fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Slipknot - .5: The Gray Chapter

Slipknot er lidt af en institution for sig selv. Tidligere pionerer, nu tenderende til mainstream, har Des Moins drengene redet på metalmarkerne siden 1995. Naturligt med diverse op og nedture, herunder, Paul Grays død og Joey Jordisons afsked med bandet i 2013. Der skal da heldigvis mere til at stoppe den 7-hovede hydra og derfor er vi fremme ved 2014-udgivelsen .5 The Gray Chapter.

Om end der har været nogle naturlige udskiftninger i bandet, har det ikke ændret synderligt på Slipknots sound. Efter et tre minutters insisterende og småligegyldigt intronummer, brager ”Sacastrophe” igennem. En voldsom sag, der sender tankerne hen mod materialet på Vol. 3: The Subliminal Verses. En glimrende start hvor Slipknot spiller på alle de rigtige tangenter. ”AOV” følger pænt trop og starter dejligt tungt og aggressivt ud. Midtvejs slår Corey over i skønsang og skaber en fin pendant til den tunge uptempo trommegang. To gode numre, der på hver sin vis viser Slipknot fra den bedste side. Singlen ”The Devil In I” følger godt trop. Igen et ganske fedt nummer, om end mere jævnt og forudsigeligt end de forrige. Mens ”Killpop” har sin helt egen, noget alternative charme, er ”Skeptic” til gengæld et røvligegyldigt og ensidigt nummer. Her er trykket så hårdt på genbrugsknappen, at det nærmest gør ondt i ørerne. At det samtidig er kedeligt gør det ikke bedre. ”Lech” er ikke meget bedre, men dog bedre end post-hymnen ”Goodbye”. Der skal ikke læses meget mellem linjerne for at fange, hvad nummeret omhandler – det er bare en kedelig hymne.

Herefter går det lidt op og ned uden for alvor rigtig at blive farligt. ”Nomadic” falder ligeledes i "ligegyldig og kedelig"-kategorien. Det bliver først sjovt igen på ”Custer”, som har lidt af den her vanvidsfølelse der prægede bandet, dengang de var et frisk pust. ”The Negative One”, puster yderligere lidt liv i festen og sørger for at Slipknot, med .5: The gray Chapter, ender på et hæderligt niveau.

Slipknots 5. opus er lidt af en rutchetur – på godt og ondt. Det er specielt det varierende niveau af nerve, der rammer lytteren. Nogle numre er virkelig fede, mens andre er utroligt trivielle. Bandet mangler simpelthen opfindsomhed og ikke mindst det vandvid, der gjorde Slipknot interessant back in the days. I stedet for at man aldrig ved hvor man har hydraen, må man nu affinde sig med det tilnærmelsesvist forudsigelige. 4,5 ud af 6.

Tracklist:
1.XIX
2.Sacastrophe
3.AOV
4.The Devil In I
5.Killpop
6.Skeptic
7.Lech
8.Goodbye
9.Normadic
10.The One That Kills The Least
11.Custer
12.Be Prepared For Hell
13.The Negative One
14.If Rain Is What You Want

Læs mere...

Theory Of A Deadman – Savage

Theory Of A Deadman er et af de bands jeg har stiftet bekendtskab med på flere måder, uden at være faldet for deres musik. Det canadiske hardrock band er signet hos Kroeger’s pladeselskab, 604 records, og det gør givetvis, at det er svært ikke at have nogle foruddefinerede forventninger til bandets femte album - Savage.

Hele balladen startes af nummeret ”Drown”, der overhovedet ikke lugter af Nickelback eller Kroeger på nogen anden måde. I stedet lugter det af Alice In Chains og fandens tung tråd. Tylor Connolly på vokal har da også lige fået pillet lidt ved vokalen så det hele lyder lidt tungere og lidt federe – og ”Drown” er et ret fedt nummer. Kender man bare en smule til Theory Of A Deadman, er der ingen tvivl om at ”Drown” er et lidt atypisk nummer. De Næste numre, ”Blow” og ”Savages” (forresten med Alice Cooper på gæste vokal) lyder som Theory Of A Deadman som man kender dem: Solid hardrock, men af varierende kvalitet. Herved kunne jeg reelt sætte to tykke streger under, for det er facit for denne anmeldelse. Men lad os for underholdningens skyld se lidt nærmere på hvad der rocker og hvad der sucker på Savage. Cooper og Connolly leverer en ret fed gang vokal på førnævnte ”Savages”, mens efterfølgende ”Misery Of Mankind” rocker derud af, men uden rigtig at træde i karakter. Det gør ”Salt In The Wound” til gengæld. Her er nemlig den nerve og intensitet der er at finde i et godt hardrock track.

Herefter finder vi albummets store ballade - ja, ja der er også ”The One”, men den er røvsyg. ”Angel” er et nummer man enten elsker eller hader. Personligt falder det positivt ud. ”Angel” er ikke bare et flot nummer, men også et meget singalong venligt nummer – og med sikkerhed et nummer der vil hitte i hjemlandet. Nuvel lyrikken er ikke så skide opfindsom, men det er den sjældent når det kommer til ballader.

”Heavy” er godt nok heavy, men heller ikke særligt interessant, mens ”Panic Room” igen byder på den gode og indbydende tråd i form af en flad lige i ansigtet. Sådan fortsætter det så gennem de efterfølgende 4 numre, inden der lukkes og slukkes med den storladne og særdeles fede slutter ”The Sun Has Set On Me”. Resultatet? Præcist som tidligere nævnt. En solid hardrock udgivelse, men med varierende indhold. Der skal dog ikke være tvivl om at dette album er langt over bestået, selvom det ikke bliver til en topkarakter. Der er en klar overvægt af fede numre, og derfor løber Theory Of A Deadman også med 4,5 ud af 6.

Tracklist:
1.Drown
2.Blow
3.Savages (feat. Alice Cooper)
4.Misery Of Mankind
5.Salt In The Wound
6.Angel
7.Heavy
8.Panic Room
9.The One
10.Livin’ My Life Like A Country Song(feat. Joe Don Rooney of Rascal Flatts)
11.World War Me
12.In Ruins
13.The Sun Has Set On Me

 

 

Læs mere...

Opeth - Pale Communion

Dette ellevte studiealbum fra svenske Opeth markerer efter alt at dømme endegyldigt bandets, eller måske mere præcist hoveddrivkraften Michael Åkerfeldts, afsked med death metal-genren. Væk er de store dissonnerende, distortede akkorder. Væk er de buldrende metaltrommer. Væk er spændingen omkring hvilket af de tonstunge riffs der pludselig ændrer karakter, når det i stedet bliver spillet på en akustisk guitar (Nå ja, ikke helt væk, men det vender jeg tilbage til). Og ikke mindst; Væk er en af de fedeste growlstemmer jeg nogensinde har hørt. Således lettere nedtrykt sætter jeg Pale Communion på igen, og vender opmærksomheden mod det, der er givet os i stedet.

Egentlig burde det jo ikke komme som den store overraskelse, at Opeth, efter tyve års pladeudgivelser og lige så mange forskellige bandmedlemmer gennem årene, efterhånden har udviklet et andet udtryk. Og udviklingen er jo også sket gradvist. Et af bandets varemærker har i mange år været musikkens vekslen mellem de hårde og bløde passager, og senest med Damnation fra 2003 stod det klart, at Åkerfeldts fokus i stadig stigende grad var de mere stille og melodiøse sider. De efterfølgende udgivelser har da også i stadigt større omfang båret præg af en opblødning; I guitarernes og vokalens lyd, sammensætningen af numrene og i det hele taget bevægelsen i retning af et mere rocket og 70'eragtig sound.

Den aktuelle udgivelse er den hidtil mest retroagtige. De bærende elementer i første nummer er således en halvlang og småskæv intro, noget ret Led Zeppelinsk trommespil og et meget prominent, vrælende hammondorgel. Efter et par minutters tid går "hovedmelodien" i gang. Den er ganske som man kunne forvente af Opeth, et clean guitarstykke med lidt piano og nogle meget genkendelige harmonier. Lidt mere orgel end vanligt, og meget mere flydende og melodiøs bas. Og så starter vokalen. Ikke bare med Åkerfeldts rene stemme, men såmænd med et trestemmigt arrangement af den. Dernæst fyldes der på med strygere og en kort men smuk lille guitarsolo, og til slut en decideret prog rock/jazzet outro som klinger ud på en ekstra storladen stadionakkord... Spørgsmålet er vel så, om det efterlader en forvirret eller snarere forventningsfuld.

For mit vedkommende kan jeg ikke komme udenom, at denne plade vokser for hver gang jeg hører den. For selv om Opeth er blevet et meget mere afdæmpet foretagende end de var i de gode gamle dage med Still Life og Blackwater Park, skinner deres virtuositet og særligt Åkerfeldts sangskriverevner så meget mere igennem. Numrene er simpelthen bare godt skrevet, og har en underliggende stemning af dysterhed og melankoli, som bliver bedre forløst i musikken end den gjorde på den gode men alt for korte Damnation. Dertil kommer retroværdien. Denne plade burde bare være opstået i 70'erne, tydeligt illustreret på et nummer som Goblin, med sit Al-DiMeola-jazz-rockagtige udtryk - Som til gengæld bliver efterfulgt af den flydende smukke ballade, River, der halvvejs igennem alligevel ændrer form og vikler sig ind i endnu mere musikalsk tornet underskov.

Opeth har altid haft deres eget udtryk, kombinationen af elementer har været relativt let at genkende, og dette har ikke ændret sig. Åkerfeldts fremragende sangstemme kommer flot til udtryk, og strækker sig fra det rå, hæse og inderlige til den florlette fistelfalset, som nok vil ærgre den lytter, som måtte vente på growlet. For det kommer ikke, hverken i musikken eller i vokalen. Til gengæld bliver vi præsenteret for en gennemført produktion med fødderne solidt plantet i ophavsmændenes musikalske baggrund. Smuk og inderlig, men også sær og kantet - kedeligt bliver det aldrig. Pale Communion udgør det næste, logiske skridt i Opeths udvikling, og de enkelte dele fungerer utrolig godt, både enkeltvis og som samlet enhed.
Jeg siger tak til Opeth for dem de var engang - Men nu er sommeren så småt forbi og efteråret på vej, og der til har de lavet en dunkel, flot og helstøbt plade, som vil komme til at fungere rigtig godt jo længere og mørkere aftnerne bliver.

 

Track list:
01 Eternal Rains Will Come (6:43)
02 Cusp of Eternity (5:37)
03 Moon Above, Sun Below (10:53)
04 Elysian Woes (4:48)
05 Goblin (4:34)
06 River (7:33)
07 Voice of Treason (8:00)
08 Faith in Others (7:41)

Samlet spilletid: (55:48)

 

Læs mere...

Hør ny sang fra Opeth’s kommende album ”Pale Communion”

Det svenske progressive metal band Opeth har løftet sløret for endnu en ny sang fra deres kommende album “Pale Communion”.

Sangen ”Eternal Rains”, som kan høres nedenfor, er åbnings numret på gruppens elvte studiealbum som udkommer 26. august igennem Roadrunner Records.

“Pale Communion” er produceret af guitarist/vokalist Mikael Åkerfeldt og mikset af Porcupine Tree’s frontmand og guitarist Steven Wilson.

 

Åkerfeldt har i et interview med Noisey sagt følgende om det nye album:

”Normally when I start writing for a record, I'm a bit nervous. You don't know whether or not you're going to be able to come up with something that you like or come up with something at all, to be honest. I was inspired because pretty early on, I wrote a song on the new album — the last song on there, which I ended up being really happy with. So I had some type of guidelines which was more melody, I think."

“'Heritage' was somewhat deliberately fucked up all over the place because I love fucked-up-all-over-the-place-type music, but I wanted to do something more melodic with this album, so there's stronger vocal melodies and more melodies overall for this album. I was pretty consistent with that frame of mind throughout the writing process, so at least I had a plan with this album, and I normally don't, to be honest."

 

"Pale Communion" trackliste:
01. Eternal Rains
02. Cusp Of Eternity
03. Moon Above, Sun Below
04. Elysian Woes
05. Goblin
06. River
07. Voice Of Treason
08. Faith In Others

 

Opeth - Eternal Rains (Audio)

Opeth - Cusp Of Eternity (Audio)

artwork

 

Læs mere...

Opeth udgiver nyt album til juni

Det svenske progressive metal band Opeth er klar med deres 11. fuldlængde album.

Albummet som er blevet døbt ”Pale Communion” udkommer den 17. juni igennem Roadrunner Records.

”Pale communion”, som er produceret af bandleder Mikael Åkerfeldt og mikset af Porcupine Tree frontmanden Steven Wilson, vil blive indledt af albummets første single ”Cusp of Eternity”, som vil være muligt at forudbestille den 6. maj.

 

Åkerfeldt har i et interview med Vice’s Noisey udtalt følgende om det nye materiale:

“I wanted to do something more melodic with this album…there’s stronger vocal melodies and more melodies overall…I was pretty consistent with that frame of mind throughout the writing process.”

 

Metal Injection’s skribent Greg Kennelty har fået en forsmag på albummet og skriver bl.a. følgende: 

“This record knows exactly what it's doing and nails it through and through…one of my favorite records of 2014. If not my favorite record of 2014.”

 

Track listen til “Pale Communion” ser således ud:

1. Eternal Rains Will Come
2. Cusp of Eternity
3. Moon Above, Sun Below
4. Elysian Woes
5. Goblin
6. River
7. Voice of Treason
8. Faith in Others

 

 

Hvilke Opeth album er din favorit? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

 

Læs mere...

De La Tierra - De La Tierra

Andreas Kisser er normalt kendt fra sin tjans som guitarist i Sepultura, men han har lyst til mere. Derfor sagde han ja, da han blev tilbudt samme rolle i De La Tierra, som udelukkende består af musikere fra latinamerikanske lande. Det første album, som udgives på Roadrunner Records, har blot fået navn efter bandet.

Den geografiske oprindelse understreges af, at alle tekster er på enten spansk eller portugisisk, og synges nydeligt af Andrés Giménez. Jeg skriver bevidst synges, for mandens vokal er ren, og minder om en heavy udgave af Eros Ramazotti. Det skal ikke opfattes negativt, men er mere et udtryk for, at man kan høre hvert eneste ord – absolut ingen selvfølge i Metal sammenhæng.

Den musikalske side af sagen er der lige så meget kontrol over, for vægten er lagt på groove frem for tempo og brutalitet. Det gør musikken let at gå til, for her er tale om Metal med et venligt smil på læben. Det betyder ikke mangel på tyngde, for der er saft nok i de enkelte numre, men vildt bliver det aldrig.

I ”Maldita Historia” er rytmerne næsten Korn-agtige, men ellers er der ikke mange highlights, og vildskaben fra slutnummeret ” Cosmonauta Quechua” ville jeg gerne have haft mere af. Som det er nu, er tingene lige på kanten af det hyggelige, og det er kun den gennemførte stil og det positive udtryk, der får mig til at give ”De La Tierra” et Okay med på vejen.

Tracklist:
1.     D.L.T - Intro
2.     Somos Uno
3.     Rostros
4.     San Asesino
5.     Detonar
6.     Maldita Historia
7.     Fuera
8.     Chaman de Manaus
9.     Reducidores de Cabezas
10.Corran
11.Cosmonauta Quechua

Samlet spilletid: 39:07

Læs mere...

Dream Theater – Interview med Mike Mangini

Prog. metal veteranerne i Dream Theater udgav i september måned deres 12. og selvbetitlede album via Roadrunner Records.

I den anledning har vores reporter taget en snak med trommeslageren og perkussionist Mike Mangini, om bandets seneste albums og udfordringerne ved at turnere meget når man har familie.

Læs vores anmeldelse af ”Dream Theater” og hør hele interviewet nedenfor:

 

Læs mere...

Alter Bridge - Fortress

Alter Bridge må, uden at sige for meget, kategoriseres som et af de største rock bands out there. Det amerikanske band har eksisteret siden 2004, og har oplevet en del succes med deres 3 tidligere udgivelser. Efter den seneste udgivelse AB III fra 2010 steg bandets renommé en del, og forventningerne har derfor været høje til den nyeste udgivelse, "Fortress".

Alter Bridge spiller en klassisk kombination af heavy, rock og alternativ rock. Hvor mange andre lignende bands ofte antager et mere blødt udtryk som tiden går, er Alter Bridge gået den helt anden vej. Med "Fortress" udgiver de nemlig deres tungeste skive nogensinde. Det er et langt mere tungt, lige-ud-ad-landevejen approach, som også har givet plads til en del progressive elementer. Det fungerer faktisk upåklageligt!

Hvor mange måske kan have svært ved at definere Alter Bridge som egentlig metal, må bandet med "Fortress" tage et ordentligt spadestik henimod metalgenren og almindeligvis et mere heavy approach. 

"Fortress" består af 12 skarpt komponerede numre. Guitarriffsene sidder hvor de skal, og akkompagneret af forsanger Myles Kennedys meget alsidige vokal giver det plads til en række varierede og sjældent kedelige numre. Bandet har fundet en formel, som de tilsyneladende kan stå inde for. En række numre som f.eks. "Cry of Achilles" får tankerne hen i retning af Zeppelin. Ikke på den ellers klassiske play it safe-måde, men snarere i sit udtryk af noget større.

Det er i virkeligheden forsanger Miles Kennedys vokal der er det helt specielle ved Alter Bridge, og især ved "Fortress". Hans vokal strækker sig over elementer fra 80'erne, classic rock, metal, og hans høje pitch sætter rammerne for et rigtig fint album.

Hvis man skulle være af den fejlagtige opfattelse at rocken er død, skal man blot investere i "Fortress". Det er et rigtig godt album, som ikke skuffer, og som viser at Alter Bridge mere end nogensinde har fundet den rette formel at komponere musik ud fra! Jeg glæder mig allerede til næste udspil! 

 

Tracklist:

1. Cry Of Achilles
2. Addicted To Pain
3. Bleed It Dry
4. Lover
5. The Uninvited
6. Peace Is Broken
7. Calm The Fire
8. Waters Rising
9. Farther Than The Sun
10. Cry A River
11. All Ends Well
12. Fortress

Samlet spilletid: 61 minutter.

Læs mere...

Dream Theater - Dream Theater

Der har været sagt og skrevet meget om Dream Theater i forbindelse med trommeslageren Mike Portnoy’s afgang fra bandet; bl.a. blev der spekuleret på om tabet af det grundlæggende medlem ville betyde et kvalitetsmæssigt dyk. Personligt så jeg bruddet som en anledning til nytænkning i bandet, for de seneste albums har manglet noget på dén front; trods et højt teknisk niveau har de været præget af variationer over et velkendt tema.

Her kan jeg godt starte med at afsløre, at hverken det ene eller det andet er sket; jeg vil endda vove den påstand, at hvis man havde foretaget udskiftningen fra Portnoy til den nye mand, Mike Manghini, i tavshed, ville ingen have opdaget den! Det skyldes dels, at Manghini passer helt naturligt ind i sammenhængen, men i mindst lige så høj grad at der ikke er ændret på den musikalske retning.

Der indledes og afsluttes med et nummer inddelt i flere parter, mens de mellemliggende numre nøjes med relativt korte spilletider. Disse udfyldes af vekslen mellem komplekse musikstrukturer og iørefaldende omkvæd, hvor James Labrie virker mere veloplagt end han har lydt på det seneste. Alt fremføres med overlegen styrke, men følger de strukturer som bandet er kendt for. De får gange hvor rammerne brydes, sker det anført af John Petrucci’s guitar, og hver gang med imponerende resultater – her er albummets absolutte highlights.

Petrucci skal også fremhæves for en fantastisk produktion, det er længe siden jeg har hørt bedre lyd på en Metal-udgivelse; der er krop og sjæl i alle elementer og man får hver enkelt lille detalje med – super!!!

Selv om albummets titel kunne indikere starten på noget nyt, så genopfinder Dream Theater ikke sig selv på denne udgivelse. I stedet er det en fortsættelse af bandets kendte stil med teknisk mesterlig Prog Metal, men uden overraskelser.

Tracklist:

1. FALSE AWAKENING SUITE
  i. Sleep Paralysis
  ii. Night Terrors
  iii. Lucid Dream
2. THE ENEMY INSIDE
3. THE LOOKING GLASS
4. ENIGMA MACHINE
5. THE BIGGER PICTURE
6. BEHIND THE VEIL
7. SURRENDER TO REASON
8. ALONG FOR THE RIDE
9. ILLUMINATION THEORY
  i. Paradoxe de la Lumière Noire
  ii. Live, Die, Kill
  iii. The Embracing Circle
  iv. The Pursuit of Truth
  v. Surrender, Trust & Passion

Samlet spilletid: 68:01

Læs mere...

Stream Trivium’s nye album ”Vengeance Falls”

  • Udgivet i Nyheder

Det Florida-baserede metal band Trivium har netop gjort det muligt at streame deres sjette fuldlængde album ”Vengeance Falls”. Albummet kan streames via bandets hjemmeside her.

”Vengeance Falls” udkommer på tirsdag, den 15 oktober, igennem Roadrunner Records og er produceret af David Draiman (Disturbed, Device).

I et for nyligt interview har frontmand Matt Heafy sagt følgende om det nye album:

"Going into this record, the initial goal was to write the absolute best songs we possibly could. We didn't go into it thinking, 'We need to be technical, we need to be brutal," or anything like that. It was about making the best possible music. Looking at it in retrospect, I feel it does encompass TRIVIUM fans have loved over the years through our first five records. Then, it expands upon those tools with the new music. It's a great summary of everything we've done, taking the listener to another place at the same time. I think it's really awesome it does. Maybe 'Ascendancy' and 'Ember To Inferno' were similar, but 'The Crusade' was the exact opposite. 'Shogun' was technical. 'In Waves' was simple. This one has everything, which I really appreciate."

 

Om samarbejdet med Draiman har Heaft sagt følgende:

"We've never had a producer who was also a singer in a touring metal band before. That was a huge thing for us.

"Lyrics were a huge thing for me. I've had producers before who would say, 'Oh, this doesn't rhyme.' Never before have I had a producer say, 'What does this song mean to you?' I remember the very first time he asked that, I said, 'Well, I leave every song up to the interpretation of the listener.' He was like, 'No, but what does it mean to you?' That was great, because, if from there I didn't have a direct answer, he'd be like, 'Maybe you should think about rewriting some of these parts.'

"I've never been more proud of lyrics than I am on this record. We delved into these lyrics more than ever before to figure out what I'm trying to say.

"The vocal coaching was huge for me too. I've had vocal coaching from a couple of different teachers, but it didn't make sense to me coming from someone who wasn't in a band and didn't know how to translate it into metal. When it came from David, whether it was proper standing, breath technique, or other etiquette, it worked.

"Taking care of my voice is something I learned from David in 2011 on the Australian tour with DISTURBED. He told me about cut-off times, when to stop eating or when to stop laying down when you're playing a show. I carried those things to this day, as well as breath control and proper technique, like where to push from and where not to push from. Those are things people can see I'm using every day on our shows."

Trivium - Vengeance Falls

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed