersens rolle som producer, er Electric Guitars endnu et eksempel på et band, der via pandemiens nedlukninger har fået tid til sangskrivning. Det har resulteret i albummet ”Freewheeler”, der er bandets fjerde af slagsen.
Albummet slår i gang med et YEAH! og den friske åbner ”Dopamine”, som med masser af energi byder lytteren indenfor. Og heldigvis er der flere numre, hvor d’herrer Andersen og Vandborg understreger bandets navn og fyrer op for de seksstrengede: I ”Zero Four” er det de tunge rytmer, der giver nummeret kant, mens ”Incoming” er anderledes old school - Her er stilen rigtig retro med et godt drive, der får mig til at tænke på Lenny Kravitz. Og så vender de tunge rytmer tilbage i ”Welcome History”, hvor guitarerne har godt med forvrængning.
Disse positive eksempler slår følge med mindre spændende oplevelser: Således er både titelnummeret og ”Nervous Breakdown” lidt for slidte i deres indhold, mens både ”Rainbow” og forsøget på at skabe Thin Lizzy-stemning i ”Cut Loose” ender alt for hyggeligt for min smag. Det hele ender med et album, som i min bog ligger i midterfeltet, men som helt sikkert ikke skuffer Electric Guitars’ etablerede fanskare.

Tracklist:
1. Dopamine
2. Hot Blooded Woman
3. Nervous Breakdown
4. Zero Four
5. Going Out
6. Incoming
7. Cut Loose
8. Freewheeler
9. Rainbow
10. Welcome History
Samlet spilletid: 49:29

Læs mere...

Spitfire - Do Or Die

I deres tiende år som band har tyske Spitfire trodset pandemien og indspillet deres tredje album; godt nok som duo, da man ikke havde en fast bassist, men det betød mindre for
Dick Dropkick (Vokal, Guitar og Bas) og Nikk Nitro (Trommer).
Som navnene indikerer, tager Spitfire ikke det hele så alvorligt, og som på deres to foregående albums er deres fortolkning af Rock beregnet til fest og farver. Numrene afvikles i et frisk tempo og med et punket glimt i øjet; enkle melodier og korte baggrundskor holder gang i gryden – her gøres tingene ikke mere besværlige end nødvendigt.
Det har den fordel, at numrene er til at genkende og overskue; til gengæld skal der meget til, for at finde på noget nyt og hæve sig over genrens mange andre bidragydere. Og her fejler Spitfire, for selv om de synger og spiller numrene udmærket, har de ikke det ekstra, der skal til, for at rykke positivt. Der er alt for mange klichéer og alt for få fede øjeblikke på albummet.
Så slutkommentaren “Too Much Is Never Enough” holder desværre ikke i dette tilfælde, og jeg bliver ret hurtigt mæt af ”Do Or Die”. Næste gang jeg får lyst til at høre punket Rock, vil jeg søge andre steder …

Tracklist:
1. Ride It Like You Stole It
2. Like A Lady
3. Writings On The Wall
4. Do Or Die
5. 80s Rockstar
6. Death Or Glory
7. Sacrifices
8. Die Like A Man
9. Out In The Cold
10. Eye For An Eye
11. Can You Feel The Fire
12. Another Mile
13. Too Much Is Never Enough
Samlet spilletid: 42:12

Læs mere...

Fotocrime - Heart of Crime

Over de seneste 25 år har Ryan Patterson arbejdet med mange forskellige undergrundsprojekter, men uden for hjembyen Louisville i Kentucky er han nok bedst kendt for enmandsbandet Fotocrime, som nu udgiver sit tredje album.
Musikken fra Fotocrime er blevet beskrevet som et møde mellem europæisk Electrorock og Americana, og det er ikke helt i skoven; musikken indeholder elementer fra begge lejre. Det elektroniske er repræsenteret af Synth-elementerne, der er mere til den afslappede side, så de ligger tættere på den poppede friskhed, der kendetegnede 1980’ernes Neue Deutsche Welle end stramheden hos kongerne fra Kraftwerk. Americana-delen optræder i flere numre med tilbagelænede guitarer, der passer fint til keyboard bidragene. Den tilbagelænede stemning forstærkes af Pattersons vokal, der er kraftigt nedtonet, så den aldrig dominerer begivenhederne; det er tydeligt, at både David Bowie og Gary Numan har været en del af hans lyttepensum.
At tilbagelænet ikke betyder holdningsløs, høres i ”Politi Policia Polizei”, hvor lovens lange arm udsættes for tydelig kritik, og i det hele taget er stemningen på ”Heart of Crime” absolut alvorlig.
Selv om Patterson bruger guitarerne flittigt, er det synthesizerne, man husker fra dette album; dermed ligger det i periferien af, hvad vi normalt anmelder her på siden. Det gør hverken albummet dårligt eller uinteressant, for kombinationen af de forskellige komponenter har sine øjeblikke – Det kræver blot den rigtige stemning.

Tracklist:
01. Heart Of Crime
02. Electric Café
03. So So Low
04. Delicate Prey
05. Crystal Caves
06. Politi Policia Polizei
07. Industry Pig
08. Zoë Rising
09. Inferno Rebels
10. Learn To Love The Lash
11. Skinned Alive
Samlet spilletid: 39:43

Læs mere...

Tuesday The Sky - The Blurred Horizon

Hvad gør man, når man har en stribe numre, som ikke passer ind i de eksisterende projekter, man er del af? For guitaristen Jim Matheos, som primært er kendt fra Fates Warning, var svaret nemt: Han startede projektet Tuesday The Sky, som udsendte albummet ”Drift” i 2017. Nu har han 11 nye numre klar, hvilket betyder et nyt album.
Årsagen til, at Matheos’ numre ikke passer ind i de normale sammenhænge, er, at de er instrumentale. Og ikke bare det, de er også stilmæssigt i den helt nedtonede ende af skalaen.
De fleste numre er opbygget af forskellige guitarmelodier, der i fællesskab opbygger stemninger og skaber nummeret. Fravær af slagtøj giver en løs rytmisk struktur, som underbygger, at det er stemningerne, der er det vigtigste. Det gør musikken sart, og den ender nemt som baggrundsmusik.
Flere steder modvirker Matheos dette ved at tilføje trommer (”Half Remembered”) eller rytmeboks (”Where the Enemy Sleeps”), eller simpelthen ved at stramme strukturen op (”Hypneurotic”). I de nævnte tilfælde fungerer tiltaget, men som helhed er albummet en sart affære; selv slutnummeret, der som det eneste indeholder vokal.
Man kan spørge sig selv: Hvornår man skal lytte til et album som dette? Mit svar er: Når du vil koble fra og komme helt ned i gear. Her kommer de mange detaljer og det store arbejde, der er lagt i dem, til sin ret. For mig er der ingen tvivl om, at Matheos har skabt et godt album i en meget svær genre.

Tracklist:
1. Half Remembered
2. Near Light
3. Cwmwl
4. Where the Enemy Sleeps
5. Laudanum Dream
6. Hypneurotic
7. Later, Then Now
8. Near Dark
9. Half Forgotten
10. The Blurred Horizon
11. Everything Is Free
Samlet spilletid: 46:30

Læs mere...

Erdve - Savigaila

Det er ikke så tit, vi anmelder udgivelser fra Litauen, men selvfølgelig er der også en musikscene der. Et af navnene er Erdve, der blev dannet i hovedstaden Vilnius i 2016, og udsendte sit første album i 2018. Nu er de tre medlemmer så klar med album nummer to, ”Savigaila”.
Bandets stil bliver beskrevet som ”eksperimenterende Hardcore Sludge” – en helgardering, der kunne være hvad som helst. På ”Savigaila” dækker det over en blanding, hvor det eksperimenterende overskygger de nævnte genrer. Godt nok kunne den skrigende vokal sagtens være taget direkte fra et Hardcore band, men den ledsagende musik har på intet tidspunkt det energiske og medrivende drive, der kendetegner dén genre. Er det så sludge?
Heller ikke direkte, selv om passager foregår i slæbegear, er musikken en tand for voldsom til, at dét genrestempel passer.
Så jo, albummet er et mest af alt et eksperiment, men desværre ikke et vellykket et af slagsen. Stemningen er mørk og fyld med mol-klange, men i lange passager står tingene næsten helt stille; selv om det er ret voldsomt, består musikken mest af monotone gentagelser. Ikke overraskende mister jeg interessen her …
Alt for sjældent afviges der fra oplægget, som når nedtones og slapper af, eller når klavertoner giver musikken en anden vinkel. Derfor har jeg svært ved at anbefale albummet til andre en de, der bevidst søger det afvigende.

Tracklist:
1. Lavondėmės
2. Smala
3. Votis
4. Betonas
5. Pleura
6. Bendrystė
7. Sugretinimas
8. Pragulos
9. Savigaila
10. Skilimas
11. Takoskyra
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Urne - Serpent & Spirit

Da bandet Hang The Bastard gik i opløsning i 2016, besluttede bassisten Joe Nally og guitaristen Angus Neyra sig for at danne Urne. I 2018 kom trommeslageren Richard Harrison ombord, og samme år udkom EP´en ”The Mountain Of Gold”. Nu, hvor man kan begynde at ane en ende på corona-pandemien, er bandet fra London klar med deres første album, som fortæller historien om en mand, der skifter mellem godt og ondt.
Og lige så enkelt, som det lyder, lige omfattende er det arsenal af genrer, som Urne benytter sig af, for at skabe den ledsagende musik og ditto vokal. Denne fremstår hovedsageligt som aggressiv og skrigende, men optræder også brølende og endda ren og blød. Musikken går et skridt videre, og betjener sig af elementer fra Post Rock, Heavy Metal, Grunge, Sludge Metal – genrefetichister kan sikkert udvide listen yderligere. Med så mange inspirationskilder i spil, kunne man frygte, at albummet ville være en rodebutik – men det er ikke tilfældet. Godt nok var det første indtryk lidt rodet og ufokuseret, men efter et stykke tid begyndte tingene at give mening, og jeg endte faktisk med at synes godt om ”Serpent & Spirit”. Urne rammer ikke plet hver gang, men alle numre rammer skiven, uanset hvilken genre, der dominerer dem.

Tracklist:
1. Serpent & Spirit
2. The Palace Of Devils & Wolves
3. Memorial
4. Moon&Sky
5. Desolate Heart
6. Envy The Dead
7. Memorial: Sing Me To Rest
8. A Tomb So Frail
Samlet spilletid: 53:55

Læs mere...

Offernat – Offernat

Offernat er endnu et nyt navn opstået under pandemiens nedlukning af samfundet. Bandet stammer fra København, og nu er de tre medlemmer klar med deres første udspil, som er en selvbetitlet EP med 4 numre.
Og det er en EP, der peger i forskellige retninger! Åbneren ”Submissive Impulse” er domineret af en let punket guitar, der driver nummeret frem i frisk tempo, mens den vrede frontvokal og baggrundskor i Gang Vocals stil giver nummeret et kraftigt præg af Hardcore. Har man forventninger om, at det er stilen fremadrettet, vender ”Black Lung” op og ned på det hele; nummeret veksler mellem passager med helt stille guitar, og ditto med voldsom brølen og tunge anslag – et nummer med store kontraster. Dem er der ikke så mange af i ”Nattefrost”, som er helt nedtonet med akustisk guitar og klaver; nummeret er instrumentalt, og passer perfekt til titlen: Det hele er stille, rent og klart.
Det kan man til gengæld ikke påstå om slutnummeret ”Shadow of Flame”; dets næsten 10 minutter lange spilletid er præget af tunge guitarer i Doom / Sludge-stil i begyndelsen, men skifter senere karakter og bliver mere groovy.
Så ja, vi kommer vidt omkring med Offernat, og EP’en efterlader indtrykket af et band, som har lyst til at eksperimentere, men endnu ikke helt har afstukket deres musikalske kurs.

Tracklist:
1. Submissive Impulse
2. Black Lung
3. Nattefrost
4. Shadow of Flame
Samlet spilletid: 24:40

Læs mere...

Suffocate For Fuck Sake - Fyra

Selv om Suffocate For Fuck Sake (SFFS) debuterede tilbage i 2004, er det svenske band et ubeskrevet blad i min bog. Det har ændret sig med mødet med bandets fjerde album, som blot hedder ”Fyra”, og som på flere måder ligger langt fra mainstream musik. Albummet har afhængighed som tema, og det belyses via mødet med 4 personer, hvis liv er påvirket af forskellige former for afhængighed. Hvert konkrete eksempel har sit eget kapitel, hvor Mikael (stoffer), Mia (alkohol), Adam (spil) og Martina (mad) fortæller deres historie. Det sker via en kombination af lydklip fra interviews og podcasts, som supplerer bandets musik.
Musikken er Rock, der ofte holdes rolig og stemningsfyldt, især omkring de talte passager som en slags indramning af disse. Men pludseligt eksploderer de i voldsomme udbrud med masser af energi, ikke mindst takket være vokalen. Den er oftest af den skrigende slags, der normalt får mig til at vende tommelfingeren nedad. At det ikke sker her skyldes dels, at musikken virker beroligende, dels at den udtrykker meget af den frustration og lidelse, der er forbundet med de fire afhængigheder. På den måde skabes en symbiose mellem de talte sekvenser og musikken, som gør ”Fyra” mere interessant end man på forhånd skulle tro. At eksperimentet lykkes skyldes især, at SFFS formår at balancere de forskellige elementer i numrene til en cocktail, som har kant, men som ikke bliver for ekstrem. Resultatet er anderledes, men ikke mere, end at det fortjener et prøvelyt.

Tracklist:
1. From The Window
2. 15 Missed Calls
3. All Our Memories
4. Alone
5. The Surface
6. Hope
7. Cosmopol
8. Behind The Door
9. To Fall Apart
10. Here
11. Small Comments
12. Quiet
Samlet spilletid: 81:48

Læs mere...

White Void - Anti

Lars Nedland er mest kendt som medlem af Borknagar, men nu starter han det nye band White Void, hvor medlemmerne har baggrund i så forskellige genrer som Black Metal, Electronica og Blues – på papiret et solidt fundament for meget forskelligartet musik.
Nedland har skrevet tekst og musik til alle 8 numre, og han har valgt en stil, som ligger langt fra den Sorte Metal. I stedet er der tale om Rock, som både indeholder elementer fra det progressive og det Blues-baserede. At jeg ikke betegner musikken som decideret progressiv, skyldes det, at numrenes opbygning er mere åben og ligetil, end genren er kendt for. Og det er ikke negativt ment, for både produktion, omkvæd og den lyse frontvokal er åbne og inviterer lytteren indenfor.
Så er det straks nemmere at udpege Blues-inspirationen, for når de old school orgeltoner, der optræder flere steder, blander sig med Eivind Marums virkelig lækre guitar, er man ikke i tvivl.
Men er der så tale om et Blues-Rock album? Nej, det kan man heller ikke sige. Og netop det udefinerbare er albummets styrke, fordi det ikke ”bare” lader sig placere i en bestemt rubrik. Derfor er det de enkelte numres kvaliteter, der bestemmer om man synes om ”Anti”. Personligt synes jeg langt henad vejen godt om numrene; White Void formår at gøre det interessant. Mit eneste ankepunkt er, at tingene for ofte er lidt for pæne og behagesyge – her ville det pynte med noget aggression og skarphed.

Tracklist:
1. Do. Not. Sleep
2. There Is No Freedom But The End
3. Where You Go, You'll Bring Nothing
4. The Shovel And The Cross
5. This Apocalypse Is For You
6. All Chains Rust, All Men Die
7. The Fucking Violence Of Love
8. The Air Was Thick With Smoke
Samlet spilletid: 46:01

Læs mere...

Emptiness - Vide

Langt hovedparten af de anmeldelser, vi bringer her på siden, hører hjemme i kategorierne Rock og Metal; når vi taler musikalske ekstremer, er det normalt i den voldsomme ende: Vild, vildere, vildest – opadtil er der ingen grænser for, hvor brutalt det kan blive. Men fra tid til anden får vi udgivelser, der rammer helt ovre i den modsatte ende af skalaen. Sådan en udgivelse er ”Vide”, som er det sjette album fra belgiske Emptiness. Bandet er et nyt bekendtskab, men jeg læser mig til, at de er startet med skarp Metal, og siden har bevæget sig i retning mod det mere afdæmpede.
Jeg tvivler på, at de kan komme ret meget længere ad den sti, for de 10 numre markerer noget af det mest nedtonede musik, jeg længe har hørt. Instrumenteringen er egentlig ikke anderledes end ved gængs Rock, men resultatet er virkelig reduceret til det absolutte minimum. Således er alle anslag på instrumenterne nærmest sarte og forsigtige, som hvis der blev spillet ved siden af en sovende bjørn – Shhhh! Samtidig er vokalen halvt talt, halvt hvisket, så den følger det samme spor.
Hvad der kunne lyde som en kedelig ide, er overraskende effektivt, når man lukker verden ude og koncentrerer sig om musikken; det sidste er et absolut must, for som baggrundsmusik bliver ”Vide” hurtigt overdøvet. Men når man lytter på musikkens præmisser, er stemningerne ret intense, netop fordi resultatet er så gennemført. Derfor kan jeg anbefale ”Vide”, men kun når du er i det rette humør – ellers fungerer eksperimentet slet ikke.

Tracklist:
1. Un corps à l’abandon
2. Vide, incomplet
3. Le mal est chez lui
4. Le sévère
5. Ce beau visage qui brûle
6. Détruis‐moi à l’amour
7. Plus jamais
8. L’erreur
9. On n’en finit pas
10. L’ailleurs
Samlet spilletid: 43:32

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed