fbpx

Revocation - The Outer Ones

To år er der gået siden Revocation udsendte ”Great Is Our Sin”, og nu er bandet fra Boston klar med nyt – dermed fortsætter de deres faste plan med udgivelser med maksimalt to års mellemrum, som de har fulgt siden 2008 – en ret sej bedrift.

Det samme gør sig gældende for bandets musikalske kunnen, for som vanligt ligger deres fortolkning af Death Metal på et meget højt teknisk niveau. Det betyder, at alt fyres af med en overlegen suverænitet, uanset om det er åbningsnummerets høje tempo eller de både seje og flotte guitarer, der kendetegner ”Of Unworldly Origin” og ”Fathomless Catacombs”. Samtidig er produktionen virkelig gennemsigtig, så det er muligt at få alle detaljer med – og dem er der mange af, for numrene bugner af små og store informationer.
Skulle jeg kun bedømme det tekniske niveau, stramheden og det spillemæssige overskud, ville det ligge til højrebenet at uddele topkarakter. Men det sker ikke, for trods de positive sider, så er albummet bare ikke særligt spændende. Der er alt for få steder, hvor musikken griber fat i mig, for det meste efterlader den mig bare som en passiv tilskuer.

Når jeg tænker på, hvor spændende dette albums forgænger var, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er på tide for Revocation at ændre deres udgivelsesfrekvens; dette album havde i hvert fald haft godt af en noget længere tilblivelsesproces.

Tracklist:
1. Of Unworldly Origin
2. That Which Consumes All Things
3. Blood Atonement
4. Fathomless Catacombs
5. The Outer Ones
6. Vanitas
7. Ex Nihilo
8. Luciferous
9. A Starless Darkness
Samlet spilletid: 48:27

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2016 - Fredag

Et kig ned over genrebetegnelsen for dagens kunstnere giver mange hits på ordene Teknisk og Death Metal, så nøgleordet for dagens program var Død.

 

Sunless Dawn (3½/6)
Fredag blev sparket i gang af Sunless Dawn, som lige var startet på deres set, da jeg trådte ind i salen. Deres musik er teknisk præget med både tyngde og instrumentale passager med vekslende indhold, som peger i retning af det progressive. Til dagens koncert havde man Danni Jelsgaard fra Satanic Assault Division med på trommer i stedet for den faste mand, Thomas, som var i udlandet. Det kunne man nu ikke mærke, for som resten af bandet leverede han en bundsolid indsats. Ingen tvivl om, at gutterne kan deres kram, men det var ikke alle numre der gik rent ind hos mig, nogle steder blev det lidt for knudret. Men potentialet er der, så Sunless Dawn er et band jeg gerne hører mere til.

 

Rivers Of Nihil (2½/6)
Så var det tid til mere traditionel Death Metal, leveret af Pennsylvania-bandet Rivers Of Nihil. Jeg har ikke været så begejstret for deres albums, men det kunne jo være at de klarer den bedre live.
Bandets frembrusende Dødsmetal indeholder rigtig mange detaljer, som jeg ikke før har lagt mærke til; der blev tappet og shreddet i stor stil. Samtidig lagde trommeslageren og bassisten en virkelig lækker bund. Men når det hele blev lagt sammen, blev det til én stor masse, derfor var amerikanernes første koncert på dansk jord ikke et vendepunkt for mig, jeg blev ikke omvendt.

 

Beyond Creation (4/6)
Næste band på scenen var canadiske Beyond Creation, og så var der lagt op til mere teknisk præget Metal. Det blev understreget af, at både bassist og guitarister bogstaveligt havde rigtig mange strenge at spille på.
Og teknisk, det var det! Jeg tog flere gange mig selv i at kigge på musikerne og beundre den lethed, hvormed de lavede vilde løb på deres instrumenter – så længe musikken havde den typiske Death Metal grundstruktur, var det retningen, men når den ændrede sig, blev musikken progressiv – det skete især mod slutningen af koncerten.
Heldigvis havde Beyond Creation overskud til at få publikum med; som da trommeslageren havde denne ene hånd fri i et kort sekund, som blev brugt til at vise horn til salen. Den slags hævede oplevelsen, og da Beyond Creation gik af scenen, skete det til taktfaste råb om ekstra numre.

 

amf2016 beyondcreation

 

Iniquity (4½/6)
Egentlig blev Iniquity opløst tilbage i 2003, men fandt sammen igen i 2012, og igen i 2014. Aftenens koncert indeholdt også en debut, idet bassisten Mike Sabroe for første gang stod på scenen som en del af bandet.
Han markerede sig fra starten som den bevægelige på scenen, for det er ikke bandets spidskompetence. Til gengæld spiller de en virkelig fed gang Død, som denne gang faldt mere i min smag end sidst, jeg hørte dem. At de er populære ved AMF, vidnede dagens hidtil største publikum om – der var godt fyldt i salen. Og vi blev ikke snydt, for Iniquity var virkelig veloplagte. Musikken var meget varieret mht. tempo og kompleksitet, og når man har Martin Rosendahl i front, kan man lægge en af landets fedeste metalvokaler oveni. Dén kombination gjorde bandet koncert til en virkelig god oplevelse.

 

Revocation (4½/6)
Det er ikke længe siden, at Revocations seneste album, ”Great is Our Sin” var forbi min anmelderstak. Det var en rigtig go’ oplevelse, så jeg havde set frem til at se amerikanerne på scenen.
Og jeg blev ikke skuffet, for Revocation leverede varen; med knapt så meget fokus på det tekniske som hos f.eks Beyond Creation var oplevelsen virkelig intens – Dødsmetal på højt niveau! Der var også mere thrashede numre, hvilket bidrog til bredden og markerede Revocation som et band, som fortjener opmærksomhed.

 

amf2016 revocation

 

Obscura (4½/6)
Jeg har altid synes godt om Obscuras albums; deres tekniske Dødsmetal er af virkelig høj klasse. Min eneste koncertoplevelse med tyskerne ligger en del år tilbage, og det var en lidt mat affære, så her var igen en mulighed for at gøre et bedre indtryk.
Fra starten viste bandet, at de er hovednavnet på deres tour; ikke blot med røgkanoner, men også via en meget varieret performance. Her var det ikke kun teknik, der var i højsædet, for både metallisk power og melodiske elementer kom i frontlinjen. Denne cocktail fungerede bedre end sidst, helheden var uden klinisk perfektionisme. Koncerten var den sidste på deres turné, og på sin vis sammenfattede Obscura indsatsen fra de øvrige deltagende bands (Rivers Of Nihil, Beyond Creation og Revocation). Jeg var meget tilfreds, og publikum omkring mig må have været det samme, for koncerten bød på dagens første Crowdsurfer.

 

Illdisposed (4/6)
Illdispposed behøver ingen intro; bandet har været et af landets førende i mange år, og har faktisk 25 års jubilæum i år.
Foruden knaldhård Metal er frontmanden Bo Summers historier en fast del af enhver koncert, således også denne gang. Derfor hørte vi om nedsat ølforbrug (af hensyn til sundheden), sammenligning med Birmingham (som oplæg til nummeret ”Dark”) og den bekendelse, at han i 1984 blev nummer 3 til DM i electric boogie i Tivoli Friheden (som intro til ”There’s Something Rotten in the State of Denmark”). Det faldt i god jord i den fyldte sal, hvor der var mere crowdsurfing, så stemningen var høj, da ”Submit” rundede koncerten af.
Jeg har efterhånden hørt Illdisposed mange gange, og de har aldrig været dårlige. Det var de heller ikke denne fredag, men indsatsen var præget af rutine. Når man har så højt et grundniveau som veteranerne her, er det tilstrækkeligt til at redde 4 stjerner hjem til Aarhus.

 

amf2016 illdisposed

 

Annihilator (4½/6)
Aftenens hovednavn er vaskeægte veteraner; Annihilator startede helt tilbage i 1984, men de er langt fra gået i stå; deres seneste album, ”Suicide Society” ligger kun et år tilbage.
Som vanligt var salen lukket i en time før dagens hovednavn. Lyden, som hele dagen havde været virkelig god, var blevet en tand bedre, så lidt godt var der da kommet ud af ventetiden.
Annihilator leverede en virkelig stram omgang Thrash Metal, som i sine bedste øjeblikke ligger på niveau med de største – havde de boet i Californien, havde de været kandidater til en plads i Big 4. Det viste bandet i første halvdel af settet, hvor Jeff Waters styrede tropperne med hård hånd. Men efterhånden som tiden gik, blev musikken ret ensidig, og materialets kvalitet var lidt svingende. Det trak oplevelsen lidt ned, men misforstå mig ikke; koncerten var rigtig god, jeg var bare ikke helt oppe at ringe.

 

Læs også vores dækning af torsdag og lørdag. 

  • ILLDISPOSED_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • REVOCATION_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OBCURA_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Revocation - Great Is Our Sin

Mit første møde med Revocation var deres 2014-udspil ”Deathless”, som var en udmærket blanding af Death- og Thrash Metal. Nu er Boston bandet tilbage efter en del udskiftninger bag trommesættet, inden Ash Pearson blev fast mand på posten.

At det var en god beslutning, viser han fra start til slut, for sammen med bassisten Brett Bamberger får han lagt et virkeligt sejt fundament for de ti numre. Det sker med både tyngde og tempo i pedalerne, og så trækker det ikke fra, at produktionen er spot on; der er hul igennem og intens lyd på alle instrumenter. Godt nok skal Death Metal ikke være pudset og poleret, men når musikerne nu gør sig stor umage, er det fedt at kunne få alle detaljerne med.

Og umage, det gør bandet omkring guitaristen og sangeren David Davidson sig; her er virkelig kompetente folk i gang. I forhold til tidligere er der skruet meget ned for de thrashede elementer i musikken, så den fremstår som ren Dødsmetal. Det betyder skarpe riffs og seje rytmer i det headbangerinviterende ”Crumbling Imperium”, men også mere teknisk betonede numre som ”Communion”. Det åbner for bredde i musikken, hvor både guitarsoli og vokaler får mere melodi.

Derfor er titlen meget misvisende, dette udspil er ingen synd! Tværtimod er det en meget skarp udgivelse, som indeholder noget af det bedste Death Metal, jeg har hørt i år.

Tracklist:
1. Arbiters of the Apocalypse
2. Theatre of Horror
3. Monolithic Ignorance
4. Crumbling Imperium
5. Communion
6. The Exaltation
7. Profanum Vulgus
8. Copernican Heresy
9. Only the Spineless Survive
10. Cleaving Giants of Ice
Samlet spilletid: 45:08

 

Læs mere...

Dækning af Aalborg Metal Festival 2014

  • Udgivet i Nyheder

En hård weekend er overstået og den har i Aalborg stået på metal i form af den årlige Aalborg Metal Festival på Studenterhuset. Og for første gang har vi kunne dække festivalens alle 3 dage, med et par enkelt afstikkere fra de tidlige ”morgen” timer, hvor vores skribenter ikke var nåede frem endnu.

De 2 skribenter har foruden massevise af anmeldelser også interviewet 7 af de deltagende bands inklusiv Cannibal Corpse, Marduk, Entombed A.D. og The Black Dahlia Murder.

Ved siden af det, har vores talentfulde fotograf Thomas Schlein aka HEADBANGERphotography rejst fra København for at tage billeder fra fredag og lørdag.

 

Her er en oversigt af hele vores dækning af Aalborg Metal Festival:

Reportage/Anmeldelser:
Torsdag
Fredag
Lørdag

Galleri:
Fredag
Lørdag

Interviews:
Cannibal Corpse
The Black Dahlia Murder
Entombed A.D.
Marduk
Revocation
Aeon
Hideous Divinity

 

Vi ses næste år til endnu en omgang hårdtslående metal!

 

Video lavet af vores fotograf Thomas:

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2014 - Lørdag

HIDEOUS DIVINITY
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4½/6

Italiensk death metal var, hvad der skulle til for at hive de trætte festivalgængere op denne lørdag. Hideous Divinity har to albums på bagen, og dette var deres første show i DK, men hvilket et!

Forsangeren gjorde flere gange publikum klart, at de hed Hideous Divinity…. From Italy… Lidt spøjst at han blev ved med at nævne det, men ikke desto mindre gav folk sig hen til italienerne, der leverede en stilsikker indsats på den halve time, de havde til rådighed. En del numre fra den nye skive ”Cobra Verde”, men også et par stykker fra ”Obeisance Rising” fik råderum. Bandet spillede godt til, hvoraf bassisten SKAL fremhæves med sin nærmest naturstridige spillemåde, der indebar både tapping og slapping og god gammeldags fingerspil… Mesterligt!

Jeg håber inderligt, at Hideous Divinity får succes, for deres musik er mere end bare death metal… Der er dybde i, og det de leverer på skiven, leverer de også live!

Virkelig god koncert!

Lyt også til vores interview med Hideous Divinity.

 

CORPUS MORTALE
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4/6

Man har efterhånden set Corpus Mortale en del gange, men de har aldrig rigtig skuffet mig. Man kan altid regne med en solid indsats fra Rosendahl og kumpanerne. Denne dag var ingen undtagelse. Man blev ikke overordentligt overrasket, men godt og grundigt underholdt. De fire københavnere virkede tændte, og de havde rystet posen med numre til i dag, hvilket gjorde, at numrene virkede langt mere friske og vitale, end de normalvis gør. ”Love Lies Bleeding”, ”Weakest of the Week” og ”Cold Earth” var træfsikre hits, og kombineret med Martins mesterlige growl, var enhver dødsmetal-fans sult stillet denne lørdag eftermiddag. Man kunne kun gisne om ikke, der ville komme mere guf….

 

SOLBRUD
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Så var det endelig tid til en omgang Black Metal, som blev leveret af det unge band Solbrud. De kørte konsekvent stilen ikke at have kontakt til salen, så den eneste henvendelse til publikum var et afsluttende Mange Tak fra sangeren.

Ellers virkede bandet helt opslugt af deres musik, som er kendetegnet ved at bruge meget lange passager til at bygger stemninger op via klassiske Black elementer og en brutalt skærende vokal, som jeg havde ventet fra den unge sanger.

solbrud

Oven på en fremadstormende grundsubstans blev variationen langsomt skabt via enkle guitar melodier, og det samlede resultat havde god dynamik ved at gå fra det helt stille og sarte til brutale angreb på tilskuernes sanser. Publikum reagerede meget positivt på det, de hørte, og det var fortjent, for Solbrud fik vist, at de mestrer den Sorte Metal. De meget lange og Doom-agtige passager tog godt nok meget energi ud af musikken, men samlet set var det en rigtig flot koncert af gutterne.

 

AEON
Skrevet af: Kevin - Karakter: 3/6

Svensk blasfemisk death metal var, hvad Aeon serverede denne eftermiddag. De blev dog frygteligt skæmmet af en dårlig lyd, hvor stortrommerne havde magten, og leadguitaren var det eneste, man kunne høre, når der blev spillet leads.

Lidt ærgerligt, for Aeon har nogle fede sange, der aldrig blev andet end middelmådige denne eftermiddag. Den halve time jeg så (interview-duties) bød dog på fed sceneoptræden med en stor-onanerende Tommy i front, der jo som bekendt har gud-issues, som han ikke er bleg for at indvie resten af verden i.

Jeg tror, at hvis man aldrig havde hørt Aeon før, ville denne koncert skræmme en væk… Hvis man havde lidt kendskab til numrene, ville man bare, som jeg, ærgre sig.

Lyt også til vores interview med Aeon guitaristen og backing vokalisten Sebastian ”Zeb” Nilsson.

 

REVOCATION
Skrevet af: Kevin - Karakter: 4½/6revo

Bandet jeg personligt havde set mest frem til, da jeg har fulgt dem siden de tidlige Cryptic Warning-dage. Revocation er en sjov størrelse, der faldt i thrash-tønden som barn og derefter i death-tønden for til sidst at blive smittet med melo-feber. Kort sagt er Revocation et band, der ikke lader sig tryne af genre-rytteri.

Jeg har endnu ikke fået hørt deres seneste plade, ”Deathless”, men en del af numrene denne aften var derfra. Ligeledes var der numre fra den selvtitlede plade og så videohittet ”Dismantle the Dictator”. Ligesom tilfældet var dagen før med The Black Dahlia Murder, er Revocation et yderst velspillende foretagende, der gerne viser, hvad de kan uden, det fremstår som selvhøjtideligt wankeri – det kan vi li’!

De er ligeledes nogle usædvanligt behagelige fyre at omgås, og denne koncert de leverede, var langt en af de bedste denne dag.

Lyt også til vores interview med Revocation's guitarist og vokalist David Davidson.

 

MARDUK
Skrevet af: Tom - Karakter: 5.5/6

Jeg har flere gange skullet til koncert med Marduk, men hver gang er det gået i vasken; enten har de aflyst, eller også har jeg været syg. Men nu lykkes det endelig, så det var med pænt store forventninger jeg bevægede mig frem mod scenen.

Black Metal koncerters kvalitet står og falder ofte med lydkvaliteten; hvis ikke denne er i orden drukner musikkens nuancer og det hele kommer til at fremstå som én stor masse. Heldigvis havde Marduk denne dag noget af den bedste lyd på festivalen, så vi fik det hele med. Og det vi fik, var virkelig fedt, for uanset om numrene blev drevet frem i vanvittigt tempo af den nye trommeslager Fredrik Widigs eller det var tungere rytmer fra Morgans guitar der satte retningen, så rykkede det virkelig fremad! Her var jeg specielt imponeret over hvor homogent et lydbillede Marduk fik skabt, selv om man kun havde én guitar på scenen – og ikke mindst at de melodiske sider af musikken bestod blandt det brutale. Det hele satte gang i en omfattende moshpit, der varede det meste af koncerten mens numre som ”With Satan and Victorious Weapons”, “Materialsed in Stone”, “Warschau” og ”Serpent Sermon” blev hamret ud i salen. Marduk viste klasse ved at sammensætte et set, som ikke kun dækkede en bred del af bagkataloget, men også varierede udtrykket meget i stedet for at satse på ultraspeed hele tiden. Derfor var jeg virkelig godt tilfreds da vi nåede frem til afslutningsnummeret ”Panzer Division Marduk”, og det er kun fraværet af et par personlige favoritter der forhindrer mig i at give 6 stjerner til festivallens suverænt bedste koncert.

Lyt også til vores interview med Marduk's guitarist Morgan "Evil" Steinmeyer Håkansson.

 

ENTOMBED A.D.
Skrevet af: Kevin - Karakter: 5/6

Entombed har jeg oplevet før, og dermed har jeg næsten også oplevet Entombed AD.
Hør mit interview med LG for at få updates på navnefnidder. Her får du i stedet en anmeldelse af en supergod koncert! Bandet var denne aften velsignet med en klokkeklar lyd, der på ingen måde overlod det mindste til fantasien. Her vil jeg gerne fremhæve bassen, som det absolut fedeste. Den har i øvrigt også fået en mere markant rolle, efter den ene guitarist er skredet, og desværre savnes den anden guitar altså en gang i mellem.

Entombed AD-8

LG var i et fantastisk humør, og selvom han snottede rundt, som han plejer, var han en sand fornøjelse at se og høre på. Han gurglede sig igennem numre som ”Eyemaster”, ”Revel in Flesh”, ”Eye for an I” og et par af de nye. De to numre fra ”Clandestine”-skiven var dog der, hvor publikum gav den mest gas.

Man kan altid undre sig over at visse sange bliver udeladt, men at man ikke spiller ”Demon” er mig uforståeligt….!

Nå, men Entombed tog altså kronen denne aften. Nyere og yngre bands kan altså virkelig lære noget her – for de aldrende svenskere gælder det blot om at spille hegn og have det sjovt på scenen.

Lyt også til vores interview med Entombed A.D. frontmanden Lars-Göran Petrov.

 

CANNIBAL CORPSE
Skrevet af: Tom - Karakter: 4/6

Det var en meget positiv oplevelse da jeg for nyligt anmeldte den seneste skive fra Cannibal Corpse, ”A Skeletal Domain”; derfor gik jeg positivt stemt ind til den sidste koncert på årets festival.

Vanen tro var den forsinket, og vanen tro var der trængsel foran de lukkede døre ind til salen. Men ind kom vi, og ret hurtigt kom bandet på scenen og leverede deres Old School Dødsmetal. Den blev leveret med power, og på vej mod slutnummeret ”Hammer Smashed Face” kom vi omkring én lang stribe af amerikanernes klassikere som ”Kill or Become” og ”Icepick Lobotomy”. Det satte vild gang i publikum, men jeg synes ret hurtigt det blev noget ensformigt. Samtidig var der store problemer med at fastholde tempoet, som kørte op og ned; ikke så slem en rutchebanetur som da jeg hørte dem i Århus for et par år siden, men nok til at trække oplevelsen ned. Det samme gjorde lyden, som var lige bastung nok der hvor jeg stod.

Til gengæld trak frontmanden George "Corpsegrinder" Fisher i den positive retning med sin store udstråling og sine groteske head spins – det kan simpelthen ikke være sundt at køre så hurtigt og så længe som han præsterer. Men han imponerer nok til at hente en stjerne mere til bedømmelsen end musikken alene kan klare.

Lyt også til vores interview med Cannibal Corpse trommeslageren Paul Mazurkiewicz.

cannibal 

 

Der var pænt mange mennesker til alle 3 dage, så man må formode at festivallen giver et pænt overskud. Den bruger arrangørerne forhåbentlig på en lidt mindre sikker booking til næste års udgave, for når man ser på programmet er det kun Huldres Folkmetal og de to Black Metal bands, der afveg fra den traditionelle strøm af Dødsmetal. Og den eneste egentlige satsning var Contrastic, hvis avantgarde musik var et specielt men meget velkomment krydderi. Når man ser på den store tilstrømning der var til repræsentanterne for den Sorte Metal kan det undre, at der ikke satses mere på denne genre. Og så gjorde det ikke noget hvis man igen kunne hyre nogle seje repræsentanter for Thrash Metal, det er ved at være længe siden det har været på programmet.

 

Læs også vores reportage fra torsdag og fredag aften på Aalborg Metal Festival.  

 

  • Cannibal Corpse_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Death Comes Pale_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Corpus Mortale_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Revocation - Interview med David Davidson

Det amerikanske death / thrash metal band Revocation er fortiden på europa tour med legenderne i Cannibal Corpse og Aeon på deres "A Skeletal Domain Europe Tour". Touren lagde som bekendt vej forbi årets Aalborg Metal Festival.

Bandet er pt. aktuel med albummet ”Deathless” igennem Metal Blade Records.

I anledningen af deres besøg i Danmark, tog vores reporter en snak med bandets guitarist og vokalist David Davidson omkring deres nye album, kontrakt med Metal Blade, inspirationskilder og meget mere. Hør hele interviewet her:

Læs mere...

Revocation - Deathless

Fra 2000 til 2006 hed bandet her Cryptic Warning, og under det navn udgav de et enkelt album. Så skiftede de navn til Revocation, og det satte gang i en strøm af udgivelser: Inklusive det album der er genstand for denne anmeldelse tæller listen en split CD, to EP’er og 5 fuldlængde albums – det er ret godt gået!

På deres nyeste skive præsenterer bandet fra Boston et musikalsk blandingsprodukt; det er ikke ren Død, det er ikke ren Thrash, men en forening af elementer fra begge lejre. Resultatet er Metal, som både har fremdrift og godt med slagkraft, som begge fastholdes uanset om tempoet er højt som i ”Scorched Earth Policy” eller det er de tungere rytmer i titelnummeret, der dominerer. Lydmæssigt er der heller ingen smalle steder, produktionen har en go’ gennemsigtighed.

I flere numre bliver der lagt nogle teknisk betonede elementer oveni, primært på guitarsiden. Isoleret set er de okay, men passer ikke altid ind i helheden, så resultatet bliver lidt hakkende og musikken mister fremdrift. Det gør både ”Apex” og “United Helotry” til anonyme numre på kanten af det kedelige. Til gengæld minder afslutningsnummeret ”Witch Trials” om, at når tingene rykker for amerikanerne, så rykker de hårdt. Det gør ”Deathless” til et album, hvor niveauet ikke altid er højt, men hvor højdepunkterne er værd at lægge mærke til.

Tracklist:
1. A Debt Owed to the Grave
2. Deathless
3. Labyrinth of Eyes
4. Madness Opus
5. Scorched Earth Policy
6. The Blackest Reaches
7. The Fix
8. United Helotry
9. Apex
10. Witch Trials
Samlet spilletid: 48:29

Læs mere...

Aalborg Metal Festival tilføjer The Black Dahlia Murder, Illdisposed & Huldre

Aalborg Metal Festival har netop offentliggjort endnu et stort band til årets program, denne gang er der tale om det amerikanske melodisk dødsmetal-band The Black Dahlia Murder. Samtidig offentliggøres det danske death metal veteraner Illdisposed og folk metal bandet Huldre. 

Festivalen skriver:
”We are extremely proud to announce some new and hard kicking acts added to this years line-up. All the way from Michigan, USA, we present you THE BLACK DAHLIA MURDER - all the way from Horsens Highway, no further introduction needed, ILLDISPOSED, and from the dark forests and the deep bogs of the North, we give you folk metal from HULDRE!

Stay tuned - more to come!”

 

De 3 bands tilføjes et program som allerede består af Cannibal Corpse, Dark Tranquillity, Revocation, Aeon, Blood Label og Hidious Divinity.

Aalborg Metal Festival finder som altid sted på Studenterhuset i Aalborg og vil i år blive afholdt fra den 6. til og med den 8. november.

 

The Black Dahlia Murder "Into the Everblack" (OFFICIAL)

The Black Dahlia Murder "Goat of Departure"

ILLDISPOSED Light In The Dark (Audio) Pre-Listening


Artwork amf2014

Læs mere...

Cannibal Corpse m.fl gæster Amager Bio og Aalborg Metal Festival

Som du måske læste på vores facebook side forleden, skrev vi kort at Cannibal Corpse, Revocation og Aeon ville gæste danmark den 8. november i Aalborg og den 9. november i København i Amager Bio.

Showet i Aalborg bliver på årets Aalborg Metal Festival, foruden de 3 tidligere nævnte bands, har festivalen også offentliggjort danske Blood Label og italienske Hidious Divinity.

Aalborg Metal Festival finder som altid sted på Studenterhuset i Aalborg og vil i år blive afholdt den 6. til og med den 8. november.

 

Aalborg Metal Festival’s offentliggørelse: 

“Aalborg Metal Festival is extremely proud to
announce the first additions to the 2014 lineup:

First addition is non other than the best selling death metal act of all times - an institution on the metal scene for more than a decade: Cannibal Corpse

We are also proud to announce thrash sensation Revocation and swedish brutal death metal giantsAeon.

The lineup also includes Blood Label (DK) andHideous Divinity (IT).”

 

(vi beklager forsinkelsen, denne nyhed burde havde været skrevet på vores side tidligere!!)

Læs mere...

Revocation skriver kontrakt med Metal Blade Records

Det tekniske death/thrash metal band Revocation fra Boston, Massachusetts, har skrevet kontrakt med Metal Blade Records, hvor igennem bandet vil udgive deres femte fuldlængde album. Et album Revocation fortiden er ved at indspille sammen med produceren Chris ”Zeuss” Harris (Hatebreed, Chimaira, Madball, Suicide Silence).

Revocation har udgivet deres sidste 3 albums igennem Relapse Records og udgivet en self-release i 2008, samt ”Teratogenesis”, en gratis EP bandet udgav igennem Scion A/V i 2012.

 

Revocation’s sanger og guitarist Dave Davidson har udtalt følgende om gruppens nye kontrakt med Metal Blade:

"We are very stoked to announce that we have signed with Metal Blade! We are all extremely proud to be a part of a label with such a long history and legendary roster. Currently, we're in the studio recording our 5th full length album with Zeuss at the helm. This is the start of a new chapter for us and we are so thankful for all the support that we've received from the underground that has gotten us to this point in our career."

 

Metal Blade Records beskriver Revocation således:

”One of the most exciting modern metal bands on the planet, REVOCATION have stunned audiences worldwide with displays of unprecedented levels of musicianship. Thrashing, virtuosic melodies, top-notch technical drumming and an all-out vocal assault take the listener on a lightning ride through the hallowed halls of heavy metal. REVOCATION have proven that they are here to stay and miles above their peers.”

 

Metal Blade Records’ Mike Faley tilføjer:

"We are excited to be working with Revocation. Their tireless work ethic combined with world class musicianship and extreme technical metal has Revocation at the forefront of the scene. Metal Blade looks forward to being a part of their team and helping Revocation achieve future success."

 

“No Funeral” fra albummet “Chaos of Forms”

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed